Begrebet honorar omfatter vederlag for personligt arbejde, der udføres uden for tjenesteforhold, og som heller ikke kan henføres til selvstændig erhvervsvirksomhed.

Afgrænsningen af lønmodtagere i forhold til selvstændigt erhvervsdrivende foretages med udgangspunkt i de kriterier, som er opregnet i cirk. nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven og den heraf udviklede praksis. Se nærmere herom afsnit B.1.1.1.

Ved vurderingen af, om der skal indeholdes A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag af honorarer, skal der foretages en samlet vurdering af det konkrete beskæftigelsesforhold. Der kan bl.a. ses på indholdet af indgåede overenskomster og kontrakter, retsforholdet mellem de involverede parter samt den faktiske tilrettelæggelse af arbejdsopgaven.

Sondringen mellem honorarmodtagere i forhold til (på den ene side) en lønmodtager og (på den anden side) en selvstændigt erhvervsdrivende, er først og fremmest relevant vedrørende opgørelsen og betalingen af bidrag. Endvidere kan kvalificeringen være af betydning i relation til opgørelsen af den skattepligtige indkomst, se eksempelvis TfS 1997, 562 (LSR), hvor en musiker blev anset som honorarmodtager.

Efter AMFL § 7, stk. 1, litra c, og ATP-lovens § 17 f, påhviler bidragspligten personer, der er skattepligtige efter KSL § 1 af vederlag, honorarer eller anden indkomst for personligt arbejde uden for tjenesteforhold, som ikke kan henføres til selvstændig virksomhed. Bidragsgrundlaget opgøres med hjemmel i AMFL § 8, stk. 1, litra e.

Honorarindtægten indgår som udgangspunkt i bidragsgrundlaget uden reduktion af udgifter mv., uanset om indkomsten ved den almindelige indkomstbeskatning skal opgøres efter et nettoprincip. Hvervgiverens godtgørelse af honorarmodtagerens udgifter til befordring, kost og overnatning indgår dog ikke i bidragsgrundlaget, når godtgørelsen ikke udgør en del af vederlaget. Det er en forudsætning, at udgiftsdækningen ydes efter satserne for skattefri befordringsgodtgørelse og skattefri rejsegodtgørelse, jf. bekendtgørelse nr. 1290 af 13. december 2005 og SKATs meddelelse i SKM2005.498.SKAT. Se SKM2003.494.LSR. En fodbolddommer modtog ud over honorar for at dømme i de enkelte kampe en udgiftsgodtgørelse for transport til kampene, opgjort i overensstemmelse med Skatterådets  satser for befordringsgodtgørelse. Der skulle ikke beregnes arbejdsmarkedsbidrag af kørselsgodtgørelserne, idet disse var at anse for kompensation for udgift til transport i forbindelse med hvervet som fodbolddommer, hvor vederlaget for det personlige arbejde var dommerhonoraret for de enkelte kampe. 

Der skal ikke indeholdes AM-bidrag eller SP-bidrag af honorarer omfattet af AMFL § 8, stk. 1, litra e. Sådanne bidrag opkræves i stedet af told -og skatteforvaltningen , jf. AMFL § 11, stk. 8.

Om indeholdelses- og oplysningspligten henvises der til afsnit D og I.

Afsnit C.4.2 indeholder en beskrivelse af beskatningsforholdene, når honorarmodtageren har bopæl i udlandet.

Afsnit C.5.2 beskriver den situation, hvor personen har bopæl her i landet og modtager honorarer fra udlandet.

Endvidere henvises til afsnit B.5 om overførselsindkomster.

Det fremgår af KSL § 43, stk. 2, litra a, jf. KSLbek. § 15, nr. 1, at godtgørelse for medlemsskab af eller som medhjælp for betyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende er A-indkomst.

Ud over A-skat skal der tillige indeholdes AM-bidrag og SP-bidrag, jf. AMFL § 8, stk. 1, litra e, og ATP-lovens § 17 f, stk. 1.

Det er uden betydning, om der er tale om udbetalinger fra aktie- eller anpartsselskaber, foreninger, private og offentlige institutioner eller offentlige råd.

Det er ligeledes uden betydning, om hvervet er af erhvervsmæssig eller privat karakter, eller om vedkommende er valgt på generalforsamling eller er udpeget på anden måde.

Foreninger, der som led i deres skattefri virksomhed årligt udbetaler bestyrelseshonorarer til det enkelte bestyrelsesmedlem på 1.500 kr. eller derunder, skal ikke indeholde A-skat, jf. KSL § 45 og KSLbek. § 16, nr. 5, AM-bidrag, jf. AMFL § 8, stk. 1, litra e, jf. § 11, stk. 3, eller SP-bidrag af honoraret, jf. ATP-lovens § 17 f, stk. 1.

For så vidt angår honorar til medhjælp for bestyrelser mv., skal der foreligge et fastere tilknytningsforhold. Vederlag for rent lejlighedsvis ydet bistand fra en advokat eller revisor er således ikke A-indkomst, og der skal hverken indeholdes A-skat, AM-bidrag eller SP-bidrag.

Udbetaler virksomheden bestyrelseshonorar til personer, der bor eller opholder sig i udlandet, skal der som udgangspunkt indeholdes A-skat, selv om de pågældende aldrig har boet eller arbejdet i Danmark, jf. KSL § 2, stk. 1, litra b, jf. KSL § 43, stk. 2, litra a, jf. KSLbek. § 15, nr. 1. Der skal kun indeholdes AM-bidrag og SP-bidrag, hvis modtageren er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. AMFL § 7, stk. 1, litra c. Med virkning for indkomst erhvervet fra og med 1. juli 2004 skal der indeholdes AM-bidrag og SP-bidrag for honorarer, uanset om arbejdet udføres her i landet (hidtil gældende regel) eller udlandet, jf. lov nr. 468 af 9. juni 2004. Se iøvrigt afsnit C.4.2.

Advokaters bestyrelseshonorarer kan anses for at være indkomst for et selskab i de tilfælde, hvor honoraret modtages af advokater, der driver virksomhed i selskabsform, jf. TfS 1996, 337 (TSS). Det er dog en betingelse, at det mellem advokaten, selskabet og de øvrige selskabsdeltagere er aftalt, at bestyrelseshonoraret skal tilfalde selskabet.

Det fremgår endvidere af TfS 1996, 337 (TSS), at bestyrelseshonorar anses for indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis indtægten indgår i et interessentskab, der driver sådan virksomhed, eller hvis sådanne indtægter i øvrigt er et naturligt led i erhvervsvirksomheden.

For at kunne afgøre, hvorvidt det kan undlades at indeholde A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag af sådanne vederlag, skal der foretages en bedømmelse af de indgåede aftaler i det konkrete tilfælde.

For konsulenter med bopæl i Danmark skal der hverken indeholdes A-skat, AM-bidrag eller SP-bidrag i de udbetalte vederlag, medmindre de udbetales som led i et egentligt ansættelsesforhold. Ved afgørelsen af, om der foreligger et lønmodtagerforhold, eller om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, må der foretages en samlet bedømmelse af det konkrete beskæftigelsesforhold.

Efter KSL § 43, stk. 2, litra i, jf. KSLbek. § 15, nr. 29, henregnes til A-indkomst vederlag, der ikke er omfattet af litra a, som en person, der har været skattepligtig efter KSL § 1, nr. 1, modtager fra en virksomhed her i landet som rådgiver, konsulent eller anden lignende medhjælp for virksomheden. Det er dog en betingelse, at personen har eller på noget tidspunkt inden for de seneste 5 år forud for ophøret af den fulde skattepligt har haft - direkte eller indirekte - del i ledelsen af, eller kontrollen med kapitalen i den virksomhed, der udreder vederlaget. Der skal ikke indeholdes AM-bidrag og SP-bidrag i ovennævnte ydelser, jf. AMFL § 8, stk. 1, litra a.

Til belysning af hvorledes konsulenter indeholdelsesmæssigt behandles kan nævnes TfS 1989, 486 (ØLD), hvor EDB-konsulenter (vikarbureau), ansås for at udføre et personligt arbejde i tjenesteforhold. Udbetalingerne blev derfor anset som A-indkomst.

 Se endvidere SKM2004.452.LSR, hvor Landsskatteretten anså en IT-konsulent for at være selvstændigt erhvervsdrivende. Afgørelsen er nærmere uddybet under B.1.1.1.

Højesteret har, jf. TfS 1996, 449, (Tupperware-dommen), ud fra en samlet vurdering anset tupperwareforhandlerne for selvstændigt erhvervsdrivende.

Højesteret henviste til kriterierne i cirk. nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven og lagde specielt vægt på,

  • at forhandlerne frit bestemmer deres arbejdstid,
  • at de selv afholder alle udgifter,
  • at disse medfører en betydelig omkostningsprocent,  
  • at forhandlerne ikke anses som lønmodtagere ved praktiseringen af ferieloven mv.,
  • at de er frit stillet med hensyn til at arbejde for andre og antage medhjælp,
  • at de er momsregistreret, samt
  • at de påtager sig en vis økonomisk risiko. 
Som eksempel på en situation, hvor der efter en konkret vurdering blev statueret lønmodtagerforhold kan nævnes TfS 1997, 473 (HD), hvor en ingeniør blev anset for lønmodtager i forhold til en indgået aftale om konsulentbistand med Naturgas Syd. Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at ingeniøreren ikke havde drevet erhvervsvirksomhed for egen regning og risiko. Højesteret lagde særlig vægt på, at ingeniøreren var engageret af Naturgas Syd for en længere periode, hvor han var undergivet forflyttelsespligt, og at han ikke havde afholdt driftsudgifter af en sådan art og størrelse, som man måtte forvente af en selvstændigt erhvervsdrivende indenfor den pågældende branche.

Der skal ske indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag i vederlag til kunstnere efter samme regler som for andre. Hvorvidt der er tale om udbetaling af A- eller B-indkomst, eller om vederlag, som kan henføres til selvstændig erhvervsvirksomhed, må afgøres på grundlag af en samlet vurdering. Se iøvrigt afsnit B.1.1.1 vedrørende sondringen mellem lønmodtagerindkomst og selskabsindkomst.

Med hensyn til beskatning af udenlandske kunstnere, artister mv. henvises til afsnit C.1.1.3.

Der skal normalt hverken indeholdes A-skat, AM-bidrag eller SP-bidrag af forfatterhonorar, medmindre forfatteren har indgået en egentligt ansættelsesaftale med den virksomhed, der udbetaler honoraret.

Tilsvarende gælder vedrørende vederlag for ophavsrettigheder samt honorarer for enkeltstående artikler til dagspressen, faglige tidsskrifter mv.

Vedrørende forfatteres biblioteksafgifter har LSR afgjort, at sådanne beløb anses for at være vederlag for retten til at anvende eller udnytte en immateriel rettighed, jf. TfS 1998, 559 (LSR). Der skal ikke betales AM-bidrag og SP-bidrag af vederlag for udnyttelse af en immateriel rettighed, medmindre vederlaget indgår i en selvstændig erhvervsvirksomhed. Så skal der betales bidrag efter AMFL § 10, jf. TfS 1999, 175, hvor Told- og Skattestyrelsen fandt, at selvstændigt erhvervsdrivende forfattere skal betale AM-bidrag af biblioteksafgifter, da indtægten herved anses for at indgå i den selvstændige erhvervsvirksomhed.

Med udgangspunkt i SD-cirk. nr. 24 af 27. juli 1981 om skattetræk i vederlag til artister og solister skal der normalt ikke indeholdes A-skat i honorarer, der modtages for virksomhed som udøvende artist og solist. Cirkulæret blev udsendt på baggrund af ØLD, offentliggjort i UfR 1981.349.

I dommen hedder det bl.a., at efter indholdet af de indgåede kontrakter og det i øvrigt oplyste om forholdet mellem sagsøgeren og artisterne findes disse honorarer ikke at kunne betegnes som vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. Da varigheden af de omhandlede engagementer ikke kan bevirke nogen ændring heri, har sagsøgeren ikke efter KSL § 46, jf. § 43, stk. 1, været forpligtet til at indeholde A-skat.

Uanset den konkrete sag, hvorefter beløbet er skattepligtig B-indkomst, skal der tages selvstændig stilling til, om vederlaget er omfattet af reglerne om bidragspligt efter AMFL § 7, stk. 1, litra c. Eventuelt AM-bidrag og SP-bidrag opkræves ved årsopgørelsen.

I en afgørelse fra LSR, jf. TfS 1992, 550, fremgår det, at to kunstnere, der hver ejede halvdelen af et anpartsselskab, hvis formål var at drive musik- og showformidling, var berettiget til at henføre indtægter som medarrangør af koncerter og shows til selskabet. LSR lagde vægt på, at medejeren modtog sædvanligt honorar for sin egen gennem selskabet arrangerede optræden.

Dette medfører, at arrangører af koncerter og shows som udgangspunkt ikke kan pålægges indeholdelsespligt af A-skat og AM-bidrag af honorarer, der udbetales til et selskab, hvorfra kunstnerne normalt modtager deres honorarer.

Skuespillere/ scenekunstnereVederlag til scenekunstnere, der som skuespillere mv. engageres til optræden i et ensemble, anses som vederlag for et personligt arbejde i tjenesteforhold.

Der skal derfor indeholdes A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag vedrørende sådanne udbetalinger, jf. henholdsvis KSL § 43, stk. 1, AMFL § 8, stk. 1, litra a og ATP-lovens § 17 f, stk. 1. Indeholdelsespligten påhviler i disse tilfælde den, der som restauratør, arrangør, forening og lignende afholder udgiften til de medvirkendes vederlag. Det gælder, selv om vederlaget ikke udbetales direkte til kunstneren, men til en kapelmester, trupleder, agent, et booking- eller koncertbureau eller anden mellemmand.

I TfS 1987, 148 (ØLD) betalte en restauratør to momsregistrerede bookingfirmaer for at stille musikere til rådighed for optræden i restauranten. Hverken restauranten eller de to firmaer indeholdt A-skat ved udbetalingerne. I relation til det første firma, blev restauranten anset som arbejdsgiver. I relation til det andet firma, et anpartsselskab, som alene forpligtede sig til at stille 1-2 ikke nærmere specificerede musikere til rådighed, fandtes restauratøren ikke at være indeholdelsespligtig.

I TfS 1997, 541 har LSR truffet afgørelse om, at en skuespiller, der ud over en fast lønindtægt modtog honorarer for en række enkeltstående engagementer med at indtale film, ikke kunne anses for selvstændigt erhvervsdrivende. Ved afgørelsen blev der specielt lagt vægt på, at skuespillerens driftsudgifter for det pågældende klageår hverken i art eller omfang oversteg, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold, ligesom disse udgifter ikke kunne siges at være afholdt uden sikkerhed for indtægt, idet honorarerne havde været fastsat forud. Skuespilleren havde således ikke båret en sådan risiko, som normalt kendetegner selvstændig erhvervsvirksomhed.

I TfS 1998, 485 (HRD) har Højsteret statueret, at en operasanger med skattemæssig virkning kunne drive koncertvirksomhed og anden kunstnerisk virksomhed som operasanger i selskabsform. Se nærmere B.1.1.1.Om de generelle indeholdelsespligter henvises til afsnit D.

Vederlag til musikere, som betragtes som lønmodtagere, kan efter praksis udbetales som B-indkomst, når der er tale om meget kortvarige tjenesteforhold såsom engagementer af én, to eller tre dages varighed.

Der skal indeholdes A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, jf. henholdsvis KSL § 43, stk. 1, og § 46, AMFL § 8, stk. 1, litra a samt ATP-lovens § 17 f, stk. 1, i de situationer, hvor der er tale om et fortsat engagement.

Musikere, der betragtes som honorarmodtagere, er ikke lønmodtagere, jf. LSR's kendelse i TfS 1997, 562. Sagen vedrørte en musiker, som i en årrække havde ernæret sig ved at spille ved engagementer som solomusiker. Han havde aftalt at spille til et fast honorar, ligesom han havde modtaget et fast beløb for kørsel. Musikeren kunne ikke anses som selvstændigt erhvervsdrivende, men derimod som honorarmodtager i relation til de modtagne vederlag. Befordringsudgifterne kunne derfor opgøres og fradrages efter reglerne i LL § 9 B.

I en anden kendelse fra LSR ansås en musiker som lønmodtager, jf. TfS 1997, 406. Musikeren havde haft en række enkeltstående arrangementer i Danmark og i Tyskland, og han blev aflønnet af arbejdsgiverne på de enkelte spillesteder. I nogle tilfælde sendte Dansk Musiker Forbund ham på spillejob, andre gange tog han job direkte. Skatteyderen var mangeårigt medlem af den til Dansk Musiker Forbund knyttede arbejdsløshedskasse for lønmodtagere, ligesom han havde foretaget fradrag under øvrige lønmodtagerudgifter.

Indtægter fra KODA (Komponisters Ophavsret i Danmark) anses for at være vederlag for retten til at anvende eller udnytte en immateriel rettighed, jf. TfS 1998, 559 (LSR). Der skal derfor ikke indeholdes A-skat, AM-bidrag eller SP-bidrag i forbindelse med udbetalinger, da vederlaget anses som B-indkomst, men derimod skal disse vederlag indberettes som B-indkomst. Hvis vederlaget indgår i en selvstændig erhvervsvirksomhed, skal der betales bidrag efter AMFL § 10.

Vederlag, honorar og lignende for retten til at anvende eller udnytte en immateriel rettighed betegnes almindeligvis som royalty og knytter sig specielt til patenter, varemærker, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode. Endvidere knytter sådanne royalties sig til vederlag for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer. Se vedrørende sondringen SKM2005.536.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at en forfatter af skolebøger skulle betale arbejdsmarkedsbidrag af honorarer ved forfattervirksomheden modtaget fra flere forlag.

Er der tale om udbetaling af royalty til personer med bopæl i Danmark, jf. KSL § 1, skal der ikke indeholdes A-skat, AM-bidrag eller SP-bidrag.

KSL § 65 C indeholder regler for indeholdelse af den såkaldte royalty-skat (30 pct.) i de tilfælde, hvor udbetaling eller godskrivning sker til en person, omfattet af KSL § 2, stk. 1, litra i, eller et selskab, som er skattepligtig efter SEL § 2, stk. 1, litra g.

Vederlag for immaterielle rettigheder, fx forfatterrettigheder, ophavs- og kunstnerrettigheder, anses som B-indkomst, og der skal ikke indeholdes AM-bidrag i sådanne udbetalinger. Vederlaget skal selvangives af den enkelte modtager. Der skal ikke betales AM-bidrag og SP-bidrag, men hvis vederlaget indgår i en selvstændig erhvervsvirksomhed, skal der betales bidrag efter AMFL § 10, jf. TfS 1998, 559 (LSR). Der henvises iøvrigt til afsnit C.4.1 og C.5.1.

Hvorvidt der skal indeholdes A-skat og AM-bidrag for discjockeys, afgøres ud fra en samlet bedømmelse af det/de enkelte beskæftigelsesforhold.

I en sag, afgjort af Højesteret, jf. TfS 1999, 377, blev det efter en samlet bedømmelse fastslået, at discjockeys var omfattet af KSL § 43, stk. 1 (tjenesteforhold), og at restauratørerne skulle indeholde A-skat af vederlagene. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at de pågældende discjockeys arbejdede inden for mødetider og efter vagtplaner, fastlagt af restauratørerne, at discjockeyerne benyttede restaurationernes musikanlæg, ligesom de omkostninger, der blev afholdt til medbragte plader og cd´er, var af en begrænset størrelse. Endvidere blev der lagt vægt på, at engagementerne var langvarige, og at indtægterne, hvortil skattekravene knyttede sig, stort set var discjockeyernes eneste arbejdsindkomst. Se også  SKM2002.561.ØLR, hvor en discjockey, der arbejdede to steder ligeledes blev anset som lønmodtager.  Er der på baggrund af en samlet bedømmelse af beskæftigelsesforholdet grundlag for at statuere A-indkomst, skal der udover A-skat tillige indeholdes AM-bidrag og SP-bidrag, jf. KSL § 43, stk. 1, AMFL § 8, stk. 1, litra a og ATP-lovens § 17 f, stk. 1.

Hvorvidt honorarer til mannequiner (modeller) skal anses for A- eller B-indkomst må i tvivlstilfælde afgøres ved en samlet bedømmelse af beskæftigelsesforholdet. Der kan i den forbindelse lægges vægt på de opregnede kriterier i cirk. nr. 129 af 4. juli 1994 til PSL.

Er situationen den, at et modelbureau alene formidler kontakten mellem fotomodellerne og fotograferne og ikke garanterer for modellernes vederlag fra fotograferne, er fotograferne som udgangspunkt indeholdelsespligtige for A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, jf. KSL § 43, stk. 1, AMFL § 8, stk. 1, litra a og ATP-lovens § 17 f, stk. 1. Er der tale om udbetalinger til mannequiner (modeller) i et ansættelsesforhold - fx i et bureau - gælder de almindelige regler for indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, jf. KSL § 43, stk. 1, AMFL § 8, stk. 1, litra a samt ATP-lovens § 17 f, stk. 1.

En advokats og revisors sædvanlige gage i et ansættelsesforhold vil altid være A-indkomst med deraf følgende indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, jf. KSL § 43, stk. 1, AMFL § 8, stk. 1, litra a samt ATP-lovens § 17 f, stk. 1. Advokater, der modtager bestyrelseshonorarer i forbindelse med deres selvstændige erhvervsvirksomhed, kan efter anmodning hos told-og skatteforvaltningen  modtage en fritagelseserklæring, som fritager udbetaleren fra at indeholde A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag. Se i øvrigt afsnit B.2.1 om bestyrelseshonorarer.

Ved en virksomheds udbetaling af provision eller anden form for vederlag til en agent kan det ofte være vanskeligt at afgøre, om der skal indeholdes A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, eller om der er tale om selvstændig virksomhed.

Hvorvidt agenten er omfattet af de danske skatteregler, er nærmere beskrevet i afsnit C om internationale forhold.

Hvorvidt agenthonoraret konkret skal anses for A-indkomst i et tjenesteforhold eller B-indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed, må i tvivlstilfælde afgøres ved en samlet bedømmelse af beskæftigelsesforholdet. De enkelte momenter i aftaleforholdet betragtes som støttepunkter, der indgår i en samlet bedømmelse.

I cirk. nr. 129 af 4. juli 1994 til PSL, er der i afsnit 3.1.1 en opregning af de kriterier, der specielt lægges vægt på, og som kan være udslagsgivende ved bedømmelsen af, om et vederlag skal anses som A- eller B-indkomst, se endvidere afsnit B.1.1.1.

I en sag om en agent, der formidlede salg af møbler for flere danske virksomheder - fortrinsvis til Norge - fandt Skatteministeriet, at den udbetalte provision fra den pågældende møbelfabrik kunne anses for B-indkomst. Der var i sagen specielt lagt vægt på, at agenten selv tilrettelagde salgsarbejdet og selv afholdt samtlige udgifter i forbindelse hermed, jf. TfS 1989, 75.

Distributørers arbejdsområde vil som oftest være forbundet med salg og distribution af en konkret virksomheds produkter. Det vil derfor ofte være naturligt, at vederlag for dette personlige arbejde beskattes som A-indkomst, idet det må antages, at arbejdet udføres efter anvisninger fra en arbejdsgiver og samtidig for dennes regning og risiko. I tvivlstilfælde må der foretages en samlet vurdering af beskæftigelsesforholdet.

Afgørende for om avisdistributørers vederlag er A- eller B-indkomst kan herefter være, om indkomstmodtageren selv tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der eventuelt følger af den afgivne ordre. Endvidere kan det være afgørende, om indkomstmodtageren har ansat personale og er frit stillet med hensyn til antagelse af medhjælp.

Det sidste gjorde sig gældende i en sag fra 1988, som blev forelagt for Ligningsrådet (nu Skatterådet), der ud fra en samlet bedømmelse fandt, at distributøren drev selvstændig erhvervsvirksomhed, navnlig fordi der blev anvendt lønnet medhjælp i et betydeligt omfang, jf. TfS 1988, 233.

Ved vurderingen af, om der er tale om tjenesteforhold eller selvstændig erhvervsvirksomhed, skal der lægges vægt på en række kriterier, som er nærmere beskrevet i cirkulæret til PSL, cirk. nr. 129 af 4. juli 1994.

Assurandører kan, for at undgå både at få indeholdt AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat af lønnen og samtidig løbende at skulle betale bidrag og B-skat som selvstændigt erhvervsdrivende, henvende sig til told-og skatteforvaltningen  og få udstedt en fritagelse for at få indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidraget af vederlaget fra forsikringsselskabet.

Hvorvidt assurandørens provision, honorar og lignende vederlag skal anses som A- eller B-indkomst, må i tvivlstilfælde afgøres efter en samlet vurdering af forholdet mellem indkomstmodtager og hvervgiver. Den samlede vurdering kan fx omfatte en vurdering af, i hvilket omfang assurandøren kan antages at bære en selvstændig økonomisk risiko, om der er aftalt et fast opsigelsesvarsel, samt i hvilket omfang assurandøren selvstændigt kan antage eller afvise en forsikring på forsikringsselskabets vegne.

Vestre Landsret har, jf. TfS 1995, 458, fastslået, at den sagsøgende assurandør skulle anses som selvstændigt erhvervsdrivende, for så vidt angår de indtægter, han modtog som branddirektør i ét forsikringsselskab, hvorimod han blev anset som lønmodtager i forbindelse med indtægt fra et andet forsikringsselskab. 

I SKM2002.339.ØLR blev en assurandørs indkomst anset som lønmodtagerindkomst. Assurandøren var i et vist omfang undergivet ferielovens og funktionærlovens regler og var omfattet af forsikringsselskabets gruppelivsforsikring. Desuden blev hans omkostninger ved arbejdet helt eller i det væsentlige dækket ved månedlige omkostningstillæg.

Beskatningsreglerne for bonus i relation til honorarer vil som hovedregel følge beskatningen af den indkomst eller det honorar, som bonusudbetalingen kan henføres til.

Er der eksempelvis tale om bonus for arbejde i et tjenesteforhold, skal beskatning ske i forbindelse med lønudbetaling med heraf følgende indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag.

Hvorvidt et vederlag for undervisning på et kursus modtages som lønmodtagerindkomst, som led i en selvstændig virksomhed eller som honorarindtægt afhænger af en samlet vurdering af det konkrete beskæftigelsesforhold.

Er der tale om enkeltstående foredrag, kan vederlaget herfor anses som B-indkomst for modtageren, såfremt en samlet vurdering af omstændighederne i øvrigt er til stede herfor.

Hvis der er tale om B-indkomst, opkræves AM-bidrag i forbindelse med årsopgørelsen for det pågældende indkomstår, jf. AMFL § 11, stk. 8.

I et svar til en skatteyder, der var optaget i den frivillige dagpengeordning for selvstændigt erhvervsdrivende, oplyste skattedepartementet, at en indtægt for undervisning på et kursus arrangeret af Dansk Arbejdsgiverforening, blev anset for A-indkomst. I svaret henvises til, at det er Dansk Arbejdsgiverforening, der som kursusarrangør udvælger emne, stiller lokaler til rådighed og i øvrigt bærer det økonomiske ansvar, jf. TfS 1987, 73 (DEP).

I TfS 1990, 370 fastslog Landsskatteretten, at en disponent i et vinfirma, og hvor disponenten samtidig havde indtægter fra kurser om vin inden for fritidsundervisningen, ikke kunne anses for at have erhvervet kursushonoraret ved selvstændig virksomhed.

Se endvidere TfS 2000, 528 (LSR) om afgrænsningen af selvstændig virksomhed, lønmodtagerforhold og honorarindtægter. Skatteyder blev anset for lønmodtager som underviser gennem et oplysningsforbund, medens indtægter som kordirigent blev anset for honorarindtægter.

Virksomheder, der anvender vikarer, skal hverken indeholde A-skat, AM-bidrag eller SP-bidrag af det beløb, virksomheden betaler til vikarbureauet. Derimod skal vikarbureauet indeholde A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag af vikarens løn.

I TfS 1995, 154 (TSS) blev en buschauffør, der drev chaufførbureau som enkeltmandsvirksomhed, ikke anset som selvstændigt erhvervsdrivende.

I SKM2003.555.HR blev en journalist, som arbejdede freelance ved et dagblad, hvor han fungerede som afløser (vikar) for andre journalister ved sygdom og ferie, anset for lønmodtager.

Vedrørende arbejdsudleje henvises til afsnit C.1.1.2.

Se afsnit B.2.2, hvor der er omtalt en dom fra Østre Landsret, jf. TfS 1989, 486 (ØLD) vedrørende vikarbureauer.

Der henvises i øvrigt til afsnit D.3.2 vedrørende indeholdelsespligt for vikarbureauer.

Pension og lignende skattepligtige ydelser til pårørende til den umiddelbart berettigede tidligere honorarmodtager er A-indkomst i det omfang, der er tale om ydelser, der har sammenhæng med et tidligere medlemskab af eller ydes til en tidligere medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende, jf. KSLbek. § 15, nr. 26.

Pligten til at betale AM-bidrag og SP-bidrag er fastsat i AMFL § 7, stk. 1, litra b, jf. AMFL § 8, stk. 1, litra d, og ATP-lovens § 17 f. Også udbetalinger til efterlevende efter den umiddelbart berettigede er omfattet af AMFL § 8, stk. 1, litra d og ATP-lovens § 17 f.

Er der tale om udbetaling af andre ydelser til efterlevende efter honorarmodtagere, skal der, hvis der er tale om beløb, som den afdøde selv havde erhvervet ret til, indeholdes A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, som hvis udbetalingen var sket til den afdøde selv, da ydelsen anses for et vederlag for personligt arbejde. Der skal dog ikke indeholdes A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, hvis beløbet udbetales til et dødsbo. Det er den virksomhed eller lignende, der foretager udbetalingen, der skal opgøre bidragsgrundlaget, beregne, indeholde samt betale bidraget, jf. AMFL § 11, stk. 6 og 9.

Er der tale om udbetaling af ydelser til de efterladte efter honorarmodtagere, som disse - og ikke den afdøde - har krav på, er der, medmindre der er tale om pensionslignende ydelser, jf. ovenfor, tale om en B-indkomst. Der skal hverken betales AM-bidrag eller SP-bidrag, jf. AMFL § 7, stk. 1, litra b og ATP-lovens § 17 f, stk. 1.

Andel i udbytte af fiskeri er A-indkomst, og der skal indeholdes såvel A-skat som AM-bidrag og SP-bidrag, hvis andelen modtages som betaling for personlig deltagelse i fiskeri, jf. KSL § 43, stk. 2, litra g, jf. KSLbek. § 15, nr. 23, og AMFL § 8, stk. 1, litra e, jf. § 11, stk. 1, samt ATP-lovens § 17 f, stk. 1. Dette gælder, når fiskeriet udøves fra et skib, der ikke helt eller delvis ejes af modtageren eller er stillet til dennes rådighed ved aftale om lån eller leje.

Dette gælder også, hvis modtageren af udbytteandelen deltager i fiskeriet med egne fiskeredskaber.

Hvis en fisker holder sin fangst adskilt fra skibets øvrige fangst og kun sælger sin egen fangst, er indtægten ved salget B-indkomst.

Det forhold, at en partsfisker er berettiget til en mindste udbyttebetaling, er ikke i sig selv nok til at statuere lønmodtager forhold.

Vederlag til domsmænd og nævninge ved domstolene er A-indkomst, jf. KSL § 43, stk. 2, jf. KSLbek. § 15, nr. 31, og der skal derfor indeholdes A-skat. Der skal endvidere indeholdes AM-bidrag og SP-bidrag af vederlaget, jf. AMFL § 8, stk. 1, litra e og ATP-lovens § 17 f, stk. 1.