Begrænset skattepligtig
Er du begrænset skattepligtig og hjemmehørende i en anden stat, kan reglerne for grænsegængere give dig mulighed for at fradrage andre udgifter end dem, der relaterer sig til den indtægt, du er begrænset skattepligtig af.

Disse særlige regler gælder for lønmodtagere, selvstændigt erhvervsdrivende og pensionister, som har mindst 75 procent af deres samlede indkomst i Danmark. Hos skattecentrene kan du få nærmere oplysninger om betingelserne for at blive omfattet af ordningen.

Hvis betingelserne for at blive omfattet af ordningen er opfyldt, kan du få fradrag for personlige og familiemæssige udgifter, som fx renteudgifter af fast ejendom og af privat karakter, A-kassebidrag og bidrag til pensionsordninger. Skatteberegningen bliver foretaget som for fuldt skattepligtige, og en gift grænsegænger kan få overført uudnyttet personfradrag og bundfradrag fra ægtefællen.

Hvis du ønsker at blive omfattet af ordningen, skal du meddele det, når du indsender den sædvanlige selvangivelse.

Sverige
Hvis du bor i Sverige og arbejder i Danmark, bliver din forskudsregistrering og opgørelsen af din skattepligtige indkomst opgjort i Grænsegængercenter SkatØresund.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter