§ 7, stk. 3Modtagere af varme eller damp produceret ved affaldsforbrænding kan opnå afgiftsgodtgørelse af den andel af varmen, der anvendes til fremstilling af elektricitet, når der betales elafgift af den fremstillede elektricitet efter elafgiftsloven. Andelen beregnes som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den elektricitet, der er fremstillet i perioden, og på den anden side summen af energiindholdet i den elektricitet og varme, der er fremstillet i perioden. § 7, stk. 5Virksomheder, der ikke er registreret efter kulafgiftsloven, kan få bevilling til godtgørelse af energiafgift på kul mv., som leveres til udlandet og til centrale kraftværker og kraftvarmeværker, samt til andre virksomheder, der er registreret efter kulafgiftsloven som oplagshavere. Det gælder dog ikke for affaldsvarme. Der kan ikke gives bevilling til en virksomhed, når den pågældende virksomhed og en registreret oplagshaver, som virksomheden direkte eller indirekte får leveret afgiftspligtige varer fra, er indbyrdes forbundne virksomheder. Som indbyrdes forbundne virksomheder anses virksomheder, hvor samme ejerkreds direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af kapitalen i hver virksomhed eller direkte eller indirekte råder over mere end 50 pct. af den eventuel stemmeværdi i hver virksomhed. Ejere, som nævnt i aktieavancebeskatningsloven, anses ved bedømmelsen af ejerkredsen for én og samme person. En udstedt bevilling bortfalder, hvis der efterfølgende kommer til at foreligge en situation med indbyrdes forbundne virksomheder. Når registrerede oplagshavere køber kul mv. uden afgift af virksomheder med bevilling, jf. ovenfor, skal leverandøren udstede en faktura, hvoraf det bl.a. skal fremgå, at varerne er leveret uden afgift. Virksomhederne skal medregne sådanne leverancer i regnskabet over tilgang af kul mv. uden afgift. |