Principperne for opgørelse af gevinst og tab på fordringer og gæld er indeholdt i KGL § 25 og § 26, hvor § 25 vedrører beskatningstidspunktet, mens § 26 vedrører værdiansættelsen. Om § 26 se afsnit A.D.2.14 (fordringer) og afsnit A.D.2.15 (gæld).

Som udgangspunkt er der ikke forskel på om den skattepligtige er en person/dødsbo eller et selskab m.v. For en definition af kredsen af skattepligtige personer og dødsboer, se afsnit A.D.2.2, og for selskaber m.v. se LV Selskaber og Aktionærer afsnit S.C.1.2.2.2.1.

Stiftelse til overkurs - KGL § 22, stk. 1
Det skal bemærkes, at § 25 (og § 26, jf. afsnit A.D.2.15) ikke finder anvendelse, hvis personer eller dødsboer er skattepligtige af gevinst som følge af, at gælden overstiger det beløb, som debitor skal indfri efter § 22, stk. 1. For en beskrivelse af beskatningen henvises til afsnit A.D.2.7.2.

Det fastslås i KGL § 25, stk. 1, at gevinst og tab som udgangspunkt beskattes efter realisationsprincippet. Efter realisationsprincippet medregnes gevinst og tab ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres. Det vil sige ved afståelse, hel eller delvis indfrielse samt opgivelse m.v., se afsnit A.D.2.14 (fordringer) og afsnit A.D.2.15 (gæld).

Realisationsprincippet kan fraviges i to tilfælde, dels for så vidt angår visse gevinster og tab efter § 25, stk. 2, og dels ved tilladelse efter § 25, stk. 5. Se henholdsvis afsnit A.D.2.13.2 og afsnit A.D.2.13.3.

Realisationsprincippet finder ikke anvendelse for realkreditinstitutter m.v., se afsnit A.D.2.16.

Beskatning forudsætter konstateret kursgevinst/-tab
Det er en forudsætning for beskatning af en kursgevinst eller et kurstab, at der rent faktisk kan konstateres en kursgevinst eller -tab. Som eksempel herpå, se ToldSkat Nyt 1993.10.482 (TfS 1993, 264) og ToldSkat Nyt 1993.13.652 (TfS 1993, 350), begge Ligningsrådets afgørelser. Ligeledes konstateres det i SKM2001.120.VLR, at et tab skal være konstateret før der kan ske fradrag i den skattepligtige indkomst.Det ses ofte i familieforhold, at forældre yder et rentefrit eller lavtforrentet lån til deres børn. Hvis det beløb, som børnene låner, er det samme, som det beløb, der skal tilbagebetales til forældrene, har forældrene ikke opnået nogen kursgevinst, og der vil derfor ikke være noget at beskatte efter KGL. Det gælder f.eks. lån med anfordringsvilkår, dvs. at der ikke er aftalt et indfrielsestidspunkt, men at lånet skal indfries på kreditors anmodning. Som eksempel på, at der realiseres en kursgevinst, når der ikke er fastsat et anfordringsvilkår, se TfS 2000, 369 LSR.

I SKM2008.213.BR og SKM2008.214.BR fandtes det ikke bevist, at der var indgået en aftale om gældseftergivelse og der var derfor ikke fradrag for tab efter KGL § 25.

 

Efter KGL § 25, stk. 2, er der i forhold til visse gevinster og tab ret til uden ansøgning med virkning fra et indkomstår at overgå fra realisationsprincippet til lagerprincippet.

Adgangen til at anvende lagerprincippet foreligger kun for gevinst og tab på børsnoterede obligationer (i danske kroner eller fremmed valuta) og for gevinst og tab som følge af valutakursændringer på ikke-børsnoterede fordringer og gæld (i fremmed valuta). Realkreditlån er set fra låntagers side ikke umiddelbart en børsnoteret obligationsgæld, hvorfor realkreditlån ikke kan anses for børsnoteret gæld i relation til § 25, stk. 2, jf. TfS 1999, 192 (DEP).

I SKM2005.243.LSR fandt landskatteretten, at KGL § 25, stk. 2, alene giver adgang til at anvende lagerprincippet for gevinst og tab på ikke-børsnoteret gæld udløst af valutakursændringer, og at realisationsprincippet skal anvendes på gevinster og tab udløst af andre forhold. Lagerprincippet kan alene anvendes ved opgørelse af gevinster og tab som følger af valutakursændringer, og ikke begrunde en fravigelse af udgangspunktet om, at låneomkostninger skal fradrages i takt med lånets afvikling (realisationsprincippet).

Baggrunden for denne regel er, at værdiansættelsen og kursændringerne kan opgøres med stor nøjagtighed.

Den skattepligtiges valg af lagerprincippet skal således træffes enten for begge eller for hver af følgende to grupper

  1. for alle børsnoterede obligationer i danske kroner (såvel kreditor- som debitorsiden), og
  2. for alle fordringer (herunder børsnoterede obligationer) og gæld i fremmed valuta, dvs. såvel valutakursændringer og børskursændringer.

Der er således ikke adgang til at anvende forskellige principper for f.eks. fordringer og gæld i fremmed valuta eller forskellige principper på de enkelte fordringer i fremmed valuta.

Ved lagerprincippet medregnes ikke-realiserede kursændringer ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Gevinst/tab opgøres som forskellen mellem kursværdien ved indkomstårets begyndelse og ved dets udløb. Om lagerprincippet se afsnit A.D.2.13.3.

Hvis den skattepligtige efter at have valgt lagerprincippet, ønsker at overgå fra lagerprincippet til f.eks. realisationsprincippet, kræver dette en dispensation.

Told- og skatteforvaltningen har kompetencen til at meddele dispensation. Forvaltningens afgørelser kan påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11.

Efter KGL § 25, stk. 5, kan told- og skatteforvaltningen give tilladelse til at anvende et andet opgørelsesprincip ved opgørelsen af gevinst og tab på fordringer og gæld i såvel dansk mønt som fremmed valuta. Dog kan realkreditinstitutter m.v. ikke få tilladelse til at anvende andre opgørelsesprincipper end lagerprincippet, se afsnit A.D.2.16.

Der kan eksempelvis gives tilladelse til afvigelse fra realisationsprincippet, som nævnt i § 25, stk. 1, til en generel overgang til lagerprincippet eller tilladelse til anvendelse af en anden opgørelsesmåde.

Er der givet tilladelse til principskifte kan den herved godkendte opgørelsesmåde kun ændres efter ny tilladelse fra told- og skatteforvaltningen.

Told- og skatteforvaltningens afgørelser vedrørende dispensation kan påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11.

Tilladelse til principskifte forudsætter, at ansøgningen ikke hovedsagelig må anses for begrundet i ønsket om at udskyde eller fremskynde beskatningstidspunktet.

Der skal normalt anvendes samme princip vedrørende samtlige mellemværender.

Overgang til at anvende et andet princip end realisationsprincippet vil sædvanligvis finde sted fra og med det indkomstår, der angår den senest foreliggende selvangivelse.

Tilladelse kan dog gives så overgangsåret placeres inden for den almindelige 3-års frist i SFL § 26.

Tilladelse til at anvende et andet princip betyder for fordringer og gæld i fremmed valuta, at såvel børskurs som valutakursændringer skal behandles efter dette princip.

Lagerprincippet er det mest almindelige alternativ til realisationsprincippet.

Ved lagerprincippet medregnes ikke-realiserede kursændringer ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Gevinst/tab opgøres som forskellen mellem kursværdien ved indkomstårets begyndelse og dets udløb. Fortjeneste og tab ved salg beregnes som forskellen mellem afståelsessummen og kursværdien ved sidste status. Dette gælder også, når obligationskursen på statusdagen er over pari, se Skat 1989.11.874 (TfS 1989, 612). Akkumuleret tab eller vinding, der fremkommer i perioden fra en fordrings erhvervelse eller en gælds optagelse og frem til overgangsårets statusdag, skal medregnes i indkomstopgørelsen for overgangsåret.

I almindelighed kan virksomheden ikke nægtes adgang til at anvende lagerprincippet.

Et amerikansk selskab, hvis eneste aktivitet var at drive en filial i Danmark, som det finansierede, anvendte fra 1982 for første gang lagerprincippet og fratrak urealiseret valutakurstab, der var akkumuleret fra 1976-82 vedrørende finansieringen. Filialen havde modtaget stadigt stigende rentefri forskud, der forfaldt på anfordring. Forskuddene voksede i takt med investeringerne. Der forelå ingen skriftlig aftale om forholdet. Selskabet kunne under de foreliggende omstændigheder ikke anvende lagerprincippet under henvisning til de atypiske låneforhold, hvor afviklingsvilkårene ikke kunne dokumenteres.

Såfremt en virksomhed ønsker at gå tilbage til realisationsprincippet kan dette kun ske i ganske særlige tilfælde. Der kan i den forbindelse henvises til TfS 1996, 544, hvor en revisor over for Ligningsrådet havde påklaget en af den kommunale skatteforvaltning truffet afgørelse, efter hvilken man havde nægtet 3 selskaber tilladelse til tilbagegang fra lagerprincippet til realisationsprincippet. Ligningsrådet tiltrådte den kommunale skatteforvaltnings afgørelse. Der var herved henset til, at det faktum, at det var blevet muligt at foretage en sikker opgørelse af gevinst og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta efter realisationsprincippet, sammenholdt med, at selskaberne havde haft en voksende beholdning af fordringer og gæld i fremmed valuta, ikke alene kunne begrunde tilbagegang til realisationsprincippet. Endvidere udtalte Ligningsrådet, at det ikke er muligt generelt at redegøre for, under hvilke konkrete omstændigheder der kan gives en sådan tilladelse, idet vurderingen af om der er tale om et særligt tilfælde, beror på en individuel og konkret bedømmelse i hvert enkelt tilfælde.

Selv om et skattepligtigt selskab m.v. eller en pengenæringsdrivende person (eller dødsbo) har valgt at anvende lagerprincippet, jf. KGL § 25, stk. 2, eller fået tilladelse til generelt at anvende en anden opgørelsesmåde end realisationsprincippet efter § 25, stk. 5, har den skattepligtige efter § 25, stk. 3, mulighed for at anvende realisationsprincippet på særlige typer af fordringer og gæld.

Den skattepligtige kan således anvende realisationsprincippet på:

  • gæld med indeksering af hovedstol eller restgæld, jf. § 7, stk. 1 (selskaber) og § 19, stk. 2 (pengenæringsdrivende),
  • gæld, der indfries til overkurs, jf. § 7, stk. 2 (selskaber) og § 19, stk. 3 (pengenæringsdrivende), samt
  • koncerninterne fordringer, jf. § 4 (selskaber).

Anvendelsen af realisationsprincippet kan efter den skattepligtiges valg omfatte én eller flere af de omhandlede tre grupper, således at henholdsvis al gæld, der indekseres, al gæld, der kan indfries til overkurs og alle koncerninterne fordringer behandles ens.

Er realisationsprincippet én gang anvendt for de omhandlede fordringer eller én af de omhandlede gældsposter, kan en anden opgørelsesmåde ikke anvendes for denne fordringstype eller disse gældsposter uden indhentet tilladelse. Told- og skatteforvaltningen har kompetencen til at meddele tilladelse, se afsnit A.D.2.13.2.

Beløb, der er nedskrevet på udlån og hensat til tab på garantier m.v. - KGL § 25, stk. 6
Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed, Kreditforeningen af Kommuner og regioner i Danmark og aktieselskaber, der er omfattet af lov om et skibsfinansieringsinstitut, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage beløb, der ved indkomstårets udløb er nedskrevet på udlån og hensat til tab på garantier m.v. efter de for instituttet gældende regnskabsretlige regler. For herværende filialer af udenlandske kreditinstitutter, der er hjemmehørende i et land inden for EU/EØS, skal beløbet dog opgøres efter de regnskabsretlige regler, der gælder for tilsvarende kreditinstitutter undergivet Finanstilsynets tilsyn. Nedskrivninger og hensatte beløb kan dog kun fradrages, idet omfang de vedrører tab, der er fradragsberettiget efter skattelovgivningens almindelige regler. Ved opgørelse af den skattepligtigeindkomst skal medregnes de fradragsberettigede nedskrivninger og hensatte beløb, jf. 1. pkt., for det forudgående indkomstår. Bestemmelsen har virkning fra og med den 1. januar 2004.

Finansieringsselskaber, der vælger at opgøre den skattepligtige indkomst efter KGL § 25, stk. 6 - KGL § 25, stk. 7 og 9
Efter KGL § 25, stk. 7 kan finansieringsselskaber i stedet for at medregne tab på udlån og garantier m.v. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i stk. 1-3, som opfylder betingelserne i KGL § 25, stk. 9, vælge én gang for alle at anvende reglerne i stk. 6 for samtlige de udlån og garantier m.v., der vedrører aktiviteterne, som er nævnt i litra a-m i stk. 9, nr. 2. Meddelelse om anvendelse af reglerne i stk. 6 skal indsendes til told- og skatteforvaltning senest den 1. december i det indkomstår, hvor reglerne ønskes anvendt første gang, idet meddelelsen skal være vedlagt en erklæring afgivet af en statsautoriseret revisor, hvorved det attesteres, at betingelsen i stk. 9, nr. 2, er opfyldt. Overskrides fristen, kan reglerne i stk. 6 først anvendes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fra og med det efterfølgende indkomstår.

Efter KGL § 25, stk. 9, er anvendelse af reglerne i stk. 7 betinget af, at

Nr. 1) selskabet er et aktie- eller anpartsselskab eller en herværende filial af et udenlandsk finansieringsselskab, der er hjemmehørende i et land inden for EU/EØS,

Nr. 2) selskabet som hovedvirksomhed erhverver kapitalinteresser eller udøver en eller flere af aktiviteterne, som er nævnt i litra a til k i følgende liste:

a) Udlånsvirksomhed.

b) Finansiel leasing.

c) Betalingsformidling.

d) Udstedelse og administration af betalingsmidler (kreditkort, rejsechecks, bankveksler).

e) Sikkerhedsstillelse og garantier.

f) Transaktioner for egen eller kunders regning vedrørende

1) pengemarkedsinstrumenter (checks, veksler, indskudsbeviser m.v.),

2) valutamarkedet,

3) finansielle futures og options,

4) valuta- og renteinstrumenter og

5) værdipapirer.

g) Medvirken ved emission af værdipapirer og tjenesteydelser i forbindelse hermed.

h) Rådgivning til virksomheder vedrørende kapitalstruktur, industristrategi og dermed beslægtede spørgsmål og rådgivning samt tjenesteydelser vedrørende sammenslutning og opkøb af virksomheder.

i) Pengeformidling (money broking).

j) Porteføljeadministration og -rådgivning.

k) Opbevaring og forvaltning af værdipapirer.

l) Kreditoplysninger.

m) Boksudlejning.

Nr. 3) selskabet anvender kalenderåret som regnskabsår og

Nr. 4) selskabet ved udarbejdelse af årsrapporten anvender reglerne i årsaregnskabslovens afsnit V, og at årsrapporten revideres af en statsautoriseret revisor.

Hvorvidt kravet i KGL § 25, stk. 9, nr. 2, til hovedvirksomhed er opfyldt, beror på en konkret vurdering. For at der kan siges at være tale om hovedvirksomhed forudsætter det, at erhvervelse af kapitalinteresser eller de aktiviteter, der er opregnet i listens nr. a-k  (kerneaktiviteten), enten enkeltvis eller en eller flere til sammen udgør selskabets væsentligste aktivitet, idet de øvrige aktiviteter på listen vil kunne indgå i vurderingen. Hvis mere end 50 pct. af selskabets aktivitet (balancen) udgøres af aktiver relateret til kapitalinteresser eller punkterne a-k , vil kravet til hovedvirksomhed umiddelbart være opfyldt. Hvor erhvervelse af kapitalinteresser eller kerneaktiviteten ligger under 50 pct., vil vurderingen afhænge af den størrelsesmæssige sammensætning af selskabets forskellige aktiviteter. Hvis erhvervelse af kapitalinteresser eller kerneaktiviteten ligger tæt på 50 pct. og de øvrige aktiviteter er af mindre betydning, vil der være en klar formodning for, at kravet til hovedvirksomhed er opfyldt. Udgør erhvervelse af kapitalinteresser eller kerneaktiviteten mindre end 40 pct., har det omvendt formodningen imod sig, at der skulle være tale om hovedvirksomhed. Men ligger erhvervelse af kapitalinteresser eller kernevirksomheden inden for spændet ned til 40 pct., vil betingelsen kunne anses for opfyldt, forudsat at der kan argumenteres for, at selskabet ikke har en anden aktivitet, der er væsentlig set i forhold til den samlede aktivitet.

Kravet om hovedvirksomhed anses for opfyldt, såfremt aktiviteten pr. 31. december eller opgjort som et gennemsnit over det pågældende år opfylder ovennævnte grænser.

Bestemmelserne har virkning fra og med den 1. januar 2004.

Bortfald af adgang til at anvende KGL § 25, stk. 6 - KGL § 25, stk. 8
Såfremt et selskab, efter at selskabet har valgt at anvende reglerne i stk. 6, ikke længere opfylder betingelserne i stk. 9, bortfalder adgangen til at anvende reglerne i stk. 6 én gang for alle. For så vidt angår betingelsen i stk. 9, nr. 2, indebærer en manglende overholdelse heraf i én fortløbende periode på maksimalt 3 år dog ikke, at adgangen til at anvende reglerne i stk. 6 bortfalder. Told- og skatteforvaltingen kan tillade, at et selskab kan anvende reglerne i stk. 6 efter udløbet af den periode, der er angivet i 2. pkt., selv om betingelsen i stk. 9, nr. 2, fortsat ikke er opfyldt. Tilladelsen kan gøres tidsbegrænset.

Der accepteres maksimalt 3 år, hvor betingelserne ikke er opfyldt. Dvs. at såfremt et selskab i en periode på f.eks 2 år ikke har overholdt betingelsen, afløst af en periode på f.eks. 4 år, hvor betingelsen overholdes, for derefter at komme i en situation, hvor betingelsen ikke overholdes, så er konsekvensen som udgangspunkt, at adgangen til at anvende reglerne om fradrag for nedskrivninger og hensættelser er bortfaldet én gang for alle.

Der kan gives dispensation i den situation, hvor størrelsen af de aktiviteter, der kan indgå i bedømmelsen af kravet om hovedvirksomhed, trods nedgangen fortsat ligger tæt på de opstillede grænser, og nedgangen ikke kan anses for varig. Dispensationen kan gøres tidsbegrænset netop for at undgå, at der gives adgang til en fortsat anvendelse af reglerne i situationer, hvor der er tale om en varig nedgang af de aktiviteter, der kan henregnes til hovedvirksomheden. Endvidere vil en tilladelse f.eks. kunne være aktuel i forbindelse med en skattefri fusion mellem to finansieringsselskaber, hvor det modtagende selskab har fortabt adgangen til at anvende reglerne, mens det indskydende selskab fortsat ville have haft muligheden. Uden dispensation vil reglerne ikke kunne anvendes, idet samme selskab (det modtagende selskab) har fortabt retten.

I tilfælde af bortfald skal selskabet ved opgørelsen af gevinst og tab på fordringer, der er erhvervet før det indkomstår, hvor bortfaldet indtræder, i stedet for anskaffelsessummen anvende anskaffelsessummen nedsat med den fradragsberettigede regnskabsmæssige ultimohensættelse i det sidste indkomstår, hvor reglerne om fradrag for de regnskabsmæssige nedskrivninger og hensættelser har kunnet anvendes.

Bestemmelsen har virkning fra og med den 1. januar 2004. 

Selskaber, som er omfattet af Ligningsrådets anvisninger for penge- og realkreditinstitutter, der vælger ikke at anvende KGL § 25, stk. 6
Selskaber m.v., som er omfattet af Ligningsrådets anvisninger for penge- og realkreditinstitutter, men som ikke er omfattet af KGL § 25, stk. 6, og som ikke efter KGL § 25, stk. 7, for indkomståret 2004 og efterfølgende år vælger at anvende reglerne i KGL § 25, stk. 6, skal ved opgørelsen af gevinst og tab på fordringer, der er erhvervet før lovens ikrafttræden, i stedet for anskaffelsessummen anvende anskaffelsessummen nedsat med den fradragsberettigede regnskabsmæssige ultimohensættelse i det sidste indkomstår, hvor Ligningsrådets anvisninger har kunnet benyttes, jf. § 4, i lov nr. 911 af 16 december 1998 som ændret ved § 2, nr. 4 og 5, i lov nr. 457 af 9. juni 2004. Loven er trådt i kraft den 11. juni 2004.

Der gælder nogle særlige ikrafttrædelsesregler om indgangsværdier, når der skiftes princip for indkomståret 1998 eller senere.

Personer og dødsboer
Personer og dødsboer, som for indkomståret 1998 eller senere skifter fra lagerprincippet til realisationsprincippet, skal anvende ultimoværdien for fordringer og gæld for det seneste indkomstår før ændring af opgørelsesmåden som henholdsvis anskaffelsessum for fordringen eller forpligtelsens værdi for gælden ved en senere opgørelse af gevinst og tab på de pågældende fordringer og gæld, jf. KGL § 42, stk. 9, 1. pkt.

Ved ændring fra realisationsprincippet til lagerprincippet anvendes fordringens anskaffelsessum eller forpligtelsens værdi ved stiftelsen, som værdien primo for det første indkomstår, hvor ændringen har virkning fra, jf. § 42, stk. 9, 2. pkt. Såfremt personen eller dødsboet efter reglerne i § 42, stk. 11-15, har valgt at benytte indgangsværdier i stedet for den faktiske anskaffelsessum henholdsvis værdien ved forpligtelsens påtagelse, anvendes den valgte indgangsværdi som primoværdi. Om indgangsværdier se afsnit A.D.2.14 (fordringer) og afsnit A.D.2.15 (gæld).

Personer eller dødsboer som efter tidligere gældende regler har fået tilladelse til at anvende en anden opgørelsesmåde end realisationsprincippet ved opgørelsen af gevinst og tab på fordringer og gæld, bevarer denne tilladelse, jf. § 42, stk. 10.

Selskaber m.v.
Selskaber m.v., som for indkomståret 1998 eller senere skifter fra lagerprincippet til realisationsprincippet, skal anvende ultimoværdien for fordringer og gæld for det seneste indkomstår før ændring af opgørelsesmåden som henholdsvis anskaffelsessum for fordringen eller forpligtelsens værdi for gælden ved en senere opgørelse af gevinst og tab på de pågældende fordringer og gæld, jf. KGL § 41, stk. 10, 1. pkt.

Ved ændring fra realisationsprincippet til lagerprincippet anvendes fordringens anskaffelsessum eller forpligtelsens værdi ved stiftelsen, som værdien primo for det første indkomstår, hvor ændringen har virkning fra, jf. § 41, stk. 10, 2. pkt. Såfremt selskabet efter reglerne i § 41, stk. 14-17, har valgt at benytte indgangsværdier i stedet for den faktiske anskaffelsessum henholdsvis værdien ved forpligtelsens påtagelse, anvendes den valgte indgangsværdi som primoværdi. Om indgangsværdier se afsnit A.D.2.14 (fordringer) og afsnit A.D.2.15 (gæld).

Selskaber m.v. som efter tidligere gældende regler har fået tilladelse til at anvende en anden opgørelsesmåde end realisationsprincippet ved opgørelsen af gevinst og tab på fordringer og gæld, bevarer denne tilladelse, jf. § 41, stk. 12, 1. pkt. Dette gælder dog ikke realkreditinstitutter m.v. og livsforsikringsselskaber, jf. § 41, stk. 12, 2. pkt. Se afsnit A.D.2.16 og afsnit A.D.2.17.