Dato for udgivelse
27 Jun 2001 10:30
SKM-nummer
SKM2001.235.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/99-306-00156
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Ergoterapeut, social, forsorg, bistand, lønsumsafgift, behandling, rådgivning, konsulent, foredragsvirksomhed, rådgivningsvirksomhed, konsulent, børn, unge
Resumé
Landsskatteretten har offentliggjort 2 kendelser, hvori selvstændig erhvervsdrivende er anset for omfattet af § 13, stk. 1, nr. 2. EF-Domstolen har i en sag fastslået, at det ikke kan udelukkes, at en privat virksomhed kan være omfattet af artikel 13, punkt A, stk. 1. Det er på denne baggrund styrelsens vurdering, at selvstændig erhvervsdrivende kan være omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, såfremt de øvrige betingelser i bestemmelserne er opfyldt. Der henvises i denne forbindelse til Intern Meddelelse af 3. november 1998.

 

Reference(r)

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 1 og nr. 2
Momsvejledning 2000 afsnit D.11.1 og D


Landsskatteretten har truffet 2 afgørelser vedrørende momslovens § 13, stk. 1, nr. 2. Afgørelserne er offentliggjort i TfS 2000, 905 og SKM 2001, 213. Med udgangspunkt i disse 2 afgørelser skal Told- og Skattestyrelsen hermed udtale sig om rækkevidden af kendelserne sammenholdt med EF-Domstolens dom C-216/97, Gregg and Gregg.

Landsskatterettens kendelse - TfS 2000, 905

Landsskatterettens kendelse omhandlede konkret en ergoterapeut. Kommunen dækkede forældrenes omkostninger til de ergoterapeutiske ydelser i henhold til den tidligere bistandslov.

Det fremgår af kendelsen, at henvendelse om behandling m.v. skete gennem den kommunale socialforvaltning, der bevilgede penge til ydelserne gennem bistandsloven (nu lov om social service). Det var således de kommunale socialforvaltninger, der honorerede klageren for, at hun varetog en social opgave, der i øvrigt henhørte under kommunen.

I kendelsen lagde Landsskatteretten til grund, at der ikke var tale om ydelser som led i en sygdomsbehandling, og at ydelserne vedrørende kursusvirksomhed og foredrag blev anset for omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, som levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil (social forsorg og bistand). Ydelserne blev således anset for at være social forsorg og bistand.

Landsskatterettens kendelse SKM 2001, 213

 

Landsskatterettens kendelse omhandlede en enkeltmandsvirksomhed, der ydede rådgivning efter lov om social service, som primært rettede sig mod unge og familier med særlige behov. Den stedlige kommune havde endvidere bevilget støtte til rådgivningen i henhold til lov om social service.

Landsskatteretten afsagde kendelse om, at i det omfang klageren var udpeget og betalt af kommunen til at levere ydelser i form af rådgivning/kontakt i henhold til lov om social service, måtte disse ydelser anses for omfattet af bestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, om social forsorg og bistand. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at det var kommunen, der havde besluttet, at klageren skulle varetage og modtage betaling for en opgave, der måtte karakteriseres som social forsorg og bistand.

EF-Dommen - C-216/97

 

EF-domstolens sag C-216/97, Gregg and Gregg, vedrører 2 personer, der driver et plejehjem gennem et partnership. Plejehjemmet er registreret som plejehjem i overensstemmelse med national lovgivning, men det er ikke anerkendt som velgørende virksomhed. Virksomheden søger systematisk at skabe sig en fortjeneste.

Sagen blev indbragt for EF-domstolen, fordi den forelæggende ret finder, at fritagelsebestemmelserne i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra b og litra g, ikke kun omfatter juridiske personer.

Det er i de præjudicielle spørgsmål forudsat vedrørende fritagelsen for hospitalsbehandling m.v., at virksomheden er behørigt anerkendt og vedrørende fritagelse for social bistand og sikring, at virksomhedens tjenesteydelser har nær tilknytning hertil.

Dommen ophæver i præmis 15 EF-dommen C-453/93, Bulthuis-Griffion. Denne dom fastslog, at begrebet "institution" eller "organ" i artikel 13, punkt A, stk. 1, skulle fortolkes således, at de kun omfatter juridiske personer og ikke fysiske personer.

I stedet fastslår domstolen i præmis 21, at betegnelserne "institutioner" og "organer" i artikel 13, punkt A, stk. 1, ikke udelukker, at fysiske personer, der driver en virksomhed, kan være omfattet af fritagelsesbestemmelserne.

Domstolen bemærker endvidere i præmis 20, at princippet om afgiftsneutralitet også er til hinder for, at erhvervsdrivende, som udfører de samme transaktioner, behandles forskelligt med hensyn til opkrævning af moms.

Domstolen fastslår endelig i præmis 16, at de øvrige betingelser i fritagelsesbestemmelsen skal fortolkes indskrænkende.

Domstolen har således ikke udtrykkeligt taget stilling til, om en privat erhvervsvirksomhed - dvs. en virksomhed der drives med gevinst for øje - kan være omfattet af fritagelsen for hospitalsbehandling m.v. og for social bistand og sikring. Den når dog frem til, at det ikke kan udelukkes alene af den grund, at der er tale om fysiske personer.

Landsskatterettens kendelser sammenholdt med EF-dommen

 

På baggrund af ovennævnte Landsskatteretskendelser og EF-dom er det styrelsens opfattelse, at en selvstændig erhvervsdrivende, herunder en fysisk person, kan være omfattet af fritagelsesbestemmelserne i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, selv om 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra b, litra g og litra h, udtrykkeligt nævner institutioner og organer.

Det er dog en betingelse for fritagelse, at de øvrige betingelser i bestemmelserne er opfyldt, og at disse betingelser som udgangspunkt bliver fortolket indskrænkende.

De mange ydelser, som er reguleret i lov om social service, vil således kunne være omfattet af fritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, såfremt ydelserne kan karakteriseres enten som behandling eller som social forsorg og bistand, uanset hvem de præsteres af. Dette skal ses på baggrund af, at så længe ydelserne er reguleret i lov om social service, er den/dem som udfører ydelserne offentligretlige organer i henhold til artikel 13, punkt A, stk. 1, litra b, g og h.

Styrelsen skal dog bemærke, at det kun er den/dem, der leverer ydelserne, d.v.s. behandlingen eller den sociale forsorg og bistand, der kan være omfattet af fritagelserne. Det er vigtigt at skelne mellem, om det er virksomheden, der leverer den momsfrie ydelse, eller om virksomheden blot leverer en momspligtig driftsydelse til den/dem, som reelt leverer den momsfrie ydelse.

Endelig skal styrelsen bemærke, at i de tilfælde hvor ydelserne ikke er omfattet af lov om social service og derfor ikke kan anses for leveret af offentligretlige organer, kan private erhvervsvirksomheder, der drives med gevinst for øje, ikke være omfattet af § 13, stk. 1, nr. 2, idet de ikke kan antages at være "organer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttig karakter", jf. artikel 13, punkt A, stk. 1, litra g og litra h. Det samme gør sig ikke gældende for ydelser omfattet af § 13, stk. 1, nr. 1, idet denne bestemmelse ikke indeholder samme betingelser, jf. artikel 13, punkt A, stk. 1, litra b.

Med venlig hilsen

Else Veggerby /Christina Egsvang