Dato for udgivelse
09 Jun 2006 13:18
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
03 May 2006 15:21
SKM-nummer
SKM2006.376.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1662-0161
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Moms og lønsumsafgift
Emneord
Både, leveringssted, Tyskland
Resumé
Efteropkrævning af dansk moms kunne ikke gennemføres ved en dansk virksomheds omsætning af jetski og jetbåde mv., der var solgt gennem en virksomhed i Tyskland, idet leveringen til de endelige aftagere ansås for at være sket i Tyskland.
Reference(r)

Momslov § 14

Henvisning
Momsvejledningen E.2.1

Klagen skyldes, at regionen har efteropkrævet i alt 1.376.762 kr. i moms for A's omsætning af jetski og jetbåde og lignende, der er solgt via en virksomhed beliggende i Tyskland.

Landsskatterettens afgørelse

ToldSkat's  afgørelse ændres.

Sagens oplysninger

Klageren er en virksomhed, der sælger jetski, jetbåde og vandsportsudstyr samt forestår reparation af disse. Salget sker både i Danmark, til andre EU-lande og til lande udenfor EU.  

Klageren har oplyst, at denne i perioden 1. januar 1998 - 31. december 2002 har solgt både til en momsregistreret virksomhed (B)i et andet EU-land Tyskland, med følgende typiske handelsforløb:

En kunde henvender sig til klageren og ønsker at købe en båd. Kunden får udleveret en prisliste, der oplyser om en pris inkl. dansk moms og en tysk pris inkl. tysk moms. 

Hvis kunden udtrykker ønske om, at han ønsker at købe en båd til tysk pris, får kunden udleveret en vejledning herom, hvoraf fremgår følgende:

"Hvis du vælger at købe en båd med tysk moms, gælder følgende:

Båden købes ikke af A men af B.

Du opnår ingen ret til faktisk at råde over båden, før du har købt og betalt båden til B og fået den udleveret fra B i Tyskland.

Båden leveres af B med producentens sædvanlige garanti, der dækker "world-wide". Dette er ensbetydende med, at garantireparationer vil kunne udføres overalt i verden af en autoriseret forhandler, herunder også af A. Dette gælder uanset, hvor i verden du har købt båden.

Transporten af båden fra Danmark til Tyskland foretages af A. Transporten til Tyskland sker for A's regning og risiko.

Du skal selv sørge for og betale hjemtransporten af båden fra A.

(...)"

Klagerens repræsentant har oplyst, at vejledningen, som denne har udarbejdet, først er taget i anvendelse den 12. juni 2003, men blot kodificerer de oplysninger, som kunderne tidligere har fået mundtligt.   

Kunden kontakter herefter B i Tyskland for at købe en båd af denne. Når kunden har henvendt sig til B om købet af en bestemt båd, kontakter B klageren med henblik på, at klageren kan levere den ønskede båd til B.

Ofte har klageren den ønskede båd stående på sit lager, og klageren sørger herefter for, at en båd af den ønskede type bliver transporteret ned til B i Tyskland for klagerens regning og risiko. Klageren har tegnet særskilt forsikring for disse transporter. Nogle gange har klageren ikke båden på lager, og han kontakter derfor producenten, der har et lager i Holland eller i Tyskland, hvorfra leveringen så sker herfra og direkte til B.

Når båden kommer til B stilles denne på B's område, og samtidig afleveres fakturaen udstedt af klageren til B. Kopien af denne bliver påstemplet af B som bekræftelse på, at båden er blevet leveret. I starten af den omhandlede periode fik klageren pengene med det samme i kontanter eller i check, hvorfor det samtidig blev påstemplet, at der også var betalt for båden. Senere i perioden er betalingerne sket ved bankoverførsel. Klageren har fremlagt 9 eksempler på disse betalinger, herunder kopi af fakturaerne fra klageren til B og fra B til de endelige købere af bådene.

B kontakter typisk herefter kunden og meddeler, at denne kan hente sin båd. Nogle gange har klageren dog allerede forinden informeret kunden om, at denne kan hente båden efter en bestemt dato eller inden for en bestemt periode.

Kunden tager herefter til B's forretning i Tyskland, hvor han henter båden. B udsteder en faktura til kunden og denne betaler til B med tysk moms. Kunden sørger herefter i det hele selv for hjemtransporten af båden. Af de fremlagte fakturaer fra B til kunden fremgår der ikke navnet på den konkrete debitor. I denne forbindelse er der fremlagt brev af 4. juli 2005 fra B til klagerens repræsentant, hvoraf fremgår følgende:

"Vedr. A

(....)

Det forholder sig således at alle transaktioner som gennemføres i vor Elektro-del, registreres via vort ordrebehandlingsmodul og med efterfølgende fakturering fra via vort debitormodul. Det er korrekt at der i en periode er blevet benyttet en "diverse debitor" konto til opsamling af disse salgstransaktioner, men dette er udelukkende foretaget med henblik på vor egne interne opfølgning og registrering af omfanget af salget.

Efterfølgende har vi fundet det mere hensigtsmæssigt også at foretage en mere individuel registrering af til hvem og hvornår salget gennemføres, primært af hensyn til en udvidet mulighed for at udarbejde statistikmateriale til intern brug.

Der er således fra vor side ikke nogen særlig årsag eller dybere baggrund til at salget er registreret via en diverse debitorkonto, dvs. et sædvanligt kontantsalg.

(...)"                      

Af B's brev af 25. februar 2005 til klagerens repræsentant fremgår følgende:

''(...)

Samhandlen mellem Jet A og B startede i 1994. Vi har siden dengang indkøbt jetbåde hos A og solgt dem videre til kunderne.

Hver enkelt transaktion er bogført på sædvanlig vis i vort bogholderi, det vil sige, at købsfakturaen er bogført som varekøb, ligesom salgsfakturaen til kunden udskrives og bogføres som varesalg.

På grund af tidspres har vi desværre ingen mulighed for at medsende kopi af vores salgsfakturaer, men hvis det er nødvendigt - og vi får den tilstrækkelige tid til det - vil vi selvfølgelig gerne finde dem frem.

Med hensyn til den fysiske varehåndtering kan jeg oplyse, at jetbådene udleveres af B til kunden i Tyskland - og at B, i forbindelse med bådens udlevering, har krav på købesummens betaling.

(...)"    

Af A's brev af 18. juni 2003 til klagerens repræsentant fremgår følgende:

"(...)

Hermed bekræfter undertegnede, der er direktør hos B GmbH, at vi køber omtalte både hos A - og derpå sælger disse til forbrugerne - udleverer fra adressen i Tyskland - og vi har intet med transporten til Danmark at gøre.

Dvs. fra vi modtager bådene fra A - og til vi sælger samme til kunderne - har vi juridisk råderet over disse.

Vor avance er lav, ja. Vi tjener netto 500 DKK pr. båd - og på specielt de dyrere både er dette en lav avance, men vi gør det ud fra den betragtning, at det at sælge disse både jo som bekendt ikke er vor primære indtægtskilde - og det ikke påfører os nogen yderligere udgifter af nogen art - og vi har fuld returret på evt. ikke solgte både - ryger de 500 DKK rent ind på bundlinjen uden risici af nogen art.  

Det skal da også nævnes, at - i og med bådene afhentes hos vort supermarked i Tyskland - forventer vi at sælge yderligere til kunderne - og derfor er vor avance i mange tilfælde i stedet væsentligt højere i den sidste ende, da det er købedygtige kunder der her er tale om - som i mange tilfælde også køber hårde hvidevarer og radio/tv produkter i vore butikker i andre tyske byer, som kunderne passerer.

(...)"

ToldSkat's afgørelse

Regionen har efteropkrævet i alt 1.376.762 kr. i moms.

Beløbet er beregnet som 25 % af klagerens omsætning af de omhandlede både på 5.507.046 kr. i perioden 1998-2002. 

Det omhandlede salg er momspligtigt efter momslovens § 4, stk. 1, idet handelsaftalen med kunden om køb af en båd indgås i Danmark, hvorfra leveringen til kunden påbegyndes via Tyskland.

Der er henset til følgende forhold:

  • kunden kontakter klageren om køb af en konkret vare, 
  • klageren transporterer båden til B for udlevering og udfakturering,
  • klageren fakturerer båden til B,
  • B formidler faktureringen og udleveringen til kunden,
  • B har ikke bestilt varen hos klageren,
  • de oplysninger, som kunden modtager ved henvendelsen til klageren samt det forhold, at B alene beholder den del af betalingen, der skal benyttes til at betale den tyske moms. 
  • det er klageren, der påtager sig garantiforpligtelsen overfor kunden. 

Der er henvist til, at der ikke kan lægges vægt på, hvor godet transporteres hen, uden at det afgøres hvem, der overdrages retten til at råde over godet, jævnfør herved 6. momsdirektivs artikel 8, stk. 1, a), og momslovens § 14, stk. 1, 2. pkt. Her overdrages retten til godet ikke til B, men til kunden, der henvender sig til klageren, jævnfør de ovennævnte momenter. Retten til at råde over godet har kunden således allerede erhvervet ved den mundtlige aftale med klageren om køb af en båd via B. Kunden har derfor alle de juridiske rettigheder over båden, og selv om denne ikke konkursretligt er individualiseret eller der er sket risikoovergang i køberetligt henseende, har klageren allerede rådet over båden ved at få denne transporteret til Tyskland.    

Derimod optræder B alene som formidler vedrørende faktureringen og udleveringen af båden, og overtager således ikke retten til som ejer at råde over båden. Dette er understreget ved, at B ikke har mulighed for at vælge til hvem godet skal sælges til. Idet B ikke har erhvervet godet kan B dermed heller ikke levere godet. 

Der er henvist til erhvervelsesbegrebet i momslovens § 34, der skal forstås i overensstemmelse med momslovens § 11, stk. 2. Der skal her lægges vægt på, om den reelle ret til at råde og disponere over aktivet, herunder retten til at videresælge aktivet, overdrages, jævnfør EF-domstolens dom af 8. februar 1990 i sag C-320/88 (Safe Rekencentrum BV).

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at den omhandlede omsætning er momsfritaget efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1.   

Det eneste kriterium for afgørelsen af, om der er momspligt på den omhandlede omsætning er leveringsstedet, jævnfør 6. momsdirektivs artikel 5, og 8, stk. 1, a). Spørgsmålet om hvornår den nationale ejendomsret indtræder, eller hvorledes betalingsgangen har været, har ikke betydning for vurderingen heraf, jævnfør herved EF-Domstolens dom af 6. februar 2003 i sag C-185/01 (Auto Lease Holland BW).  

Det må således vurderes, hvornår kunden har opnået ret til faktisk at råde over varen, som om kunden var ejer af det. Denne ret overgår først, når kunden får udleveret båden fra B i Tyskland. Det er på dette tidspunkt, at kunden betaler for båden og får udleveret kvittering, bådens papirer samt båden, som kunden så selv må sørge for at transportere til Danmark.    

Indtil da har kunden intet haft med båden at gøre andet end at se på en lignende båd hos klageren, og evt. fået udleveret noget brochuremateriale. Kunden har heller ikke noget med transporten fra klageren til B at gøre, idet klageren sørger for hele denne transport og har tegnet forsikring herfor. Klageren leverer således båden til B i Tyskland, og fakturerer denne herfor. B har dermed opnået retten til faktisk at råde over båden som ejer af den og kan levere båden videre. B kan selv vælge til hvem han vil sælge båden til.        

For så vidt angår garantiforpligtelsen hænger denne ikke sammen med kundens køb hos B, men er en forpligtelse som klageren har påtaget sig ved sit salg af bådene og som gælder alle, der har købt en sådan båd også for dem, der ikke har købt båd hos hverken klageren eller B, men hos en helt anden forhandler.

Samlet set er der derfor tale om 2 separate transaktioner, nemlig salget fra klageren til B, og salget fra B til kunden. Hver transaktion må vurderes for sig. Den første transaktion er omfattet af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, mens den anden transaktion slet ikke er omfattet af den danske momslov, men derimod af den tyske, idet leveringsstedet er Tyskland.

Der er henvist til de fremlagte kopier af typiske betalingsforløb, erklæringer af 18. juni 2003 og af 25. februar 2005 fra direktøren fra B, samt indlæg af partner i revisionsfirma m.fl.. Endelig er der henvist til artikel af 19. september 1996 i Skattenyt.

Særligt for så vidt angår SKAT's udtalelse omkring realiteten er der i samhandlen mellem klageren, B og den endelige aftager af båden overensstemmelse mellem transaktionernes økonomiske realitet og parternes kvalifikation heraf. Konstruktion kan derfor ikke tilsidesættes ud fra almindelige realitetsbetragtninger, men må vurderes ud fra de objektive forhold.

Vedrørende SKAT's misbrugsbetragtninger, hvor man bl.a. henviser til EF-Domstolens praksis, er Hovedcentrets konklusion forkert. Ved en gennemgang af EF-Domstolens praksis viser det sig, at konstruktioner, der alene er båret af ønsket om at spekulere i momssystemet som udgangspunkt skal anerkendes og kun kan tilsidesættes såfremt 2 betingelser er opfyldte:

Den ene betingelse er, at det resultat, som virksomheden søger at opnå er i strid med de påråbte bestemmelsers formål. Den anden betingelse er, at virksomhedens transaktioner er kunstigt etableret alene med det formål at drage fordel af den pågældende bestemmelse, og således ikke gennemføres som led i en almindelig samhandel.

Betingelse 1 er ikke opfyldt, idet hovedhensynene bag reglerne om "leveringssted" er at undgå kompetencekonflikter mellem medlemsstaterne. Reglerne i momslovens § 14, nr. 1 og nr. 2, har således alene til formål at fordele beskatningsretten mellem medlemsstaterne på baggrund af objektive kriterier. Det savner derfor mening at påstå, at resultatet af den her omhandlede samhandel er i strid med bestemmelsernes formål. 

SKAT's henvisning til Generaladvokatens udtalelse i punkt 91 i de forenede sager ved EF-Domstolen C-255/02, C-419/02 og 223/03, kan ikke ses isoleret, men må vurderes ud fra den sammenhæng, hvori udtalelsen er anført. Der er henvist til Generaladvokatens udtalelse samme sted i punkt 85, punkt 88 samt note 63. De pågældende sager vedrørte endvidere momsfradragsretten og ikke som her momsbeskatningsstedet. Der er i øvrigt henvist til EF-Domstolens dom af 25. januar 2001 i sag C-429/97 - (Kommissionen mod Frankrig), præmis 50 - 52 samt til dom af 21. februar 2006 i sag C-223/03 (University of Huddersfield Higer Education Corporation).       

For så vidt angår SKAT's bemærkninger omkring fjernsalg er det en forudsætning for, at man kan betragte konstruktionen som fjernsalg, at B i virkeligheden er en transportør, der er juridisk forpligtet og medvirker til og sikre, at bådene videretransporteres til aftagernes danske adresser. I betragtning af den reelle fremgangsmåde og hvorpå den faktiske handel er sket, er en sådan konstruktion ikke mulig.

Der er i øvrigt henvist til artikel i Skat Udland, juli 2005, 184, side 519 ff. af Dennis Ramsdahl Jensen og Henrik Stensgaard.  

SKAT's udtalelse

SKAT har over for Landsskatteretten indstillet, at den påklagede afgørelse stadfæstes.

SKAT har herved principalt gjort gældende, at ud fra realitetsbetragtninger må bådene anses som leveret til de danske købere her i landet, jævnfør momslovens § 14, stk. 1, nr. 2. 

Det er ubestridt, at formålet med den omhandlede transaktion er at sikre kunderne en momsbesparelse. Der er således ingen forretningsmæssig realitet i de her omhandlede handler. Hele aktiviteten med salg af bådene må anses for udøvet af klageren og ikke af B i Tyskland. Alt vedrørende annoncering, klargøring og evt. reparationer mv. varetages af klageren her i landet, herunder også den reelle aftaleindgåelse. B's rolle er alene begrænset til formelt at stå som sælger af båden. Dette er bestyrket af, at B ikke markedsfører de pågældende både, men det alene er klageren, der bestemmer, hvilke både B skal købe og videresælge. Den båd, som køberen får, er således en individualiseret vare, og ikke blot en båd af samme type. Endvidere beregner B sig alene en fast avance på 500 kr. ekskl. moms for hver handel, uanset om prisen på båden er 39.700 kr. eller 205.550 kr. Dette er helt klart udtryk for, at B ikke er reel køber, og senere sælger af bådene, men alene skal have dækket de omkostninger, der er forbundet med at fakturere, modtage og videregive betaling til klageren.

Der er henvist til Landsskatterettens kendelse af 24. marts 2004 i j.nr. 2-6-1667-0111 ( ikke offentliggjort) samt EF-Domstolens dom af 8. februar 1990 i sag 320/88 (Shipping and Forwarding Enterprise Safe BV) og dom af 6. februar 2003 i sag C-185/01 (Auto Lease Holland BV).              

Subsidiært har SKAT gjort gældende, at det grænsehandelskoncept, der er etableret i samarbejde med B tilsidesættes ud fra betragtningen om, at der er tale om misbrug af fællesskabsretlige bestemmelser for at opnå fordele, der strider mod de fællesskabsretlige formål. Det er i denne forbindelse helt umuligt at få øje på den forretningsmæssige begrundelse for, at en vare, der befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor køberen reelt beslutter sig for at købe varen, bliver transporteret til Tyskland for der at blive udleveret til køberen, som herefter transporterer varen tilbage til Danmark, og det uanset om handelen formelt indgås med en anden part i Tyskland i forbindelse med udleveringen.

Der er henvist til EF-Domstolens dom i de forenede sager C-487/01 og C-7/02 (Gemeente Leusden og Holin Groep BV), særligt præmis 78 samt dom i de forenede sager ved EF-Domstolen C-255/02, C-419/02 og C-223/03 (Halifax plc mfl.).        

Mere subsidiært er det gjort gældende, at B's salg af de omhandlede både skal anses for fjernsalg med leveringssted her i landet, jævnfør momslovens § 14, stk. 1, nr. 3. I det grænsehandelskoncept, som klageren har etableret, bliver salget tilbudt køberen på en sådan måde, at ingen af parterne er i tvivl om, at transporten af båden ned over grænsen og hjem igen skal foregå ved, at klageren sørger for transporten ned over grænsen, mens køberen sørger for transporten hjem igen. Idet B er samarbejdspartner og indirekte involveret i transporten i det her omhandlet grænsehandelskoncept, må B's salg af de omhandlede både således anses om fjernsalg, der har leveringssted her i landet. 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af Rådets 6. momsdirektivs artikel 5, stk. 1, fremgår følgende:

"Artikel 5

Levering af goder

1. Ved "levering af et gode" forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode."

Bestemmelsen er implementeret i momslovens § 4, stk. 1, hvoraf fremgår følgende:

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. (...)"

Af 6. momsdirektivs artikel 8, stk. 1, litra a), under Afsnit VI om stedet for afgiftspligtige transaktioner fremgår følgende:

"Artikel 8

Levering af goder

1. Ved et godes leveringssted forstås:

a) i tilfælde, hvor godet forsendes eller transporteres af leverandøren, af erhververen eller af tredjemand: det sted, hvor godet befinder sig på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til erhververen påbegyndes;(...)"      

Af den danske momslovens § 14, fremgår følgende:

"Leveringsstedet for varer er her i landet i følgende tilfælde:

1) Når varen ikke forsendes eller transporteres og varen befinder sig her i landet på leveringstidspunktet.                      

2) Når varen forsendes eller transporteres og varen befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til aftageren påbegyndes. Leveringsstedet er dog ikke her i landet,(…) når varen sælges ved fjernsalg til andre EU-lande og virksomheden er registreringspligtig for dette salg i det andet EU-land. Ved fjernsalg forstås salg af varer,(…) fra et EU-land til et andet EU-land, hvor varerne direkte eller indirekte forsendes eller transporteres af sælgeren eller på dennes vegne til en køber, der ikke er registreret.

3) Når varen forsendes eller transporteres her til landet og varen installeres eller monteres her i landet af en udenlandsk leverandør eller for dennes regning eller varen sælges ved fjernsalg fra et andet EU-land, når virksomheden er registreringspligtig for dette salg her i landet, jf. § 49, stk. 3.

(...)" 

I henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, er følgende leverancer af varer fritaget for afgift:

"Levering af varer, der af virksomheden eller af erhververen eller for disses regning forsendes eller transporteres til et andet EU-land, når erhververen er registreret for merværdiafgift i et andet EU-land. Fritagelsen omfatter dog ikke levering af varer, der afgiftsberigtiges efter reglerne i kapitel 17."

Det må anses som en forudsætning for, at den omhandlede omsætning af både mv. kan anses som momspligtig i Danmark, at der er sket levering af bådene i Danmark, og ikke i Tyskland, jævnfør herved momslovens § 4, stk. 1.

Ved vurderingen heraf må det derfor fastslås, om de endelige aftagere af bådene allerede i Danmark får overdraget retten til som ejere at råde over disse. I denne forbindelse har EF-Domstolen i dom af 8. februar 1990 i sag C-320 (Shipping and Forwarding Enterprise Safe BV) behandlet leveringsbegrebet i 6. momsdirektivs artikel 5, stk. 1. I dommens præmis 7-9 fastslås det, "at begrebet "levering af et gode" ikke vedrører overdragelsen af ejendomsret i de efter gældende national ret fastsatte former, men at begrebet omfatter enhver form for overdragelse af et materielt gode foretaget af en person, som bemyndiger en anden person til som ejer at råde over godet".  

Ud fra en samlet vurdering af de konkrete forhold omkring handelsforløbet kan de endelige aftagere af bådene imidlertid ikke anses for i Danmark at have opnået retten til som ejere at råde over bådene.

Der er herved henset til, at de potentielle købere ved deres henvendelse til klageren alene får oplysning om, at såfremt de ønsker at købe en båd af en bestemt type med tysk moms, kan de gøre dette ved henvendelse til B i Tyskland. Der indgås ikke nogen egentlig aftale om levering af en båd på dette tidspunkt, ligesom der ikke sker levering eller i øvrigt betaling for båden. Endvidere er det klageren, der sørger for transporten af båden til B i Tyskland, og det er klageren, der alene bærer risikoen for evt. beskadigelse af båden.

Klageren synes derfor ikke at kunne gøre nogen misligholdelsesbeføjelser gældende mod den potentielle køber, såfremt denne senere skulle fortryde at købe en båd i Tyskland. Omvendt synes den potentielle køber heller ikke at kunne gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, såfremt klageren ikke leverer båden til B. Endelig er der henset til de væsentlige forhold, at båden rent faktisk først overdrages til køberen i Tyskland fra B og ikke fra klageren, samt at det er køberen selv, der sørger for hjemtransporten af båden.

Som en følge heraf er der ikke sket levering af bådene til de endelige aftagere her i landet efter momslovens § 4, stk. 1, men leveringen til disse er derimod sket i Tyskland af B. 

Det bemærkes i denne forbindelse, at med baggrund i det faktiske forhold, at bådene sendes til B i Tyskland, og henset til den af klageren fremlagte dokumentation vedrørende salg og betaling mellem klageren og B, anses det for dokumenteret, at der sker leverancer af både fra klageren til B, og at denne overtager retten til som ejer at råde over bådene. Efter momslovens § 14, nr. 2, 1. pkt., anses leveringsstedet for disse transaktioner at være Danmark, og således som udgangspunkt momspligtige efter momslovens § 4, stk. 1. Idet B er en momsregistreret virksomhed i Tyskland er leverancerne imidlertid efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, fritaget for dansk moms.

Der ses således ikke at være grundlag for ud fra realitetsbetragtninger at tilsidesætte de her omhandlede transaktioner, ligesom forholdet ikke findes at kunne udgøre et fjernsalg efter momslovens § 14, nr. 2, 2. og 3. pkt. Det bemærkes hertil, at der er intet, der indikerer, at B direkte eller indirekte er involveret i transporten af bådene.  

Der ses endelig ikke ud fra misbrugsbetragtninger at kunne ske tilsidesættelse af de omhandlede transaktioner. Det bemærkes i denne forbindelse, at EF-Domstolen ved dom af 21. februar 2006 i sag C-255/02 (Halifax plc) har fastslået i domskonklusion 2, at konstatering af et misbrug for det første kræver, at de omhandlede transaktioner, selvom de betingelser formelt er overholdt, der er fastsat i de relevante bestemmelser i sjette direktiv og i den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet, ville indebære opnåelse af en afgiftsfordel, som det ville stride mod formålet med disse bestemmelser at tildele. For det andet skal det tillige fremgå af en samlet række objektive omstændigheder, at hovedformålet med de omhandlede transaktioner er at opnå en afgiftsfordel. 

For så vidt angår den første betingelse bemærkes, at formålet efter momslovens § 14, nr. 1, og nr. 2, 1. pkt., er at undgå kompetencekonflikter mellem medlemslandene således, at de gennemførte transaktioner alene pålægges moms i et medlemsland. Der ses ikke holdepunkter for, at de her omhandlede transaktioner strider mod dette formål.   

Allerede som følge heraf findes det ikke fornødent at vurdere den anden betingelse.  

Den påklagede afgørelse ændres derfor.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter