Dato for udgivelse
09 Mar 2004 09:02
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18. februar 2004
SKM-nummer
SKM2004.109.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
3. afdeling, B-2179-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Afgifter
Emneord
Elektricitet, elafgift, gadebelysning, vejbelysning, kommune, selskab, forbrugt, produktionsproces
Resumé

En kommune havde overdraget sit vejbelysningsanlæg til et af kommunen ejet selskab, der havde videreoverdraget anlægget til et datterselskab. Sidstnævnte selskab skulle herefter drive og vedligeholde vejbelysningen i kommunen mod betaling.

Spørgsmålet i sagen var, om selskabet var berettiget til afgiftsgodtgørelse efter elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, i relation til den elektricitet, som selskabet havde indkøbt til brug for driften af vejbelysningen.

Landsretten udtalte, at som elektricitetsafgiftsloven er udformet, må der ved en virksomheds forbrug af afgiftspligtig elektricitet i lovens § 11, stk. 1, nr. 1, forstås det forbrug, der foregår som led i en produktionsproces i virksomheden - eksempelvis til drift af maskiner, produktionsanlæg, belysning i virksomheden eller lignende - og det må kræves, at elektriciteten kan anses som forbrugt af virksomheden til dette formål. Landsretten fandt ikke, at indkøb og anvendelse af elektricitet til driften af vejbelysningsanlægget i kommunen kunne sidestilles med en sådan produktionsproces, som må forudsættes i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og selskabet kunne ikke som virksomhed i denne sammenhæng siges at forbruge elektriciteten til procesformål. Landsretten lagde herved vægt på, at kommunens borgere måtte anses som de egentlige forbrugere af elektriciteten til brug for vejbelysningen. Selskabet var derfor ikke berettiget til afgiftsgodtgørelse.

Reference(r)

Elektricitetsafgiftsloven § 11, stk.. 1, nr. 1
Kuldioxidafgiftsloven § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3

Henvisning

Punktafgiftsvejledning 2004  - 1 F.6.2.1


Parter

EnergiGruppen Jylland Service A/S
(advokat Arne Møllin Ottosen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Bodil Dalgaard Hammer)

Afsagt af landsdommerne

Inger Nørgaard, Bjerg Hansen og Mette Søgaard Vammen (kst.)

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, EnergiGruppen Jylland Service A/S, har været berettiget til godtgørelse af betalt elektricitetsafgift og kuldioxidafgift for elektricitet, der i perioden fra den 1. januar 2000 til den 30. juni 2002 er indkøbt til drift af vejbelysningsanlægget i Herning Kommune.

Landsskatteretten afsagde den 19. juni 2002 følgende kendelse herom

"...

Klagen skyldes, at Told- og Skatteregion Herning har truffet afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til afgiftsgodtgørelse for elektricitet indkøbt og anvendt af klageren til belysning af offentlige gader m.v.

Sagen har været forhandlet med klageren og dennes repræsentanter, der tillige har haft lejlighed til at udtale sig ved et retsmøde.

Det er oplyst, at klageren er et 100 % ejet datterselskab til Energigruppen Jylland A/S, som er ejet af Herning Kommune. Selskabet Energigruppen Jylland A/S blev dannet som følge af liberaliseringen indenfor hele forsyningssektoren, hvorefter Herning Kommune har overdraget virksomheden at varetage eksempelvis levering af vand, varme og elektricitet til brugerne i kommunen. Virksomhedens aktiviteter er dog ikke begrænset alene til Herning Kommune, men er rettet mod alle, herunder private, der vil aftage selskabets ydelser og som virksomheden udbyder på almindelige markedsvilkår i lige konkurrence med andre aktører på markedet.

I forbindelse med oprettelsen af Energigruppen Jylland A/S blev klageren ligeledes oprettet med henblik på at levere serviceydelser i tilknytning til leverancerne fra moderselskabet.

Det er videre oplyst, at ved aftale af 28. juni 2000 blev vejbelysningsanlægget i Herning Kommune overdraget fra kommunen til Energigruppen Jylland A/S, således at selskabet herefter skulle drive og vedligeholde anlægget. Energigruppen Jylland A/S videreoverdrog samtlige rettigheder og forpligtelser vedr. vejbelysningsanlægget til klageren, der herefter leverer vejbelysning til Herning Kommune mod betaling. Klageren indkøber til brug herfor den nødvendige elektricitet på det fri el-marked.

Af overdragelsesaftalen, der er medunderskrevet af klageren, fremgår der af pkt. 6.1. følgende

"Det påhviler EG Jylland at drive og vedligeholde Vejbelysningsanlægget oplistet i bilag 1 og 2, således som disse løbende er opdateret, på en sådan måde at de til enhver tid gældende offentligretlige regler om krav til vejbelysning og vejbelysningsanlæg opfyldes, og på en sådan måde, at der sikres HK's borgere en tilfredsstillende, hensigtsmæssig, forsvarlig og omkostningseffektiv vejbelysning.

Vejbelysningsanlæg på private fællesveje drives og vedligeholdes som øvrige belysningsanlæg og er beskrevet i bilag 6.".

Det fremgår videre af aftalens bilag 5, at Herning Kommune for levering af lys i perioden 1. januar 2000 til 31. december 2000 skulle betale 8.637.175 kr. ekskl. moms + regulering for evt. nyanlæg i perioden. Prisen ligger således fast, dog med en kvartalsvis pristalsregulering, førte gang den 1. Januar 2001. Herning Kommunes betaling er dermed uafhængig af den indkøbte mængde elektricitet og prisen herfor.

Told- og Skatteregion Herning har truffet afgørelse om, at klageren ikke er anset for berettiget til afgiftsgodtgørelse efter elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, og stk. 4, nr. 3, for elektricitet, der er anvendt til belysning af offentlige gader og parkeringspladser i Herning.

Regionen har til støtte for sin afgørelse anført, at elektricitet anvendt til almen gadebelysning ikke kan betragtes som forbrugt af den virksomhed, der varetager belysningen. Regionen har i denne forbindelse henvist til Punktafgiftsvejledningen 2000, afsnit F.6.2.1, side 289, hvoraf fremgår, at virksomheder m.v., som varetager drift af gadebelysning, ikke kan opnå godtgørelse af afgiften af forbruget af elektricitet hertil. Dette standpunkt har i øvrigt fremgået første gang i Vejledningen P 84 fra januar 1988 om godtgørelse af diverse afgifter, ligesom det har fremgået af et Nyhedsbrev af 10. december 1992.

Endvidere har regionen henvist til, at det fremgår af Punktafgiftsvejledningen 2000 under afsnit F.6.2.3, at virksomheder, der er frivilligt registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, ikke kan få godtgjort afgift af elektricitet og varme (og vand), som lejerne har forbrugt. Dette gælder også, hvor huslejen indeholder betaling for elektricitet og varme.

Endelig har Momsnævnet truffet afgørelse den 6. februar 1995, refereret i Punktafgiftsvejledningen 2000, afsnit F.6.6.3, side 325-326 om, at et musikhus, der frivilligt var registreret for udlejning af fast ejendom, ikke kunne opnå afgiftsgodtgørelse for elektricitet til belysning af et offentligt tilgængeligt parkområde, der lå i tilknytning til musikhuset.

Regionen har med sin afgørelse lagt vægt på, at det er Herning Kommunes borgere og virksomheder mfl., der drager nytte af elektriciteten og ikke klageren, der alene skal drive og vedligeholde vejbelysningsanlægget, jf. pkt. 6.1. i overdragelsesaftalen. Udnyttelsen sker således ikke i tæt kontakt til virksomheden, men derimod til en større kreds udenfor virksomheden. Dette forhold ændres ikke ved, at det er klageren, der skal afholde udgiften til elforbruget i forhold til elforsyningsvirksomheden. Det er ligeledes korrekt, at man har givet afgiftsgodtgørelse for elektricitet forbrugt i separate automater og telefonbokse, men til forskel for gadebelysning, er automaten/telefonboksen selve "virksomheden", og nyttiggørelsen sker i forbindelse med selve brugen heraf.

Samtidig har regionen lagt vægt på, at Herning Kommune reelt yder omkostningsdækning, hvilket understøttes af, at energidelen er anslået til at udgøre 3,25 mio. kWh af det samlede grundbeløb, jævnfør tillæg af 14. december 2000 til overdragelsesaftalen. Elektriciteten er således indgået med en selvstændig vægt ved prisfastsættelsen, ligesom begge parter har mulighed for at kræve betalingen genforhandlet, jf. aftalens pkt. 9. samt bilag 5.

Endvidere har regionen henvist til, at forholdene i denne sag ikke er sammenlignelige med eksempelvis andre serviceydelsesvirksomheder, f.eks. et hotel eller forsamlingshus, hvor der betales moms af vederlaget for udlejning af lokaler, og hvor udlejer efter hidtidig praksis har adgang til afgiftsgodtgørelse for elforbruget til belysning af de udlejede lokaler. I sidstnævnte tilfælde er der tale om, at forbruget af elektricitet sker indenfor virksomhedens "rammer", mens der i den foreliggende sag foreligger et forbrug, der sker uden for den momsregistrerede virksomheds "rammer", men i det offentlige rum. Forholdet i denne sag er i øvrigt heller ikke sammenlignelig med en virksomheds forbrug af elektricitet til lysreklamer, som er omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, idet de i bilaget nævnte erhverv generelt ikke har adgang til afgiftsgodtgørelse, uanset hvorledes deres ydelser i øvrigt afsættes. Endelig er der efter regionens opfattelse en så nær sammenhæng mellem elektricitet og lys, at disse elementer ikke kan skilles ad.

Sluttelig har regionen henvist til, at ved den kendelse fra Landsskatteretten af 11. marts 2002, som repræsentanten har henvist til, fik et selskab fradragsret for afgiften af strøm til funktionsbelysning i byudstyr med den begrundelse, at det alene var selskabet, der bestemte omfanget af belysningen og denne ikke efter det foreliggende erstattede anden kommunal belysning. Selskabet fik således fradragsret, fordi det var selskabet, der bestemte omfanget af belysningen i modsætning til nærværende sag, hvor det er kommunen, som køber, der fastsætter omfanget af belysningen og kravene hertil. Samtidig fremgik det også af kendelsen, at en del af begrundelsen var, at belysningen ikke erstattede den kommunale belysning, i modsætning til denne sag, hvor selskabet netop har overtaget den kommunale belysning. Den pågældende kendelse støtter således ikke klagerens repræsentants påstand.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til godtgørelse af elektricitets- og kuldioxidafgift, jf. elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftsloven § 9, stk. 1, og stk. 4, nr. 3.

Repræsentanten har til støtte for påstanden anført, at der objektivt set er to forhold, der skal være opfyldt, for at der kan opnås godtgørelse efter elektricitetsloven, nemlig at virksomheden skal være registreret efter momsloven, og at den afgiftspligtige elektricitet skal være forbrugt af virksomheden.

Efter en gennemgang af lovreglerne og forarbejderne på området må ordene " den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet" i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, forstås i ordenes sædvanlige betydning, således, at der ved en virksomheds eget forbrug af elektricitet, må forstås elektricitet, som er leveret til virksomheden og anvendt i forbindelse med virksomhedens aktiviteter bortset fra elektricitet, som leveres videre til fremmede. I denne forbindelse viser undtagelsesreglen for elektricitet til bl.a. varmepumper i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 3, der også gælder fjernvarmeværkers drift af varmepumper til opvarmning af fjernvarmeleverancer, helt tydeligt, at denne elektricitet må anses for at være til værkets eget forbrug efter hovedreglen. Det er jo netop på grund af en undtagelse fra hovedreglen, at denne elektricitet specifikt ikke skal henregnes til egetforbruget og dermed være afskåret fra afgiftsgodtgørelse. Den analoge følge heraf må være, at elektricitet til drift af vejbelysningsanlæg må være lysleverandørens eget forbrug efter hovedreglen. Klageren må derfor ligeledes være berettiget til godtgørelse af elektricitets- og kuldioxidafgift for indkøb af elektricitet til belysning, som klageren forbruger og benytter, således at det kun er borgere og virksomheder i Herning, der indirekte har nytte af den anvendte elektricitet til vejbelysning. Klageren bør derfor sidestilles med andre momspligtige virksomheder, der indkøber elektricitet direkte med henblik på at fremstille varer eller præstere momspligtige tjenesteydelser, og som ikke er afskåret fra afgiftsgodtgørelse. Produktionen i dette tilfælde er blot indrettet således, at den af klageren indkøbte og anvendte elektricitet bliver afsat i form af lys til forbrugerne, ligesom afsætning af en hvilken som helst anden vare. Klagerens repræsentant har i denne forbindelse henvist til en Højesterets dom fra 1989 på det momsretlige område, refereret i TfS 1989 135, der i princippet sidestiller afsætning af lys med andre traditionelle produktionsvirksomheder.

Samtidig har klagerens repræsentant henvist til, at man ved fortolkning af begrebet "eget forbrug" i elektricitetsafgiftsloven kan hente bidrag fra mineralolieafgiftslovens område, idet der på dette punkt ved ændringen af elektricitetsafgiftsloven i 1983 blev skabt overensstemmelse i ordvalget mellem de to afgiftslove, udover at energi til varmefremstilling ikke længere blev godtgørelsesberettiget. I denne forbindelse har repræsentanten henvist til bemærkningerne i mineralolieafgiftsloven (forslag til lov om afgift af gas- og dieselolie) FT 1976/77, Tillæg A, spalte 5086, hvoraf fremgår, at:

"Der kan kun medregnes afgift af afgiftspligtig olie, der er forbrugt i virksomheden. Man kan ikke medregne afgift af indkøbte varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, men for hvilke leverandøren har haft en afgiftsbelastning som følge af et forbrug af afgiftspligtige varer, f.eks. fjernvarme eller opvarmning fra en fælles opvarmningscentral."

I bemærkningen ligger der en sondring mellem indkøb af direkte afgiftspligtige varer og varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, men hvor der er medgået afgiftspligtig energi til frembringelsen af disse varer. Det er alene den virksomhed, der indkøber de afgiftspligtige varer, der har adgang til fradrag, og ikke den virksomhed, der aftager de varer, som er frembragt bl.a. på grundlag af de afgiftspligtige varer. Udtrykket "leverandør" i den citerede bemærkning kan ligestilles med Energigruppen Jylland Service A/S, således at det ikke er Herning Kommune, der har fradragsret for den elektricitet, der er medgået til fremstilling af vejbelysning, men derimod klageren. Det er således det ovennævnte kriterium, der sammen med en momsregistreringspligt, skal lægges til grund for vurderingen af, hvorvidt der er adgang til fradrag for elektricitetsafgiften.

Imidlertid synes såvel Told- og Skatteregionen som Told- og Skattestyrelsen at opstille yderligere kriterier for hvem, der kan anses som forbruger, idet myndighederne er af den opfattelse, at fradragsretten tillige er betinget af, hvem der drager nytte af den anvendte energi, og at anvendelsen skal ske inden for de "fysiske" rammer af virksomheden. Repræsentanten har i denne forbindelse gjort gældende, at der hverken i lovgivningen eller i forarbejderne er hjemmel til sådanne yderligere indskærpende kriterier, ligesom repræsentanten ikke er bekendt med, at en sådan principiel sondring tidligere skulle være omtalt i vejledninger m.v. I så fald kunne der anlægges den betragtning, at en bygningsentreprenør ikke skulle have adgang til fradrag for afgift af elektricitet anvendt på en byggeplads, da "nyderen" i dette tilfælde ville være bygherren. Samtidig er man ikke bekendt med, at virksomheders forbrug af elektricitet, som må antages at finde sted uden for virksomhedens fysiske rammer, såsom elektricitet til driften af separate automater og telefonbokse, af denne grund efter praksis skulle være afskåret fra elektricitetsafgiftsgodtgørelse. Regionens henvisning til afgørelsen vedr. musikhuset, der var frivillig registreret efter momslovgivningen, kan ikke anvendes i nærværende sag, idet der var tale om nægtelse af afgiftsgodtgørelse for belysning af et parkområde, der var anset som en adgangsvej til en forlystelse, der i det hele var omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, og som således overhovedet ikke kunne opnå afgiftsgodtgørelse.

I nærværende sag er Energigruppen Jylland Service A/S produkt levering af lys. En sådan leverance kræver ikke alene strøm, men tillige glødelamper, lysstandere, ledninger, reparations- og vedligeholdelsesarbejder etc. Der er således tale om en samlet leverance i form af en tjenesteydelse. På denne baggrund er det utvivlsomt, at Energigruppen Jylland Service A/S, der er forbruger af strømmen, når elektriciteten anvendes til virksomhedens drift til fremstilling af belysning på virksomhedens belysningsanlæg. Virksomheden leverer således ikke elektricitet videre til fremmede, men forbruger energien selv. Virksomheden er således en servicevirksomhed på linie med eksempelvis en privat parkeringskælder eller et frysehus, der udbyder udlejning eller opbevaring. I disse tilfælde ville der ikke være tvivl om, at parkeringsudbyderen eller frysehusejeren ville være berettiget til godtgørelse af elektricitetsafgiften af den energi, som de forbrugte som led i driften.

Klagerens repræsentant har endvidere til støtte for påstanden anført, at man må skelne mellem elektricitet og lys, idet elektriciteten er det, der går gennem ledningsnettet, mens vejbelysning først fremkommer, når elektriciteten er gået gennem et belysningsanlæg, bestående af master, pærer m.v., hvorfor Herning Kommune er afhængig af det anlæg, som Energigruppen Jylland Service A/S ejer, for at kunne få belyst gader og stræder i Herning Kommune. Den beskrevne situation kan i øvrigt sammenlignes med fjernvarmeværkers anvendelse af brændsler til fremstilling af varme.

Klagerens repræsentant har herudover anført, at for så vidt angår prisfastsættelsen af klagerens ydelse til Herning Kommune, er dette uvedkommende for nærværende sag, hvorledes størrelsen af vederlaget for belysningen fremkommer, da det afgørende for, om klageren er berettiget til afgiftsgodtgørelse er, at klageren selv har forbrugt elektricitet, som er medgået til vejbelysning. Samtidig er der ikke, som anført af regionen, tale om omkostningsdækning. Den aftalte pris reguleres af udviklingen i prisindekset, således at hvis klageren udfører sine opgaver mere effektivt og reducerer sine omkostninger derved, sker der ikke en tilsvarende reducering af den aftalte pris. At prisen eventuelt bl.a. er fastsat under hensyn til forventede omkostninger er ikke unormalt mellem selskaber, men er samtidig ikke ensbetydende med, at der så er tale om omkostningsdækning. Klageren er i overensstemmelse med elreformen en selvstændig virksomhed, der virker på en forretningsmæssig basis, og som ikke omfattes af "hvile i sig selv princippet". Det at kontrakten pålægger virksomheden visse krav som skal være opfyldte, er blot naturlig og normalt i forbindelse med kontrakter af denne type og kan ikke begrunde, at virksomheden herefter ikke skulle være godtgørelsesberettiget.

Klagerens repræsentant har desuden henvist til, at det af Punktafgiftsvejledning 2000, side 323, fremgår, at der ikke ydes afgiftsgodtgørelse for elektricitet medgået til lysreklamer, som en virksomhed anvender i forbindelse med leje af separat reklameplads, hvilket alene er begrundet med, at der er tale om et elektricitetsforbrug, der er omfattet af elektricitetsafgiftslovens bilag, som opregner en række virksomheder/aktiviteter, der undtagelsesvis er afskåret fra godtgørelse. Med baggrund i dette må det antages, at elektricitet til de separate lysreklamer anses for at være forbrugt af virksomheden selv, hvis man skal lægges den opfattelse, som punktafgiftsvejledningen giver udtryk for, til grund.

For så vidt angår lovændringen i 1997 vedr. campingpladser og lystbådehavne har repræsentanten anført, at disse forhold ikke er sammenlignelige med nærværende situation. Campingpladser og lystbådehavne leverer alene strøm til brugerne, som brugerne efter egen disposition anvender til belysning og de hårde hvidevarer m.v., som brugerne i øvrigt selv har anskaffet og vedligeholder. Samtidig er præciseringen i lovgivningen alene begrænset til de campingvogne og lystbåde, som pladserne og havnene ikke selv ejer. Såfremt pladserne og havnene selv ejer de pågældende vogne/både må det modsætningsvis lægges til grund, at pladserne/havnene fortsat har adgang til afgiftsgodtgørelse, da der så vil være tale om levering af en sammensat ydelse til forskel fra den blotte levering af strøm. I øvrigt fremgår det af punktafgiftsvejledningen, afsnit F.6.2.3., side 290, at elektricitet, der forbruges i køkken- og badefaciliteter m.v., og til belysning m.v. af campingpladsen/lystbådehavnens fællesarealer er godtgørelsesberettiget efter reglerne om let proces, medmindre der er tale elektricitet, der anvendes til fremstilling af rumvarme/varmt vand.

Klagerens repræsentant har tillige til støtte for påstanden om afgiftsgodtgørelse henvist til en afgørelse fra Landsskatteretten refereret i TfS 1999 751, vedr. vandafgiftsloven - et område, der er meget sammenligneligt med elektricitetsafgiftsområdet. Afgørelsen vedrørte et K/S, der havde lejet et golfbaneanlæg m.m. af ejerne, et I/S. K/S'et havde herefter bortforpagtet golfbanen til en golfklub, men på vilkår af, at K/S'et bl.a. skulle vedligeholde golfbanen. I/S'et leverede i denne forbindelse vand til vanding af golfbanen, men det var K/S'et, der blev anset som den endelige forbruger af vandet og dermed også dette selskab, der kunne få afgiftsgodtgørelse. På samme måde må klageren i nærværende sag kunne få ret til afgiftsgodtgørelse, idet klageren fik leveret elektricitet fra et elselskab, hvorefter klageren forbrugte denne elektricitet i gadebelysningsanlægget til glæde for borgere m.v., ligesom vandingen af golfbanen i den nævnte sag skete til glæde for dens brugere. I den nævnte sag inddrog man i øvrigt ikke det synspunkt, at det skulle være golfklubben, der drog nytte af det anvendte vand.

Klageren repræsentant har endelig til støtte for påstanden henvist til en kendelse fra Landsskatteretten af 11. marts 2002 vedrørende udlejning af reklameplads, hvor elektriciteten blev forbrugt af udlejeren, hvorfor det også var denne, der var berettiget til godtgørelse af elektricitetsafgift. På samme måde måtte selskabet i nærværende sag anses som forbrugeren.

Sluttelig har klagerens repræsentant henvist til en afgørelse fra Momsnævnet fra 1971, refereret i Skat og Erhverv, september 2001. Af afgørelsen fremgår det, at nævnet gav medhold i, at kommunale elforsyningsvirksomheder, der var registreret efter merværdiafgiftsloven ved opgørelsen af den indgåede afgift kunne medtage afgiften på indkøb m.v. vedr. gadebelysning. Repræsentanten har hertil anført, at man på samme måde i nærværende sag, må kunne få afgiftsgodtgørelse for klagerens indkøb af elektricitet anvendt til gadebelysning.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet den påklagede afgørelse stadfæstet og har anført, at den i nærværende sag omhandlede elektricitet, der er anvendt til belysning af gader, p-pladser m.v. ikke kan anses for forbrugt af den momsregistrerede virksomhed. Styrelsen har i denne forbindelse henvist til styrelsens meddelelse af 12. juni 2001 (SKM2001.215.TSS), hvoraf det bl.a. fremgår, at der med lov nr. 444 af 10. juni 1997 om ændring af forskellige afgiftslove skete en præcisering af, at campingpladser og lystbådehavne ikke havde adgang til energiafgiftsgodtgørelse.

Endvidere kan der ikke drages modsætningsvise konklusioner i forhold til lovændringen i 1983 (lov nr. 626 af 21. december 1983 om ændring af lov om afgift af elektricitet), som skulle give selskabet adgang til godtgørelse af afgift af elektricitet efter elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1.

For så vidt angår Momsnævnets afgørelse fra 1971 har styrelsen anført, at momsloven ikke indeholder samme forbrugskriterium som i energiafgiftslovgivningen med hensyn til momsregistrerede virksomheders adgang til fradrag for moms. F.eks. er der adgang til fradrag for moms for varer, der er indkøbt til videresalg, mens der ikke tilsvarende er adgang til godtgørelse af energiafgifter. Der er således ikke fuld parallelitet imellem adgang til fradrag for moms og energiafgifter.

Styrelsen har endelig for så vidt angår Højesterets dom refereret i TfS 1989, 135 anført, at dommen fastslår i det pågældende tilfælde afgiftspligtens omfang efter momsloven for ydelser udført af Århus Kommunale Værker og ikke en evt. adgang til godtgørelse af en energiafgift af den indkøbte elektricitet.

Landsskatteretten skal udtale

I henhold til elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kan virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven som hovedregel få tilbagebetalt afgiften efter loven med undtagelse af 1 øre pr. kWh, af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Klagerens aktiviteter vedrørende belysning er ikke omfattet af de i stk. 2 og 3 nævnte undtagelser til denne hovedregel.

Efter kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, kan virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven få tilbagebetalt 10 % af kuldioxidafgiften for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter § 11 i elektricitetsafgiftsloven.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder at klageren ikke kan anses for berettiget til godtgørelse af elektricitets- og kuldioxidafgift, jf. elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, samt kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, idet klageren ikke kan anses at forbruge den afgiftspligtige elektricitet.

Disse retsmedlemmer har lagt vægt på, at klagerens indkøb og anvendelse af elektricitet til belysning af offentlige gader m.v., som klageren i henhold til en kontrakt med Herning Kommune modtager betaling for, ikke kan anses at være elektricitet forbrugt af virksomheden, men derimod må anses som elektricitet, der i form af belysning er videreleveret til og forbrugt af kommunen og dennes borgere m.v. Disse retsmedlemmer finder herved, at der er en så nær sammenhæng mellem den indkøbte og anvendte elektricitet og det leverede lys, at disse elementer ikke kan betragtes adskilt, således at lyset skulle udgøre "varen", mens elektriciteten skulle være forbrugt af virksomheden med henblik på fremstilling af lyset. At klageren samtidig ved den nævnte kontrakt har overtaget hele vejbelysningsanlægget samt påtaget sig vedligeholdelsespligten m.v. for anlægget indebærer ikke, at den anvendte elektricitet herefter kan anses som forbrugt af virksomheden.

Et retsmedlem finder, at klageren er berettiget til godtgørelse af elektricitets- og kuldioxidafgift. Der er herved henset til, at klageren skal levere en vare i form af lys ifølge en kontrakt indgået med Herning Kommune. Dette retsmedlem finder herefter, at det er virksomheden, der har forbrugt den indkøbte elektricitet således, at denne via ledningsnettet, standere mv. er blevet omsat til lys. Man må derfor adskille elementerne elektricitet og lys fra hinanden.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorefter den påklagede afgørelse vil være at stadfæste.

..."

Under denne sag, der er anlagt den 18. september 2002, har sagsøgeren, EnergiGruppen Jylland Service A/S, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at Energigruppen Jylland Service A/S for perioden fra den i. januar 2000 til den 30. juni 2002 er berettiget til godtgørelse af elektricitetsafgift og kuldioxidafgift vedrørende elektricitet indkøbt af EnergiGruppen Jylland Service A/S med henblik på produktion og salg af vejbelysning, i alt opgjort til 3.627.960,49 kr. med tillæg af rente beregnet efter cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb.

Skatteministeriet har principalt nedlagt påstand om frifindelse og har subsidiært påstået sagen hjemvist til fornyet behandling hos afgiftsmyndighederne.

Om sagens nærmere omstændigheder er for landsretten yderligere oplyst følgende

Det fremgår af overdragelsesaftalen mellem Herning Kommune og EnergiGruppen Jylland A/S og medunderskrevet af EnergiGruppen Jylland Service A/S den 28. juni 2000, at prisen for vejbelysningsanlægget var ansat til 30.665.360 kr. Af bilag til aftalen fremgår det, at det samlede vejbelysningsanlæg pr. 1. januar 2000 omfattede i alt 10.995 armaturer med tilhørende master og ledningsanlæg. Af bilag 4 til overdragelsesaftalen fremgår det, at drift og vedligeholdelse af vejbelysningsanlægget blandt andet omfatter drift og vedligeholdelse af anlægsdelene og tændingssystemet, der er baseret på central styring ved fotocelle, ajourføring og vedligeholdelse af vejbelysningskartoteker samt udskiftning af lyskilder. Af aftalen følger det endvidere, at EnergiGruppen Jylland Service A/S skulle udbygge og renovere vejbelysningsanlægget under hensyntagen til gældende sektorplaner samt etablere nye vejbelysningsanlæg efter aftale med Herning Kommune. Af det oprindelige bilag 5 til aftalen fremgik om betaling for energi, at denne skulle afregnes efter målte kWh, dog at der for mindre anlæg skulle beregnes et forbrug på grundlag af en årlig fastsat brændetid for lamperne.

I december 2000 blev aftalen genforhandlet af EnergiGruppen Jylland A/S og Herning Kommune, og af et tillæg til overdragelsesaftalen fremgår det blandt andet, at beregningen af energidelen i grundbeløbet blev anslået til 3,25 mio. kWh, beregnet på basis af de sidste 10 års gennemsnitlige forbrug. Af et nyt bilag 5 til overdragelsesaftalen fremgår det blandt andet, at betalingen for levering af lys med virkning fra den 1. januar 2001 skulle indeksreguleres kvartalsvist, bortset fra 0,22 %, der skulle udgøre en fast andel af betalingen.

Det fremgår af årsregnskabet for 2000 for EnergiGruppen Jylland Service A/S, at alle ind- og udbetalinger i årets løb via en mellemregningskonto gik gennem EnergiGruppen Jylland A/S og Herning Kommune, og at kommunen varetog inkassofunktionen for EnergiGruppen Jylland Service A/S. Dette blev ændret i 2001, hvor betalingerne udelukkende gik gennem moderselskabet EnergiGruppen Jylland A/S.

Af et posteringsbilag af 14. februar 2001 fra Herning Kommune vedrørende betaling for levering af lys i 2000 fremgår det, at kommunen har betalt 6.441.517,00 kr. a conto til EnergiGruppen Jylland Service A/S.

Efter en henvendelse fra KPMG C. Jespersen Statsautoriserede revisorer på vegne EnergiGruppen Jylland Service A/S blev der den 17. januar 2001 afholdt et møde med Told- og Skatteregion Herning med henblik på at drøfte, hvorvidt EnergiGruppen Jylland Service A/S kunne få godtgørelse for elafgift og kuldioxidafgift efter indkøb af elektricitet til vejbelysningen.

På mødet blev problemstillingen drøftet, og regionen traf herefter den 19. marts 2001 foreløbig afgørelse om, at EnergiGruppen Jylland Service A/S ikke kunne få afgiftsgodtgørelse for elafgift og kuldioxidafgift.

KPMG C. Jespersen Statsautoriserede revisorer skrev på ny til Told- og Skatteregion Herning den 26. marts 2001 og redegjorde for sagsøgerens synspunkter, og på denne baggrund traf regionen endelig afgørelse den 5. april 2001.

Vedrørende momsregistreringen af EnergiGruppen Jylland Service A/S fremgår det af selskabets registreringsbevis, at det blev stiftet den 27. juli 2000, men først formelt momsregistreret pr. 1. januar 2001. Den 7. juli 2000 rettede KPMG C. Jespersen Statsautoriserede revisorer på vegne EnergiGruppen Jylland Service A/S henvendelse til Told- og Skatteregion Herning med anmodning om, at EnergiGruppen Jylland A/S som køber af investeringsgoder fra Herning Kommune kunne succedere i kommunens reguleringsforpligtelse for fradrag af moms, og at EnergiGruppen Jylland A/S kunne foretage skatte- og afgiftsmæssige angivelser under Herning Kommunes registreringsforhold. Anmodningen blev imødekommet af Told- og Skatteregion Herning ved brev af 26. juli 2000.

DONG A/S overtog pr. 3. januar 2003 64 % af aktierne i EnergiGruppen Jylland A/S. Senere har DONG overtaget yderligere aktiver, således at selskabet nu ejer godt 65% af aktiverne, mens resten ejes af Herning Kommune.

Kammeradvokaten har til brug for domsforhandlingen udarbejdet et støttebilag med oversigt over fakturaer vedrørende den elektricitet, EnergiGruppen Jylland Service A/S har indkøbt i perioden fra den 1. januar 2000 til den 30. juni 2002. Det fremgår, at der i alt er indkøbt elektricitet for 2.858.438,97 kr. i 2000, 2.846.551,00 kr. i 2001 og 1.461.361,70 kr. i de to første kvartaler af 2002.

Påstandsbeløbet fremkommer således

Periode
                                              

Forbrug
kWh

Elafgift
kr.                  

Kuldioxid-
afgift kr.        

Krævet godt-
gørelse kr.      

1. januar 2000 - 30. juni 2002 

7.141.897,00

 3.627.960,49

714.189,70 

3.627.960,49

Beløbene er angivet uden moms. Det påstævnte godtgørelsesbeløb er beregnet som elafgiften på nær 1 øre pr. kWh plus 10 % af kuldioxidafgiften.

Forklaringer

SK har forklaret, at han siden den 1. november 2000 har været direktør i EnergiGruppen Jylland Service A/S og kommerciel direktør i Energigruppen Jylland A/S. Overdragelsen af vejbelysningsanlægget havde fundet sted, da han startede, men papirarbejdet blev først færdiggjort i december 2000. Det var kompliceret, idet overdragelsen berørte 7 forskellige selskaber. Energigruppen Jylland A/S er et holdingselskab og ejer en række selskaber med forskellige forretningsområder inden for forsyningsområdet. De fleste områder er reguleret af særlige regelsæt. Energigruppen Jylland Service A/S er et af disse selskaber. Selskabet arbejder landsdækkende og uafhængigt af forsyningsvirksomheder og er et kommercielt forsyningsselskab. Elektricitet købes som regel af ScanEnergi A/S, der også er en del af koncernen. EnergiGruppen Jylland Service A/S varetager gadebelysningen i Herning og Karup Kommune. En af selskabets strategier er at købe kommunale anlæg og derigennem specialisere sig. Selskabet har aftaler med en række andre kommuner omkring Herning Kommune, som har brug for specialiserede virksomheder som EnergiGruppen Jylland Service A/S. Selskabet har også overtaget belysningsopgaver for private virksomheder og boligforeninger, for eksempel vedrørende belysning på parkeringspladser, stibelysning og boligbelysning. Det er et område, der udvikler sig meget. Kontrakten med Herning Kommune er ikke så kommerciel i sit indhold, hvilket skyldes, at den er udformet i offentligt regi, hvor indholdet af kontrakterne er politisk bestemt. EnergiGruppen Jylland Service A/S ejer anlægget, der består af cirka 10.000 lysmaster, og driver det som sin egen ejendom i henhold til de sektorplaner, der er indgået på området. Selskabet skal til stadighed kunne leve op til lovgivningsmæssige og kvalitetsmæssige krav og forhandler med kommunen hvert år. Anlægget er styret af fotoceller med dæmpning, der sikrer optimalt lys og samtidig er energibesparende af hensyn til økonomien. EnergiGruppen Jylland Service A/S bestemmer, hvordan lysanlægget kan drives økonomisk mest forsvarligt under de givne rammer. Der anvendes computerprogrammer til videreudvikling af belysningen. Aftalen med Herning Kommune blev indgået under meget turbulente forhold det første år, hvor alle selskaberne skulle dannes, og blev hurtigt ændret på visse punkter. Denne aftale var kun en af mange på forsyningsområdet. Kommunen ønskede hurtigt efter aftalens indgåelse genforhandling af betalingsbetingelserne, hvilket selskabet accepterede. Den første kontrakt med indeksreguleringer var meget fordelagtig for EnergiGruppen Jylland Service A/S. Selskabet accepterede, at en del af kontraktsummen ikke skulle indeksreguleres, og at energidelen af grundbeløbet kunne være en fast integreret del af aftalen. Det var på sigt en forringelse af kontrakten for selskabet. Han så en mulighed for, at de kunne handle med el til billigste pris og fik kontraktperioden forlænget til 20 år. Kommunen kunne godt se, at reguleringerne af priserne ville give EnergiGruppen Jylland Service A/S for stor fordel hen ad vejen. Man forhandlede sig frem til den faste sats på 0,22 % af betalingen for belysning. Da kommunen ejede EnergiGruppen Jylland Service A/S, var hans forhandlingsposition vanskelig. Genforhandlingen var ikke begrundet i et ønske om at optimere muligheden for tilbagebetaling af afgifter. Dette aspekt kom senere til i december 2000 under drøftelsen med revisorerne om årsregnskabet, idet de blev opmærksomme på, at en produktionsvirksomhed burde kunne fradrage sådanne afgifter. Herefter blev der rettet henvendelse til Told- og Skatteregion Herning. Den manglende underskrift på tillægget til overdragelsesaftalen var en fejl og skyldes nok den store mængde dokumenter på det tidspunkt. Begge parter har efterlevet aftalen. Der var ikke et færdigt regnskabssystem i koncernen i 2000, og derfor blev der faktureret til kommunen, som man plejede at gøre. Kommunen har betalt energiafgifterne, men der er afregnet med selskabet. Hvis energipriserne stiger, vil kontraktsummen også stige. Denne risiko påhviler EnergiGruppen Jylland Service A/S.

Procedure

Sagsøgeren, EnergiGruppen Jylland Service A/S, har til støtte for påstanden gjort gældende, at anvendelsen af elektricitet til produktion og momspligtigt salg af vejbelysning må anses som forbrug af afgiftspligtig elektricitet i virksomheden. Al momsregistreret virksomhed, der ikke omfattes af bilaget til elektricitetsafgiftsloven eller elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 3, berettiger til afgiftsgodtgørelse. EnergiGruppen Jylland Service A/S har drevet momspligtig virksomhed og har været behørigt momsregistreret i både 2000 og 2001, hvorfor de objektive krav for afgiftsgodtgørelse i henhold til elektricitetsafgiftslovens § 11 og kuldioxidafgiftslovens § 9 er opfyldt. Der er ikke hjemmel til at opstille supplerende kriterier for retten til afgiftsgodtgørelse. EnergiGruppen Jylland Service A/S har ved gennem sine belysningsanlæg at transformere elektricitet til et væsensforskelligt og forædlet produkt i form af lys leveret et produkt, der ikke har karakter af videresalg af den indkøbte elektricitet. De, der drager nytte af belysningen, har således ikke haft mulighed for at forbruge, disponere over eller drage nytte af elektriciteten, men nyder alene godt af den belysning, der produceres ved forbruget af elektriciteten. Det er EnergiGruppen Jylland Service A/S, der inden for rammerne af virksomheden forbruger og drager nytte af elektriciteten og via indkøb af elektriciteten til anvendelse i belysningsanlægget kan opfylde forpligtelsen til at levere produktet vejbelysning i Herning Kommune. EnergiGruppen Jylland Service A/S bærer risikoen for tab ved ændringer i energipriserne, uanset om aftalen kan genforhandles. Herning Kommunes forpligtelser overfor kommunens borgere og kommunens valg af opfyldelsesmåde - at lægge aktiviteterne over i et selvstændigt selskab - er uden betydning for den afgiftsretlige vurdering af den virksomhed, som udøves af EnergiGruppen Jylland Service A/S. Elektricitetsafgiftslovens § 11 skal fortolkes således, at bestemmelsen omfatter elektricitet anvendt til opfyldelse af en kontraktmæssig forpligtelse om levering af belysning.

Sagsøgeren har videre gjort gældende, at selskabet blev formelt momsregistreret i januar 2001, men registreringen fik efter aftale med skattemyndighederne virkning allerede fra 1. januar 2000. EnergiGruppen Jylland Service A/S opfylder således for hele perioden kravet om momsregistrering i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1 og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1. EnergiGruppen Jylland Service A/S har haft den fulde fradragsret for indgående moms af indkøbt elektricitet siden overtagelsen af vejbelysningsanlægget den 1. januar 2000, hvor selskabet også overtog den med aktiverne forbundne momsreguleringsforpligtelse. Det forhold, at elektriciteten i 2000 faktisk blev faktureret direkte til Herning Kommune, som udlagde betalingen herfor, påvirker ikke fradragsretten for indgående moms for EnergiGruppen Jylland Service A/S. At der i februar 2001 blev foretaget en samlet opgørelse for 2000, hvori kommunens udlæg blev fratrukket som a conto betaling af det skyldige beløb i henhold til aftalen om gadebelysning, viser, at det faktisk var EnergiGruppen Jylland Service A/S, der afholdt udgiften til indkøbt elektricitet, herunder afgifterne. Det forhold, at angivelse af moms og andre afgifter, A-skat, bidrag til ATP og arbejdsmarkedsbidrag i år 2000 skete under Herning Kommunes registreringsforhold, ændrer ikke på, at det var EnergiGruppen Jylland Service A/S, der hæftede for betalingen af de skyldige skatter og afgifter. Skattemyndighederne havde godkendt denne ordning, der af praktiske hensyn i en overgangsperiode var etableret for den samlede koncern.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at tillægsaftalen af 14. december 2000 mellem selskabet og Herning Kommune er vedtaget mellem parterne og også er blevet efterlevet. Hensigten med tillægsaftalen var ikke at kunne opnå godtgørelse for elektricitets- og kuldioxidafgift, idet aftalen er kommercielt betonet og resultatet af en forhandling mellem aftaleparterne. Herning Kommune har nu overdraget den bestemmende indflydelse i EnergiGruppen Jylland Service A/S til DONG, der er en ren kommerciel virksomhed. EnergiGruppen Jylland Service A/S indkøber, betaler og forbruger for egen regning og risiko elektriciteten og opnår ikke omkostningsdækning - i form af en overvæltning af afgiftsbeløbet i den videre omsætning for den leverede og forbrugte energi, idet omkostningerne indregnes i prisen for det færdige produkt.

Vedrørende forrentningen af påstandsbeløbet har sagsøgeren gjort gældende, at beløbet skal forrentes fra månedsdagen for myndighedernes modtagelse af anmodningen om tilbagebetaling og indtil udbetalingsdagen, jf. pkt. 8 i cirkulære nr.157 af 14. oktober 1987. EnergiGruppen Jylland Service A/S har ved brev af 10. januar 2001, der må antages at være kommet frem den 11. januar 2001, anmodet om tilbagebetaling af afgiftsbeløbene, hvorfor beløbet skal forrentes fra den 11. februar 2001. Rentesatsen efter rentecirkulærets pkt. 6 er den til enhver tid gældende rentesats efter rentelovens § 5.

Sagsøgeren har endelig - såfremt selskabet måtte få medhold i, at der skal ske godtgørelse for betalte afgifter for en del af perioden fra den 1. januar 2000 til den 30. juni 2002, - anført, at selskabet i så fald kan tilslutte sig Skatteministeriets subsidiære påstand om, at sagen skal hjemvises til afgiftsmyndighederne med henblik på opgørelse af godtgørelsesbeløbet for den pågældende periode.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at EnergiGruppen Jylland Service A/S ikke er berettiget til godtgørelse af elektricitets- og kuldioxidafgift i medfør af elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, i relation til den elektricitet, som er indkøbt til brug for driften af vejbelysningsanlægget i Herning Kommune i henhold til aftalen herom. EnergiGruppen Jylland Service A/S har ikke forbrugt den omhandlede elektricitet som angivet i elektricitetsafgiftslovens §11, stk. 1. Der sker ikke forbrug i ordets forstand af elektriciteten i virksomheden, idet elektriciteten indkøbes og videreleveres i form af belysning til kommunen og dens borgere. Det er kommunen og borgerne, der drager nytte af den anvendte elektricitet, og som derfor er forbrugerne i ordets egentlige betydning. EnergiGruppen Jylland Service A/S driver og vedligeholder ifølge overdragelsesaftalen af 28. juni 2000 vejbelysningsanlægget i Herning Kommune, hvilket understreger, at forbruget af elektricitet ikke finder sted i virksomheden. Driften og vedligeholdelsen skal efter aftalen ske efter Herning Kommunes ønsker og anvisninger, og Herning Kommune har de offentligretlige forpligtelser vedrørende vejbelysningen. I aftalen - og særligt i den oprindelige udformning - var det omtalt, at forpligtelsen for EnergiGruppen Jylland Service A/S bestod dels i at stille vejbelysningsanlægget til rådighed, dels i levering af energi, der skulle afregnes pr. kWh. I tillægsaftalen opnår EnergiGruppen Jylland Service A/S reelt omkostningsdækning for leveret energi, og dette understreger, at det er kommunen og borgerne, der er forbrugere. Ændringen af aftalen var afgiftsmæssigt begrundet, hvilket må lægges til grund ved bedømmelsen. Når det i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 15, angives, at afgiften tilbagebetales i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift, angår dette alene spørgsmålet om, hvorvidt virksomheden har fuld eller delvis fradragsret. Dette ændrer ikke på den generelle betingelse i lovens § 11, stk. 1, om, at elektriciteten skal være forbrugt i virksomheden.

Sagsøgte har videre gjort gældende, at EnergiGruppen Jylland Service A/S først blev registreret i henhold til momsloven pr. 1. januar 2001, og da der ikke har været nogen formel momsregistrering i 2000, er der allerede af den grund ikke grundlag for afgiftsgodtgørelse i denne periode. Told- og Skatteregion Herning har ikke godkendt, at momsregistreringen af EnergiGruppen Jylland Service A/S skulle have virkning fra den 1. januar 2000, og korrespondancen med regionen har kun angået moderselskabet EnergiGruppen Jylland A/S. EnergiGruppen Jylland Service A/S har således ikke fradragsret efter momslovens § 37 for den indgående moms af elektriciteten til brug for gadebelysningen for perioden 1. januar til 31. december 2000. Elektriciteten er i 2000 faktureret direkte til Herning Kommune, og momsen er indgået i kommunens regnskab. Det er ikke dokumenteret, om og i hvilket omfang Herning Kommunes udlæg for 2000 vedrørte betaling for elektricitet, herunder moms og energiafgifter.

Sagsøgte har videre gjort gældende, at Herning Kommune reelt har ydet omkostningsdækning for den indkøbte elektricitet til vejbelysningen, og afgifterne er derfor overvæltet på kommunen. I den oprindelige aftale skulle der betales pr. kWh, hvor det af tillægsaftalen fremgår, at energidelen i grundbeløbet er anslået til 3,25 kWh, samt at parterne kan kræve aftalen genforhandlet, hvis der sker væsentlige ændringer i relevante udgifter, herunder skatter og afgifter. Energidelen af grundbeløbet er sat så højt, at Herning Kommune under alle omstændigheder vil komme til at betale for det faktiske elforbrug.

Vedrørende rentepåstanden har sagsøgte gjort gældende, at et eventuelt tilbagebetalingskrav først skal forrentes fra sagens indbringelse for retten, jf. rentelovens § 3. Der er ikke ved skrivelsen af 10. januar 2001 sket anmodning om betaling, men derimod blot rettet en forespørgsel til Told- og Skatteregion Herning om, hvorvidt der var mulighed for afgiftsgodtgørelse, og rentecirkulærets pkt. 7 eller 8 og 12 finder derfor ikke anvendelse på et eventuelt krav om tilbagebetaling.

Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgte gjort gældende, at sagen skal hjemvises til afgiftsmyndighederne med henblik på opgørelse af godtgørelsesbeløbet for den pågældende periode, hvis EnergiGruppen Jylland Service A/S får medhold i, at der skal ske godtgørelse for betalte afgifter for en del af perioden fra den 1. januar 2000 til den 30. juni 2002.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter lovbekendtgørelse nr. 689 af 17. september 1998 om afgift af elektricitet § 11, stk. 1, nr. 1, kan virksomheder, der er registrerede efter merværdiafgiftsloven, bortset fra de i stk. 2 nævnte tilfælde, få tilbagebetalt afgiften - med undtagelse af 1 øre pr. kWh - af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Virksomheder, der er registrerede efter merværdiafgiftsloven, kan efter lovbekendtgørelse nr. 643 af 27. august 1998 om kuldioxidafgift af visse energiprodukter § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, få tilbagetalt 10 % af kuldioxidafgiften for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter § 11 i elektricitetsafgiftsloven.

Som elektricitetsafgiftsloven er udformet, må der ved en virksomheds forbrug af afgiftspligtig elektricitet i lovens § 11, stk. 1, nr. 1, forstås det forbrug, der foregår som led i en produktionsproces i virksomheden - eksempelvis til drift af maskiner, produktionsanlæg, belysning i virksomheden eller lignende - og det må kræves, at elektriciteten kan anses som forbrugt af virksomheden til dette formål.

EnergiGruppen Jylland Service A/S har ifølge overdragelsesaftalen af 28. juni 2000 med Herning Kommune til opgave - som ejer af vejbelysningsanlægget i Herning Kommune - at drive og vedligeholde anlægget efter nærmere aftale med kommunen, idet kommunen er forpligtet efter offentlige regler til at sikre vejbelysningen for borgerne. Indkøb og anvendelse af elektricitet til driften af belysningsanlægget i kommunen findes ikke at kunne sidestilles med en sådan produktionsproces, som må forudsættes i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og EnergiGruppen Jylland Service A/S kan ikke som virksomhed i denne sammenhæng siges at forbruge elektriciteten til procesformål. Landsretten har herved lagt vægt på, at kommunens borgere må anses som de egentlige forbrugere af elektriciteten til brug for vejbelysningen.

Allerede af denne grund tager landsretten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkosntninger skal sagsøgeren, EnergiGruppen Jylland Service A/S, betale 150.000 kr. til sagsøgte.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.