Dato for udgivelse
08 Jun 2011 10:42
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
16 May 2011 14:28
SKM-nummer
SKM2011.401.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
7. afdeling, B-2568-10
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Transporttid, fysisk, maskinarbejder, montør, arbejdssted
Resumé

Maskinarbejder var ikke berettiget til skattefri rejsegodtgørelse i videre udstrækning end det, der var lagt til grund ved Landsskatteretskendelsen SKM2007.429.LSR og byretsdommen SKM2008.969.BR. Højesterets dom SKM2009.333.HR kunne ikke føre til et andet resultat, og højesteretsdomrnen gav derfor ikke anledning til genoptagelse af skatteansættelsen for den pågældende.

Maskinarbejderens mødetid var kl. 7, og den daglige arbejdstid var mellem 8½ og 9½ timer incl. frokostpause. Afstanden mellem bopæl og arbejdsplads var godt 100 km., og rejsetiden var ca. 1½ time hver vej. Han havde overnattet hos en bror i nærheden af arbejdspladsen.

Reference(r)
Ligningsloven § 9 A
Henvisning

Ligningsvejledningen 2011-1 A.B.1.7.1

Henvisning
Indeholdelse af A-skat og AM-bidrag 2011-2 B.1.7.1.3

Parter

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Lars Apostoli)

mod

Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for A
(advokat Bodil Tolstrup (prøve))

Afsagt af landsdommerne

Steen Mejer, Lone Kerrn-Jespersen og Peter Thønnings

I denne sag er Landsskatterettens kendelse af 8. april 2010 indbragt for byretten den 1. juli 2010. Sagen er ved denne rets kendelse af 30. august 2010 henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226. stk. 1.

Sagsøgeren, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om, at A tilpligtes at anerkende, at han for indkomståret 2003 ikke er berettiget til skattefri rejsegodtgørelse ud over den, der blev godkendt ved Landsskatterettens kendelse af 14. maj 2007 og dom afsagt af byretten den 30. april 2008 (SKM2008.969.BR), og at der derfor ikke er grundlag for genoptagelse af sagen om skattefri rejsegodtgørelse ved Landsskatteretten.

Sagsøgte, A, har påstået frifindelse.

A var gennem nogle måneder i 2003 af sin arbejdsgiver sendt på tjenesterejse og fik i den forbindelse udbetalt rejsegodtgørelse af arbejdsgiveren. Spørgsmålet er, om betingelserne for at anse rejsegodtgørelsen for skattefri er opfyldt. Sagen drejer sig nærmere om forståelsen af rejsebegrebet i ligningslovens § 9 A om skattefri rejsegodtgørelse og om forståelsen af Højesterets dom gengivet i SKM2009.333.HR. Parterne er enige om, at rejsegodtgørelsen for de dage, der er omfattet af denne sag, udgør 14.695 kr.

Sagsfremstilling

A er uddannet som maskinarbejder. Han var i 2003 ansat hos G1 Industrimontage A/S som montør/rørsmed. A, der boede nær ..., blev i ugerne 10 - 27 i 2003 (fra tirsdag den 4. marts til fredag den 4. juli 2003) udsendt af sin arbejdsgiver til at udføre arbejde bl.a. på virksomheden G2. Arbejdet hos G2 vedrørte opførelsen af en fabriksbygning, og As arbejde bestod i produktion og installation af fabrikkens produktionsrør.

I uge 10 - 27 boede A to forskellige steder, ... og ... Parterne er enige om, at afstanden fra begge disse adresser til arbejdsstedet er på ca. 100 km, og at transporttiden var på 1½ time hver vej. Der er endvidere enighed om, at der var tale om tjenesterejser for A.

A arbejdede mandag til fredag. Det er oplyst, at As arbejdstid begyndte kl. 7.

A har oplyst, at han kørte fra sin bopæl søndag aften, arbejdede mandag til fredag, hvorefter han kørte tilbage til bopælen fredag efter endt arbejde. Han har videre oplyst, at han i løbet af ugen overnattede hos sin bror BB, der da boede på .... Det fremgår af Landsskatterettens kendelse i sagen, at A ifølge sine køresedler forlod sin bopæl hver søndag og først vendte tilbage fredag efter endt arbejde.

As arbejdsgiver udbetalte kost- og logigodtgørelse til ham for de døgn, han var væk fra sin bopæl. Denne godtgørelse oversteg ikke taksterne fastsat i Ligningslovens § 9 A, stk. 2.

Den 23. november 2005 afsagde Østre Landsret dom, gengivet i SKM2005.492.ØLR, i en sag om betingelserne for at opnå skattefrihed for udbetalt rejsegodtgørelse. På den baggrund anmodede A skattemyndighederne om genoptagelse vedrørende indkomståret 2003, idet han nedlagde påstand om godkendelse af skattefrihed for den udbetalte rejsegodtgørelse for mindst 38 dage i forbindelse med arbejdet i ...

Ved Landsskatterettens kendelse af 14. maj 2007 fik A medhold i, at den udbetalte rejsegodtgørelse vedrørende 5 dage, hvor han havde haft en samlet arbejdstid på mere end 11 timer, var skattefri. For så vidt angår de øvrige dage anså Landsskatteretten det ikke for godtgjort, at overnatning ved den midlertidige arbejdsplads have været nødvendiggjort af arbejdsforholdene.

A indbragte sagen for byretten med påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at han var berettiget til at modtage skattefri kost- og logigodtgørelse med i alt 19.170 kr. for de arbejdsdage - i alt yderligere 33 dage - hvor arbejdsdagens samlede længde udgjorde 10 timer eller mere, og hvor han skulle møde på arbejde den følgende morgen. Ved byrettens dom af 30. april 2008 fik A medhold i sin påstand. Dommen blev ikke anket.

Den 5. maj 2009 afsagde Højesteret dom i en anden sag om skattefri rejsegodtgørelse, jf. SKM2009.333.HR.

På den baggrund anmodede A i efteråret 2009 på ny Landsskatteretten om genoptagelse af sin sag vedrørende indkomståret 2003.

Landsskatteretten traf afgørelse ved kendelse af 8. april 2010, hvoraf det fremgår bl.a.

"...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Har en arbejdsgiver udbetalt godtgørelse for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, skal godtgørelsen medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. Ligningslovens § 9, stk. 5. Dette gælder dog ikke godtgørelse for rejseudgifter omfattet af ligningslovens § 9 A, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af Skatterådet (tidligere Ligningsrådet). Godtgørelsen er i så fald skattefri.

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at lønmodtageren kan anses for at være på rejse. En lønmodtager anses for at være på rejse:

  1. når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, eller
  2. når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Der henvises til ligningslovens § 9 A samt TS-cirkulære 2002-34.

Landsskatteretten godkender nu under henvisning til den af Højesteret afsagte dom af 5. maj 2009, SKM2009.333.HR, efter en konkret vurdering af klagerens arbejdsforhold, at den udbetalte rejsegodtgørelse for de resterende 41 dage også anses som skattefri. Der er herved bl.a. lagt vægt på afstanden mellem klagerens bopæle i den pågældende periode og arbejdsstedet, omfanget af den samlede arbejds- og transporttid, arbejdets karakter samt det oplyste om de trafikale forhold."

Parterne er enige om at følgende oversigt illustrerer omfanget af og den retlige prøvelse af As arbejdsdage i ...:

Antal dage

Antal arbejdstimer
incl. frokostpause

Udfald                                                                                                          
     

5

11 

Godkendt af Landsskatteretten i 2007

33

10  

Godkendt af byretten i 2008

1

Godkendt af Landsskatteretten i 2010, men indbragt af Skatteministeriet

13

9   

do.

9

do.

13

8   

do.

5

do.

De fem arbejdsdage på 7½ time er efter det oplyste alle fredage, hvor A tog hjem på weekend efter endt arbejde. Han har således ikke modtaget rejsegodtgørelse for nætter mellem fredage og lørdage.

Retsgrundlaget

Ved lov nr. 1063 af 12. december 1996 fik den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, følgende formulering:

"...

Stk. 5. Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren, for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen.

Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter omfattet af § 9 B eller rejseudgifter eller andre merudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af Ligningsrådet. Ved rejseudgifter forstås merudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, når dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl."

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 2549):

"...

3. De fremtidige regler

a. Rejsebegrebet - rejseudgifter

Den tidligere varierende praksis og Højesterets dom [af 30. august 1996, UfR 1996 s. 1360] viser, at det er meget vanskeligt i praksis at operere med et krav om, at det er en forudsætning for at være på rejse, at den pågældende udsendes fra den "normale" arbejdsplads. I mange situationer vil dette kriterium heller ikke i praksis kunne benyttes til at udskille de personer, der påføres større udgifter end andre, på en arbejdsplads. Rejsebegrebet kan således ikke begrænses til tilfælde, hvor en lønmodtager f.eks. midlertidigt udsendes fra sit kontor i Danmark til et møde i udlandet eller af arbejdsgiveren udsendes fra et værksted i Jylland til en byggeplads på Sjælland.

Det foreslås derfor, at kravet om, at der skal være tale om udsendelse fra en arbejdsplads til en anden arbejdsplads fuldstændig opgives, således at Ligningsrådets adgang til at fastsætte standardsatser for godtgørelsen som udgangspunkt kommer til at omfatte:

Alle lønmodtagere, der påføres merudgifter, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl.

Denne afgrænsning medfører en udvidelse i forhold til det snævre tjenesterejsebegreb. De erhvervsgrupper, der typisk har mindre udgifter og tidligere var omfattet af Ligningsrådets særregler, vil derfor blive omfattet af de almindelige rejsesatser, hvis der ikke fastsættes nye særregler.

...

e. Overnatning/éndagsrejser

Den foreslåede nye "rejsedefinition" forudsætter som nævnt, at det er nødvendigt at overnatte uden for den sædvanlige bopæl.

...

Kravet om overnatning medfører en betydelig forenkling af reglerne. Hvis der ikke kræves overnatning, er det meget vanskeligt at fastsætte et nogenlunde præcist rejsebegreb og fastlægge grænser for, hvornår lønmodtagere med skiftende arbejdspladser, flere samtidige arbejdspladser, langt til arbejde eller kørsel i embeds medfør, er omfattet af rejsereglerne."

Ved lov nr. 955 af 20. december 1999 om ændring af ligningsloven mv. blev lovens § 9, stk. 5, 2. og 3. pkt., erstattet af § 9 A, stk. 1, med følgende formulering:

"...

§ 9 A. Godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 2."

Det hedder i de specielle bemærkninger til denne bestemmelse (Folketingstidende 1999-2000. tillæg A, s. 2419):

"Af pædagogiske årsager foreslås det at justere formuleringen af rejsebegrebet. Der er imidlertid ikke tilsigtet ændringer i forhold til det hidtidige indhold af rejsebegrebet, som blev indført ved lov nr. 1063 af 12. december 1996, jf. lov nr. 452 af 10. juni 1997.

Den justerede formulering dækker som hidtil over de to situationer, hvori arbejdsgiveren m.v. vil kunne udbetale en skattefri rejsegodtgørelse, dvs.:

  1. Når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
  2. Når arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Om den nærmere afgrænsning af rejsebegrebet henvises til bemærkningerne til lov nr. 1063 af 12. december 1996 (L 99 1996-97) samt til bemærkningerne til lov nr. 452 af 10. juni 1997 (L 257 1996-97)."

Skatteministeren har den 22. marts 2004 besvaret et spørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg således (Skatteudvalget, Alm. del, bilag 349):

"...

Spørgsmål 165

Vil ministeren redegøre for, hvilke kriterier, der ligger til grund for vurderingen af, om ligningslovens § 9 A finder anvendelse, samt hvorledes der sikres ensartet praksis i kommunerne.

Svar

Det fremgår af ligningslovens § 9 A, at betingelsen for at få skattefri rejsegodtgørelse er, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Der er ikke i lovbestemmelsen fastsat en transporttids- eller kilometergrænse.

Der kan således kun udbetales skattefri rejsegodtgørelse for rejser med overnatning og af en varighed på mindst 24 timer. Det betyder, at der skal være overnattet ude, men omvendt er det ikke nok, at man rent faktisk har overnattet ude. Det skal være arbejdet, der nødvendiggør overnatning uden for hjemmet.

Ved afgørelsen af, om det er nødvendigt at overnatte ude, ser man bl.a. på arbejdsgiverens krav til lønmodtageren samt afstanden mellem bopælen og det midlertidige arbejde.

De arbejdsmæssigt begrundede instruktioner kan f.eks. være tilkaldevagt, lange/skiftende arbejdstider eller arbejdsmarkedsregler (hviletidsbestemmelser).

Med hensyn til afstanden, ser man på, om lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Det er ikke helt det samme som, at det skal være umuligt, men meningen har været, at der skulle stilles store krav til, om lønmodtageren rent faktisk har mulighed for at komme hjem og overnatte.

Det er derfor ikke nok, at det er besværligt, for langt, upraktisk eller for dyrt i transportudgifter. Det har heller ikke været meningen med bestemmelsen, at godtgørelsen skulle være en slags kompensation for, at arbejdet måske er hårdt eller ubehageligt.

Eksempelvis kan en skolelærer, der er på lejrskole med en 9. klasse, 5 km fra sin bopæl, ikke tage hjem og overnatte, da man ikke kan lade klassen være alene hele natten. Modsat kan en lønmodtager, der arbejder 50 km væk og har en arbejdstid fra 9 til 17, godt nå hjem og overnatte.

Det er således en meget konkret bedømmelse i hver enkelt sag, om betingelserne er opfyldt, og bedømmelsen kan ikke foretages alene på baggrund af afstanden. Bedømmelsen foretages af de kommunale ligningsmyndigheder.

..."

Forklaringer

Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaringer af A og BB.

A har forklaret, at han kan vedstå gengivelse af sin forklaring i byretten i dommen af 30. april 2008. Denne forklaring er gengivet således:

"A har forklaret, at han er uddannet maskinarbejder på G3. I 2003 var han ansat som rørsmed hos G1 Industrimontage A/S. Han blev sendt til ... for at udføre arbejde i forbindelse med opførelse af en fabriksbygning. Et stort antal rør blev svejset og hængt på plads i bygningen. [As] arbejde bestod blandt andet i at producere rør og hænge dem på plads. Rørdimensioneme varierede meget. Det var et meget fysisk betonet arbejde. Når arbejdsdagen var slut, var [han] træt i kroppen. Han var udmattet af at slæbe rør og gasflasker til svejseprocessen.

..."

Han har videre forklaret, at han af og til, mens han arbejdede i ..., arbejdede sammen med andre smede, andre gange arbejdede han alene. Han overnattede i løbet af ugen hos sin bror, der havde en 2½ værelses lejlighed på .... Broren boede i lejligheden sammen med sin kæreste. Når han overnattede hos broren, sov han i et lille kontor, hvor der var lagt en madras. Han betalte ca. 500 kr. pr. måned til sin bror, eller han gav eventuelt middag i byen. Det hændte, at han spiste sammen med broren og dennes kæreste, andre gange spiste han for sig selv - også af hensyn til brorens og dennes kærestes privatliv. Han kørte i bil mellem brorens adresse og .... Grunden til, at han ikke kørte hjem til ..., var de lange arbejdsdage og den lange afstand. Ved begyndelsen af en arbejdsdag vidste han ikke, hvornår arbejdsdagen ville slutte.

Adressen på ... er en lejlighed, der tilhørte en kammerat. Ejendommen på ... er et en-familieshus på ca. 100 m2, som han overtog i marts 2003. Det var et håndværkertilbud, som han satte i stand i weekenderne. Han havde en kæreste i ..., hvor han også af og til overnattede, så hans bror og dennes kæreste kunne være alene.

BB har forklaret, at A overnattede hos ham i den periode, hvor han arbejdede i .... Han havde dengang en lejlighed på 2½ værelse, som han delte med sin kæreste. A overnattede i et kammer. De havde ikke nogen aftaler om, hvornår A, der selv havde nøgle, kom. De spiste sammen jævnligt. A overnattede hos ham hver nat i løbet af ugen. Han kan dog ikke udelukke, at der har været enkelte nætter, hvor A ikke overnattede hos ham. Han var ikke selv hjemme hver nat, idet han havde skifteholdsarbejde med nogle nattevagter. A havde af og til nogle ærinder, og han kiggede også i en periode på hus. Også efter at A havde købt huset på ..., fortsatte han med at overnatte hos ham. Der var således ikke nogen ændringer i det daglige efter, at A havde købt hus. A har givetvis også overnattet hos sin kæreste nogle gange.

Procedure

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand anført, at umulighedskriteriet i ligningslovens § 9 A beror på en helhedsvurdering, hvor der tages hensyn til en flerhed af faktorer. Varigheden af muligt ophold i hjemmet ved kørsel mellem bopæl og midlertidigt arbejdssted indgår i denne helhedsvurdering, men kun som ét blandt flere momenter. Der tages også hensyn til andre forhold, herunder kørselsafstanden, transporttiden, spildtid som følge af ventetid og arbejdets karakter. Kun hvis resultatet af en samlet afvejning af alle de relevante momenter er, at overnatning i hjemmet i praksis ikke er mulig, er betingelsen for skattefri rejsegodtgørelse i henhold til ligningslovens § 9 A opfyldt. Når det efter omstændighederne ikke ganske kan udelukkes, at den pågældende rent faktisk har udnyttet en mulighed for overnatning på sin sædvanlige bopæl, kan lovens betingelse således ikke være opfyldt. Alene tilstedeværelsen af en mulighed for, at den pågældende har overnattet på bopælen, udelukker således under alle omstændigheder skattefrihed i medfør af § 9 A.

En ren ordlydsfortolkning af bestemmelsen i § 9 A fører til det resultat, at overnatning på bopælen skal være (fysisk) umuligt (på grund af afstanden mellem bopæl og arbejdsplads). I administrativ praksis har man altså fortolket bestemmelsen noget mere lempeligt, således at bestemmelsen også kan finde anvendelse, selv om overnatning på bopælen vel ikke er en fysisk umulighed, men blot en praktisk umulighed - på grund af afstanden i kombination med andre faktorer, herunder arbejdstider, transporttider, arbejdets karakter og andet. Der er dog ikke tale om, at lovens betingelse anses for opfyldt, når blot kørsel mellem hjem og arbejdsplads og overnatning på bopælen som følge af afstand, arbejdstid og transporttid m.m. forekommer ubekvemt, eller når overnatning i nærheden af arbejdsstedet fremstår som et mere hensigtsmæssigt alternativ. Det fastholdes således, at det er et umulighedskriterium, der gælder.

Højesterets dom i SKM2009.333.HR betyder, at der ved vurderingen af afstanden og transporttiden ikke kan opstilles en generel regel om, at det altid er transporttiden i bil, der skal lægges til grund, når dette fører til den korteste transporttid. På dette punkt indebærer dommen en tilsidesættelse af den administrative praksis, som hidtil havde været gældende. Men i øvrigt indebærer dommen ikke en tilsidesættelse af administrativ praksis eller af retspraksis. Østre Landsrets dom gengivet i SKM2009.627.ØLR er i overensstemmelse hermed. Det betyder bl.a., at også dommene gengivet i SKM2005.318.HRSKM2005.492.ØLR og SKM2006.482.ØLR fortsat er udtryk for gældende ret. Der henvises endvidere til Ligningsvejledningen, Alm. del, afsnit A.B.1.7.1 og til Skatteministeriets domskommentarer gengivet i SKM2006.138.DEP og SKM2009.648.DEP samt SKAT's styresignal gengivet i SKM2009.650.SKAT.

Sagen drejer sig om de tilfælde, hvor A ville have mulighed for at opholde sig i hjemmet mellem 11½ og 13 timer, hvis han valgte at køre hjem til bopælen for at overnatte efter arbejdstids ophør. Det betyder ikke, at A i disse tilfælde "på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl" med den virkning, at betingelsen for skattefri rejsegodtgørelse i henhold til ligningslovens § 9 A er opfyldt. Det gøres derimod gældende, at A i de tilfælde, der er omfattet af sagen, ikke har været afskåret fra overnatning i hjemmet, og at det efter bevisførelsen i øvrigt ikke kan udelukkes, at han i en vis udstrækning rent faktisk også har udnyttet muligheden for overnatning i hjemmet. Det er rigtigt, at Skatteministeriet ikke under den tidligere sag har anfægtet oplysningerne om, at A ikke overnattede hjemme, men da var der kun spørgsmål om skattefrihed i forbindelse med lange arbejdsdage.

Den foreliggende sag er meget principiel og har betydning for fremtidig praksis vedrørende skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A, og sagen har på den baggrund stor praktisk og administrativ betydning.

Dansk Metalarbejderforbund har for det første gjort gældende, at Højesteret i SKM2009.333.HR har anerkendt, at der for lønmodtagere på tjenesterejser (sammenlignet med lønmodtagere på selvvalgt rejse) gælder lempeligere krav for vurderingen af, hvornår rejsen må anses for at medføre, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte hjemme.

For det andet gøres det gældende, at disse lempeligere krav må medføre, at de omhandlede 41 dage anerkendes som rejsedage i ligningslovens forstand, hvorefter de modtagne rejsegodtgørelser skal anses som skattefrie.

SKM2009.333.HR ændrede praksis for vurderingen af, hvornår betingelserne i ligningslovens § 9 A er opfyldt for lønmodtagere på tjenesterejse på følgende måder:

  • Hvis der konkret er anvist og benyttet offentlig transport beregnes transporttiden på baggrund af dette transportmiddel, f.eks. tog.
  • Ved vurdering af umulighedskriteriet blev medarbejderne anset for at være på rejse, hvis de kun kunne opholde sig på bopælen i op til 12:38 timer. Sammenlignelige sager må afgøres i overensstemmelse hermed, også selv om der er kørt i bil (og ikke tog) til udstationeringsstedet, da det er den samlede bedømmelse af lønmodtagerens forhold og ikke transportmidlet, der er afgørende for, om sagerne er sammenlignelige.

Dette følger ikke alene af formuleringen af Højesterets præmisser i SKM2009.333.HR men tillige af parternes anbringender i højesteretssagen. Højesteret tog således ikke blot medarbejdernes anbringende om anvendelse af tog-transporttider til følge men tillige anbringendet om, at der skal sondres mellem tjenesterejser og selvvalgte rejser ved bedømmelsen af, om det er muligt at overnatte hjemme, til følge.

Indtil SKM2009.333.HR blev afsagt, udgjorde "11-timers-reglen", som knæsat i SKM2007.247.HR, en tommelfingerregel ved vurderingen af, hvornår det var muligt at overnatte hjemme for såvel lønmodtagere på tjenesterejser som lønmodtagere på selvvalgte rejser.

Dette synes også at fremgå af den "klare og restriktive" praksis, Skatteministeriet henviste til i SKM2009.333.HR. Højesteret ændrede bevidst den eksistererde praksis for bedømmelsen af, hvornår en lønmodtagers samlede forhold udgør en forhindring for, at lønmodtageren kan overnatte hjemme. Højesteret godkendte således, at medarbejderne kunne anses for at være på rejse i situationer, hvor der, selv når tog-tiderne blev lagt til grund, forelå en klar praksis for, at der ikke var tale om en rejse i ligningslovens forstand.

Praksis kan opstilles således

Sag rejsetype  afstand  i km mødetid kl.   

arbejdstid  i timer 

transporttid i timer

tid på bopæl i timer afgørelse
A

tjeneste

100 07:00 8-9½ 3 11½-13 godk af LSR
SKM2009.627.ØLR selvvalgt 167 08:00/08:15 7-8½ 4-4½ nov-13 ej godk
SKM2009.467.VLR selvvalgt 112 ? 18½ ej godk
SKM2009.333.HR

tjeneste
tjeneste

71-117
40-51
07:00
07:00
8
8
3:22-12:06
3:10 og 9:08
3:54-12:28
6:52 og 12:50

godk
ej godk

SKM2008.845.BR

tjeneste

118 08:20/08:30 7 3 14 ej godk
SKM2006.340.LSR selvvalgt 76 06:15 12-13 1(min) 10-11 godk
SKM2006.482.ØLR

tjeneste

84/99 07:00 7-9 3 12-14 ej godk
SKM2005.492.ØLR selvvalgt 95/115 varierende 10 3 11 godk
SKM2005.318.HR selvvalgt 60 06:00 8 1½-2 14-14½ ej godk
SKM2004.419.LSR ? ? 07:00 9-10 ? ? ej godk

Der foreligger ikke væsentlige objektivt konstaterbare forskelle på As forhold og forholdene i SKM2009.333.HR - borset fra at rejsetiden i SKM2009.333.HR blev beregnet på baggrund af transporttiden med tog. Det følger af den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, at As sag skal afgøres på samme måde som SKM2009.333.HR-sagen.

Spørgsmålet er herefter, om samtlige As rejsedage kan omfattes af den nye praksis som følger af SKM2009.333.HR. As arbejdstid har været på 8 - 9½ time samtlige de dage, hvor det skal vurderes, om de udbetalte rejsegodtgørelser var skattefri. Når det samtidig lægges til grund, at transporttiden i bil mellem arbejdsstedet og bopælen mindst udgjorde 3 timer dagligt, ville tiden på bopælen maksimalt have været på 11½ - 13 timer. As arbejdsdage på 8:30 - 9:30 timer - hvor opholdet på bopælen ville være på 11:30-12:30 timer - ligger fuldt inden for rammerne af, hvad Højesteret godkendte. Vedrørende arbejdsdagene på 8 timer skal der i overensstemmelse med Højesterets dom foretages en konkret vurdering. Der kan i den forbindelse bl.a. lægges vægt på subjektive forhold som f.eks. arbejdets art, som for As vedkommende var fysisk krævende og hårdt arbejde. Landsskatteretten har lagt vægt på både As arbejdes karakter, dvs. det fysisk hårde arbejde, og de lokale trafikforhold. Landsskatteretten har derfor skønnet. at også arbejdsdagene på 8 timer må anses for omfattet af rejsebegrebet, som dette følger af SKM2009.333.HR, grundet disse subjektive forhold. Skatteministeriet har ikke fremført væsentlige argumenter til støtte for, at Landsskatterettens skøn skal tilsidesættes.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det følger af forarbejderne til ligningslovens § 9 A. stk. 1, sammenholdt med Højesterets dom, gengivet i SKM2009.333.HR, at afgørelsen af, om en arbejdstager i forbindelse med en midlertidig udsendelse til et andet arbejdssted end det sædvanlige har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1, skal træffes efter en konkret bedømmelse, hvor der ikke alene skal tages hensyn til afstanden og transporttiden, men også til den enkelte lønmodtagers samlede situation, herunder blandt andet arbejdsforholdene, arbejdstiden og arbejdsgiverens instruktioner til den ansatte.

Efter parternes enighed herom lægger landsretten til grund, at A var midlertidigt udsendt af sin arbejdsgiver, som ikke havde givet ham instruktioner om rejsemåde eller ophold. Hans mødetid på arbejdsstedet var kl. 7.00, og den daglige arbejdstid inklusiv frokostpause var mellem 8 og 9½ timer. Afstanden fra As sædvanlige bopæl ved ... til arbejdsstedet ved ..., var godt 100 km og rejsetiden for A - som disponerede over bil - var cirka 1½ time hver vej.

Landsretten finder efter bevisførelsen, herunder navnlig forklaringerne fra A og BB, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte forklaringerne om, at A i den omhandlede periode overnattede fra mandag til fredag hos BB, som da boede i nærheden af arbejdsstedet. Efter As forklaring lægger landsretten desuden til grund, at A som led i sit arbejde under udsendelsen udførte fysisk krævende rørmontage.

Når henses til det oplyste om afstand og rejsetid fra bopælen til det midlertidige arbejdssted, samt det oplyste om mødetidspunkt og varighed af de omhandlede arbejdsdage, sammenholdt med As transportmæssigt ukomplicerede adgang til arbejdsstedet, finder landsretten, at det var muligt for A at overnatte på sin sædvanlige bopæl, hvorfor de udbetalte rejsegodtgørelser ikke er omfattet af ligningslovens § 9 A, stk. 1, men skal medregnes ved As indkomstopgørelse, jf. den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 1. pkt. (nu § 9, stk. 4, 1. pkt.).

Herefter, og da der ikke særskilt er gjort indsigelser mod andet led af Skatteministeriets påstand - vedrørende spørgsmålet om optagelsesadgang - tager landsretten Skatteministeriets påstand til følge i det hele.

Til spørgsmålet om sagsomkostninger bemærkes, at A fik medhold, da sagen blev behandlet af Landsskatteretten, og at sagen - der er af principiel karakter - herefter blev indbragt for domstolene af Skatteministeriet. På denne baggrund fritages Dansk Metalarbejderforbund for at betale sagsomkostninger til Skatteministeriet, jf. retsplejelovens § 312, stk. 2.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

A tilpligtes at anerkende, at han for indkomståret 2003 ikke er berettiget til skattefri rejsegodtgørelse ud over den, der blev godkendt ved Landsskatterettens kendelse af 14. maj 2007 og dom afsagt af byretten den 30. april 2008 (SKM2008.969.BR), og at der derfor ikke er grundlag for genoptagelse af sagen om skattefri rejsegodtgørelse ved Landsskatteretten.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter