Dato for udgivelse
20 Apr 2004 13:56
Dato for afsagt dom/kendelse
14. april 2004
SKM-nummer
SKM2004.180.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1624-0025
Dokument type
Kendelse
Emneord
Biler, forhandler, importør, afgiftsberigtigelse
Resumé

Efter registreringsafgiftslovens § 9, stk. 1, kan der anmeldes en pris for et nyt køretøj. Når et nyt køretøj sælges til en lavere pris end den anmeldte kan afgiftsberigtigelse ske på grundlag af den lavere pris, hvis betingelsen i § 8, 2. og 3. pkt. er opfyldt. En sådan afgiftsberigtigelse kan foretages af en anden forhandler/importør end den, der har foretaget anmeldelsen efter § 9, stk. 1.

Reference(r)
Lov om registreringsafgift af motorkøretøjer mv. § 9
Henvisning
Punktafgiftsvejledningen E.1.5.1

Klagen vedrører regionens afgørelse om, at en anmeldt standardpris for et køretøj skal benyttes, og at parallelimport også er omfattet af § 9, stk. 1 og 2, i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (RGAL).

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelse ændres.

Sagens oplysninger

Selskabet importerer fabriksnye køretøjer af forskellige mærker, for hvilke der af en anden er anmeldt en standardpris.

Selskabet rettede i januar 2003 henvendelse til myndighederne vedrørende beregning af registreringsafgift på de af selskabet importerede fabriksnye køretøjer.

Selskabet mente således, at afgiftsberigtigelsen skulle ske på grundlag af køretøjets almindelige pris indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter RGAL, ved salg til bruger her i landet, idet der i nævnte pris indgår 9 % i forhandleravance og en importøravance på 0 %.

Regionens afgørelse

RGAL § 9, stk. 1 og 2, er anset for gældende for selskabets parallelimport af køretøjer for hvilke der allerede er anmeldt en gældende standardpris.

Der er henvist til, at selskabet, såfremt der allerede er anmeldt en standardpris på et køretøj, skal anvende denne standardpris. Det fremgår således af § 9, stk. 1, i RGAL, at der kun kan være anmeldt én pris for det samme køretøj. Det betyder, at når der er anmeldt en gældende standardpris, så skal denne også anvendes som grundlag for afgiftsberigtigelse over hele landet – uanset hvem der importerer det pågældende fabriksnye køretøj. Da selskabet er parallelimportør, og ikke standardprisanmelder, kan selskabet ikke anvende Landsskatterettens kendelser som nævnt i Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 22 af 9. juli 2002.

De nævnte Landsskatteretskendelser omhandler således alene situationen for de importører, der samtidig har anmeldt en standardpris. Dette er en tilsidesættelse af lovens § 9, stk. 2, og er alene gældende for standardprisanmelderen, og alene i de situationer, hvor køretøjet udtages til eget brug eller til salg til slutbruger.

Dette støttes på, at det rent faktisk var sådanne standardprisanmeldende virksomheder, som var til bedømmelse, og at det klart fremgår af såvel nyhedsbrev som cirkulære, at forhandlervirksomheder fortsat skal afgiftsberigtige efter normal standardpris. Selskabet er således alene at sammenligne med en forhandler, fordi selskabet parallelimporterer et givent bilmærke, for hvilket et andet selskab har anmeldt standardpris.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at den afgiftspligtige værdi efter RGAL kan opgøres på grundlag af køretøjets almindelige pris indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter RGAL, ved salg til bruger, idet der i nævnte pris indgår 9 % i forhandleravance og en importøravance på 0.

Der er ikke i RGAL grundlag for standardpriskontorets opfattelse, og reglerne om afgiftspligtig værdi i RGAL vil alle være opfyldt, når selskabet berigtiger registreringsafgift opgjort som anført i selskabets påstand.

De grundlæggende bestemmelser om opgørelse af et køretøjs afgiftspligtige værdi efter RGAL fremgår af lovens § 8, stk. 1, ligesom RAGL § 9, stk. 1 og 2, indeholder bestemmelser om den almindelige pris for et nyt køretøj. Af § 9, stk. 2, 3. pkt., fremgår, at et køretøj ikke kan afgiftsberigtiges på grundlag af en lavere pris end den anmeldte, medmindre det kan godtgøres, at den lavere pris indeholder de elementer, som efter § 8, stk. 1 og 3, indgår i den afgiftspligtige værdi.

Heraf følger, at afgiftsberigtigelse kan ske på grundlag af en anden pris end den anmeldte pris. Der er ikke givet nogen begrænsninger i § 9 med hensyn til, hvem der kan afgiftsberigtige på grundlag af en lavere pris end den anmeldte. Herefter kan enhver afgiftsberigtige på grundlag af en lavere pris end den anmeldte på betingelse af, at den lavere pris indeholder de elementer, som efter § 8, stk. 1 og 3, indgår i den afgiftspligtige værdi.

Efter § 8, stk. 1, skal myndighederne godkende den afgiftspligtige værdi, når den er opgjort til køretøjets almindelige pris inklusive moms, eksklusiv registreringsafgift ved salg til bruger, heri indregnet mindst 9 % forhandleravance og en importøravance på ikke under 0.

At enhver kan afgiftsberigtige køretøjer i overensstemmelse med ovenfor nævnte fremgår endvidere af Landsskatterettens kendelse af 27. november 2001, offentliggjort i SKM2002.38.LSR /TfS 2002.167. Landsskatterettens kendelse er alment gældende og kan ikke begrænses til at omfatte for eksempel de importører, som har foretaget standardprisanmeldelsen.

Told- og Skattestyrelsens indstilling

Styrelsen indstiller, at regionens afgørelse stadfæstes.

Er der anmeldt en standardpris for et nyt køretøj, anvendes denne som køretøjets afgiftspligtige værdi, jf. lovens § 9, stk. 2.

Alle kan principielt anmelde en standardpris for et køretøj, men er der anmeldt en standardpris, skal denne også benyttes.

Forhandlervirksomheder eller andre importører er ikke bundet af de anmeldte standard-priser, men kan sælge til højere og lavere priser. Afgiftsberigtigelse af køretøjerne følger den opnåede pris, dog således, at den afgiftspligtige værdi ikke kan blive mindre end den af importørvirksomheden anmeldte indkøbspris tillagt minimumsavancen på 9 pct.

Der er altså i loven fastsat en bundgrænse for afgiftsbetalingen. Det fremgår af lovens § 9, stk. 2, 4. pkt., hvordan man helt konkret skal behandlede de situationer, hvor forhand­leravancen nedsættes til under minimumsavancen på de 9 pct.

Der er således i loven taget stilling til, at et køretøj ikke kan afgiftsberigtiges til en lavere værdi end den anmeldte indkøbspris tillagt minimumsavancen. Hvis der realiseres en lavere indkøbspris end den anmeldte, kan den anmeldende virksomhed anmelde en ny og lavere indkøbspris. Der henvises i denne forbindelse tillige til lovens § 9, stk 3, hvorefter der skal anmeldes en ny standardpris, såfremt udsving i valutakurser medfører, at en anmeldt pris vil indeholde negativ importøravance.

Efter lovens § 9, stk. 4, skal et køretøjs afgiftspligtige værdi fastsættes på grundlag af en vurdering, såfremt der ikke er anmeldt nogen pris. Tilsvarende gælder, hvis betingelser efter lovens § 9, stk. 2, ikke er opfyldt, hvilket betyder, at køretøjet skal vurderes, såfremt køretøjet ønskes eller forsøges afgiftsberigtiget på grundlag af en værdi, der er lavere end den anmeldte mindste beskatningspris.

Det bemærkes, at anvendelse af standardpriser oprindelig er tiltænkt som en administrativ forenkling og lettelse såvel for branchens virksomheder som for den offentlige administra­tion. Sådan har dette også virket hidtil.

ToldSkat kan bl.a. undlade en ressourcekrævende overvejelse samt kontrol af rigtigheden af hver enkelt fakturering af fabriksnye biler, når der er anmeldt og godkendt standardpriser for de pågældende køretøjer.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

§ 8, stk. 1, 1. – 3. pkt., og § 9, stk. 1 og 2, i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. har følgende ordlyd:

” § 8. Den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj er dets almindelige pris, indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne lov, ved salg til bruger her i landet på registreringstidspunktet eller, hvis de statslige told- og skattemyndigheder inden køretøjets registrering udsteder bevis for afgiftsberigtigelsen, på tidspunktet for bevisets udstedelse. I den afgiftspligtige værdi af nye køretøjer indregnes altid mindst 9 pct. i forhandleravance. Den afgiftspligtige værdi må ikke indeholde negativ importøravance, jf. dog § 9, stk. 3 og 4. …”

”§ 9. Den almindelige pris for et nyt køretøj ved salg til bruger kan anmeldes for de statslige told- og skattemyndigheder af den, som har fastsat prisen. Der kan kun være anmeldt én pris for det samme køretøj. Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om, hvilket udstyr den anmeldte pris omfatter.

Stk. 2. Er der anmeldt en pris for et køretøj efter stk. 1, anvendes denne pris som køretøjets afgiftspligtige værdi. Såfremt køretøjet sælges til en højere pris end den, der er anmeldt efter stk. 1, anvendes dog denne salgspris som køretøjets afgiftspligtige værdi. Køretøjet kan ikke afgiftsberigtiges på grundlag af en lavere pris end den anmeldte, medmindre det kan godtgøres, at den lavere pris indeholder de elementer, som efter § 8, stk. 1 og 3, indgår i den afgiftspligtige værdi. Såfremt forhandleravancen nedsættes til under 9 pct. forhøjes den afgiftspligtige værdi med 25 pct. af forskellen mellem en beregnet forhandleravance på 9 pct. og den faktiske forhandleravance. Forhandlere underretter de statslige told- og skattemyndigheder om afvigelser fra den anmeldte pris.

…”.

Det bemærkes indledningsvist, at Landsskatteretten alene kan påkende klager over spørgsmål om den afgiftspligtige værdi efter RGAL § 8, jf. § 29 a, stk. 1, nr. 4.

Efter § 9, stk. 1, kan der anmeldes en pris for et nyt køretøj. I tilfælde, hvor et nyt køretøj som nævnt i § 8 sælges til en lavere pris end den anmeldte ses § 9 ikke at være til hinder for, at afgiftsberigtigelse sker på grundlag af en lavere pris end den anmeldte, såfremt betingelserne i § 8 er opfyldt. § 9 ses videre ikke at være til hinder for, at en sådan afgiftsberigtigelse foretages af en anden forhandler/importør end den, som har foretaget en eventuel anmeldelse efter § 9, stk. 1, blot afgiftsberigtigelsen også opfylder betingelserne i § 8.

Regionens afgørelse ændres således.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter