Dato for udgivelse
08 Jul 2002 13:52
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
3. maj 2002
SKM-nummer
SKM2002.370.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-5-1837-0046
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Dødsbo, efterlevende, afkald, arv, ægtefælle, testamente
Resumé

En efterlevende ægtefælle gav afkald på arv til fordel for afdødes forældre. Der skulle ikke ske beskatning efter dødsboskattelovens kapitel 10, jf. § 58, stk. 1, nr. 4, af den efterlevende ægtefælle, idet hun herefter ikke kunne anses at være legal arving eller testamentsarving i boet.

Reference(r)

Dødsboskatteloven § 58, stk. 1, nr. 4


A’s klage vedrører, hvorvidt dødsboskattelovens kap. 10, jf. § 58, stk. 1, nr. 4, finder anvendelse ved hendes skatteansættelse.

Det fremgår af sagen, at B den 14. juni 1999 afgik ved døden.

Afdøde, som ikke efterlod sig livsarvinger, levede i ægteskab med klageren, og drev landbrug fra en af ham ejet ejendom. Ejendommen blev solgt pr. 31. december 1999.

Ægtefællerne oprettede den 18. november 1994 ægtepagt, hvorefter længstlevendes aktiver ved ægteskabets indgåelse den 22. oktober 1994 skulle tilhøre denne som fuldstændigt særeje, mens resten skulle være formuefællesskab. Ægtefællerne oprettede samme dag testamente, hvorefter den del af fællesboet, som afdøde kunne råde over, tilfaldt ægtefællen A.

Efter arvingernes ønske og efter en herom til skifteretten den 4. april 2000 fremsendt an­modning, blev boet den 5. april 2000 overtaget til privat skifte af ægtefællen A som testamentsarving og afdødes forældre som legale arvinger.

Ægtefællen A gav imidlertid efter B’s død, men forud for indlevering af den endelige boopgørelse til skifteretten, overfor skifteretten afkald på al arv efter afdøde, således at boets arvinger herefter var afdødes forældre.

De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede afgørelse anset at klagerens skatteansættelse skulle foretages efter dødsboskattelovens § 63, jf. § 58, stk. 1, nr. 4.

Skattemyndighederne har bl.a. henvist til, at klageren ifølge arvelovens § 7, stk. 1, er eneste legale arving, idet afdøde ingen livsarvinger havde. Det fremgår af ligningsvejledningen 1999, afsnit B.C. 1, side 89, at dødsboskattelovens § 58, stk. 1, nr. 4, omfatter alle tilfælde, hvor den efterlevende ægtefælle er eneste legale arving, dvs. alle tilfæl­de, hvor førstafdøde ikke efterlader sig livsarvinger. Dødsbobeskatning kan således ikke opnås gen­nem indsættelse af testamentariske arvinger eller legatarer. Skatteberegningen for dødsåret er herefter foretaget efter reglerne i dødsboskattelovens § 63, hvor­efter klageren beskattes af ægtefællernes samlede indkomst i dødsåret.

Klagerens advokat har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klageren ikke anses for arving i boet efter B, hvorfor dødsboskattelovens § 58, stk. 1, nr. 4, ikke finder anvendelse.

Til støtte for den nedlagte påstand har klagerens advokat bl.a. gjort gældende, at klageren har meddelt fuldstændigt arveafkald overfor skifteretten på arv efter sin afdøde ægtefælle, og således ikke er arving i boet. Skat kan ikke op­kræves uden særlig lovhjemmel, idet der heller ikke kan lovgives i motiverne til en lovbe­stemmelse.

Det fremgår af motiverne, at baggrunden for at indføre § 58, stk. 1, nr. 4, er, at udelukke ægtefællen fra samtidig at opnå boafgiftsfrihed og dødsbobeskatning af formuen. Klageren har ikke opnået boafgiftsfrihed, idet intet er arvet. I øvrigt er dette ikke begrundet i, at der er oprettet testamen­te.

Bestemmelsen åbner ikke mulighed for fortolkning.

Endvidere har klagerens advokat henvist til "Fuldmægtigen" 99 p, side 117, hvor der henvises til Skatteministeriets skrivelse af 22. juni 1999. Det fremgår heraf, at det er de arvemæssige forhold ved boets slutning, der er afgørende for, om ægtefællen er skattepligtig af afdødes indtægter. Såfremt B’s gæld havde været en halv million kroner større, ville det have re­sulteret i, at B’s bo ville være insolvent. Det forekommer ikke rimeligt, at klage­ren, udover at blive påført tabet af ægtefællen, ikke skal kunne frigøre sig for de gældsforpligtelser, der påhviler afdøde, ved at fraskrive sig retten til arv.

Beholdningen i dødsboet efter klagerens ægtefælle er oplyst at udgøre 1.078.882 kr.

For Landsskatteretten har Told- og Skattestyrelsen tiltrådt en indstilling om, at dødsboskattelovens kap. 10, jf. § 58, stk. 1, nr. 4, ikke finder anvendelse ved klagerens skatteansættelse.

Landsskatteretten skal udtale:

Af dødsboskattelovens § 58, stk. 1, følger, at reglerne i lovens kapitel 10 finder anvendelse, når afdøde efterlader sig en ægtefælle, som afdøde ikke var separeret fra ved dødsfaldet, og når tillige en af betingelserne i stk. 1, nr. 1-4 er opfyldt. Ifølge stk. 1, nr. 4, er dette tilfældet når den efterlevende ægtefælle i øvrigt er eneste legale arving efter førstafdøde.

Det lægges til grund, at klageren efter sin ægtefælles død overfor skifteretten forinden indlevering af endelig boopgørelse meddelte fuldstændigt afkald på arv i dødsboet efter klagerens afdøde ægtefælle. I henhold til almindelige arve- og skifteretlige regler anses klageren herefter ikke for arving i dødsboet, såvel i relation til testamentsarv som i relation til legal arv.

Herefter findes dødsboskattelovens § 58, stk. 1, nr. 4, ikke at indeholde fornøden hjemmel for beskatning i henhold til lovens kap. 10, da klageren ikke har modtaget arv i boet, og således – i overensstemmelse med sædvanlige arve- og skifteretlige regler – i det hele taget ikke kan anses for legal- eller testamentsarving i henseende til dødsboskattelovens § 58, stk. 1, nr. 4.   

Der findes endvidere ikke i forarbejderne til dødsboskattelovens § 58 afgørende holdepunkter for andet resultat, idet det herved bemærkes, at dødsboskattelovens § 58, stk. 1, nr. 4, som må ses i sammenhæng med stk. 3, ifølge motiverne har til formål at forhindre, at en efterlevende ægtefælle både kan opnå boafgiftsfrihed og dødsbobeskatning derved, at der gennem testamente sker ubetydelige begunstigelser af andre. Denne situation foreligger imidlertid ikke i denne sag.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse med det anførte, idet den talmæssige opgørelse overlades til de stedlige skattemyndigheder, jf. forretningsorden for Landsskatteretten, bkg. nr. 563 af 2. juli 1999, § 17, stk. 2.