Dato for udgivelse
20 Feb 2002 17:18
Dato for afsagt dom/kendelse
11. januar 2002
SKM-nummer
SKM2002.100.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
II 308/2000
Dokument type
Dom
Emneord
Debitorer, igangværende arbejder, regnskabsmateriale, dokumentation
Resumé

Et beløb, der i indkomstopgørelsen for indkomståret 1990 var "afgangsført" i forbindelse med opgørelsen af igangværende arbejder, havde skatteyderen ikke godtgjort eller sandsynliggjort ikke vedrørte igangværende arbejder, som ikke skulle medregnes ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1991.. Et fratrukket tab på debitorer var ikke dokumenteret. Da skatteyderen havde haft mulighed for at få udleveret regnskabsmaterialet fra kurator, måtte han selv bære risikoen for, at regnskabsmaterialet var bortkommet

Reference(r)

Statsskatteloven § 4 
Statsskatteloven § 6
Ligningsvejledningen 2001 E.B.1.3.4, E.B.2.6.2 og E.B.2.6.5


Parter

A
(advokat Jørgen P. Olsen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Peter Blok, Poul Søgaard og Engholm Jacobsen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 7. afdeling den 5. maj 2000.

Appellanten, A, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse og har gentaget sin subsidiære påstand.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger

Det må lægges til grund, at boets kurator under behandlingen af konkursboet har givet A mulighed for at få udleveret regnskabsmateriale for årene forud for 1994. I hvert fald under disse omstændigheder må A selv bære risikoen for, at regnskabsmaterialet måtte være bortkommet. Med disse bemærkninger og med henvisning til de grunde, som landsretten har anført, finder Højesteret, at A ikke har godtgjort eller sandsynliggjort, hverken at fradraget af 1.472.158 kr. i indkomstopgørelsen for 1990 ikke som omfattende igangværende arbejder skal føres til indtægt i indkomstopgørelsen for 1991, eller at fradraget for 1992 af 386.365 kr. vedrørende tab på forretningsdebitorer er berettiget.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, A, betale 60.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter