Dato for udgivelse
19 Sep 2006 15:46
SKM-nummer
SKM2006.557.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-3-1773-0008
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Moms og lønsumsafgift
Emneord
Fakturabeløb, indbefattet, moms, indbetaling, afgiftsbeløb
Resumé

Et selskab skulle indbetale uretmæssigt opkrævet moms, da det af selskabets fakturaer fremgik, at beløbene var inklusive moms.

Reference(r)
Momsloven § 13, stk. 1, nr. 8
Momsloven § 52, stk. 3-5
Henvisning
Momsvejledning 2006-3; Afsnit D.11.8
Henvisning
Momsvejledning 2006-3; Afsnit N.2.3.11
Henvisning
Momsvejledning 2006-3; Afsnit N.2.3.12

Klagen vedrører spørgsmålet, om selskabet skal pålægges at indbetale moms, da det af selskabets fakturaer fremgår, at beløbene er inklusive moms.

Landsskatterettens afgørelse

Regionen har pålagt selskabet at indbetale

uretmæssig opkrævet moms, 262.448 kr.

Landsskatteretten stadfæster regionens afgørelse.

Sagens oplysninger

Selskabet driver et strandhotel A med udlejning af 9 værelser i hovedbygningen og 6 suiter og 6 dobbeltværelser i en huslænge hertil, kaldet Strandhuset.

A arrangerer mindre konferencer, seminarer, møder og festmiddage, men driver ikke spiserestaurant. I hotellets stueetage er der bl.a. en mindre café, hvor gæsterne får serveret morgenmad. Der sælges drikkevarer og lettere frokost.

Selskabet formidler udlejning af en del af ejendommen B, som ejes af C. Ejendommen består af to sammenbyggede huse, der er særskilt matrikuleret som henholdsvis matr.nr. xx og yy. Matr.nr. xx er i BBR-registeret registreret som et sommerhus med et samlet boligareal på 180 m2 og med selskabet som administrator.

Ejendommen ligger i forbindelse med otte andre bygninger benævnt henholdsvis A, D, E, F, G, H, I og en underjordisk parkeringskælder. Alle bygninger ligger inden for en diameter af ca. 125 meter. Det ubebyggede areal og arealerne omkring A, D og E er klitter.

Udlejningen af hotellets værelser og suiter omfatter rengøring og sengeredning hver dag. Der er personlige hygiejniske artikler, og håndklæder skiftes, som på alle værelser og i suiter, hver anden dag, eller tiere om gæsten ønsker det. Der udleveres endvidere håndklæder til stranden.

Morgenmad kan bringes til alle værelser og suiter, hvis det ønskes af gæsten. Kaffe, te, frokost og drikkevarer i øvrigt, kan bestilles på det interne telefonnet.

Den ene halvdel af B (matr.nr. yy) benytter C selv, medens den anden halvdel (matr.nr. xx) udlejes gennem strandhotellet som et 8-10 personers familiehus/sommerhus.

Ifølge Strandhotellets prisliste for 2001, 2002 og 2003 var lejen fastsat som en pris pr. uge for henholdsvis høj- og lavsæson.

Ved udlejning af B har selskabet anført på fakturaerne, at lejebeløbet er inklusiv moms. Den del af lejebeløbene, der ifølge fakturaerne udgør moms, er ikke tilbagebetalt til lejerne.

Den fakturerede salgsmoms er ikke angivet og betalt, idet selskabet i bogføringen har betragtet udlejningen som momsfri udlejning af fast ejendom. De modtagne lejebeløb er fuldt ud betalt til ejeren af ejendommen, C.

For udlejning af ejendommen har selskabet modtaget et provisionsbeløb fra C på 12.500 kr. pr. måned. Selskabet har anset denne provision for momspligtig og har årligt angivet salgsmoms af en provisionsindtægt på 150.000 kr., dvs. 30.000 kr.

Selskabets repræsentant har oplyst, at der blev udarbejdet en lejeaftale ved udlejning af sommerhuset B.

Selskabet ejede i perioden 15. oktober 1997 til 1. oktober 2001 D. Ejendommen blev solgt til C. Selskabet har fortsat formidlingen af udlejningen efter salget.

Regionens afgørelse

For perioden 1. januar 1998 til 31. december 2002 er selskabet pålagt at indbetale det uretmæssigt opkrævede momsbeløb, 262.448 kr., ved formidling af udlejning af B. Der er henvist til momslovens § 52, stk. 3 og 4. Momsbeløbet er opgjort således:

Faktureret lejeindtægt, inkl. moms

Moms

1998

271.815 kr.

54.363 kr.

1999

281.001 kr.

56.200 kr.

2000

244.500 kr.

48.900 kr.

2001

251.325 kr.

50.265 kr.

2002

263.600 kr.

52.720 kr.

I alt

1.312.241 kr.

262.448 kr.

Udlejningen af B er momsfritaget i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. Selskabet har derfor ved levering af ikke-momspligtige ydelser anført afgiftsbeløb på fakturaerne, jf. momslovens § 52, stk. 3.

Som følge heraf - og da selskabet ikke har ønsket at berigtige momsen over for lejerne - er selskabet forpligtet til at indbetale det uretmæssigt opkrævede momsbeløb, jf. momslovens § 52, stk. 4.

Klagerens påstand og argumenter

Der er nedlagt påstand om, at selskabet ikke pålægges at afregne moms af de modtagne lejebeløb, og at salgsmomsen derfor ikke forhøjes med 262.448 kr.

Det forhold, at A i en periode har brugt sine egne fakturaformularer ved afregningen af den momsfrie leje, er naturligvis uheldigt, men skal også ses i lyset af, at A i øvrigt ikke har salg af momsfrie ydelser, da den årlige provision, som A opnår ved formidlingen af sommerhusudlejningen, er momspligtig på lige fod med A's øvrige omsætning, idet formidlingen sker i fremmed navn og for fremmed regning. Ejeren af sommerhuset afløfter ikke moms af provisionen, der er en udgift for ham.

Et pålæg om indbetaling af moms af den ellers momsfri leje er en unødvendig hård fortolkning af momslovens formelle bestemmelser om fakturering.

Idet den overvejende del af lejerne er privatpersoner, som ikke har fradragsret for momsen, er der ikke risiko for, at statskassen lider tab, hvis lejerne udnytter retten til fradrag af momsbeløbet.

Styrelsens vurdering af udlejningen af B er i strid med de faktiske forhold. Der er tale om udlejning af et sommerhus, og udlejningen er derfor momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. Selve proceduren ved udlejningen af B er forskellig fra proceduren ved udlejning af D. Udlejningen af D sker i selskabets navn og for selskabets regning og risiko, mens udlejningen af B sker i ejerens navn og for hans regning og risiko. Selskabet er alene ansvarligt for formidlingen af kontakten mellem ejer og bruger.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Administration, udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, herunder levering af gas, vand, elektricitet og varme som led i udlejningen eller bortforpagtningen er fritaget for moms. Fritagelsen omfatter dog ikke udlejning af værelser i hoteller og lign., udlejning af værelser i virksomheder, der udlejer for kortere tidsrum end 1 måned, udlejning af camping-, parkerings- og reklameplads, samt udlejning af opbevaringsbokse. Det fremgår af momslovens § 13, stk. 1, nr. 8.

Den dagældende momslovs § 52, stk. 3-5 har følgende ordlyd:

"Stk. 3. Virksomheder, der ikke er registreret, samt registrerede virksomheder, der leverer ikke afgiftspligtige varer og ydelser, må ikke på fakturaen anføre afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift. Modtager virksomheden en af en kunde eller en tredjeperson udstedt faktura, hvorpå der er anført afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at afregningen indbefatter afgift, skal virksomheden gøre den, der har udstedt fakturaen, opmærksom herpå og tilbagebetale modtagne afgiftsbeløb.

Stk. 4. Virksomheder, der i strid med stk. 3 på en faktura anfører afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift, skal indbetale afgiftsbeløbet til told- og skatteforvaltningen. Det samme gælder, hvis en virksomhed på en faktura anfører afgift med et for stort beløb eller på en faktura over leverancer, hvoraf der ikke skal betales afgift, anfører afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift. Indbetaling kan dog undlades, hvis fejlen berigtiges over for køberen.

Stk. 5. Ved prisangivelser for varer og ydelser skal det tydeligt tilkendegives, hvis prisen ikke indbefatter afgift efter denne lov."

Klagen til Landsskatteretten vedrører spørgsmålet, om selskabet skal afregne moms af de modtagne lejebeløb efter den dagældende momslovs § 52, stk. 3 og 4.

Selskabets klage til Landsskatteretten vedrører således ikke spørgsmålet, om udlejningen af B er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, idet både regionen og selskabet var af den opfattelse, at der var tale om momsfritaget udlejning af fast ejendom.

Selskabet har i forbindelse med udlejningen af B leveret ikke-afgiftspligtige ydelser. På fakturaerne blev det i strid med den dagældende momslovs § 52, stk. 3, anført, at fakturabeløbene indbefattede afgift. Fejlen er ikke blevet berigtiget over for køberne.

Da selskabet i strid med § 52, stk. 3 har anført, at fakturabeløbene indbefattede afgift, og fejlen ikke er berigtiget over for køberne, skal selskabet indbetale afgiftsbeløbet til de statslige told- og skattemyndigheder. Det følger af momslovens § 52, stk. 4.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter