Den skattemæssige behandling af kursgevinster, som en privat investor (person eller dødsbo omfattet af KGL § 12) opnår på en fordring i danske kroner afhænger af, om fordringen opfyldte mindsterenten på stiftelsestidspunktet, jf. KGL § 14, stk. 2 - 4. Opfylder fordringen mindsterentekravet vil kursgevinsten som hovedregel være skattefri.

Første undtagelse fra hovedreglen er fordringer erhvervet for lånte midler, jf. KGL § 15. Se herom afsnit A.D.2.3.2.

Anden undtagelse fra hovedreglen er fordringer, hvor kreditor er hovedaktionær i debitor. Se herom afsnit A.D.2.3.1.4.

Tredje undtagelse fra hovedreglen er fordringer, hvor debitor er en person eller et dødsbo, der driver næringsvirksomhed ved finansiering, og kreditor er nærtstående til debitor. Se herom afsnit A.D.2.3.1.5.

Såfremt fordringen ikke opfyldte mindsterentekravet, skal kursgevinsten medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 2.

Om opgørelsesprincipper m.v. henvises til afsnit A.D.2.13 om beskatningstidspunktet, afsnit A.D.2.14 om opgørelse af gevinst/tab på fordringer og afsnit A.D.2.15 om opgørelse af gevinst/tab på gæld.

Efter KGL § 14, stk. 2, er det et krav, at fordringer i danske kroner, som er omfattet af § 1, mindst skal forrentes med en pålydende rente lig mindsterenten for, at kursgevinsten på fordringen er skattefri for kreditor. Mindsterenten udregnes på grundlag af markedsrenten efter retningslinier, som er omtalt i afsnit A.D.2.20.

Hvis renten på en fordring opfylder mindsterentekravet, er kursgevinsten på fordringen skattefri, medmindre fordringen er omfattet af KGL § 15 om fordringer, som erhverves for lånte midler. Opfylder fordringen ikke kravet til mindsterenten, skal hele kursgevinsten beskattes. Kursgevinsten beskattes, uanset om fordringen afstås eller indfries helt eller delvis.

Afgørende for, om en fordring opfylder kravet til mindsterenten er, om fordringens pålydende rente opfylder kravet til mindsterenten på tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen (stiftelsestidspunktet), jf. afsnit A.D.2.3.1.2. Er dette tilfældet, bliver kursgevinsten skattefri efter mindsterentebestemmelsen for kreditor og for en senere erhverver af fordringen.

Beskatning efter KGL § 14, stk. 2, omfatter således kun fordringer, hvis pålydende rente på stiftelsestidspunktet er lavere end mindsterenten.

Fordringens rente behøver dermed kun at opfylde mindsterentekravet på stiftelsestidspunktet, for at en kursgevinst kan være skattefri. Det er derimod uden betydning, hvorledes renteudviklingen bliver på et senere tidspunkt.

Fordringer, der er udstedt før den 2. oktober 1985, anses for udstedt med en pålydende rente, der er lig med eller højere end den efter § 38 fastsatte mindsterente, jf. KGL § 42, stk. 1.

Mindsterenten har foreløbig udgjort følgende:

2. okt. 1985- 1. apr. 1986:9 pct. p.a.
2. apr. 1986-30. jun. 1986:7 pct. p.a.
1. jul. 1986-31. dec. 1986:8 pct. p.a.
1. jan. 1987-30. jun. 1988:10 pct. p.a.
1. jul. 1988-16. jun. 1991:9 pct. p.a.
17. jun. 1991-17. maj 1993:8 pct. p.a.
18. maj 1993-30. jun. 1993:7 pct. p.a.
1. jul. 1993-31. dec. 1993:6 pct. p.a.
1. jan. 1994-30. jun. 1994:5 pct. p.a.
1. jul. 1994-31. dec. 1994:6 pct. p.a.
1. jan. 1995-21. dec. 1995:7 pct. p.a.
22. dec. 1995-21. okt. 1996:6 pct. p.a.
22. okt. 1996-30. jun. 2000:4 pct. p.a.
1. jul. 2000

-

31. dec. 2000:

5 pct. p.a.

1. jan. 2001

-

22. nov. 20014 pct. p.a.
23. nov. 2001

-

31. dec. 20013 pct. p.a.
1. jan. 2002

-

9. okt. 20024 pct. p.a.
10. okt. 2002

-

30. jun. 20033 pct. p.a.
1. jul. 2003

-

31. dec. 20032 pct. p.a.
1. jan. 2004

-

30. jun. 20053 pct. p.a.
1. jul. 2005

-

30. jun. 20062 pct. p.a. 
1. jul. 2006

-

30. jun. 20073 pct. p.a.
1. jul. 2007

-

30. jun. 20084 pct. p.a. 
1. jul. 2008 -31. dec. 20084 pct. p.a.
Ny tekst start1. jan. 2009 Ny tekst slut -Ny tekst start(indtil ny offentliggøres)Ny tekst slutNy tekst start3 pct. p.a.Ny tekst slut

Mindsterenten offentliggøres senest 5. sidste børsdag forud for den periode, hvori den skal gælde. Offentliggørelsen sker i Bekendtgørelse, på børskurslisten og i diverse fagblade.

Hvis kravet til mindsterenten er opfyldt på stiftelsestidspunktet, bliver fordringen en såkaldt blåstemplet fordring. Det betyder, at kursgevinsten til enhver tid er skattefri for kreditor, medmindre der foreligger erhvervelse for lånte midler, jf. KGL § 15. Det er således uden betydning, om fordringens rente ikke opfylder kravet til mindsterenten på et senere tidspunkt. Omsættes en blåstemplet fordring på et sådant senere tidspunkt, bevarer fordringen den oprindelige status som blåstemplet, og kursgevinsten vil følgelig også være skattefri for den nye kreditor uden for lånefinansieret erhvervelse. Det kan derfor fastslås, at når fordringen ved udstedelsen har opnået status som blåstemplet fordring, bevares denne status.

Hvis fordringen ikke opfylder kravet til mindsterenten på stiftelsestidspunktet, bliver fordringen en såkaldt sortstemplet fordring. Det betyder, at kursgevinsten til enhver tid er skattepligtig hos kreditor. Det er således uden betydning, om fordringens rente kommer til at opfylde kravet til mindsterenten på et senere tidspunkt. Omsættes en sortstemplet fordring på et sådant senere tidspunkt, bevarer fordringen den oprindelige status som sortstemplet, og kursgevinsten vil følgelig også være skattepligtig hos den nye kreditor. Det kan derfor fastslås, at når fordringen ved udstedelsen har fået status som sortstemplet, bevares denne status.

Som nævnt ovenfor er det afgørende for en danskmøntet fordrings status som blåstemplet eller som sortstemplet, hvilken pålydende rente fordringen bærer på tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen (stiftelsestidspunktet). Det er derfor nødvendigt at fastslå, hvad stiftelsestidspunktet er for forskellige fordringstyper.

Den mest typiske danskmøntede pengefordring er den børsnoterede obligation. Der kan her være tale om statsobligationer, statsgældsbeviser, realkreditobligationer og andre obligationer.

Ved statsobligationer og statsgældsbeviser er stiftelsestidspunktet det tidspunkt, hvor Nationalbanken køber obligationerne af Finansministeriet. Ved købstidspunktet forstås handelsdatoen.

Ved almindelige realkreditlån er der tale om to skyldforhold. Det ene skyldforhold opstår mellem låntager og realkreditinstituttet. Låntager udsteder et pantebrev til  realkreditinstituttet for det lån, der optages i realkreditinstituttet. Det andet skyldforhold opstår mellem realkreditinstituttet og de personer, der køber de obligationer, som realkreditinstituttet udsteder for at skaffe låneprovenu til låntager. Obligationskøberne bliver herved kreditorer. Ved afgørelsen af, om obligationerne er blå- eller sortstemplede, anses tidspunktet for debitors (dvs. realkreditinstituttets) påtagelse af  forpligtelsen at være det tidspunkt, hvor realkreditinstituttet udsteder obligationerne, dvs. overfører obligationerne til låntagers eller en obligationskøbers konto i en værdipapircentral.

Andre obligationer
Ved andre obligationer end realkreditobligationer er tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen det tidspunkt, hvor obligationerne overføres til en værdipapircentral.

Pantebreve i forbindelse med realkreditlån
Ved et pantebrev, som en låntager udsteder til et realkreditinstitut i forbindelse med optagelse af et obligationslån, anses tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen at være det tidspunkt, hvor instituttet udsteder obligationerne, dvs. overfører obligationerne til låntagers eller en obligationskøbers konto i en værdipapircentral.

Tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen kan fremrykkes i to situationer:

a) Anmodning om udbetalingTidspunktet for debitors (låntagers) påtagelse af forpligtelsen kan være fremrykket til det tidspunkt, hvor realkreditinstituttet modtager en underskrevet anmodning om udbetaling af et tilbudt lån. Det forudsætter dog, at realkreditinstituttet senest samtidig med modtagelsen af udbetalingsanmodningen har modtaget et tinglyst pantebrev uden betydende retsanmærkninger eller modtaget sædvanlig garanti for et sådant pantebrev. Endelig er det en forudsætning, at lånets udbetaling finder sted i umiddelbar tilknytning hertil.
b) KurskontrakterTidspunktet for debitors (låntagers) påtagelse af forpligtelsen kan også være fremrykket, når der er indgået en kurskontrakt mellem låntager og et pengeinstitut eller lignende.

Ved kurskontrakter forstås en kontrakt, der indgås med henblik på sikring af en fremtidig ydelse på nye realkreditlån, der hjemtages på et senere tidspunkt. Kurskontrakten indgås normalt på baggrund af et lånetilbud fra et realkreditinstitut. Ved indgåelsen af kurskontrakten forpligter pengeinstituttet sig over for låntager til at afregne en obligationspost til en nærmere fastsat kurs. Efter kontraktens indgåelse tiltræder realkreditinstituttet kurskontrakten. Herved påtager realkreditinstituttet sig at levere det aftalte antal obligationer, når betingelserne for låneudbetalingen er opfyldt.

Når der indgås en kurskontrakt, bliver tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen anset for at være det tidspunkt, hvor realkreditinstituttet bekræfter kurskontrakten. Denne fremrykkelse af tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen ved hjælp af en kurskontrakt får betydning ved ændring af mindsterenten.

Ved en forhøjelse af mindsterenten vil obligationer, der udstedes efter forhøjelsestidspunktet, blive sortstemplede, hvis obligationernes pålydende rente er mindre end mindsterenten. Men hvis der inden forhøjelsestidspunktet er indgået en kurskontrakt, vil de obligationer, der skal udstedes til opfyldelse af kurskontrakten, kunne udstedes som blåstemplede også efter en forhøjelse af mindsterenten. Til opfyldelse af allerede indgåede kurskontrakter kan realkreditinstitutterne altså også efter en forhøjelse af mindsterenten sælge obligationer som blåstemplede, selv om de pågældende obligationer ikke opfylder det nye mindsterentekrav.

Det bemærkes, at kurskontrakter for personer (og dødsboer) er undtaget fra beskatning efter reglerne i KGL §§ 29-33 om finansielle kontrakter, jf. § 30, stk. 1, nr. 3. Herom henvises til afsnit A.D.2.18.3.3.

Ophævelse
Kurskontrakten mellem pengeinstituttet og låntageren kan ophæves, hvis låntageren ikke har mulighed for at gennemføre kontrakten som aftalt, eller andre forhold bevirker, at kontrakten ikke gennemføres inden for den fastsatte frist. I så fald opgøres forskellen mellem obligationernes værdi til dagskurs og den aftalte terminskurs. Hvis kursniveauet f.eks. er steget fra kurskontraktens indgåelse til opgørelsestidspunktet, skal låntageren betale kursdifferencen til pengeinstituttet. I så fald omfattes kurskontrakten af KGL § 29. Differencen kan derfor modregnes i andre kontrakter omfattet af KGL § 29, da differenceafregningen betyder, at kurskontrakten ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i KGL § 30, stk. 1, nr. 3. Se herom afsnit A.D.2.18.3.3.

Forlængelse
Hvis en kurskontrakt forlænges, betragtes dette som indgåelse af en ny aftale. Det betyder, at mindsterenten på fornyelsestidspunktet skal være opfyldt, hvis kreditor skal undgå kursgevinstbeskatning.

Efter henstilling fra ressortministerierne har realkreditinstitutterne accepteret at stoppe udstedelsen af nye obligationer i en serie, som efter en forhøjelse af mindsterenten ikke længere opfylder kravet til mindsterenten.

Som følge af reglerne i KGL kan der opstå vanskeligheder i forbindelse med ændringer af mindsterenten.

Vanskelighederne kan opstå, hvis der er afgivet et lånetilbud, der efter en forhøjelse af mindsterenten ikke længere opfylder kravet til mindsterenten.  I et sådant tilfælde vil det være nødvendigt at afgive et nyt lånetilbud. Er et pantebrev på grundlag af et sådant  lånetilbud allerede indleveret til tinglysning, vil en ændring i pantebrevets nominelle rentesats som følge af en ændring af mindsterenten føre til dobbeltekspedition ved tinglysningen. Også i forbindelse med en nedsættelse af mindsterenten kan der opstå vanskeligheder, hvis lånetilbuddet har en pålydende rente, der afviger fra den nye mindsterente, idet der kan blive tale om beskatning af eventuel overkurs efter KGL § 22, stk. 1. Se om denne regel under afsnit A.D.2.7.2.

Til imødegåelse af de vanskeligheder, der således kan opstå ved skift i mindsterenten, vil låntager ofte stå sig ved at indgå en kurskontrakt med et pengeinstitut eller lignende og lade realkreditinstituttet bekræfte aftalen. Derved er det muligt at undgå, at de på aftaletidspunktet forudsatte betingelser bliver ændret.

Andre fordringer
Ved andre pantebreve, gældsbreve, og andre fordringer er det datoen for indgåelsen af aftalen, der er tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen (stiftelsestidspunktet).

Specielt for sælgerpantebreve vil det ofte være indgåelsen af selve ejendomshandlen (købsaftalens dato), der er tidspunktet for påtagelsen af forpligtelsen, fordi pantebrevets vilkår er fastlagt i købsaftalen.

Uforrentede på stiftelsestidspunktet
I SKM2003.259.ØLR ansås mindsterentekravet ikke for opfyldt ved udstedelsen af gældsbreve den 18. marts 1992, da gældsbrevene først skulle forrentes fra den 1. juli 1992. Da gældsbrevene (som uforrentede) ikke opfyldte kravet til mindsterenten på aftaletidspunktet, var kursgevinster på gældsbrevene derfor skattepligtige.

Debitorskifte - KGL § 14, stk. 3
Der indgås ofte aftaler om, at en debitor skal fritages for sin gældsforpligtelse mod, at en anden sættes i debitors sted som ny debitor. Kreditors udsigt til at få fyldestgørelse - og dermed fordringens værdi - er i høj grad afhængig af debitors evne og vilje til at præstere den skyldige ydelse. Hovedreglen ved debitorskifte er derfor, at debitor ikke uden kreditors samtykke kan sætte en anden i sit sted som ny debitor. Kreditors samtykke forekommer i praksis på to måder, enten således at kreditor godkender, at en bestemt person i overensstemmelse med sin aftale med den hidtidige debitor nu indtræder i vedkommendes sted som debitor eller således, at kreditor i aftalen med den oprindelige debitor giver et generelt samtykke til, at debitor i fremtiden under visse betingelser overfører sine forpligtelser til en anden.

Af KGL § 14, stk. 3, fremgår, at debitorskifte, som kan ske uden særlig aftale mellem kreditor og debitor, ikke anses som påtagelse af en ny forpligtelse.

Ved lov nr. 199 2006/07 er der sket en ændring af KGL § 14, stk. 3, 2. pkt. Der nu har følgende ordlyd:

Endvidere anses overtagelse af lån ikke som påtagelse af en forpligtelse, hvis lånet har sikkerhed i fast ejendom, skibe, direkte hæftelse eller garanti fra centralregeringer, centralbanker, offentlige enheder eller regionale myndigheder i et land inden for EU eller EØS og lånet er ydet af et selskab eller af en person eller et dødsbo, der driver næringsvirksomhed ved finansiering.

Ændringen finder anvendelse på obligationer og værdipapirer, der udstedes, og lån, der ydes eller overtages, den 1. juli 2007 eller senere. 

Ved de nævnte debitorskifter er det tidspunkt, hvor den oprindelige debitor påtog sig gældsforpligtelsen, fortsat afgørende ved bedømmelsen af, om kravet til mindsterenten er opfyldt.

Som eksempel på, at der ved debitorskifte vil være tale om en ny forpligtelse, kan nævnes et privat pantebrev, der bestemmer, at restgælden forfalder ved ejerskifte, men hvor pantebrevet alligevel fortsætter med en ny debitor.

Ved afgørelsen af, om en fordring på stiftelsestidspunktet opfylder mindsterentekravet, vil det ikke altid være nok at se på fordringens pålydende rente. Fordringens rente skal gøres op i forhold til den højeste tilsagte indfrielsessum, således at den pålydende rente svarer til den virkelige forrentning i forhold til den højeste tilsagte indfrielsessum, jf. KGL § 14, stk. 2, sidste pkt.

Eksempel:

Det antages, at mindsterenten er 4 pct. En fordring udstedes med et pålydende på 100 kr. og en rente på 6 pct. Det er aftalt, at debitor skal tilbagebetale 160 kr. Kravet efter § 14, stk. 2, er, at den pålydende rente på 6 pct. gøres op i forhold til den tilsagte indfrielsessum på 160 kr. Herved fås, at den pålydende rente reelt er 6/160 x 100 = 3,75 pct. Da mindsterentekravet i eksemplet er 4 pct., opfylder fordringens pålydende rente på 6 pct. ikke mindsterentekravet.

Fordringens rente skal basere sig på mindst én årlig rentetilskrivning. Hvis den månedlige rente er f.eks. 1 pct., og hvis denne rente tilskrives restgælden hver måned, vil fordringens pålydende rente i KGL's forstand blive anset for at være 12 pct.

Hvis der er tale om en rente på f.eks. 20 pct. med tilskrivning kun hvert andet år, skal renten omregnes, så den svarer til en rente med årlig tilskrivning. Det vil i dette tilfælde svare til en pålydende rente på 9,54 pct. p.a. (helårlig, efterbetalt rente).

Hvis det ikke er muligt på stiftelsestidspunktet for et låneforhold at beregne den pålydende rente, eksempelvis hvis den højest tilsagte indfrielsessum ikke er kendt på dette tidspunkt, anses låneforholdet for sortstemplet, jf. TfS 1998, 77 LR.

Selv om en pengefordring på udstedelsestidspunktet ikke opfylder kravet til mindsterenten, er det en forudsætning for beskatning af en kursgevinst, at der faktisk kan konstateres en kursgevinst. Det ses ofte i familieforhold, at forældre yder et rentefrit eller lavt forrentet lån til deres børn. Hvis det beløb, som børnene låner, er det samme, som det beløb, der skal tilbagebetales til forældrene, har forældrene ikke opnået nogen kursgevinst, og der vil derfor almindeligvis ikke være noget at beskatte efter KGL.

Variabelt forrentede fordringer
For variabelt forrentede fordringer finder reglerne i KGL § 14, stk. 2 og 3, jf. § 38 også anvendelse. Det betyder, at en variabelt forrentet fordring på stiftelsestidspunktet skal have en pålydende rente, der opfylder kravet til mindsterenten. Se SKM2006.316.SR. Derudover er der nogle specielle betingelser i § 14, stk. 4. På stiftelsestidspunktet skal fordringens rente opgjort i forhold til den tilsagte indfrielsessum opfylde kravet til mindsterenten, for at kursgevinsten er skattefri hos kreditor. Efter udstedelsen er skattefriheden for kursgevinsten betinget af, at vilkårene for renteændringer og opsigelse er udformet således, at kursen på fordringen ikke på grund af disse forhold kan afvige væsentligt fra indfrielseskursen.

Hvorvidt kursen på fordringen vil afvige væsentligt fra indfrielseskursen, beror på en konkret vurdering. Det vil bl.a. være afgørende, efter hvilket kriterium den pålydende rente varierer. Hvis den pålydende rente f.eks. varierer i takt med udviklingen i markedsrenten på tilsvarende fast forrentede fordringer og i øvrigt har en høj grad af sikkerhed samt en relativt begrænset forsinkelse i tilpasningen, vil kursen på fordringen gennem løbetiden være nær indfrielseskursen.

I SKM2001.613.LSR ønskede udbyder at garantere realkreditkunden et kendt øverste udgiftsniveau. Renten på den udbudte obligation skulle ændres hvert halve år og justeres efter CIBOR. Hvis renten stiger og rammer et på forhånd aftalt loft ville renten blive fast for låntager. Udbyder ønskede at vide om obligationen var blå eller sort. Udbyder sagde i Landsskatteretten, at der var tale om et kombinationsprodukt. I en periode er obligationens rente variabel og opfylder mindsterentekravet for variabelt forrentede fordringer og i en periode er obligationen fast forrentet og opfylder mindsterentekravet for fast forrentede fordringer. De to perioder skal vurderes hver for sig. Landsskatteretten mente, at der var tale om en variabelt forrentet obligation og at den skulle vurderes som ét produkt. Mindsterentekravet var ikke opfyldt og obligationen var derfor sort.

I SKM2003.341.LR tog Ligningsrådet stilling til, hvorvidt en variabelt forrentet obligation med en minimumsrente opfyldte mindsterentekravet. Ligningsrådet fandt, at obligationen opfyldte mindsterentekravet, da fordringens minimumsrente svarede til mindsterenten.

Betingelserne ovenfor vil som udgangspunkt gælde for alle variabelt forrentede stats- og realkreditobligationer. Disse obligationer vil uden videre kunne opfylde kravet om, at kursen ikke afviger væsentligt fra indfrielseskursen.

Et problem kan opstå med fordringer, der udstedes løbende. På udstedelsestidspunktet og indtil det tidspunkt, hvor der skal fastsættes en ny pålydende rente, og i øvrigt i hver enkelt rentetermin vil obligationerne blive udstedt med samme pålydende rente. I perioder med kraftig rentestigning kan der derfor opstå den situation, at udstedelsestidspunktets mindsterente for fast forrentede fordringer ikke er opfyldt, fordi den pålydende rente først ændres på et lidt senere tidspunkt. Dette problem vil kun kunne opstå i kortere perioder ad gangen, idet den pålydende rente ændres med en forsinkelse, der med de nuværende låntyper udgør 3 måneder.

Stats- og realkreditobligationer, der reguleres på denne måde, må anses at opfylde mindsterentekravet.

Pantebreve og gældsbreve med en tilsvarende regulering må også anses at opfylde kravet til mindsterenten.

Det bemærkes, at en fordring, hvis kurs alene på grund af manglende sikkerhed ligger under pari, kan anses for at opfylde betingelsen om ikke at afvige væsentligt fra  indfrielseskursen, hvis de nævnte betingelser i øvrigt er opfyldt.

Garantibeviser - ekstraordinær indfrielse

Renten reguleres i indfrielsessummen
Ligningsrådet har i SKM2005.140.LR taget stilling til hvorvidt to obligationer opfyldte mindsterentekravet. Obligationernes indfrielsessum ville blive reguleret efter et af fire alternativer og have en maksimal indfrielsessum. Ligningsrådet fandt, at obligationerne var blåstemplede, men under den forudsætning, at den faste rente ikke blev modregnet i reguleringen af indfrielsessummen, da obligationerne så ville være sortstemplede.

Det er SKATs vurdering, at SKM2005.140.LR kun har virkning fra og med offentliggørelsen af afgørelsen, dvs. d. 29. marts 2005, og at forbeholdet (forudsætningen) i afgørelsen som udgangspunkt kun har virkning for den situation, hvor en rente først udbetales ved obligationens udløb.

Knæklån
Fordringer, for hvilke der på forhånd er aftalt forrentning med forskellige rentesatser for adskilte perioder af løbetiden, kaldes ofte knæklån. Ved disse fordringer skal den forud aftalte rentesats for alle perioder af løbetiden mindst være lig med den mindsterente, der er gældende ved stiftelsen. I modsat fald er kursgevinsten skattepligtig.

Udbyttegivende gældsbreve
Ved udbyttegivende gældsbreve opnår kreditor ret til et afkast, hvis størrelse helt eller delvis er afhængig af virksomhedens indtjening. De udbyttegivende gældsbreve er også omfattet af KGL. For at sådanne gældsbreve kan anses for at opfylde mindsterentekravet, skal den til enhver tid gældende rente opfylde mindsterentekravet på stiftelsestidspunktet.

Dette krav kan opfyldes ved i gældsbrevet at fastsætte en minimumsrente, der svarer til mindsterenten på udstedelsestidspunktet. Se i den forbindelse TfS 1994, 268 LR, hvor Ligningsrådet bl.a. udtaler sig om, hvorvidt et særligt beregnet afkast på en nyudviklet indlånskonto i en bank skulle anses som en rente eller som en kursgevinst efter KGL. Ligningsrådet var af den opfattelse, at tilvæksten (16,28 pct.) var en kursgevinst og da fordringen ikke var rentebærende, opfyldte den ikke mindsterenten. Der var derfor tale om en sortstemplet fordring. Om en tilsvarende afgrænsning mellem renter og kursgevinster, se TfS 1995, 118 LR.

TfS 1998, 77 LR vedrørte et selskab, der påtænkte at yde parilån til selskaber omfattet af KGL § 2. Afkastet på fordringerne ville blive opdelt i 2 dele. De blev benævnt henholdsvis basisrente og overskudsafhængigt afkast. Basisrenten kunne være såvel fast som variabel. Den ville blive beregnet som en procentdel af den til enhver tid værende gæld. Det overskudsafhængige afkast blev beregnet som en andel af overskuddet i det låntagende selskab. Der blev forespurgt, om afkastet skattemæssigt kunne anses for at være en rente. LR fandt, at den del af afkastet der udgjorde basisrenten skattemæssigt kunne anses for en rente. Den del af afkastet der udgjorde det overskudsafhængige afkast blev anset for en kursopskrivning. Debitor i låneforholdet ville have fradrag for dette kurstab, idet låneforholdet blev anset for sortstemplet. Jf. desuden SKM2003.409.LR og SKM2003.410.LR.

Ovennævnte praksis gælder ved vurderingen af om et afkast er rente eller kursgevinst og i den situation, hvor fordringssiden ikke er omfattet af KGL § 29, stk. 3, jf. afsnit A.D.2.18.2.1.

Strukturerede fordringer
Ved Lov nr. 407 af 1/6 2005 er det vedtaget, at fordringssiden af strukturerede fordringer (visse indekserede fordringer) omfattet af KGL § 29, stk. 3, skal behandles efter KGL's regler om finansielle instrumenter, jf. afsnit A.D.2.18.2.1.

Indskudsbeviser udstedt før 2. oktober 1985
Vedrørende den skattemæssige behandling af indskudsbeviser udstedt før den 2. oktober 1985, se LV 1990 Erhvervsdrivende, afsnit E.5.3.2.6, side 278.

Der findes en del pengefordringer, hvor det på forhånd er aftalt, at den eksisterende restgæld skal indeksreguleres. Det betyder, at restgælden reguleres i takt med forbrugerprisindekset, nettoprisindekset eller et andet indeks. Kursgevinster og kurstab på sådanne indeksregulerede fordringer behandles på samme måde som andre  kursgevinster og kurstab. Indeksregulerede fordringer (og gæld) skal således som udgangspunkt udstedes med en pålydende rente, der opfylder mindsterenten på stiftelsestidspunktet, jf. KGL § 14, stk. 2, jf. § 38.

Herfra er der dog nogle undtagelser, idet der i visse tilfælde gælder en fast mindsterente.

Efter KGL § 38, stk. 3, er mindsterenten fastsat til 2 ½ pct. for indeksregulerede obligationer, der er udstedt af realkreditinstitutter, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed, Kreditforeningen af Kommuner og regioner i Danmark, Kongeriget Danmarks Fiskeribank og Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S.

Mindsterenten på 2 ½ pct. gælder tilsvarende for indeksregulerede fordringer, der er udstedt af pengeinstitutter (det vil typisk være indlån).

Endvidere gælder mindsterenten på 2 ½ pct. for obligationer, der er udstedt af aktieselskaber, der er omfattet af lov om et skibsfinansieringsinstitut, til finansiering af skibe, når skriftlig aftale om bygning af et skib er indgået senest den 31. december 1993 med aftalt levering senest den 31. december 1996.

Den særlige mindsterente på 2 ½ pct. reguleres ikke. Kravet til den pålydende rente betyder, at de nævnte institutter kan udstede indeksregulerede obligationer med en pålydende rente på 2 ½ pct. med den virkning, at indeksopskrivningen og en eventuel kursgevinst er skattefri for kreditor.

Betingelsen for den særlige mindsterente og dermed for skattefrihed for kreditor er, at indeksreguleringen fuldt ud følger udviklingen i forbrugerprisindekset eller nettoprisindekset, som beregnes af Danmarks Statistik.

Ved kravet "reguleres fuldt ud efter et af de angivne prisindeks" forstås, at der fra debitors side ikke må være fastsat nogen grænse for indeksreguleringen. Indeksreguleringen skal ubetinget følge den fulde udvikling i et af de nævnte indeks. Det betyder, at hvis det er aftalt, at hovedstolen skal opskrives i takt med f.eks. udviklingen i forbrugerprisindekset, skal opskrivningen ubetinget følge udviklingen i forbrugerprisindekset. Hvis debitor praktiserer et loft eller en bund for indeksreguleringen, er betingelsen for skattefrihed hos kreditor ikke opfyldt. Det kan således ikke være en betingelse i aftalen, at opskrivningen højst skal kunne være på 10 pct. med den virkning, at hvis det anvendte indeks stiger 12 pct., reguleres hovedstolen alligevel kun med 10 pct.

Der stilles ikke andre krav til disse obligationer i skattemæssig henseende.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med KGL § 7, stk. 1, der sikrer, at udstederne kun kan fradrage tab ved indeksregulering under nærmere angivne forudsætninger.

Som nævnt ovenfor skal en fordrings pålydende rente opgøres på grundlag af den højeste tilsagte indfrielsessum for fordringen. Ved fordringer omfattet af den særlige mindsterente på 2 ½ pct. ses i denne forbindelse bort fra den tilsagte regulering efter de nævnte indeks. Det vil afhænge af fordringens konkrete betingelser, hvilken værdi den pålydende rente skal opgøres på grundlag af. Såfremt der alene er tilsagt indfrielse til fordringens pålydende værdi reguleret i overensstemmelse med udviklingen i et af de nævnte prisindeks, vil den pålydende rente skulle opgøres på grundlag af den pålydende værdi. Er det derimod aftalt, at fordringen indfries til f.eks. kurs 120 samt indeksreguleres, skal den pålydende rente opgøres på grundlag af den tilsagte indfrielse til kurs 120. Er der tilsagt en større regulering end udviklingen i de nævnte prisindeks, herunder regulering med flere gange indekset, ses alene bort fra den del af reguleringen, som er i overensstemmelse med udviklingen i de nævnte prisindeks.

For indeksobligationer anvendes sædvanligvis ikke begreberne pålydende rente og pålydende værdi, men derimod begreberne påtrykte rente og påtrykte værdi. Dette hænger sammen med, at indeksobligationer ikke udstedes i stykstørrelser á 1.000 kr. eller multipla heraf, men derimod i stykstørrelser á 1.000 kr. eller multipla heraf multipliceret med indeksfaktoren på udstedelsestidspunktet. Udstedes en indeksobligation i mindste stykstørrelse på et tidspunkt, hvor indeksfaktoren f.eks. er 182, forstås ved obligationens påtrykte værdi ikke 1.000 kr., men 1.820 kr., ligesom en påtrykt rente på 2 ½ pct. ikke vil være 2 ½ pct. af 1.000 kr., men 2 ½ pct. af 1.820 kr.

For almindelige indeksobligationer skal den pålydende rente opgøres på grundlag af den påtrykte værdi. Den påtrykte rente beregnes som nævnt netop på grundlag af den påtrykte værdi. For almindelige indeksobligationers vedkommende kan obligationens påtrykte rente umiddelbart sammenholdes med mindsterenten ved afgørelsen af, om mindsterentekravet er opfyldt.

For alle typer af indeksregulerede fordringer (både for dem, hvor mindsterentekravet udregnes efter § 38, stk. 1 og 2, og for dem, hvor mindsterentekravet efter § 38, stk. 3, er 2 ½ pct.) gælder, at såvel kursgevinsten som hele indeksopskrivningen er skattepligtigt afkast, hvis den pågældende fordring ikke opfylder kravet til mindsterenten på stiftelsestidspunktet. Hvis der f.eks. er gevinst på børskursen og tab på indeksreguleringen (eller omvendt), vil kun nettogevinsten skulle beskattes.

Visse indekserede fordringer vil være omfattet af KGL § 29, stk. 3, og fordringssiden på disse, vil skulle beskattes som finansielle instrumenter, jf. afsnit A.D.2.18.2.1.

Ved lov nr. 199 2006/07 er der indsat en undtagelse til mindsterentereglen, hvis kreditor er hovedaktionær i debitor, jf. KGL § 14, stk. 2, 4. pkt. Mindsterentereglen finder ikke anvendelse i disse situationer og der vil altid være skattepligt af kursgevinsten.

Bestemmelsen indbærer, at hovedaktionæren altid vil være skattepligtig af kursgevinsten, fordi obligationerne i relation til denne aktionær altid vil være "sortstemplede".

Begrebet "hovedaktionær" defineres i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 4, jf. S.G.2.2.4.

Undtagelsen finder anvendelse på obligationer og værdipapirer, der udstedes, og lån, der ydes eller overtages, den 1. juli 2007 eller senere. 

Ved lov nr. 199 2006/07 er der indsat en undtagelse til mindsterentereglen, hvis debitor er en person eller et dødsbo, der driver næringsvirksomhed ved finansiering, og kreditor er nærtstående til debitor, jf. KGL § 14, stk. 2, 5. pkt. Mindsterentereglen finder ikke anvendelse i disse situationer og der vil altid være skattepligt af kursgevinsten.

Bestemmelsen indbærer, at den nærtstående altid vil være skattepligtig af kursgevinsten, fordi obligationerne i relation til mindsterentereglen altid vil være "sortstemplede.

Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med oprindeligt slægtskabsforhold.

Undtagelsen finder anvendelse på obligationer og værdipapirer, der udstedes, og lån, der ydes eller overtages, den 1. juli 2007 eller senere. 

 

KGL § 15
KGL § 15 er en undtagelsefra hovedreglen i KGL § 14, stk. 2, jf. § 38, om skattefrihed for kursgevinster på blåstemplede fordringer i danske kroner. Bestemmelsen regulerer beskatningen i visse situationer, hvor fordringer er erhvervet for lånte midler.

Formålet med bestemmelsen er at hindre arrangementer (såvel organiserede som individuelle), som udnytter den forskellige skattemæssige behandling af renteudgifter på lån og kursgevinster på blåstemplede fordringer. Bestemmelsen tilsigter at hindre arrangementer, hvor blåstemplede fordringer erhverves for lånte midler med den virkning, at den skattepligtige opnår en fradragsberettiget nettorenteudgift og en delvis skattefri kursgevinst. Arrangementer af denne type giver typisk et negativt resultat før skat, men et positivt resultat efter skat ved beskatning efter mindsterentebestemmelsen.

Spørgsmålet om, hvorvidt en fordring anses for erhvervet for lånte midler, sker efter to afgrænsningskriterier, jf. § 15, stk. 2. Erhvervelse for lånte midler anses herefter at foreligge:

  1. Hvis den skattepligtige i forbindelse med erhvervelsen har optaget lån, der står i åbenbart misforhold til det kapitalbehov, som den skattepligtiges øvrige virksomhed eller privatforbrug betinger. Om der foreligger et åbenbart misforhold, må bero på en konkret vurdering af lånets størrelse på baggrund af den skattepligtiges økonomiske forhold i øvrigt.
  2. Hvis sammenhængen mellem erhvervelse og låneoptagelse klart fremgår af omstændighederne ved erhvervelsen. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis et obligationskøb og låneoptagelse sker gennem samme formidler eller udbyder, og obligationerne måske lægges til sikkerhed for lånet.

Opnåelse af usædvanlig kredit ligestilles med låneoptagelse.

Undtaget fra beskatning efter særbestemmelsen er tilfælde, hvor personer (og dødsboer) uden skattemæssig begrundelse eller fordel erhverver obligationer for lånte midler. Efter § 15, stk. 3, sker der således ikke beskatning af kursgevinsten:

  1. Hvis den skattepligtige godtgør, at de udgifter vedrørende lånet, som kan fradrages ved indkomstopgørelsen, kun overstiger de skattepligtige indtægter af fordringerne med et forholdsvis uvæsentligt beløb. De fradragsberettigede udgifter vedrørende lånet vil typisk bestå af renter og provisioner samt for realkreditlåns vedkommende tillige af bidrag til realkreditinstituttet. Ved opgørelsen af skattepligtige indtægter af fordringerne medregnes ikke kursgevinster, som alene er skattepligtige efter § 15. I tilfælde, hvor en skattepligtig optager et almindeligt obligationslån i et realkreditinstitut og beholder obligationerne, overstiger de fradragsberettigede udgifter vedrørende lånet kun de skattepligtige indtægter af obligationerne med bidraget til  realkreditinstituttet. Bidraget er af uvæsentligt omfang set i forhold til den skattepligtige renteindtægt af obligationerne, og situationen vil derfor ikke være omfattet af beskatning efter særbestemmelsen.
  2. Hvis den skattepligtige godtgør, at lånet og fordringerne under ét giver negativt resultat efter skat selv ved beskatning efter mindsterentereglen. Ved denne resultatopgørelse medregnes også provision, stempelafgift og andre udgifter, som ikke er fradragsberettigede. Der sker således ikke beskatning efter særbestemmelsen, hvis en skattepligtig optager et kontantlån baseret på blåstemplede obligationer og opkøber de underliggende obligationer, hvor personens nettoudgift til rente og bidrag overstiger nettoafkastet af  obligationerne, således at det samlede resultat er negativt selv efter beskatning efter mindsterentebestemmelsen.

Bedømmelsen af, i hvilket omfang de fradragsberettigede udgifter vedrørende lånet overstiger de skattepligtige indtægter af fordringerne, og om lånet og fordringerne giver negativt resultat efter skat, foretages for den skattepligtiges samlede ejer- henholdsvis debitorperiode. Det er således f.eks. uden betydning, om renteudgift og renteindtægt falder i hvert sit indkomstår, så renteudgiften i første indkomstår overstiger  renteindtægten væsentligt.

Praksis vedr. KGL § 15
KGL § 15 svarer til § 7A, stk. 1 - 3, i den tidligere gældende KGL. Nedenstående praksis er derfor fortsat gældende.

Ligningsrådet har i et tilfælde, hvor en skatteyder på eget initiativ havde påtaget sig en yderligere renteudgift for at opnå et negativt resultat, set bort fra denne yderligere udgift. Ligningsrådet lagde i det konkrete tilfælde ved afgørelsen af, om skatteyderen var omfattet af § 7A, vægt på de oprindelige aftalevilkår, ifølge hvilke det samlede  arrangement ville være positivt før kursavancebeskatningen. Afgørelsen er stadfæstet af Landsskatteretten, jf. TfS 1995, 542 LSR.

I TfS 1999, 969 ØLD blev et køb af obligationer for lånte midler afviklet før tid med henblik på at minimere skattebetalingen. I forbindelse med afviklingen betalte skatteyderen en kurtage på 2,5 promille til banken. Landsretten lagde til grund, at størelsen af den betalte kurtage ikke var usædvanlig og at afviklingen var skattemæssigt begrundet. Uanset at kurtagens størrelse kunne være påvirket af skattereglernes udformning fandt landsretten ikke, at der forelå et sådant interessefællesskab mellem skatteyderen og banken, at kurtagen kunne frakendes forretningsmæssig relevans. Kurtagen skulle derfor indgå i beregningen af det samlede resultat af arrangementet, hvorfor kursgevinsten var skattefri efter § 7A. Højesteret ændrede TfS 1999, 969 ØLD, ved SKM2002.249.HR. Højesteret sagde, at salget ikke havde noget forretningsmæssigt formål, men var en følge af interessen i at undgå beskatning efter § 7A, stk. 1. Formålet med bestemmelsen er alene at undtage tilfælde hvor der ikke indgår skattespekulation. Skatteministeriet fik medhold.

I TfS 1996, 540 LSR fandt Landsskatteretten at der, ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste på unoterede fordringer, omfattet af KGL's § 7A, skulle anvendes en lineær  kursopskrivning i forhold til fordringens løbetid ved fastlæggelsen af kursværdien den 16. juni 1992. Landsskatteretten fandt det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at de pågældende obligationer pr. nævnte dato havde en markedsværdi, der var højere, hvorfor ansættelsen blev stadfæstet.

Landsskatteretten har i SKM2006.680.LSR fundet, at lån i fremmed valuta/valutakurstab ikke er undtaget fra bestemmelsen.

SKM2001.142.VLR vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt et lånearrangement med køb og salg af fordringer skulle beskattes efter hovedreglen i den dagældede KGL § 7A, stk. 1, eller om arrangementet var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i KGL § 7A, stk. 3, 2. pkt. Landsretten fandt, at der i et tilfælde med flere successive arrangementer skulle ske opgørelse af det enkelte arrangements konsekvenser for skatteyderens beskatningsforhold, også når arrangementet løb over flere år. Landsretten fandt videre, at opgørelsen skulle ske under hensyntagen til skatteyderens øvrige skattemæssige forhold således, at der blev taget hensyn til den faktiske skattemæssige værdi af fradragsberettigede udgifter og skattepligtige indtægter.

I SKM2002.673.LSR fandt Landsskatteretten, at en skatteyders deltagelse i et skatteprojekt med canadiske og amerikanske obligationer gennem et selskab på Jersey ikke kunne tillægges skattemæssig virkning, da skatteprojektet ud fra en samlet vurdering var uden egentlig forretningsmæssigt indhold og uden reelle økonomiske risici for de implicerede parter. (Sagen er indbragt for domstolene)

I SKM2002.231.HR fandt Højesteret, at en fastsat formidlingsprovision alene var fastsat ud fra et ønske om at skabe et underskud på ca. 1000 kr., for derved at undgå beskatning efter reglerne om beskatning af kursgevinster af fordringer erhvervet for lånte midler, jf. de dagældende regler i KGL § 7A, stk. 1. Højesteret fandt, at der herefter ikke kunne tages hensyn til provisionen ved afgørelsen af, om betingelsen for skattefrihed i medfør af fritagelsesbestemmelsen i lovens § 7A, stk. 3, 2. pkt., var opfyldt.

I TfS 1999, 529 ØLD kunne der ved opgørelse af det samlede resultat, jf. KGL § 7A, stk. 3, 2. pkt., ikke ske modregning af realiserede kurstab for 1994 og 1995 på lånefinansierede obligationer i en i 1993 realiseret kursgevinst ved salg af andre lånefinansierede obligationer. Det var uden betydning, at alle obligationer var finansieret af samme underliggende lån.

Bestemmelsen har virkning for gevinster, der realiseres den 16. juni 1992 eller senere. I tilfælde, hvor sammenhængen mellem erhvervelse og låneoptagelse ikke klart fremgår af omstændighederne, jf. det ovenfor anførte, har bestemmelsen dog alene virkning for fordringer, der er erhvervet den 16. juni 1992 eller senere. Personer, som efter § 15 skal medregne gevinst på fordringer, som efter de tidligere gældende regler ikke skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan ved anvendelsen af reglerne i § 26, stk. 1, i stedet for anskaffelsessummen benytte værdien den 16. juni 1992. Valget skal træffes samlet for samtlige fordringer under ét, jf. KGL § 42, stk. 12. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på den tidligere nævnte landsskatteretskendelse TfS 1996, 540 LSR.

Efter KGL § 14, stk. 1, kan personer med de undtagelser, der er nævnt i § 17, ikke fradrage tab på fordringer i danske kroner. Bestemmelsen omfatter såvel blåstemplede som sortstemplede fordringer.

For en beskrivelse af reglerne i § 17 henvises til afsnit A.D.2.3.4.1.

Ved lovrevisionen af KGL (lov nr. 439 af 10. juni 1997) er der sket en præcisering af forholdet mellem SL §§ 4 - 6 og KGL's anvendelsesområde. De tidligere henvisninger til SL §§ 4 - 6 er således erstattet af direkte lovbestemmelser, der præciserer KGL's område i forhold til SL's regler, og hvilke regler der i øvrigt gælder.

Der er ikke herved tale om en ændring af hidtil gældende definitioner af næringsbegrebet og vederlagsnæring, ligesom der med ændringerne ikke er tiltænkt nogen ændring af den hidtidige praksis angående næringsbegrebet.

Som en undtagelse fra det nævnte, om at henvisninger til SL er erstattet af direkte lovbestemmelser, er KGL § 17, der henviser til SL § 6, litra a. Bestemmelsen præciserer, at tab på fordringer erhvervet som vederlag i næring og tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden fortsat behandles efter reglerne i SL § 6, litra a.

Vederlagsnæring
Vederlagsnæring er en betalingsform. Vederlagsnæring omfatter de tilfælde, hvor en person eller et selskab modtager et skattepligtigt vederlag i form af en fordring. Det kan for eksempel være som betaling for vareleverancer og tjenesteydelser. Sådanne fordringer anses altid for erhvervet som led i den pågældendes næringsvej.

Ved erhvervelsen af en vederlagsfordring beskattes personen af fordringens handelsværdi på erhvervelsestidspunktet efter SL. Fordringens handelsværdi på erhvervelsestidspunktet medregnes i den personlige indkomst, jf. PSL § 3, stk. 1.

Efterfølgende gevinster og tab behandles derimod som gevinst og tab på andre fordringer efter KGL. Tab på fordringer i danske kroner kan ikke fradrages, jf. KGL § 14, stk. 1. Beskatningen af efterfølgende gevinster vil afhænge af, om fordringen opfyldte mindsterentekravet efter KGL § 14, stk. 2, jf. § 38. Opfyldte fordringen mindsterentekravet vil kursgevinsten som hovedregel være skattefri. Såfremt fordringen ikke opfyldte mindsterentekravet, skal kursgevinsten medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 2. Se om mindsterenteordningen afsnit A.D.2.3.1.

Som en undtagelse fra hovedreglen om, at der ikke er fradrag for tab på fordringer i danske kroner, er det i KGL § 17 fastsat, at personer efter reglerne i SL § 6, litra a, kan fradrage tab på fordringer i danske kroner, der er erhvervet som vederlag i næring. Tabet opgøres som forskellen mellem handelsværdien på erhvervelsestidspunktet og fordringens værdi på tidspunktet, hvor tabet realiseres. Tab skal medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst, jf. PSL's § 4, stk. 3, 2. pkt.

Er fordringen omfattet af en DBO, kan tab dog ikke fradrages ved indkomstopgørelsen, såfremt reglerne i § 18 finder anvendelse. For en beskrivelse af reglerne i § 18 henvises til afsnit A.D.2.6.

Vederlagsnæringsbegrebet er ophævet indenfor KGL's område ved lov nr. 439 af 10. juni 1997.

KGL § 17 omfatter for det første fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring, dvs. fordringer, der er beskattet ved erhvervelsen efter SL § 4. Det gælder således fordringer, der er erhvervet ved levering af varer eller tjenesteydelser. Som eksempel på vederlagsnæring kan nævnes en håndværksmester som delvist vederlag for et opført hus modtager et sælgerpantebrev. Efterfølgende tab på pantebrevet kan da fradrages. En forhandler, der sælger varer på kredit, vil tilsvarende få fradrag for tab på sin fordring på købesummen, hvis køberen ikke betaler.

Bestemmelsen omfatter for det andet fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden. Denne del af bestemmelsen har til formål at sikre fradragsret for tab, der har karakter af almindelige driftsomkostninger i forbindelse med tab på fordringer, der er erhvervet som led i erhvervsmæssig virksomhed, men hvor der ikke er tale om vederlagsnæring. Det praktiske eksempel på en sådan fordring er kautionistens regresfordring.

Hvorvidt tabet kan karakteriseres som en driftsomkostning afgøres udfra SL § 6, litra a, og den praksis, der knytter sig til bestemmelsen. Efter SL § 6, litra a, er driftsomkostninger defineret som de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Et første krav er således, at fordringen og tabet har tilknytning til virksomhedens erhvervsmæssige drift. Tab på fordringer, som indgår i virksomhedens anlægsformue, falder dermed udenfor. Se om praksis efter SL § 6, litra a i LV Erhvervsdrivende afsnit E.A.2 (særligt LV Erhvervsdrivende afsnit E.A.2.8.2).

Efter bestemmelsen skal fradraget foretages efter SL's regler. Det indebærer, at tabet fratrækkes i den personlige indkomst i det indkomstår, hvor tabet realiseres (realisationsprincippet).

Der er dog ikke fradragsret for tab på fordringer omfattet af en DBO, såfremt reglerne i KGL § 18 finder anvendelse. Se om § 18 i afsnit A.D.2.6.

Kursgevinster og kurstab på fordringer og gæld vedrørende næringsejendomme m.m., der er erhvervet/pådraget efter ejendommens anskaffelse, og som afstås/afvikles igen inden ejendommens afståelse, dvs. gevinster og tab, der ikke indgår i SL's avanceopgørelse, er omfattet af KGL, jf. lovens § 1, stk. 3.

Såfremt det ved afståelse af en næringsejendom viser sig, at den skattepligtige ved indkomstopgørelsen for tidligere år allerede har medregnet kursgevinster eller kurstab som ellers skulle indgå i avanceopgørelsen efter SL, vil der ved avanceopgørelsen skulle reguleres herfor. Det vil sige, at der skal bortses fra kursgevinster og kurstab, der allerede er beskattet henholdsvis fradraget. Situationen vil eksempelvis kunne opstå, hvor den skattepligtige har anset ejendommen for en anlægsejendom, men hvor ejendommen efterfølgende skattemæssigt kvalificeres som en næringsejendom. Om gevinster eller tab er medregnet før indkomståret 1998 er i denne sammenhæng uden betydning.

Såfremt det ved afståelse af en anlægsejendom viser sig, at der i løbet af ejertiden er konstateret kursgevinster eller kurstab, som vedrører gæld, der er indgået i anskaffelsessummen, men som den skattepligtige ikke har medregnet ved indkomstopgørelsen for de pågældende indkomstår, kan der eventuelt blive tale om genoptagelse af de relevante skatteansættelser efter reglerne i . Situationen vil eksempelvis kunne opstå, hvor den skattepligtige har anset ejendommen for en næringsejendom, men hvor ejendommen efterfølgende skattemæssigt kvalificeres som en anlægsejendom.