Ved energiafgifter forstås i denne forbindelse afgift efter mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven og naturgasafgiftsloven.

Hvis samme anlæg/ledningsnet forsyner virksomheden med både rumvarme/varmt vand og procesenergi, skal forbruget deles præcist op. Hovedreglen er, at - for at opnå godtgørelse - skal der ske måling af den energi, der bruges til procesformål.

De nærmere regler for fordeling af energiforbrug fremgår af F.6.8.

Hvis der i en virksomhed udelukkende skal ske fordeling af energiforbrug mellem privat og erhvervsmæssig anvendelse, kan fordelingen ske skønsmæssigt, dvs. uden konkret måling. Den skønsmæssige fordeling kan tage udgangspunkt i de standardsatser, som ligningsmyndighederne anvender ved skatteansættelsen af privatforbrug, seF.6.8.7.

§ 11, stk. 1, nr. 1

Virksomheders forbrug af elektricitet til fx

  • drift af maskiner, produktionsanlæg og edb-udstyr,
  • belysning og
  • pumper og blæsere i forbindelse med ventilation i virksomhedens lokaler

kan anses for procesenergi, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Derimod anses opvarmning af luft i forbindelse med ventilation ikke for at være procesenergi.

§ 11, stk. 3, 1.-4. pkt.

Ifølge § 11, stk. 3, 1. - 4. punktum ydes der ikke tilbagebetaling af afgift af elektricitet og varme, som bruges i elektriske apparater til opvarmning af brugsvand eller visse elektriske anlæg, der anvendes til at fremstille rumvarme mv,, herunder varme, der leveres fra virksomheden.

Bestemmelsen lyder som følger: "Tilbagebetalingen kan ikke finde sted for afgiftspligtig elektricitet og varme, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden. Undtaget er dog forbrug af elektricitet i rumvarmeaggregater, der midlertidigt placeres i et lokale for at dække et kortvarigt rumvarmebehov."

I forbindelse med vurderingen af, om et rumvarmebehov er kortvarigt eller mere permanent, kan der bl.a. ses på, om der er tale om et elforbrug til supplerende rumvarme i meget kolde perioder, hvor et eksisterende varmeforsyningsnet ikke kan dække behovet for rumvarme, eller om der foretages opvarmning af lokaler, hvor der almindeligvis ikke er behov for varme. Opvarmning af lokaler, hvor der et grundlæggende varmebehov, fx hotelværelser og hytter, kan ikke anses for kortvarigt, uanset om lokalet kun opvarmes i udlejningsperioden, fx et par dage ad gangen.

§ 11, stk. 3, 5. og 6. pkt.

Ved lov nr. 722 af 25. juni 2010 er der som nyt 5. og 6. punktum indsat følgende bestemmelser vedrørende tilbagebetaling af afgift af elektricitet af elbaseret varme og varmt vand: "Tilbagebetaling kan heller ikke finde sted for elektricitet, der er medgået til fremstilling af varme, som er leveret til virksomheden, og som virksomheden forbruger som rumvarme eller varmt vand eller leverer til andre. Der ydes dog tilbagebetaling for afgiften af varme, der forbruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, såfremt højst 10 pct. af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning."

Bestemmelserne, der er trådt i kraft den 27. juni 2010, svarer til reglerne for tilbagebetaling af energiafgifter, som er i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, kulafgiftslovens § 8, stk. 3 og gasafgiftsloven § 10, stk. 4.

§ 11, stk. 3, 7.-11. pkt.

Ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 er der i § 11, stk. 3 indsat følgende nye bestemmelser (7.-11. pkt.):

"For afgiftspligtig elektricitet til formål, som er nævnt i 1., 3. eller 4. pkt., ydes dog tilbagebetaling af afgift nævnt i § 6, stk. 2, med 12,5 øre pr. kWh (2015-niveau), herunder for ydelser omfattet af stk. 2. For modtagelse af leverancer, som er baseret på elektricitet, finder 7. pkt. ikke anvendelse. 7. pkt. finder heller ikke anvendelse for elforbrug, for hvilket der sker tilbagebetaling af afgift efter denne lovs øvrige regler. I perioden 2012-2014 ydes tilbagebetaling efter 7. pkt. med de satser, som fremgår af bilag 3 a. Satsen for tilbagebetaling, som er nævnt i 7. pkt., reguleres efter § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v."

Der er herved sket en nedsættelse af elafgiften på rumvarme m.v. og komfortkøling i momsregistrerede virksomheder, herunder liberale erhverv. Ved liberale erhverv forstås de momsregistrerede virksomheder, som er nævnt i bilag 1 til elafgiftsloven (advokater, revisorer og virksomheder med forlystelser mv.).

Ovennævnte ændringer ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 er trådt i kraft den 1. januar 2012.

Der gælder følgende satser for delvis godtgørelse af elafgift af elektricitet til rumvarme mv. i perioden 2012-2015:

2012: 11,8 øre/kWh

2013: 12,0 øre/kWh

2014: 12,2 øre/kWh

2015: 12,5 øre/kWh

Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.

 Der er den 25. november 2011 offentliggjort et nyhedsbrev om ændringerne på SKATs hjemmeside med titlen Energiafgifter - ændrede regler for godtgørelse af energiafgifter fra 2012.  

§ 11, stk. 4 - modifikation
I § 11, stk. 4, sker der en modifikation af bestemmelserne i § 11, stk. 3, vedrørende rumvarme og varmt vand, idet § 11, stk. 4 - på nærmere anførte betingelser - giver adgang til afgiftsgodtgørelse for varer, varme og varmt vand, der anvendes som procesenergi i forbindelse med varefremstilling, se F.6.4.4.

Derudover ydes der ikke afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der anvendes ved afsætning af visse momspligtige ydelser, der er nævnt i bilaget i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 2, se F.6.6.

Elvarmeafgift
Virksomheder, som drives fra erhvervslokaler, der har elmåleren fælles med en elopvarmet helårsbolig, skal ved beregning af godtgørelsen af elafgift, bruge den særlige elvarmesats. Der henvises tilF.3.5.

Elbiler
Skatterådet har den 27. april 2010 truffet afgørelse i en sag om godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til el-biler.

For virksomheder, der har serviceaktiviteter med opladning af batterier til el-biler, var det afgørende spørgsmål, hvornår elektriciteten anses for at være forbrugt. Problemstillingen var, om elforbruget sker, når batterier til el-biler oplades, eller om elforbruget sker, når batterier til el-biler aflades. Hvis elektriciteten forbruges ved opladningen af batterier til el-biler, er det virksomheder, der oplader batterier til el-biler, der forbruger elektriciteten. Hvis elektriciteten forbruges ved afladningen af batterier til el-biler, det vil sige, når virksomhedernes kunder anvender el-bilerne, er det derimod kunderne, der forbruger elektriciteten.

Det er Skatterådets opfattelse, at elforbruget sker ved opladningen af batterier til el-biler. Opladningen sker ved, at der påføres elektricitet til batterier til el-biler. Når virksomheden har serviceaktiviteter med opladning af batterier til el-biler, anser Skatterådet elektriciteten for at være forbrugt i en produktionsproces i virksomheden. Virksomhedens kunder køber således ikke elektricitet, men en ydelse, der består i opladning af batterier til el-biler. Det er en forudsætning, at det er virksomhedens elleverandør eller en anden udbyder, som virksomheden samarbejder med, der leverer elektriciteten til opladningen, uanset hvor og under hvilke betingelser opladningen af batterierne til el-biler finder sted. 

Virksomheder, der har serviceaktiviteter med opladning af batterier til el-biler, omfattes af reglerne om godtgørelse af elafgift. Virksomheden kan således få godtgjort afgift af den i virksomheden forbrugte elektricitet, der medgår til opladning af batterier til el-biler. Afgørelsen er offentliggjort i SKM2011.259.SKAT.

Den godtgørelsesmæssige stilling for andet energiforbrug (energi omfattet af mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven og naturgasafgiftsloven) afhænger i nogen grad af, om forbruget sker uden forbindelse med rum, se F.6.4.3, eller i forbindelse med rum, se F.6.4.4.

Der ydes dog, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, afgiftsgodtgørelse for varer, der som vare indgår som en del af en anden vare. Det er en forudsætning, at den herved fremstillede vare ikke i sig selv er afgiftspligtig efter en af de nævnte afgiftslove, herunder at der ikke er tale om en vare, som anvendes eller kan anvendes til fyringsformål eller som motorbrændstof.

Der ydes almindeligvis afgiftsgodtgørelse for forbrug af varer og varme til procesformål, når forbruget ikke sker i tilknytning til rum, - idet forbrug af varer og varme til procesformål i en virksomhed, der ikke sker i forbindelse med rum, ikke er omfattet af bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum.

Momsregistrerede virksomheder kan opnå afgiftsgodtgørelse for sådant forbrug efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1.

Derimod vil forbrug af varmt vand eksempelvis til rengøring o.l. af maskiner, produktionsudstyr mv. være omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum - også selv om forbruget af varmt vand ikke sker i forbindelse med rum.

Som anført under F.6.3 ydes der ikke afgiftsgodtgørelse for varer og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, rumvarme og varmt vand, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum.

I mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, sker der en modifikation af ovennævnte bestemmelse om rumvarme og varmt vand, idet bestemmelsen - på nærmere anførte betingelser - giver adgang til afgiftsgodtgørelse for varer, varme og varmt vand, der anvendes som procesenergi i forbindelse med varefremstilling.

Der kan dog altid jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 2. punktum , kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 2. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 2. punktum, ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varer, der bruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, hvis højst 10 pct. af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning,

Bestemmelsen, der blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997, tager sigte på forbrug af varme og varer i lukkede procesanlæg, som ikke opfylder nedennævnte bestemmelse for procesenergi om temperaturstigning på mindst 10 grader C i forhold til det omgivende rum, og hvor der kun er tale om en mindre varmeafgivelse.

Procesformål, se nedenfor
Følgende forbrug af varme og varer, kan anses for procesformål:

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 1:

Vask mv. af varer bestemt for afsætning
Varme og varmt vand, der anvendes ved fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen enten vaskes, renses eller rengøres i eller med særlige anlæg, fx varmt vand til skoldning af dyrekroppe på slagterier.

Denne bestemmelse findes tilsvarende i elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 1.

Afgiften godtgøres, uanset at processen også bidrager til opvarmning af lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

Temperaturstigninger på mindst 10 grader C
Varme og varmt vand, der anvendes ved fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som udsættes for temperaturstigninger i forhold til det omgivende rum på mindst 10 grader C, såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering i særlige anlæg. Afgiften godtgøres, uanset at processen også bidrager til opvarmning af lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

Den tilsvarende bestemmelse findes ikke i elafgiftsloven, da elektricitet forbrugt i maskiner og anlæg som udgangspunkt anses for procesenergi, medmindre der er tale om forbrug af elektricitet i elvandvarmere, elradiatorer e.l.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 2, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2:

Lokaler opvarmet til mindst 45 grader C
Opvarmning af særlige rum med en driftstemperatur på mindst 45 grader C ved fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen udsættes for temperaturændringer såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering.

Udover driftstemperaturen på mindst 45 grader C består afgrænsningen til almindelig rumvarme i, at rummet skal være specielt indrettet til forarbejdning af varer.

Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

Malekabiner
Opvarmning af malekabiner. Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

Malekabinen skal være et lukket rum. Dette gælder også for kabiner, der er utraditionelle p.g.a. størrelsen af det emne, der skal males/lakeres, fx maling af skorstene og vindmølletårne. Kabinen skal være indrettet med udsugning og anlægget skal være godkendt efter miljøreglerne.

Der må alene foregå sprøjtning med maling eller lak og efterfølgende tørring i malekabinen. Endvidere kan der ske forudgående afdækning i forbindelse med maling eller lakering. Derimod må der ikke foregå fx slibning eller samling af emner i kabinen. Undervognsbehandling (sprøjtepåføring af rustbeskyttelsesmiddel) er heller ikke omfattet af malekabine-bestemmelsen, jf. SKM2001.343.TSS.

Byretten har, jf. SKM2009.128.BR truffet afgørelse i en sag om tilbagebetaling af gas- og kuldioxidafgift af naturgas anvendt til opvarmning af 3 malehaller på et skibsværft. Selvom hallerne ud fra de fysiske forhold godt kunne betragtes som "malekabiner" efter gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2, lagde retten afgørende vægt på den måde, hvorpå lokalerne blev anvendt. Efter en naturlig sproglig fortolkning måtte ved "malekabine" forstås et aflukket rum, hvor der males, og hvor malingen efterfølgende tørrer. Under henvisning bl.a. til Højesterets dom, SKM2007.262.HR, der ligeledes vedrørte rumvarmereglerne, var der ikke grundlag for at fortolke undtagelsesbestemmelsen udvidende. Da der ikke var sikre holdepunkter i lovens forarbejder for, at begrebet "malekabine" kunne anses for også at omfatte malehaller, hvor der som i den konkrete sag også blev foretaget sandblæsning mv., var energiforbruget ikke afgiftsfritaget. Retten fandt, at malehallerne efter deres indretning og anvendelse måtte anses for at være "rum" og ikke "særlige anlæg" efter gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2.

Der blev lagt væt på, at varmen i dette tilfælde skulle tilføres ved hjælp af det særlige anlæg og ikke fra rummet, som anlægget stod i. Efter forarbejderne til gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2, der vedrører "særligt indrettet rum" kræves der således en meget direkte sammenhæng mellem den foretagne opvarmning og det forhold, at varen ændrer karakter (f.eks. tørrer). Der må ikke foregå en egentlig forarbejdning i rummet, ligesom personer kun lejlighedsvis må opholde sig i rummet. Eftersom der i malehallerne skete en forarbejdning i form af sandblæsning, maling m.v., samt da personer opholdt sig i hallerne i længere tid ad gangen, konkluderede retten at betingelserne for afgiftsfritagelse ikke var opfyldt.

Sagen blev anket til Østre Landsret. Dommen er offentliggjort i SKM2011.378.ØLD. Skibssektionerne blev sandblæst i malehallerne forud for malingen. På grund af syns- og skønserklæringen blev det lagt til grund, at det reelt ikke var muligt at flytte skibssektionerne efter endt sandblæsning og inden maling uden betydelig og nærliggende risiko for, at fugt og rustangreb vil nødvendiggøre en ny forbehandling. Sandblæsning af skibssektioner af disse dimensioner blev derfor anset for en sådan integreret og uadskillelig del af den samlede maleproces, at betingelserne for tilbagebetaling af afgift i medfør af gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2 (malekabiner), var opfyldt. Østre Landsret udtalte i øvrigt, at det efter gasafgiftslovens § 10, stk. 4, er hovedreglen, at der ikke ydes tilbagebetaling af varme, bl.a. rumvarme. Endvidere udtalte Østre Landsret, at undtagelserne fra hovedreglen er nøje opregnet i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, og der ikke er grundlag for at fortolke undtagelsesbestemmelserne udvidende.     

Se endvidere F.6.4.6 vedrørende varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler, hvor også Højesterets praksis jf. SKM2007.262.HR er refereret.

Lokaler til lagring af oste
Opvarmning af lokaler specielt indrettet til lagring af oste, når lagringen er en integreret del af ostningsprocessen. Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

Lokaler til lagring af spegepølser
Opvarmning af lokaler specielt indrettet til lagring af spegepølser, når lagringen er en integreret del af spegepølseproduktionen. Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

Lokaler til tørring af træ
Opvarmning af lokaler specielt indrettet til tørring af træ (trætørrestuer). Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

Lukkede procesrum
Opvarmning af specielt indrettede lukkede procesrum kan anses for procesenergi på følgende betingelser:

  • Opvarmningen skal bidrage aktivt til, at varen ændrer karakter under opholdet i lokalet.
  • Opvarmningen er udelukkende et led i forarbejdningen/fremstillingen af varer.
  • Under forarbejdningen må der kun lejlighedsvis opholde sig personer i lokalet - i forbindelse med fyldning og tømning samt ved kortvarig inspektion af processen.

Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 3, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3:

Proceslisten - tung proces
Varme og varmt vand, der bruges i de anvendelser, fx væksthusgartnerier, der er nævnt i listen over tunge processer, se F.6.5 jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

Opvarmning af staldbygninger
Varme og varmt vand, der bruges i landbrugets staldbygninger, jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

Ved lov nr. 963 af 20. december 1999, der trådte i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002 og som har virkning fra 1. januar 2000, skete der en udvidelse af begrebet "opvarmning af staldbygninger", så forbruget af rumvarme i visse lokaler i tilknytning til staldbygningen kan anses for procesenergi.

Bestemmelsen er indsat som 2. og 3. punktum i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 3, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, jf. nedenfor.

Omfattet af godtgørelsen af varme og varmt vand brugt i staldbygninger er også kontorlokaler og andre lokaler i staldbygninger, som indgår i driften, eller hvorfra driften styres og planlægges, hvis forsyningen med varme sker fra samme net som forsyningen til staldbygningen.

Det er dog en forudsætning, at selve staldområdet er opvarmet. Opvarmning af kontorlokaler i uopvarmede staldbygninger er dermed ikke godtgørelsesberettiget.

Udover lokaler, hvor fx selve fodringen styres, kan der være tale om forrum til selve staldarealet, hvor der sker omklædning og vask af hænder mv., samt gangarealer mellem forskellige dele af staldene.

Opvarmning af lokaler, der anvendes til opdræt af forsøgsdyr, er ikke omfattet af adgangen til afgiftsgodtgørelse, jf. SKM2007.159.LSR og SKM2008.428.BR, som er stadfæstet af landsretten, jf. SKM2009.265.VLR, se F.6.4.6.

Der kan derudover ikke ydes afgiftsgodtgørelse for rumvarme og varmt vand, som anvendes i værksteder, maskinhuse, medarbejderboliger, folkestuer, baderum mv.

Yderligere om bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår afF.6.4.5.

Cirkulation af rengøringsvæsker
Der ydes afgiftsgodtgørelse for varmt vand, der anvendes til rengøring eller sterilisering af tanke og lukkede produktionsanlæg, hvor rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW, jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

Rengøring i sådanne anlæg benævnes også som CIP-rengøring. CIP-rengøring indebærer, at den samme rengøringsvæske kan sendes gennem tank- og rørsystemerne flere gange (cirkuleres).

Rengøring mv. af slagterier
Der ydes afgiftsgodtgørelse for varmt vand, der anvendes af slagterier til rengøring eller sterilisering af produktionsudstyr og produktionslokaler i de lokaler, hvor selve slagtningen og grovparteringen finder sted, for fjerkræ dog kun varmt vand forbrugt inden partering, samt forbruget af varmt vand i tilstødende produktionslokaler, hvis der er fælles varmtvandsnet, og der ikke fremstilles udskæringer beregnet til detailsalg, jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

Se F.6.4.6  (TfS 2000, 643) om produktionsudstyr. Ved grovpartering forstås for svin og lam mv. partering i halve kroppe, for kvæg mv. partering til og med fjerdinger.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 5, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 3 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 5:

Rengøring af genbrugsemballage
Der ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varmt vand, der anvendes til rengøring af genbrugsemballage, der anvendes ved transport eller salg af varer. De emballagetyper, der typisk er tale om, er kødkasser, fiskekasser, brødkasser m.m., der anvendes ved vareudveksling mellem virksomheder. Denne regel gælder også, selv om indtil 25 pct. af genbrugsemballagen (kasserne) bruges internt i virksomheden, dvs. til andre formål end transport eller salg af varer. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

Se iøvrigt F.6.4.6 om SKM2001.147.LSR, hvorefter containere ikke kunne anses som genbrugsemballage.

Vask mv. af tekstiler
Der ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varmt vand, der anvendes til vask eller rens af tekstiler og efterbehandling i forbindelse hermed i form af tørring, rulning m.m.

Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 6, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 6, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 6:

Rumvarme i jernstøberier
Bestemmelsen indebærer, at opvarmning af lokaler, hvor der foretages smeltning af jern og stål, som omfattet af nr. 30 i listen over tunge processer, og lokaler, hvor det flydende metal anvendes (udstøbes), kan anses for procesenergi.

Hvor dette forbrug af varme ikke kan adskilles fra det øvrige forbrug af varme, kan der dog højst ydes godtgørelse for 30 pct. af det samlede forbrug af energi til opvarmning i forbindelse med forarbejdningen af jern og stål.

Det er en forudsætning for godtgørelse, at der smeltes mindst 10 t jern eller stål om dagen.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, og den har haft virkning fra 1. januar 2000.

Yderligere om bestemmelsens ikrafttræden, seF.6.4.5.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 7, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 7, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 5 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 7:

Hærdning af glasfiberemner
Bestemmelsen indebærer, at varme, der anvendes til opvarmning af lokaler, hvori der foretages hærdning af emner fremstillet af armeret hærdeplast, og som ikke er omfattet af godtgørelsesreglerne for lukkede procesrum, kan anses for procesenergi.

Armeringen kan eksempelvis bestå af glasfibre, kulfibre, træ, eller forskellige naturfibre samt af plastskum.

Der kan dog højst ydes godtgørelse for 1/3 af det samlede forbrug af varme i sådanne lokaler.

Det er en betingelse, for den udvidede adgang til afgiftsgodtgørelse, at anvendelsen sker i virksomheder, som har en industriel fremstilling af varer af armeret hærdeplast, eksempelvis skibe, vindmøllevinger og forskellige beholdere. Der kan ikke ydes godtgørelse til virksomheder, der som led i fremstillingen af andre produkter lejlighedsvist har en produktion af armeret hærdeplast.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, og den har haft virkning fra 1. januar 2000.

Yderligere om bestemmelsens ikrafttræden, seF.6.4.5.

Opvarmning - opførelse og renovering af bygninger
Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 8, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 8, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 6 og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 8:

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der indsat følgende bestemmelse i ovennævnte energiafgiftslove: "Afgiften af varme og varer, der udelukkende forbruges til udtørring af bygningsmaterialer eller opretholdelse af den for byggearbejdet fornødne temperatur under byggeperioden i forbindelse med opførelse og renovering af bygninger." Bestemmelsen er trådt i kraft den 1. juli 2004.

Efter bestemmelsens ordlyd omfatter adgangen til afgiftsgodtgørelse udelukkende opvarmning i forbindelse med opførelse eller renovering af bygninger, hvilket vil sige den midlertidige opvarmning, der sker i selve byggeperioden, og som er nødvendige for at producere bygningen. Det er endvidere en forudsætning, at opvarmningen udelukkende har dette formål. Når bygningen eller den del heraf, som opvarmningen rettes imod, fremtræder som færdig, ophører byggeperioden og dermed også retten til afgiftsgodtgørelse. Dette medfører for eksempel, at afgiften af energi til udtørring af vægge må anses som godtgørelsesberettiget, også selv om loft og betongulv er lagt og vinduer og døre isat. Bygningen vil i lovens forstand fremstå som færdig, når væggene er tørre. Det samme gælder, såfremt udtørringen vedrører en etageadskillelse.

Lægning af træ- eller klinkegulve og opsætning af loftsbeklædning og skillevægge, malerarbejde, epoxybelægning og lignende vil typisk foregå efter rummets konstruktion. Såfremt sådanne arbejdsopgaver foregår, før rummet er færdigt, vil energiforbruget dog være at anse som godtgørelsesberettiget, når processen ligger inden for rammerne af en sædvanlig arbejdstilrettelæggelse.

Der er tale om en præcisering af retstilstanden på området, som kom til udtryk i et TSS-cirkulære nr. 2002-16 af 17. maj 2002, se F.6.4.6. - "Udtørring af bygninger".      

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 14, kulafgiftslovens § 8, stk. 13, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 14:

Støttebrændsel i affaldsforbrændings-anlæg mv., der leverer varme
Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 14, er sålydende:

"Uanset stk. 4 kan der dog altid ydes tilbagebetaling for forbruget af afgiftspligtige varer og varme, der overstiger en beregnet mængde, når mindst 25 pct. af den indfyrede energi hidrører fra andet end afgiftspligtige brændsler eller afgiftspligtig elektricitet. Denne mængde beregnes for hvert afgiftspligtigt brændsel som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i det afgiftspligtige brændsel og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede mængder ganget med den leverede mængde varme divideret med 0,7 og omregnet til liter henholdsvis kilogram efter de i § 9, stk. 2, anførte værdier for energiindhold. Hvis virksomheden ikke nærmere kan dokumentere energiindholdet i de afgiftspligtige brændsler, anvendes de i § 9, stk. 2, anførte værdier. Kun varer, hvis energiindhold utvivlsomt overstiger 9,4 MJ/kg, medregnes, hvis energiindholdet i de indfyrede brændsler opgøres på grundlag af de i § 9, stk. 2, anførte værdier."

Bestemmelsen indebærer følgende:

  1. Den nytttiggjorte mængde varme skal måles.
  2. Ved brug af standardvirkningsgraden på 0,7 beregnes et teoretisk bruttoenergiforbrug.
  3. Der indføres et loft over afgiftsbetalingen svarende til det afgiftspligtige brændsels andel af den indfyrede energi.
  4. Energiindholdet i affald opgøres detaljeret af virksomheden, eller ved anvendelse af en standard på 9,4 MJ/kg. Affald med et energiindhold på under 9,4 MJ/kg sættes dog til 0 MJ/kg, hvis der anvendes standardberegning for energiindholdet i affaldet.

Eksempel:

Nyttiggjort varme700 GJ
Teoretisk bruttoenergiforbrug (700/0,7) =1000 GJ
Indfyret affald1000 GJ
Indfyret olie1000 GJ
Beregnet mængde (1000/2000 x 700/0,7) =500 GJ
Forskel (1000-500) GJ =500 GJ
Godtgørelsesberettiget mængde i liter:(500 GJ/35,9) =13.928 l

Der kan i det pågældende tilfælde opnås afgiftsgodtgørelse for halvdelen af olieforbruget.

Bestemmelserne i kulafgiftslovens § 8, stk. 13, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 14 er parallelle med mineralolieafgiftslovens.

Bestemmelsen retter sig til virksomheder, der udover afgiftspligtige varer, fx olie eller naturgas, også anvender et ikke-afgiftspligtigt brændsel, som fx affald som brændsel ved varmefremstilling. Omfattet er fx dermed affaldsforbrændingsanlæg, der leverer varme, og som anvender afgiftspligtig støttebrændsel ved forbrændingen/varmefremstillingen.

SKAT har, jf. SKM2007.607.SKAT præciseret retstilstanden for affaldsforbrændingsvirksomheder, der bruger olie som støttebrændsel. Præciseringen tager udgangspunkt i en model, hvor affaldet og støttebrændslet afbrændes i den samme kedel, hvor der fremstilles damp, som anvendes til produktion af elektricitet. Affaldsforbrændingsvirksomheden leverer endvidere varme til et varmeforsyningsselskab og forbruger varme til intern rumopvarmning.

Forbrug af olie som støttebrændsel i affaldsforbrændingsvirksomheder, der leverer varme, er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4 og 14.

Ved opgørelsen af olieforbruget efter stk. 14 medregnes også olie, der er anvendt ved opstart af kedler til affaldsforbrænding.

Virksomheden skal måle forbruget af olie til nævnte formål.

Forbrug af olie i andre fyringsanlæg end i affaldsforbrændingsanlægget, f.eks. i spidslastkedler, må ikke medregnes ved opgørelsen efter stk. 14.

Affaldsforbrændingsvirksomheder, som fremstiller elektricitet, skal først opgøre forbruget af afgiftspligtige brændsler, der er anvendt til at fremstille elektricitet og varme. Fordelingen af brændslet mellem el- og varmefremstilling sker efter reglerne i mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 2. Forbruget af afgiftspligtige brændsler til elfremstilling, der er fritaget for afgift efter § 9, stk. 2, må ikke indgå i opgørelsen efter § 11, stk. 14.

Dernæst opgøres forbruget af afgiftspligtige brændsler, som virksomheden kan opnå afgiftsgodtgørelse for efter reglerne i § 11, stk. 14.

Ved "den leverede mængde varme" i § 11, stk. 14 forstås den mængde varme, der leveres til varmeforsyningsselskabet/varmeforsyningsnettet, og affaldsforbrændingsvirksomhedens eget forbrug af rumvarme og varmt vand. Den leverede mængde varme måles ab værk.

Opgørelse efter § 11, stk. 14 følger den periode, som affaldsforbrændingsvirksomheden anvender ved angivelse af tilsvaret efter momsloven.

Reglerne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 14, gasafgiftslovens § 10, stk. 14 og kulafgiftslovens § 8, stk. 13 kan også anvendes ved afbrænding af andre ikke-afgiftspligtige brændsler end affald.

 GODTGØRELSE AF ELAFGIFT FOR ELBASERET FJERNVARME TIL PROCESFORMÅL 
 Ved lov nr. 722 af 25. juni 2010 er der indsat bestemmelser i elafgiftslovens § 11, stk. 19 og 20, hvorefter momsregistrerede virksomheder, der anvender el-baseret fjernvarme til godtgørelsesberettiget procesformål i virksomheden, kan vælge at foretage en særlig opgørelse af godtgørelsen af el-afgiften på varmen. Det forudsættes, at varmen er omfattet af elpatronordningen.

Momsregistrerede virksomheder, der vælger at bruge denne mulighed, har herefter ret til godtgørelse af afgiften på sådanne varmeleverancer med de samme procentsatser, som gælder for brændselsbaseret varme, der anvendes til procesformål. Hensigten med denne regel er, at der ikke opstår en væsentlig afgiftsmæssig forskel, om der anvendes elektricitet eller brændsel til produktion af varme, der er omfattet af ordningen om afgiftslempelse.

Virksomheder, der vælger at anvende den særlige opgørelsesmetode for godtgørelse af elafgift på varmeleverancer, skal anvende denne metode for hele kalenderåret, og metoden kan ikke kombineres med andre opgørelsesmetoder.

Den særlige opgørelsesmetode for elbaserede varmeleverancer har virkning fra den 1. januar 2010.

Virksomheder, der vælger at anvende metoden, skal herefter nedsætte afgiftsgodtgørelsen for varme til procesformål med den samme pct., der gælder for anden energi end elektricitet. Det vil sige, at afgiftsgodtgørelsen skal nedsættes med 7,8 pct. i 2010 og 7,7 pct. i 2011. I 2012 skal godtgørelsen nedsættes med 13,1 pct. I 2013 og efterfølgende år skal godtgørelsen nedsættes med 14,8 pct.

Virksomheder, der ikke anvender den særlige opgørelsesmetode, skal for perioden 2012-2015 nedsætte afgiftsgodtgørelsen for elektricitet med følgende beløb: 

Periode

Eldistributionsbidrag *)

Energi-/tillægsafgift **)

Nedsættelse af godtgørelse i alt

2012

0,010 kr./kWh

0,030 kr./kWh

0,040 kr./kWh

2013

0,010 kr./kWh

0,035 kr./kWh

0,045 kr./kWh

2014

0,010 kr./kWh

0,035 kr./kWh

0,045 kr./kWh

2015

0,010 kr./kWh

0,036 kr./kWh

0,046 kr./kWh

*) Godtgørelsen skal ikke nedsættes med 0,010 kr./kWh (eldistributionsbidrag) for den del af elforbruget, der på årsbasis overstiger 15 mio. kWh.
**) Efter 2015 reguleres satsen for energi-/tillægsafgiften årligt efter udviklingen i nettoprisindekset (mineralolieafgiftslovens § 32 a). 

 For elbaseret varme, der anvendes dels til procesformål dels til rumvarme, skal virksomheden anvende de almindelige gældende fordelingsregler (bl.a. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 4).

Godtgørelsen beregnes på grundlag af afgiftsbelastningen på varmeleverancen. Det vil sige, at afgiftslempelsen efter elpatronordningen ikke må indgå i grundlaget for beregning af godtgørelsen for varmeleverancer til procesformål.

Nedenfor er opstillet et beregningseksempel, hvori indgår den særlige opgørelsesmetode for fjernvarme omfattet af elpatronordningen.

Eksempel for 2011
Nedenfor er vist et eksempel for 2011 på beregning af afgiftsgodtgørelsen for begge metoder.

Forudsætning for beregning af afgiftslempelse for en opgørelsesperiode i andet halvår i 2011: 

 

Elafgift pr. kWh el (sats i 2011)

0,730 kr./kWh

Energispareafgift pr. kWh el (sats i 2011)

0,063 kr./kWh

Maks. elafgift for varme ab anlæg/værk (sats for andet halvår i 2011)

0,175 kr./kWh

Maks. energispareafgift for varme ab anlæg/værk (sats for andet halvår i 2011)

0,045 kr./kWh

Forudsætninger - energimængder:

Energimængde - målt elforbrug i elpatron

100.000 kWh

Varmeproduktion ab anlæg/værk

100.000 kWh

Beregning af afgiftslempelse hos varmeproducenten:

Afgift

Afgift i alt for el-baseret
varme

Maksimumsafgift for
el-baseret varme
ab anlæg/værk

Afgiftslempelse for
el-baseret varme

Elafgift  

100.000 kWh * 0,730 kr. = 73.000 kr.

100.000 kWh * 0,175 kr. = 17.500 kr.

73.000 kr. - 17.500 kr. = 55.500 kr.

Energi-spareafgift

100.000 kWh * 0,063 kr. = 6.300 kr.

100.000 kWh * 0,045 kr. = 4.500 kr. 

6.300 kr. - 4.500 kr. = 1.800 kr.

 Beregningseksempel for momsregistreret virksomhed, der har anvendt fjernvarmen til procesformål (godtgørelsesberettigede formål) 
 Virksomheden har i alt forbrugt 100 GJ fjernvarme.

Elektricitetens andel af den leverede og forbrugte varme er 5.000 kWh.

Nedenfor er vist en beregning af godtgørelsesberettiget elafgift efter de almindelige regler (afgift efter fradrag på 1 øre/kWh vedr. eldistributionsbidrag og 1,6 øre/kWh i nedsat godtgørelse - i alt 2,6 øre/kWh):

Nedenfor er vist en beregning af godtgørelsesberettiget elafgift efter særlig opgørelsesmetode (fradrag på 7,7 % af afgiftsbelastning på elbaseret varme):

Nedenfor er vist en beregning af godtgørelsesberettiget elafgift efter de almindelige regler (afgift efter fradrag på 1 øre/kWh vedr. eldistributionsbidrag og 1,6 øre/kWh i nedsat godtgørelse - i alt 2,6 øre/kWh): 

Elafgiftsbelastning for leveret varme ifølge elregning

5.000 kWh * 0,1750 kr./kWh

875 kr.

- Ikke godtgørelsesberettiget elafgift

5.000 kWh * 0,026 kr./kWh

130 kr.

Godtgørelsesberettiget elafgift

(875 - 130) kr.

745 kr.

 Nedenfor er vist en beregning af godtgørelsesberettiget elafgift efter særlig opgørelsesmetode (fradrag på 7,7 % af afgiftsbelastning på elbaseret varme): 

Elafgiftsbelastning for leveret varme ifølge varmeregning

5.000 kWh * 0,1750 kr./kWh

875 kr.

- Ikke godtgørelsesberettiget elafgift efter særlig opgørelsesmetode

7,7 % af 875 kr.

67 kr.

Godtgørelsberettiget afgift efter særlig opgørelsesmetode

(875 - 67) kr.

808 kr.

Lov nr. 444 10. juni 1997
Ved lov nr. 444 af 10. juni 1997 skete visse justeringer af rumvarmeafgiften. Derudover skete en ændring af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 1, hvorefter hotellers, restaurationerne forbrug af gas mv. til fremstilling og tilberedning af varer på komfurer eller kogeplader blev godtgørelsesberettiget som procesenergi. Der skete dermed en godtgørelsesmæssig ligestilling mellem forbrug af gas og elektricitet.

Lov nr. 963 af 20. december 1999
Ved lov nr. 963 af 20. december 1999 skete en lempelse af reglerne for afgiftsgodtgørelse for opvarmning af kontorlokaler mv. i forbindelse med staldbygninger, opvarmning af lokaler, hvori der sker smeltning af jern eller stål, og opvarmning af lokaler, hvori der sker støbning og hærdning af fiberarmeret plast.

Ændringerne er nærmere beskrevet i F.6.4.4.

Ændringerne er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002 - med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2000.

Lov nr. 462 af 9. juni 2004
Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 blev der indsat en bestemmelse om afgiftsgodtgørelse for det midlertidige energiforbrug til opvarmning i forbindelse med opførelse og renovering af bygninger.

Bestemmelsen er nærmere beskrevet i F.6.4.4.

Bestemmelsen er trådt i kraft den 1. juli 2004.

Nedenfor er omtalt visse afgørelser i relation til afgrænsningen mellem rumvarme/varmt vand og procesenergi:

Containere
Landsskatteretten har den 13. december 2000 afsagt en kendelse, hvorefter containere ikke kunne anses som genbrugsemballage efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 5, og der derfor ikke kunne ske godtgørelse af afgift for energiforbruget ved anvendelse af højtryksrensere til rengøring af containerne. Retten lagde vægt på, at det af forarbejderne fremgår, at bestemmelsen har til formål at sikre konkurrencemæssig ligestilling mellem genbrugsemballage og engangsemballage, og at de omhandlede containere ikke kunne antages at være i konkurrence med varer, der alene anvendes én gang, hvorfor en afgiftsgodtgørelse ikke fandtes at være i overensstemmelse med lovens formål, ligesom retten lagde vægt på, at denne fortolkning  ikke kunne anses at stride mod bestemmelsens ordlyd, jf. SKM2001.147.LSR.

Slagterier
Landsskatteretten har den 15. juni 2000 afsagt kendelse i en sag om naturgasbaseret opvarmning af vand til rengøring af et slagteris lokaler og transportkasser til intern anvendelse (TfS 2000, 643).

Kendelse: Tilbagebetalingsberettiget er afgift af varmt vand til rengøring af både slagtehus og opskæringslokaler, hvis der er fælles varmvandsnet og der ikke fremstilles udskæringer til detailsalg. Tilbagebetalingsberettiget er afgift af varmt vand til rengøring af genbrugsemballage anvendt i produktionsprocessen.

Retten fandt, at "tilstødende produktionslokaler" i naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, alene er en procesteknisk afgrænsning, og at det ikke er et krav, at lokalerne fysisk støder op til hinanden. Retten lagde vægt på lovens ordlyd og dens forarbejder, hvoraf det bl.a. fremgår: "Af administrative grunde foreslås forbruget af varmt vand i opskæringslokaler, som forsynes med varmt vand fra samme net som selve slagtehuset, også friholdt for energiafgift. For at undgå konkurrenceforvridning er friholdelsen af opskæringsafdelingerne foreslået betinget af, at der ikke foregår opskæringer til detailsalg." Retten godkendte tilbagebetaling for følgende produktionslokaler: frysetunnel, udligningskølerum, tarm- og plucksrum, pluckskøletunnel, opskæringslokaler og udbeningslokaler.

Retten fandt, at "produktionsudstyr" i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3 omfatter slagteriers transportkasser til intern anvendelse, mens "genbrugsemballage" i naturafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 5, ikke kan anses for udformet m.h.p. slagteriers interne anvendelse af genbrugsemballage. Retten lagde herved vægt på, at slagterier er selvstændigt omfattet af tilbagebetalingsadgangen i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, og at slagteprocessen ikke kan foregå uden brug af kasser.

Pumpestationer
Landsskatteretten har den 10. september 1999 afsagt kendelse i en sag om elbaseret opvarmning af pumpestationer (TfS 1999, 902).

Kendelse: Det omhandlede elforbrug anses for medgået til rumopvarmning i relation til elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Retten lagde til grund, at de i sagen omhandlede installationer (elradiatorer og -temporatorer) er placeret i lukkede rum, samt at den forbrugte elektricitet er anvendt til opretholdelse af et maksimalt temperaturniveau i pumpestationerne på 4 grader C, så det deri placerede tekniske udstyr frostsikres.

Retten har endvidere udtalt, at uanset at det efter det oplyste om temperaturniveau og anvendelse af lokaliteterne kan lægges til grund, at rumopvarmningen alene er betinget af produktionstekniske forhold, er der ikke hjemmel i elafgiftsloven til godtgørelse af afgiften.

Landsskatteretten har den 3. december 1999 afsagt kendelse i en lignende sag vedr. pumpestationer.

Retten fandt også her, at forbruget af elektricitet til opvarmning af pumpestationer må anses for medgået til rumopvarmning/varmt vand.

Udtørring af bygninger
Ved Landsskatterettens kendelse af 16. december 1999 (TfS 2000, 431) fik en byggeentreprenør i forbindelse med nybyggeri og byggerenovering tilkendt godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk.1, af energi anvendt til drift af varmekanoner i forbindelse med byggeri.

Varmekanonerne anvendtes til at tørre cement, træ eller andre materialer for at bevare de optimale egenskaber ved de anvendte materialer eller fordi en hurtig tørring var en forudsætning for, at byggearbejdet kunne ske som en kontinuerlig proces. Varmekanonerne anvendtes til udtørring i færdige lokaler, lokaler, som var delvist færdiggjorte (interimslukkede), men hvor der eksempelvis manglede isætning af døre og vinduer og endelig lokaler uden tag og færdige ydervægge, hvor tildækning var sket med presenning.

Landsskatterettens flertal lagde vægt på, at de omhandlede varmekanoner udelukkende var anvendt til udtørring af byggematerialer i forbindelse med byggeprocessen, og at det fandtes bedst stemmende med de til lovforslaget fremsatte bemærkninger, at varmeanvendelsen ikke anses for omfattet af begrebet rumopvarmning.

Landsskatterettens mindretal (retsformanden) afgav dissens i sagen, idet han fandt, at energiforbruget måtte anses for medgået til rumopvarmning. Retsformanden fandt, at den i sagen omhandlede brug af varmekanoner måtte anses for foregået i en sådan lokalitet, der i mineralolieafgiftslovens forstand må karakteriseres som rum. Han lagde herved vægt på, at der hverken i loven eller i bemærkningerne hertil er en nærmere definition af selve begrebet rum, og at begrebet rum må opfattes i dets videste tekniske forstand udfra formuleringen af bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, og stk. 5, nr. 1-3.

Ved Landsskatterettens kendelse af 28. juli 2000 fik en virksomhed i forbindelse med opførelse af en ejendom tilkendt godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, og CO2-afgiftlovens § 9, stk. 1, af afgiften på energi anvendt til drift af varmekanoner til opvarmning af bygningens facade i forbindelse med udførelse af pudsarbejde på facader, og til drift af varmekanoner og permanente radiatoranlæg til opvarmning af bygningens indre i forbindelse med udtørring af pudslag/anhydritgulv og opvarmning af bygningen i forbindelse med udførelse af gulv- og vægspartlingsopgaver samt malerarbejde i rummene. Til opvarmningen af bygningens indre havde der endvidere været brugt midlertidige elvarmeovne.

Retten lagde vægt på, at det omhandlede energiforbrug i varmekanoner og radiatoranlæg udelukkende har været anvendt i byggeperioden og til udtørring af byggematerialer samt opretholdelse af den for byggearbejdet fornødne temperatur. Under henvisning til den ovenfor gengivne kendelse TfS 2000.431 fandt retten, at varmeanvendelsen ikke er omfattet af begrebet rumopvarmning.

Som følge af kendelserne af 16. december 1999 og 28. juli 2000 udstedte Told- og Skattestyrelsen cirkulære nr. 2002-16 af 17. maj 2002  om tilbagebetaling af olie- gas-, kul- el- og CO2-afgift ved brug i byggeperioden af varmekanoner og permanente radiatoranlæg udelukkende til udtørring af byggematerialer samt til opretholdelse af den for byggearbejdet fornødne temperatur.

Cirkulæret fastsætter endvidere retsvirkningerne af den ændrede retsstilling ved Landsskatterettens underkendelse af ToldSkats praksis.

På grundlag af ovennævnte Landsskatteretskendelser må følgende situationer herefter anses som forbrug til procesformål efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1: Situationer, hvor opvarmning med varmekanoner og permanente radiatoranlæg udelukkende har det isolerede produktionstekniske formål at udtørre byggematerialer eller opretholde den for byggearbejdet fornødne temperatur under byggeperioden i forbindelse med opførelse eller renovering af ejendomme.

Den ændrede praksis vedrører således udelukkende opvarmning i forbindelse med opførelse og renovering af bygninger, dvs. den midlertidige opvarmning, der sker i selve byggeperioden, og som er nødvendig for at "producere" rummet, og kun hvis opvarmningen udelukkende har dette formål.

Den kortvarige opvarmning, der sker som led i den specielle arbejdsproces med at konstruere et rum, adskiller sig også fra den opvarmning, der er sket i landsskatteretskendelsen refereret i TfS 1999, nr. 902, ved at den opvarmning, der er omhandlet i denne kendelse, er af mere permanent karakter, og mere svarer til den opvarmning, der sker i private hjem, idet opvarmningen i private hjem også sker for at holde bygninger, inventar og installationer frostfri m.v.

Bygge- og renoveringsperioden afgrænses til det tidspunkt, hvor rummet fremtræder som færdigt, dvs. hvor det egentlige bygge- og konstruktionsarbejde står færdigt.

Det vil sige, at fx udtørring af vægge må anses som forbrug til procesformål, også selvom loft og betongulv er lagt og vinduer og døre isat. Rummet vil her fremstå som færdigt, når væggene er tørre. På samme måde vil en etageadskillelse være at anse som procesforbrug.

Lægning af træ- eller klinkegulve og opsætning af loftsbeklædning og skillevægge, malerarbejde, epoxybelægning og lignende vil typisk foregå efter rummets konstruktion. Hvis sådanne arbejder foregår, førend rummet er færdigt, vil det dog være at anse som procesforbrug, hvis det ligger indenfor rammerne af en sædvanlig arbejdstilrettelæggelse.

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 blev der indsat en bestemmelse herom i de pågældende energiafgiftslove, se F.6.4.4.

Opvarmning af springrum på tyrestation
En kvægavlsforening blev ikke anset for berettiget til godtgørelse af olieafgift- og kuldioxidafgift af olie til opvarmning af laboratorium og springrum. Kendelsen, der er afsagt af Landsskatteretten den 15. marts 2002, er offentliggjort i SKM2002.373.LSR og TfS 2002.734.

Landsskatteretten fandt ikke, at opvarmningen af de omhandlede lokaler kan anses som varme anvendt til fremstilling af varer, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, og 2. Retten lagde vægt på, at opvarmningen af de omhandlede rum ikke er direkte forbundet med fremstillingen eller forarbejdningen af varerne, og kun er af betydning for, hvor længe det til produktionen anvendte opvarmede udstyr i lokalerne kan bevare den nødvendige temperatur.

Retten fandt endvidere ikke, at opvarmningen af springrummet kan sidestilles med rumopvarmning i en staldbygning, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3. Retten har herved lagt vægt på, at staldbygninger må forstås som bygninger, hvori dyrene opholder sig i længere perioder med henblik på bl.a. fodring mv. Landsskatteretten fandt ikke, at springrummet var egnet til en sådan benyttelse og fandt derfor, at rummet ikke kan karakteriseres som en staldbygning.

Varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler
En virksomhed, der udførte undervognsbehandling, blev ikke anset for berettiget til godtgørelse af olieafgift og kuldioxidafgift af olieforbrug til varme og varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler. Kendelsen, der er afsagt af Landsskatteretten den 22. april 2002, er offentliggjort i SKM2002.365.LSR og TfS 2002, 687.

Virksomheden anvendte olie til følgende formål:

  • Hedtvandsrenser, der anvendes til rengøring af biler inden undervognsbehandling. Hedtvandsrenseren var stationær og leverede 80 grader varmt vand.
  • Varmekalorifere til opvarmning af værkstedet.
  • Tørreanlæg i form af båse, hvor varm luft fra riste i gulvet blæses på bilerne inden den endelige undervogsnbehandling. Båsene var delvist adskilt af et maskinskab. Der var ikke opsat målere til anlægget. 

Landsskatteretten udtalte, at der i henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, ikke kan ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme eller varmt vand, medmindre der er tale om procesformål som defineret i stk. 5. Dog ydes der tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der forbruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, hvis højst 10 procent af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning.

Landsskatteretten fandt, at det i sagen omhandlede energiforbrug som udgangspunkt er omfattet af bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens 11, stk. 4. Henset til, at hverken vask med hedtvandsrenser eller den efterfølgende tørring foregår i særligt indrettede rum eller med særlige anlæg, fandt Landsskatteretten videre, at bestemmelserne i lovens § 11, stk. 4, 2. pkt. og § 11, stk. 5, nr. 1, og nr. 2, ikke fandt anvendelse.

Østre Landsret har den 18. marts 2005 truffet afgørelse i en lignende sag. Dommen er offentliggjort i SKM2005.149.ØLR. Retten fandt, at rustbeskyttelseskabiner er rum og ikke særlige anlæg i lovens forstand. Der var ikke - bl.a. henset til den meget detaljerede opregning af undtagelserne til kravet om betaling af energiafgift af rumopvarmning - grundlag for at fortolke mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, analogt, sådan at rustbeskyttelseskabiner sidestilles med "malekabiner". Rustbeskyttelseskabiner kan heller ikke karakteriseres som "lignende særligt indrettede rum, hvor opvarmning udelukkende er et led i forarbejdningen, der ændrer varens karakter, og hvor der under forarbejdningen kun lejlighedsvis opholder sig personer i lokalet", jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2.

Vestre Landsret har den 23. august 2005 truffet afgørelse i en sag om, hvorvidt et rustbeskyttelsesværksted havde krav på godtgørelse af mineralolieafgift samt andre energiafgifter i henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 eller nr. 2, samt de tilsvarende bestemmelser i kulafgiftsloven, gasafgiftsloven og kuldioxidafgiftsloven. Dommen er offentliggjort i SKM2005.377.VLR. Landsretten gav Skatteministeriet ret i, at det - selv om rustbeskyttelsen ubestridt er en vare - ikke er rustbeskyttelsen, men bilen, som vaskes med varmt vand, tørres og opvarmes inden den skal rustbeskyttes. Landsretten fandt derfor ikke, at olieforbruget er omfattet af de detaljeret formulerede undtagelsesbestemmelser i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 eller nr. 2, hvorfor afgiften af olieforbruget ikke kan kræves tilbagebetalt. Landsretten fandt videre, at de til vask af bilerne anvendte hedtvandsrensere efter bevisførelsen ikke kan anses for særlige anlæg i henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1. Endelig udtalte landsretten, at lokalet, hvor bilerne tørres og opvarmes, ikke kan anses for et særligt rum i henhold til § 11, stk. 5, nr. 2, idet det måtte lægges til grund, at lokalet er afskærmet af et forhæng, der ikke slutter tæt, og som i øvrigt har en begrænset isoleringsevne.

Dommen blev indbragt for Højesteret, der den 11. april 2007 gav Skatteministeriet ret i at energiafgifter vedrørende energiforbruget til opvarmning af biler i forbindelse med rustbeskyttelsesanlæg ikke kan tilbagebetales. Dommen er offentliggjort i SKM2007.262.HR. Højesteret udtalte, at det efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. pkt., er hovedreglen, at der ikke ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af rumvarme. Undtagelserne fra denne hovedregel er nøje opregnet i § 11, stk. 5, nr. 1 - 7. Henset til bestemmelsernes ordlyd og sammenhæng samt forarbejderne finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at fortolke undtagelsesbestemmelserne i § 11, stk. 5, nr. 1 og 2, udvidende.

Tre dommere stemte for at stadfæste landsrettens dom med følgende begrundelse:

Efter § 11, stk. 5, nr. 1 og 2, er det en betingelse for afgiftsgodtgørelse, at energiforbruget skal være anvendt "til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som led i forarbejdningen" udsættes for nærmere angivne påvirkninger. Efter vores opfattelse må rustbeskyttelsesmidlet anses for den vare, som afsættes. Det energiforbrug selskabet ønsker afgiftsgodtgørelse for, er anvendt til opvarmning af bilerne forud for påføringen af rustbeskyttelsesmidlet. Energiforbruget er derfor ikke anvendt til fremstilling/forarbejdning af varen. Allerede af denne grund finder vi, at betingelserne for afgiftsgodtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 eller 2, ikke er opfyldt, og at betingelserne efter kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 4, nr. 1, dermed heller ikke er opfyldt.

To dommerne stemte for at stadfæste landsrettens dom med følgende begrundelse:

Leveringen af rustbeskyttelsesmidlet og påføringen af midlet, der forudsætter opvarmning af bilerne, betragtes som et integreret hele, der må anses for varen i den forstand, dette udtryk er anvendt i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 og 2. Energiforbruget er derfor anvendt til fremstilling/forarbejdning af varen. Efter skønsmandens besvarelse af spørgsmål 1 og 3 må det lægges til grund, at varmekabinen var adskilt fra klargøringsafdelingen med et løsthængende forhæng af kunststof, der ikke var tætsluttende med loft, gulv og ydervægge. Under disse omstændigheder fandtes, at varmekabinen ikke opfyldte de krav, der efter ordlyden og forarbejderne til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, må stilles for at anse den for et særligt rum. Varmekabinen kan heller ikke anses for et særligt anlæg omfattet af § 11, stk. 5, nr. 1. Henset til baggrunden for medtagelsen af malekabiner i den detaljerede opregning i § 11, stk. 5, nr. 2, 2. led, fandtes, at varmekabinen ikke kan sidestilles med malekabiner. Selskabet har herefter ikke krav på tilbagebetaling af afgifter efter mineralolieafgiftsloven og dermed heller ikke efter kuldioxidafgiftsloven.

Udlejning af stilladser og varmekanoner, udtørring af bygninger, overvæltning af afgift
Landsretten har den 28. juni 2002 afsagt dom i en sag om et selskab, der drev virksomhed ved udlejning af stilladser og varmekanoner og som deltog i en entreprise udbudt af Slots- og Ejendomsstyrelsen om renovering af en ejendom. Landsretten fandt, at selskabet ikke var berettiget til godtgørelse for olie- og CO2-afgift, idet afgiften var overvæltet på Slots- og Ejendomsstyrelsen. Selskabet havde derfor ikke noget godtgørelsesberettiget krav. Dommen er offentliggjort på SKM2002.362.ØLR (TfS 2002, 676).

Det fremgik af entreprisens udbudsmateriale, at der i forbindelse med opvarmning og udtørring skulle etableres 4 varmekanoner med tilhørende olietanke. Endvidere skulle der på buegangene etableres 3 aflukkede partier til opvarmning med elvarmeblæsere. Ydelsen skulle omfatte opstilling, omrigninger og nedtagning af materiel mv. samt levering af brændstof.

I tilbuddet skulle være indregnet alle ydelser i forbindelse med opvarmning i en samlet periode på 3 mdr. Der skulle i tilbudet indregnes et brændstofforbrug på 15.000 l olie. Der skulle også være indregnet det nødvendige mandtimeforbrug, serviceeftersyn, slangeflytninger mv. for opnåelse af kontinuerlig opvarmning i den angivne periode. Varmekanonerne skulle være forsynet med termostatstyring.

Under byggearbejdet blev det hurtigt klart, at den til entreprisen medgående olie ville overstige den mængde, der var stipuleret i udbudsmaterialet med flere hundrede procent. Selskabet aftalte derfor en fast pris på brændstof med Slots- og Ejendomsstyrelsen til gældende dagspris tillagt 5,3 pct.

Olien blev leveret fra Hydro Texaco A/S til forbrugstanke ved byggeplandsen. Faktureringen er sket fra Hydro Texaco A/S til Murer Laugets Hejseværker A/S, der har viderefaktureret til selskabet. Selskabet har faktureret - opgjort på månedsbasis - til Slots- og Ejendomsstyrelsen, med oplysninger om bruttopriser pr. liter brændstof uden angivelse af energi- og CO2-afgift.

I henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kan momsregistrerede virksomheder som hovedregel få tilbagebetalt afgiften af de i virksomheden forbrugte afgiftspligtige varer. Endvidere kan der i henhold til CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, ske tilbagebetaling af 10 pct. af afgiften for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter § 11, i mineralolieafgiftsloven.

Landsretten bemærkede, at den af selskabet leverede opvarmning udelukkende er sket i forbindelse med opvarmning og udtørring af hvælv og terrassekonstruktion på ejendommen og i forbindelse med opvarmning af byggepladsen i perioder, hvor udetemperaturen har ligget under +5 grader. Det lægges til grund, at opvarmningen alene har fundet sted i selve byggeperioden og udelukkende har haft til formål at opretholde den for byggearbejdet fornødne temperatur.

Da selskabet imidlertid har overvæltet afgifterne på Slots- og Ejendomsstyrelsen, finder landsretten ikke, at sagsøger har afholdt udgift til energiafgifter, der kan føre til godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1 og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1. Selskabet findes herefter ikke at have noget krav på godtgørelse.

Import og opdræt af akvariefisk til engrossalg
Landsskatteretten har den 13. november 2002, jf. SKM2002.642.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af mineralolie- og CO2-afgift af olieforbrug anvendt til varme og varmt vand til brug i akvarier. Virksomhedens forbrug blev ikke anset for rumopvarmning og varmt vand i staldbygninger. Forbruget var omfattet af bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4. og der kunne således ikke ydes tilbagebetaling af afgiften.

Fremstilling af betonelementer 
Landsskatteretten har den 20. september 2002, jf.SKM2003.31.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift af et selskabs energiforbrug ved opvarmning i forbindelse med hærdning af betonelementer. Forholdet er nærmere beskrevet under F.6.4.7.

Varmeblæsere
Landsskatteretten har den 17. december 2002, jf.SKM2003.55.LSR, afsagt kendelse om godtgørelse for energiafgifter for forbrug af elektricitet. Efter kendelsen kunne der ikke ydes godtgørelse for energiafgifter for forbrug af elektricitet til 4 blæsere med indbygget varmefunktion, som var opsat over en port mellem et lagerlokale og et produktionslokale.

Opvarmning af lagerlokaler, hvor der opbevares vin og chokolade
Landsskatteretten har den 5. marts 2003, jf. SKM2003.172.LSR, afsagt kendelse om fradrag for mineralolie- og kuldioxidafgifter ved forbrug til rumvarme/varmt vand til at holde en bestemt temperatur i forbindelse med en transportvirksomheds oplagring af varer. Landsskatteretten fandt, at mineralolie til opvarmning af lagerlokaler med henblik på at sikre, at der ikke sker beskadigelse af de opbevarede varer, må anses som forbrug til rumvarme som omhandlet i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4. Der kan derfor ikke ydes tilbagebetaling af afgiften.

Mejerier - rengøring af osteforme
Landskatteretten har den 9. december 2003, jf. SKM2004.131.LSR, afsagt kendelse i en sag om anvendelse af varmt vand til rengøring af osteforme/ostekopper.

Det fremgår, at anvendelse af ostekopper har 3 primære formål, - nemlig at give osten den ønskede form, at styre temperaturforløbet, så den ønskede biologiske syrning forløber, samt at afdræne valle, så den ønskede tørstofprocent opnås. Kopperne anvendes internt på mejerierne i forbindelse med produktionen af ost og forlader således ikke mejerierne. Kopperne genbruges løbende og bliver i denne forbindelse rengjort i en såkaldt koppevasker, der er et aflangt anlæg, hvor kopperne føres gennem kabinen, mens der sprøjtes varmt vand på både kopper og kabinevægge. Vaskeanlægget er under indførsel og fraførsel af kopper åbent i begge ender. Det varme vand til rengøringen var fremstillet på basis olie og naturgas.

Landsskatteretten fandt, at de relevante bestemmelser for vurderingen af det omhandlede energiforbrug er mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3.

Landsskatteretten fandt med baggrund i det fremlagte materiale, at anvendelsen af varmt vand i anlægget til rengøring mv. af ostekopperne ikke er omfattet af de nævnte bestemmelser, idet det omhandlede anlæg ikke kunne karakteriseres som en tank eller et lukket produktionsanlæg, hvori rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW, da der hverken var tale om et lukket anlæg eller et anlæg, hvori produktionen af ost foregår. Selskabets forbrug af varmt vand var derfor ikke godtgørelsesberettiget.

Mejerier - rengøring af hylder, rammer mv. i vaskeanlæg og osteforme via CIP-rengøring
Landskatteretten har den 17. november 2003, jf. SKM2004.132.LSR, afsagt kendelse i en sag om anvendelse af varmt vand til rengøring af osteforme, hylder, rammer og lign.

Det fremgår, at rengøringen af ovennævnte emner foregår i særskilte vaskeanlæg. Endvidere, at der foregår rengøring af osteforme i et kombineret rengørings- og forpresseanlæg. Det varme vand til rengøringen var fremstillet på basis af olie og naturgas.

Landsskatteretten fandt, at de relevante bestemmelser for vurderingen af det omhandlede energiforbrug er mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3.

Landsskatteretten fandt endvidere med baggrund i det fremlagte materiale, at anvendelsen af varmt vand i særskilte vaskeanlæg til rengøring mv. af hylder og rammer ikke er omfattet af de nævnte bestemmelser, idet det omhandlede anlæg ikke kunne karakteriseres som en tank eller et lukket produktionsanlæg, hvori rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW, da der hverken var tale om et lukket anlæg eller et anlæg, hvori produktionen af ost foregår, men derimod tale om særlige anlæg, hvor rengøring af procesudstyr finder sted. Dette forbrug af varmt vand var derfor ikke godtgørelsesberettiget.

Derimod fandt retten, at forbrug af varmt vand til rengøring af osteforme, der sker i et kombineret rengørings- og forpresseanlæg er godtgørelsesberettiget efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, idet rengøringen her sker i selve produktionsanlægget.

Fremstilling af minkfoder
Landsretten har den 7. december 2004, jf. SKM2005.11.VLR afsagt dom i en sag om tilbagebetaling af afgift af olie anvendt til optøning af råvarer. Optøningen foretages ved hjælp af kalorifere varmeblæsere. Energiforbruget blev anset for omfattet af reglerne om rumvarme.

Det var uden betydning for fortolkningen af, om en virksomhed er omfattet af bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, om rumvarme, om virksomheden kan drage nytte af opvarmningen. Det afgørende for, om afgiften skulle tilbagebetales var, om processen opfyldte betingelserne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4., 2. punktum, eller § 11, stk. 5. Parterne var enige om at det ikke var tilfældet. Bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, er en undtagelse fra mineralolieafgiftslovens § 1. Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, er en ikke udtømmende modifikation til rumvarmebestemmelsen. Afgiften kunne derfor ikke tilbagebetales.

Højesteret har den 4. juli 2006 stadfæstet landsrettens dom, jf. SKM2006.480.HR

Transformerstationer

I medfør af elafgiftslovs dagældende § 8, stk. 2 tog landsretten i dommen SKM2006.37.VLR stilling til et elforsyningsselskabs afgiftspligt af elforbrug i elvandvarmere, fast installerede radiatorer og elvarmeblæsere i transformerstationer. SKAT udsendte på baggrund heraf en meddelelse om genoptagelse og praksisændring, jf. SKM2007.61.SKAT.

Praksis i henhold til dommen er ikke længere gældende, idet elafgiftslovens § 8, stk. 2 er ændret, se nærmere F.3.5. For en redegørelse for tidligere praksis som følge af dommen, vedrørende elforbrug i bl.a. transformerstationer, henvises til tidligere udgaver af Punktafgiftsvejledningen, senest Punktafgiftsvejledningen 2009-2.

Egenproduceret el
I kendelsen SKM2009.273.LSR har landsskatteretten ligeledes i henhold til elafgiftslovens dagældende § 8, stk. 2, truffet afgørelse under henvisning til landsrettens dom i SKM2006.37.VLR vedrørende transformerstationer, som er omtalt ovenfor. Et selskab, der drev forlystelsespark m.v. var ikke afgiftspligtigt af egenproduceret elektricitet anvendt til rumvarme m.v. omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3, efter dagældende regler. Kendelsen er nærmere omtalt i afsnit F.3.5. Bemærk: Elafgiftslovens § 8, stk. 2 er nu ændret, se F.3.5.

Frysehus
Landsskatteretten har den 2. december 2004, jf. SKM2005.27.LSR afsagt kendelse i en sag om et selskab, der drev køle/frysevirksomhed. Selskabet var berettiget til godtgørelse af olieafgift af fyringsolie anvendt i strålevarmeanlæg til opvarmning af vægge i frysehuse, idet forholdet ikke ansås for omfattet af reglerne om rumvarme.

Anvendelsen af stålevarmeanlægget er sket udelukkende med henblik på at foretage opvarmning af væggene til fryserummene, for derved at hindre ødelæggelse af disse som følge af kondens. Rumtemperaturen i gangene til fryserummene blev ikke påvirket af energiforbruget. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at den anvendte energi ikke ansås for medgået til opvarmning af rum.

Landsskatteretten har den 3. maj 2006 jf. SKM2006.352.LSR afsagt kendelse i en sag om et slagteri, der anvendte elektricitet til drift af en pumpe i et køleanlæg, der anvendes til nedkøling af svinekroppe. Varmen fra køleanlægget blev anvendt til forvarmning af brugsvand, som slagteriet har anvendt til ikke-godtgørelsesberettigede formål. Retten har anset forbruget af el til drift af køleanlægget som proces og dermed omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 1. Retten fandt samtidig, at fremstillingen af varmt vand i anlægget ikke indebærer, at elforbruget er omfattet af lovens § 11, stk. 3, idet anlæggets primære funktion må tillægges afgørende vægt.

Retten fandt endvidere, at der er tale om nyttiggjort varme fra henholdsvis grisekroppene og elektricitetsforbruget i pumpen. Endvidere er det lagt til grund, at nyttiggørelsen ikke har medført et øget forbrug af elektricitet i køleanlægget.

Under disse omstændigheder fandt retten, at slagteriet er berettiget til at opgøre nedsættelsen af tilbagebetalingen efter elafgiftslovens § 11, stk. 9 - nu stk. 10. Retten har anført, at der efter bestemmelsens ordlyd ikke er grundlag for at begrænse dens anvendelsesområde, således at den ikke omfatter et tilfælde, som det omhandlede, hvor den nyttiggjorte varme delvis er fremstillet på grundlag af andet, der dog ikke kan karakteriseres som ikke-afgiftspligtige brændsler. 

Landsskatteretten har jf. SKM2006.366.LSR afsagt kendelse i en sag, hvor et varmeværk producerede varme på to kedellinjer, dels en biobrændselsfyret (halmfyringsanlæg), dels en oliefyret. Det blev lagt til grund, at den i sagen omhandlede olie udelukkende blev anvendt til fremstilling af varme. Olien blev anvendt i det fyringsanlæg, hvor der udelukkende blev anvendt olie som energikilde. Der var således ikke tale om samtidig indfyring af olie og biobrændsel.

I medfør af olieafgiftslovens § 11, stk. 4, er virksomheden herefter som udgangspunkt ikke berettiget til tilbagebetaling af afgiften af den forbrugte olie. I henhold til olieafgiftslovens § 11, stk. 13 (dagældende), kan der dog ydes tilbagebetaling for forbruget af afgiftspligtige varer, der overstiger en beregnet mængde, når mindst 25 % af den indfyrede energi hidrører fra andet end afgiftspligtige brændsler.

Landsskatteretten fandt, at virksomheden ikke er berettiget til at anvende olieafgiftslovens § 11, stk. 13, vedrørende det omhandlede olieforbrug. Retten har herved fundet, at vurderingen af, om de i bestemmelsen angivne betingelser er opfyldt, skal foretages på grundlag af forbrug indfyret i det enkelte anlæg.

Landsskatteretten har jf. SKM2007.159.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie-, gas- og CO2-afgift af energiforbrug, der er medgået til fremstilling af varme og varmt vand til brug i lokaler, der blev anvendt til opdræt af forsøgsdyr til laboratorieforsøg. Kendelsen er stadfæstet af byretten i SKM2008.428.BR  og af landsretten i SKM2009.265.VLR.

Virksomheden havde som hovedaktivitet avl af dyr til laboratorieforsøg med henblik på videresalg til aftagere over hele Europa. Virksomheden fik ikke medhold i, at den kunne få tilbagebetalt afgiften. Byretten anførte bl.a., at reglerne for afgift af mineralolie er underlagt EU-regulering. Af Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 (i dag 2003/96/EF) fremgår, at mineralolie anvendt til brændsel som udgangspunkt er afgiftspligtig. I direktivets artikel 8, stk. 2, litra f (nu artikel 15, stk. 3), fremgår, at medlemsstaterne helt eller delvist kan fritage eller lempe afgiften for mineralolie, der udelukkende anvendes inden for landbrug, gartneri, skovbrug eller dambrug. Som følge af henvisningen til landbrug, og da udtrykket staldbygning heller ikke efter en naturlig forståelse af ordet omfatter lokaler til opdræt af mus og rotter til forsøgsdyr, fandt undtagelsen i lovens § 11, stk. 5, nr. 3, ikke anvendelse. Der var heller ikke grundlag for at anvende fritagelsen i § 11, stk. 5, nr. 2, om særligt indrettede rum. Retten lagde vægt på, at opvarmningen ikke udelukkende var et led i en forarbejdning, der ændrer varens karakter. Dette var gældende, uanset at dyrene trives bedst ved de 21 grader celsius, som rummet opvarmes til.

Landsretten kunne heller ikke ud fra indretning og anvendelse anse bygningerne for staldbygninger efter ordlyden af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3. Retten lagde desuden vægt på, at lovgivningens regler om erhvervsvirksomheders afgiftspligt og undtagelsen vedrørende staldbygninger blev indført, da rådsdirektiv af 19. oktober 1992 (Rdir 92/81 som ændret ved Rdir 94/74) om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier, som indeholder fritagelsesadgang vedrørende landbrug, gartneri, skovbrug og dambrug, var gældende. Af samme grunde og under hensyn til, at undtagelsesbestemmelserne i mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 5, med det i § 11, stk. 5, nr. 3, nævnte bilag er omfattende og detaljerede, var der heller ikke grundlag for ved udvidende fortolkning eller analogi at nå til det modsatte resultat.

Landsskatteretten har, jf. SKM2008.665.LSR, truffet afgørelse i en sag om godtgørelse af energiafgift af energi forbrugt til stilstandsvarme og tankopvarmning. Energiforbruget blev anvendt i spids- og reservelastvarmecentraler, der supplerer den fjernvarme, der tilføres fjernvarmenettet. Energiforbruget blev anset for at indgå som et integreret og væsentligt led i selskabets produktion og levering af fjernvarme. Selskabet kunne derfor ikke få godtgjort energiafgifterne.

Sagen blev indbragt til Landsretten, hvor Østre Landsret i sin dom af 21. september 2010 fandt, at energiforbruget, der blev registreret særskilt, ikke kunne anses for anvendt til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden. Landsretten anså dermed energiforbruget for anvendt til procesformål. Virksomheden havde således krav på tilbagebetaling af afgift efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, og de tilsvarende bestemmelser i elafgiftsloven, kulafgiftsloven og gasafgiftsloven. Dommen er offentliggjort på SKM2010.705.ØLR

 Der er den 6. juli 2011 offentliggjort et styresignal (SKM2011.474.SKAT) med titlen Energiafgifter - godtgørelse af afgift af varme til stilstandsvarme og tankopvarmning, der beskriver ændret praksis på området og regler om genoptagelse. 

 Der blev samme dato også offentliggjort et nyhedsbrev med titlen Energiafgifter - godtgørelse af afgift af varme til stilstandsvarme og opvarmning af olietanke, som mere uddybende beskriver reglerne om godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift for forbrug af varme til stilstandsvarme og tankopvarmning i varmeproduktionsanlæg og kraftvarmeanlæg som følge af landsretsdommen. 

Udlejning af forskelligt udstyr inkl. strøm
Skatterådet har, jf. SKM2009.739.SR, afgivet bindende svar i en sag om korttidsudlejning af strømforbrugende udstyr, idet udlejningen

skete inkl. strømforbrug. Virksomheden har adgang til at få godtgjort elektricitetsafgift efter reglerne om procesenergi vedrørende forbrug af elektricitet fremstillet på egne generatorer, som anvendes i forbindelse med udtørring af bygninger, hvor der som led i en all-inclusive aftale sker udlejning af selskabets eget strømforbrugende udstyr (affugtere og varmelegemer), når udlejning ifølge aftale med kunden sker inkl. udstyrets forbrug af elektricitet til en forud fastsat samlet pris. Den bindende virkning af spørgsmål 1, 2, 5, 6, 7 og 9 blev gjort begrænset til 1. januar 2010.

Nedenfor følger et uddrag af afgørelser i relation til afgrænsningen mellem procesenergi og rumvarme/varmt vand:

Nedkøling/klimaanlæg
Der er tale om energi, der bruges til nedkøling. Energien anses for at være forbrugt til procesformål eller til komfortkøling. Komfortkøling, hvor nedkølingen sker af hensyn til de ansattes eller kundernes komfort (fx klimaanlæg), giver ikke ret til godtgørelse. Se F.6.2.6.

Evt. varme, der fremstilles eller forbruges ved drift af klimaanlæg, er dog omfattet af rumvarmereglerne.

Lønforarbejdning
Der har været rejst spørgsmål om den godtgørelsesmæssige stilling i relation til farveriers forarbejdning/ farvning af uld mv., når dette sker i lønarbejde, hvorved det ikke er farveriet, der ejer ulden.

Baggrunden for spørgsmålet er følgende bestemmelse i afgiftslovgivningen: "Varme og varer, der anvendes til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen vaskes ...".

Det er fastslået, at det ikke har været hensigten at udelukke virksomheder, der foretager lønforarbejdning af varer, fra at opnå afgiftsgodtgørelse.

Den afgørende grænse går således ikke på, om varen, der forarbejdes, ejes af forarbejderen eller ej, men om der er tale om forarbejdning som led i fremstillingen af en vare, der afsættes til endeligt forbrug.

Fremstilling af betonelementer
En betonelementfabrik anvender varme og damp til opvarmning af materialer til fremstilling af betonelementer, og varme til direkte opvarmning ved hærdning af betonelementerne.

Afgørelse: Ovennævnte forbrug er anset for procesenergi. Afgiftslovgivningens bestemmelse for procesenergi om opvarmning af en vare, der er under forarbejdning, til mindst 10 grader C over temperaturen i det omgivende rum, er dermed anset for opfyldt.

Opvarmningen sker enten ved direkte strålevarme på betonelementet eller ved indbyggede varmtvandsrør i selve formen, hvor betonelementet støbes.

Landsskatteretten har den 20. september 2002, jf. SKM2003.31.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift af et selskabs energiforbrug ved opvarmning i forbindelse med hærdning af betonelementer, hvor der blev anvendt  kaloriferer ved opvarmningen.

Retten fandt, at den varme, der blæses fra kaloriferer placeret i en støbehal over de udstøbte elementer, er rumvarme omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. pkt. Retten fandt imidlertid, at det må antages at betonen udsættes for en temperaturstigning i forhold til det omgivende rum på mindst 10 grader C ved opvarmningen, hvorfor forholdet er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 og dermed også af kuldioxidafgiftslovens § 9.

Retten fandt således, at selskabet er berettiget til godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift af selskabets forbrug af varme i forbindelse med hærdningen af betonelementer. 

Retten har efterfølgende i den konkrete sag præciseret, at under forudsætning af, at opvarmning i forbindelse med hærdningsprocessen, der foregår i en såkaldt klargøringshal, er identisk med forholdene i støbehallen, gælder kendelsen efter rettens opfattelse også for klargøringshallen.

Hvis der derimod sker en generel opvarmning af selve fabrikslokalerne, fx ved kaloriferer, hvor luften ikke - som anført i Landsskatterettens kendelse - blæses over de udstøbte betonelementer, skal energien behandles efter reglerne for rumvarme.

Elektriske apparater
Der har været rejst spørgsmål om den godtgørelsesmæssige stilling for elektricitet, der anvendes til drift af el-apparater og hårde hvidevarer (fx almindelige vaskemaskiner og opvaskemaskiner mv.).

Afgørelse: Nævnte apparater er ikke omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3, og elforbruget anses derfor som procesenergi. Dette gælder også for den elektricitet, der anvendes til opvarmning af vand ved hjælp af et varmelegeme, der er monteret i selve apparatet/ maskinen.

Visse vaskerianlæg mv. kan være monteret/sammenbygget med en elbaseret vandvarmer, der ikke er en integreret del af apparatet/maskinen. Elektricitet, der forbruges i sådanne selvstændige vandvarmere, er omfattet af rumvarmereglerne, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Frysehuse
Et frysehus anvender varme til opvarmning af gulvkonstruktionen.

Afgørelse: Opvarmning af gulve i frysehuse er anset for energi til procesformål, da opvarmningen udelukkende sker for at forhindre permafrost i jorden under frysehusene - og ikke i forbindelse med opvarmning af rum.

Hoteller mv.
Energiforbrug til opvarmning og varmt vand i hoteller, feriecentre mv. opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi og er derfor omfattet af rumvarmereglerne. Det gælder både forbruget i værelser, lejligheder og fællesrum. Det er uden betydning, om lejer afkræves særskilt betaling for forbrug af varme og varmt vand.

Portsluser
Opvarmning af indgangspartier i fx forretninger og portsluser til lagerlokaler med luftvarme (varmekanon/varmetæppe) eller anden varmekilde opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi og er derfor omfattet af rumvarmereglerne, se endvidere F.6.4.6.

Renrum
En virksomhed, der fremstiller medicinsk udstyr, anvender varme til opvarmning af ventilationsluft i renrum, hvor der fremstilles medicinsk udstyr mv.

Afgørelse: Opvarmning af renrum opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi. Den anvendte varme er derfor omfattet af rumvarmereglerne uanset det arbejdsmiljøbetingede krav til et stort luftskifte i virksomhedens produktionslokaler.

Opvarmning af varmt vand i en svømmehal
Energiforbrug til opvarmning af varmt vand i en svømmehal opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi og er derfor omfattet af rumvarmereglerne.

Skatterådet har afslået, jf. SKM2008.494.SR, at en virksomhed kan få tilbagebetalt energiafgiften af energi brugt i et ventilationsanlæg med befugtersektion til fordampning af vand. Virksomheden har brug for en stor luftudskiftning i produktionslokalerne og har derfor installeret et ventilationsanlæg, hvor indsugningsluften bliver renset, forvarmet ved hjælp af varmen i udsugningsluften og endelig ved hjælp af fjernvarme eller lignende yderligere opvarmet til 22 grader Celsius. I forbindelse med indblæsningen tilsættes luften forstøvet vand, der omgående fordamper og derved øger luftfugtigheden til det ønskede niveau. Til fordampningen af vandet kræves en betydelig mængde energi, som ikke øger luftens temperatur, men kun luftfugtigheden. Skatterådet fandt, at energiforbruget er omfattet af bestemmelsen om rumvarme i gasafgiftslovens § 10, stk. 4.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter