Dato for udgivelse
08 Jan 2002 15:41
SKM-nummer
SKM2002.4.DEP
Myndighed
Skatteministeriet
Sagsnummer
15.2001-78-2713
Dokument type
Kommentar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Ejendom, udlejning, erhvervsmæssig, anvendelse, afskrivning
Resumé

Kommentar til SKM2002.3.ØLR

Landsskatteretten afsagde en kendelse, der under henvisning til den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, nægtede ejeren af en ejendom adgang til afskrivning af en del af ejendommen med den begrundelse, at lejeren af denne del af ejendommen ikke anvendte det lejede erhvervsmæssigt. Kendelsen var i modstrid med skattemyndighedernes praksis, hvorefter bygninger anses for erhvervsmæssigt anvendt alene i kraft af ejerens erhvervsmæssige udlejning heraf. Skatteministeriet tog på denne baggrund, da sagen blev indbragt for landsretten, bekræftende til genmæle over for skatteyderens påstand om adgang til at foretage afskrivning efter § 18, stk. 1, i den dagældende afskrivningslov. Nedenfor kommenteres dommen af Skatteministeriet.

Reference(r)

Afskrivningsloven § 18, stk. 1 (dagældende)
Afskrivningsloven § 14
Ligningsvejledningen E.C.4.1


Sagens faktiske omstændigheder og forløb

Den 14. april 2000 afsagde Landsskatteretten en ikke offentliggjort kendelse, j.nr. 671-1803-0668, hvor retten for indkomståret 1996 nægtede en skatteyder adgang til at foretage afskrivninger efter § 18, stk. 1, i den dagældende afskrivningslov på en af ham ejet bygning. Bygningen bestod dels af en beboelsesbygning og af nogle driftsbygninger. En del af driftsbygningerne blev udlejet til en almennyttig forening, der anvendte det lejede til fremstilling af modelhuse (miniaturehuse). Formålet hermed var ikke salg, men alene, med henblik på gratis udstilling heraf, at opstille husene som miniatureby et passende sted i Maribo.

Landsskatteretten anfører i kendelsen, at:"... ifølge afskrivningslovens § 18, stk. 1, kan der foretages skattemæssige afskrivninger på bygninger, der benyttes erhvervsmæssigt inden for industri, butikshandel og håndværk. Efter de foreliggende oplysninger samt beskrivelsen af bygningernes anvendelse finder Landsskatteretten, at denne anvendelse ikke kan karakteriseres som erhvervsmæssig, hvorfor den udlejede del af driftsbygningen ikke er omfattet af afskrivningslovens § 18, stk. 1."

Landsskatteretten stillede herved, som betingelse for ejerens adgang til at foretage afskrivning, krav om, at lejerens anvendelse af det lejede var erhvervsmæssig. Kendelsen var i modstrid med skattemyndighedernes praksis efter § 18, stk. 1, i den dagældende afskrivningslov, idet skattemyndighederne, som betingelse for afskrivning efter afskrivningslovens § 18, stk. 1 og 2, alene stillede krav om, at en udlejet bygning blev anvendt erhvervsmæssigt af ejeren, hvilket krav blev anset for opfyldt som følge af den foretagne udlejning.

På baggrund af sagens principielle karakter anmodede Skatteministeriet, under henvisning til skattestyrelseslovens § 29, stk. 1, Landsskatteretten om at revurdere kendelsen, hvilket Landsskatteretten indvilgede i.

Den 28. marts 2001 afsagde Landsskatteretten en ny kendelse, hvori Landsskatteretten fastholdt resultatet fra kendelsen af 14. marts 2000.

Skatteyder indbragte herefter kendelsen for Østre Landsret. Her valgte Skatteministeriet at tage bekræftende til genmæle over for skatteyderens påstand om anerkendelse af de af sagsøger foretagne afskrivninger på den pågældende bygning.

Den 15. august 2001 afsagde Østre Landsret dom i overensstemmelse hermed.

Baggrunden for dommen

Landsskatteretten lægger i kendelsen til grund, at der alene kan foretages afskrivninger på en udlejet bygning, hvis lejeren anvender det lejede med et erhvervsmæssigt sigte.

Skattemyndighederne har imidlertid i praksis i relation til afskrivning efter den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, alene stillet krav om, at 1) ejeren anvendte den udlejede bygning erhvervsmæssigt, et krav der har været betragtet som opfyldt, i kraft af ejerens udlejning af bygningen samt, at 2) lejeren anvendte det lejede til et af de i § 18, stk. 1, litra a og b opregnede formål, f.eks. en form for håndværk, uden at der hermed med var tale om, at denne anvendelse behøvede at have et erhvervsmæssigt sigte.

For bygningstyper, der ikke var nævnt direkte i den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, og dermed ikke afskrivningsberettigede efter bestemmelsen, var der efter den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 2, mulighed for at anmode Ligningsrådet om tilladelse til afskrivning efter reglerne i stk. 1, for bygninger, der efter rådets skøn kunne sidestilles med de i § 18, stk. 1, litra a og b nævnte bygninger. I relation til denne bestemmelse har det ligeledes været Ligningsrådets praksis, at anse en bygning for erhvervsmæssig anvendt, og dermed afskrivningsberettiget, alene i kraft af ejerens udlejning af den pågældende bygning.

Landsskatterettens kendelse byggede således på en strengere fortolkning af, hvornår en bygning af den i den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, nævnte karakter kunne anses for erhvervsmæssigt benyttet, og brød herved med den fortolkning af reglerne, som skattemyndighederne (og Ligningsrådet) havde og fortsat har.

Konsekvensen af kendelsen ville være en underkendelse af den eksisterende afskrivningspraksis, herunder Ligningsrådets praksis i de ovennævnte såkaldte "sidestillingssager", jf. den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 2. Herudover ville kendelsen i yderste konsekvens have den effekt, at udlejere, herunder egentlige udlejningsvirksomheder, ville være afskåret fra at foretage afskrivninger på bygninger udlejet til f.eks. offentlige myndigheder, der pr. definition ikke driver erhvervsmæssig virksomhed.

Udover kendelsens betydning for praksis efter den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1 og 2, er det Skatteministeriets opfattelse, at kendelsen muligvis også ville få betydning for adgangen til at foretage afskrivning på udlejede bygninger efter bestemmelsen om bygningsafskrivninger i den nugældende afskrivningslovs § 14.

Bestemmelsen om, at en bygning skal være erhvervsmæssigt benyttet som forudsætning for afskrivning er således gentaget i afskrivningslovens § 14, stk. 1. I afskrivningslovens § 14, stk. 2, er afgrænsningen af, hvilke bygninger der kan afskrives dog, i modsætning til efter den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, negativ, således at alle erhvervsmæssigt benyttede bygninger som udgangspunkt er afskrivningsberettigede.

Af de ovenfor anførte grunde valgte Skatteministeriet at tage bekræftende til genmæle over for sagsøgers påstand.

At Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle betyder således ikke, at der er sket en udvidelse af kredsen af afskrivningsberettigede bygninger, jf. den nuværende negative afgrænsning heraf i afskrivningslovens § 14, stk. 1, men alene at den hidtidige afgrænsning af, hvornår en bygning anses for erhvervsmæssigt benyttet fastholdes.