Dato for udgivelse
14 Oct 2003 11:26
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
28. august 2003
SKM-nummer
SKM2003.447.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
LSR 2-3-1836-1807
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Driftsudgifter, forudbetalte, periodisering
Resumé

Et transportselskab afholdt udgifter til vejbenyttelsesafgift og forsikring, der dækkede en 12 måneders periode. Der skulle ikke ske periodisering af udgiften.

Reference(r)
Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a
Henvisning

Ligningsvejledningen 2004 - 1 E.A.3.2


Klagen vedrører ikke godkendt fradrag for A A/S’s forudbetalte vejbenyttelsesafgift og forsikring.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomstår 2001 - Skattepligtig indkomst

Skatteforvaltningen har ikke godkendt fradrag for forudbetalt vejbenyttelsesafgift, selvangivet med 403.838 kr.

Landsskatteretten godkender fradrag med

403.838 kr.

Skatteforvaltningen har ikke godkendt fradrag for
forudbetalt forsikring, selvangivet med


1.439.905 kr.

Landsskatteretten godkender fradrag med

1.439.905 kr.

Sagens oplysninger

Selskabet driver transportvirksomhed, spedition, handel og dermed beslægtet virksomhed. Selskabet ejes 100 % af det sambeskattede moderselskab B A/S.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst har selskabet udgiftsført forudbetalt vejbenyttelsesafgift og forsikring. Forudbetalingerne er aktiveret under regnskabsposten ”periodeafgrænsningsposter”.

For indkomståret 1996-1998 har Landsskatteretten taget stilling til samme problemstilling. I kendelsen af 3. november 2000 fik selskabet medhold i, at der var fradrag for forudbetalingerne med henvisning til, at der efter administrativ praksis anerkendes fradrag for flerårige udgifter, såfremt dækningsperioden er maksimalt 12 måneder.

Skatteministeriet udsendte den 21. august 2000 en meddelelse, der var sålydende:

”Af Ligningsvejledning 1999, afsnit E.A.3.2 fremgår, at forudbetalte udgifter, der fradrages efter statsskattelovens § 6, stk.1, litra a, skal periodiseres i det omfang, udgiften kan henføres til flere indkomstår.

Forudbetalte udgifter, der vedrørte perioder på højst 12 måneder, har hidtil kunnet fradrages straks ud fra en modsætningsslutning fra den hidtil anvendte ordlyd, og idet det lagdes til grund, at "flerårige" dækker perioder over 12 måneder.

For så vidt angår forudbetalte udgifter, der vedrører flere indkomstår, men højst 12 måneder, er der således tale om en praksisændring. Ved forudbetalinger, der vedrører en periode på højst 12 måneder, der påbegyndes senest den 1/4 2000, er det på den baggrund gjort valgfrit, om udgiften fratrækkes i betalingsåret eller afskrives over vedkommende periode.

På given foranledning bemærkes, at der i overensstemmelse med de generelle retningslinier for kommunale udsøgninger forudsættes indlagt en væsentlighedsbetragtning i forbindelse med ansættelsesændringer foranlediget af den nævnte praksisændring. Det forhold, at den ændrede formulering alene resulterer i en forskydning i beskatningstidspunktet, bør inddrages i vurderingen.”

Udgifter til vejbenyttelsesafgift og forsikring

Skatteforvaltningen afgørelse

Forudbetalinger skal periodiseres, såfremt udgiften kan henføres til flere indkomstår, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1. litra a. Der henvises til, at Skatteministeriet i meddelelse af 21. august 2000, har ændret praksis, således at udgifterne skal periodiseres.

Klagerens påstand og argumenter

Der er nedlagt påstand om nedsættelse til det selvangivne. Dette er begrundet med, at meddelelsen af 21. august 2000 fra Skatteministeriet, ikke kan ændre den langvarige praksis, der bl.a. er fulgt af domstolene og Landsskatteretten. Såfremt Skatteministeriet ønsker at ændre praksis må dette ske ved lov.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Det er i praksis anerkendt, at forudbetalinger, der maksimalt dækker 12 måneder, ikke skal periodiseres. Landsskatteretten nedsætter følgelig den påklagede forhøjelse i overensstemmelse med selskabets påstand.