Skattepligtige godtgørelser
Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren, for udgifter lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, skal som udgangspunkt medregnes til lønmodtagerens personlige indkomst, jf. LL § 9, stk.4. Der skal derfor indeholdes A-skat og AM-bidrag heraf, jf. KSL § 43, stk. 1 og KSL § 49 A, stk. 1.

Skattefri godtgørelser
Rejsegodtgørelse, der er omfattet af LL § 9 A, og befordringsgodtgørelse, der er omfattet af LL § 9 B, er dog skattefri, jf. LL § 9, stk. 4, 2. pkt. Der skal derfor ikke indeholdes A-skat eller AM-bidrag af sådanne godtgørelsesbeløb, da de ikke er skattepligtig indkomst, jf. KSL § 41, stk. 1, 2. pkt. Godtgørelserne vil således ikke være omfattet af KSL § 43, stk. 1 eller KSL § 49 A, stk. 1.

Om lønmodtagerens muligheder for fradrag for sine rejseudgifter, se Den juridiske vejledning C.A.7.3.

Standardsatser
Om de for 2011 - 2013 inkl. gældende satser for skattefri rejsegodtgørelse, der er fastsat i henhold til LL § 9 A, stk. 2, se afsnit C.A.7.2.5.1A.B.1.7.1.1  om standardsatserne for kostgodtgørelse og afsnit C.A.7.2.5.2 LV A.B.1.7.1.2 om standardsatsen for logi. Se en nærmere beskrivelse af reglerne om udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse i C.A.7.1 og C.A.7.2LV A.B.1.7.

Skatterådets satser og regler for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse for 2013, jf. LL § 9 B, fremgår af  bekendtgørelse nr. x1081 af 20. november 2012x .

Kontrol ved udbetaling af skattefri godtgørelse
Om krav til dokumentation for og kontrol ved udbetaling af skattefrie rejse- og befordringsgodtgørelser, se bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 og afsnit H.3. Hvis der ikke føres den i bekendtgørelsen krævede kontrol, kan godtgørelsen ikke udbetales skattefrit for modtageren, jf. SKM2002.525.VLR., SKM2005.310.ØLR, SKM2008.823.BR, SKM2009.430.HR og SKM2010.778.VLR.

Skattefri godtgørelse fra arbejdsgiver eller bestyrelse og lign.
Skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse kan kun udbetales af arbejdsgivere eller visse hvervgivere. De hvervgivere, der kan udbetale skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse, er: bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign., jf. LL § 9, stk.4, § 9 A, stk. 9, og § 9 B, stk. 5. En hvervgiver er én, der udbetaler vederlag for personligt arbejde, der ikke er ydet i et egentligt ansættelsesforhold.

Rejse- og befordringsgodtgørelse, der udbetales efter de i LL § 9 A og § 9 B fastsatte regler, er skattefri, uanset om udbetalingen foretages af en dansk eller udenlandsk arbejdsgiver/hvervgiver, og uafhængigt af om denne er skatte-, indeholdelses- eller oplysningspligtig her i landet. En dansk virksomhed, der udlejer medarbejdere til udlandet, kan ligeledes udbetale skattefri rejsegodtgørelse. Se iøvrigt herom i afsnit C.1 og i C.A.7.2.4LV A.B.1.7.1.

Hvis en arbejdsgiver eller hvervgiver udbetaler skattefri rejse- eller befordringsgodtgørelse efter reglerne i LL §§ 9 A eller 9 B, og det efterfølgende konstateres, at betingelserne for denne skattefrihed ikke er opfyldt, kan SKAT efter anmodning fra den pågældende arbejdsgiver/hvervgiver tillade, at den pågældende betaler et beløb på 56 pct. af de omhandlede godtgørelser. Dette beløb svarer til skatten og arbejdsmarkedsbidraget af godtgørelserne. Se KSL § 69 A, LL § 7 Ø og lov om arbejdsmarkedsbidrag § 3, nr. 3, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Denne ordning trådte i kraft den 2. november 2008, jf. bekendtgørelse nr. 1054 af 22. oktober 2008. 

Anmodningen om den frivillige betaling skal være begrundet og indeholde dels en opgørelse af de udbetalte godtgørelser, dels oplysninger om identiteten af modtagerne (de ansatte/hvervtagerne) og om størrelsen af de godtgørelser omfattet af anmodningen, de enkelte ansatte/hvervtagere har modtaget. SKAT vil i nogle situationer allerede være i besiddelse af oplysningerne eller nogle af disse. Arbejdsgiveren/hvervgiveren kan da nøjes med at henvise til disse oplysninger og afgive eventuelle supplerende oplysninger.

SKAT kan oplyse arbejdsgiveren/hvervgiveren om de godtgørelser, som SKAT mener, at den pågældende med urette har udbetalt som skattefri - herunder hvem, der er modtager af disse godtgørelser, og om der er udsendt agterskrivelse eller årsopgørelse til de pågældende ansatte/hvervtagere, hvori godtgørelserne er medregnet som skattepligtig indkomst.

Tilladelse til frivillig betaling vil blive givet, under betingelse af at:

  • der ikke har været tale om misbrug af reglerne om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser,
  • anmodningen er indgivet, og sagen er fuldt ud oplyst så tidligt, at SKAT vil kunne nå at træffe afgørelse med en betalingsfrist, der giver SKAT mulighed for at udsende agterskrivelser til de ansatte/hvertagerne inden udløbet af fristen for genoptagelse af de ansattes/hvervtagernes skatteansættelser og arbejdsmarkedsbidragsopgørelser, hvis arbejdsgiveren/hvergiveren ikke betaler, og
  • der på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen ikke er udsendt agterskrivelser/årsopgørelser til en større del af de berørte ansatte/hvervtagere. Hvis dette er tilfældet, kan der dog gives tilladelse for så vidt angår de ansatte/hvervtagere, som der ikke er udsendt årsopgørelser/agterskrivelser til.

Afslag på anmodning om anvendelse af ordningen om frivillig betaling kan påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11.

Uanset at arbejdsgiveren/hvervgiveren efterfølgende efter anmodning eventuelt kan opnå en tilladelse til at benytte ordningen, vil godtgørelserne være skatte- og bidragspligtige, når de udbetales, og der vil være pligt for arbejdsgiveren/hvervgiveren til at foretage indeholdelse ved udbetalingen. Arbejdsgiveren/hvervgiveren kan således ikke undlade at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag under henvisning til ordningen i KSL § 69 A om efterfølgende tilladelse til frivillig indbetaling.

Efter anmodning herom fra arbejdsgiveren/hvervgiveren træffer SKAT afgørelse om, hvorvidt de udbetalte godtgørelser, som arbejdsgiveren/hvervgiveren efter ordningen kan betale de ansattes/hvertagernes skat og arbejdsmarkedsbidrag af, er skattepligtige.

Såfremt SKAT giver tilladelse til, at arbejdsgiveren/hvervgiveren betaler ovennævnte beløb på 56 pct. (svarende til skatten og arbejdsmarkedsbidraget af de pågældende godtgørelser), skal dette beløb indbetales inden for fristen for betaling af indeholdt A-skat for den måned, der følger efter den måned, hvori tilladelsen til betaling af det frivillige beløb er givet.

Hvis beløbet ikke betales rettidigt, eller hvis der kun betales en del af det beløb, som tilladelsen vedrører, bortfalder tilladelsen. Dette betyder, at skat og arbejdsmarkedsbidrag af de pågældende ydelser opgøres og opkræves efter de almindelige regler.

Tilsvarende vil skatten og arbejdsmarkedsbidraget af de pågældende godtgørelser skulle opgøres og opkræves efter de almindelige regler, hvis arbejdsgiveren/hvervgiveren ikke anmoder om eller ikke får tilladelse til den særlige, frivillige betaling.

Får arbejdsgiveren/hvervgiveren tilladelse til at foretage den omhandlede, frivillige betaling, og betaler vedkommende det fulde beløb rettidigt, vil de godtgørelser, der er dækket af betalingen, være skattefri og arbejdsmarkedsbidragsfri for modtageren af godtgørelsen (den ansatte/hvervtageren) fra og med det tidspunkt, hvor betalingen sker. Endvidere vil det beløb, som arbejdsgiveren/hvervgiveren betaler til dækning af skatten og bidraget, ikke indgå i den ansattes/hvervtagerens skattepligtige indkomst.

Hvis arbejdsgiveren/hvervgiveren får tilladelse til at benytte ordningen og betaler det fulde beløb, bortfalder skatte- og bidragspligten af de pågældende godtgørelser og dermed indeholdelsespligten. Arbejdsgiveren skal derfor ikke tillige betale det beløb, der skulle have været indeholdt, og dette beløb kan heller ikke opkræves hos modtageren af godtgørelserne (den ansatte/hvervtageren).

Betaler arbejdsgiveren/hvervgiveren efter tilladelse den ansattes/hvervtagerens skat og arbejdsmarkedsbidrag af godtgørelserne, kan de pågældende modtagere af godtgørelserne ikke foretage fradrag for den befordring, der har dannet grundlag for de omhandlede befordringsgodtgørelser, eller for de rejseudgifter, der er godtgjort med de omhandlede rejsegodtgørelser.

Arbejdsgiveren/hvervgiveren har ikke fradragsret for den frivillige betaling til dækning af den ansattes/hvervtagerens skat og arbejdsmarkedsbidrag af de omhandlede godtgørelser.

Personer,
som kan få 
skattefri
godtgørelse:

Lønmodtagere
Der kan udbetales skattefri godtgørelse efter reglerne i LL § 9 A og § 9 B til lønmodtagere. Det gælder også modtagere af lønindkomst, der er gjort til B-indkomst efter KSL § 45, stk. 1, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 19.

Ph.d.-studerende, som får løn fra deres arbejdsgiver, behandles som lønmodtagere og kan derfor modtage skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse efter LL § 9 A og § 9 B.

Om rejse- og befordringsgodtgørelse i forbindelse med fri undervisning, se DJV C.A.5.4 og afsnit B.1.6.18.

En anpartshaver, som får stillet fri telefon til rådighed af anpartsselskabet, kan ikke som følge heraf anses for lønmodtager i selskabet og derfor ikke få udbetalt skattefri godtgørelse herfra, jf. SKM2001.141.ØLR og DJV C.A.4.3.3.3.2.En hovedanpartshaver der ikke modtog løn fra sit selskab opfyldte ikke betingelserne for at modtage skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse, se SKM2011.502.BR

Personer, der modtager revalideringsydelse, anses ikke for lønmodtagere i relation til denne ydelse, se SKM2009.55.BR.

EU-praktikanter der ikke modtog løn, men alene fri kost og logi var ikke omfattet af LL § 9 A, se SKM2011.202.SR.

Der kan ikke udbetales skattefri godtgørelse til B-indkomstmodtagere, som ikke er lønmodtagere, jf. ovenfor, eller til personer, som uden at være lønmodtagere har aftalt med en hvervgiver, at der af opkrævningsmæssige årsager skal indeholdes A-skat og AM-bidrag. Sådanne B-indkomstmodtagere kan i stedet få dækket deres rejse- og befordringsudgifter efter reglerne om udlæg efter regning - dog ikke deres befordringsudgifter ved kørsel i egen bil. Om honorarmodtagere, se afsnit B.2.

Bestyrelses-
medlemmer og lign.
Såvel aflønnede som ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign. kan få udbetalt skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse efter samme principper og med samme satser, der gælder for udbetaling af sådan godtgørelse til lønmodtagere. Bestyrelsesmedlemmer og lignende er derfor også omfattet af LL § 9 A, stk. 4 (25 pct.-godtgørelse), jf. afsnit B.1.7.1.3.1.

Om godtgørelse til ulønnede medhjælpere eller ulønnede bestyrelsesmedlemmer i foreninger, eller godtgørelse til Hjemmeværnets frivillige personel, se afsnit B.1.8.1 og DJV C.A.3.4.1.4. 

Selvstændigt
erhvervs-
drivende
Selvstændigt erhvervsdrivende kan vælge at foretage fradrag for rejseudgifter med standardsatserne i stedet for de faktiske udgifter, jf. LL § 9 A, stk. 8. Selvstændigt erhvervsdrivende, som benytter virksomhedsordningen, kan dog anvende reglerne om skattefri befordringsgodtgørelse, hvis bilen holdes uden for virksomheden, jf. nærmere herom i DJV C.C.5.2.1.

Om afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, se afsnit B.1.1.1.

Modregnings-
forbud
Godtgørelse, der er udbetalt skattefrit, anses dog for skattepligtig, hvis den fragår i en forud aftalt bruttoløn, jf. LL § 9, stk. 4, 3. pkt. Der gælder således et modregningsforbud, der rammer tilfælde, hvor lønnen løbende nedsættes i overensstemmelse med den udbetalte rejse- og befordringsgodtgørelse.

I SKM2008.193.SR spurgte et selskab Skatterådet, om de kunne udbetale overenskomstmæssigt fastsat zonetillæg som skattefri rejsegodtgørelse i tilfælde, hvor medarbejderne på grund af afstanden til det midlertidige arbejdssted ikke havde haft mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæl. Når arbejdet ikke var forbundet med overnatning, kunne medarbejderne få udbetalt et overenskomstmæssigt fastsat zonetillæg som et almindeligt løntillæg, og der blev indeholdt A-skat, m.v. Skatterådet fandt, at udbetalingen af skattefri rejsegodtgørelse var i strid med modregningsforbuddet. De omhandlede beløb kunne derfor ikke udbetales som skattefri rejsegodtgørelse.

I SKM2008.189.SR blev en aftale mellem en virksomhed og medarbejderne om lønreduktion mod udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse for kørsel efter 60-dages-reglen til virksomhedens nye adresse anset for at være i strid med modregningsforbuddet i ligningslovens dagældende § 9, stk. 5, nu § 9 ,stk. 4.

I SKM2006.685.SR afviste Skatterådet, at medarbejdernes grundløn kunne nedsættes til 0 kr. mod at der blev udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, hvilket var i strid med modregningsprincippet.

Se også SKM2005.226.ØLR, hvor et zonetillæg i forbindelse med overnatning blev konverteret fra at være et almindeliget løntillæg til at blive udbetalt som skattefri rejsegodtgørelse. Landsretten fandt, at denne praksis var i strid med modregningsforbuddet i LL § 9, stk. 5.

Det står dog lønmodtager og arbejdsgiver eller f. eks. bestyrelsesmedlemmet og bestyrelsen frit for at aftale lønvilkår/vederlagsvilkår - herunder en generel løn-/vederlagsnedsættelse under hensyntagen til årets gennemsnitlige udbetaling af skattefri befordrings- og rejsegodtgørelse, mod at der fremover udbetales skattefri godtgørelse oven i lønnen/vederlaget.

25 pct.-godtgørelse, jf. LL § 9 A, stk. 4, kan heller ikke modregnes i forud aftalt løn/vederlag. Se i øvrigt afsnit B.1.7.1.3.

Udbetaling af
godtgørelse, 
der overstiger
satserne
Hvis der udbetales godtgørelse med beløb, der er større end godtgørelse beregnet efter ligningslovens/Skatterådets standardsatser, skal hele beløbet medregnes til modtagerens personlige indkomst, jf. bekendtgørelse nr. 1194 af 13. december 2011  og   Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.1 og C.A.7.2.5. Der skal i så fald indeholdes A-skat og AM-bidrag af hele beløbet, jf. KSL § 43, stk. 1 og KSL § 49 A, stk. 1.

Såfremt der foretages en klar opdeling og specificering af, hvad der skal anses som skattefri godtgørelse, og hvad der skal anses som supplerende skattepligtig løn/vederlag, skal dog kun den/det supplerende løn/vederlag medregnes i modtagerens personlige indkomst, og der skal således kun indeholdes A-skat og AM-bidrag af dette beløb, jf. bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, § 1, stk. 3, og § 2, stk. 3. Der kan ikke efterfølgende ske opsplitning af udbetalte godtgørelsesbeløb i en skattefri del og et supplerende skattepligtigt løntillæg/vederlag.

Udbetaling af
godtgørelse,
der er mindre
end satserne,
eller ingen
 godtgørelse
Om lønmodtagerens/bestyrelsesmedlemmets muligheder for fradrag for rejseudgifter, hvis der udbetales godtgørelse med beløb, der er mindre end godtgørelse beregnet efter standardsatserne, eller hvis der slet ikke udbetales nogen godtgørelse, se DJV C.A.7 . Om befordringsfradrag, se bekendtgørelse nr. x1081 af 20. november 2012x, § 12, og DJV C.A.4.3.3 .

Udbetaling af godtgørelse med faste beløb
Hvis der udbetales godtgørelse med faste beløb f.eks. faste månedlige eller årlige beløb, er hele beløbet skattepligtigt, jf. bekendtgørelse nr. x1081 af 20. november 2012x, § 5, og bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, § 2. Ved udbetaling af befordringsgodtgørelse med faste beløb, der således udbetales uafhængigt af det faktiske antal kørte kilometer, eller godtgørelsesbeløb, der skal dække inden for særlige afstandszoner, skal der derfor indeholdes A-skat og AM-bidrag, jf. KSL § 43, stk. 1 og KSL § 49 A, stk. 1.

Udlæg efter regning
Dækker arbejdsgiveren/hvervgiveren en lønmodtagers/hvervtagers rejse- og befordringsudgifter mod dokumentation i form af originale (eksterne) bilag, der herefter indgår i arbejdsgiverens/hvervgiverens regnskabsmateriale, eller afholder arbejdsgiveren/hvervgiveren udgifterne direkte, er beløbet ikke skattepligtig indkomst for modtageren. Udgifterne er da afholdt som udlæg efter regning. Der skal derfor ikke indeholdes A-skat i disse godtgørelsesbeløb, da der kun skal indeholdes A-skat i skattepligtig indkomst, jf. KSL § 41, stk. 1, 2. pkt., og beløbene vil således ikke være omfattet af KSL § 43, stk. 1. Der skal heller ikke betales AM-bidrag, jf. KSL § 49 A, stk. 1, modsætningsvis.

Arbejdsgiveren/hvervgiveren kan ikke dække udgifter som udlæg efter regning mod en tilsvarende reduktion af lønmodtagerens/bestyrelsesmedlemmets løn.

Godtgørelse for lønmodtageres/bestyrelsesmedlemmers kørsel i eget befordringsmiddel i arbejdsgiverens/hvervgiverens tjeneste kan ikke ydes som udlæg efter regning.

Om udlæg efter regning se nærmere i Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.6 LV A.B.1.7.4 .

Der kan ikke udbetales skattefri rejsegodtgørelse eller foretages fradrag for rejseudgifter, når udgifterne er dækket helt eller delvist af arbejdsgiveren/hvervgiveren efter regning eller afholdt direkte af denne. Se Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.1 LV A.B.1.7.1 .

Ifølge LL § 9 A, stk. 4, kan arbejdsgiveren/hvervgiveren dog, hvis denne afholder lønmodtagerens/bestyrelsesmedlemmets udgifter ved rejse efter regning, supplerende udbetale et skattefrit beløb til dækning af udgifter til småfornødenheder på indtil 25 pct. af satsen for skattefri kostgodtgørelse, beregnet for den samlede rejse - den såkaldte 25 pct.-godtgørelse, jf. afsnit B.1.7.1.3.

Om skattepligtig udgiftsdækning, se afsnit B.1.5.4.

Der kan udbetales skattefri godtgørelse for kørsel i eget befordringsmiddel til lønmodtagere, lønnede som ulønnede medlemmer af bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende, samt til personer, der virker som medhjælp for bestyrelser m.v., når kørslen foretages i arbejdsgiverens/hvervgiverens tjeneste.

Ved vurderingen af om der er tale om eget befordringsmiddel, skal der lægges vægt på det reelle ejerforhold. 

Se nærmere om befordringsgodtgørelse i DJV C.A.4.3.3.3.2.

Det er kun befordring omfattet af LL § 9 B, der anses for erhvevsmæssig befordring og dermed berettiger til udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse. Følgende kørsel anses efter LL § 9 B, stk. 1 for erhvervsmæssig befordring: 

  1. kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder,
  2. kørsel mellem arbejdspladser og
  3. kørsel inden for samme arbejdsplads.

Den skattefri befordringsgodtgørelse kan i 2013 ikke overstige følgende beløb:

Årlig kørsel til og med 20.000 km: 3, 82 kr. pr. km
Årlig kørsel ud over 20.000 km:2,13 kr. pr. km

For benyttelse af egen motorcykel er satsen som for egen bil.

For benyttelse af egen cykel, knallert eller EU-knallert er satsen  0,51 kr. pr. km, jf. bekendtgørelse nr. x1081 af 20. november 2012  x§ 4, nr. 4.

20.000 km-grænsen for godtgørelse ved benyttelse af egen bil gælder kun for den enkelte arbejdsgiver, jf. førnævnte bekendtgørelse § 9.

Som hovedregel er kun kørsel til en persons indtægtsgivende arbejdssted omfattet af reglerne. Alle former for arbejdspladser, der ikke samtidigt er den pågældendes bopæl, kan anses for et indtægtsgivende arbejdssted, både almindelige faste arbejdspladser og kundebesøg, konferencer eller steder for afhentning af post eller materialer. Kørsel i forbindelse med hvervet som aflønnet eller ulønnet medlem af eller medhjælper for bestyrelser og lign. er også omfattet af reglerne.

Hvis den ansatte/hvervtageren (f. eks. bestyrelsesmedlemmet) af arbejdsmæssige grunde overnatter uden for bopælen, f.eks. på et hotel, anses befordring til hotellet som en del af befordringen til arbejdspladsen. Får hotellet karakter af et midlertidigt opholdssted på grund af flere overnatninger, omfattes kørsel mellem hotellet og arbejdspladsen af 60-dagesreglen i LL § 9 B, jf. nedenfor.

I relation til befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads anses et område som én arbejdsplads. Det gælder f.eks. skove og lufthavnsområder.

Om befordringsgodtgørelse efter LL § 31 i forbindelse med fri undervisning og uddannelse, se afsnit B.1.6.18 samt Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.4 og C.A.4.3.3.3.1.

Som arbejdsplads betragtes også steder, hvor den pågældende modtager efteruddannelse som et led i arbejdet.

Er der derimod tale om f. eks. en ansat, som er i færd med at gennemgå en grunduddannelse, der består af såvel en praktikdel som en teoretisk del, og ansættelse hos arbejdsgiveren i første omgang er sket med henblik på en gennemførelse af den praktiske del af uddannelsen, kan arbejdsgiveren ikke udbetale skattefri kørselsgodtgørelse efter de almindelige regler i LL § 9 B, når den ansatte kører til undervisning på skole eller lignende. Dette er eksempelvis tilfældet med kontorelever, erhvervsgrunduddannelseselever, sygehjælperelever m.fl.

Om der er tale om et efteruddannelseskursus, eller der er tale om videreuddannelse, er således bestemmende for, om en befordringsgodtgørelse kan anses for skattefri for den ansatte eller f. eks. for bestyrelsesmedlemmet.

Kurser, der har til formål at vedligeholde den pågældendes faglige viden (àjourføringskurser), vil have karakter af efteruddannelse. Korte eller kortere kurser, der skal sætte f. eks. en ansat i stand til at bestride en anden arbejdsfunktion som at betjene en ny maskine, anvende nye teknikker (f.eks. edb), eller indgå i en ændret arbejdsproces, der kræver større teknisk indsigt, vil som oftest også kunne anses som efteruddannelse.

Der er tale om videreuddannelse, hvis uddannelsesaktiviteterne bevirker et egentligt kompetenceløft for den pågældende, således at denne herefter sættes i stand til at bestride en stilling/hverv med et nyt eller større indhold, eller når en ansat ligefrem får et overenskomstmæssigt krav på en bedre stilling på arbejdspladsen.

Afgrænsningen mellem efteruddannelse og videreuddannelse må således ske ved, at man sammenholder det enkelte kursustilbud med den ansattes/hvervtagerens(f. eks. bestyrelsesmedlemmets) arbejdsfunktion og uddannelse.

Befordring mellem arbejdspladser og inden for samme arbejdsplads
Befordring mellem arbejdspladser anses altid for erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 1, litra b, under forudsætning af, at arbejdet udføres for samme arbejdsgiver/hvervgiver. Se dog eksempel 2 i DJV C.A.4.3.3.3.1 .

Kører f. eks. en lønmodtager fra sin arbejdsgivers virksomhed i dennes interesse ud til andre arbejdspladser, f.eks. andre virksomheder, og tilbage til virksomheden, er den samlede kørsel således erhvervsmæssig.

Se nærmere om erhvervsmæssig befordring i DJV C.A.4.3.3.3.1 .

Også befordring inden for samme arbejdsplads, f.eks. en lufthavn eller et skovområde, anses for erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 1, litra c.

Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, 60 dages-reglen
Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage er erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 1, litra a.

Hvis der køres mere end 60 arbejdsdage mellem bopælen og en arbejdsplads, bliver kørslen privat fra og med arbejdsdag nr. 61. Fra og med den 61. arbejdsdag anses arbejdspladsen som en "fast" arbejdsplads. Alle arbejdsdage skal tælles med uanset deres længde.

De 60 arbejdsdage i LL § 9 B, stk. 1, litra a, behøver ikke at være på hinanden følgende dage. Ved kørsel fra bopælen til en arbejdsplads enkelte dage over en periode skal antallet af arbejdsdage lægges sammen. Sammentællingen skal kun afbrydes, hvis der arbejdes mindst 60 på hinanden følgende arbejdsdage på andre arbejdspladser, inden lønmodtageren/hvervtageren (f. eks. bestyrelsesmedlemmet) igen kører mellem bopælen og den første arbejdsplads. 

Der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse, hvis 60-dagesreglen ikke overskrides, når der regnes 12 måneder tilbage. Det er således kun nødvendigt at gå 1 år tilbage i tiden for at se, om betingelserne er opfyldt.

60-dagesreglen medfører også, at selvom en arbejdsplads én gang er blevet fast, kan den senere blive midlertidig igen. Hertil kræves, at der ikke er kørt mellem bopælen og den pågældende arbejdsplads i 60 sammenhængende arbejdsdage.

Hvis en lønmodtager eller en hvervtager har et kørselsmønster med befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at den pågældende kører mellem sin sædvanlige bopæl og én af sine arbejdspladser i mere end 60 dage inden for de forudgående 12 måneder, gælder der en formodning for, at lønmodtagerens/hvervtagerens befordring er erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 3.

Der kan imidlertid være situationer, hvor det ikke er helt tydeligt, at kørselsmønstret opfylder 60 dages-reglens betingelser, fordi konkrete omstændigheder giver anledning til en vis berettiget tvivl herom, men hvor det på den anden side heller ikke kan afvises, at kørselsmønstret faktisk ville vise, at der ikke er kørt mere end 60 dage mellem hjemmet og arbejdspladsen, hvis man havde talt efter, f.eks. i form af et kørselsregnskab for den pågældende periode. Disse tilfælde vil imidlertid også falde ind under formodningsreglen, således at det umiddelbart vil blive antaget, at der køres erhvervsmæssigt. 

Hvis konkrete omstændigheder giver anledning til en vis berettiget tvivl, kan SKAT dog med fremadrettet virkning i op til 12 måneder give lønmodtageren/hvervtageren pålæg om at dokumentere ved et kørselsregnskab, at der er tale om erhvervsmæssig befordring, idet betingelserne i 60 dages-reglen er opfyldt.

Viser dette kørselsregnskab, at der mod forventning køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjem og arbejdsplads, vil pålægget ikke have virkning for tiden inden, det blev givet. Lønmodtageren/hvervtageren har - i modsætning til lønmodtagere/hvervtagere, der hver dag møder på det samme arbejdssted eller kun har få forskellige arbejdssteder - i tiden inden pålægget haft et sådant kørselsmønster, at der ikke ved førelse af kørselsregnskab har skullet holdes nøje øje med 60-dages reglen.

Se nærmere om denne formodningsregel i DJV C.A.4.3.3.3.1 .

Om reglerne i LL § 9 B for erhvervsmæssig befordring se i DJV C.A.4.3.3.3 .

Godtgørelse
af erhvervs-
mæssige
befordrings-
udgifter
Befordringsgodtgørelse kan ydes efter Skatterådets satser, jf. ovenfor.

Forudsætningen for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse er, at modtageren af godtgørelsen har afholdt udgifter til den erhvervsmæssige kørsel.

Der kan derfor ikke modtages skattefri godtgørelse, når befordringen allerede på anden måde betales af arbejdsgiveren/hvervgiveren, f.eks. i form af fri bil til rådighed eller fri rejse på den pågældende strækning. Tilsvarende gælder, at f. eks. en lønmodtager, som anvender firmabil, der betales af en arbejdsgiver, som hovedregel ikke kan modtage skattefri godtgørelse i forbindelse med kørsel for en anden arbejdsgiver. Se dog om en undtagelse herfra i bekendtgørelse nr. x1081 af 20. november 2012x.

En lønmodtager eller et bestyrelsesmedlem og lign. kan heller ikke modtage skattefri godtgørelse for den samme kørsel fra to arbejdsgivere/hvervgivere.

Se nærmere om skattefri befordringsgodtgørelse i DJV C.A.4.3.3.3.

Rejsegodtgørelse, der udbetales efter reglerne i LL § 9 A, kan udbetales skattefrit, jf. LL § 9, stk. 4. Der skal endvidere ikke betales AM-bidrag. , da der ikke er tale om vederlag for beskæftigelse.  De nærmere regler og satserne for 2010 - 2013 inkl. fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.1 og C.A.7.2. Det er forudsat, at godtgørelsen udbetales på grundlag af det faktiske antal rejsedage. Der kan alene udbetales rejsegodtgørelse (kost-, 25 pct.- og /eller logigodtgørelse) for rejse med overnatning.

Beløb, der udbetales som skattefri rejsegodtgørelse, skal ikke dække lønmodtagerens/hvervtagerens udgifter til befordring. Sådanne udgifter forudsættes dækket direkte af arbejdsgiveren/hvervgiveren som udlæg efter regning (f.eks. udgifter til taxa, tog eller fly) eller ved udbetaling af godtgørelse for benyttelse af egen bil/motorcykel, cykel, knallert eller EU-knallert til erhvervsmæssig kørsel, jf. ovenfor i afsnit B.1.7.1.2.

Om fradragsmuligheder, hvor der er udbetalt godtgørelse beregnet med et lavere beløb end standardsatserne, eller der slet ikke er udbetalt nogen godtgørelse, se LL § 9 A, stk. 7, samt Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.3 og C.A.7.3.4.1.

Det påhviler arbejdsgiveren/hvervgiveren at sikre, at der ikke udbetales skattefri godtgørelse til personer, som ikke opfylder betingelserne, jf. afsnit H.3 samt bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse, nr. 173 af 13. marts 2000. Hvis arbejdsgiveren/hvervgiveren udbetaler godtgørelse uden at foretage den i førnævnte bekendtgørelse fastsatte kontrol, bliver godtgørelsen skattepligtig som personlig indkomst for den pågældende modtager. Der skal derfor indeholdes A-skat og AM-bidrag af beløbet, jf. KSL § 43, stk. 1 og KSL § 49 A, stk. 1. Lønmodtageren/hvervtageren har i stedet mulighed for at foretage et ligningsmæssigt fradrag i den skattepligtige indkomst efter reglerne i LL § 9 A, stk. 7 og 9.

En arbejdsgiver/hvervgiver har mulighed for efterfølgende - med tilladelse fra SKAT - at betale et beløb på 56 pct af rejsegodtgørelser, der ikke opfylder betingelserne for at være udbetalt skattefrit, jf. bestemmelserne i KSL § 69 A, LL § 7 Ø og lov om arbejdsmarkedsbidrag § 3, nr. 3, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Se nærmere herom ovenfor i afsnit B.1.7.1.1.

Rejsebegrebet
Det er i LL § 9 A, stk. 1 defineret, hvornår der skattemæssigt er tale om en rejse.

Der kan således kun udbetales skattefri rejsegodtgørelse til en lønmodtager, når denne påføres merudgifter, fordi:

  • lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopælen og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, eller fordi
  • arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende lønmodtager til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, når dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Se nærmere om rejsebegrebet i Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.1.           

Om lønmodtagerens mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, se SKM2005.318.HR, hvor Højesteret stadfæstede landsrettens dom, jf. SKM2004.335.VLR. Landsretten fandt, at betingelsen for skattefri rejsegodtgørelse ikke var opfyldt, idet der ikke var grundlag for at fastslå, at lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og midlertidigt arbejdssted var uden mulighed for at overnatte på bopælen (afstand mellem bopæl og arbejdssteder: ca. 60 km. og normal transporttid: 45-60 minutter hver vej). Landsretten fandt, at det ikke var afgørende, at lønmodtageren af private grunde havde valgt at overnatte i en campingvogn ved arbejdsstederne.

Se om tilsvarende afgørelser i SKM2004.390.LSR og SKM2004.419.LSR. I begge disse sager var afstanden mellem bopæl og arbejdssted ca. 90 km. Se endvidere SKM2004.503.LSR, hvor lønmodtageren var bosiddende i Korsør og arbejdede på Metroprojektet i København. Efter det oplyste overnattede han i campingvogn ved Nordhavn Station. Lønmodtageren blev ikke anset for berettiget til fradrag for rejseudgifter, jf. ligningslovens § 9 A, henset til afstanden mellem bopælen i Korsør og arbejdsstedet og manglende dokumentation for den enkelte arbejdsdags længde.

Se endvidere SKM2005.492.ØLR ("Metro-dommen"), hvor landsretten fandt, at metroarbejdere var berettigede til fradrag i medfør af LL § 9 A efter en helhedsvurdering under inddragelse af afstand, transporttid og længden af arbejdstiden. Rådighed over egen bil var uden betydning for bedømmelsen af muligheden for at overnatte hjemme. Skatteministeriets departement har i SKM2006.138.DEP kommenteret dommen.

I SKM2007.145.SR bekræftede Skatterådet, at der kunne udbetales skattefri rejsegodtgørelse, hvor arbejdstiden var på 12 timer, og hvor der var en transporttid på mellem 1 og 1,5 time, og arbejdet var fysisk hårdt. Samtidig bekræftede Skatterådet, at der kunne udbetales skattefri rejsegodtgørelse, hvor arbejdstiden var på 10 timer eller mere, og hvor der var mere end 100 km/90 minutters transporttid, og arbejdet var fysisk hårdt.

SKM2008.41.SR fandt Skatterådet ikke, at lønmodtageren kunne modtage skattefri rejsegodtgørelse ved et midlertidigt arbejde. Lønmodtageren skulle i en periode på ca. 4 uger arbejde på et lager i 3 dage pr. uge med timer svarende til en hel arbejdsuge, dvs. 12 timer pr. dag. Afstanden mellem hjemmet og den midlertidige arbejdsplads var 66 km, og den vejledende køretid efter Kraks ruteplan var 1 time og 2 minutter.

I SKM2008.259.LSR fandt Skatterådet, at ved vurderingen af, om en langturschauffør opfyldte betingelserne for at være på rejse, skulle transporttid ved kørsel mellem bolig og køretøj ikke anses for hviletid, men som arbejdstid, og der kunne ikke lægges vægt på afstanden til det faste arbejdssted.

Se også SKM2008.969.BR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren havde krav på godtgørelse de dage, hvor hans arbejdsdag var  på 10 timer inkl. frokost eller mere, og hvor hans transporttid til arbejdspladsen udgjorde henholdsvis 1 time og 21 minutter og 1 time og 18 minutter fra de to forskellige adresser, som han boede på i den pågældende periode. Retten lagde ved sin afgørelse vægt på, at det af sagsøgeren udførte arbejde havde karakter af fysisk krævende og hårdt arbejde og fandt herefter, at oplysningerne om afstand, transporttid og arbejdets karakter sammenholdt med arbejdsdagens længde på 10 timer eller mere samt tidspunkterne for arbejdets start og ophør på de arbejdsdage, som sagen omhandlede, udgjorde et tilstrækkeligt grundlag til at antage, at sagsøgeren disse dage ikke havde mulighed for at overnatte på sin bopæl.

Når der er tale om en tjenesterejse, kan den ansattes samlede arbejdsvilkår på det midlertidige tjenestested tillige bevirke, at det ikke er muligt at overnatte på bopælen, se nærmere herom DJV C.A.7.2 .

I SKM2009.333.HR udtalte Højesterets flertal, at afgørelsen af, om en arbejdstager i forbindelse med en midlertidig udsendelse til et andet arbejdssted end det sædvanlige har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, skal træffes efter en konkret bedømmelse, hvor der ikke alene skal tages hensyn til afstanden og transporttiden, men også til den enkelte lønmodtagers samlede situation, herunder bl.a. arbejdsforholdene, arbejdstiden og arbejdsgiverens instruktioner til den ansatte. Ved vurderingen af afstanden og transporttiden kan der ikke opstilles en generel regel om, at der skal lægges vægt på transporttiden i bil, hvis dette fører til den korteste transporttid. Højesterets flertal udtalte endvidere, at en afstand mellem den sædvanlige bopæl og et midlertidigt ansættelsessted kan være så kort, at dette i sig selv indebærer, at betingelsen om, at det ikke er muligt at overnatte på bopælen, ikke er opfyldt, medmindre der er behov for, at arbejdstageren overnatter på eller i nærheden af det midlertidige arbejdssted.

SKM2011.401.ØLR: En maskinarbejder der udførte rørmontage var ikke på rejse de dage, hvor den daglige arbejdstid var mellem 8½ og 9½ timer incl. frokostpause og hvor afstanden mellem bopæl og arbejdsplads var godt 100 km, og rejsetiden ca. 1½ time hver vej. Landsretten bemærkede i sin begrundelse, at det af forarbejderne til LL § 9 A sammenholdt med Højesterets dom i SKM2009.333.HR fremgår at afgørelsen af, om en arbejdstager i forbindelse med en midlertidig udsendelse til et andet arbejdssted end det sædvanlige har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1, skal træffes efter en konkret bedømmelse, hvor der ikke alene skal tages hensyn til afstanden og transporttiden, men også til den enkelte lønmodtagers samlede situation, herunder blandt andet arbejdsforholdene, arbejdstiden og arbejdsgiverens instruktioner til den ansatte.Landsretten konstaterede herefter at skatteyderen var midlertidigt udsendt af sin arbejdsgiver, som ikke havde givet ham instruktioner om rejsemåde eller ophold. Landsretten lagde endvidere til grund at skatteyderen havde overnattet ude de pågældende dage, ligesom Landsretten lagde til grund at skatteyderen, som led i sit arbejde under udsendelsen udførte fysisk krævende rørmontage. Landsretten konstaterede endvidere at afstanden fra skatteyderens sædvanlige bopæl ved ... til arbejdsstedet ved ..., var godt 100 km og rejsetiden for skatteyderen - som disponerede over bil - var cirka 1½ time hver vej.Under hensyn til det oplyste om afstand og rejsetid fra bopælen til det midlertidige arbejdssted, samt det oplyste om mødetidspunkt og varighed af de omhandlede arbejdsdage, sammenholdt med skatteyderens transportmæssigt ukomplicerede adgang til arbejdsstedet, fandt Landsretten, at det var muligt for skatteyderen at overnatte på sin sædvanlige bopæl de omhandlede dage. Højesterets dom i SKM2009.333.HR kunne således ikke føret til et andet resultat, og højesteretsdommen gav derfor ikke anledning til genoptagelse af skatteansættelsen for den pågældende.

Med udgangspunkt i konkrete eksempler har SKAT i  SKM2008.853.SKAT præciseret, hvornår en lønmodtagers arbejdssted kan anses for midlertidigt, og hvornår afstanden mellem en lønmodtagers bopæl og midlertidige arbejdssted medfører, at det ikke er muligt for lønmodtageren at overnatte på dennes sædvanlige bopæl, jf. rejsebegrebet i ligningslovens § 9 A, stk. 1.

Om fastlæggelse af afrejsetidspunkt fra bopæl, se SKM2005.297.LSR. Landskatteretten fandt, at fradrag for rejseudgifter for en skatteyder med bopæl i Korsør i forbindelse med arbejde i Esbjerg skulle beregnes fra afrejsetidspunktet søndag aften, idet det blev anset for naturligt, at skatteyderen afrejste fra bopælen søndag aften inden påbegyndelse af arbejdet mandag morgen.

Det er endvidere en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at rejsen varer mindst 24 timer, jf. LL § 9 A, stk. 5, 1. pkt.

Om forståelsen af begrebet "midlertidigt arbejdssted" vedrørende fiskeres fradrag efter LL § 9 A, se SKM2003.294.TSS. I SKM2006.132.VLR blev 3 havne anset for fiskerens faste arbejdssteder, idet fiskeren var fast tilknyttet alle 3 havne. Afgørelsen er stadfæstet af Højesteret, se SKM2007.559.HR. Tilsvarende afgørelse i SKM2011.182.BR.Se endvidere om begrebet i forbindelse med ansættelse på prøve, der efterfølges af fast ansættelse, SKM2003.453.LSR. En sygeplejerske, der var bosiddende på en ø, havde fået arbejde på et hospital på fastlandet, således at der var 3 måneders prøvetid og herefter var arbejdet fast. Da arbejdet- bortset fra de 3 måneders prøvetid- var fast, kunne der alene ske fradrag for rejseudgifter for 3 måneders-perioden.

Se også SKM2008.849.SR, hvor Skatterådet fandt, at en medarbejder, der var ansat på en 1 års-kontrakt i en industriproduktionsvirksomhed, ikke var berettiget til standardfradrag for rejseudgifter til kost og logi efter reglerne i ligningslovens § 9 A ved en 1-årig forlængelse af denne kontrakt, dvs. i sin anden ansættelsesperiode, og heller ikke i endnu en forlængelse på 1 år, dvs. i en tredje ansættelsesperiode, idet arbejdsstedet efter den første ansættelsesperiode ikke kunne anses for midlertidigt, men reelt måtte anses for et fast arbejdssted uanset, at ansættelseskontrakterne blev indgået for 1 år ad gangen.

I SKM2011.752.SR, kunne Skatterådet endvidere ikke bekræfte, at der kunne tages fradrag med standardsatserne for logi for hele perioden af en på forhånd aftalt midlertidig ansættelse på 24 måneder hverken i relation til rejsereglerne i ligningslovens § 9 A eller i relation til reglerne for dobbelt husførelse.

Se endvidere SKM2009.129.HR, hvor en fastansat på en færgerute havde fast mødested på færgen, når den lå i en bestemt havn, hvor han også sluttede sit arbejde. Havnen ansås derfor for hans faste arbejdssted i relation til LL § 9 A. Se tilsvarende afgørelse i SKM2009.146.LSR og SKM2010.847.LSR.

Som nævnt ovenfor i afsnit B.1.7.1.1 gælder reglerne om skattefri rejsegodtgørelse også for såvel aflønnede som ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign.

12 måneders-
begrænsningen
ved kostgodt-
gørelse
Der er en tidsgrænse for, hvor længe en arbejdsplads kan anses for midlertidig m.h.t. udbetaling af skattefri godtgørelse med standardsatserne for kostudgifter, jf. LL § 9 A, stk. 5.

Man kan kun få skattefri kostgodtgørelse med standardsatserne i de første 12 måneder af en rejse.

Tidsbegrænsningen på 12 måneder gælder dog ikke, når arbejdsstedet er mobilt eller flyttes over en strækning på mindst 8 km i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse.Med virkning fra indkomståret 2011 finder tidsbegrænsningen på 12 måneder i ligningslovens § 9 A, stk. 5, 2. pkt., heller ikke anvendelse på en arbejdsgivers udbetaling af godtgørelse med standardsatsen til dækning af udgifter til kost og småfornødenheder i de tilfælde, hvor en arbejdsgiver udsender en lønmodtager på enkeltstående og kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted se nærmere herom i Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.5.1.

Ifølge LL § 9 A, stk. 6, påbegyndes en ny 12 måneders periode:

  1. når lønmodtageren skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted, der ligger mindst 8 km ad normal transportvej fra det tidligere arbejdssted, eller
  2. når lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted, før den pågældende lønmodtager vender tilbage til det tidligere midlertidige arbejdssted.

Se SKM2008.851.SR, hvor Skatterådet fandt, at 6 ugers vinterlukning ikke ville afbryde 12-måneders grænsen for anvendelsen af standardsatsen for kost i medfør af ligningslovens § 9 A, stk. 5, fordi ferie, fridage, tjenesterejser eller sygedage efter reglerne ikke afbryder optællingen af de 12 måneder, hvis arbejdstageren vender tilbage til samme arbejdsplads. Den omstændighed, at der var tale om vinterlukning medførte ingen ændring heri. Der ville modsat være tale om en ny 12-måneders grænse for anvendelse af kostsatsen, hvis arbejdet fortsatte på en ny arbejdsplads.

Ingen 12 må-
neders-begræns-
ning ved logi-
godtgørelse
Tidsbegrænsningen på 12 måneder, der gælder for udbetaling af skattefri kostgodtgørelse med standardsatserne, gælder ikke for udbetaling af skattefri logigodtgørelse. Logigodtgørelse kan derfor udbetales med standardsatserne, så længe en arbejdsplads er midlertidig, jf. rejsebegrebet ovenfor.

Hvornår og hvor længe en arbejdsplads kan anses for midlertidig, må afgøres konkret ud fra en vurdering af lønmodtagerens eller hvervtagerens (f. eks. bestyrelsesmedlemmets) ansættelses- og/eller arbejdsforhold.

Standartsat-
ser, kost og
logi:

lønmodtagere
samt besty-
relsesmedlem-
mer og lign.
Til lønmodtagere - undtagen turistchauffører - og til bestyrelsemedlemmer og lign. kan der i 2010 - 2013 inkl. til dækning af udokumenterede rejseudgifter udbetales skattefri godtgørelse med følgende beløb:

Ved rejse med overnatning i Danmark og i udlandet:

Til kost og småfornødenheder: 455 kr. pr. døgn. og 1/24 heraf pr. påbegyndt time for tilsluttende rejsedag.

Til logi: 195 kr. pr. døgn.

 

Turistchauffører
Til turistchauffører kan der ved rejse med overnatning i Danmark og i udlandet til dækning af udokumenterede udgifter til kost og småfornødenheder udbetales skattefri godtgørelse med følgende beløb :

Ved rejse med overnatning i Danmark: 75 kr. pr. døgn og 1/24 heraf pr. påbegyndt time for tilsluttende rejsedag.

Ved rejse med overnatning i udlandet: 150 kr. pr. døgn og 1/24 heraf pr. påbegyndt time for tilsluttende rejsedag.

Satserne for turistchauffører reguleres ikke årligt.

Der kan ikke udbetales skattefri logigodtgørelse til turistchauffører, jf. LL § 9 A, stk. 2, pkt. 4.

Reduktion af kostgodt-
gørelsen ved fri kost
Hvis en lønmodtager eller en hvervtager (f. eks. et bestyrelsesmedlem) på rejse med overnatning i Danmark eller i udlandet modtager hel eller delvis fri kost, skal der ske reduktion i kostgodtgørelsen med 15 pct., 30 pct. og 30 pct. for henholdsvis fri morgenmad, fri frokost og fri middag, jf. LL § 9 A, stk. 3, 2. pkt.

De særlige kostsatser for turistchauffører skal ikke nedsættes med værdien af fri kost på rejsen, jf. LL § 9 A, stk. 3, 2. pkt.

Uanset reduktionen for fri kost kan arbejdsgiveren/hvervgiveren dog altid til dækning af udgifter til småfornødenheder udbetale et beløb på indtil 25 pct. af kostsatsen. De 25 pct. beregnes for den samlede rejse, dvs. også for evt. påbegyndte timer på en tilsluttende rejsedag.

Hvis lønmodtageren/hvervtageren (f.eks. et bestyrelsemedlem) modtager fri kost på rejsen, skal kostgodtgørelsen reduceres på ovennævnte måde, selvom arbejdsgiveren/hvervgiveren ikke selv har afholdt udgifterne, herunder kompenseret den, der har afholdt udgifterne.

Dæknings-
princip for kost- og logiudgifter
Der kan ikke udbetales skattefri godtgørelse til dækning af kostudgifterne på en rejse, hvis arbejdsgiveren/hvervgiveren helt eller delvist har dækket udgifterne hertil som udlæg efter regning. Arbejdsgiveren/hvervgiveren kan dog i denne situation udbetale et skattefrit beløb til dækning af udgifter til småfornødenheder - den såkaldte 25 pct.-godtgørelse, jf. LL § 9 A, stk. 4.

Skattefri logigodtgørelse kan heller ikke udbetales til dækning af et rejsedøgns logiudgift, hvis arbejdsgiveren/hvervgiveren helt eller delvist har dækket denne udgift som udlæg efter regning eller har stillet frit logi til rådighed i det pågældende døgn, jf. Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.5.2.

Morgenmadsreglen
Se om morgenmadsreglen i Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.6.

Personer, som ikke kan få nogen form for skattefri rejsegodt-
gørelse
Der kan ikke udbetales nogen form for skattefri rejsegodtgørelse til følgende personer, som er omfattet af eller anvender særlige skatteordninger, jf. LL § 9 A, stk. 11:

  • personer, som arbejder på danske skibe registrede i D.I.S., og som kan anvende reglerne i sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 1, jf. stk. 4,
  • personer, som kan tage fradrag efter sømandsbeskatningslovens § 3, jf. § 4, stk. 2,
  • personer, som modtager ydelser efter LL § 7, nr. 15 (ansatte udsendt af den danske stat),
  • personer, som modtager ydelser efter LL § 31, stk. 4 (ansatte under uddannelse mv., der er omfattet af andre, tilsvarende regler) og
  • personer (registrerede erhvervsfiskere), som har valgt at tage fradrag efter ligningslovens § 9 G ved fangstture i det pågældende indkomstår.

Personer, som ikke kan få skattefri logigodtgørelse
Ud over ovennævnte personkreds, som ikke kan få nogen form for skattefri rejsegodtgørelse, kan der ikke udbetales skattefrilogigodtgørelsetil følgende personer, jf. undtagelsesbestemmelserne i LL § 9 A, stk. 2, 4. pkt. om lønmodtagere og stk. 9 om aflønnede eller ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign.:

  • personer, som i deres hverv medvirker til transport af varer eller passagerer,
  • personer, som gør tjeneste om bord på skibe (herunder fiskerfartøjer),
  • personer, som arbejder på luftfartøjer, og 
  • personer, som arbejder i fartøjer og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster.

De nævnte personer, som er omfattet af LL § 9 A, stk. 2, 4. pkt. og stk. 9, kan dog godt få udbetalt skattefri kostgodtgørelse, hvis de ikke samtidig er omfattet af den tidligere nævnte personkreds, der ikke kan få nogen form for skattefri rejsegodtgørelse.

25 pct.-godtgørelse, LL § 9 A, stk. 4
Efter LL § 9 A, stk. 4, kan en arbejdsgiver, som afholder en lønmodtagers udgifter til kost mv. på rejsen som udlæg efter regning, supplerende udbetale lønmodtageren et skattefrit beløb på indtil 25 pct. af satsen for kostgodtgørelse beregnet for den samlede rejse. Turistchauffører kan  dog ikke få udbetalt 25 pct.-godtgørelse, jf. LL § 9 A, stk. 4.

25 pct.-godtgørelsen kan endvidere udbetales til såvel aflønnede som ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende.

25 pct.-godtgørelsen kan ikke udbetales skattefri, hvis den modregnes i en forud aftalt bruttoløn.

Arbejdsgiveren/hvervgiveren kan vælge at udbetale 25 pct.-godtgørelse uden yderligere refusion af de udgifter, som godtgørelsen tilsigter at dække, eller arbejdsgiveren/hvervgiveren kan i stedet vælge at dække alle lønmodtagerens eller hvervtagerens (f. eks. bestyrelsesmedlemmets) udgifter som udlæg efter regning i det omfang, det er muligt, og herudover udbetale en skattefri godtgørelse på op til 25 pct. af kostsatsen. Hvis kun en del af lønmodtagerens eller hvervtagerens regninger refunderes, kan der ligeledes udbetales en skattefri godtgørelse på 25 pct. af kostsatsen.

Om fradragsmuligheder, hvis der er udbetalt godtgørelse beregnet med et lavere beløb end 25 pct. af standardsatserne, eller der slet ikke er udbetalt nogen godtgørelse, se Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.3.4.1.

Udbetaler arbejdsgiveren/hvervgiveren godtgørelse med beløb, der overstiger 25 pct. af kostsatsen, skal de almindelige regler for udbetaling af godtgørelse med beløb, der er større end satserne, følges, se afsnit B.1.7.1.1. De personer, som er helt afskåret fra at få nogen form for skattefri rejsegodtgørelse, jf. ovenfor, kan heller ikke få 25 pct.-godtgørelse.