Dato for udgivelse
31 Aug 2010 14:37
Dato for afsagt dom/kendelse
24 Aug 2010 06:05
SKM-nummer
SKM2010.527.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
10-097468
Dokument type
Bindende svar
Emneord
personalegoder, rabatkort
Resumé

Skatterådet kan ikke bekræfte, at en arbejdsgivers betaling af et nærmere angivet rabatkort til medarbejdernes brug hos diverse handlende vil være omfattet af bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3. Skatterådet kan heller ikke bekræfte, at betaling af rabatkortet kan anses som en tingsgave af ubetydelig værdi til medarbejderne. Skatterådet kan derimod bekræfte, at arbejdsgivers betaling af kortgebyr mv. for medarbejderne vil være et skattepligtigt personalegode omfattet af ligningslovens § 16.

Hjemmel
Ligningsloven § 16
Reference(r)
Ligningsloven § 16
Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-2, A.B.1.9

Spørgsmål

  1. Vil arbejdsgivers betaling af et beløb i størrelsesordnen 6 kr. årligt for et rabatkort til en medarbejder være omfattet af bagatelgrænsen for personalegoder på 5.500 kr.
  2. Vil arbejdsgiver som et alternativ til et individuelt kortgebyr kunne indgå aftale med kortudsteder om betaling af et samlet fast årligt administrationsfee til kortudsteder uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderen?
  3. Kan rabatkortet henregnes som en tinggave/naturaliegave af ubetydelig værdi, og derfor være skattefri?
  4. Vil arbejdsgivers betaling af kortgebyr hhv. samlet administrationsfee skulle beskattes og indberettes af medarbejderen?
  5. Vil arbejdsgivers betaling af kortgebyr hhv. samlet administrationsfee skulle beskattes og indberettes af arbejdsgiveren?

Svar

  1. Nej
  2. Nej
  3. Nej
  4. Afvises, se dog vejledende udtalelse.
  5. Afvises, se dog vejledende udtalelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er arbejdsgiver for ca. 31.000 medarbejdere fordelt på mange arbejdspladser.

Som led i den almindelige personalepleje og sundhedsfremme samt ønske om at tiltrække og fastholde dygtige og tilfredse medarbejdere under konkurrencedygtige vilkår i forhold til de omgivende arbejdspladser i virksomheden, overvejer arbejdsgiver gennem samarbejde med en privat virksomhed at tilbyde medarbejderne et personalerabatkort.

Med et pågældende rabatkort vil alle medarbejdere i virksomheden blandt andet få mulighed for at benytte et motionscenter i nærheden af deres bopæl eller arbejdsplads til en attraktiv pris, hvilket er den primære årsag til, at virksomheden overvejer tilbuddet, som i øvrigt ikke vil påføre virksomheden væsentlige omkostninger.

Rabatkortet giver desuden medarbejderen adgang til en række rabataftaler hos virksomheder, som kortudstederen (privat virksomhed) har indgået aftaler med - herunder som nævnt fitnesskæder - da virksomheden ikke i forvejen har aftaler med sådanne.

Rabatkortet er gratis for medarbejderne. Virksomheden skal i givet fald eventuelt betale kortholder en mindre administrationsfee på ca. 6 kr. årligt pr. kort til fremstilling af kort, information til medarbejderne og administration af ordningen i øvrigt - subsidiært en fast årligt forhandlet administrationsfee til kortudsteder. Ordningen medfører ingen administrative opgaver for arbejdsgiver ud over at sende kortet frem til medarbejderne, hvis de beder om det. Virksomheden har ingen aftaleforhold med rabatgiverne.

Alle medarbejderne vil få kortet tilbudt, men det vil være frivilligt om man ønsker at tage imod det. Det er ikke intentionen af føre kontrol med, hvem der modtager og hvem der frasiger sig rabatkortet, da omkostningen til administration heraf ikke vil være proportionel med omkostningen ved at lade godet være frit tilgængeligt for medarbejderne. Rabatkortet er uden personlig identifikation.

Spørgsmålene er opstået i forbindelse med den skærpede indberetningspligt for arbejdsgivere.

Rabatkortet af den pågældende type er udbredt hos både private og offentlige arbejdspladser

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørger har ikke angivet nogen bemærkninger hertil.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Efter statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægt, uanset om indtægten hidrører her fra landet eller fra udlandet og som udgangspunkt uanset fremtrædelsesformen, hvis der ikke i lovgivningen i øvrigt er gjort positive undtagelser herfra.

Skattepligten omfatter således også tillæg til arbejdsindkomst i form af naturalier, såkaldte personalegoder.

I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår såkaldte personalegoder, dvs. de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Ligningslovens § 16 omtaler vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder. Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, fx forbrug af kost, el, telefon, transport og lign., i modsætning til forbrug i erhvervsfæren.

Efter ligningslovens § 16 skal personalegoder som udgangspunkt værdiansættes til markedsværdien, men der er i bestemmelsen gjort en række undtagelser herfra, nemlig rådighed over bil, multimedier, sommerbolig og lystbåde til privat brug, samt køb af virksomhedens produkter.

Bliver personalegodet overdraget til den ansattes ejendom, skal godet beskattes med et beløb, der svarer til, hvad godet på overdragelsestidspunktet kan købes for på det fri marked.

Bliver personalegodet overdraget til låns, skal den ansatte beskattes af et beløb svarende til, hvad godet kan lejes for i rådighedsperioden på det fri marked. Der kan fx være tale om bolig eller løsøre.

Personalegoder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder overstiger et grundbeløb på 3.000 kr. årligt jf. LL § 16, stk. 3, Beløbet reguleres efter PSL § 20, således at det udgør 5.500 kr. i 2010.

Hvis personalegodernes samlede værdi overstiger grundbeløbet, skal hele den samlede værdi beskattes og altså ikke kun det overskydende beløb, idet der ikke er tale om en bundgrænse. Der skal således betales skat af alle de personalegoder, der er omfattet af grundbeløbet, hvis de sammenlagt har en værdi, der overstiger bagatelgrænsen.

Praksis:

I SKM2003.32.LSR fandt Landsskatteretten, at en distributionsmedarbejder ved et bryggeri måtte anses skattepligtig af fri leverance af øl og læskedrikke. Forholdet var ikke omfattet af bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 3. pkt.

Tilsvarende i SKM2008.1002.SR, hvor Skatterådet fandt, at ansatte, der melder sig ind i de nærmere angivne fritids- og medarbejderklubber, bliver skattepligtige af de af arbejdsgiveren ydede klubtilskud, jf. LL § 16, stk. 1. Skatterådet fandt ikke, at der var tale om skattefrie tilskud af forholdsvis begrænset omfang i lighed med tilskud til kaffe-, kantine-, kunstordninger og tilsvarende ordninger, der kun er til rådighed på arbejdspladsen. Endvidere fandt Skatterådet, at bagatelgrænsen i LL § 16, stk. 3 ikke fandt anvendelse grundet klubbernes private karakter.

I SKM2009.412.SR fandt Skatterådet, at medarbejderne skal beskattes af den af arbejdsgiveren betalte prisforskel mellem sort og grøn strøm, da der er tale om et skattepligtigt personalegode, jf. ligningslovens § 16.

I SKM2009.536.SR fandt Skatterådet, at medarbejderne er skattepligtige af en julegave bestående af et gavekort fra arbejdsgiver, uagtet af dette alene kan anvendes til køb i arbejdsgivers regi. Gavekortet anses at have en så bred anvendelsesmulighed, at det må sidestilles med almindelige gavekort, der ikke er omfattet af skattefriheden for jule- og nytårsgaver.

Begrundelse:

Ad. Spørgsmål 1:

Der spørges om, hvorvidt arbejdsgivers betaling på 6. kr. årligt for et rabatkort til en medarbejder vil være omfattet af bagatelgrænsen i LL § 16, stk. 3.

Efter SKATs opfattelse vil det omhandlede personalegode ikke være omfattet af bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3, da godet ikke i overvejende grad er stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde, men derimod udelukkende af private årsager.

Indstilling:

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 1 besvares med et nej.

Ad. Spørgsmål 2:

Der spørges om, hvorvidt arbejdsgiver i stedet for et individuelt kortgebyr vil kunne indgået aftale med kortudbyder om et samlet årligt administrationsfee uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderne.

Den omstændighed, at kortgebyret i stedet omkonteres til en samlet årlig gebyr ændrer, efter SKATs opfattelse, ikke på den omstændighed, at det er muligt, at konkretisere udgiftens størrelse samt specificere hvilke medarbejdere, der har modtaget kortet.

Indstilling:

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 2 besvares med et nej.

Ad. Spørgsmål 3:

Der spørges om, hvorvidt rabatkortet kan henregnes som en tingsgave/naturaliegave af ubetydelig værdi og dermed være skattefri.

Efter SKATs opfattelse, henregnes tingsgaver/naturaliegaver alene til rent fysiske gaver, som bliver givet i anledning af mærkedage, som f.eks. et ur til et jubilæum mv. Værdien af tingsgaver skal dog også medregnes til den skattepligtige indkomst, jf. i øvrigt ligningsvejledningens afsnit A.B. 1.4.2 om jubilæumsgratiale samt afsnit A.B.1.9.23 om lejlighedsgaver mv.

Indstilling:

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med et nej.

Ad. Spørgsmål 4:

Der spørges om, hvorvidt medarbejderne selv skal selvangive/indberette det modtagne personalegode.

SKAT kan oplyse, at Skatterådet ikke kan tage stilling til spørgsmålet om kontrol og dermed indberetningspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 21, 1, hvori angives, hvilke spørgsmål, der kan besvares som bindende svar:

..."Enhver kan hos Told- og Skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når Told- og Skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet..."

SKAT kan dog vejledende oplyse, at ifølge skattekontrollovens § 7 og § 7 A, har arbejdsgiver pligt til at indberette oplysning om de personalegoder en arbejdstager har modtaget i indkomståret.

Medarbejderen skal således ikke selv selvangive/indberette det modtagne personalegode.

Indstilling:

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet afvises.

Ad. Spørgsmål 5:

Der spørges om, hvorvidt arbejdsgiveren skal indberette personalegodet.

SKAT kan oplyse, at Skatterådet ikke kan tage stilling til spørgsmålet om kontrol og dermed indberetningspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 21, 1, hvori angives, hvilke spørgsmål, der kan besvares som bindende svar:

..."Enhver kan hos Told- og Skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når Told- og Skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet..."

SKAT kan dog vejledende oplyse, at ifølge skattekontrollovens § 7 og § 7 A, har arbejdsgiver pligt til at indberette oplysning om de personalegoder en arbejdstager har modtaget i indkomståret. Arbejdsgivers betaling af kortgebyr er A-indkomst.

Indstilling:

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet afvises.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter