Dato for udgivelse
07 Oct 2005 10:02
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
03 Oct 2005 09:38
SKM-nummer
SKM2005.400.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
79/2004
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Genoptagelse, udnyttelse, klagemulighed, afvisning, dokumentation, familielån, forpligtigelse, renter
Resumé

Skatteyderen undlod rettidigt at påklage Skatteankenævnets afgørelse af 20. februar 1998, hvorved skatteforvaltningens forhøjelse af den skattepligtige indkomst for indkomstårene 1991-1993 blev stadfæstet. Først den 4. maj 1999 anmodede han Skatteankenævnet om genoptagelse af sagen. Landsretten fandt ikke, at skatteyderen i forbindelse med genoptagelsesanmodningen eller senere var fremkommet med sådanne oplysninger, at sagen burde være genoptaget, jf. skattestyrelseslovens § 22. Højesteret stadfæstede landsrettens dom.

For så vidt angik indkomstårene 1995 og 1996, havde skatteyderen påklaget skatteforvaltningens forhøjelser for sent til Skatteankenævnet. Skatteankenævnet havde derfor afvist klagen. I medfør af skattestyrelseslovens § 23, stk. 2, havde Landsskatteretten afvist at behandle klagen, idet klageadgangen ikke var udnyttet. Landsskatteretten havde herved henset til, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der talte for at realitetsbehandle klagen, uanset at klageadgangen til Skatteankenævnet ikke havde været udnyttet.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvorved Højesteret henså til, at skatteyderen ikke havde dokumenteret eksistensen af nogle påståede familielån og pligten til at forrente dem.

Reference(r)

Skattestyrelsesloven § 22
Skattestyrelsesloven § 23, stk. 2

Henvisning

Proccessuelle regler 2005-2 A.1.4

Henvisning

Proccessuelle regler 2005-2 H.7.1

Henvisning

Ligningsvejledningen 2005-2 A.E.1.1.4

Henvisning
Ligningsvejledningen 2005-3 E.C.2.4.9.1

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Per Sørensen, Poul Søgaard, Jytte Scharling og Poul Dahl Jensen

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 20. afdeling den 6. januar 2004.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Det fremgår af sagen, at A påklagede Skatteankenævnets afgørelse af 20. februar 1998 til Landsskatteretten, som ved kendelse af 18. juni 1998 afviste klagen som for sent indkommet. Herefter anmodede han den 4. maj 1999 skatteankenævnet om genoptagelse af sagen.

Med denne bemærkning og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at betingelserne i dagældende skattestyrelseslovs § 22 for at genoptage As skatteansættelse for indkomstårene 1991, 1992 og 1993 ikke er opfyldt.

Som anført af landsretten forudsætter fradrag for renteudgifter, at gældsforholdet indeholder en retlig bindende forpligtelse såvel til at betale gælden som til at forrente den. Højesteret finder, at A ikke har fremlagt en sådan dokumentation for eksistensen af familielånene og for pligten til at forrente dem, at Landsskatteretten har haft pligt til ekstraordinært at realitetsbehandle klagen vedrørende fradrag for renteudgifter i 1995 og 1996, selv om klagen ikke forinden havde været realitetsbehandlet af skatteankenævnet, jf. skattestyrelseslovens § 23, stk. 2. Højesteret tiltræder derfor, at heller ikke denne del af As påstand er taget til følge.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 55.000 kr. til Skatteministeriet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter