Dato for udgivelse
13 May 2004 13:11
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19. marts 2004
SKM-nummer
SKM2004.207.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
17. afdeling, B-466-00
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Fri bil, befordringsfradrag, kørselsgodtgørelse, erhvervsmæssig, virksomhed, aktiesalg, maskeret udlodning
Resumé

Sagen drejede sig for indkomståret 1993 og 1994 om ovenstående punkter. Ministeriet blev i det hele frifundet.

Skatteyderen var ud over at være ansat som konsulent i G1 tillige hovedaktionær i et selskab, han havde købt aktier i i 1986. Skatteyderen fandtes ikke at have godtgjort, at han ikke havde rådighed over selskabets bil til privat brug, og at han ikke havde benyttet den til privat kørsel. For 1993 fandt landsretten endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes opgørelse af en betydelig privat kørsel i den omhandlede bil. Kørslens omfang var imidlertid baseret på tal opgivet af skatteyderen selv. Da skatteyderen endvidere var anset for at have haft rådighed over fri bil og faktisk benyttet denne, blev en udbetalt kørselsgodtgørelse for G1 anset for skattepligtig. Skatteyderen havde endvidere påstået befordringsfradrag. Ministeriet fik medhold i, at konsekvensen da er, at skatteyderen skal indtægtsføre et til fradraget svarende beløb, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 6 (nu stk. 7).

Skatteyderen fik endvidere ikke medhold i ret til underskudsfradrag hidrørende fra et interessentskab, hvori han var interessent. Landsretten tiltrådte, at han ikke havde godtgjort, at der blev drevet erhvervsmæssig virksomhed i for hans og medinteressentens regning og risiko. Landsretten tiltrådte endvidere, at skatteyderen i 1993 havde solgt en andel af aktierne i selskabet. Skatteyderen påstod, der var tale om en medaktionærs nytegning af aktier, hvilket dog ikke var i overensstemmelse med foreliggende aftaler. Endelig blev skatteyderen anset som skattepligtig af maskeret udlodning fra selskabet med afholdte udgifter til benzin til to personer, hvoraf den ene på et tidspunkt var mindretalsaktionær i selskabet. Skatteyderen fandtes dog ikke at have godtgjort, at de afholdte udgifter var sket som led i de pågældende personers udførelse af arbejdsopgaver for virksomheden.

Reference(r)

Ligningsloven § 9, stk. 5
Ligningsloven § 9C, stk. 7
Ligningsloven § 16, stk. 4
Ligningsloven § 16A, stk. 1
Personskatteloven § 4A, stk. 1, nr. 1

Henvisning

Ligningsvejledningen 2004 -2 A.B.1.9.2

Henvisning

Ligningsvejledningen 2004 -2 A.B.1.9.17

Henvisning

Ligningsvejledningen 2004-2 A.F.3.1.5.


Parter

A
(advokat John Reimer Larsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Jakob Krogsøe)

Afsagt af landsdommerne

Henrik Bitsch (kst.), Erik Kjærgaard og Hedegaard Madsen

Under denne sag, der er anlagt den 11. februar 2000 har sagsøgeren, A, nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens indtægt for 1993 ikke skal forhøjes med 242.943 kr. for så vidt angår personlig indkomst, 78.625 kr. som aktieindkomst, og 11.339 kr. for så vidt angår tilsidesættelse af ligningsmæssige fradrag, og at sagsøgerens indtægt for 1994 ikke skal forhøjes med 85.974 kr. for så vidt angår personlig indkomst, 16.104 kr. for så vidt angår aktieindkomst, og 39.312 kr. for så vidt angår ikke godkendte ligningsmæssige fradrag.

Sagsøgeren har subsidiært påstået ansættelsen af den skattepligtige indkomst for indkomstårene 1993 og 1994 hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagsøgte har nedlagt principal påstand om frifindelse, idet sagsøgte dog for indkomståret 1994 anerkender, at sagsøgerens skattepligtige indkomst nedsættes med befordringsfradrag, 39.312 kr., mod at sagsøgeren samtidig skal anerkende, at hans personlige indkomst for indkomståret 1994 forhøjes med 39.312 kr., dog således, at sagsøgeren beløbsmæssigt ikke skal betale mere til sagsøgte end det, der følger af den ansættelse, Landsskatteretten har stadfæstet i kendelse af 12. november 1999.

Subsidiært har sagsøgte nedlagt påstand om, at ansættelsen af sagsøgerens indkomst for indkomståret 1993 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagens omstændigheder er følgende

Sagsøgeren er hovedaktionær i selskabet H1 A/S og direktør i dette selskab. Han har været medejer siden 1986. Virksomheden, der beskæftiger sig med salg af bl.a. sæbe, industrivaskemidler og produkter til bilpleje, var ikke oprindelig sagsøgerens hovedbeskæftigelse. Sagsøgeren blev således i 1993 ansat i G1 Informatik A/S som konsulent vedrørende implementering og anvendelse af informationsteknologi. Der var tale om fuldtidsbeskæftigelse. Sagsøgeren var ansat i denne virksomhed til slutningen af 1995. Han har siden da været fuldtidsbeskæftiget i H1 A/S.

Sagsøgerens virksomhed blev i 1995 udtaget til revision af skatteforvaltningen. Der blev foretaget udgående besøg i virksomheden i juni 1995. Den 4.juli 1995, mens sagsøgeren var på ferie i udlandet, udbrød der brand i virksomheden, hvorved en del regnskabsbilag gik tabt. Revisionen resulterede i en forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for 1993 og 1994, hvilket blev meddelt ved afgørelser af 3.juni 1996. Efterfølgende blev disse ansættelser stadfæstet af Skatteankenævnet den 12.juni 1997. Skatteankenævnets afgørelse blev af sagsøgeren indbragt for Landsskatteretten.

Landsskatteretten traf afgørelse ved kendelse af 12. november 1999, der er sålydende

"...

Indkomståret 1993

 

Personlig indkomst

 

Værdi af fri bil

 

Kørte km (hjem/arbejde og til skiftende arbejdssteder)
ifølge bilag til selvangivelse

91.392 kr.

 
 

Privat kørsel ifølge Ligningsrådets anvisninger med tillæg
af feriekørsel, 2.000 km

10.000 kr.

 

I alt

101.392 kr.

 

Heraf kørt i private biler 6 måneder a 1.450 km

8.700 kr.

 

Kørte km i fri bil

92.692 kr.

 

10.000 km a 4,75 kr.

47.500 kr.

                    

82.692 km a 1,50 kr.

124.038 kr.

171.538 kr.

 

Værdi af fri benzin

 

5.220 kr.

 

Ikke godkendt fradrag for underskud af virksomhed

 

76.905 kr.

 

Aktieindkomst

 

Aktieavance, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1

 

48.809 kr.

Afholdte benzinudgifter anset som udlodning, jf.
ligningslovens § 16 A, stk. 1

 

29.816 kr.

 

Ligningsmæssige fradrag

 

Godkendt fradrag for kørsel mellem skiftende arbejdssteder

   
     

12.000 km a 2,24 kr.

26.880 kr.

 

30.012 km a 1,17 kr.

35.114 kr.

 
 

61.994 kr.

 

Modtaget skattefri godtgørelse

49.115 kr.

12.879 kr.

Selvangivet fradrag

 

24.218 kr.

 

Indkomståret 1994

   
 

Personlig indkomst

 

Værdi af fri bil ansat til 20 % af 238.000 kr.

 

47.600 kr.

 

Værdi af fri benzin ansat til 1.450 km x 12 måneder x 6,00 kr.

 

10.440 kr.

 

Ikke godkendt skattefri kørselsgodtgørelse

 

38.374 kr.

 

Aktieindkomst

 

Afholdte benzinudgifter anset som udlodning,
jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1

 

16.104 kr.

 

Ligningsmæssige fradrag

   
     

Ikke godkendt fradrag for befordring mellem hjem og
arbejdsplads, da der er stillet firmabil til rådighed

 

39.312 kr.

Sagen har været forhandlet med klageren og hans advokat, ligesom klageren og advokaten har haft adgang til at udtale sig under et retsmøde.

Ad værdi af fri bil/indkomstårene 1993 og 1994.

Det er oplyst, at klageren i de påklagede år var ansat i G1 Informatik A/S, hvor han var beskæftiget som EDB-konsulent for de lokale revisionskontorer og for klienter. Ifølge ansættelsesaftalen dækkedes erhvervsmæssig kørsel efter statens takster.

Det er endvidere oplyst, at klageren er hovedaktionær i H1 A/S, og at han herudover ejer 50% af firmaet H2 I/S.

Om H1 A/S er det oplyst, at det blev stiftet som anpartsselskab den 8. juni 1977, og at klageren købte det i 1986. Branchen er "Rengørings- og rensemidler". Aktiekapitalen er på 500.000 kr., hvoraf klageren ejer 76 % eller 380.000 kr.

Pr. 6. september 1993 stiftedes datterselskabet H1 Finans ApS, som udelukkende finansierer debitorer overtaget fra H1 A/S. Branchen er "Finansieringsselskab". Anpartskapitalen er på 200.000 kr. og selskabet er 100 % ejet af H1 A/S.

Den 14. juni 1991 anskaffede H1 A/S en Mercedes Benz, indregistreret 1. gang i 1986. Anskaffelsessummen androg 238.100 kr. ekskl. leveringsomkostninger. Kilometerstanden ved købet var 287.000 km.

Det er oplyst, at i perioden 28. januar - 23. marts 1993 var klageren ejer af en Ford Orion. Det foreligger ikke oplyst, hvor mange km denne bil har kørt i klagerens ejertid.

Den 27. august 1993 anskaffede klageren en Mercedes Benz 350 SL, 1972 model. Ifølge serviceregning af 2. september 1993 var kilometerstanden på denne bil på det tidspunkt 126.628 km, medens den ca. 2 år senere var 160.000 km. Bilen har således i klagerens ejertid kørt 33.372 km eller i gennemsnit pr. måned 1.450 km.

Klagerens kollega hos G1, NJ, som tillige er aktionær i H1 A/S, har ved erklæring af 21. maj 1996 bekræftet, at klageren er blevet medbefordret til G1 fra ..., og han har oplyst følgende:

"Det drejer sig primært om 1992 og 1993. De dage, hvor der ikke var kundeopgaver som krævede besøg, og hvor arbejdet foregik i G1, kørte A med."

På baggrund af selvangivelsens oplysninger har de stedlige skattemyndigheder for indkomståret 1993 beregnet summen af kørsel mellem hjem og arbejde og mellem skiftende arbejdssteder til 91.392 km. Til dette kilometertal har man lagt privat kørsel i øvrigt med 8.000 km samt feriekørsel, 2.000 km, hvorved den samlede private kørsel er opgjort til 101.392 km eller 8.449 km pr. måned. Myndighederne har henvist til, at dette kilometertal ikke stemmer overens med det antal km, der i gennemsnit pr. måned er kørt i 1993 i den private Mercedes 350 SL, nemlig 1.450 km x 4 måneder, eller 5.800 km. Myndighederne er derfor af den opfattelse, at klageren har haft den af H1 A/S ejede Mercedes stillet til rådighed i hele 1993.

For indkomståret 1994 har de stedlige skattemyndigheder ligeledes anset klageren for at have haft den af H1 A/S ejede Mercedes stillet til rådighed, og han er herefter blevet beskattet med 20 % af 238.000 kr. eller 47.600 kr. Myndighederne har anført, at den omstændighed, at der i 1994 ejes en privat bil ved siden af firmabilen, ikke ændrer værdiansættelsen, idet det er rådigheden over bilen, der beskattes.

Skatteankenævnet har oplyst, at efter de i sagen foreliggende oplysninger er det nævnets opfattelse, at klageren har haft stillet bil til rådighed.

Klagerens advokat bestrider, at klageren har haft fri bil i 1993, ligesom det bestrides, at klageren har kørt privat i virksomhedens bil. Advokaten gør gældende, at det er skattemyndighederne, der har bevisbyrden for en påstand om, at der er kørt privat i firmabil, og at firmabil i øvrigt har været stillet til rådighed til privatkørsel. Endvidere gør advokaten gældende, at et sådant bevis ikke er ført i nærværende sag - tværtimod.

Advokaten har henvist til fremlagte erklæringer fra

  1. klagerens forældre om, at han har anvendt deres bil flere gange ugentligt. (Ex.s.226)
  2. fra tidligere ansatte om, at den Mercedes, der tilhørte virksomheden, har været anvendt af dem erhvervsmæssigt (Ex.s.228-231)
  3. fra MK om, at bilen har stået på firmaadressen og har været anvendt til besøg hos kunder- og leverandører, men ikke privat.
  4. fra NJ om, at kørsel til og fra arbejde i stort omfang er sket i NJs bil.

Advokaten har anført, at hertil kommer, at klageren arbejdsmæssigt også har anvendt offentlige transportmidler, og at han i 1993 var ejer af en Mercedes Benz 350 SL. Advokaten har henvist til vurdering af 11. januar 1996, hvoraf fremgår, at klagerens personlige bil har kørt 218.000 km, hvilket betyder, at i de 3 år, klageren har haft bilen, har den kørt ca. 90.000 km, svarende til ca. 30.000 km pr. år.

Advokaten har anført, at det ikke kan lade sig gøre, at klageren skulle have kørt det antal km i firmaets Mercedes, som de stedlige skattemyndigheder påstår. I perioden 1991 til 1996 har Mercedes'en kørt 300.000 km, jf. speedometertest fra FDM, hvoraf fremgår, at speedometeret den 18. juli 1996 (Ex.s.211-212)udviste 593.640 km. Af speedometertesten fremgår endvidere, at dette viste ca. 10 % forkert. Der har således været kørt 270.000 km i de 5 år, H1 A/S havde haft bilen på daværende tidspunkt. Dette svarede til en gennemsnitlig årlig kørsel på 54.000 km. Dette stemmer på ingen måde overens med skatteforvaltningens påstand om, at der skulle være kørt 93.000 km privat, hvortil kommer erhvervsmæssig kørsel.

Advokaten har henvist til, at det fremgår af fremlagte kontokort fra H1 A/S' finansbogholderi, at der i perioden 3. april 1993 til 26. september 1994 har været købt diesel for 28.321,26 kr. Dette dieselforbrug er anvendt på Mercedes'en. Ved en dieselpris på 4,75 kr. pr. liter er der tale om et forbrug på ca. 6.000 liter i en 17 måneders periode. Omregnet pr. måned har der således været anvendt 353 liter eller pr. år 4.236 liter, og forudsat at bilen ca. kører 12 km på en liter, har der været en samlet kørsel på 50.832 km. Dette er også i strid med skatteforvaltningens påstand.

Til yderligere underbygning af, at skatteadministrationens påstand ikke kan være rigtig, har advokaten henvist til mødereferat fra møde med klageren og skatteadministrationen, hvor skatteforvaltningen selv har oplyst:

"NS oplyste, at dato for påfyldning er underordnet - og at det ved revision er konstateret, at denne bil har kørt 4.910 km i gennemsnit pr. måned, hvilket anses for at være umuligt i H1 regi."

Advokaten har anført, at skatteadministrationen selv har opgjort en kørsel på 60.000 km pr. år, hvilket er ca. 35.000 km mindre, end man mener, at klageren har kørt privat - fortsat uden hensyntagen til erhvervsmæssig kørsel. Advokaten har bemærket, at skatteadministrationen mener, at det er umuligt, at der har været denne kørsel i H1' regi. Dette har skatteforvaltningen intet belæg for, idet man på intet tidspunkt har interesseret sig for, hvor meget klageren har kørt i H1' regi. I denne forbindelse har advokaten oplyst, at klageren i 1993 har været i Jylland mindst en gang om måneden med kørsel på anslået 1.000 km, og en gang ugentligt har han kørt mindst 200 km på sælgerbesøg på Sjælland. Hertil kommer, at bilen har været anvendt til diverse udlandsophold. Advokaten har henvist til de fremlagte erklæringer fra medarbejdere vedrørende deres brug af bilen.

Advokaten har endvidere henvist til fremlagte kontoudskrifter vedrørende benzintankninger og anført, at det heraf fremgår, at der ikke er overensstemmelse mellem disse tankninger og de tidspunkter, hvor klageren i henhold til fremlagt køreregnskab fra G1 har været i Jylland. Hvis det forholdt sig som anført af skatteadministrationen burde der være fuld overensstemmelse mellem tankningerne og klagerens ophold i Jylland, men det er ikke tilfældet.

Endelig gør advokaten opmærksom på, at den beregning, som kommunen har foretaget over klagerens kørsel, er forkert, idet beregningen forudsætter, at klageren har fået udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse for 31.004 km + 11.008 km fra G1 i 1993. Dette er ikke korrekt, idet klageren alene har fået skattefri kørselsgodtgørelse for 14.558 km og ikke 31.004 km. Fejlen beror på, at kommunen er gået ud fra, at al den skattefri godtgørelse, klageren har modtaget, vedrører bilkørsel, hvilket ikke er tilfældet, idet en del vedrører skattefri diæter.

Skatteforvaltningen har til det af advokaten fremførte fremsat bl.a. følgende kommentarer

"Klager har utallige gange lovet at fremsende køresedler for skattefrie godtgørelser fra G1, hvilket aldrig skete.

Ifølge ansættelseskontrakt mellem klager og G1 af 20. august 1993 (klager er ansat fra 1. april 1992), er klager tilbudt en kørselsordning med dækning af erhvervsmæssig kørsel i privat vogn efter Statens km-takster eller firmabil til en ca. pris af kr. 180.000. Klager har valgt at modtage skattefrie godtgørelser for erhvervsmæssig kørsel i egen vogn.

Ifølge køresedlerne har klager haft erhvervsmæssig kørsel fra 4. januar til 18. august, og igen fra 1. december til 21. december i 1993.

Klager har først købt privat bil den 27. august 1993.

I 1993 har klager kun kørt 10.832 km erhvervsmæssigt - men i 1994 er der kørt 30.633 km.

Det bemærkes, at der er uoverensstemmelse mellem både fakturerbare og ej fakturerbare km i december 1993 og sammentællingen.

Det fremgår af ansættelseskontrakten, at klager har hjemmekontor og til opgave at udføre rådgivnings- udviklings- og salgsopgave, omfattende implementering og anvendelse af informationsteknologi i private og offentlige virksomheder. Ligeledes fremgår det, at rejse- og opholdsomkostninger for erhvervsmæssige rejser godtgøres efter regning.

Således virker det påfaldende, at der i strid med en nyligt indgået kontrakt, er udbetalt rejse- og opholdsomkostninger efter statens takster.

Ligeledes virker det påfaldende, at køresedlerne ikke er fremlagt på et tidligere tidspunkt, trods utallige aftaler, idet de anses for at have været nemme at rekvirere hos arbejdsgiveren.

Klager har flere gange meddelt, at der er foretaget kilometertest på selskabets Mercedes.

Testen har dog ikke på noget tidspunkt været fremlagt her.

Det bemærkes, at testen er dateret den 4. juli 1996, hvilket er flere år efter den aktuelle periode, hvorfor man er af den opfattelse, at speedometerets fejltælling meget nemt kan være opstået på et tidspunkt efter 31. december 1994."

Med hensyn til en fremlagt oversigt over skattefri rejse- og opholdsgodtgørelser har skatteforvaltningen bemærket, at det virker besynderligt, at der netop kun i denne periode er udbetalt skattefrie rejse- og opholdsgodtgørelser, som øvrigt er i strid med den indgåede aftale.

Advokaten har til det af skatteforvaltningen fremførte bl.a. oplyst, at oprindeligt kunne køresedlerne ikke fremskaffes, idet G1 havde skattekontrol. Samtidig har advokaten bemærket, at der i kommentarerne er en decideret fejl, idet det anføres, at klageren først har købt privat bil den 27. august 1993. Klageren havde i starten af 1993 en Ford Orion privat. Advokaten har anført, at den fremlagte kilometertest jo ikke er et endegyldigt bevis for noget, men yderligere en indikation til underbygning af klagerens opfattelse af sagen. Det forekommer derfor noget mærkværdigt, at skatteforvaltningen anfører, at man er af den opfattelse, at speedometerets fejltælling meget let kan være opstået på et tidspunkt efter den 31. december 1994. Advokaten finder, at det forekommer som om skatteforvaltningen absolut skal have en indsigelse mod de bilag, der fremsendes. I denne forbindelse har advokaten særskilt bemærket, at NS ikke kommenterer den mærkværdighed, at kommunen vil beskatte klageren for at have kørt 93.000 km privat på trods af, at alle foreliggende oplysninger indikerer, at der maksimalt har været kørt 54.000 km pr. år i bilen inkl. erhvervsmæssig kørsel, og at det er dokumenteret via diverse erklæringer at en række ansatte har brugt bilen erhvervsmæssigt.

For så vidt angår indkomståret 1994 har advokaten henvist til, at klageren har haft egen bil i det pågældende år, og han bestrider, at denne bil kun skulle have kørt ca. 1.500 km pr. måned. I denne forbindelse har advokaten oplyst, at speedometeret på denne bil ikke talte korrekt, og han har henvist til de klare uoverensstemmelser, der er mellem fakturaen fra Mercedes forhandleren og vurderingen fra G2 Automobiler.

Skatteforvaltningen har hertil anført, at klageren solgte sin private bil til H1 A/S den 2. maj 1996. Der er overensstemmelse mellem det kilometertal, klageren selv har oplyst i salgsannoncen i Berlingske Tidende den 10. august 1995, 160.000 km, og fakturaen af 28. juli 1995, som forvaltningen har indhentet hos Mercedesforhandleren i ..., 159.573 km. Faktura af 18. februar 1998 fra G2 Automobiler udviser et kilometertal på 233.007. De ca. 73.000 km, der er kørt siden den 10. august 1995, anser skatteforvaltningen for at være kørt i H1 A/S' ejertid, og indikerer således ikke, at denne bil er benyttet i større omfang end det fremgår af de skattemæssige forhøjelser i 1993 og 1994.

Efter det oplyste finder Landsskatteretten, at klageren har haft adgang til privat kørsel i arbejdsgiverens bil i indkomståret 1993 og han er derfor skattepligtig af værdien af den foretagne private kørsel, jf. statsskattelovens § 4 b.

Fordelingen af den samlede kørsel på henholdsvis privat og erhvervsmæssig kørsel kan foretages på grundlag af et kørselsregnskab. For at et kørselsregnskab kan anses for fyldestgørende, skal det efter praksis opfylde følgende betingelser:

Kørebogen skal være ført dagligt med angivelse af

  1. kilometertællerens udvisende ved den daglige kørsels begyndelse og afslutning
  2. dato for kørslen,
  3. den daglige kørsels fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, og
  4. bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel og lignende notater, der kan dokumentere eller sandsynliggøre regnskabets rigtighed.

Foreligger der ikke et fyldestgørende kørselsregnskab, kan omfanget af den private kørsel i arbejdsgiverens bil ikke anses for dokumenteret, og omfanget må derfor fastsættes efter et skøn. Da klageren ikke har ført et sådant kørselsregnskab for den benyttede bil, er der med rette skønnet over omfanget af klagerens private kørsel. Henset til, at klageren har haft egen bil i ca. halvdelen af året, finder Landsskatteretten, at den private kørsel ifølge Ligningsrådets anvisninger, der af de stedlige skattemyndigheder ved ansættelsen er ansat til 10.000 km, passende kan reduceres til 9.000 km. Den påklagede ansættelse for indkomståret 1993 nedsættes herefter på dette punkt til 170.038 kr.

Efter det oplyste findes klageren også i indkomståret 1994 at have haft adgang til privat kørsel i arbejdsgiverens bil, og han er derfor skattepligtig af værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af dette formuegode, jf. statsskattelovens § 4 b og ligningslovens § 16, stk. 1.

Af ligningslovens § 16, stk. 4, fremgår, at den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver, sættes til en årlig værdi på en procentdel af bilens værdi, dog mindst 150.000 kr. og højst af 400.000 kr. Procentdelen udgør 20 for indkomståret 1994.

Den påklagede afgørelse for indkomståret 1994 er foretaget i overensstemmelse med disse regler, og ansættelsen stadfæstes derfor.

Ad værdi af fri benzin/indkomstårene 1993 og 1994.

...

Ad underskud af virksomheden, H2 I/S/indkomståret 1993.

Ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1993 har klageren fratrukket underskud af selvstændig virksomhed, H2 I/S, med 76.905 kr.

De stedlige skattemyndigheder har anset H1 A/S for at være rette indkomstmodtager i forbindelse med den omsætning, der er forekommet i H2 I/S. Dette begrundes med, at omkostningerne i forvejen er fratrukket af selskabet. Bilagene er blot fjernet fra selskabets ringbind, uden at der samtidig er foretaget korrektion via mellemregning med H2 I/S eller aktionærerne.

Myndighederne har bl.a. oplyst, at udgifter til husleje, 9.000 kr., og konsulent, 18.000 kr., er fratrukket i I/S-regnskabet og ført som skyldig til H1 A/S pr. 31. december 1993. Beløbene er ikke indtægtsført i H1 A/S. Herudover er omsætningen i H2 I/S-regi af meget ubetydelig størrelse i indkomståret 1993 - 745 kr. Der er tale om 4 fakturaer, som alle er dateret den 31. december 1993. Sidste faktura nr. i 1993 er nr. 506 og den første i 1994 nr. 507, dateret den 18. februar 1994.

Det er myndighedernes opfattelse, at der ikke er sket en overdragelse af en igangværende virksomhed i 1993, og man anser forholdet for at være et fiktivt arrangement, der er etableret efter udgangen af indkomståret 1!393 med det formål at opnå skattebesparelse i interessenternes personlige indkomster.

Advokaten har oplyst, at H2 blev solgt ud af H1 A/S til interessentskabet, og han har henvist til kopi af H1 A/S' finansbogholderi, hvoraf fremgår, at der er faktureret 56.517,50 kr. Advokaten har bemærket, at fakturaen passer med de øvrige bilag, og der er således ikke tale om - som hævdet af kommunen - en tilbagedatering. Advokaten har oplyst, at H2 I/S har kørt som selvstændig enhed med eget momsnr. og eget bogholderi. Der er således intet grundlag for at nægte fradrag i H2.

Advokaten konkluderer, at H1 A/S er beskattet af salget af aktiverne, H2 I/S anses for ikke eksisterende af skatteforvaltningen, og H1 A/S kan ikke medtage tilbagekøbet i sin afskrivningssaldo. Advokaten har anført, at dette ikke harmonerer.

Skatteforvaltningen har oplyst, at der ikke er taget stilling til, hvilken virksomhed omsætningen vedrører, idet klageren ikke har indsendt det ønskede materiale. Forhøjelsen sker udelukkende, fordi denne omsætning ikke kan være indtægtsført andre steder, når klageren har angivet momsen. Der har ej heller været fremlagt nogen form for dokumentation eller andet, der viser en omsætning foretaget i H2 I/S' navn.

Skatteforvaltningen har videre anført, at da alt materiale er brændt - og der ikke har været fremvist bogføring for den af klageren påståede omsætning, kan det ikke konstateres, om der har været en omsætning, der i forbindelse med eliminering af interessentskabet ikke er blevet indtægtsført i selskabet.

Skatteforvaltningen har bemærket, at ved revisionsbesøget fik man udskrevet kontospecifikation af mellemregningen vedrørende regnskabsåret 1. april 1993 til 30. september 1994, hvor løbenumrene på korrekt vis figurerer. Forud for revisionen udleverede klageren alle kontospecifikationer. Disse indeholdt imidlertid ikke løbenumre, hvorfor man bad om at få posteringsjournalen. Virksomheden brændte umiddelbart efter, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre at følge bogføringen og konstatere, om der var kontinuitet i datering og fakturering m.v.

Skatteforvaltningen har oplyst, at ringbindet med fakturaer ved årsskiftet mellem 1993 og 1994 ikke var til stede ved revisionsbesøget, hvorfor det heller ikke på denne måde kunne kontrolleres, om der var kontinuitet i bogføringen.

Advokaten gør principalt gældende, at H2 I/S har været en selvstændig juridisk enhed, og at den fremlagte resultatopgørelse skal lægges til grund, idet der ikke er grundlag for at tilsidesætte dette. Subsidiært gøres det gældende, at omsætning og udgifter skal overføres til H1 A/S og således ikke belastes klageren. Mere subsidiært gøres det gældende, at det i hvert fald er forkert, at klageren er belastet med omsætningen, og at omkostningerne ikke bliver fradraget. Når salgsmomsen ligger til grund for indtægten, så må købsmomsen også ligge til grund for udgifterne.

Med hensyn til bilagene finder advokaten, at det forekommer forunderligt, at skatteforvaltningen gør gældende, at bilagene ikke forefindes i virksomheden. Dette skyldes, at disse er udleveret til skatteadministrationen, og han har henvist til kvittering fra NS på modtagelse af samtlige regnskabsbilag vedrørende 1993, samtlige kassekladder, vedtægter, salgsfaktura med optælling og efterposteringsark vedrørende H2 I/S. Advokaten finder, at det ikke styrker troværdigheden, når kommunen nu hævder, at man aldrig har set materialet.

Med hensyn til fakturaen, hvor virksomheden sælges til H2 I/S, har advokaten henvist til, at denne har et faktura nr., og der er derfor ikke mulighed for tilbagedatering.

Vedrørende løbenr. har advokaten oplyst, at H2's bogføring sker på en anden computer end H1' bogføring, og dette er grunden til, at der er forskel i udskriften.

Advokaten har oplyst, at der er tale om en personlig drevet virksomhed, og han finder, at det underskud, virksomheden har givet, må give ret til fradrag. At der er sket bogføringsfejl, finder advokaten ikke bør ændre på dette forhold.

Skatteankenævnet har oplyst, at man finder, at det er med rette, at der er nægtet fradrag for underskud vedrørende H2 I/S, idet der ikke har været tale om en selvstændig virksomhed.

Efter det foreliggende finder Landsskatteretten, at det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at der var tale om en selvstændig virksomhed. Det er herefter med rette, at der er nægtet fradrag for underskuddet i H2 I/S, og ansættelsen stadfæstes.

Ad befordring mellem skiftende arbejdssteder/ indkomståret 1993.

Ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1993 har klageren foretaget fradrag for befordring mellem skiftende arbejdssteder med 24.218 kr.

De stedlige skattemyndigheder har opgjort klagerens kørsel mellem skiftende arbejdssteder for G1 til i alt 42.012 km, som han er blevet beskattet af, idet man har anset ham for at have benyttet den af H1 A/S ejede Mercedes til kørslen. I forlængelse heraf har myndighederne godkendt fradrag for erhvervsmæssig kørsel for andre virksomheder, jf. ligningslovens § 9 B, med 61.994 kr., reduceret med modtaget skattefri kørselsgodtgørelse, 49.115 kr., eller netto 12.879 kr.

Advokaten gør gældende, at klageren har haft skiftende arbejdssteder i forbindelse med sit arbejde hos G1.

Advokaten har oplyst, at i henhold til selvangivelsen har der været kørt 11.008 km, hvor der ikke er udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse, og han gør gældende, at der må være fradrag herfor efter de almindelige gældende regler.

Skatteforvaltningen har henvist til, at klageren har oplyst, at han har modtaget skattefri godtgørelser for 14.558 km i 1993. En sammentælling af kørselsoversigten for december 1993 viser imidlertid, at kørslen har andraget 3.726 km mindre end oplyst af klageren.

Skatteforvaltningen har herefter udarbejdet følgende opgørelser:

Kørselsgodtgørelse efter korrektion med ovennævnte difference:

10.832 km a 2,24 kr.

24.263,68 kr.

Ifølge bilag til rejse og ophold

 9.468,95 kr.

I alt

33.732,63 kr.

Modtaget skattefri

49.115,00 kr.

Udokumenteret skattefri godtgørelse

15.382,37 kr.

Dersom klagerens oplysning om 14.558 km lægges til grund, kan skattefri godtgørelse opgøres til:

Ifølge bilag til rejse og ophold

9.468,95 kr.

 

Ifølge kørselsoversigt

 

12.000 km a 2,24 kr.

26.880,00 kr.

2.558 km a 1,17 kr.

 2.992,86 kr.

I alt ifølge klageren

39.340,95 kr.

Modtaget skattefri

49.115,00 kr.

Difference, som ikke er forklaret eller dokumenteret af klageren

9.774,05 kr.

Skatteforvaltningen har oplyst, at man er af den opfattelse, at redegørelse og dokumentation for de modtagne skattefri godtgørelser er så ufyldestgørende, at forvaltningens opgørelse af antal kørte km må lægges til grund for afgørelsen.

Subsidiært har skatteforvaltningen anført, at godtgørelserne medregnes i klagerens personlige indkomst, når betingelserne for skattefri godtgørelse ikke er opfyldt, jf. Told- og Skattestyrelsens cirkulærer 1992-18 og 1993-23, hvorved klageren kan foretage fradrag i den skattepligtige indkomst for den erhvervsmæssige kørsel for G1.

Skatteankenævnet har oplyst, at man kan tiltræde skatteadministrationens afgørelse.

Efter det foreliggende finder Landsskatteretten det ikke godtgjort, at der har været kørsel, for hvilken der ikke er ydet skattefri kørselsgodtgørelse. Da retten ikke har fundet grundlag for at ændre de stedlige skattemyndigheders afgørelse, stadfæstes ansættelsen.

Ad aktieavance/indkomståret 1993.

I 1986 anskaffede klageren nominelt 55.000 kr. anparter i H1 ApS til kurs 100. Pr. 30. september 1992 købte klageren yderligere nominelt 25.000 kr. anparter til kurs 360. Pr. 16. november 1992 anskaffedes nominelt 120.000 kr. fondsaktier, som skattemæssigt anses for anskaffet samtidig med moderaktien i 1986. De stedlige skattemyndigheder har således anset i alt nominelt 175.000 kr. aktier for anskaffet i 1986.

Pr. 3. april 1993 omdannedes anpartsselskabet til aktieselskab, og der anskaffedes yderligere nominelt 300.000 kr., hvoraf 151.630 kr. blev indbetalt kontant. Samme dato solgte klageren nominelt 120.000 kr.

De stedlige skattemyndigheder har henvist til, at det fremgår af forhandlingsprotokol og vedtægter, der ændres i forbindelse med omdannelsen, at den hidtidige anpartshaver tiltræder disse ændringer og samtidig tegner 300.000 kr., hvilket er underskrevet af klageren. Efter myndighedernes opfattelse er disse aktier således anskaffet ved vedtægtsændringen pr. 23. juli 1993.

Aktierne nominelt 120.000 kr., som sælges den 23. juli 1993, anses skattemæssigt for at være erhvervet samtidig med moderaktien i 1986. På denne baggrund har de stedlige skattemyndigheder opgjort aktieavancen til 48.809 kr. som følger:

Dato

Nom.   

Kurs

Kursværdi

Kursværdi i alt

Købt

       

03.12.86

55.000

100

55.000

 

30.09.92

25.000

360

90.000

 

(16.11.92)

120.000

0

0

 

03.12.86

       

(23.07.93)

151.630

100

151.630

 

03.12.86

       

23.07.93

148.370

0

0

296.630


 

Dato

Nom.   

Kurs

Kursværdi

Kursværdi i alt

       

Solgt 23.07.93

120.000

100

120.000

120.000

 

Anskaffet for 120.000 : 500.000 x 296.630

  71.191

Avance, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1

48.809

For så vidt angår aktier med en ejertid på 0/3 år har de stedlige skattemyndigheder anført, at fondsaktier anses for at være erhvervet samtidig med moderaktien, jf. aktieavancebeskatningslovens § 5, stk. 3, hvorfor ejertiden er over 3 år for samtlige afståede aktier. Da aktierne er handlet efter den 19. maj 1993, skal lovbekendtgørelse nr. 421 af 26. juni 1993 finde anvendelse. For aktier ejet mere end 3 år har myndighederne henvist til §§ 4 og 6. Myndighederne har anført, at i den forbindelse får hovedaktionærbegrebet ikke betydning, idet den del, der har været ejet i mere end 3 år, fuldt ud kommer til beskatning. Der gives ikke nedslag, jf. aktieavancebeskatningslovens § 7 a, idet fortjenesten skulle opgøres efter § 6, stk. 6, i lovbekendtgørelse nr. 865 af 22. oktober 1992, jf. § 7 a, stk. 2.

Advokaten gør gældende, at der ikke skal ske beskatning af aktieindkomst. Advokaten har anført, at i henhold til vedtægtsændringen af 23. juli 1993 er dette sket på en forkert måde, idet kapitalforhøjelsen var gennemført via overførelse af reserve og efterfølgende salg til NJ. Der er således tale om to modstridende dokumenter. Advokaten har oplyst, at det aldrig har været hensigten at gennemføre kapitalforhøjelsen alene via frie aktier med efterfølgende salg til NJ. Der er ikke nogen begrundelse for, at kapitalforhøjelsen skulle foregå på den måde frem for et direkte indskud fra NJs side.

Advokaten har anført, at aftalen har været således, som det også fremgår aftalt mellem parterne, nemlig at NJ skulle indskyde kontant 120.000 kr., og at klageren skulle indskyde, hvad der i øvrigt var nødvendigt for at nå op på en kapital på 500.000 kr. At revisoren efterfølgende begår en fejl ved udarbejdelse af dokumenterne, finder advokaten ikke bør komme klageren til skade i en situation som nærværende. Klageren har ikke opnået nogen form for fordel ved den fejl, som revisoren har begået, hvorfor det må siges at være uden mening, at man skulle have lavet en konstruktion, som medførte en skattebetaling, når det samme kunne være opnået uden skattebetaling.

Skatteforvaltningen har henvist til, at det fremgår af kontoudskrift, at der er indsat 120.000 kr. på kontoen tilhørende H1 A/S den 4. november 1992. Beløbet er krediteret på klagerens mellemregning med selskabet. Efter skatteforvaltningens opfattelse er det uden betydning, hvem der har indsat pengene på selskabets konto, idet hele den efterfølgende omdannelse sker med klageren som eneaktionær, jf. revisionsprotokollat, omdannelsesberetning og ændrede vedtægter m.v.

Skatteforvaltningen har videre henvist til, at det fremgår af revisionsprotokollat og omdannelsesberetning af 23. juli 1993, at klageren ejer samtlige aktier. Af ledelsens årsberetning for omdannelsen er klageren alene anført som ejer af mere end 5 % af selskabets indskudskapital, jf. selskabslovgivningens krav.

Skatteforvaltningen har anført, at der er overensstemmelse med protokollatet og selskabets bogføring, idet hele kapitalforhøjelsen er bogført den 30. juni 1993 med overførsel fra klagerens mellemregning på 151.630 kr. og overført overskud fra tidligere år på 148.370 kr.(Ex.s.289)

Klageren anses således for at have solgt nominelt 120.000 kr. aktier i H1 A/S i overensstemmelse med aftalen af 4. november 1992 og de dokumenter, der ligger til grund for godkendelse og registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 1. november 1993.

Skatteankenævnet har anført, at efter de foreliggende oplysninger er aktieavancen opgjort korrekt.

Landsskatteretten finder med de af de stedlige skattemyndigheder angivne grunde, at det er med rette, at klageren er anset for skattepligtig af den omhandlede aktieavance. Da retten endvidere kan tiltræde den af myndighederne opgjorte avance, stadfæstes ansættelsen.

Ad skattepligtig udlodning/indkomstårene 1993 og 1994.

De stedlige skattemyndigheder har oplyst, at ifølge kontospecifikationer fra Statoil har H1 A/S i 1993 afholdt benzinudgifter for NJ og LS, som ikke har været aflønnet af selskabet. Myndighederne anser udgifterne for at være afholdt som følge af klagerens indflydelse på selskabet og hans private forbindelser med disse personer. For indkomståret 1993 anses følgende benzinudgifter for at være udloddet til klageren, jf. ligningslovens 16 A, stk. 1:

NJ -

brugerkort nr. ...1

16.709 kr.

 

brugerkort nr. ...2

3.624 kr.

LS -

brugerkort nr. ...3

 9.483 kr.

I alt

 

29.816 kr.

Ifølge kontospecifikationer har H1 A/S i perioden 1. januar - 16. juni 1994 afholdt benzinudgifter for NJ på 7.381 kr. I mangel af kontospecifikationer for den resterende del af året har myndighederne anset et gennemsnit af tidligere udgifter for at være afholdt for NJ. Gennemsnittet er beregnet til 1.342 kr. pr. måned i 6 1/2 måned = 8.723 kr. Beløbet anset som udlodning andrager herefter 16.104 kr.

Advokaten har anført, at det er ubestrideligt, at selskabet har afholdt benzinudgifter for personer, der ikke har været aflønnet af selskabet. Advokaten har oplyst, at denne afholdelse af benzinudgifter har fået følgende konsekvenser

  1. H1 A/S er nægtet fradrag.
  2. De, der har fået benzinen, er blevet beskattet heraf.
  3. Klageren er også beskattet heraf.

Advokaten har anført, at der ikke ses at være nogen anledning til, at klageren også skal beskattes, idet der principielt er tale om en aftale direkte mellem H1 A/S og den pågældende. Advokaten har i denne forbindelse bemærket, at der er tale om honorering af arbejde udført i selskabet.

Skatteankenævnet har oplyst, at man er af den opfattelse, at klageren efter de foreliggende oplysninger skal udlodningsbeskattes af benzinudgifter afholdt for personer, som ikke har været aflønnet af selskabet.

Landsskatteretten skal udtale

Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 1, at ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer. Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer eller andelshavere, med undtagelse af friaktier og friandele samt udlodning af likvidationsprovenu foretaget i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses.

Af personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1, fremgår, at aktieindkomst bl.a. omfatter aktieudbytte efter ligningslovens § 16 A.

Da Landsskatteretten ikke finder det godtgjort, at de omhandlede benzinudgifter er afholdt til dækning af honorar til de to personer, er det med rette, at udgifterne er anset for at være udloddet til klageren. De påklagede ansættelser stadfæstes herefter.

Ad skattefri kørselsgodtgørelse/indkomståret 1994.

Da G1 har udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse for klagerens befordring i den af H1 A/S' ejede Mercedes, har de stedlige skattemyndigheder beskattet klageren af den udbetalte kørselsgodtgørelse, 38.374 kr., som personlig indkomst.

Til støtte for ansættelsen har de stedlige skattemyndigheder anført, at der ikke kan udbetales skattefri kørselsgodtgørelse af et andet firma end det, der har stillet firmabil til rådighed, idet den skat, der betales af den frie bil, ikke er en udgift som nævnt i ligningslovens § 9, stk. 5, jf. cirkulære om den skattemæssige behandling af privat og erhvervsmæssig befordring nr. 23 af 31. januar 1994, punkt 3.3.

Advokaten har anført, at da det bestrides, at der er kørt privat i firmabil, kan det ikke anerkendes, at den skattefri kørselsgodtgørelse skal beskattes. Advokaten har oplyst, at der er udbetalt 38.374 kr., svarende til ca. 16.500 km, hvilket klageren uden problemer kan have kørt i egen bil.

Skatteankenævnet har oplyst, at man ikke finder det afkræftet, at klageren har haft bil til rådighed, hvorfor det er med rette, at han er blevet beskattet af kørselsgodtgørelsen.

Landsskatteretten skal bemærke

Det fremgår af cirkulære nr. 23 af 31. januar 1994, pkt. 3.3., at forudsætningen for at modtage skattefri godtgørelse er, at modtageren af godtgørelsen har afholdt udgifter. Dette medfører bl.a., at der ikke kan modtages skattefri godtgørelser i tilfælde, hvor befordringen allerede på anden måde betales af arbejdsgiveren, f.eks. i form af bil til fri rådighed eller fri rejse på den pågældende strækning. Tilsvarende gælder, at en skattepligtig, der anvender firmabil, der betales af en arbejdsgiver, ikke kan modtage skattefri godtgørelse i forbindelse med kørsel for en anden arbejdsgiver, ligesom en skattepligtig ikke kan modtage skattefri godtgørelse for samme kørsel fra to arbejdsgivere.

Da Landsskatteretten finder, at klageren har haft stillet bil til fri rådighed af H1 A/S, er det med rette, at klageren er anset for skattepligtig af den af G1 udbetalte skattefri kørselsgodtgørelse. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

Ad befordring hjem/arbejde/indkomståret 1994.

Ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1994 har klageren foretaget fradrag for befordringsudgifter mellem hjem og arbejde med 39.312 kr.

De stedlige skattemyndigheder har anført, at firmabil til rådighed reelt medfører, at der ikke kan foretages fradrag for kørsel mellem hjem og arbejde, jf. ligningslovens § 9 C, jf. samme lovs § 9 C, stk. 6. (Cirkulære nr. 202 af 13. december 1993 til ligningsloven, punkt 2.4.1.6.). Myndighederne har videre anført, at såfremt der begæres fradrag for befordring, jf. ligningslovens § 9 C, vil den personlige indkomst blive forhøjet, jf. § 9 C, stk. 6, med et tilsvarende beløb, jf. førnævnte cirkulære, punkt 2.4.6.2.

Advokaten har anført, at det bestrides, at klageren har kørt i bil stillet vederlagsfrit til rådighed af H1 A/S. Advokaten har henvist til, at det fremgår af de fremlagte erklæringer, at klageren har kørt dels med NJ, dels i forældrenes bil og dels i egen bil. Advokaten har anført, at dersom dette medfører, at der ikke kan ske fradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 6, må klageren selvfølgelig acceptere dette.

Da klageren findes at have haft fri bil stillet til rådighed, er det med rette, at han ikke er anset berettiget til at foretage fradrag for udgifter til befordring mellem hjem og arbejde, og den påklagede ansættelse stadfæstes.

Herefter bestemmes

Indkomståret 1993

 

Personlig indkomst

 

Værdi af fri bil ansættes til

170.038 kr.

                       

...

 

Ikke godkendt fradrag for underskud af virksomhed, 76.905 kr.

stadfæstes.

 

Aktieindkomst

 

Aktieavance ansat til 48.809 kr.

stadfæstes.

 

Afholdte benzinudgifter, 29.816 kr., anset som udlodning

stadfæstes.

 

Ligningsmæssige fradrag

 

Godkendt fradrag for kørsel mellem skiftende arbejdssteder, 12.879 kr.

stadfæstes.

 

Indkomståret 1994

 

Personlig indkomst

 

Værdi af fri bil ansat til 47.600 kr.

stadfæstes.

 

Ikke godkendt skattefri kørselsgodtgørelse, 38.374 kr.

stadfæstes.

 

Aktieindkomst

 

Afholdte benzinudgifter, 16.104 kr., anset som udlodning

stadfæstes.

 

Ligningsmæssige fradrag

 

Ikke godkendt fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads, 39.312 kr.

stadfæstes.

..."

Den i landskatteretskendelsen omtalte ansættelsesaftale mellem sagsøgeren og G1 Informatik A/S er dateret 20.august 1993. Sagsøgeren blev ansat med virkning fra 1. juli 1993.

I ansættelsesaftalen er under "aflønning" følgende anført

"...

Aflønning

Din bruttogage udgør ved tiltrædelsen kr. 33.000 pr. måned og udbetales månedsvis bagud.

Gagen vurderes, eventuelt reguleres. I øvrigt en gang årligt i forbindelse med fastlæggelse af mål for det efterfølgende år, normalt i 2. kvartal.

Du tilbydes deltagelse i firmaets OD-ordning, eller hvad der måtte afløse denne, på lige fod med øvrige medarbejdere.

Du får ved din ansættelse følgende betalt af virksomheden:

  • Telefon
  • Abonnement på erhvervsorienteret dagblad

Dine rejse- og opholdsomkostninger for erhvervsmæssige rejser godtgøres efter regning.

Du tilbydes en kørselsordning med dækning af erhvervsmæssig kørsel i privat vogn efter statens km-takster eller firmabil til en ca. pris af kr. 180.000 efter G7' sædvanlige regler, eller medarbejderlån til køb af privatbil.

..."

Der er under sagen fremlagt en af sagsøgeren udarbejdet oversigt over, hvilke biler H1 ejede i 1993, og hvilke medarbejdere der benyttede dem. Det fremgår heraf, at den i sagen omhandlede Mercedes blev anvendt af i alt 5 personer, herunder sagsøgeren samt NP og KS.

Sagsøgeren har til belysning af spørgsmålet om benyttelse af H1' biler fremlagt et antal skemaer udfyldt af medarbejdere i 1993. Skemaerne indeholder oplysning om medarbejderens navn og kilometerstand ved start og slut, men ikke om, hvilken bil der har været benyttet, eller hvor der er kørt til og fra.

Vedrørende H2 I/S har sagsøgeren fremlagt nogle fakturaer vedrørende varer leveret i slutningen af 1993. Der er endvidere fremlagt eksempler på markedsføringsmateriale i H2's navn samt dokumentation for virksomhedens momsregistrering.

Sagsøgeren har fremlagt brevveksling, der skal belyse, at regnskabsmateriale af betydning for sagen er bortkommet hos skatteforvaltningen.

Forklaringer

Sagsøgeren A har bl.a. forklaret, at han er uddannet på et revisionskontor. Han har bl.a. været sælger hos G3 samt salgschef i G4, og senere indtil ultimo 1995 ansat i G1 Informatik A/S. Siden da har han været fuldtidsbeskæftiget i H1 A/S. Han startede denne virksomhed som en bibeskæftigelse for sit eget vedkommende. Han havde fået nogle medarbejdere med fra G4. I H1 skulle de sælge industrirengøringsprodukter. Dengang var det kun køb og videresalg, men i dag har H1 egen produktion og eksportsalg. Det gik godt for virksomheden, og sagsøgeren måtte ansætte flere folk. LS var fra starten med, som en slags souschef. Virksomheden har i dag 18 ansatte. Siden 2001 har G5 og G6 været medaktionærer. I 1993-1994 svingede antallet af ansatte mellem 8 og 12. Sagsøgeren selv arbejdede med IT-strategi for kunder hos G1 informatik A/S. Da skattesagen startede, blev sagsøgeren først bedt om at aflevere regnskabsmateriale til myndighederne. De mødte op i virksomheden på et senere tidspunkt. Skattemyndighederne var stærkt mistænksomme over for sagsøgeren, men han er aldrig blevet sigtet for noget strafbart. Branden i virksomheden skyldtes, at en medarbejder havde tabt en glød fra tobak i en bakke med papir. Han har ikke haft fri bil i de omstridte indkomstår 1993 og 1994. Han kørte ikke privat i de biler, der tilhørte H1. De ansatte, der er omtalt i oversigten, havde oftest de biler, de benyttede, stående hjemme hos sig selv. Den omtalte Mercedes stod ved H1 kontor, ikke ved sagsøgerens private bolig. Den kunne bruges til lange ture, f.eks. til Schweiz, da den kørte på diesel. Da sagsøgeren var ansat hos G1 Informatik A/S, kørte han ofte sammen med NJ i dennes BMW. De havde i en del tilfælde de samme kunder. De havde først kontor i ..., senere i .... Sagsøgeren har fra G1 modtaget kørselsgodtgørelse og skattefri diæter. Han afleverede månedsrapporter, der viste, hvor meget han havde kørt, og hvilke kunder han havde besøgt. Han har ikke kunnet få dokumentation fra G1, hvis bilag er udleveret til skatterevision. Foreholdt, at han selv har opgivet befordringsfradrag svarende til en kørsel på 91.392 km., forklarer han, at han ikke har kørt så meget, og at beløbet også indeholder skattefri diæter. Han havde ikke fast arbejdstid hos G1. Han modtog diæter, efter at der var kommet en ny chef i forbindelse med G1's køb af G7. Den fremlagte opgørelse over indkøb af diesel af 19.marts 1995 kan kun vedrøre H1's Mercedes, der var den eneste dieselbil i virksomheden.

Særligt vedrørende H2 I/S har sagsøgeren forklaret, at denne virksomhed blev etableret, for at man kunne sælge bilplejemidler. Den potentielle køberkreds er "kæde-orienteret", hvilket var svært at forene med, at sælgerne af H1's øvrige produkter har et geografisk distrikt. De produkter, man ville forhandle i H2, skulle sælges via kædernes hovedkontorer. Ideen blev sat i værk den 1. juli 1993.

NJ var da blevet medaktionær. En enkelt medarbejder ansat i H1 ved navn JJ skulle være ansvarlig for salget i H2. Regnskabsmaterialet var blevet afleveret til skattevæsenet. Det blev aldrig returneret, og det var derfor umuligt at udarbejde et regnskab for 1994. Salget af produkterne er fortsat, men i H1' regi. Der nu en omsætning i H1 på 3 mio. kr. årligt på disse produkter. Vedtægterne for H2 I/S er nok blevet udarbejdet lidt hurtigt. Lønnen til medarbejderen JJ er i resultatopgørelsen angivet som "Fremmed Assistance." H2 er fortsat momsregistreret.

Særligt vedrørende aktiekapitalen i H1 har sagsøgeren forklaret, at han og NJ selv skrev aftalen af 4.november 1992 om køb af aktier i H1. Der var ikke tale om et køb, men om kapitalindskud, idet han ikke troede, at denne formulering kunne få skattemæssig betydning. Han har ikke selv modtaget nogen betaling for aktierne. Det var revisor EB, der udarbejdede dokumenterne i forbindelse med kapitaludvidelsen og omdannelsen til aktieselskab. Det skete på baggrund af de oplysninger, som han gav revisor. NJ er ikke længere aktionær, idet sagsøgeren tilbagekøbte hans aktier i 1997. Sagsøgeren ved ikke, om revisoren forinden havde set aftalen af 4.november 1992, men det ville have været naturligt at vise ham den.

Særligt vedrørende benzinudgifter har sagsøgeren forklaret, at NJ og LS som betroede medarbejdere modtog refusion for disse udgifter, når de havde været til møder med sælgere og leverandører. I 1993-94 var LS ikke aktionær.

NP har som vidne bl.a. forklaret, at han har været ansat i H1 siden 1993. Han har kørt som sælger i Sydsjælland. Han havde egen bil, som han benyttede. Han førte kørselsbog og medtog kørselsgodtgørelse. Når han skulle til Tyskland, lånte han virksomhedens Mercedes. Den holdt normalt parkeret ved firmaet. Han vedstår den erklæring af 6. maj 1995, han har afgivet om benyttelse af firmaets Mercedes. Han kan ikke nu redegøre mere præcist for, hvor ofte han har kørt i denne Mercedes. Han kunne reservere den til særlige opgaver. KS kørte også i den. Nøglerne til den lå på kontoret i en skuffe. Vidnet førte kørebog, også til brug over for sin egen kommune. Han bor på Lolland-Falster. Vidnet kender NJ, som han ofte har mødt i H1, hvor denne deltog i sælgermøder. NJ solgte konsulentopgaver. Han husker LS, men er lidt i tvivl om dennes arbejdsopgaver måske arbejdede han med en bestemt bilplejeserie. I dag sælger vidnet alle H1's produkter. Tidligere solgte han ikke bilplejeserierne.

KS har som vidne bl.a. forklaret, at han har arbejdet i H1 siden 1990. Han havde muligvis en Ford Sierra som firmabil i 1993. Han har brugt virksomhedens Mercedes til kundebesøg i Schweiz. Den var mere behagelig under lange ture og mere repræsentativ. Han vedstår den erklæring af 6. maj 1996, han har afgivet om benyttelsen af firmaets Mercedes. Han har nok været i Schweiz 4-5 gange i 1992-1993. Han bor i Sydjylland og kommer således ikke dagligt i H1s lokaler, men når han kom, ca. 2 gange månedligt, var H1's Mercedes der normalt. LS og NJ var medejere af H1. Vidnet traf dem mest ved salgsmøder. Vidnet sælger i begrænset omfang bilplejeprodukter. H2 blev etableret, fordi kunderne købte ind centralt i modsætning til kunderne til H1s øvrige varer. Oprindelig var der kun en medarbejder der vistnok hed JJ, der stod for dette. Vidnet har ikke været i Schweiz i 1994-1995.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for de nedlagte påstande anført, at myndighederne har arbejdet ud fra en hypotese om, at H1 A/S ikke blev stiftet for at drive virksomhed, men for at foretage skatteunddragelse. Denne opfattelse har på afgørende måde præget de skøn, som myndighederne skal udøve.

Vedrørende de enkelte spørgsmål har sagsøgeren anført

Ad Fri. bil 1993

 

at      

sagsøgeren i hovedparten af året har haft egen bil,

at

der er fremlagt dokumentation for, at sagsøgeren har lånt bil henholdsvis kørt
med tredje person,

at

der er afgivet erklæring om, at den bil, som sagsøgte påstår, at sagsøgeren
har haft til rådighed, har været brugt af de øvrige ansatte på kontoret,

at

bilen ikke har kørt det antal kilometer, som sagsøgte beskatter sagsøger af,

at

der er fremlagt dokumentation for, at bilen maximalt har kørt 60.000 km det
pågældende år,

at

bevisbyrden for, at der har været kørt privat i bilen, påhviler sagsøgte,

at

den private Mercedes har kørt flere kilometer end anført af
skattemyndighederne,

at

det generelt var et led i ansættelsen, at firmabiler ikke måtte bruges privat,

at

de af sagsøgeren tidligere givne oplysninger om bilbenyttelsen er yderligere
underbygget ved de nu afgivne vidneforklaringer.

Landsretten må derefter lægge til grund, at sagsøgeren ikke har haft virksomhedens bil til rådighed i et omfang, som hævdet af myndighederne.

Det tal, skattemyndighederne har lagt til grund, omfatter også diæter, hertil kommer, at det er myndighedernes ansvar, at bilag, herunder køresedler, ikke har kunnet fremskaffes. Et tal på knap 60.000 km må anses for at være det maksimalt kørte antal km, som sagsøgeren skal beskattes af. Herefter er det af skattemyndighederne udøvede skøn åbenbart forkert og bør derfor tilsidesættes.

Ad værdi fri bil 1994

 

at       

det er udokumenteret. at sagsøgeren skulle have haft bil til rådighed i 1994,

at

sagsøgeren i hele 1994 havde egen privat bil,

at

der i øvrigt henvises til det, som sagsøgeren har anført vedrørende fri bil i 1993

 

Ad ikke godkendt fradrag for underskud af virksomhed, H2 I/S, 1993

 

at    

der foreligger bilag til dokumentation for, at virksomheden, H2 I/S, er købt ud
af H1 A/S,

at

der foreligger selvstændig bogføring og regnskab,

at

der er udarbejdet selvstændige varemærker med navn,

at

H1 A/S har indtægtsført avancen ved salg af aktiverne,

at

der er udarbejdet I/S-kontrakt,

at

der foreligger eget momsnummer,

at

der foreligger særskilte regnskabsbilag, herunder foretaget udfaktureringer,

at

det ikke er dokumenteret, at udgifter er bogført to gange,

at

alle regnskabsbilag er indleveret til Kommunen,

at

det efterfølgende aktivitetsniveau har vist, at det var berettiget at udskille
H2, aktiviteter til særskilt regi,

at       

vidneforklaringerne har bekræftet, at virksomheden blev udskilt af hensyn til
salget, der skulle ske centralt.

Den udskilte virksomhed var selvstændig og rentabel. Til brug ved denne vurdering bør indgå, at der i dag omsættes for 2 mio. kr. af produkter svarende til dem, der først blev solgt i H2' regi. Det bør i øvrigt ikke komme sagsøgeren til skade, at en række bilag var forsvundet.

Ad aktieavance 1993

at

sagsøgeren og NJ blev enige om at udvide kapitalen,

at

dette er sket ved kontant indskud fra NJ i henhold til parternes aftale,

at

udvidelsen ikke kan betragtes som et salg af aktier og dermed en aktieavance,

at

beskatning eventuelt skulle være sket i 1992, da aftalen er indgået i dette år.

Det afgørende må være den intention, som sagsøgeren og NJ har haft i forbindelse med indgåelsen af aftalen af 4. november 1992, og ikke en eventuel fejlformulering af indholdet i aftalen.

Ad benzinudgifterne 1993 og 1994

 

at        

benzinudgifter med urette af skattemyndighederne er anset som maskeret udlodning 1993 og 1994,

at

såvel NJ som LS har været medaktionærer og i den forbindelse har udført arbejde for selskabet H1 A/S. Det arbejde, de hver især har udført, er ikke aflønnet, men der er udbetalt kørepenge,

at

sagsøgerens benzinudgifter er fragået på sagsøgerens mellemregning,

Ad ikke godkendte ligningsmæssige fradrag 1993 og 1994

at

de ikke godkendte ligningsmæssige fradrag vedrører befordring mellem hjem og arbejdsplads,

at

tilsidesættelse af befordringsfradraget hænger sammen med spørgsmålet om fri bil,

at

sagsøgeren har krav på godtgørelse for befordring mellem hjem og arbejdsplads, da sagsøgte er af den opfattelse, at sagsøgeren ikke har haft fri bil,

at

der ikke i 1993 har været udbetalt kr. 49.115,00 i skattefri kørselsgodtgørelse, men derimod et mindre beløb, således at det selvangivne fradrag er fuldt berettiget.

Sagsøgte har indledningsvis generelt henvist til, at alt tidligere af sagsøgeren til skattemyndighederne indleveret materiale er blevet tilbageleveret. Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. vedrørende de enkelte spørgsmål anført:

Ad beskatning af fri bil i indkomstårene 1993 og 1994:

Sagsøgeren er med rette blevet beskattet af fri bil i indkomstårene 1993 og 1994, jf. henholdsvis statsskattelovens § 4 B og ligningslovens § 16, stk. 4. Sagsøgeren havde som hovedaktionær i H1 A/S rådighed over selskabets biler, og der har ubestridt ikke været ført kørselsregnskab for den omhandlede Mercedes Benz.

Sagsøgeren har ikke været afskåret fra privat anvendelse af selskabets bil. Det påhviler sagsøgeren som hovedaktionær at bevise, at bilen ikke har stået til rådighed for ham til privat kørsel og ikke rent faktisk har været benyttet privat. Et sådant bevis har sagsøgeren ikke ført, og sagsøgeren er derfor for indkomståret 1994 skattepligtig af værdien af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

For så vidt. angår opgørelsen af værdien af fri bil i indkomståret 1993, er det værdien af den faktiske foretagne private kørsel, der beskattes.

Kørslens omfang skal i mangel af fyldestgørende ført kørselsregnskab ansættes skønsmæssigt. På det foreliggende grundlag har sagsøgeren ikke godtgjort, at det af myndighederne udøvede skøn således som korrigeret af Landsskatteretten har været enten åbenbart urimeligt eller udøvet på et klart forkert grundlag.

Sagsøgte har til støtte herfor henvist til, at privatkørslens omfang er opgjort med udgangspunkt i og på baggrund af sagsøgerens selvangivne oplysning om befordringsfradrag for kørsel mellem hjem og arbejde, mellem skiftende arbejdssteder og efter den af Landsskatteretten foretagne nedsættelse af øvrig privat kørsel, således at sagsøgeren er blevet beskattet ud fra 91.692 private km. Da sagsøgeren ikke har godtgjort, at den ansatte kørsel ikke har været foretaget i H1 A/Ss Mercedes, er der intet grundlag for at kunne tilsidesætte det udøvede skøn som forkert eller åbenbart urimeligt.

Sagsøgte har i denne forbindelse anført, at [hverken] de af sagsøgeren fremlagte erklæringer, speedometertesten fra FDM, oplysninger om dieselkøb eller fremlagte kørsels-oversigter kan føre til et andet resultat.

Såfremt landsretten finder, at sagsøgeren på det foreliggende grundlag har godtgjort, at betingelserne for skønnets tilsidesættelse er opfyldt, gøres det gældende, at indkomstansættelsen for indkomståret 1993 i overensstemmelse med den subsidiære påstand skal hjemvises til skattemyndighederne med henblik på fornyet skønsudøvelse.

Ad befordringsfradrag i indkomståret 1993

Da sagsøgeren er anset for at have haft fri bil til rådighed, har skattemyndighederne beskattet sagsøgeren af kørslen mellem skiftende arbejdssteder for G1 Informatik A/S.

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at det fra sagsøgerens arbejdsgiver G1 Informatik A/S udbetalte beløb på 49.115 kr. i sin helhed med rette er anset som kørselsgodtgørelse, og at beløbet med rette er bragt til fradrag i det sagsøgeren tilkommende befordringsfradrag.

Det følger af ligningslovens § 9, stk. 5, at sagsøgeren ikke har ret til fradrag for den befordring, som er godtgjort skattefrit.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at kun en del af det af arbejdsgiveren udbetalte beløb på kr. 49.115,- er kørselsgodtgørelse.

Ad kørselsgodtgørelse i indkomståret 1994.

Da sagsøgeren for dette indkomstår er ansat for at have haft firmabil stillet til rådighed af H1 A/S, og da det må lægges til grund, at sagsøgeren har anvendt firmabilen til kørsel, som han fra sin tidligere arbejdsgiver, G1 Informatik A/S, har modtaget kørselsgodtgørelse for, er sagsøgeren med rette blevet beskattet af beløbet på 38.374 kr.

Ad befordringsfradrag i indkomståret 1994.

Til støtte for den af sagsøgte i forhold til Landsskatteret tens kendelse nedlagte ændrede påstand på dette punkt gøres det gældende, at sagsøgeren har haft fri befordring for den kørsel, som han påstår befordringsfradrag for.

Det anerkendes, at sagsøgeren er berettiget til at fratrække det opgjorte befordringsfradrag i sin skattepligtige indkomst, men at modstykket hertil er, at sagsøgeren skal indtægtsføre et til fradraget svarende beløb i den personlige indkomst, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 6, (nu stk. 7), jf. lov nr. 482 af 30. juni 1993. Sagsøgte har herved anerkendt, at merskatten af forhøjelsen af den personlige indkomst med et beløb svarende til fradraget ikke vil blive opkrævet.

Ad underskudsfradrag i indkomståret 1993

Det gøres gældende, at sagsøgeren med rette er nægtet fradrag for underskud fra H2 I/S i indkomståret 1993, da det er udokumenteret, at virksomheden overhovedet har eksisteret selvstændigt, eller at virksomheden i øvrigt har haft erhvervsmæssig karakter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, a).

Sagsøgerens hovedaktionærposition i H1 A/S og interessesammenfaldet mellem sagsøgeren og H2 I/S bevirker, at der må stilles skærpede krav til godtgørelse af påstanden om overdragelse af virksomhedsaktiviteter fra selskabet til interessentskabet. Et sådant bevis har sagsøgeren ikke ført på det foreliggende grundlag. Hertil kommer at aktiviteterne ikke i skatteretlig henseende har været erhvervsmæssige, da sagsøgeren ikke har godtgjort, at aktiviteterne var tilrettelagt med en rentabel og kommercielt forsvarlig drift for øje.

For det tilfælde, at landsretten finder, at der i H2 I/S blev drevet erhvervsmæssig virksomhed, gøres det gældende, at underskuddet skyldes et forgæves forsøg på at etablere erhvervsmæssig virksomhed. Udgifter, der afholdes for at tilvejebringe grundlaget for en indkomst er ikke fradragsberettigede etableringsudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 2.

Til støtte for hjemvisningspåstanden gøres for det tilfælde, at landsretten giver sagsøgeren medhold i, at H2 I/S drev erhvervsmæssig virksomhed i indkomståret 1993, gældende, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne, idet der i givet fald skal foretages en prøvelse af, om samtlige udgifter er afholdt som påstået, og om de i givet fald kan fradrages med hjemmel i skattelovgivningen, ligesom der eventuelt skal udøves et skøn over fordelingen mellem private udgifter og erhvervsudgifter. Efter fast retspraksis tilkommer det skattemyndighederne at udøve dette skøn.

Ad aktieindkomst i indkomståret 1993.

Det gøres gældende, at kapitalforhøjelsen pr. 23. juli 1993 blev gennemført af sagsøgeren som eneanpartshaver, således som dette fremgår af de fremlagte dokumenter, og at sagsøgeren, som det med rette er lagt til grund af skattemyndighederne, efterfølgende afstod anparter for nom. kr. 120.000,- til NJ.

Det sagsøgeren i denne forbindelse har gjort gældende bestrides som udokumenteret og desuden som værende i strid med aftalen af 4. november 1992 og selskabsdokumenterne.

Ad H2 I/S maskeret udlodning i indkomståret 1993 og 1993

Det gøres gældende, at benzinudgifterne med rette er anset som maskeret udlodning til sagsøgeren, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at de omhandlede benzinudgifter er afholdt til dækning af honorar til NJ og LS for deres påståede arbejdsindsats i selskabet. Benzinudgifterne må derfor anses for at være afholdt til fordel for NJ og LS som følge af disses personlige relationer til sagsøgeren, der har afholdt udgifterne i kraft af sin dominerende indflydelse i selskabet. Beløbene har derfor passeret sagsøgerens økonomi, hvorfor han med rette er anset som skattepligtig heraf som maskeret udlodning, jf. ligningslovens §16 A, stk. 1.

Landsrettens bemærkninger

Vedrørende fri bil 1993 og 1994

Det er ubestridt, at der ikke af sagsøgeren er ført kørselsregnskab, heller ikke for andre medarbejderes brug af den H1 A/S tilhørende Mercedes. Efter bevisførelsen finder landsretten det ubetænkeligt at lægge til grund, at sagsøgeren har haft adgang til privat kørsel i bilen. Omfanget af den private kørsel for 1993 er af skattemyndighederne ansat efter et skøn, baseret på og med udgangspunkt i de tal, der er opgivet af sagsøgeren selv. Uanset den opgjorte private kørsels relativt betydelige omfang for 1993 finder landsretten - henset til sagsøgerens manglende dokumentation i form af navnlig bekræftende oplysninger fra G1 Informatik A/S herefter ikke grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn som værende åbenbart urimeligt eller udøvet på et forkert grundlag.

I overensstemmelse med det, der er anført vedrørende 1993, finder landsretten vedrørende 1994, at sagsøgeren heller ikke for så vidt angår dette indkomstår har bevist, at Mercedes-bilen faktisk ikke har været benyttet privat. Sagsøgeren er derfor med rette anset for skattepligtig af værdien af bilen efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Vedrørende underskud af virksomhed 1993

Sagsøgeren har for indkomståret 1993 fratrukket et underskud på kr. 76.905,- hidrørende fra H2 I/S.

Ifølge regnskabet, der ikke er revideret, havde virksomheden i perioden 1. juli til 31. december 1993 alene en omsætning på kr. 745,- og et vareforbrug på kr. 409,-. Efter fradrag af faste omkostninger på kr. 86.741,- og afskrivninger på kr. 27.405,-, fremkommer ifølge regnskabet et driftsresultat på kr. -113.810,-.

Under hensyn til de regnskabsmæssige oplysninger for 1993, og til oplysningen om, at virksomheden ikke blev fortsat i de følgende år finder landsretten, at sagsøgeren i lyset af de skærpede bevismæssige krav, der på grund af interessesammenfaldet mellem ham som hovedaktionær i H1 A/S og H2 I/S må stilles, efter den skete bevisførelse, der ikke har omfattet afhøring af NJ, ikke har godtgjort, at der i H2 I/S på kommercielt forsvarlig vis blev drevet virksomhed for hans og medinteressenters regning og risiko.

Landsretten tiltræder derfor, at fradrag for underskud for indkomståret 1993 er blevet nægtet.

Vedrørende aktieavance 1993

Landsretten lægger efter bevisførelsen, herunder at der ikke er sket afhøring af hverken NJ eller revisoren, den af sagsøgeren selv udarbejdede aftale til grund, i henhold til hvilken der efter aftalens ordlyd foreligger salg af aktier.

Sagsøgeren findes derfor med rette at være anset som skattepligtig ved salget af aktier til NJ i indkomståret 1993.

Vedrørende benzinudgifter, maskeret udlodning for 1993 og 1994

Da sagsøgeren efter den skete bevisførelse, der ikke har omfattet afhøring af NJ, ikke har godtgjort, at de af H1 A/S i 1993 og 1994 afholdte benzinudgifter for LS og NJ er afholdt som led i disse personers udførelse af arbejdsopgaver for virksomheden, finder landsretten, at sagsøgeren med rette er anset som skattepligtig heraf som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Vedrørende kørselsgodtgørelse og befordringsfradrag for 1994

Da landsretten lægger til grund, at sagsøgeren har haft fri bil til rådighed jf. ovenfor, og i øvrigt af de grunde, der er anført af Landsskatteretten, tiltræder landsretten landsskatterettens afgørelse på disse punkter.

Landsretten tager herefter i det hele sagsøgtes frifindelsespåstand således som denne er formuleret til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgte skal dog for indkomståret 1994 anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst nedsættes med befordringsfradrag, 39.312 kr., mod at sagsøgeren samtidig skal anerkende, at hans personlige indkomst for indkomståret 1994 forhøjes med 39.312 kr., dog således, at sagsøgeren beløbsmæssigt ikke skal betale mere til sagsøgte end det, der følger af den ansættelse, Landsskatteretten har stadfæstet i kendelse af 12. november 1999.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 30.000 kr. til Skatteministeriet i sagsomkostninger.