En påstand om, at en eller flere ejendomme, der er erhvervet efter påbegyndelsen af næringsvirksomheden, er købt med selvpensionering eller kapitalanlæg for øje, vil normalt ikke blive fulgt, se bl.a. og Om driftsbygninger se E.J.3.1.6.1.   
Hvis en ejendom er erhvervet som led i næring, vil en påstand om senere overgang til anlægsformue ligeledes kun sjældent kunne forventes fulgt. Hvis skatteyderen har ejet ejendommen i meget lang tid, herunder en årrække efter virksomheden i øvrigt er ophørt, vil det dog kunne bevirke, at næringsformodningen anses for afkræftet.   
Håndværkere vil praksis yderst sjældent få medhold i en påstand om overgang til anlægsformue. En ejendomshandler har i et enkelt tilfælde fået medhold i en sådan påstand, se nedenfor om af 25. 1971.   
En ejendoms karakter af udlejningsejendom afkræfter ikke næringsformodningen.   
Salg af en ejendom, som tilhører den næringsdrivendes ægtefælle, anses for sket som led i næringsvirksomhed, medmindre ægtefællen medbragte ejendommen i ægteskabet, har arvet ejendommen eller det i øvrigt kan godtgøres, at ægtefællen har haft en ekstraordinær anledning til kapitalanlæg, f.eks. placering af en betydelig likvid formue i fast ejendom.
TfS 1999, 824 Skatteyderen var direktør og eneanpartshaver i et selskab, som drev næring inden for bygge- og anlægsbranchen, herunder opførelse af fast ejendom. Hustruen, der arbejdede som sygeplejerske, havde skøde på ejendommen, som tjente som privatbolig for familien, og ejendommen blev opført af anpartsselskabet for midler afholdt af hustruen, bl.a. ved et af hustruen finansieret byggelån. Ejendommen blev solgt efter 6 års ejertid. Landsretten lagde til grund, ligesom tidligere Landsskatteretten, at skatteyderen var næringsdrivende med køb og salg af ejendomme, og at der var en formodning for, at også denne ejendom var led i næringen. Skatteyderen havde ikke afkræftet denne formodning, og skatteyderen var herefter skattepligtig ud fra næringssynspunktet af fortjenesten ved salget af ejendommen, jf. KSL § 25 A. Ny tekst startSagen blev anket, hvorefter Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle.
Ny tekst slutTfS 1998, 676 . En ejendomshandler, der måtte anses for næringsdrivende med køb og salg af fast ejendom, ansås for berettiget til at fratrække et tab ved salg af fast ejendom, der tilhørte ægtefællen, jf. KSL § 25 A, idet der ikke var grundlag for at holde denne ejendom uden for næringen. Retten lagde vægt på, at ægtefællen havde erhvervet ejendommen på et tidspunkt, hvor klageren var næringsdrivende, og ejendommens indtægter og udgifter var medregnet i klagerens indkomstopgørelse.
Se dog TfS 1994, 727 Klageren, der var sygeplejerske, havde i 1978 erhvervet en ejerlejlighed med henblik på at sikre moderens fortsatte beboelse af lejligheden. Ejerlejligheden blev solgt i 1990 som følge af moderens sygdom. Uanset at klagerens ægtefælle måtte anses for at være omfattet af en næringsformodning vedrørende fast ejendom, fandt Landsskatteretten, at klagerens afståelse af ejerlejligheden ikke var sket som led i næring. Der blev herved henset til, at klageren ikke tidligere havde handlet med fast ejendom i noget væsentligt omfang, samt til det oplyste om baggrunden for erhvervelsen af den omhandlede ejerlejlighed, ejertidens længde og omstændighederne ved salget af ejendommen.
Som eksempel på accept af en påstand om kapitalanlæg kan henvises til af 25. 1971 (UfR 1971, 133 ) En gårdejer solgte i 1949 sin gård og ophørte med at drive landbrug. Omkring 1951 foretog han en del handler med fast ejendom, men ophørte hermed i hvert fald i 1953. Skatteyderens handler med fast ejendom foregik i et værtshusmiljø omkring Kvægtorvet i København, og de fleste handler havde medført tab for skatteyderen. Da skatteyderen var nervesvækket og periodevis utilregnelig, søgte hans familie at få ham væk fra værtshusmiljøet, hvorfor han som led i afviklingen af sin handelsvirksomhed købte en landejendom i Tikøb i 1952. Ejendommen lå uden for udviklingsområde og blev søgt afhændet med tab, såvel i 1952, da den bortforpagtedes, som i 1958. I 1961 afgik skatteyderen ved døden, hvorefter enken hensad i uskiftet bo. I 1965 solgte enken ejendommen med gevinst. Flertallet i Højesteret fandt at ejendommen måtte anses for erhvervet som led i afviklingen af gårdejerens handelsvirksomhed, men selv om dette ikke måtte have været tilfældet, antog Højesteret, at ejendommen var overgået til anlægsformuen, idet retten henså til den lange besiddelsestid, og til at ejendommen stedse var blevet drevet som landbrug. Herefter var betingelserne for beskatning af avancen som almindelig indkomst ikke opfyldt.   
Se endvidere TfS 1989, 520 VLD . En murermesters erhvervelse af en ejendom med henblik på at drive cafeteria blev anset for en anlægsinvestering. Skatteyderen og hans hustru drev selv cafeteriet i 1 år, medens han havde opgivet sin næringsvirksomhed som murermester. Efter bortforpagtning i 9 år blev ejendommen solgt til forpagter.   
Se også , , hvor der dog forelå særegne omstændigheder.   
Det kan forekomme, at en videresalgshensigt, som forelå ved erhvervelsen, må anses for opgivet inden afhændelsen med den virkning, at ejendommen ikke længere behandles som næringsejendom. Det anførte er principielt tiltrådt af Højesteret i ovennævnte , , jf. også kommentaren i   
En ægtefælle, der hensidder i uskiftet bo, har mulighed for at afkræfte en næringsformodning vedrørende et udlagt aktiv. Muligheden foreligger, uanset at det pågældende aktiv ved dødsfaldet er anset for anskaffet som led i afdødes næringsvirksomhed. Se TfS 1995, 468 vedrørende en udlejningsejendom, for hvilken næringsformodningen ansås for afkræftet efter en samlet ejertid på 23 år. Se også TfS 1995, 508. Næringsformodningen ansås for afkræftet for en udlejningsejendom efter en samlet ejertid på 26 år.  
Ifølge TfS 1996, 50 ansås det ikke for muligt at afkræfte næringsformodningen, når et aktiv er udlagt med succession og beregning af passivpost.  Sagen vedrørte håndværkeraktier.   
af 30. 1965. En tømrermester blev næringsbeskattet ved salg af en ejendom til lejeren, der igennem 20 år havde anvendt den til politistation.   
Skat 1985.1.21. En forhenværende murermesters salg af 2 ejendomskomplekser blev ikke beskattet med almindelig indkomstskat under hensyn til ejertidens længde (28 og 21 år) og længden af perioden mellem murermestervirksomhedens ophør og salgene (11 år).   
. Næringsformodningen blev ikke anset for afkræftet ved en pensioneret ejendomsmæglers salg af en ejendom erhvervet i 1969 og før mæglervirksomhedens ophør. Retten lagde vægt på, at ejendommen efter sin karakter og beliggenhed måtte anses for mindre egnet som anlægsinvestering, og at skatteyderen også efter mæglervirksomhedens ophør havde beskæftiget sig med ejendomshandel.   
. Næringsformodningen blev undtagelsesvist anset for afkræftet ved salg af en andel af 2 udlejningsejendomme. Der var henset til den lange besiddelsestid og til, at ejendommene trods opfordringer hertil ikke blev udstykket i ejerlejligheder. Endvidere til at ejendommene blev afhændet som en helhed efter sagsøgerens og de øvrige deltageres pensionsalder og ophør med næringsvirksomhed.   
. En tidligere bygmesters salg af en udlejningsejendom efter 17 års ejerskab blev anset for sket i næring. Ejendommen, der var anskaffet i 1970 blev solgt i 1987. Sagsøgeren havde som led i sin byggevirksomhed gennem en længere årrække drevet næringsvirksomhed med køb og salg af fast ejendom. Efter ophør med byggevirksomheden i 1968 købte og solgte han frem til begyndelsen af 1980'erne udlejningsejendomme i ikke ubetydeligt omfang. Næringsformodningen blev herefter ikke anset for afkræftet.
Eksempel på, at næringsformodningen ikke blev afkræftet. Skatteyderen havde i en årrække dels selv, dels gennem et anpartsselskab drevet virksomhed med køb og salg af ejendomme. Ligningrådet gav bindende forhåndsbesked om, at en landbrugsejendom og en bebygget samt en ubebygget sommerhusparcel var anskaffet som led i næring, om ejendommene var omfattet af næringsformodningen, og at næringsformodningen ikke var afkræftet, uanset at ejertiden på dette tidspunkt var 22-23 år. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at ejendommene ikke var erhvervet som led i næring, og at næringsformodningen ikke var afkræftet. Skatteyderen var derfor skattepligtig af fortjeneste ved salg.
. Eksempel på, at næringsformodningen kunne afkræftes. En tømrermester modtog erstatning for svampeskader på sin udlejningsejendom. Erstatningen blev beskattet ud fra en næringsformodning. Landsretten konstaterede, at tømrermesteren ud fra sin virksomhed, bl.a. ved handel med ubebyggede grunde, hvor fortjenesten blev selvangivet som almindelig indkomst, som udgangspunkt måtte anses at være næringsdrivende vedrørende omsætning med fast ejendom. Landsretten anså imidlertid næringsformodningen for bortfaldet vedrørende den pågældende ejendom, da tømrermesteren gennem en lang periode havde erhvervet en række udlejningsejendomme, som han fortsat var ejer af, da udlejningsvirksomheden vedrørende den pågældende ejendom gav et væsentligt overskud og i øvrigt måtte anses for betydelig og professionelt anlagt, og da han ikke havde solgt ejendomme i forbindelse med gererationsskifte, men havde beholdt ejendommene for at sikre et fortsat indtægtsgrundlag.
Ny tekst startTfS 2000, 719 VLD Eksempel på, at næringsformodningen ikke kunne afkræftes. Selskabet havde tilknytning til byggebranchen og deltog i 1963-66 i en række byggekonsortier, der var beskæftiget med opførelse af udlejningsejendomme med henblik på videresalg. Retten fandt, at selskabet var påbegyndt med næringsvirksomhed, da selskabet erhvervede de 2 omhandlede ejendomme i 1964 og 1967. Der bestod derfor næringsformodning. Retten fandt ikke, at der uanset den lange besiddelsestid og den løbende udlodning af overskud fra udlejning af ejendommen, var ført det meget sikre bevis, der må kræves for, at erhvervelsen af ejendommen alene var sket i anlægsøjemed og ikke tillige af hensyn til muligheden for at opnå fortjeneste ved salg på et senere tidspunkt.Ny tekst slut