Ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2003 har betydning for:
  • Ejendomsskatten (grundskylden) for 2005
  • Ejendomsværdiskatten for 2003

Ejendomsskatten (grundskylden) for 2004 opkræves på grundlag af en særlig årsregulering af grundværdier pr. 1. januar 2003.

Ejendomsskatten
Ejendomsskatten (grundskylden) til kommune og amt beregnes af grundværdien (minus evt. fradrag for forbedringer). Ejendomsskatten fastsættes af den enkelte kommune og kan derfor variere fra kommune til kommune. Lejere betaler ejendomsskatten via huslejen.

Som følge af skattestoppet er der indført et loft over, hvor meget ejendomsskatten må stige fra år til år. Loftet er for 2004 fastlagt således, at ejendomsskatten ikke må stige mere end højst 5,1 procent (ved uændret grundskyldspromille). Det betyder, at grundejere fra 2003 til 2004 kun vil opleve en stigning i ejendomsskatten på højst 5,1 procent, uanset om grundværdien stiger mere. Hvis kommunen har hævet grundskyldspromillen, vil stigningen i ejendomsskatten dog kunne blive større end 5,1 procent.

Loftet for 2005 er ikke fastlagt endnu, men stigningen kan højest blive 7 pct. i forhold til 2004 (ved uændret grundskyldspromille).

Ejendomsværdiskatten
Ejendomsværdiskatten til kommune og amt opkræves som udgangspunkt med 10 promille af den del af ejendomsværdien, der ikke overstiger 3.040.000 kr. Af ejendomsværdien over 3.040.000 kr. betales 30 promille. For ejendomme, som er købt før den 1. juli 1998, beregnes et nedslag, så ejendomsværdiskatten bliver lavere.

Der er - som led i skattestoppet - indført et loft over det beløb, som ejendomsværdiskatten beregnes af. Loftet indebærer, at den ejendomsværdiskat, der skal betales for 2003 (af danske ejendomme), bliver beregnet på grundlag af den laveste af følgende værdier:

  • Ejendomsværdien pr. 1. oktober 2003
  • Ejendomsværdien pr. 1. januar 2002
  • Ejendomsværdien pr. 1. januar 2001 + 5 pct.

Ejendomsværdiskatten for 2003 beregnes altså kun af 2003-vurderingen, hvis den er lavere end loftet - dvs. lavere end både 2001-vurderingen + 5 pct. og 2002-vurderingen. Er 2003-vurderingen højere end 2001-vurderingen + 5 pct. eller 2002-vurderingen, træder loftet i funktion, sådan at ejendomsværdiskatten ikke stiger, selv om vurderingen er steget.

Omberegning ved om- og tilbygning mv.
For nogle ejendomme omberegner ToldSkat den ejendomsværdi, der blev fastsat ved vurderingerne i 2001 og 2002. Dette sker, hvis der siden 2001 er sket nybygning, om- og tilbygning, der kræver byggetilladelse, samt ved frasalg, tilkøb og ekspropriation af grundareal og ved ændret anvendelse af ejendommen. Omberegningen tager højde for den værdiforøgelse eller -formindskelse, der er sket på ejendommen siden 2001.

Den omberegnede værdi træder ved beregningen af ejendomsværdiskatteloftet i stedet for den værdi, der blev fastsat ved vurderingerne i 2001 og 2002. Dette vil fremgå af selvangivelsen for 2003 for de pågældende ejere.

Ved om- og tilbygning foretages der omberegning af loftet i de tilfælde, hvor der siden sidste vurdering er afsluttet en byggesag på ejendommen. Omberegningen medtager kun den del af om- eller tilbygningen, der vedrører selve byggesagen. Øvrige forbedringer og moderniseringer, der måtte være foretaget tidligere eller samtidig, medtages således ikke i omberegningen. En modernisering af ejendommens køkken eller badeværelse medfører derfor normalt ikke en omberegning af loftet, fordi en sådan modernisering normalt ikke kræver byggetilladelse.

Ved ændret anvendelse af ejendommen, hvor ejeren har boet på ejendommen både før og efter den ændrede anvendelse, får omberegningen af loftet først virkning, når ejendommen overdrages til en ny ejer. Virkningen af omberegningen udskydes med andre ord, f.eks. hvis en landmand frasælger landbrugsjorden, men fortsat bor på ejendommen, eller hvis et areal med en ejerbolig inddrages i byzone.

Ejerne kan klage over den omberegnede værdi. Klagen skal være begrundet og sendes til ToldSkat senest den 1. juli 2004.

Du kan få mere information i Told- og Skattestyrelsens pjece "Ejendomsværdiskatten".

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter