Kapitlet indeholder reglerne for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift.

Ved godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift forstås i denne forbindelse godtgørelse efter følgende love:

Godtgørelsesreglerne i mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven og naturgasafgiftsloven er stort set parallelle. Hvor dette er tilfældet vil der ske en gennemgang af reglerne med henvisning til de pågældende lovbestemmelser i de 4 energiafgiftslove.

I de tilfælde hvor reglerne er forskellige, vil der ske en gennemgang af reglerne for den enkelte afgiftslov.

For andre afgiftsregler end godtgørelsesregler henvises til kapitlerne om de enkelte afgiftslove, se

  • mineralolieprodukter, F.1 
  • kul og affaldsvarme, F.2 
  • elektricitet, F.3 
  • naturgas og bygas, F.4
  • kuldioxid, F.5

I medfør af mineralolieafgiftsloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 1406 af 4. december 2010 om dokumentation for afgiftsgodtgørelse for olie og gas anvendt til landbrugsaktiviteter, benzin anvendt til sejlads og sikkerhedsstillelse og lister over EU-handel. (Dokumentationsbekendtgørelsen) Der refereres til bekendtgørelsen i de tilfælde, hvor den finder anvendelse.

I medfør af mineralolieafgiftsloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 983 af 18. oktober 2005 om farvning af gas- og dieselolie og petroleum (afgiftsmærkning). Reglerne herom er beskrevet i F.1 bilag 2.

I medfør af CO2-afgiftsloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 688 af 19. august 2002 om opgørelse af CO2-afgift af elektricitet til vækstlys, hvortil der refereres i de tilfælde, hvor den finder anvendelse. Reglerne herom er beskrevet i F.6.5.5.

Reglerne for momsregistrerede virksomheders adgang til godtgørelse af energiafgifter fremgår af

  • mineralolieafgiftslovens § 11, § 11 a, § 11 b, § 11 c og § 11 d
  • kulafgiftslovens § 8, § 8 a, § 8 b, § 8 c og § 8 d
  • elafgiftslovens § 11, § 11 b, § 11 c, § 11 d og § 11 e 
  • naturgasafgiftslovens § 10, § 10 a, § 10 b, § 10 c og § 10 d.

Reglerne for godtgørelse mv. af CO2-afgift fremgår af CO2-afgiftslovens § 9, § 9 a, § 9 b og § 9 c. 

I F.6.1.1 foretages med henvisning til de relevante lovbestemmelser en kort gennemgang af de væsentligste elementer i reglerne for momsregistrerede virksomheders adgang til tilbagebetaling af energiafgifter og CO2-afgift.

Periodisering

Spørgsmålet om periodisering af godtgørelsessatsen er aktuelt ved satsændringer, så den rigtige godtgørelsessats altid anvendes. Periodiseringen tager udgangspunkt i det varerelaterede "udleveres til forbrug".  

Godtgørelsessatsen vedrørende afgiften på varer i 2010 samt efterfølgende ændringer f.eks. ved et årsskifte periodiseres synkront med periodiseringen af satsændringerne for den pågældende vare, jf. reglerne om denne periodisering af satsændringerne i § 10, stk. 9 - 11, i lov nr. 527 af 12. juni 2009. Der er tale om et generelt princip, der også anvendes ved momsregistrerede virksomheders godtgørelse af energiafgifter.

Godtgørelsesperioder m.v. samt deres anvendelse er beskrevet andre steder i den juridiske vejledning.  Godtgørelsesperioder bruges bl.a. ved opgørelse af godtgørelse af afgift på energi indkøbt til procesformål, herunder også når energiforbrug skal fordeles mellem procesformål og ikke-proces formål med henblik på fradrag via momsangivelsen.

Nedenfor er der eksempler på periodisering. Listen er ikke udtømmende.

Eksempel 1:

Tilbagebetaling af energiafgiften vedrørende en faktura dateret den 4. januar 2010 vedrørende årsregulering for 2009 samt ny aconto betaling for 1. kvartal 2010 for elektricitetsleverancer angives på den første momsangivelse (md.,kvt.,halvår) for 2010.

For årsreguleringen for 2009 skal godtgørelsessatsen for 2009 anvendes. For aconto betalingen for 1. kvartal 2010 skal godtgørelsessatsen for 2010 anvendes.

Eksempel 2:

Tilbagebetalingen af energiafgiften vedrørende en acontoregning for elektricitetsleverancer i 1. kvartal 2010, som er dateret december 2009 med sidste rettidige betalingsdato den 10. januar 2010 angives på den sidste momsangivelse for 2009.

Det er godtgørelsessatsen for 2010, der skal anvendes.

Eksempel 3:

Tilbagebetalingen af energiafgiften vedrørende en olieleverance foretaget den 28. december 2009 og faktureret den 30. december 2009 angives på den sidste momsangivelse for 2009.

Det er godtgørelsessatsen for 2009, der skal anvendes. Det er ikke afgørende, hvornår faktureringen sker. Faktureringstidspunktet kan derimod være afgørende for opgørelse af godtgørelse i en godtgørelsesperiode.

 

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1, elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1: Udgangspunktet er, at momsregistrerede virksomheder kan opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der forbruges i virksomheden.

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 2, elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk.1, nr. 2: Udgangspunktet er her, at momsregistrerede virksomheder kan opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der er medgået til fremstilling af varme, damp mv., der er forbrugt i virksomheden, og som er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller en anden momsregistreret varmeleverandør.

I F.6.2 er beskrevet nogle situationer, hvor energien ikke kan anses som forbrugt af virksomheden, hvorfor der ikke er adgang til afgiftsgodtgørelse. Bl.a. medfører en ændring af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, pr. 1. januar 2010, at virksomheder, der leverer belysningsydelser, ikke kan anses for forbrugere af den medgåede el, og derfor ikke længere har ret til godtgørelse af elafgift, se nærmere F.6.2.1.

I SKAT-meddelelsen SKM2006.211.SKAT præciseres, at energiafgiftslovene ikke hjemler adgang til at foretage en aftalebaseret allokering af varme.

Landsskatteretten har den 18. oktober 2007, jf. SKM2007.895.LSR godkendt, at skattecentret har tilbagekaldt en tilladelse til aftalemæssig allokering af afregning af fjernvarme. Tilladelsen var givet i strid med hidtidige retningslinjer, der fremgik af vejledningen fra 1987 med titlen "Godtgørelse af energiafgifter for varmeleverancer". Afgørelsen var ugyldig og kunne derfor tilbagekaldes med fremtidig virkning.

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 2, 1. punktum, elafgiftslovens § 11, stk. 16, 1. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 1. punktum: Godtgørelse af energiafgifter ydes som hovedregel i samme omfang, som virksomhederne har fradragsret for købsmomsen af energiprodukter og varme.

Delvis momspligtig virksomhed

Landsskatteretten har i overensstemmelse hermed i kendelsen SKM2010.88.LSR afgjort, at en virksomhed, der var delvis momspligtig, kun havde ret til godtgørelse af elafgift af den el, som virksomheden havde delvis momsfradrag for. Andelen af godtgørelsesberettiget afgift skulle opgøres efter den delvise momsfradragsprocent, som fulgte af momslovens § 38, stk. 1. Selvom virksomheden havde foretaget særskilt måling af elforbruget vedrørende momspligtige aktiviteter, kunne dette ikke berettige til 100 procent godtgørelse af denne del af elforbruget, idet fordelingen af elforbruget skulle ske efter elafgiftslovens § 11, stk. 16, 1. punktum., og altså ud fra den momsmæssige fradragsret. Momsfradraget skal beregnes på grundlag af en omsætningsfordeling, jf. momslovens § 38. Virksomheden har indbragt sagen for domstolene. Ny tekst startByretten har truffet afgørelse i sagen. Dommen er offentliggjort i SKM2011.594.BR. Byretten fandt, at der ikke var hjemmel til at foretage fuldt momsfradrag i henhold til momslovens § 37, stk. 1, for en del af elforbruget i cafeteriet og kiosken, selvom sagsøgerne havde opstillet målere ved henholdsvis cafeteriet og kiosken, der målte elforbruget ved disse aktiviteter. Elektriciteten skullet anses for at være et samlet indkøb, der blev anvendt til både momsfrie og momspligtige formål. Der er var hovedmåler og en samlet afregning overfor elselskabet.Ny tekst slut

Landsskatteretten har i kendelse offentliggjort i SKM2010.848.LSR afgjort, at et pengeinstitut ikke i henhold til elafgiftslovens § 11, stk. 1 og 16, er anset for berettiget til godtgørelse af elafgift i samme omfang, som selskabet har ret til godtgørelse af moms i henhold til momslovens § 45, stk. 4. Virksomheder, der får momsen godtgjort efter momslovens § 45, stk. 4, er ikke momsregistrerede virksomheder i momslovens forstand, og de er dermed ikke omfattet af elafgiftslovens regler om godtgørelse af elafgift.  

Fællesregistrering
Landsretten har den 5. februar 2009, jf. SKM2009.466.VLR, afsagt dom i en sag vedrørende delvis fradragsret i fællesregistrering mv., herunder godtgørelse af elafgift og CO2-afgift. Sagens forhold samt Landsrettens begrundelse og resultat fremgår kort nedenfor:

Selskabet A A/S driver bankvirksomhed, som er fritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Selskabet leverer bl.a. finansielle ydelser til aftagere uden for EU og modtager i den forbindelse godtgørelse efter momslovens § 45, stk. 4. Selskabet A A/S er fællesregistreret med selskabet B A/S, hvori A A/S er eneaktionær. Selskabet B A/S leverer momspligtige ydelser i form af hotelophold med kursuslokaler og bespisning, til kursusudbydere, herunder til selskabet A A/S.

Sagen omhandlede blandt andet, om fællesregistreringen var berettiget til afgiftsgodtgørelse efter den dagældende elektricitetsafgiftslov § 11, stk. 15 og CO2-afgiftsloven § 9, stk.1 og 4, nr. 3 for den del af forbruget som vedrørte finansielle aktiviteter i relation til kunder uden for EU. Landsretten udtalte, at selskabet har anvendt elektriciteten i forbindelse med finansiel virksomhed, som ikke er registreringspligtig. Selskabet er derfor ikke berettiget til fradrag for moms af udgiften til elektricitet, og man har som følge heraf ikke ret til godtgørelse af elafgift efter den dagældende elafgiftslov § 11, stk. 15.

Bestemmelsen i momsloven har sin baggrund i Rådets 6. direktiv 77/388/EØF artikel 17, stk. 3, hvor det fremgår, at der kan ydes "fradrag for eller tilbagebetaling" af moms i nogle nærmere angivne situationer herunder litra c, som svarer til momslovens § 45, stk. 4. Direktivet stiller således nationalstaterne frit inden for denne ramme, og man har i Danmark valgt at placere bestemmelsen i momslovens kapitel 10, som til foreskel fra kapitel 9 om fradrag, omhandler betingelserne for godtgørelse.

Der er efter det anførte ikke grundlag for at anse begreberne som synonyme med den konsekvens, at momsgodtgørelse efter § 45, stk. 4, uanset ordlyden af tilbagebetalingsreglerne i el- og CO2-afgiftslovgivningen skulle føre til, at der består et krav på tilbagebetaling af el- og CO2-afgifter.

Ved fællesregistrering af selskaber med såvel momspligtige, momsfritagne og godtgørelsesberettigede aktiviteter efter momslovens § 45, stk. 4 er der kun muligt at få godtgjort el- og CO2-afgifter i samme omfang som den momspligtige omsætning. Se også F.6.2.5.

Rumvarme og varmt vand
Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum: Med disse bestemmelser sker der en begrænsning i adgangen til afgiftsgodtgørelse i forhold til ovennævnte, idet der ikke ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme og varmt vand.

Bestemmelserne indebærer som anført ovenfor bl.a., at virksomheder, der fremstiller varme, damp mv., fx fjernvarmeværker og kraftvarmeværker, ikke kan opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes til fremstilling af varme mv., der leveres fra virksomheden.

Elafgiftslovens § 11, stk. 3: Denne bestemmelse indeholder tilsvarende som de øvrige energiafgiftslove en begrænsning i adgangen til afgiftsgodtgørelse for elektricitet, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand samt forbrug af elektricitet i el-radiatorer, strålevarmanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden.

Momsregistrerede producenter af varme, varmt vand og kulde, der leveres til forbrug, har dog ret til delvis godtgørelse af elafgift af elektricitet, der anvendes til den pågældende produktion.

Reglerne om rumvarme og varmt vand er nærmere beskrevet i F.6.3.

Bemærk: Reglerne om afgiftslempelse for fjernvarme (elpatronordningen), der gælder for momsregistrerede kraftvarmeproducenter, er nærmere beskrevet i bl.a. afsnit F.3.8.1.

Kulde og komfortkøling
Der ydes ikke afgiftsgodtgørelse for varme og afgiftspligtige varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde, som leveres fra en virksomhed.

Der ydes heller ikke afgiftsgodtgørelse for varme og afgiftspligtige varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde, eller af kulde leveret til virksomheden til køling af rum, hvor kølingen sker af komfortmæssige hensyn.


Procesenergi
Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, elafgiftslovens § 11, stk. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5: Med disse bestemmelser sker der en modifikation af ovennævnte bestemmelser om rumvarme og varmt vand, idet bestemmelsen - på nærmere anførte betingelser - giver adgang til afgiftsgodtgørelse for varer, varme og varmt vand, der anvendes som procesenergi i forbindelse med varefremstilling.

Reglerne om godtgørelse af energiafgifter er nærmere beskrevet i F.6.4 (procesenergi - Energiafgifter).

CO2-afgift
CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1: I medfør af denne bestemmelse ydes der ikke godtgørelse af CO2-afgift.

CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2: Bestemmelsen giver adgang til delvis godtgørelse af energispareafgiften på el, der anvendes til formål, som er omfattet af bilaget/proceslisten til CO2-afgiftsloven (tung proces).

CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4: Bestemmelsen giver adgang til delvis godtgørelse af energispareafgiften på el, der anvendes som vækstlys i væksthuse. I vejledningen omtales dette forbrug også som tung proces.

CO2-afgiftslovens § 9 a: Med denne bestemmelse kan kvoteomfattede virksomheder opnå fuld godtgørelse af CO2-afgift af brændselsforbrug herunder varme til procesformål.

CO2-afgiftslovens § 9 b: Med denne bestemmelse kan momsregistrerede virksomheder opnå fuld godtgørelse af CO2-afgift af kvoteomfattede varmeleverancer til procesformål.

CO2-afgiftslovens § 9 c: Med denne bestemmelse kan ikke-kvoteomfattede virksomheder med tung proces opnå et bundfradrag i CO2-afgiften af energiforbrug til procesformål.

Reglerne om godtgørelse af CO2-afgift er nærmere beskrevet i F.6.5 (procesenergi - CO2-afgift).

Bilag til elafgiftsloven
Elafgiftslovens § 11, stk. 2: I medfør af denne bestemmelse er der optrykt et bilag (bilag 1), der indeholder en liste over virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til godtgørelse af elafgift.

De nærmere regler i relation bilaget er beskrevet i F.6.6.

Eldistributionsbidrag
Elafgiftslovens § 11, stk. 1 og 15: Af disse bestemmelser fremgår reglerne for godtgørelse af eldistributionsbidrag.

De nærmere regler om godtgørelse af eldistributionsbidrag er beskrevet i F.6.7.

Motorbrændstof
Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 2. punktum: Der ydes som hovedregel ikke godtgørelse af energiafgiften og CO2-afgift af olie, LPG-gas og naturgas, der anvendes som motorbrændstof, jf. dog mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, hvorefter der ydes afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes ved mark- og skovarbejde o.l., dvs. ved aktiviteter indenfor jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl.

Efter ordlyden af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 3. pkt., er der ikke hjemmel til at give godtgørelse af mineralolieafgift, når olien påfyldes en registreret lastbil, hvis motor driver en gyllepumpe påmonteret en anhænger til lastbilen, uanset at gyllepumpen anvendes til en godtgørelsesberettiget landbrugsaktivitet efter lovens § 11, stk. 3, 1.pkt. Se SKM2009.263.VLR. Se F.6.10.1.

Naturgas - afprøvning af motorer

Derudover er der en undtagelse i naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 3. punktum, hvorefter der ydes afgiftsgodtgørelse for gas, der anvendes som motorbrændstof ved afprøvningen af gasmotorer i forbindelse med produktionen af disse.

Reglerne om motorbrændstof er nærmere beskrevet i F.6.10.

Anden godtgørelse
Endelig giver afgiftslovene adgang til afgiftsgodtgørelse for forbrug i visse andre tilfælde.

Bestemmelsen om godtgørelse af afgiften ved rutekørsel er ophævet ved lov nr. 524 af 17. juni 2008. Ifølge bekendtgørelse nr. 836 af 18. august 2008 om ikrafttræden af dele af lov nr. 524 af 17. juni 2008 om ændring af momsloven og forskellige andre love er bestemmelsen trådt i kraft den 1. september 2008.

Ny tekst startOlie- og elafgift godtgøres af energiprodukter, der anvendes til togdrift. Dette følger af elafgiftsloven og mineralolieafgiftsloven. Efter administrativ praksis godtgøres også momsen af energiafgiften. Praksis er begrundet i, at forudsætningen for at opkræve momsen ikke er tilstede, når afgiftsbeløbet godtgøres. En godtgørelse stiller virksomheden på samme måde, som hvis reglen havde været udformet som en fritagelse.Ny tekst slut

Folketinget vedtog i 1995 en række love (grønne afgifter), der tog sigte på at forbedre miljøet ved bl.a. at tilskynde virksomhederne at spare på forbruget af energi og bruge mere miljøvenlige energiprodukter.

Disse regler, som trådte i kraft den 1. januar 1996, betød bl.a., at godtgørelse af energiafgift af energi til rumvarme og varmt vand blev reduceret - for helt at falde bort pr. 1. januar 1998.

Der skete også betydelige ændringer i CO2-afgiftsloven, bl.a. en opdeling af procesenergi i let proces og tung proces.

Nedenstående skema viser i hovedtræk momsregistrerede virksomheders adgang til afgiftsgodtgørelse i pct. eller brøk for perioden fra 1. januar 1996 til 31. december 2007:

Afgift for  Proces-formål1)  Rumvarme/ varmt vand
  19961997199819992000- 2004 3)

2005- 2007 4)

19961997

1998-2007 

Olie, elektricitet2), kul og LPG-gas 100100 100 100 100 100 7035 0
Naturgas og bygas 100100100 100 100 100000
CO2-afgift - let proces 50403020 10 0 0 00
CO2-afgift - tung proces 9590 8580 75 13/18 0 00

Noter:

  1. Motorbrændstof, der anvendes ved mark- og skovarbejde o.l., betragtes som procesformål, se F.6.10.2.
  2. Der er kun 75 pct. fradrag for eldistributionsbidraget, der blev indført pr. 1. juli 1999. Se F.6.7.
  3. Gælder for årene 2000, 2001, 2002, 2003 og 2004.
  4. Gælder for årene 2005, 2006 og 2007.

Godtgørelsessatser 2008 og 2009
Nedenstående oversigt viser i hovedtræk godtgørelsessatserne, som har været gældende fra 1. januar 2008 til 31. december 2009.

 Afgift

Procesformål (let proces) 

Procesformål(tung proces) 

Rumvarme/varmt vand 

Energiafgift af olie, petroleum, LPG-gas og raffinaderigas 

 100 pct. 1)

 100 pct.

0 pct. 

Energiafgift af kulprodukter og affaldsvarme 

 100 pct.

 100 pct.

0 pct. 

Energiafgift af elektricitet 

 100 pct. 2) 3)

 100 pct. 2)3)

0 pct. 

Energiafgift af naturgas og bygas 

 100 pct. 1)

 100 pct.

0 pct. 

CO2-afgift af elektricitet

 0 pct.

 61/86 4) 5)

 0 pct.

CO2-afgift af andet energiforbrug

 0 pct.

 13/18 6)

0 pct. 

Noter:

1. Motorbrændstof, der anvendes ved mark- og skovarbejde o.l., betragtes som procesformål, se F.6.10.2.

2. Der ydes ikke afgiftsgodtgørelse for elforbrug til ydelser omfattet af bilaget til elafgiftsloven, se F.6.6.

3. Der ydes dog ikke godtgørelse for 1 øre pr. kWh af eldistributionsbidraget. Virksomheder med et samlet årligt forbrug på over 15 mio. kWh kan få 100 pct. godtgørelse af eldistributionsbidraget for forbrug af elektricitet, der overstiger 15 mio. kWh. Se F.6.7.

4. Der ydes kun afgiftsgodtgørelse for visse typer af elforbrug til formål nævnt i proceslistens nr. 1 - 14, se F.6.5.3.   

5. Godtgørelse af elektricitet til vækstlys, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 9, er ligeledes 61/86 af CO2-afgiften, se F.6.5.5

6. Godtgørelsen på 13/18 svarer til 72,22 pct.

I nedenstående oversigt er nævnt de love, hvor der er sket ændringer i godtgørelsesreglerne efter 1. januar 1996:

  • Lov nr. 1220 af 27. december 1996 (Lempelse af raffinaderiers betaling af afgift, lempelse for vækstlys mv.)
  • Lov nr. 444 af 10. juni 1997 (Justering af rumvarmeafgiften)
  • Lov nr. 389 af 2. juni 1999 (eldistributionsbidrag mv.)
  • Lov nr. 963 af 20. december 1999 (Ændring af proceslisten og afgift af rumvarme)
  • Lov nr. 393 af 6. juni 2002 (Ændret kraftvarmebeskatning, lettelser til erhvervslivet m.m.)
  • Lov nr. 462 af 9. juni 2004 (Gennemførelse af Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 og forenklinger af energiafgifterne)
  • Lov nr. 464 af 9. juni 2004 (Tilpasninger af CO2-afgiften for det CO2-kvoteomfattede energiforbrug)
  • Lov nr. 1391 af 20. december 2004 (Nedsættelse af visse afgifter på virksomheders ressourceforbrug m.v.)
  • Lov nr. 1416 af 21. december 2005 (Lavere partikeludslip fra nye dieselbiler, afgiftsnedsættelse på overskudsvarme ....)
  • Lov nr. 1417 af 21. december 2005 (Afgiftslempelser på fjernvarme m.v. som led i udmøntning af finanslovsaftalen 2006, afgiftslempelse ...)
  • Lov nr. 520 af 7. juni 2006 (ændring af bl.a. CO2-afgiftsloven)
  • Lov nr. 1536 af 19. december 2007 om ændring af forskellige energiafgiftslove mv. (indeksering af energiafgifterne)
  • Lov nr. 524 af 17. juni 2008 om ændring af momsloven og forskellige andre love (.. undtagelser til energibeskatningsdirektivet)
  • Lov nr. 528 af 17. juni 2008 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love (Implementering af energiaftalen) 
  • Lov nr. 461 af 12. juni 2009 om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer, lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv. og forskellige andre love og om ophævelse af lov om tilskud til elproduktion (omlægning af affaldsforbrændingsafgiften)
  • Lov nr. 527 af 12. juni 2009 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love (Forhøjelse af energiafgifterne, afgift på erhvervenes energiforbrug, afgiftsmæssig ligestilling af central og decentral kraft-varme, afgift på smøreolie m.v. og forhøjelse af affaldsafgiften)
  • Lov nr. 1384 af 21. december 2009 om ændringer som følge af afgørelse i statsstøttesag m.m.
  • Lov nr. 722 af 25. juni 2010 om ændringer i elpatronordningen, udvidelse af solcelleordningen i elafgiftsloven og afgift på andre klimagasser end CO2 m.v.
  • Lov nr. 1564 af 21. december 2010 (Ændrede fordelingsregler på kraftvarmeområdet
  • Lov nr. 625 af 14. juni 2011 (Ændring af afgift på erhvervenes energiforbrug)

 

Lov nr. 462
Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 skete der bl.a. en forenkling af administrationen for momsregistrerede virksomheder, der bruger energi til lette procesformål. Ændringerne trådte i kraft den 1. januar 2005.

Der er i hovedræk tale om følgende ændringer:

  • CO2-afgiftssatserne nedsættes med 10 pct.
  • Den hidtidige afgiftsgodtgørelse for momsregistrerede virksomheder på 10 pct. af CO2-afgiften af energi til lette procesformål ophæves.
  • Energiafgiftssatserne hæves med et beløb, som svarer til det, som CO2-afgiften nedsættes med.

Adgangen til godtgørelse af energiafgifter til procesformål er ikke ændret.

Godtgørelse af CO2-afgift for energi til tung proces nedsættes fra 75 pct. af CO2-afgiften til 13/18, svarende til 72,22 pct. af CO2-afgiften. Denne ændring har kun betydning for virksomheder med energiforbrug til tung proces.

Selv om godtgørelsesandelen nedsættes, så er virksomhedernes betaling af CO2-afgift den samme.

Oversigt over godtgørelsesprocenter for CO2-afgift:

CO2-afgift - procesformålGodtgørelse indtil 1. januar 2005 Godtgørelse pr. 1. januar 2005   
Let proces10 pct.0 pct.
Tung proces75 pct.13/18

For virksomheder, der har en procesaftale eller promsaftale om energieffektivisering med Energistyrelsen, ændres satsen for tilskud til CO2-afgift fra 22 pct. af CO2-afgiften til 11/45 af CO2-afgiften.

Tilskuddet for energiforbrug, der er omfattet af rumvarmeaftaler, er uændret 22 pct. af energi- og CO2-afgiften.

Lov nr. 464
 Der er ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 sket en tilpasning af CO2-afgiftsloven - som følge af indførelse af en CO2-kvoteordning, der omfatter visse, almindeligvis større momsregistrerede virksomheder, jf. lov nr. 493 af 9. juni 2004 om CO2-kvoter.

Ændringerne i CO2-afgiftsloven for de kvoteomfattede virksomheder er indsat som ny § 9a i CO2-afgiftsloven.

lov nr. 1391
Der er ved lov nr. 1391 af 20. december 2004 bl.a. sket en justering af CO2-afgiftslovens § 9a, stk. 1, der blev indsat ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 (se ovenfor), således at virksomheder med et kraftvarmeværk/kedelcentral, der er udlagt som en selvstændig juridisk person/enhed, på visse betingelser kan opnå fuld godtgørelse af CO2-afgiften af forbruget af damp/varme, der leveres direkte fra den CO2-kvoteomfattede produktionsenhed (kraftvarmeværket/kedelcentralen).

Lov nr. 1417

  • Energiafgiften af elektricitet forhøjes med 0,1 øre pr. kWh  
  • CO2-afgiften af elektricitet nedsættes med 0,4 øre pr. kWh
  • Godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til tung proces ændres fra 13/18 til 61/86
  • Godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til vækstlys ændres fra 75 pct. til 61/86
  • Tilskud til CO2-afgift af elektricitet omfattet af en procesaftale og promsaftale ændres fra 11/45 til 11/43.

Skatteministeren har ved bekendtgørelse nr. 1327 af 30. november 2007 sat ændringerne i kraft den 1. januar 2008. Reglerne er godkendt af Europa-kommissionen. Der er sammenfald mellem ikrafttrædelsestidspunktet og virkningstidspunktet for ændringerne.

Lov nr. 520
 Ved lov nr. 520 af 7. juni 2006 er der sket en ændring af CO2-afgiftslovens godtgørelsesregler i § 9, stk. 2 vedrørende forbrug af el til tung proces. Lovændringen indebærer, at virksomheder omfattet af proceslistens nr. 1-14 kan få godtgjort 61/86 af CO2-afgiften af el, som bruges tilfremstilling af varme - til tung proces. 

Skatteministeren har ved bekendtgørelse nr. 1326 af 30. november 2007 sat ændringen i kraft den 1. januar 2008. Ændringen er godkendt af Europa-Kommissionen. Der er sammenfald mellem ikrafttrædelsestidspunktet og virkningstidspunktet for ændringen.

 Ved lov nr. 1536 af 19. december 2007 om ændring af forskellige energiafgiftslove mv. (Indeksering af energiafgifterne) er energiafgifterne blevet reguleret/opskrevet frem til 2015.

Lov nr. 528
 Ved lov nr. 528 af 17. juni 2008 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love (Implementering af energiaftalen) er der bl.a. sket følgende ændringer af energiafgiftslovgivningen:

  • CO2-afgiften på brændsel forhøjes fra 91,6 kr. pr. ton CO2 (90 kr. pr. ton CO2 i 2007) til 150 kr. pr. ton CO2, svarende til den forventede kvotepris. Samtidig nedsættes energiafgifterne med ca. 4 kr. pr. GJ. Netto vil den samlede energiafgift inklusive CO2-afgift blive den samme som før afgiftsomlægningen.
  • For brændsler til rumvarme og almindelig benzin og diesel til transportformål, hvor der både er energiafgifter og CO2-afgifter, er omlægningen neutral. Biobenzin og biodiesel falder dog netto.  Der kan betales afgift efter energiindholdet.
  • For brændsel til proces og brændsel til elfremstilling uden for kvotesektoren stiger den effektive afgift til 150 kr. pr. ton. Herved bliver incitamentet til at reducere CO2 uden for og inden for kvotesektoren ens.
  • Proceslisten for brændsler til procesformål ophæves, men opretholdes for elforbrug.
  • Der indføres et bundfradrag for brændsler for virksomheder med tung proces uden for kvotesytemet. Bundfradraget er et fast beløb, der kan fratrækkes den skyldige afgift vedrørende procesformål. Bundfradraget er baseret på historisk energiforbrug og afgiftsbetaling i en basisperiode.
  • Der indføres en fritagelse for CO2-afgift for ikke-kvoteomfattede virksomheder, der aftager fjernvarme fra kvoteomfattede virksomheder til procesformål.
  • CO2-afgiften på elektricitet nedsættes med 1,8 øre pr. kWh.
  • Bestemmelserne i CO2-afgiftsloven om overskudsvarmeafgift udgår.
  • Elproducenterne, der ikke er kvoteomfattede, opnår kompensation for betaling af CO2-afgift af brændselsforbruget.

 

Lov nr. 461 af 12. juni 2009
Lov nr. 461 af 12. juni 2009 omhandler en omlægning af affaldsforbrændingsafgiften.

Forbrændingsafgiften af affald omlægges til en almindelig afgift på energi og CO2. Omlægningen gennemføres samlet ved følgende initiativer:

  • Afskaffelse af affaldsforbrændingsafgiften
  • Forhøjelse af affaldsvarmeafgiften
  • Der indføres CO2-afgift ved affaldsforbrænding
  • Statstilskuddet til decentral affaldsbaseret elproduktion afskaffes.

De typer affald, som i dag er fritaget for forbrændingsafgiften, berøres ikke af omlægningen, jf. dog lov nr. 527 af 12. juni 2009 vedrørende farligt affald.

Lov nr. 527 af 12. juni 2009
Lov nr. 527 af 12. juni 2009 omhandler en forhøjelse af energiafgifterne, afgift på erhvervenes energiforbrug, afgiftsmæssig ligestilling af central og decentral kraftvarme, afgift på smøreolie m.v. og forhøjelse af affaldsafgiften.

 

Loven er en udmøntning af Skattereformen, Forårspakke 2.0 på følgende aftalepunkter:

  • Forhøjelse af energiafgifterne på brændsler og el med hhv. 15 pct. og 5 pct. 
  • Forhøjelse af grøn energiafgift på el i husholdninger og erhverv med 6 øre pr. kWh. (Ikrafttræden: 1. januar 2011) For erhvervenes fremstilling udgør afgiften lidt under en tredjedel i perioden 2010-2012. Afgiften er lempet for landbrug og gartneri.
  • Indførelse af energiafgift på brændsler anvendt til fremstilling i erhverv med 15 kr. pr. GJ. Afgiften udgør lidt under en tredjedel i perioden 2010-2012. Afgiften er lempet for landbrug og gartneri. 
  • Mineralogiske processer, kemisk reduktion, elektrolyse og metallurgiske processer friholdes for afgift i overensstemmelse med EU's energibeskatningsdirektiv 2003/96 af 27. oktober 2003. 
  • Med aftalen Lavere skat på arbejde fra 2007 blev energiafgifterne indekseret frem til 2015. Med Forårspakke 2.0 indekseres energiafgifterne også efter 2015.
  • Der indføres ens beskatning af central og decentral kraftvarme.  
  • Energiafgift på el til belysning. 
  • Reglerne vedrørende afgift af el til opvarmning af transformerstationer mv. præciseres, således at der betales afgift heraf. 
  • Afgift på køling som ligestiller energi til opvarmning og nedkøling. 
  • Forhøjelse af affaldsafgiften via en forhøjelse af deponeringssatsen, indeksering af forbrændingsafgiften og afgift på farligt affald. 
  • Der indføres afgift på smøreolier, hydraulikolier mv.Skatteministeren har udstedt bekendtgørelse nr. 1125 af 1. december 2009 om ikrafttrædelse af lov nr. 464, lov nr. 1391, lov 528, lov nr. 461 og lov nr. 527.
  • Skatteministeren har udstedt bekendtgørelse nr. 1125 af 1. december 2009 om ikrafttrædelse af lov nr. 464, lov nr. 1391, lov 528, lov nr. 461 og lov nr. 527.

     

Lov nr. 1384 af 21. december 2009
Lov nr. 1384 af 21. december 2009 omhandler overvejende ændringer som følge af EU-Kommissionens afgørelse i statsstøttesag mm., det vil sige ændringer i relation til lov nr. 464 af 9. juni 2004 og lov nr. 1391 af 20. december 2004.

 

Lov nr. 722 af 25. juni 2010
Ved lov nr. 722 af 25. juni 2010 er der bl.a sket følgende ændringer m.v.:

  • Elpatronordningen ændres
  • Solcelleordningen i elafgiftsloven udvides
  • Der indføres en afgift på andre klimagasser end CO2 (metanafgift)
  • Ordningen om bundfradrag i CO2-afgiften ændres.

Lov nr. 1564 af 21. december 2010
Ved lov nr. 1564 af 21. december 2010 er brændselsfordelingsreglerne på kraftvarmeområdet blevet ændret.

 

 

Lov nr. 625 af 14. juni 2011

Ved lov nr. 625 14. juni 2011 er der samlet set sket en lempelse af energiafgifterne på erhverv i forhold til afgifterne, som erhvervene blev pålagt ved Forårspakke 2.0. Ikrafttræden: 1. janaur 2012. Der er derudover bl.a. indført en valgfri metode til at opgøre tillægsafgift og CO2-afgift for affaldsforbrændingsanlæg (røggasmetode).

 

Generelle regler før 1. januar 2010

Momsregistrerede virksomheder kunne få fuld godtgørelse af energiafgifter på brændsler til proces i forbindelse med momspligtige aktiviteter.

Virksomhederne kan ikke få godtgørelse af afgift på brændsler, som anvendes til rumvarme og varmt vand.

Momsregistrerede virksomheder, bortset fra liberale erhverv, kunne få godtgørelse af elafgift på elektricitet til processer i forbindelse med momspligtige aktiviteter. Der ydes dog ikke godtgørelse af 1 øre pr. kWh for forbrug til og med 15 mio. kWh pr. år.

Virksomhederne kan ikke få godtgørelse af elafgift på elektricitet til brug i elektriske radiatorer og vandvarmere mv. (rumvarme og varmt vand).

Godtgørelsessatser mv. fra 1. januar 2010

Lov nr. 527 af 12. juni 2009
Ved lov nr. 527 af 12. juni 2009 blev adgangen til godtgørelse af afgift af brændsler og elektricitet nedsat med virkning fra og med den 1. januar 2010.

Nedsættelsen af godtgørelsen skulle ifølge lov nr. 527 være indfaset i 2013.

Lov nr. 625 af 14. juni 2011
Ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 er der samlet set sket en lempelse af godtgørelsen af energiafgifter på erhverv i forhold til ændringerne ved lov nr. 527 af 12. juni 2009 (forårspakke 2.0)., som indebar en væsentlig stigning af virksomhedernes betaling af energiafgifter (procesafgift) fra 1. januar 2013.

Denne stigning af virksomhedernes betaling af energiafgifter er nedsat proportionalt ved lov nr. 625, men til gengæld indfases afgiftsstigningen fra 2012 i stedet for fra 2013.

Dette indebærer, at satserne, som momsregistrerede virksomheder skal anvende for at beregne den nedsatte godtgørelse af energiafgifter (virksomhedernes betaling af procesafgift), er ændret for 2012 og efterfølgende år.

Bemærk: Der gælder andre godtgørelsessatser for landbrug, gartneri og lignende samt for mineralogiske processer. Disse satser er ikke ændret ved lov nr. 625. Se nedenfor under overskriften Landbrug, gartneri og lignende og Mineralogiske processer mv.

Nedsat godtgørelse af energiafgifter til procesformål i 2010 og 2011
Godtgørelsen nedsættes med følgende satser/beløb i 2010 og 2011 (lov nr. 527 af 12. juni 2009):

Mineralolie mv., kul mv., naturgas og bygas

2010: 7,8 pct.

2011: 7,7 pct.

Elektricitet

2010: 1,6 øre/kWh

2011: 1,6 øre/kWh

Virksomhederne skal derudover betale 1 øre/kWh for forbrug til og med 15 mio. kWh pr. år.

Nedsat godtgørelse af energiafgifter til procesformål i 2012 og efterfølgende år
Godtgørelsen nedsættes med følgende satser/beløb i 2012 og efterfølgende år (lov nr. 625 af 14. juni 2011):

Mineralolie mv., kul mv., naturgas og bygas

2012: 13,1 pct.

2013: 14,8 pct.

For efterfølgende år udgør nedsættelsen af godtgørelsen 14,8 pct.

Elektricitet

2012: 3,0 øre/kWh

2013: 3,5 øre/kWh

2014: 3,5 øre/kWh

2015: 3,6 øre/kWh

Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.

Virksomhederne skal derudover betale 1 øre/kWh (eldistributionsbidrag) for forbrug til og med 15 mio. kWh pr. år.

Delvis godtgørelse af elafgift af elforbrug til rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling
Ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 er der sket en nedsættelse af elafgiften for momsregistrerede virksomheder, der anvender elektricitet til rumvarme mv., herunder komfortkøling. Nedsættelsen gælder også for momsregistrerede virksomheder (liberale erhverv mv.) omfattet af bilag 1 til elafgiftsloven.

Afgiftsnedsættelsen er udmøntet som en delvis godtgørelse af elafgiften på det pågældende elforbrug.

Disse ændringer er trådt i kraft den 1. januar 2012.

Der gælder følgende satser for godtgørelse af elafgift til rumvarme mv. i perioden 2012-2015:

2012: 11,8 øre/kWh

2013: 12,0 øre/kWh

2014: 12,2 øre/kWh

2015: 12,5 øre/kWh

Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.

Se i øvrigt afsnit F.6.2.6, F.6.4.1 og F.6.8.2.

 Nyhedsbrev om ændrede regler for godtgørelse af energiafgifter fra 2012 
 Der er den 25. november 2011 offentliggjort et nyhedsbrev om ændringerne på SKATs hjemmeside med titlen Energiafgifter - ændrede regler for godtgørelse af energiafgifter fra 2012.

Punkt 6.1. i nyhedsbrevet indeholder et eksempel på beregning af godtgørelse af elafgift for en periode i 2012.

Punkt 6.2. i nyhedsbrevet indeholder et eksempel på beregning af godtgørelse af elafgift og gasafgift for en periode i 2012. 

Punkterne 6.3. og 6.4. i nyhedsbrevet indeholder 2 eksempler på beregning af delvis godtgørelse af elafgift for en periode i 2012. 

Landbrug, gartneri og lignende
For mineralolie mv., kul mv., naturgas og bygas anvendt til virksomhed med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug og pelsdyravl udgør nedsættelsen af godtgørelsen 1,8 pct. fra 1. januar 2010 og frem.

For disse erhverv sker der ikke nogen nedsættelse af godtgørelsen vedrørende elektricitet.

Mineralogiske processer mv.
For brændsler og elektricitet direkte anvendt til følgende formål gælder der særlige regler for godtgørelse af energiafgift:

  • Varer, der anvendes til kemisk reduktion
  • Varer, der anvendes i elektrolyse
  • Varme og varer, der anvendes direkte til opvarmning i metallurgiske processer. Opvarmningen skal foregå i anlæg, og de anvendte materialer skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur.
  • Varme og varer, der anvendes direkte til opvarmning i mineralogiske processer. Opvarmningen skal foregå i anlæg, og de anvendte materialer skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur.

For brændsler og elektricitet direkte anvendt til disse processer finder nedsættelsen af godtgørelsen ikke anvendelse. Der henvises til afsnit F.6.1.5.

CO2-afgift - kvoteomfattede virksomheder
Kvotevirksomheder kan fra 1. januar 2010 få tilbagebetalt CO2-afgiften af kvoteomfattet brændselsforbrug (olie, gas og kul) herunder CO2-afgift af egen produceret varme, damp og varmt vand, der anvendes til procesformål.  

Reglerne for tilbagebetaling af CO2-afgift af el (benævnt energispareafgift fra 1. januar 2010) er ikke blevet ændret den 1. januar 2010. Kvotevirksomheder kan dermed som hidtil få delvis tilbagebetaling af energispareafgift af el til tung proces.

Fra 1. januar 2010 er satsen for tilbagebetaling dog ændret til 57,3 pct. af afgiften.

De nærmere regler herom er beskrevet i nyhedsbrevet CO2-afgiftsregler for kvoteomfattede virksomheder, regler om særligt bundfradrag i svovlafgiften, tilbagebetaling af CO2-afgift mv. for 2005-2009.

CO2-afgift - ikke-kvoteomfattede virksomheder
For ikke-kvoteomfattede virksomheder er der fra 1. januar 2010 indført et bundfradrag i CO2-afgiften af virksomhedens energiforbrug til procesformål.

De nærmere regler herom er beskrevet i nyhedsbrevet CO2-afgift - bundfradrag for ikke-kvoteomfattede virksomheder, kvoteomfattet varmeproduktion, EU´s minimumsafgifter mv.

Tilbagebetaling af CO2-afgift og svovlafgift for perioden 2005-2009
Ved lov nr. 1384 af 21. december 2009 er der givet adgang til tilbagebetaling af CO2-afgift for perioden 2005 - 2009 for kvoteomfattede virksomheder med mineralogiske processer mv.

Der er endvidere givet adgang til, at momsregistrerede virksomheder med mineralogiske processer mv. kan få tilbagebetalt svovlafgift af kulprodukter og fuelolie for perioden 2005 - 2009. Der henvises til afsnit G.11.4.8.

De nærmere regler herom er beskrevet i nyhedsbrevet CO2-afgiftsregler for kvoteomfattede virksomheder, regler om særligt bundfradrag i svovlafgiften, tilbagebetaling af CO2-afgift mv. for 2005-2009.

 

Med virkning fra den 1. januar 2010 er reglerne for momsregistrerede virksomheders ret til godtgørelse for afgift af brændsler og elektricitet blevet ændret. Godtgørelsesadgangen er blevet nedsat. Nedsættelsen af godtgørelsen indfases over en årrække og vil være fuldt indfaset i 2013. Nedsættelsen af godtgørelsen er beskrevet i nyhedsbrevet Nedsat godtgørelse af energiafgift.

For brændsler (olie, gas og kul) og elektricitet direkte anvendt til følgende formål finder nedsættelsen af godtgørelsen ikke anvendelse:

  • Elektricitet og varer, der anvendes til kemisk reduktion.
  • Elektricitet, varme og varer, der anvendes i elektrolyse.
  • Elektricitet, varme og varer, der anvendes direkte til opvarmning i metallurgiske processer. Opvarmningen skal foregå i anlæg, og de anvendte materialer skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur.
  • Elektricitet, varme og varer, der anvendes direkte til opvarmning i mineralogiske processer. Opvarmningen skal foregå i anlæg, og de anvendte materialer skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur.

    For energi anvendt direkte til disse processer ydes der fuld godtgørelse af energiafgiften. Der ydes dog fortsat ikke godtgørelse af 1 øre pr. kWh for forbrug af elektricitet til og med 15 mio kWh pr. år.

    Nedenfor er det beskrevet mere detaljeret hvilken energianvendelse der omfattes af disse processer, og hvilke krav der skal være opfyldt med henblik på at opnå den fulde godtgørelse af afgiften.

    Generelt

    Bilag 1 til CO2-afgiftsloven (proceslisten)

    Det er en betingelse for at opnå fritagelse for nedsættelse af godtgørelsen, at elektricitet eller brændsler anvendes direkte til de energikrævende processer, som er nævnt i bilag 1 til CO2-afgiftsloven (kuldioxidafgiftsloven). Det er dog ikke et krav, at virksomhedens årlige produktion skal udgøre mindst 10 tons, som det er tilfældet i relation til CO2-afgiftsgodtgørelse.

    Energiprodukterne skal være anvendt direkte til nævnte processer

    Det er alene energiforbrug, som direkte medgår til de nævnte processer, som omfattes af den fulde godtgørelse. Andet energiforbrug, herunder energiforbrug vedrørende hjælpeprocesser, vil ikke være omfattet af den fulde godtgørelse. Eksempelvis omfattes ikke elektricitet til drift af ventilatorer, pumper, transportbånd, roterovne eller elektricitet til knusning og formaling af materialer eller til tørring af materialer inden brænding.

    Måling

    Det er en betingelse for at opnå den fulde godtgørelse, at der sker måling af det energiforbrug der medgår til de nævnte processer.

    I tilfælde, hvor samme energiproducerende anlæg forsyner såvel anvendelse omfattet af disse processer som anden anvendelse i virksomheden, foretages fordeling af energien efter de regler, som allerede anvendes for fordeling mellem proces og rumvarme. Det er således en forudsætning, at der sker måling af den mængde energi der anvendes til fuldt godtgørelsesberettigede formål og opgørelse/måling af den samlede mængde energi der er anvendt/produceret på det pågældende anlæg.

    For en mere deltaljeret beskrivelse af krav til målere henvises der til SKATs Punktafgiftsvejledning, afsnit F.6.13

    Kemisk reduktion og elektrolyse

    Elektrolyse er en måde at udskille et stof, f.eks. aluminium, ved hjælp af elektricitet.

    Kemisk reduktion betyder elektronoptagelse, dvs. at et atom, molekyle eller en ion optager elektroner, som led i en produktionsproces. Til kemisk reduktion anvendes afgiftspligtige brændsler såsom kulprodukter, idet brændslet anvendes som reduktionsmiddel (særligt formål). Det er alene i disse situationer, at brændslerne omfattes af fritagelsen. Elektricitet, der fortrinsvis anvendes til kemisk reduktion, omfattes ligeledes af fritagelsen. Ifølge de foreliggende oplysninger, er det forholdsvis sjældent, at der bruges elektricitet til kemisk reduktion.

    Det vurderes, at kemisk reduktion og elektrolyse kan foregå i forbindelse med processer, som er nævnt under punkt 23 på proceslisten. Dette punkt omhandler fremstilling af hydrogen, argon, inaktive gasser, nitrogen, di-nitrogenmonoxyd, ozon og oxygen.

    For så vidt angår processer med kemisk reduktion og elektrolyse er afgiftsfritagelse ikke betinget af, at der sker opvarmning i et anlæg.

    Metallurgiske processer

    Omfattet af dette punkt er elektricitet, varme og varer, der anvendes direkte til opvarmning i metallurgiske processer. Opvarmningen skal foregå i anlæg, og de anvendte materialer skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur.

    Metallurgiske processer kan f.eks. omfatte smeltning af metal i en ovn, hvor metallets indre fysiske struktur forandres.

    Det vurderes, at metallurgiske processer umiddelbart er relevant i forhold til nr. 30 på proceslisten. Dette punkt omhandler smeltning af metaller og varmholdelse af smeltede metaller samt direkte til fremstilling af valsede eller kontinuert støbte slabs og knipler samt til videreforarbejdning af slabs og knipler ved varmvalsning til plader, tråd, stænger og lignende varer af jern og stål, ikke yderligere forarbejdet ved f.eks. sandblæsning m.v.

    Energiforbrug vedrørende hjælpeprocesser, vil ikke være omfattet af fritagelsen for metallurgiske processer. Eksempelvis omfattes ikke elektricitet til mekanisk drift af en valsemaskine.

    Mineralogiske processer

    Omfattet af dette punkt er elektricitet, varme og varer, der anvendes direkte til opvarmning i mineralogiske processer. Opvarmningen skal foregå i anlæg, og de anvendte materialer skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur.

    Det vurderes, at følgende processer på tung proces listen er relevante i forhold til mineralogiske processer:

    Nr. 10 og nr. 30

    Fremstilling af glas

    Nr. 11, litra a

    Fremstilling af slaggeuld, stenuld og lignende mineralsk uld, ekspanderet vermiculit, ekspanderet ler, skumslagger og lignende ekspanderede mineralske stoffer, blandinger og varer af varmeisolerende, lydisolerende eller lydabsorberende mineralske stoffer henhørende under position 6806 i EU's kombinerede nomenklatur

    Nr. 11, litra b

    Fremstilling af glasfibre, herunder glasuld, henhørende under position 7019 i EU's kombinerede nomenklatur, jf. nr. 11, litra b, på proceslisten.

    Nr. 12

    Keramisk brænding

    Nr. 13

    Opvarmning af kalk, kridt, kridtsten, marmor og andre calciumcarbonat produkter, flint, gips, moler, bentonit og andre lerarter, ferrosulfat, kobbersulfat og calcium-oxid

    Nr. 29

    Fremstilling af cement

    Hvis der mod forventning er andre punkter i proceslisten, der er relevante i forhold til mineralogiske processer, er det et krav at disse er omfattet af NACE-nomenklaturen, afdeling DI, "Fremstilling af andre ikke-metalholdige mineralske produkter", jf. Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90 af 9. oktober 1990, som senest ændret ved EU-Kommissionens forordning (EF) nr. 29/2002.

    Nyhedsbrev af 11. januar 2010
    Der henvises endvidere til nyhedsbrev med titlen Tilbagebetaling af energiafgifter af energiforbrug til kemisk reduktion, elektrolyse, metallurgiske processer og mineralogiske processer (mineralogiske proceser mv.), der er offentliggjort den 11. januar 2010. 

    MINERALOGISKE PROCESSER MV. - TILBAGEBETALING AF SVOVLAFGIFT FOR PERIODEN 2005 - 2009

    Momsregistrerede virksomheder med mineralogiske processer mv.

    Ved lov nr. 1384 af 21. december 2009 er der i § 15, stk. 6 - 13 indført bestemmelser, hvorefter der ydes tilbagebetaling af svovlafgift af kulprodukter og fuelolie, som er medgået ved mineralogiske processer mv. i perioden 2005-2009.

    Regler for opgørelse tilbagebetalingsberettiget svovlafgift for perioden 2005-2009

    Adgangen til tilbagebetaling gælder både for svovlafgiftsregistrerede og ikke-svovlafgiftsregistrerede virksomheder med mineralogiske processer mv.

    Den grundlæggende bestemmelse for tilbagebetalingen har følgende ordlyd:

    "Stk. 7. Der ydes tilbagebetaling af svovlafgift for varer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2 eller 5-7, i lov om afgift af svovl, der anvendes af momsregistrerede virksomheder. Tilbagebetalingen af svovlafgiften opgøres ligesom det særlige bundfradrag i svovlafgiften, som opgøres efter reglerne for beregning i § 33, stk. 1-6, i lov om afgift af svovl, som var gældende i perioden 2005-2009, dog uden de betingelser og tidsfrister som her gælder for bundfradraget. Tilbagebetalingen reduceres i det omfang, at virksomheden har fået eller får dette særlige bundfradrag for det samme forbrug af en brændselstype. Tilbagebetalingen opgøres efter reglerne i stk. 8-13."

    Betingelserne i § 33, stk. 1 og 2 om, at kedlen/ovnen er bygget eller renoveret for mindst 10 mio. kr. i perioden 1.1.1976 - 1.4.1995 for at der kan ydes et særligt bundfradrag for kulprodukter, gælder ikke for at få tilbagebetalt betalt svovlafgift af kul til mineralogiske processer mv.

    Ligeledes gælder tidsfristen "til 31. december 2005" i § 33, stk. 3 ikke for at der kan ydes et særligt bundfradrag for fuelolie.

    Tilbagebetalingen af svovlafgift omfatter dermed både kulprodukter og fuelolie, der er forbrugt til mineralogiske processer i perioden 2005 - 2009.

    Med ordningen stilles virksomhederne beløbsmæssigt (nominelt) svarende til, at de har fået særligt bundfradrag efter svovlafgiftsloven for fuelolie eller kul til mineralogiske processer mv. for perioden 2005-2009.

    Det er en betingelse for tilbagebetaling, at varmen og varerne anvendes direkte til processer, som er nævnt i bilag 1 til CO2-afgiftsloven.

    Det særlige bundfradrag for kulprodukter er følgende:

  • stenkul, stenkulsbriketter, koks, cinders og koksgrus: 0,28 pct.
  • jordoliekoks: 0,32 pct.
  • brunkul og brunkulsbriketter: 0,20 pct.
  • Det særlige bundfradrag for fuelolie er 0,55 pct.

    Nyhedsbrev

    Reglerne for tilbagebetaling af svovlafgift for perioden 2005-2009 er beskrevet i nyhedsbrev af 28. januar 2010 med titlen CO2-afgiftsregler for kvoteomfattede virksomheder, regler om særligt bundfradrag i svovlafgiften, tilbagebetaling af CO2-afgift mv. for 2005-2009.  

    Som anført under F.6.1 er det en betingelse, at energiprodukterne eller fjernvarmen skal forbruges i virksomheden, for at der kan ydes afgiftsgodtgørelse. Der er dermed tale om et såkaldt forbrugskriterium.

    Virksomhederne har dermed ikke adgang til afgiftsgodtgørelse i de tilfælde, hvor forbrugskriteriet ikke er opfyldt, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1 og 2, elafgiftslovens § 11, stk. 1. nr. 1 og 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1 og 2. Det gælder fx:

    • Varer indkøbt med henblik på videresalg (fx virksomheder, der driver mellemhandel med olie eller kul, hvoraf der er betalt afgift).
    • Varer der anvendes til formål, der ikke vedrører virksomhedens omsætning af momspligtige varer/ydelser, til funktionærboliger, til indehaverens og personalets privatforbrug.
    • Varer og varme, der anvendes af lejere i forbindelse med udlejning af fast ejendom, Se F.6.2.2.

    Derudover kan virksomheder, der fremstiller varme, damp mv., fx fjernvarmeværker og kraftvarmeværker, ikke opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes til fremstilling af varme mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum, samt elafgiftslovens § 11, stk. 3.

    Særligt vedr. elafgift - belysningsydelser - gadebelysning
    Pr. 1. januar 2010 er elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 ændret således, at elforbrug til en belysningsopgave, som leveres fra en virksomhed, nu anses for forbrugt af den, der forbruger belysningen. Det betyder, at virksomheder, der leverer belysningsopgaver, ikke længere har ret til godtgørelse af elafgift, idet den medgåede el hertil ikke længere anses for forbrugt i virksomheden.

    Årsagen til lovændringen er, at de hidtidige regler, som fortolket af Højesteret i sin dom i sagen SKM2005.394.HR har ført til, at det har været muligt for bl.a. kommuner at undgå at betale elafgift af forbrug af el til belysningsydelser, ved at lægge opgaven over i et momsregistreret driftsselskab. Det fremgår således nærmere af højesteretsdommen, at et momsregistreret selskab kunne få godtgjort elafgift af elforbruget i forbindelse med levering af vejbelysning til en kommune. Kommunen havde overdraget vejbelysningsanlægget, og opgaven med at producere og levere vejbelysningen, til selskabet. Højesteret fastslog, at elforbruget fandt sted i selskabet, som derfor havde ret til godtgørelse af elafgift. Kommunen blev dermed ikke belastet af elafgift, selvom den ikke opfyldte betingelserne i elafgiftsloven for godtgørelse af elafgift.

    Konsekvensen af den nye regel i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 er, at el til belysning i tilsvarende situationer nu anses som forbrugt af forbrugeren af belysningen, f.x. kommunen, når der er tale om en ydelse i form af vejbelysning, som leveres af et driftsselskab til en kommune. De nye regler vil navnlig berøre de kommunale driftsselskaber, der er etableret til levering af kommunal gade- og vejbelysning. Vedrørende udlejning af lysanlæg i øvrigt se også afsnit F.6.2.3. Reglerne medfører også, at momsregistrerede aftagere/forbrugere af belysningsydelser fra et driftsselskab vil kunne få godtgørelse af elafgift, hvis forbrugeren af belysningsydelsen i øvrigt opfylder betingelserne herfor i elafgiftsloven.

    Formålet med lovændringen er således, at husholdninger, ikke-momsregistrerede virksomheder, liberale erhverv og andre, der som udgangspunkt skal betale fuld afgift af forbruget af elektricitet til belysning, afskæres fra muligheden for at kunne organisere sig ud af at skulle betale afgift.

    Højesterets dom i vejbelysningssagen, SKM2005.394.HR, er nærmere refereret nedenfor. For en yderligere redegørelse for retstilstanden inden 1. januar 2010 vedrørende udlicitering af belysningsydelser mv. henvises til beskrivelsen i den tidligere gældende juridiske vejledning, Punktafgiftsvejledningen 2009-2 afsnit F.6.2.1, samt tidligere udgaver af Punktafgiftsvejledningen.

    Højesteret - Gadebelysning
    Højesteret afsagde den 16. september 2005 dom i sagen SKM2005.394.HR. Sagen havde tidligere været behandlet af Landsskatteretten og Vestre Landsret, jf. SKM2002.492.LSR og SKM2004.109.VLR, og vedrørte den praksis, som den daværende Told- og Skattestyrelse havde fastsat i SKM2001.215.TSS. Sagens forhold samt Højesterets begrundelse og resultat fremgår kort nedenfor:

    En kommune havde overdraget sit vejbelysningsanlæg til et af kommunen ejet selskab, der havde videreoverdraget anlægget til et datterselskab. Sidstnævnte selskab skulle herefter drive og vedligeholde vejbelysningen i kommunen mod betaling.

    Spørgsmålet i sagen var, om selskabet var berettiget til afgiftsgodtgørelse efter dagældende elektricitetsafgiftslovs § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, for den elektricitet, som var indkøbt til brug for driften af vejbelysningen i perioden 1. januar 2000 til 30. juni 2002.

    Højesteret udtalte, at selskabet først blev momsregistreret med virkning fra den 1. januar 2001 og ikke betalte energiafgifter i 2000. Herefter var selskabet ikke berettiget til at få tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift, som angik elforbrug før 1. januar 2001.

    For så vidt angik perioden efter den 1. januar 2001, hvor selskabet blev momsregistreret, udtalte Højesteret, at det fulgte af dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens dagældende § 9, stk. 4, nr. 3, at virksomheder kunne få delvist tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Højesteret fandt, at der ikke i bestemmelsernes ordlyd, forarbejder eller formål var holdepunkter for at begrænse retten til tilbagebetaling til elforbrug, der foregik som led i en særligt kvalificeret produktionsproces. Ved produktion af belysning blev der anvendt elektricitet, der blev forbrugt som led i produktionen, og sådant elforbrug kunne berettige til tilbagebetaling af el- og kuldioxidafgift i medfør af de nævnte bestemmelser, såfremt de øvrige betingelser herfor var opfyldt. Højesteret lagde til grund, at selskabet efter aftale med kommunen leverede vejbelysning til kommunen under forbrug af elektricitet på virksomhedens eget anlæg, og under disse omstændigheder måtte den elektricitet, som selskabet anvendte ved driften af vejbelysningsanlægget, anses for en af virksomheden forbrugt afgiftspligtig elektricitet.

    Højesteret anførte videre, at det var uden betydning, at kommunen efter offentligretlige regler som vejmyndighed var forpligtet til at sikre vejbelysning, og at det ligeledes var uden betydning, om der ved beregning af vederlag for levering af vejbelysning var sket overvæltning af afgifterne på aftageren.

    Højesteret fandt således, at selskabet havde krav på tilbagebetaling af afgifter for perioden efter 1. januar 2001, og hjemviste sagen til fornyet behandling ved afgiftsmyndighederne med henblik på opgørelse af tilbagebetalingskravet for perioden 1. januar 2001 til 30. juni 2002 med tillæg af renter.

    Højesteretsdommen ændrede den udmeldte praksis, der var indeholdt i Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 12. juni 2001, offentliggjort i SKM2001.215.TSS, Landsskatterettens kendelse af 19. juni 2002, offentliggjort i SKM2002.492.LSR, og Landsrettens dom af 18. februar 2004, offentliggjort i SKM2004.109.VLR.

    Der er offentliggjort en SKAT-meddelelse om ændring af praksis og genoptagelse af sager, SKM2006.137.SKAT. I meddelelsen præciserede SKAT med hensyn til dommens rækkevidde, at det var SKATs opfattelse, at det ikke nødvendigvis var en betingelse for ret til godtgørelse, at der var sket en overdragelse af ejendomsretten til belysningsanlægget - som det var tilfældet i Højesteretssagen.

    Det var dog SKATs opfattelse, at det var en afgørende betingelse, at virksomheden, der varetog driften af et vejbelysningsanlæg, skulle have et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold og dermed være forretningsmæssigt begrundet. Virksomheden skulle samtidig være driftsmæssigt ansvarlig og have fuld råderet over vejbelysningsanlægget - og kunne foretage egne dispositioner fx i forhold til personale, driftsmidler mv.

    Driften af vejbelysningsanlægget skulle ske for den pågældende virksomheds egen regning og risiko med det formål at få et økonomisk udbytte. Det var også gældende fx i forhold til prisen på elektricitet, som virksomheden køber til drift af vejbelysningsanlægget til fremstilling af lys.

    Det var således SKATs opfattelse, at fx et leasingforhold, der baserede sig på/opfyldte ovennævnte konditioner, kunne sidestilles med det tilfælde, som Højesteret tog stilling til ved dommen af 16. september 2005. Det beror dog på en konkret vurdering/analyse af forholdene i det enkelte tilfælde.

    Det fremgår i sammenhæng hermed, at det er SKATs opfattelse, at en serviceaftale, der er indgået med en ejer af et vejbelysningsanlæg, - som alene omfatter vedligeholdelsen af vejbelysningsanlægget, fx opsyn med og reparation af anlægget, som udgangspunkt ikke er af et omfang mv., hvor den pågældende virksomhed kan siges at være driftsmæssig ansvarlig - ligesom det må antages, at virksomheden ikke med en sådan serviceaftale kan siges at løbe en reel økonomisk risiko i forhold til driften af vejbelysningsanlægget i sin helhed.

    Elforbrug i lejet gadebelysningsanlæg
    I konsekvens af denne praksis har Skatterådet, jf. SKM2007.218.SR truffet afgørelse om, at en virksomhed var berettiget til godtgørelse af elafgift ved levering af gadelys til en kommune i henhold til en kontrakt herom indgået mellem virksomheden og kommunen. Ifølge den indgående værkslejekontrakt og aftale om levering af gadelys omfattede det driftsmateriel, driftsinventar og udstyr, der indgik under kontrakten, alle de i kommunen værende gadebelysningsanlæg med alt teknisk udstyr af enhver art, som var nødvendigt til udøvelse af de omhandlede aktiviteter.

    Den elektricitet, der blev anvendt til gadebelysningen, blev anset for forbrugt af virksomheden, uanset forbruget af elektricitet skete på et anlæg lejet af kommunen, og var derfor omfattet af dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 1, nr. 1.

    Et selskabs levering af gadelys til kommune, der var eneaktionær i selskabet
    Skatterådet har ligeledes, jf. SKM2007.352.SR truffet afgørelse om, at et selskab var berettiget til godtgørelse af elafgift ved levering af gadelys til en kommune. Selskabet var ifølge en aftale med kommunen forpligtet til at drive, vedligeholde og levere vejbelysning til kommunen. Selskabet blev anset for at have et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold og være forretningsmæssigt begrundet, selv om selskabet, ifølge sagens oplysninger, kun leverede gadebelysning til den kommune, der var eneaktionær i selskabet.

    Ud fra en samlet vurdering af sagen var der tale om et driftsforhold, hvor den elektricitet, der blev anvendt til gadebelysning, blev anset for at være forbrugt af selskabet. Selskabet var derfor berettiget til godtgørelse af elafgift med undtagelse af 1 øre pr. kWh ved levering af gadelys til kommunen, jf. dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 1, nr. 1 og stk. 16, 1. pkt.

    En el-installations-virksomheds leasing- og driftsaftale vedrørende eldrevne installationer og anlæg hos en andelsbolig-forening
    Skatterådet har, jf. SKM2008.160.SR truffet afgørelse om, at en elinstallationsvirksomhed som udgangspunkt var berettiget til at få godtgjort elafgift på el indkøbt til drift af belysningsanlæg og elinstallationer hos en andelsboligforening som følge af en drifts- og leasingaftale indgået med foreningen.

    Skatterådet fandt, at adgangen til godtgørelse omfattede afgift af el til belysning mm. i de lokaliteter i andelsboligforeningen, hvor der var adgang for offentligheden foruden elinstallationsvirksomheden og beboere eller viceværter, dvs. udendørs belysning og trappeopgange. For så vidt angik lokaliteter, hvor der ikke var offentlig adgang, fx fælles pulterrum, cykelrum og kældre, var der ikke adgang til godtgørelse af afgiften.

    Med ændringen af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, pr. 1. januar 2010, vil praksis i henhold til de 3 refererede bindende svar fra Skatterådet være ændret, idet der ikke længere vil være ret til godtgørelse af elafgift af el indkøbt til drift af belysningsanlæg i de beskrevne situationer.

    Skatterådet har endvidere i nedenstående sager afslået ret til godtgørelse, allerede fordi leverandøren bl.a. ikke havde tilstrækkelig råderet over anlæggene:

    En el-installations-virksomheds full-cost driftsaftale vedrørende belysningsanlæg og el-installationer hos en andelsbolig-forening
    Skatterådet har afslået, at en el-installationsvirksomhed, der har indgået en full-cost driftsaftale med en andelsboligforening er berettiget til at få godtgjort elafgift på el indkøbt til drift af belysningsanlæg og elinstallationer hos foreningen, ekskl. anlæg i de enkelte lejligheder.

    Ifølge aftalen har el-installationsvirksomheden alene en faktisk råderet over installationerne og anlægget hos andelsboligforeningen. Der er hverken tale om overgang af ejendomsretten eller om en leje- eller leasingaftale. Desuden fremgår det af aftalen, at der er ret til regulering af det aftalte bidrag, hvis driftsmodtager, dvs. andelsboligforeningen, foretager udvidelse eller reduktion af anlæggene. Det er derfor driftsmodtager, der er ansvarlig for sådanne ændringer. Skatterådet fandt på den baggrund, at virksomheden ikke kan siges at være fuldt driftsmæssigt og økonomisk ansvarlig for anlægget. Afslaget er offentliggjort på SKM2007.486.SR.

    Elforbrug i reklame-finansierede læskure ved busstoppesteder og permanente fartmålere
    Skatterådet afslår, jf. SKM2008.559.SR, at der i forbindelse med en virksomheds beregning af godtgørelse for energiafgifter i forbindelse med elforbrug til vej- og stibelysning kan ses bort fra elforbruget til indvendig belysning i nogle reklamefinansierede læskure ved busstoppesteder og enkelte permanente fartmålere. Belysningen i læskurene og fartmålerne er tilsluttet gadebelysningen uden særskilte målere, men de er ikke omfattet af en aftale mellem virksomheden og kommunen om leasing af kommunens gadebelysningsanlæg og levering af gadelys i kommunen. Virksomheden kan alene betragtes som en leverandør af el til elforbruget i læskurene og fartmålerne. Skatterådet bekræfter, at elforbruget til vejbelysning og dermed grundlaget for afgiftsgodtgørelsen kan beregnes som målt forbrug minus beregnet/anslået forbrug til læskure og fartmålere.

    Udlejere af fast ejendom kan ikke opnå afgiftsgodtgørelse for fx elektricitet og varme, der forbruges af lejerne, se SKM2001.610.LSR.

    Udlejere, der som led i udlejningen også leverer fx elektricitet, har derimod adgang til at viderefakturere afgiftsbelastningen af elforbrug hos lejeren. Det er herefter lejerens godtgørelsesmæssige stilling, der er afgørende for, hvorvidt der kan ydes afgiftsgodtgørelse for elforbruget. Udlejeren kan være frivillig registreret efter momsloven. Registreringen omfatter levering af fx elektricitet. Se SKM2009.725.SKAT.

    Afgiften anses for viderefaktureret fra udlejer til lejer i den udstrækning, den er særskilt specificeret på afregningen mellem udlejer og lejer. Udlejer kan ikke få tilbagebetalt elafgift for elektricitet anvendt i lokaler, hvor lejer har en eksklusiv brugsret.

    Butikscentre og lignende, der er frivilligt registreret efter momsloven for erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom, kan opnå godtgørelse af afgift af elektricitet til fællesformål mv. i følgende omfang:

    Hvis forbruget til fællesformålene uden specifikationer er indeholdt i betalingen for de omhandlede leverancer (fx indregnet i den enkelte lejers husleje) er det den momsregistrerede udlejer, der er berettiget til godtgørelse.

    Hvis udgifterne til fællesformålene (fx drift af ventilatorer, elevatorer og udendørs belysning) fordeles på de enkelte lejere (fx forholdsmæssigt efter lejemålenes størrelse) og faktureres særskilt udover den egentlige husleje, betragtes elektriciteten som forbrugt af de enkelte lejere, som herefter kan opnå godtgørelse, hvis elektriciteten er forbrugt i den momsregistrerede lejers virksomhed til aktiviteter, der i øvrigt giver adgang til godtgørelse af elafgift.

    Feriehoteller, feriecentre o.l. kan i lighed med hoteller, moteller mv. opnå godtgørelse af energiafgift af elektricitet til procesformål, der er forbrugt i forbindelse med den momspligtige udlejning af værelser, lejligheder mv.

    Det er uden betydning, om der opkræves særskilt betaling for elforbruget, eller om betaling for elektricitet indgår i lejen.

    Der kan ikke opnås godtgørelse af CO2-afgift.

    Kontorhoteller

    Ved kontorhoteller forstås møblerede eller umøblerede kontorlejemål med en række tilknyttede ydelser fx telefonsystemer, bredbånd, telefonpasning, varme, rengøring, mødelokaler og kopimaskiner. Den periodiske ydelse fastsættes fx på grundlag af antal medarbejdere i de virksomheder, der lejer sig ind og inkluderer udover lokalerne en række faste ydelser fx bredbånd, receptionsservice, el, varme og adgang til kantine. Andre ydelser afregnes efter forbrug fx anvendelse af mødelokale, brug af printere, leje af projektører, konferenceudstyr og timebaserede ydelser som sekretærhjælp og oversættelsesbistand.

    Det er den enkelte kontrakt mellem kontorhotellet og lejer, der afgør omfanget af ydelserne, og om ydelserne skal betales som en del af den faste periodiske ydelse eller efter forbrug. Længden af lejemålet i kontorhotellet har ingen betydning for spørgsmålet om tilbagebetaling af elafgift.

    Fællesformål i et kontorhotel er fx mødelokaler, receptionslokaler, kopirum, kantine og andre lokaler eller faciliteter, hvor lejer ikke har en eksklusiv brugsret. Det kan også være udlejning af arbejdspladser i åbne kontorlandskaber. I overensstemmelse med SKATs praksis og SKM2004.500.LSR anses energiforbrug vedrørende fællesarealer og -faciliteter i udlejningsejendomme for at være forbrugt af udlejer. Den momsregistrerede udlejer af kontorhotellet kan få godtgjort elafgift af elforbruget til fællesformålene i det omfang forbruget er indregnet i lejerens faste periodiske ydelse. For andre leverancer, der vedrører fællesformål, og som tilfaktureres lejeren særskilt og betales ud over den faste periodiske ydelse efter forbrug, betragtes elektriciteten som forbrugt af lejer. Den momsregistrerede lejer, der har forbrugt elektriciteten som led i virksomhedens drift, kan få afgiften tilbagebetalt, hvis virksomhedens aktiviteter giver adgang til godtgørelse.

    Den momsregistrerede lejer kan få godtgjort den tilfakturerede elektricitet, der vedrører lokaler og faciliteter, hvor lejer har en eksklusiv brugsret. Det er en betingelse, at elafgiften er særskilt specificeret på afregningen mellem kontorhotellet og lejeren af kontorhotellet. Fordelingen af den forbrugte elektricitet på områder, hvor lejer har en eksklusiv brugsret, kan opgøres forholdsmæssigt efter den fordelingsnøgle kontorhotellet i øvrigt anvender ved fastsættelsen af lejers ydelse fx med udgangspunkt i arealets størrelse eller antallet af medarbejdere, der huses i kontorhotellet. Et eksempel på en facilitet er elektricitet forbrugt til bredbåndsforbindelse i et lokale, hvor lejeren har en eksklusiv brugsret. Se SKM2009.725.SKAT

    Både udlejer og lejers afgiftsmæssige stilling afgrænses af elafgiftslovens bilag 1's liste over momsregistrerede virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af elafgift. For hver af kontorhotellets aktiviteter skal det vurderes, om aktiviteten er udlejning af fast ejendom eller servicering af kontorhotellets lejere og dermed ikke-godtgørelsesberettiget bilagsvirksomhed.

    Virksomheder, der er frivilligt registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, kan ikke få godtgjort afgift af elektricitet og varme (og vand), som lejerne har forbrugt. Dette gælder også, hvor huslejen indeholder betaling for elektricitet og varme.

    Reklamelæskure og reklamesøjler
    Landsskatteretten har ved kendelse af 11. marts 2002 truffet afgørelse om, at en virksomhed, der opstillede læskærme ved busholdepladser, reklamesøjler o.l., og som afholdt alle omkostninger til opsætning og drift mod at få retten til at udleje reklamepladsen på det opstillede udstyr, blev anset for at drive udlejningsvirksomhed og ikke reklame eller bureauvirksomhed. Retten fandt, at virksomheden måtte anses som forbruger af selve reklamebelysningen, idet der i overvejende grad var tale om korttidsudlejning af reklamepladserne. Retten henviste i den forbindelse til den nedenfor refererede afgørelse om idrætshaller m.v. fra 1988. Retten fandt endvidere, at virksomheden måtte anses som forbruger af funktionsbelysningen i det opstillede byudstyr, idet retten lagde vægt på, at, forbruget sker i det af selskabet opstillede udstyr, at det alene er selskabet, der bestemmer omfanget af belysningen, og at belysningen ikke efter det foreliggende erstattede anden kommunal belysning. Se SKM2002.171.LSR. Se endvidere F.6.6.2 om afgørelsen.


    Idrætshaller, forsamlingshuse mv.
    I 1988 resolverede den daværende skatteminister, at idrætshaller, svømmehaller, udstillingshaller og udstillingscentre samt forsamlingshuse og medborgerhuse, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, kan få godtgjort afgifterne af olie, el, gas og kul, som anvendes til belysning, opvarmning mv.

    Bemærk, at adgangen til afgiftsgodtgørelse kun omfatter de formål, der er omfattet af den generelle adgang til afgiftsgodtgørelse. Dvs., at der med de nugældende regler ikke længere ydes afgiftsgodtgørelse for energi til rumvarme og varmt vand

    Om godtgørelse af vandafgift se G.5.6.2.

    Campingpladser og lystbådehavne
    Campingpladser og lystbådehavne kan ikke opnå afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der leveres til forbrug i campingvogne, lystbåde mv.

    Dette gælder uanset, om der kræves særskilt betaling for den forbrugte elektricitet, eller om betaling for elektricitet indgår som en del af betalingen for overnatning på campingpladsen/leje af bådplads.

    For så vidt angår dokumentationen for opgørelsen af den elektricitet, der er leveret til brug i campingvognen eller båden, se F.6.8.2.

    Ved levering af elektricitet til forbrug i fx campingvogne og hytter, som er campingpladsens eget driftsmiddel, og som anvendes til udlejningsformål, kan der dog ydes godtgørelse af elafgiften som procesformål. Elektricitet, der anvendes til fremstilling af rumvarme og varmt vand til forbrug i egne driftsmidler, er dog ikke godtgørelsesberettiget, se F.6.3.

    Elektricitet, der forbruges i køkken- og badefaciliteter mv., og til belysning mv. af campingpladsen/lystbådehavnens fællesarealer er godtgørelsesberettiget efter reglerne for let proces, medmindre der er tale om elektricitet, der anvendes til fremstilling rumvarme/varmt vand.

    Udlejningsejendomme - fællesarealer og -faciliteter

    Uanset forbruget vedrører arealer og faciliteter, hvortil lejerne i de pågældende ejendomme har adgang, kan det ikke dermed antages, at disse er forbrugerne i energiafgiftslovenes forstand.

    Den afgiftspligtige energi må derimod anses for anvendt som en integreret del af den momspligtige udlejningsvirksomhed, som ikke kan afgrænses til alene at være de lokaliteter, hvorfra administrationen af udlejningen foregår, men tillige må omfatte selve de udlejede ejendomme.

    Det lægges til grund, at de omhandlede afgifter alene vedrører energiforbrug på fællesarealer og til fællesfaciliteter i de af selskabet ejede udlejningsejendomme, som er frivillig momsregistreret, og at ingen del af dette energiforbrug er viderefaktureret til lejerne. Sagen vedrører således ikke forbrug i lokaliteter, hvor der er tillagt den enkelte lejer en eksklusiv brugsret.

    Selskabet er herefter berettiget til godtgørelse for de omhandlede afgifter i medfør af bl.a. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, i det omfang tilbagebetalingsadgang ikke er udelukket efter rumvarmereglerne i bl.a. elafgiftslovens § 11, stk. 3. Kendelsen er offentliggjort i SKM2004.500.LSR.

    Landsskatteretten har jf. SKM2008.340.LSR truffet afgørelse i en sag om tilbagebetaling af elektricitetsafgift. Et selskab drev virksomhed bl.a. med korttidsudlejning af strømforbrugende udstyr. Elektriciteten blev produceret af selskabets egne generatorer, og udlejningen omfattede også levering af elektricitet. Selskabet var berettiget til godtgørelse af elektricitetsafgift. Den producerede elektricitet blev anset som forbrugt af selskabet, idet der var tale om levering af elektricitet til brug i selskabets egne driftsmidler samt korttidsudlejning af disse driftsmidler. Afgørelsen ændrer således Skatterådets afgørelse, jf. SKM2006.804.SR.

    Det fremgår nærmere af den pågældende sag, at virksomheden bl.a. udlejede belysningsanlæg, inklusive strømforbrug. Med ændringen af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, pr. 1. januar 2010, vil der ikke længere være adgang til godtgørelse af elafgift, når en virksomhed i en tilsvarende situation udlejer belysningsanlæg, idet den medgåede el ikke anses for forbrugt af virksomheden. Lovændringen er nærmere omtalt i afsnit F.6.2.1, hvoraf det bl.a. fremgår, at den virksomhed, der forbruger belysningen, derimod vil kunne få godtgørelse af elafgift, hvis denne i øvrigt opfylder betingelserne herfor i elafgiftsloven.

    § 11, stk. 2, sidste punktum
    Momsregistrerede virksomheder har ikke adgang til fradrag for afgift af karburatorvæske og smøreolie og lign., der er afgiftspligtige efter mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 1, henholdsvis nr. 17 (karburatorvæske) og nr. 18 (smøreolie og lign.)

    Ved SKM2001.552.TSS har Told- og Skattestyrelsen udsendt meddelelse om muligheden for tilbagebetaling af elafgift mv. for virksomheder med forsikrings- og finansielle aktiviteter i relation til udenlandske kunder uden for EU.

    Virksomheder, der er anmeldelses- og regnskabspligtige efter momsbekendtgørelsens § 31, er ikke af den grund omfattet af momslovens og momsbekendtgørelsens regler om registreringspligt og kan derfor ikke anses for momsregistrerede virksomheder i momslovens forstand. Virksomheder, der alene er omfattet af anmeldelses- og regnskabspligten i momsbekendtgørelsens § 31, er ligeledes ikke omfattet af momslovens bestemmelser om fradragsret, jf. endvidere elafgiftslovens § 11, stk. 16, men derimod alene af momslovens bestemmelser om momsgodtgørelse.

    Det er derfor styrelsens opfattelse, at virksomheder, der udøver forsikrings- og genforsikringsvirksomhed og finansielle aktiviteter i relation til udenlandske kunder uden for EU, ikke er berettiget til godtgørelse af afgift af elektricitet i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1 for elektricitet, der forbruges i forbindelse med den pågældende aktivitet, uanset at virksomheden kan få godtgørelse af moms i relation til de nævnte aktiviteter, jf. momslovens § 45, stk. 4.

    Se også SKM2009.466.VLR omtalt i F.6.1.1

    Lovgrundlag
    Ved lov nr. 527 af 12. juni 2009 er afgiftsgodtgørelsen for energiforbrug til komfortkøling ophævet. Det betyder, at adgangen til tilbagebetaling af energiafgiften af energiforbruget til køling af hensyn til personers komfort i indendørs lokaler er ophævet. Afgiften på energi til køling af komfortmæssige hensyn ligestiller energi til opvarmning og komfortkøling. Der sker hermed en ligestilling med reglerne om energiforbrug til rumvarme, hvor opvarmningen sker af hensyn til ansatte eller kunders komfort.

    Reglerne om ophævelse af afgiftsgodtgørelsen for energiforbrug til komfortkøling trådte i kraft den 1. januar 2010.

    Det er blandt andet momsregistrerede virksomheder i detailhandlen, forretningscentre, hoteller mv. samt kontor/administrationsbygninger mv., der berøres af ændringen. Et eksempel på en energiafgift, der ikke længere tilbagebetales er elektricitet, der bruges til komfortkøling i klima-/airconditionanlæg. Andre eksempler, der berøres af ændringerne er reversible varmepumper, der i visse perioder af året fremstiller varme og i andre perioder fremstiller komfortkøling samt anlæg, der kan fremstille komfortkøling på basis af fjernvarme eller af egenproduceret varme, der fx kan være fremstillet på basis af naturgas.

    Følgende situationer berøres af ændringerne:

    • Produktion af kulde som leveres fra virksomheden. Virksomheder, der forbruger afgiftspligtig energi, fx el eller gas, eller afgiftsbelagt varme til at fremstille kulde/køling, der leveres fra virksomheden, kan ikke få afgiften tilbagebetalt. Både situationen, hvor kulden fremstilles på baggrund af afgiftspligtig energi, og situationen hvor kulden er fremstillet via varme, der oprindeligt er fremstillet via afgiftspligtig elektricitet eller brændsel fx gas omfattes af de ændrede bestemmelser.
    • Energi forbrugt i virksomheden til komfortkøling. Afgiften af elektricitet eller brændsel fx gas, der er medgået til produktion af kulde/køling, der er forbrugt i virksomheden til komfortkøling, tilbagebetales ikke.
    • Produktion af kulde fremstillet hos en kuldeproducent og leveret til virksomheden. Virksomheder, der får leveret og forbruger kulde/køling, der er fremstillet af en kuldeproducent, når forbruget af kulden sker til køling af rum af komfortmæssige hensyn, kan ikke få tilbagebetalt energiafgiften.

    Fremstilling af kulde/køling til andet end komfortkøling
    Der er stadig adgang til at få tilbagebetalt energiafgiften af energiforbruget til den nødvendige køling af varer eller køling af lokaler, der alene er betinget af produktionsprocesser.

    Energiforbrug til drift af ventilatorer, pumper mv., der skal føre kølingen/kulden frem til lokaler, hvor der foregår produktionsprocesser anses for procesforbrug, der giver ret til tilbagebetaling af energiafgiften. Det samme gælder energiforbruget til drift af ventilatorer, pumper mv., der fører kulden frem til lokaler, der køles af komforthensyn, idet "transporten" af energien er let proces. Momsregistrerede virksomheder kan stadig få tilbagebetalt energiafgiften af det energiforbrug, der er medgået til fremstilling af kulde til produktionsprocesser, når kulden er forbrugt i virksomheden og leveret til virksomheden fra en momsregistreret kuldeproducent.

    Køling i forbindelse med eksempelvis opbevaring af fødevarer i kølerum og køleanlæg giver stadig adgang til godtgørelse af afgiften. "Walk-in"-køling, hvor kølingen sker af hensyn til fx frugt, grønt eller mejerivarer, og ikke af hensyn til kunder eller personale, anses som proces og giver adgang til godtgørelse af afgiften.

    Generelt gælder det, at fremstilling af kulde/køling til andre formål end køling af hensyn til personers komfort i indendørs lokaler, stadig giver adgang til tilbagebetaling af afgiften. 

    Måling af energiforbruget - køleanlæg, der udelukkende anvendes til komfortkøling

    • Energiforbrug i eldrevne køleanlæg måles efter samme princip som rumvarme/varmt vand - elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 ... efter måler.
    • Energiforbrug i varmedrevne køleanlæg. Der stilles ikke krav om måling, idet der i stedet måles på processiden.

    Måling af energiforbruget - køleanlæg, der anvendes både til komfortkøling og proceskøling
    Hvis samme anlæg anvendes til både proceskøling og komfortkøling skal fordelingen af den fremstillede energimængde (kulde) til proceskøling og komfortkøling opgøres ved måling af køleanlæggets energiforbrug.

    Opgørelse af energiforbruget til komfortkøling og procesformål ved fordeling kan ikke ske på basis af en fast fordelingsnøgle, et skøn eller ved anden fordeling. Målingen af den mængde fremstillet energi (kulde), der forbruges til procesformål, skal ske på det sted, hvor energien overgår til procesformål.

    Køleanlæggets elmåler eller energimåler måler det samlede energiforbrug, der anvendes til fremstilling af kulde/køling. Den fremstillede køling føres frem til stedet, hvor der ønskes komfortkøling eller proceskøling som:

    1. Luftbåren køling
    2. Vandbåren køling

    Ad 1) Ved luftbåren køling er det ikke teknisk muligt at måle energiindholdet. Se nedenfor om mulighederne for at fordele energiindholdet.

    Ad 2) Ved vandbåren køling er det teknisk muligt at måle energiindholdet i den fremstillede kulde. For en fordeling af energiforbruget, der anvendes til fremstilling af kulde er det som udgangspunkt nødvendigt at foretage følgende to målinger:

    • måling af den samlede energi (kulde) anvendt til komfortkøling og proceskøling ved en energimåling
    • måling af energi (kulde) anvendt til proceskøling ved en energimåling.

    Målingen af energi anvendt til proceskøling (kulde) skal ske på det sted, hvor energien overgår til procesformål.

    Visning af billede: Energimåler

    Fordeling af energiforbruget ved beregning - samme anlæg anvendes til både komfortkøling og proceskøling
    Bestemmelserne i energiafgiftslovene om, at der ydes fuld tilbagebetaling, hvis der indbetales en afgift af de pågældende rum på 10 kr. pr. kvadratmeter pr. måned finder også anvendelse for opgørelse af energi forbrugt til fremstilling af kulde. Bestemmelserne gælder både for eldrevne og varmedrevne køleanlæg. Bestemmelserne kan også anvendes, hvis der anvendes flere forskellige energikilder fx elektricitet til komfortkøling og brændsel til opvarmning. Afgiften på 10 kr. dækker således både kulde og varme i de pågældende rum.

    Anvendes et anlæg eller flere anlæg på samme tid til køling af et og samme lokale af komfortmæssige hensyn for personer og af hensyn til en eller flere maskiner, fx en server i samme lokale, foretages der ikke en fordeling af den anvendte energi til køling. Den anvendte energi anses i disse tilfælde alene anvendt til komfortformål. Det samme gælder for køling i butikker og lignende, hvor kølingen i butikken både foretages af komfortmæssige hensyn til kunder og ansatte og af hensyn til maskiner.

    Energimålere
    Ældre eksisterende køleanlæg, der anvendes til komfortkøling, har ofte ikke installeret en måler til måling af energiforbruget. Hvis det er tilfældet, skal kvadratmeterreglen anvendes til opgørelse af afgiften af energiforbruget anvendt til komfortmåling, som virksomheden skal betale, eller der skal installeres en måler i køleanlægget.

    Fordeling af energiforbrug - måling af komfortkøling
    Virksomheder, der bruger energi til såvel proces (med adgang til tilbagebetaling) som komfortkøling (ikke-procesformål uden adgang til tilbagebetaling) og som skal fordele energien for at få tilbagebetalt afgiften af delforbruget af energi anvendt til proces, kan vælge at måle på komfortkøledelen efter nedenstående fremgangsmåde.

    Ved vandbåren køling er det teknisk muligt at måle energiindholdet i den fremstillede kulde.

    Virksomhederne kan måle komfortkøledelen således:

    • Måling af den samlede energi (kulde) anvendt til komfortkøling og proceskøling ved en energimåling.
    • Måling af energi (kulde) anvendt til komfortkøling ved en energimåling.

    Eksempel
    Samlet produceret køleenergi måles til 10 enheder.

    Samlet produceret køleenergi til komfortkøling måles til 3 enheder.

    Køleanlægget har haft et energiforbrug på 5.000 kWh.

     

     Køleanlæggets energiforbrug * produceret køleenergi til komfortkøling

    Samlet produceret køleenergi

     =

     5.000 kWh*3 enheder

    10 enheder

     = 1.500 kWh

    Målingen af energi anvendt til komfortkøling (kulde) skal ske på det sted, hvor energien overgår til komfortkøling. Hvis målingen af køleenergi til ikke-tilbagebetalingsberettigede formål ikke foretages i umiddelbar nærhed af det anlæg, hvor kulden produceres, tillægges den målte ikke-tilbagebetalingsberettigede køleenergi 10 pct. Ved "umiddelbar nærhed" forstås her, at målingen, set i forhold til de faktiske og installationsmæssige forhold i virksomheden, foretages så tilstrækkeligt tæt på anlægget, at målingen giver et realistisk billede af, hvor meget køleenergi, der er medgået til ikke-tilbagebetalingsberettigede formål.

    Delvis godtgørelse af elafgift af elforbrug til rumvarme og komfortkøling fra 2012
    Ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 er der sket en nedsættelse af elafgiften for momsregistrerede virksomheder, der anvender elektricitet til rumvarme og komfortkøling. Nedsættelsen gælder også for momsregistrerede virksomheder (liberale erhverv mv.) omfattet af bilag 1 til elafgiftsloven.

    Afgiftsnedsættelsen er udmøntet som en delvis godtgørelse af elafgiften på det pågældende elforbrug.

    Ændringen er trådt i kraft den 1. januar 2012.

    Der gælder følgende satser for delvis godtgørelse af elafgift af elektricitet til rumvarme og komfortkøling i perioden 2012-2015:

    2012: 11,8 øre/kWh

    2013: 12,0 øre/kWh

    2014: 12,2 øre/kWh

    2015: 12,5 øre/kWh

    Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.

     Der er den 25. november 2011 offentliggjort et nyhedsbrev om ændringerne på SKATs hjemmeside med titlen Energiafgifter - ændrede regler for godtgørelse af energiafgifter fra 2012. 

     Se i øvrigt afsnit F.6.4.1 og F.6.8.2. 

     Fordeling af elforbrug til køling mellem proceskøling og komfortkøling 

     Virksomheder, der anvender elektricitet til fremstilling af kulde, som bruges til såvel proceskøling som komfortkøling, skal fordele dette elforbrug for at få afgiftsgodtgørelse for elforbruget vedrørende proceskøling.

    Samme fordelingsprincipper kan anvendes ved opgørelse af elforbrug omfattet af retten til delvis afgiftsgodtgørelse - det vil sige elforbruget vedrørende komfortkøling

    Dette indebærer bl.a., at virksomheder med vandbåren køling enten kan vælge at måle forbruget til proceskøling eller komfortkøling. Derudover skal der ske måling af produceret køleenergi i alt. 

     Eksempel på beregning af elforbrug omfattet af retten til delvis godtgørelse af elafgift 

    Produceret køleenergi i alt

    10 enheder

    Køleenergi til komfortformål

    3 enheder

    Elforbrug til drift af køleanlægget

    5.000 kWh

     Køleanlæggets elforbrug * køleenergi til komfortformål/produceret køleenergi i alt:
    5.000 kWh * 3 enheder/10 enheder = 1.500 kWh.

    Målingen af energi anvendt til komfortkøling skal ske på det sted, hvor køleenergien overgår til komfortkøling. Hvis målingen af køleenergi til komfortformål ikke foretages i umiddelbar nærhed af det anlæg, hvor kulden produceres, tillægges den målte køleenergi til komfortformål 10 pct. Ved "umiddelbar nærhed" forstås, at målingen, set i forhold til de faktiske og installationsmæssige forhold i virksomheden, foretages så tilstrækkeligt tæt på anlægget, at målingen giver et realistisk billede af, hvor meget køleenergi, der er medgået til komfortformål.

    Fordelingen af elforbruget mellem proceskøling og komfortkøling kan i stedet baseres på en måling af køleenergi til procesformål.

    Eksempel på beregning af delvis afgiftsgodtgørelse vedr. komfortkøling for 2012

    Den delvise godtgørelse af elafgift beregnes på følgende måde:

    Køleanlæggets elforbrug vedr. komfortkøling * godtgørelsessats
    1.500 kWh * 11,8 øre/kWh = 177,00 kr.

    Hvis beregningen af elforbrug vedrørende komfortkøling er baseret på en måling af køleenergi til procesformål, er det forskellen mellem elforbrug til drift af køleanlægget og køleanlæggets elforbrug til proceskøling, som skal anvendes ved beregning af den delvise afgiftsgodtgørelse. 

    Som anført under F.6.1 skelnes der i godtgørelsesmæssig henseende mellem varme og varer anvendt til rumvarme/varmt vand på den ene side - og varme og varer anvendt til procesformål på den anden side.

    Hvis samme anlæg/ledningsnet forsyner virksomheden med både rumvarme/varmt vand og procesenergi, skal forbruget deles præcist op. Hovedreglen er, at - for at opnå godtgørelse - skal der ske måling af den energi, der anvendes til procesformål.

    De nærmere regler for fordeling af energiforbrug fremgår af F.6.8.

    Hvis der i en virksomhed udelukkende skal ske fordeling af energiforbrug mellem privat og erhvervsmæssig anvendelse, kan fordelingen ske skønsmæssigt, dvs. uden konkret måling. Den skønsmæssige fordeling kan tage udgangspunkt i de standardsatser, som ligningsmyndighederne anvender ved skatteansættelsen af privatforbrug, se F.6.8.7.

    Rumvarme
    Ved rumvarme forstås energi, der bruges til at opvarme virksomhedens lokaler til fx
    • produktion
    • lager
    • salg
    • kontorer
    • hotelværelser og serveringslokaler.
    Varmt vand
    Ved varmt vand forstås i denne forbindelse vand, der bruges til fx
    • rengøring af lokaler og produktionsanlæg
    • bad
    • opvask
    • vask af hænder.

    Ved energiafgifter forstås i denne forbindelse afgift efter mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven og naturgasafgiftsloven.

    Efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, ydes der ikke godtgørelse af energiafgift på varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, rumvarme og varmt vand, jf. dog stk. 5.

    Bestemmelserne i kulafgiftsloven (§ 8, stk. 3, 1. punktum) og naturgasafgiftsloven (§ 10, stk. 4, 1. punktum) er parallelle med mineralolieafgiftslovens.

    Bestemmelserne gælder som anført både for rumvarme og varmt vand, som virksomheden selv producerer, og for leverancer af varme og varmt vand fra fjernvarmeværker mv.

    Efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, ydes der heller ikke godtgørelse for afgift af elektricitet, som forbruges i vandvarmere og varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden. Undtaget er dog forbrug af elektricitet i rumvarmeaggregater, der midlertidigt placeres i et lokale for at dække et kortvarigt rumvarmebehov.

     Elektricitet til produktion af rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling - delvis godtgørelse af elafgift 

     Ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 er der sket en nedsættelse af elafgiften for elektricitet, som momsregistrerede virksomheder anvender til at fremstille rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling (køling af lokaler af komforthensyn). Lempelsen er trådt i kraft den 1. januar 2012.

    Denne afgift svarer herefter til den reducerede elafgift (elvarmeafgift), der gælder for el-opvarmenede helårsboliger.

    Nedsættelsen af elafgiften gælder også for elektricitet, som momsregistrerede virksomheder omfattet af bilag 1 til elafgiftsloven (liberale erhverv mv.) anvender til rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling. Det drejer sig eksempelvis om advokater, revisorer og forlystelsesvirksomheder. Det vil sige virksomheder, der hidtil har været helt afskåret fra at få godtgørelse af elafgift.

    Nedsættelsen af elafgiften gælder derimod ikke forbrug af elektricitet til drift af ventilatorer og pumper mv., der fører varme eller kulde frem til de pågældende lokaler.

    Afgiftsnedsættelsen er gennemført som en ordning med delvis godtgørelse af elafgiften. Det er en betingelse for delvis godtgørelse af elafgift, at elektriciteten er forbrugt af virksomheden. Det er endvidere en betingelse, at virksomheden har fradragsret for indgående moms for elektriciteten.

    Det vil sige, at der opkræves den fulde elafgift af den leverede elektricitet. Det er dermed den momsregistrerede forbruger af elektriciteten, der skal beregne den elafgift, som virksomheden har ret til at få godtgjort. Afgiftsbeløbet medtages/fradrages på momsangivelsen.

    Bemærk: Momsregistrerede virksomheder, der aftager varme, varmt brugsvand og kulde, der er produceret af elektricitet, kan ikke få delvis godtgørelse af elafgift af dette elforbrug. Det er i dette tilfælde den momsregistrerede producent af varme, varmt vand og kulde, som har ret til delvis godtgørelse af elafgift. 

    Der gælder følgende satser for delvis godtgørelse af elafgift af elektricitet til rumvarme mv. i perioden 2012-2015:

    2012: 11,8 øre/kWh

    2013: 12,0 øre/kWh

    2014: 12,2 øre/kWh

    2015: 12,5 øre/kWh

    Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a. 

     Momsregistrerede producenter af varme, varmt vand og kulde - delvis godtgørelse af elafgift 

     Ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 er der sket en nedsættelse af elafgiften for elektricitet, som momsregistrerede producenter anvender til at fremstille varme, varmt vand og kulde, der leveres til forbrug. Lempelsen er trådt i kraft den 1. januar 2012. 

    Denne afgift svarer herefter til den reducerede elafgift (elvarmeafgift), der gælder for el-opvarmenede helårsboliger.

    Der gælder følgende satser for delvis godtgørelse af elafgift af elektricitet til rumvarme mv. i perioden 2012-2015:

    2012: 11,8 øre/kWh

    2013: 12,0 øre/kWh

    2014: 12,2 øre/kWh

    2015: 12,5 øre/kWh

    Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.

    Producenterne har dog ikke ret til delvis godtgørelse af elafgiften, hvis de opnår godtgørelse af elafgiften af det samme elforbrug efter andre godtgørelsesordninger i elafgiftsloven. Dette gælder fx for momsregistrerede kraftvarmeproducenter, der får godtgørelse efter ordningen om afgiftslempelse for fjernvarme (elpatronordningen). Det samme gælder for elbaseret varme, som varmeproducenten anvender til godtgørelsesberettigede procesformål, fx stilstandsvarme til opvarmning af varmeproduktionsanlæg og olietanke.

    Bemærk: Reglerne om afgiftslempelse for fjernvarme (elpatronordningen), der gælder for momsregistrerede kraftvarmeproducenter, er nærmere beskrevet i bl.a. afsnit F.3.8.1.

    Bemærk: Elafgift, der godtgøres efter ordningen om delvis godtgørelse af elafgift for elforbrug til produktion af varme, varmt brugsvand og kulde, må ikke indgå i beregning af afgiftsbelastningen for den leverede varme, varmt brugsvand eller kulde, som faktureres til kunden. 

    Aftrapning af afgiftsgodtgørelse for perioden 1996-1998
    Afgiftsgodtgørelsen for energi til rumvarme og varmt vand blev aftrappet i perioden 1. januar 1996 til 1. januar 1998, hvor godtgørelsen bortfaldt helt, se F.6.1.2.

    For naturgas og bygas, der blev afgiftspligtig fra 1. januar 1996, har der ikke på tilsvarende måde som for andre afgiftspligtige brændsler været en aftrapning i adgangen til afgiftsgodtgørelse for rumvarme og varmt vand, seF.6.1.2.

    Naturgas, der anvendes til fremstilling af varme har i øvrigt indtil 1. januar 2001 været pålagt en lavere energiafgift end fx olie.

    Afgiftsforskellen har almindeligvis ikke udmøntet sig i lavere priser for naturgas, der anvendes til fremstilling af rumvarme og varmt vand, da gasselskaberne har måttet sælge naturgas - beregnet til fremstilling af rumvarme og varmt vand - til en pris, som om der var "fuld" afgift på gassen svarende til afgiften på olien. Denne afgiftsforskel mellem den faktiske afgift og afgiften, hvis naturgas havde været belagt med fuld energiafgift, har været benævnt som "skyggeafgift". Overfor momsregistrerede virksomheder har skyggeafgiften også været benævnt som et "rumvarmetillæg".

    Der ydes ikke godtgørelse af CO2-afgift af energiforbrug til rumvarme og varmt vand, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1.

    Godtgørelse for CO2-afgift til nævnte formål bortfaldt den 1. januar 1996.

     

    Der henvises til F.6.4.6 og F.6.4.7.

    Ved energiafgifter forstås i denne forbindelse afgift efter mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven og naturgasafgiftsloven.

    Hvis samme anlæg/ledningsnet forsyner virksomheden med både rumvarme/varmt vand og procesenergi, skal forbruget deles præcist op. Hovedreglen er, at - for at opnå godtgørelse - skal der ske måling af den energi, der bruges til procesformål.

    De nærmere regler for fordeling af energiforbrug fremgår af F.6.8.

    Hvis der i en virksomhed udelukkende skal ske fordeling af energiforbrug mellem privat og erhvervsmæssig anvendelse, kan fordelingen ske skønsmæssigt, dvs. uden konkret måling. Den skønsmæssige fordeling kan tage udgangspunkt i de standardsatser, som ligningsmyndighederne anvender ved skatteansættelsen af privatforbrug, seF.6.8.7.

    § 11, stk. 1, nr. 1

    Virksomheders forbrug af elektricitet til fx

    • drift af maskiner, produktionsanlæg og edb-udstyr,
    • belysning og
    • pumper og blæsere i forbindelse med ventilation i virksomhedens lokaler

    kan anses for procesenergi, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

    Derimod anses opvarmning af luft i forbindelse med ventilation ikke for at være procesenergi.

    § 11, stk. 3, 1.-4. pkt.

    Ifølge § 11, stk. 3, 1. - 4. punktum ydes der ikke tilbagebetaling af afgift af elektricitet og varme, som bruges i elektriske apparater til opvarmning af brugsvand eller visse elektriske anlæg, der anvendes til at fremstille rumvarme mv,, herunder varme, der leveres fra virksomheden.

    Bestemmelsen lyder som følger: "Tilbagebetalingen kan ikke finde sted for afgiftspligtig elektricitet og varme, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden. Undtaget er dog forbrug af elektricitet i rumvarmeaggregater, der midlertidigt placeres i et lokale for at dække et kortvarigt rumvarmebehov."

    I forbindelse med vurderingen af, om et rumvarmebehov er kortvarigt eller mere permanent, kan der bl.a. ses på, om der er tale om et elforbrug til supplerende rumvarme i meget kolde perioder, hvor et eksisterende varmeforsyningsnet ikke kan dække behovet for rumvarme, eller om der foretages opvarmning af lokaler, hvor der almindeligvis ikke er behov for varme. Opvarmning af lokaler, hvor der et grundlæggende varmebehov, fx hotelværelser og hytter, kan ikke anses for kortvarigt, uanset om lokalet kun opvarmes i udlejningsperioden, fx et par dage ad gangen.

    § 11, stk. 3, 5. og 6. pkt.

    Ved lov nr. 722 af 25. juni 2010 er der som nyt 5. og 6. punktum indsat følgende bestemmelser vedrørende tilbagebetaling af afgift af elektricitet af elbaseret varme og varmt vand: "Tilbagebetaling kan heller ikke finde sted for elektricitet, der er medgået til fremstilling af varme, som er leveret til virksomheden, og som virksomheden forbruger som rumvarme eller varmt vand eller leverer til andre. Der ydes dog tilbagebetaling for afgiften af varme, der forbruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, såfremt højst 10 pct. af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning."

    Bestemmelserne, der er trådt i kraft den 27. juni 2010, svarer til reglerne for tilbagebetaling af energiafgifter, som er i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, kulafgiftslovens § 8, stk. 3 og gasafgiftsloven § 10, stk. 4.

    § 11, stk. 3, 7.-11. pkt.

    Ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 er der i § 11, stk. 3 indsat følgende nye bestemmelser (7.-11. pkt.):

    "For afgiftspligtig elektricitet til formål, som er nævnt i 1., 3. eller 4. pkt., ydes dog tilbagebetaling af afgift nævnt i § 6, stk. 2, med 12,5 øre pr. kWh (2015-niveau), herunder for ydelser omfattet af stk. 2. For modtagelse af leverancer, som er baseret på elektricitet, finder 7. pkt. ikke anvendelse. 7. pkt. finder heller ikke anvendelse for elforbrug, for hvilket der sker tilbagebetaling af afgift efter denne lovs øvrige regler. I perioden 2012-2014 ydes tilbagebetaling efter 7. pkt. med de satser, som fremgår af bilag 3 a. Satsen for tilbagebetaling, som er nævnt i 7. pkt., reguleres efter § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v."

    Der er herved sket en nedsættelse af elafgiften på rumvarme m.v. og komfortkøling i momsregistrerede virksomheder, herunder liberale erhverv. Ved liberale erhverv forstås de momsregistrerede virksomheder, som er nævnt i bilag 1 til elafgiftsloven (advokater, revisorer og virksomheder med forlystelser mv.).

    Ovennævnte ændringer ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 er trådt i kraft den 1. januar 2012.

    Der gælder følgende satser for delvis godtgørelse af elafgift af elektricitet til rumvarme mv. i perioden 2012-2015:

    2012: 11,8 øre/kWh

    2013: 12,0 øre/kWh

    2014: 12,2 øre/kWh

    2015: 12,5 øre/kWh

    Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.

     Der er den 25. november 2011 offentliggjort et nyhedsbrev om ændringerne på SKATs hjemmeside med titlen Energiafgifter - ændrede regler for godtgørelse af energiafgifter fra 2012.  

    § 11, stk. 4 - modifikation
    I § 11, stk. 4, sker der en modifikation af bestemmelserne i § 11, stk. 3, vedrørende rumvarme og varmt vand, idet § 11, stk. 4 - på nærmere anførte betingelser - giver adgang til afgiftsgodtgørelse for varer, varme og varmt vand, der anvendes som procesenergi i forbindelse med varefremstilling, se F.6.4.4.

    Derudover ydes der ikke afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der anvendes ved afsætning af visse momspligtige ydelser, der er nævnt i bilaget i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 2, se F.6.6.

    Elvarmeafgift
    Virksomheder, som drives fra erhvervslokaler, der har elmåleren fælles med en elopvarmet helårsbolig, skal ved beregning af godtgørelsen af elafgift, bruge den særlige elvarmesats. Der henvises tilF.3.5.

    Elbiler
    Skatterådet har den 27. april 2010 truffet afgørelse i en sag om godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til el-biler.

    For virksomheder, der har serviceaktiviteter med opladning af batterier til el-biler, var det afgørende spørgsmål, hvornår elektriciteten anses for at være forbrugt. Problemstillingen var, om elforbruget sker, når batterier til el-biler oplades, eller om elforbruget sker, når batterier til el-biler aflades. Hvis elektriciteten forbruges ved opladningen af batterier til el-biler, er det virksomheder, der oplader batterier til el-biler, der forbruger elektriciteten. Hvis elektriciteten forbruges ved afladningen af batterier til el-biler, det vil sige, når virksomhedernes kunder anvender el-bilerne, er det derimod kunderne, der forbruger elektriciteten.

    Det er Skatterådets opfattelse, at elforbruget sker ved opladningen af batterier til el-biler. Opladningen sker ved, at der påføres elektricitet til batterier til el-biler. Når virksomheden har serviceaktiviteter med opladning af batterier til el-biler, anser Skatterådet elektriciteten for at være forbrugt i en produktionsproces i virksomheden. Virksomhedens kunder køber således ikke elektricitet, men en ydelse, der består i opladning af batterier til el-biler. Det er en forudsætning, at det er virksomhedens elleverandør eller en anden udbyder, som virksomheden samarbejder med, der leverer elektriciteten til opladningen, uanset hvor og under hvilke betingelser opladningen af batterierne til el-biler finder sted. 

    Virksomheder, der har serviceaktiviteter med opladning af batterier til el-biler, omfattes af reglerne om godtgørelse af elafgift. Virksomheden kan således få godtgjort afgift af den i virksomheden forbrugte elektricitet, der medgår til opladning af batterier til el-biler. Afgørelsen er offentliggjort i SKM2011.259.SKAT.

    Den godtgørelsesmæssige stilling for andet energiforbrug (energi omfattet af mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven og naturgasafgiftsloven) afhænger i nogen grad af, om forbruget sker uden forbindelse med rum, se F.6.4.3, eller i forbindelse med rum, se F.6.4.4.

    Der ydes dog, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, afgiftsgodtgørelse for varer, der som vare indgår som en del af en anden vare. Det er en forudsætning, at den herved fremstillede vare ikke i sig selv er afgiftspligtig efter en af de nævnte afgiftslove, herunder at der ikke er tale om en vare, som anvendes eller kan anvendes til fyringsformål eller som motorbrændstof.

    Der ydes almindeligvis afgiftsgodtgørelse for forbrug af varer og varme til procesformål, når forbruget ikke sker i tilknytning til rum, - idet forbrug af varer og varme til procesformål i en virksomhed, der ikke sker i forbindelse med rum, ikke er omfattet af bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum.

    Momsregistrerede virksomheder kan opnå afgiftsgodtgørelse for sådant forbrug efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1.

    Derimod vil forbrug af varmt vand eksempelvis til rengøring o.l. af maskiner, produktionsudstyr mv. være omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum - også selv om forbruget af varmt vand ikke sker i forbindelse med rum.

    Som anført under F.6.3 ydes der ikke afgiftsgodtgørelse for varer og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, rumvarme og varmt vand, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum.

    I mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, sker der en modifikation af ovennævnte bestemmelse om rumvarme og varmt vand, idet bestemmelsen - på nærmere anførte betingelser - giver adgang til afgiftsgodtgørelse for varer, varme og varmt vand, der anvendes som procesenergi i forbindelse med varefremstilling.

    Der kan dog altid jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 2. punktum , kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 2. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 2. punktum, ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varer, der bruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, hvis højst 10 pct. af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning,

    Bestemmelsen, der blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997, tager sigte på forbrug af varme og varer i lukkede procesanlæg, som ikke opfylder nedennævnte bestemmelse for procesenergi om temperaturstigning på mindst 10 grader C i forhold til det omgivende rum, og hvor der kun er tale om en mindre varmeafgivelse.

    Procesformål, se nedenfor
    Følgende forbrug af varme og varer, kan anses for procesformål:

    Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 1:

    Vask mv. af varer bestemt for afsætning
    Varme og varmt vand, der anvendes ved fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen enten vaskes, renses eller rengøres i eller med særlige anlæg, fx varmt vand til skoldning af dyrekroppe på slagterier.

    Denne bestemmelse findes tilsvarende i elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 1.

    Afgiften godtgøres, uanset at processen også bidrager til opvarmning af lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

    Temperaturstigninger på mindst 10 grader C
    Varme og varmt vand, der anvendes ved fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som udsættes for temperaturstigninger i forhold til det omgivende rum på mindst 10 grader C, såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering i særlige anlæg. Afgiften godtgøres, uanset at processen også bidrager til opvarmning af lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

    Den tilsvarende bestemmelse findes ikke i elafgiftsloven, da elektricitet forbrugt i maskiner og anlæg som udgangspunkt anses for procesenergi, medmindre der er tale om forbrug af elektricitet i elvandvarmere, elradiatorer e.l.

    Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 2, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2:

    Lokaler opvarmet til mindst 45 grader C
    Opvarmning af særlige rum med en driftstemperatur på mindst 45 grader C ved fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen udsættes for temperaturændringer såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering.

    Udover driftstemperaturen på mindst 45 grader C består afgrænsningen til almindelig rumvarme i, at rummet skal være specielt indrettet til forarbejdning af varer.

    Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

    Malekabiner
    Opvarmning af malekabiner. Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

    Malekabinen skal være et lukket rum. Dette gælder også for kabiner, der er utraditionelle p.g.a. størrelsen af det emne, der skal males/lakeres, fx maling af skorstene og vindmølletårne. Kabinen skal være indrettet med udsugning og anlægget skal være godkendt efter miljøreglerne.

    Der må alene foregå sprøjtning med maling eller lak og efterfølgende tørring i malekabinen. Endvidere kan der ske forudgående afdækning i forbindelse med maling eller lakering. Derimod må der ikke foregå fx slibning eller samling af emner i kabinen. Undervognsbehandling (sprøjtepåføring af rustbeskyttelsesmiddel) er heller ikke omfattet af malekabine-bestemmelsen, jf. SKM2001.343.TSS.

    Byretten har, jf. SKM2009.128.BR truffet afgørelse i en sag om tilbagebetaling af gas- og kuldioxidafgift af naturgas anvendt til opvarmning af 3 malehaller på et skibsværft. Selvom hallerne ud fra de fysiske forhold godt kunne betragtes som "malekabiner" efter gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2, lagde retten afgørende vægt på den måde, hvorpå lokalerne blev anvendt. Efter en naturlig sproglig fortolkning måtte ved "malekabine" forstås et aflukket rum, hvor der males, og hvor malingen efterfølgende tørrer. Under henvisning bl.a. til Højesterets dom, SKM2007.262.HR, der ligeledes vedrørte rumvarmereglerne, var der ikke grundlag for at fortolke undtagelsesbestemmelsen udvidende. Da der ikke var sikre holdepunkter i lovens forarbejder for, at begrebet "malekabine" kunne anses for også at omfatte malehaller, hvor der som i den konkrete sag også blev foretaget sandblæsning mv., var energiforbruget ikke afgiftsfritaget. Retten fandt, at malehallerne efter deres indretning og anvendelse måtte anses for at være "rum" og ikke "særlige anlæg" efter gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2.

    Der blev lagt væt på, at varmen i dette tilfælde skulle tilføres ved hjælp af det særlige anlæg og ikke fra rummet, som anlægget stod i. Efter forarbejderne til gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2, der vedrører "særligt indrettet rum" kræves der således en meget direkte sammenhæng mellem den foretagne opvarmning og det forhold, at varen ændrer karakter (f.eks. tørrer). Der må ikke foregå en egentlig forarbejdning i rummet, ligesom personer kun lejlighedsvis må opholde sig i rummet. Eftersom der i malehallerne skete en forarbejdning i form af sandblæsning, maling m.v., samt da personer opholdt sig i hallerne i længere tid ad gangen, konkluderede retten at betingelserne for afgiftsfritagelse ikke var opfyldt.

    Sagen blev anket til Østre Landsret. Dommen er offentliggjort i SKM2011.378.ØLD. Skibssektionerne blev sandblæst i malehallerne forud for malingen. På grund af syns- og skønserklæringen blev det lagt til grund, at det reelt ikke var muligt at flytte skibssektionerne efter endt sandblæsning og inden maling uden betydelig og nærliggende risiko for, at fugt og rustangreb vil nødvendiggøre en ny forbehandling. Sandblæsning af skibssektioner af disse dimensioner blev derfor anset for en sådan integreret og uadskillelig del af den samlede maleproces, at betingelserne for tilbagebetaling af afgift i medfør af gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2 (malekabiner), var opfyldt. Østre Landsret udtalte i øvrigt, at det efter gasafgiftslovens § 10, stk. 4, er hovedreglen, at der ikke ydes tilbagebetaling af varme, bl.a. rumvarme. Endvidere udtalte Østre Landsret, at undtagelserne fra hovedreglen er nøje opregnet i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, og der ikke er grundlag for at fortolke undtagelsesbestemmelserne udvidende.     

    Se endvidere F.6.4.6 vedrørende varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler, hvor også Højesterets praksis jf. SKM2007.262.HR er refereret.

    Lokaler til lagring af oste
    Opvarmning af lokaler specielt indrettet til lagring af oste, når lagringen er en integreret del af ostningsprocessen. Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

    Lokaler til lagring af spegepølser
    Opvarmning af lokaler specielt indrettet til lagring af spegepølser, når lagringen er en integreret del af spegepølseproduktionen. Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

    Lokaler til tørring af træ
    Opvarmning af lokaler specielt indrettet til tørring af træ (trætørrestuer). Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

    Lukkede procesrum
    Opvarmning af specielt indrettede lukkede procesrum kan anses for procesenergi på følgende betingelser:

    • Opvarmningen skal bidrage aktivt til, at varen ændrer karakter under opholdet i lokalet.
    • Opvarmningen er udelukkende et led i forarbejdningen/fremstillingen af varer.
    • Under forarbejdningen må der kun lejlighedsvis opholde sig personer i lokalet - i forbindelse med fyldning og tømning samt ved kortvarig inspektion af processen.

    Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

    Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

    Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 3, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3:

    Proceslisten - tung proces
    Varme og varmt vand, der bruges i de anvendelser, fx væksthusgartnerier, der er nævnt i listen over tunge processer, se F.6.5 jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

    Opvarmning af staldbygninger
    Varme og varmt vand, der bruges i landbrugets staldbygninger, jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

    Ved lov nr. 963 af 20. december 1999, der trådte i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002 og som har virkning fra 1. januar 2000, skete der en udvidelse af begrebet "opvarmning af staldbygninger", så forbruget af rumvarme i visse lokaler i tilknytning til staldbygningen kan anses for procesenergi.

    Bestemmelsen er indsat som 2. og 3. punktum i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 3, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, jf. nedenfor.

    Omfattet af godtgørelsen af varme og varmt vand brugt i staldbygninger er også kontorlokaler og andre lokaler i staldbygninger, som indgår i driften, eller hvorfra driften styres og planlægges, hvis forsyningen med varme sker fra samme net som forsyningen til staldbygningen.

    Det er dog en forudsætning, at selve staldområdet er opvarmet. Opvarmning af kontorlokaler i uopvarmede staldbygninger er dermed ikke godtgørelsesberettiget.

    Udover lokaler, hvor fx selve fodringen styres, kan der være tale om forrum til selve staldarealet, hvor der sker omklædning og vask af hænder mv., samt gangarealer mellem forskellige dele af staldene.

    Opvarmning af lokaler, der anvendes til opdræt af forsøgsdyr, er ikke omfattet af adgangen til afgiftsgodtgørelse, jf. SKM2007.159.LSR og SKM2008.428.BR, som er stadfæstet af landsretten, jf. SKM2009.265.VLR, se F.6.4.6.

    Der kan derudover ikke ydes afgiftsgodtgørelse for rumvarme og varmt vand, som anvendes i værksteder, maskinhuse, medarbejderboliger, folkestuer, baderum mv.

    Yderligere om bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår afF.6.4.5.

    Cirkulation af rengøringsvæsker
    Der ydes afgiftsgodtgørelse for varmt vand, der anvendes til rengøring eller sterilisering af tanke og lukkede produktionsanlæg, hvor rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW, jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

    Rengøring i sådanne anlæg benævnes også som CIP-rengøring. CIP-rengøring indebærer, at den samme rengøringsvæske kan sendes gennem tank- og rørsystemerne flere gange (cirkuleres).

    Rengøring mv. af slagterier
    Der ydes afgiftsgodtgørelse for varmt vand, der anvendes af slagterier til rengøring eller sterilisering af produktionsudstyr og produktionslokaler i de lokaler, hvor selve slagtningen og grovparteringen finder sted, for fjerkræ dog kun varmt vand forbrugt inden partering, samt forbruget af varmt vand i tilstødende produktionslokaler, hvis der er fælles varmtvandsnet, og der ikke fremstilles udskæringer beregnet til detailsalg, jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, seF.6.9.

    Se F.6.4.6  (TfS 2000, 643) om produktionsudstyr. Ved grovpartering forstås for svin og lam mv. partering i halve kroppe, for kvæg mv. partering til og med fjerdinger.

    Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 5, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 3 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 5:

    Rengøring af genbrugsemballage
    Der ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varmt vand, der anvendes til rengøring af genbrugsemballage, der anvendes ved transport eller salg af varer. De emballagetyper, der typisk er tale om, er kødkasser, fiskekasser, brødkasser m.m., der anvendes ved vareudveksling mellem virksomheder. Denne regel gælder også, selv om indtil 25 pct. af genbrugsemballagen (kasserne) bruges internt i virksomheden, dvs. til andre formål end transport eller salg af varer. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

    Se iøvrigt F.6.4.6 om SKM2001.147.LSR, hvorefter containere ikke kunne anses som genbrugsemballage.

    Vask mv. af tekstiler
    Der ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varmt vand, der anvendes til vask eller rens af tekstiler og efterbehandling i forbindelse hermed i form af tørring, rulning m.m.

    Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

    Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 6, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 6, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 6:

    Rumvarme i jernstøberier
    Bestemmelsen indebærer, at opvarmning af lokaler, hvor der foretages smeltning af jern og stål, som omfattet af nr. 30 i listen over tunge processer, og lokaler, hvor det flydende metal anvendes (udstøbes), kan anses for procesenergi.

    Hvor dette forbrug af varme ikke kan adskilles fra det øvrige forbrug af varme, kan der dog højst ydes godtgørelse for 30 pct. af det samlede forbrug af energi til opvarmning i forbindelse med forarbejdningen af jern og stål.

    Det er en forudsætning for godtgørelse, at der smeltes mindst 10 t jern eller stål om dagen.

    Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, og den har haft virkning fra 1. januar 2000.

    Yderligere om bestemmelsens ikrafttræden, seF.6.4.5.

    Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 7, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 7, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 5 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 7:

    Hærdning af glasfiberemner
    Bestemmelsen indebærer, at varme, der anvendes til opvarmning af lokaler, hvori der foretages hærdning af emner fremstillet af armeret hærdeplast, og som ikke er omfattet af godtgørelsesreglerne for lukkede procesrum, kan anses for procesenergi.

    Armeringen kan eksempelvis bestå af glasfibre, kulfibre, træ, eller forskellige naturfibre samt af plastskum.

    Der kan dog højst ydes godtgørelse for 1/3 af det samlede forbrug af varme i sådanne lokaler.

    Det er en betingelse, for den udvidede adgang til afgiftsgodtgørelse, at anvendelsen sker i virksomheder, som har en industriel fremstilling af varer af armeret hærdeplast, eksempelvis skibe, vindmøllevinger og forskellige beholdere. Der kan ikke ydes godtgørelse til virksomheder, der som led i fremstillingen af andre produkter lejlighedsvist har en produktion af armeret hærdeplast.

    Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, og den har haft virkning fra 1. januar 2000.

    Yderligere om bestemmelsens ikrafttræden, seF.6.4.5.

    Opvarmning - opførelse og renovering af bygninger
    Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 8, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 8, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 6 og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 8:

    Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der indsat følgende bestemmelse i ovennævnte energiafgiftslove: "Afgiften af varme og varer, der udelukkende forbruges til udtørring af bygningsmaterialer eller opretholdelse af den for byggearbejdet fornødne temperatur under byggeperioden i forbindelse med opførelse og renovering af bygninger." Bestemmelsen er trådt i kraft den 1. juli 2004.

    Efter bestemmelsens ordlyd omfatter adgangen til afgiftsgodtgørelse udelukkende opvarmning i forbindelse med opførelse eller renovering af bygninger, hvilket vil sige den midlertidige opvarmning, der sker i selve byggeperioden, og som er nødvendige for at producere bygningen. Det er endvidere en forudsætning, at opvarmningen udelukkende har dette formål. Når bygningen eller den del heraf, som opvarmningen rettes imod, fremtræder som færdig, ophører byggeperioden og dermed også retten til afgiftsgodtgørelse. Dette medfører for eksempel, at afgiften af energi til udtørring af vægge må anses som godtgørelsesberettiget, også selv om loft og betongulv er lagt og vinduer og døre isat. Bygningen vil i lovens forstand fremstå som færdig, når væggene er tørre. Det samme gælder, såfremt udtørringen vedrører en etageadskillelse.

    Lægning af træ- eller klinkegulve og opsætning af loftsbeklædning og skillevægge, malerarbejde, epoxybelægning og lignende vil typisk foregå efter rummets konstruktion. Såfremt sådanne arbejdsopgaver foregår, før rummet er færdigt, vil energiforbruget dog være at anse som godtgørelsesberettiget, når processen ligger inden for rammerne af en sædvanlig arbejdstilrettelæggelse.

    Der er tale om en præcisering af retstilstanden på området, som kom til udtryk i et TSS-cirkulære nr. 2002-16 af 17. maj 2002, se F.6.4.6. - "Udtørring af bygninger".      

    Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 14, kulafgiftslovens § 8, stk. 13, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 14:

    Støttebrændsel i affaldsforbrændings-anlæg mv., der leverer varme
    Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 14, er sålydende:

    "Uanset stk. 4 kan der dog altid ydes tilbagebetaling for forbruget af afgiftspligtige varer og varme, der overstiger en beregnet mængde, når mindst 25 pct. af den indfyrede energi hidrører fra andet end afgiftspligtige brændsler eller afgiftspligtig elektricitet. Denne mængde beregnes for hvert afgiftspligtigt brændsel som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i det afgiftspligtige brændsel og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede mængder ganget med den leverede mængde varme divideret med 0,7 og omregnet til liter henholdsvis kilogram efter de i § 9, stk. 2, anførte værdier for energiindhold. Hvis virksomheden ikke nærmere kan dokumentere energiindholdet i de afgiftspligtige brændsler, anvendes de i § 9, stk. 2, anførte værdier. Kun varer, hvis energiindhold utvivlsomt overstiger 9,4 MJ/kg, medregnes, hvis energiindholdet i de indfyrede brændsler opgøres på grundlag af de i § 9, stk. 2, anførte værdier."

    Bestemmelsen indebærer følgende:

    1. Den nytttiggjorte mængde varme skal måles.
    2. Ved brug af standardvirkningsgraden på 0,7 beregnes et teoretisk bruttoenergiforbrug.
    3. Der indføres et loft over afgiftsbetalingen svarende til det afgiftspligtige brændsels andel af den indfyrede energi.
    4. Energiindholdet i affald opgøres detaljeret af virksomheden, eller ved anvendelse af en standard på 9,4 MJ/kg. Affald med et energiindhold på under 9,4 MJ/kg sættes dog til 0 MJ/kg, hvis der anvendes standardberegning for energiindholdet i affaldet.

    Eksempel:

    Nyttiggjort varme700 GJ
    Teoretisk bruttoenergiforbrug (700/0,7) =1000 GJ
    Indfyret affald1000 GJ
    Indfyret olie1000 GJ
    Beregnet mængde (1000/2000 x 700/0,7) =500 GJ
    Forskel (1000-500) GJ =500 GJ
    Godtgørelsesberettiget mængde i liter:(500 GJ/35,9) =13.928 l

    Der kan i det pågældende tilfælde opnås afgiftsgodtgørelse for halvdelen af olieforbruget.

    Bestemmelserne i kulafgiftslovens § 8, stk. 13, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 14 er parallelle med mineralolieafgiftslovens.

    Bestemmelsen retter sig til virksomheder, der udover afgiftspligtige varer, fx olie eller naturgas, også anvender et ikke-afgiftspligtigt brændsel, som fx affald som brændsel ved varmefremstilling. Omfattet er fx dermed affaldsforbrændingsanlæg, der leverer varme, og som anvender afgiftspligtig støttebrændsel ved forbrændingen/varmefremstillingen.

    SKAT har, jf. SKM2007.607.SKAT præciseret retstilstanden for affaldsforbrændingsvirksomheder, der bruger olie som støttebrændsel. Præciseringen tager udgangspunkt i en model, hvor affaldet og støttebrændslet afbrændes i den samme kedel, hvor der fremstilles damp, som anvendes til produktion af elektricitet. Affaldsforbrændingsvirksomheden leverer endvidere varme til et varmeforsyningsselskab og forbruger varme til intern rumopvarmning.

    Forbrug af olie som støttebrændsel i affaldsforbrændingsvirksomheder, der leverer varme, er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4 og 14.

    Ved opgørelsen af olieforbruget efter stk. 14 medregnes også olie, der er anvendt ved opstart af kedler til affaldsforbrænding.

    Virksomheden skal måle forbruget af olie til nævnte formål.

    Forbrug af olie i andre fyringsanlæg end i affaldsforbrændingsanlægget, f.eks. i spidslastkedler, må ikke medregnes ved opgørelsen efter stk. 14.

    Affaldsforbrændingsvirksomheder, som fremstiller elektricitet, skal først opgøre forbruget af afgiftspligtige brændsler, der er anvendt til at fremstille elektricitet og varme. Fordelingen af brændslet mellem el- og varmefremstilling sker efter reglerne i mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 2. Forbruget af afgiftspligtige brændsler til elfremstilling, der er fritaget for afgift efter § 9, stk. 2, må ikke indgå i opgørelsen efter § 11, stk. 14.

    Dernæst opgøres forbruget af afgiftspligtige brændsler, som virksomheden kan opnå afgiftsgodtgørelse for efter reglerne i § 11, stk. 14.

    Ved "den leverede mængde varme" i § 11, stk. 14 forstås den mængde varme, der leveres til varmeforsyningsselskabet/varmeforsyningsnettet, og affaldsforbrændingsvirksomhedens eget forbrug af rumvarme og varmt vand. Den leverede mængde varme måles ab værk.

    Opgørelse efter § 11, stk. 14 følger den periode, som affaldsforbrændingsvirksomheden anvender ved angivelse af tilsvaret efter momsloven.

    Reglerne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 14, gasafgiftslovens § 10, stk. 14 og kulafgiftslovens § 8, stk. 13 kan også anvendes ved afbrænding af andre ikke-afgiftspligtige brændsler end affald.

     GODTGØRELSE AF ELAFGIFT FOR ELBASERET FJERNVARME TIL PROCESFORMÅL 
     Ved lov nr. 722 af 25. juni 2010 er der indsat bestemmelser i elafgiftslovens § 11, stk. 19 og 20, hvorefter momsregistrerede virksomheder, der anvender el-baseret fjernvarme til godtgørelsesberettiget procesformål i virksomheden, kan vælge at foretage en særlig opgørelse af godtgørelsen af el-afgiften på varmen. Det forudsættes, at varmen er omfattet af elpatronordningen.

    Momsregistrerede virksomheder, der vælger at bruge denne mulighed, har herefter ret til godtgørelse af afgiften på sådanne varmeleverancer med de samme procentsatser, som gælder for brændselsbaseret varme, der anvendes til procesformål. Hensigten med denne regel er, at der ikke opstår en væsentlig afgiftsmæssig forskel, om der anvendes elektricitet eller brændsel til produktion af varme, der er omfattet af ordningen om afgiftslempelse.

    Virksomheder, der vælger at anvende den særlige opgørelsesmetode for godtgørelse af elafgift på varmeleverancer, skal anvende denne metode for hele kalenderåret, og metoden kan ikke kombineres med andre opgørelsesmetoder.

    Den særlige opgørelsesmetode for elbaserede varmeleverancer har virkning fra den 1. januar 2010.

    Virksomheder, der vælger at anvende metoden, skal herefter nedsætte afgiftsgodtgørelsen for varme til procesformål med den samme pct., der gælder for anden energi end elektricitet. Det vil sige, at afgiftsgodtgørelsen skal nedsættes med 7,8 pct. i 2010 og 7,7 pct. i 2011. I 2012 skal godtgørelsen nedsættes med 13,1 pct. I 2013 og efterfølgende år skal godtgørelsen nedsættes med 14,8 pct.

    Virksomheder, der ikke anvender den særlige opgørelsesmetode, skal for perioden 2012-2015 nedsætte afgiftsgodtgørelsen for elektricitet med følgende beløb: 

    Periode

    Eldistributionsbidrag *)

    Energi-/tillægsafgift **)

    Nedsættelse af godtgørelse i alt

    2012

    0,010 kr./kWh

    0,030 kr./kWh

    0,040 kr./kWh

    2013

    0,010 kr./kWh

    0,035 kr./kWh

    0,045 kr./kWh

    2014

    0,010 kr./kWh

    0,035 kr./kWh

    0,045 kr./kWh

    2015

    0,010 kr./kWh

    0,036 kr./kWh

    0,046 kr./kWh

    *) Godtgørelsen skal ikke nedsættes med 0,010 kr./kWh (eldistributionsbidrag) for den del af elforbruget, der på årsbasis overstiger 15 mio. kWh.
    **) Efter 2015 reguleres satsen for energi-/tillægsafgiften årligt efter udviklingen i nettoprisindekset (mineralolieafgiftslovens § 32 a). 

     For elbaseret varme, der anvendes dels til procesformål dels til rumvarme, skal virksomheden anvende de almindelige gældende fordelingsregler (bl.a. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 4).

    Godtgørelsen beregnes på grundlag af afgiftsbelastningen på varmeleverancen. Det vil sige, at afgiftslempelsen efter elpatronordningen ikke må indgå i grundlaget for beregning af godtgørelsen for varmeleverancer til procesformål.

    Nedenfor er opstillet et beregningseksempel, hvori indgår den særlige opgørelsesmetode for fjernvarme omfattet af elpatronordningen.

    Eksempel for 2011
    Nedenfor er vist et eksempel for 2011 på beregning af afgiftsgodtgørelsen for begge metoder.

    Forudsætning for beregning af afgiftslempelse for en opgørelsesperiode i andet halvår i 2011: 

     

    Elafgift pr. kWh el (sats i 2011)

    0,730 kr./kWh

    Energispareafgift pr. kWh el (sats i 2011)

    0,063 kr./kWh

    Maks. elafgift for varme ab anlæg/værk (sats for andet halvår i 2011)

    0,175 kr./kWh

    Maks. energispareafgift for varme ab anlæg/værk (sats for andet halvår i 2011)

    0,045 kr./kWh

    Forudsætninger - energimængder:

    Energimængde - målt elforbrug i elpatron

    100.000 kWh

    Varmeproduktion ab anlæg/værk

    100.000 kWh

    Beregning af afgiftslempelse hos varmeproducenten:

    Afgift

    Afgift i alt for el-baseret
    varme

    Maksimumsafgift for
    el-baseret varme
    ab anlæg/værk

    Afgiftslempelse for
    el-baseret varme

    Elafgift  

    100.000 kWh * 0,730 kr. = 73.000 kr.

    100.000 kWh * 0,175 kr. = 17.500 kr.

    73.000 kr. - 17.500 kr. = 55.500 kr.

    Energi-spareafgift

    100.000 kWh * 0,063 kr. = 6.300 kr.

    100.000 kWh * 0,045 kr. = 4.500 kr. 

    6.300 kr. - 4.500 kr. = 1.800 kr.

     Beregningseksempel for momsregistreret virksomhed, der har anvendt fjernvarmen til procesformål (godtgørelsesberettigede formål) 
     Virksomheden har i alt forbrugt 100 GJ fjernvarme.

    Elektricitetens andel af den leverede og forbrugte varme er 5.000 kWh.

    Nedenfor er vist en beregning af godtgørelsesberettiget elafgift efter de almindelige regler (afgift efter fradrag på 1 øre/kWh vedr. eldistributionsbidrag og 1,6 øre/kWh i nedsat godtgørelse - i alt 2,6 øre/kWh):

    Nedenfor er vist en beregning af godtgørelsesberettiget elafgift efter særlig opgørelsesmetode (fradrag på 7,7 % af afgiftsbelastning på elbaseret varme):

    Nedenfor er vist en beregning af godtgørelsesberettiget elafgift efter de almindelige regler (afgift efter fradrag på 1 øre/kWh vedr. eldistributionsbidrag og 1,6 øre/kWh i nedsat godtgørelse - i alt 2,6 øre/kWh): 

    Elafgiftsbelastning for leveret varme ifølge elregning

    5.000 kWh * 0,1750 kr./kWh

    875 kr.

    - Ikke godtgørelsesberettiget elafgift

    5.000 kWh * 0,026 kr./kWh

    130 kr.

    Godtgørelsesberettiget elafgift

    (875 - 130) kr.

    745 kr.

     Nedenfor er vist en beregning af godtgørelsesberettiget elafgift efter særlig opgørelsesmetode (fradrag på 7,7 % af afgiftsbelastning på elbaseret varme): 

    Elafgiftsbelastning for leveret varme ifølge varmeregning

    5.000 kWh * 0,1750 kr./kWh

    875 kr.

    - Ikke godtgørelsesberettiget elafgift efter særlig opgørelsesmetode

    7,7 % af 875 kr.

    67 kr.

    Godtgørelsberettiget afgift efter særlig opgørelsesmetode

    (875 - 67) kr.

    808 kr.

    Lov nr. 444 10. juni 1997
    Ved lov nr. 444 af 10. juni 1997 skete visse justeringer af rumvarmeafgiften. Derudover skete en ændring af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 1, hvorefter hotellers, restaurationerne forbrug af gas mv. til fremstilling og tilberedning af varer på komfurer eller kogeplader blev godtgørelsesberettiget som procesenergi. Der skete dermed en godtgørelsesmæssig ligestilling mellem forbrug af gas og elektricitet.

    Lov nr. 963 af 20. december 1999
    Ved lov nr. 963 af 20. december 1999 skete en lempelse af reglerne for afgiftsgodtgørelse for opvarmning af kontorlokaler mv. i forbindelse med staldbygninger, opvarmning af lokaler, hvori der sker smeltning af jern eller stål, og opvarmning af lokaler, hvori der sker støbning og hærdning af fiberarmeret plast.

    Ændringerne er nærmere beskrevet i F.6.4.4.

    Ændringerne er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002 - med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2000.

    Lov nr. 462 af 9. juni 2004
    Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 blev der indsat en bestemmelse om afgiftsgodtgørelse for det midlertidige energiforbrug til opvarmning i forbindelse med opførelse og renovering af bygninger.

    Bestemmelsen er nærmere beskrevet i F.6.4.4.

    Bestemmelsen er trådt i kraft den 1. juli 2004.

    Nedenfor er omtalt visse afgørelser i relation til afgrænsningen mellem rumvarme/varmt vand og procesenergi:

    Containere
    Landsskatteretten har den 13. december 2000 afsagt en kendelse, hvorefter containere ikke kunne anses som genbrugsemballage efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 5, og der derfor ikke kunne ske godtgørelse af afgift for energiforbruget ved anvendelse af højtryksrensere til rengøring af containerne. Retten lagde vægt på, at det af forarbejderne fremgår, at bestemmelsen har til formål at sikre konkurrencemæssig ligestilling mellem genbrugsemballage og engangsemballage, og at de omhandlede containere ikke kunne antages at være i konkurrence med varer, der alene anvendes én gang, hvorfor en afgiftsgodtgørelse ikke fandtes at være i overensstemmelse med lovens formål, ligesom retten lagde vægt på, at denne fortolkning  ikke kunne anses at stride mod bestemmelsens ordlyd, jf. SKM2001.147.LSR.

    Slagterier
    Landsskatteretten har den 15. juni 2000 afsagt kendelse i en sag om naturgasbaseret opvarmning af vand til rengøring af et slagteris lokaler og transportkasser til intern anvendelse (TfS 2000, 643).

    Kendelse: Tilbagebetalingsberettiget er afgift af varmt vand til rengøring af både slagtehus og opskæringslokaler, hvis der er fælles varmvandsnet og der ikke fremstilles udskæringer til detailsalg. Tilbagebetalingsberettiget er afgift af varmt vand til rengøring af genbrugsemballage anvendt i produktionsprocessen.

    Retten fandt, at "tilstødende produktionslokaler" i naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, alene er en procesteknisk afgrænsning, og at det ikke er et krav, at lokalerne fysisk støder op til hinanden. Retten lagde vægt på lovens ordlyd og dens forarbejder, hvoraf det bl.a. fremgår: "Af administrative grunde foreslås forbruget af varmt vand i opskæringslokaler, som forsynes med varmt vand fra samme net som selve slagtehuset, også friholdt for energiafgift. For at undgå konkurrenceforvridning er friholdelsen af opskæringsafdelingerne foreslået betinget af, at der ikke foregår opskæringer til detailsalg." Retten godkendte tilbagebetaling for følgende produktionslokaler: frysetunnel, udligningskølerum, tarm- og plucksrum, pluckskøletunnel, opskæringslokaler og udbeningslokaler.

    Retten fandt, at "produktionsudstyr" i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3 omfatter slagteriers transportkasser til intern anvendelse, mens "genbrugsemballage" i naturafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 5, ikke kan anses for udformet m.h.p. slagteriers interne anvendelse af genbrugsemballage. Retten lagde herved vægt på, at slagterier er selvstændigt omfattet af tilbagebetalingsadgangen i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, og at slagteprocessen ikke kan foregå uden brug af kasser.

    Pumpestationer
    Landsskatteretten har den 10. september 1999 afsagt kendelse i en sag om elbaseret opvarmning af pumpestationer (TfS 1999, 902).

    Kendelse: Det omhandlede elforbrug anses for medgået til rumopvarmning i relation til elafgiftslovens § 11, stk. 3.

    Retten lagde til grund, at de i sagen omhandlede installationer (elradiatorer og -temporatorer) er placeret i lukkede rum, samt at den forbrugte elektricitet er anvendt til opretholdelse af et maksimalt temperaturniveau i pumpestationerne på 4 grader C, så det deri placerede tekniske udstyr frostsikres.

    Retten har endvidere udtalt, at uanset at det efter det oplyste om temperaturniveau og anvendelse af lokaliteterne kan lægges til grund, at rumopvarmningen alene er betinget af produktionstekniske forhold, er der ikke hjemmel i elafgiftsloven til godtgørelse af afgiften.

    Landsskatteretten har den 3. december 1999 afsagt kendelse i en lignende sag vedr. pumpestationer.

    Retten fandt også her, at forbruget af elektricitet til opvarmning af pumpestationer må anses for medgået til rumopvarmning/varmt vand.

    Udtørring af bygninger
    Ved Landsskatterettens kendelse af 16. december 1999 (TfS 2000, 431) fik en byggeentreprenør i forbindelse med nybyggeri og byggerenovering tilkendt godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk.1, af energi anvendt til drift af varmekanoner i forbindelse med byggeri.

    Varmekanonerne anvendtes til at tørre cement, træ eller andre materialer for at bevare de optimale egenskaber ved de anvendte materialer eller fordi en hurtig tørring var en forudsætning for, at byggearbejdet kunne ske som en kontinuerlig proces. Varmekanonerne anvendtes til udtørring i færdige lokaler, lokaler, som var delvist færdiggjorte (interimslukkede), men hvor der eksempelvis manglede isætning af døre og vinduer og endelig lokaler uden tag og færdige ydervægge, hvor tildækning var sket med presenning.

    Landsskatterettens flertal lagde vægt på, at de omhandlede varmekanoner udelukkende var anvendt til udtørring af byggematerialer i forbindelse med byggeprocessen, og at det fandtes bedst stemmende med de til lovforslaget fremsatte bemærkninger, at varmeanvendelsen ikke anses for omfattet af begrebet rumopvarmning.

    Landsskatterettens mindretal (retsformanden) afgav dissens i sagen, idet han fandt, at energiforbruget måtte anses for medgået til rumopvarmning. Retsformanden fandt, at den i sagen omhandlede brug af varmekanoner måtte anses for foregået i en sådan lokalitet, der i mineralolieafgiftslovens forstand må karakteriseres som rum. Han lagde herved vægt på, at der hverken i loven eller i bemærkningerne hertil er en nærmere definition af selve begrebet rum, og at begrebet rum må opfattes i dets videste tekniske forstand udfra formuleringen af bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, og stk. 5, nr. 1-3.

    Ved Landsskatterettens kendelse af 28. juli 2000 fik en virksomhed i forbindelse med opførelse af en ejendom tilkendt godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, og CO2-afgiftlovens § 9, stk. 1, af afgiften på energi anvendt til drift af varmekanoner til opvarmning af bygningens facade i forbindelse med udførelse af pudsarbejde på facader, og til drift af varmekanoner og permanente radiatoranlæg til opvarmning af bygningens indre i forbindelse med udtørring af pudslag/anhydritgulv og opvarmning af bygningen i forbindelse med udførelse af gulv- og vægspartlingsopgaver samt malerarbejde i rummene. Til opvarmningen af bygningens indre havde der endvidere været brugt midlertidige elvarmeovne.

    Retten lagde vægt på, at det omhandlede energiforbrug i varmekanoner og radiatoranlæg udelukkende har været anvendt i byggeperioden og til udtørring af byggematerialer samt opretholdelse af den for byggearbejdet fornødne temperatur. Under henvisning til den ovenfor gengivne kendelse TfS 2000.431 fandt retten, at varmeanvendelsen ikke er omfattet af begrebet rumopvarmning.

    Som følge af kendelserne af 16. december 1999 og 28. juli 2000 udstedte Told- og Skattestyrelsen cirkulære nr. 2002-16 af 17. maj 2002  om tilbagebetaling af olie- gas-, kul- el- og CO2-afgift ved brug i byggeperioden af varmekanoner og permanente radiatoranlæg udelukkende til udtørring af byggematerialer samt til opretholdelse af den for byggearbejdet fornødne temperatur.

    Cirkulæret fastsætter endvidere retsvirkningerne af den ændrede retsstilling ved Landsskatterettens underkendelse af ToldSkats praksis.

    På grundlag af ovennævnte Landsskatteretskendelser må følgende situationer herefter anses som forbrug til procesformål efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1: Situationer, hvor opvarmning med varmekanoner og permanente radiatoranlæg udelukkende har det isolerede produktionstekniske formål at udtørre byggematerialer eller opretholde den for byggearbejdet fornødne temperatur under byggeperioden i forbindelse med opførelse eller renovering af ejendomme.

    Den ændrede praksis vedrører således udelukkende opvarmning i forbindelse med opførelse og renovering af bygninger, dvs. den midlertidige opvarmning, der sker i selve byggeperioden, og som er nødvendig for at "producere" rummet, og kun hvis opvarmningen udelukkende har dette formål.

    Den kortvarige opvarmning, der sker som led i den specielle arbejdsproces med at konstruere et rum, adskiller sig også fra den opvarmning, der er sket i landsskatteretskendelsen refereret i TfS 1999, nr. 902, ved at den opvarmning, der er omhandlet i denne kendelse, er af mere permanent karakter, og mere svarer til den opvarmning, der sker i private hjem, idet opvarmningen i private hjem også sker for at holde bygninger, inventar og installationer frostfri m.v.

    Bygge- og renoveringsperioden afgrænses til det tidspunkt, hvor rummet fremtræder som færdigt, dvs. hvor det egentlige bygge- og konstruktionsarbejde står færdigt.

    Det vil sige, at fx udtørring af vægge må anses som forbrug til procesformål, også selvom loft og betongulv er lagt og vinduer og døre isat. Rummet vil her fremstå som færdigt, når væggene er tørre. På samme måde vil en etageadskillelse være at anse som procesforbrug.

    Lægning af træ- eller klinkegulve og opsætning af loftsbeklædning og skillevægge, malerarbejde, epoxybelægning og lignende vil typisk foregå efter rummets konstruktion. Hvis sådanne arbejder foregår, førend rummet er færdigt, vil det dog være at anse som procesforbrug, hvis det ligger indenfor rammerne af en sædvanlig arbejdstilrettelæggelse.

    Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 blev der indsat en bestemmelse herom i de pågældende energiafgiftslove, se F.6.4.4.

    Opvarmning af springrum på tyrestation
    En kvægavlsforening blev ikke anset for berettiget til godtgørelse af olieafgift- og kuldioxidafgift af olie til opvarmning af laboratorium og springrum. Kendelsen, der er afsagt af Landsskatteretten den 15. marts 2002, er offentliggjort i SKM2002.373.LSR og TfS 2002.734.

    Landsskatteretten fandt ikke, at opvarmningen af de omhandlede lokaler kan anses som varme anvendt til fremstilling af varer, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, og 2. Retten lagde vægt på, at opvarmningen af de omhandlede rum ikke er direkte forbundet med fremstillingen eller forarbejdningen af varerne, og kun er af betydning for, hvor længe det til produktionen anvendte opvarmede udstyr i lokalerne kan bevare den nødvendige temperatur.

    Retten fandt endvidere ikke, at opvarmningen af springrummet kan sidestilles med rumopvarmning i en staldbygning, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3. Retten har herved lagt vægt på, at staldbygninger må forstås som bygninger, hvori dyrene opholder sig i længere perioder med henblik på bl.a. fodring mv. Landsskatteretten fandt ikke, at springrummet var egnet til en sådan benyttelse og fandt derfor, at rummet ikke kan karakteriseres som en staldbygning.

    Varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler
    En virksomhed, der udførte undervognsbehandling, blev ikke anset for berettiget til godtgørelse af olieafgift og kuldioxidafgift af olieforbrug til varme og varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler. Kendelsen, der er afsagt af Landsskatteretten den 22. april 2002, er offentliggjort i SKM2002.365.LSR og TfS 2002, 687.

    Virksomheden anvendte olie til følgende formål:

    • Hedtvandsrenser, der anvendes til rengøring af biler inden undervognsbehandling. Hedtvandsrenseren var stationær og leverede 80 grader varmt vand.
    • Varmekalorifere til opvarmning af værkstedet.
    • Tørreanlæg i form af båse, hvor varm luft fra riste i gulvet blæses på bilerne inden den endelige undervogsnbehandling. Båsene var delvist adskilt af et maskinskab. Der var ikke opsat målere til anlægget. 

    Landsskatteretten udtalte, at der i henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, ikke kan ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme eller varmt vand, medmindre der er tale om procesformål som defineret i stk. 5. Dog ydes der tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der forbruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, hvis højst 10 procent af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning.

    Landsskatteretten fandt, at det i sagen omhandlede energiforbrug som udgangspunkt er omfattet af bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens 11, stk. 4. Henset til, at hverken vask med hedtvandsrenser eller den efterfølgende tørring foregår i særligt indrettede rum eller med særlige anlæg, fandt Landsskatteretten videre, at bestemmelserne i lovens § 11, stk. 4, 2. pkt. og § 11, stk. 5, nr. 1, og nr. 2, ikke fandt anvendelse.

    Østre Landsret har den 18. marts 2005 truffet afgørelse i en lignende sag. Dommen er offentliggjort i SKM2005.149.ØLR. Retten fandt, at rustbeskyttelseskabiner er rum og ikke særlige anlæg i lovens forstand. Der var ikke - bl.a. henset til den meget detaljerede opregning af undtagelserne til kravet om betaling af energiafgift af rumopvarmning - grundlag for at fortolke mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, analogt, sådan at rustbeskyttelseskabiner sidestilles med "malekabiner". Rustbeskyttelseskabiner kan heller ikke karakteriseres som "lignende særligt indrettede rum, hvor opvarmning udelukkende er et led i forarbejdningen, der ændrer varens karakter, og hvor der under forarbejdningen kun lejlighedsvis opholder sig personer i lokalet", jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2.

    Vestre Landsret har den 23. august 2005 truffet afgørelse i en sag om, hvorvidt et rustbeskyttelsesværksted havde krav på godtgørelse af mineralolieafgift samt andre energiafgifter i henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 eller nr. 2, samt de tilsvarende bestemmelser i kulafgiftsloven, gasafgiftsloven og kuldioxidafgiftsloven. Dommen er offentliggjort i SKM2005.377.VLR. Landsretten gav Skatteministeriet ret i, at det - selv om rustbeskyttelsen ubestridt er en vare - ikke er rustbeskyttelsen, men bilen, som vaskes med varmt vand, tørres og opvarmes inden den skal rustbeskyttes. Landsretten fandt derfor ikke, at olieforbruget er omfattet af de detaljeret formulerede undtagelsesbestemmelser i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 eller nr. 2, hvorfor afgiften af olieforbruget ikke kan kræves tilbagebetalt. Landsretten fandt videre, at de til vask af bilerne anvendte hedtvandsrensere efter bevisførelsen ikke kan anses for særlige anlæg i henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1. Endelig udtalte landsretten, at lokalet, hvor bilerne tørres og opvarmes, ikke kan anses for et særligt rum i henhold til § 11, stk. 5, nr. 2, idet det måtte lægges til grund, at lokalet er afskærmet af et forhæng, der ikke slutter tæt, og som i øvrigt har en begrænset isoleringsevne.

    Dommen blev indbragt for Højesteret, der den 11. april 2007 gav Skatteministeriet ret i at energiafgifter vedrørende energiforbruget til opvarmning af biler i forbindelse med rustbeskyttelsesanlæg ikke kan tilbagebetales. Dommen er offentliggjort i SKM2007.262.HR. Højesteret udtalte, at det efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. pkt., er hovedreglen, at der ikke ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af rumvarme. Undtagelserne fra denne hovedregel er nøje opregnet i § 11, stk. 5, nr. 1 - 7. Henset til bestemmelsernes ordlyd og sammenhæng samt forarbejderne finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at fortolke undtagelsesbestemmelserne i § 11, stk. 5, nr. 1 og 2, udvidende.

    Tre dommere stemte for at stadfæste landsrettens dom med følgende begrundelse:

    Efter § 11, stk. 5, nr. 1 og 2, er det en betingelse for afgiftsgodtgørelse, at energiforbruget skal være anvendt "til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som led i forarbejdningen" udsættes for nærmere angivne påvirkninger. Efter vores opfattelse må rustbeskyttelsesmidlet anses for den vare, som afsættes. Det energiforbrug selskabet ønsker afgiftsgodtgørelse for, er anvendt til opvarmning af bilerne forud for påføringen af rustbeskyttelsesmidlet. Energiforbruget er derfor ikke anvendt til fremstilling/forarbejdning af varen. Allerede af denne grund finder vi, at betingelserne for afgiftsgodtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 eller 2, ikke er opfyldt, og at betingelserne efter kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 4, nr. 1, dermed heller ikke er opfyldt.

    To dommerne stemte for at stadfæste landsrettens dom med følgende begrundelse:

    Leveringen af rustbeskyttelsesmidlet og påføringen af midlet, der forudsætter opvarmning af bilerne, betragtes som et integreret hele, der må anses for varen i den forstand, dette udtryk er anvendt i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 og 2. Energiforbruget er derfor anvendt til fremstilling/forarbejdning af varen. Efter skønsmandens besvarelse af spørgsmål 1 og 3 må det lægges til grund, at varmekabinen var adskilt fra klargøringsafdelingen med et løsthængende forhæng af kunststof, der ikke var tætsluttende med loft, gulv og ydervægge. Under disse omstændigheder fandtes, at varmekabinen ikke opfyldte de krav, der efter ordlyden og forarbejderne til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, må stilles for at anse den for et særligt rum. Varmekabinen kan heller ikke anses for et særligt anlæg omfattet af § 11, stk. 5, nr. 1. Henset til baggrunden for medtagelsen af malekabiner i den detaljerede opregning i § 11, stk. 5, nr. 2, 2. led, fandtes, at varmekabinen ikke kan sidestilles med malekabiner. Selskabet har herefter ikke krav på tilbagebetaling af afgifter efter mineralolieafgiftsloven og dermed heller ikke efter kuldioxidafgiftsloven.

    Udlejning af stilladser og varmekanoner, udtørring af bygninger, overvæltning af afgift
    Landsretten har den 28. juni 2002 afsagt dom i en sag om et selskab, der drev virksomhed ved udlejning af stilladser og varmekanoner og som deltog i en entreprise udbudt af Slots- og Ejendomsstyrelsen om renovering af en ejendom. Landsretten fandt, at selskabet ikke var berettiget til godtgørelse for olie- og CO2-afgift, idet afgiften var overvæltet på Slots- og Ejendomsstyrelsen. Selskabet havde derfor ikke noget godtgørelsesberettiget krav. Dommen er offentliggjort på SKM2002.362.ØLR (TfS 2002, 676).

    Det fremgik af entreprisens udbudsmateriale, at der i forbindelse med opvarmning og udtørring skulle etableres 4 varmekanoner med tilhørende olietanke. Endvidere skulle der på buegangene etableres 3 aflukkede partier til opvarmning med elvarmeblæsere. Ydelsen skulle omfatte opstilling, omrigninger og nedtagning af materiel mv. samt levering af brændstof.

    I tilbuddet skulle være indregnet alle ydelser i forbindelse med opvarmning i en samlet periode på 3 mdr. Der skulle i tilbudet indregnes et brændstofforbrug på 15.000 l olie. Der skulle også være indregnet det nødvendige mandtimeforbrug, serviceeftersyn, slangeflytninger mv. for opnåelse af kontinuerlig opvarmning i den angivne periode. Varmekanonerne skulle være forsynet med termostatstyring.

    Under byggearbejdet blev det hurtigt klart, at den til entreprisen medgående olie ville overstige den mængde, der var stipuleret i udbudsmaterialet med flere hundrede procent. Selskabet aftalte derfor en fast pris på brændstof med Slots- og Ejendomsstyrelsen til gældende dagspris tillagt 5,3 pct.

    Olien blev leveret fra Hydro Texaco A/S til forbrugstanke ved byggeplandsen. Faktureringen er sket fra Hydro Texaco A/S til Murer Laugets Hejseværker A/S, der har viderefaktureret til selskabet. Selskabet har faktureret - opgjort på månedsbasis - til Slots- og Ejendomsstyrelsen, med oplysninger om bruttopriser pr. liter brændstof uden angivelse af energi- og CO2-afgift.

    I henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kan momsregistrerede virksomheder som hovedregel få tilbagebetalt afgiften af de i virksomheden forbrugte afgiftspligtige varer. Endvidere kan der i henhold til CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, ske tilbagebetaling af 10 pct. af afgiften for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter § 11, i mineralolieafgiftsloven.

    Landsretten bemærkede, at den af selskabet leverede opvarmning udelukkende er sket i forbindelse med opvarmning og udtørring af hvælv og terrassekonstruktion på ejendommen og i forbindelse med opvarmning af byggepladsen i perioder, hvor udetemperaturen har ligget under +5 grader. Det lægges til grund, at opvarmningen alene har fundet sted i selve byggeperioden og udelukkende har haft til formål at opretholde den for byggearbejdet fornødne temperatur.

    Da selskabet imidlertid har overvæltet afgifterne på Slots- og Ejendomsstyrelsen, finder landsretten ikke, at sagsøger har afholdt udgift til energiafgifter, der kan føre til godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1 og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1. Selskabet findes herefter ikke at have noget krav på godtgørelse.

    Import og opdræt af akvariefisk til engrossalg
    Landsskatteretten har den 13. november 2002, jf. SKM2002.642.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af mineralolie- og CO2-afgift af olieforbrug anvendt til varme og varmt vand til brug i akvarier. Virksomhedens forbrug blev ikke anset for rumopvarmning og varmt vand i staldbygninger. Forbruget var omfattet af bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4. og der kunne således ikke ydes tilbagebetaling af afgiften.

    Fremstilling af betonelementer 
    Landsskatteretten har den 20. september 2002, jf.SKM2003.31.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift af et selskabs energiforbrug ved opvarmning i forbindelse med hærdning af betonelementer. Forholdet er nærmere beskrevet under F.6.4.7.

    Varmeblæsere
    Landsskatteretten har den 17. december 2002, jf.SKM2003.55.LSR, afsagt kendelse om godtgørelse for energiafgifter for forbrug af elektricitet. Efter kendelsen kunne der ikke ydes godtgørelse for energiafgifter for forbrug af elektricitet til 4 blæsere med indbygget varmefunktion, som var opsat over en port mellem et lagerlokale og et produktionslokale.

    Opvarmning af lagerlokaler, hvor der opbevares vin og chokolade
    Landsskatteretten har den 5. marts 2003, jf. SKM2003.172.LSR, afsagt kendelse om fradrag for mineralolie- og kuldioxidafgifter ved forbrug til rumvarme/varmt vand til at holde en bestemt temperatur i forbindelse med en transportvirksomheds oplagring af varer. Landsskatteretten fandt, at mineralolie til opvarmning af lagerlokaler med henblik på at sikre, at der ikke sker beskadigelse af de opbevarede varer, må anses som forbrug til rumvarme som omhandlet i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4. Der kan derfor ikke ydes tilbagebetaling af afgiften.

    Mejerier - rengøring af osteforme
    Landskatteretten har den 9. december 2003, jf. SKM2004.131.LSR, afsagt kendelse i en sag om anvendelse af varmt vand til rengøring af osteforme/ostekopper.

    Det fremgår, at anvendelse af ostekopper har 3 primære formål, - nemlig at give osten den ønskede form, at styre temperaturforløbet, så den ønskede biologiske syrning forløber, samt at afdræne valle, så den ønskede tørstofprocent opnås. Kopperne anvendes internt på mejerierne i forbindelse med produktionen af ost og forlader således ikke mejerierne. Kopperne genbruges løbende og bliver i denne forbindelse rengjort i en såkaldt koppevasker, der er et aflangt anlæg, hvor kopperne føres gennem kabinen, mens der sprøjtes varmt vand på både kopper og kabinevægge. Vaskeanlægget er under indførsel og fraførsel af kopper åbent i begge ender. Det varme vand til rengøringen var fremstillet på basis olie og naturgas.

    Landsskatteretten fandt, at de relevante bestemmelser for vurderingen af det omhandlede energiforbrug er mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3.

    Landsskatteretten fandt med baggrund i det fremlagte materiale, at anvendelsen af varmt vand i anlægget til rengøring mv. af ostekopperne ikke er omfattet af de nævnte bestemmelser, idet det omhandlede anlæg ikke kunne karakteriseres som en tank eller et lukket produktionsanlæg, hvori rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW, da der hverken var tale om et lukket anlæg eller et anlæg, hvori produktionen af ost foregår. Selskabets forbrug af varmt vand var derfor ikke godtgørelsesberettiget.

    Mejerier - rengøring af hylder, rammer mv. i vaskeanlæg og osteforme via CIP-rengøring
    Landskatteretten har den 17. november 2003, jf. SKM2004.132.LSR, afsagt kendelse i en sag om anvendelse af varmt vand til rengøring af osteforme, hylder, rammer og lign.

    Det fremgår, at rengøringen af ovennævnte emner foregår i særskilte vaskeanlæg. Endvidere, at der foregår rengøring af osteforme i et kombineret rengørings- og forpresseanlæg. Det varme vand til rengøringen var fremstillet på basis af olie og naturgas.

    Landsskatteretten fandt, at de relevante bestemmelser for vurderingen af det omhandlede energiforbrug er mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3.

    Landsskatteretten fandt endvidere med baggrund i det fremlagte materiale, at anvendelsen af varmt vand i særskilte vaskeanlæg til rengøring mv. af hylder og rammer ikke er omfattet af de nævnte bestemmelser, idet det omhandlede anlæg ikke kunne karakteriseres som en tank eller et lukket produktionsanlæg, hvori rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW, da der hverken var tale om et lukket anlæg eller et anlæg, hvori produktionen af ost foregår, men derimod tale om særlige anlæg, hvor rengøring af procesudstyr finder sted. Dette forbrug af varmt vand var derfor ikke godtgørelsesberettiget.

    Derimod fandt retten, at forbrug af varmt vand til rengøring af osteforme, der sker i et kombineret rengørings- og forpresseanlæg er godtgørelsesberettiget efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, idet rengøringen her sker i selve produktionsanlægget.

    Fremstilling af minkfoder
    Landsretten har den 7. december 2004, jf. SKM2005.11.VLR afsagt dom i en sag om tilbagebetaling af afgift af olie anvendt til optøning af råvarer. Optøningen foretages ved hjælp af kalorifere varmeblæsere. Energiforbruget blev anset for omfattet af reglerne om rumvarme.

    Det var uden betydning for fortolkningen af, om en virksomhed er omfattet af bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, om rumvarme, om virksomheden kan drage nytte af opvarmningen. Det afgørende for, om afgiften skulle tilbagebetales var, om processen opfyldte betingelserne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4., 2. punktum, eller § 11, stk. 5. Parterne var enige om at det ikke var tilfældet. Bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, er en undtagelse fra mineralolieafgiftslovens § 1. Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, er en ikke udtømmende modifikation til rumvarmebestemmelsen. Afgiften kunne derfor ikke tilbagebetales.

    Højesteret har den 4. juli 2006 stadfæstet landsrettens dom, jf. SKM2006.480.HR

    Transformerstationer

    I medfør af elafgiftslovs dagældende § 8, stk. 2 tog landsretten i dommen SKM2006.37.VLR stilling til et elforsyningsselskabs afgiftspligt af elforbrug i elvandvarmere, fast installerede radiatorer og elvarmeblæsere i transformerstationer. SKAT udsendte på baggrund heraf en meddelelse om genoptagelse og praksisændring, jf. SKM2007.61.SKAT.

    Praksis i henhold til dommen er ikke længere gældende, idet elafgiftslovens § 8, stk. 2 er ændret, se nærmere F.3.5. For en redegørelse for tidligere praksis som følge af dommen, vedrørende elforbrug i bl.a. transformerstationer, henvises til tidligere udgaver af Punktafgiftsvejledningen, senest Punktafgiftsvejledningen 2009-2.

    Egenproduceret el
    I kendelsen SKM2009.273.LSR har landsskatteretten ligeledes i henhold til elafgiftslovens dagældende § 8, stk. 2, truffet afgørelse under henvisning til landsrettens dom i SKM2006.37.VLR vedrørende transformerstationer, som er omtalt ovenfor. Et selskab, der drev forlystelsespark m.v. var ikke afgiftspligtigt af egenproduceret elektricitet anvendt til rumvarme m.v. omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3, efter dagældende regler. Kendelsen er nærmere omtalt i afsnit F.3.5. Bemærk: Elafgiftslovens § 8, stk. 2 er nu ændret, se F.3.5.

    Frysehus
    Landsskatteretten har den 2. december 2004, jf. SKM2005.27.LSR afsagt kendelse i en sag om et selskab, der drev køle/frysevirksomhed. Selskabet var berettiget til godtgørelse af olieafgift af fyringsolie anvendt i strålevarmeanlæg til opvarmning af vægge i frysehuse, idet forholdet ikke ansås for omfattet af reglerne om rumvarme.

    Anvendelsen af stålevarmeanlægget er sket udelukkende med henblik på at foretage opvarmning af væggene til fryserummene, for derved at hindre ødelæggelse af disse som følge af kondens. Rumtemperaturen i gangene til fryserummene blev ikke påvirket af energiforbruget. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at den anvendte energi ikke ansås for medgået til opvarmning af rum.

    Landsskatteretten har den 3. maj 2006 jf. SKM2006.352.LSR afsagt kendelse i en sag om et slagteri, der anvendte elektricitet til drift af en pumpe i et køleanlæg, der anvendes til nedkøling af svinekroppe. Varmen fra køleanlægget blev anvendt til forvarmning af brugsvand, som slagteriet har anvendt til ikke-godtgørelsesberettigede formål. Retten har anset forbruget af el til drift af køleanlægget som proces og dermed omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 1. Retten fandt samtidig, at fremstillingen af varmt vand i anlægget ikke indebærer, at elforbruget er omfattet af lovens § 11, stk. 3, idet anlæggets primære funktion må tillægges afgørende vægt.

    Retten fandt endvidere, at der er tale om nyttiggjort varme fra henholdsvis grisekroppene og elektricitetsforbruget i pumpen. Endvidere er det lagt til grund, at nyttiggørelsen ikke har medført et øget forbrug af elektricitet i køleanlægget.

    Under disse omstændigheder fandt retten, at slagteriet er berettiget til at opgøre nedsættelsen af tilbagebetalingen efter elafgiftslovens § 11, stk. 9 - nu stk. 10. Retten har anført, at der efter bestemmelsens ordlyd ikke er grundlag for at begrænse dens anvendelsesområde, således at den ikke omfatter et tilfælde, som det omhandlede, hvor den nyttiggjorte varme delvis er fremstillet på grundlag af andet, der dog ikke kan karakteriseres som ikke-afgiftspligtige brændsler. 

    Landsskatteretten har jf. SKM2006.366.LSR afsagt kendelse i en sag, hvor et varmeværk producerede varme på to kedellinjer, dels en biobrændselsfyret (halmfyringsanlæg), dels en oliefyret. Det blev lagt til grund, at den i sagen omhandlede olie udelukkende blev anvendt til fremstilling af varme. Olien blev anvendt i det fyringsanlæg, hvor der udelukkende blev anvendt olie som energikilde. Der var således ikke tale om samtidig indfyring af olie og biobrændsel.

    I medfør af olieafgiftslovens § 11, stk. 4, er virksomheden herefter som udgangspunkt ikke berettiget til tilbagebetaling af afgiften af den forbrugte olie. I henhold til olieafgiftslovens § 11, stk. 13 (dagældende), kan der dog ydes tilbagebetaling for forbruget af afgiftspligtige varer, der overstiger en beregnet mængde, når mindst 25 % af den indfyrede energi hidrører fra andet end afgiftspligtige brændsler.

    Landsskatteretten fandt, at virksomheden ikke er berettiget til at anvende olieafgiftslovens § 11, stk. 13, vedrørende det omhandlede olieforbrug. Retten har herved fundet, at vurderingen af, om de i bestemmelsen angivne betingelser er opfyldt, skal foretages på grundlag af forbrug indfyret i det enkelte anlæg.

    Landsskatteretten har jf. SKM2007.159.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie-, gas- og CO2-afgift af energiforbrug, der er medgået til fremstilling af varme og varmt vand til brug i lokaler, der blev anvendt til opdræt af forsøgsdyr til laboratorieforsøg. Kendelsen er stadfæstet af byretten i SKM2008.428.BR  og af landsretten i SKM2009.265.VLR.

    Virksomheden havde som hovedaktivitet avl af dyr til laboratorieforsøg med henblik på videresalg til aftagere over hele Europa. Virksomheden fik ikke medhold i, at den kunne få tilbagebetalt afgiften. Byretten anførte bl.a., at reglerne for afgift af mineralolie er underlagt EU-regulering. Af Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 (i dag 2003/96/EF) fremgår, at mineralolie anvendt til brændsel som udgangspunkt er afgiftspligtig. I direktivets artikel 8, stk. 2, litra f (nu artikel 15, stk. 3), fremgår, at medlemsstaterne helt eller delvist kan fritage eller lempe afgiften for mineralolie, der udelukkende anvendes inden for landbrug, gartneri, skovbrug eller dambrug. Som følge af henvisningen til landbrug, og da udtrykket staldbygning heller ikke efter en naturlig forståelse af ordet omfatter lokaler til opdræt af mus og rotter til forsøgsdyr, fandt undtagelsen i lovens § 11, stk. 5, nr. 3, ikke anvendelse. Der var heller ikke grundlag for at anvende fritagelsen i § 11, stk. 5, nr. 2, om særligt indrettede rum. Retten lagde vægt på, at opvarmningen ikke udelukkende var et led i en forarbejdning, der ændrer varens karakter. Dette var gældende, uanset at dyrene trives bedst ved de 21 grader celsius, som rummet opvarmes til.

    Landsretten kunne heller ikke ud fra indretning og anvendelse anse bygningerne for staldbygninger efter ordlyden af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3. Retten lagde desuden vægt på, at lovgivningens regler om erhvervsvirksomheders afgiftspligt og undtagelsen vedrørende staldbygninger blev indført, da rådsdirektiv af 19. oktober 1992 (Rdir 92/81 som ændret ved Rdir 94/74) om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier, som indeholder fritagelsesadgang vedrørende landbrug, gartneri, skovbrug og dambrug, var gældende. Af samme grunde og under hensyn til, at undtagelsesbestemmelserne i mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 5, med det i § 11, stk. 5, nr. 3, nævnte bilag er omfattende og detaljerede, var der heller ikke grundlag for ved udvidende fortolkning eller analogi at nå til det modsatte resultat.

    Landsskatteretten har, jf. SKM2008.665.LSR, truffet afgørelse i en sag om godtgørelse af energiafgift af energi forbrugt til stilstandsvarme og tankopvarmning. Energiforbruget blev anvendt i spids- og reservelastvarmecentraler, der supplerer den fjernvarme, der tilføres fjernvarmenettet. Energiforbruget blev anset for at indgå som et integreret og væsentligt led i selskabets produktion og levering af fjernvarme. Selskabet kunne derfor ikke få godtgjort energiafgifterne.

    Sagen blev indbragt til Landsretten, hvor Østre Landsret i sin dom af 21. september 2010 fandt, at energiforbruget, der blev registreret særskilt, ikke kunne anses for anvendt til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden. Landsretten anså dermed energiforbruget for anvendt til procesformål. Virksomheden havde således krav på tilbagebetaling af afgift efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, og de tilsvarende bestemmelser i elafgiftsloven, kulafgiftsloven og gasafgiftsloven. Dommen er offentliggjort på SKM2010.705.ØLR

     Der er den 6. juli 2011 offentliggjort et styresignal (SKM2011.474.SKAT) med titlen Energiafgifter - godtgørelse af afgift af varme til stilstandsvarme og tankopvarmning, der beskriver ændret praksis på området og regler om genoptagelse. 

     Der blev samme dato også offentliggjort et nyhedsbrev med titlen Energiafgifter - godtgørelse af afgift af varme til stilstandsvarme og opvarmning af olietanke, som mere uddybende beskriver reglerne om godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift for forbrug af varme til stilstandsvarme og tankopvarmning i varmeproduktionsanlæg og kraftvarmeanlæg som følge af landsretsdommen. 

    Udlejning af forskelligt udstyr inkl. strøm
    Skatterådet har, jf. SKM2009.739.SR, afgivet bindende svar i en sag om korttidsudlejning af strømforbrugende udstyr, idet udlejningen

    skete inkl. strømforbrug. Virksomheden har adgang til at få godtgjort elektricitetsafgift efter reglerne om procesenergi vedrørende forbrug af elektricitet fremstillet på egne generatorer, som anvendes i forbindelse med udtørring af bygninger, hvor der som led i en all-inclusive aftale sker udlejning af selskabets eget strømforbrugende udstyr (affugtere og varmelegemer), når udlejning ifølge aftale med kunden sker inkl. udstyrets forbrug af elektricitet til en forud fastsat samlet pris. Den bindende virkning af spørgsmål 1, 2, 5, 6, 7 og 9 blev gjort begrænset til 1. januar 2010.

    Nedenfor følger et uddrag af afgørelser i relation til afgrænsningen mellem procesenergi og rumvarme/varmt vand:

    Nedkøling/klimaanlæg
    Der er tale om energi, der bruges til nedkøling. Energien anses for at være forbrugt til procesformål eller til komfortkøling. Komfortkøling, hvor nedkølingen sker af hensyn til de ansattes eller kundernes komfort (fx klimaanlæg), giver ikke ret til godtgørelse. Se F.6.2.6.

    Evt. varme, der fremstilles eller forbruges ved drift af klimaanlæg, er dog omfattet af rumvarmereglerne.

    Lønforarbejdning
    Der har været rejst spørgsmål om den godtgørelsesmæssige stilling i relation til farveriers forarbejdning/ farvning af uld mv., når dette sker i lønarbejde, hvorved det ikke er farveriet, der ejer ulden.

    Baggrunden for spørgsmålet er følgende bestemmelse i afgiftslovgivningen: "Varme og varer, der anvendes til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen vaskes ...".

    Det er fastslået, at det ikke har været hensigten at udelukke virksomheder, der foretager lønforarbejdning af varer, fra at opnå afgiftsgodtgørelse.

    Den afgørende grænse går således ikke på, om varen, der forarbejdes, ejes af forarbejderen eller ej, men om der er tale om forarbejdning som led i fremstillingen af en vare, der afsættes til endeligt forbrug.

    Fremstilling af betonelementer
    En betonelementfabrik anvender varme og damp til opvarmning af materialer til fremstilling af betonelementer, og varme til direkte opvarmning ved hærdning af betonelementerne.

    Afgørelse: Ovennævnte forbrug er anset for procesenergi. Afgiftslovgivningens bestemmelse for procesenergi om opvarmning af en vare, der er under forarbejdning, til mindst 10 grader C over temperaturen i det omgivende rum, er dermed anset for opfyldt.

    Opvarmningen sker enten ved direkte strålevarme på betonelementet eller ved indbyggede varmtvandsrør i selve formen, hvor betonelementet støbes.

    Landsskatteretten har den 20. september 2002, jf. SKM2003.31.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift af et selskabs energiforbrug ved opvarmning i forbindelse med hærdning af betonelementer, hvor der blev anvendt  kaloriferer ved opvarmningen.

    Retten fandt, at den varme, der blæses fra kaloriferer placeret i en støbehal over de udstøbte elementer, er rumvarme omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. pkt. Retten fandt imidlertid, at det må antages at betonen udsættes for en temperaturstigning i forhold til det omgivende rum på mindst 10 grader C ved opvarmningen, hvorfor forholdet er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 og dermed også af kuldioxidafgiftslovens § 9.

    Retten fandt således, at selskabet er berettiget til godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift af selskabets forbrug af varme i forbindelse med hærdningen af betonelementer. 

    Retten har efterfølgende i den konkrete sag præciseret, at under forudsætning af, at opvarmning i forbindelse med hærdningsprocessen, der foregår i en såkaldt klargøringshal, er identisk med forholdene i støbehallen, gælder kendelsen efter rettens opfattelse også for klargøringshallen.

    Hvis der derimod sker en generel opvarmning af selve fabrikslokalerne, fx ved kaloriferer, hvor luften ikke - som anført i Landsskatterettens kendelse - blæses over de udstøbte betonelementer, skal energien behandles efter reglerne for rumvarme.

    Elektriske apparater
    Der har været rejst spørgsmål om den godtgørelsesmæssige stilling for elektricitet, der anvendes til drift af el-apparater og hårde hvidevarer (fx almindelige vaskemaskiner og opvaskemaskiner mv.).

    Afgørelse: Nævnte apparater er ikke omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3, og elforbruget anses derfor som procesenergi. Dette gælder også for den elektricitet, der anvendes til opvarmning af vand ved hjælp af et varmelegeme, der er monteret i selve apparatet/ maskinen.

    Visse vaskerianlæg mv. kan være monteret/sammenbygget med en elbaseret vandvarmer, der ikke er en integreret del af apparatet/maskinen. Elektricitet, der forbruges i sådanne selvstændige vandvarmere, er omfattet af rumvarmereglerne, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.

    Frysehuse
    Et frysehus anvender varme til opvarmning af gulvkonstruktionen.

    Afgørelse: Opvarmning af gulve i frysehuse er anset for energi til procesformål, da opvarmningen udelukkende sker for at forhindre permafrost i jorden under frysehusene - og ikke i forbindelse med opvarmning af rum.

    Hoteller mv.
    Energiforbrug til opvarmning og varmt vand i hoteller, feriecentre mv. opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi og er derfor omfattet af rumvarmereglerne. Det gælder både forbruget i værelser, lejligheder og fællesrum. Det er uden betydning, om lejer afkræves særskilt betaling for forbrug af varme og varmt vand.

    Portsluser
    Opvarmning af indgangspartier i fx forretninger og portsluser til lagerlokaler med luftvarme (varmekanon/varmetæppe) eller anden varmekilde opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi og er derfor omfattet af rumvarmereglerne, se endvidere F.6.4.6.

    Renrum
    En virksomhed, der fremstiller medicinsk udstyr, anvender varme til opvarmning af ventilationsluft i renrum, hvor der fremstilles medicinsk udstyr mv.

    Afgørelse: Opvarmning af renrum opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi. Den anvendte varme er derfor omfattet af rumvarmereglerne uanset det arbejdsmiljøbetingede krav til et stort luftskifte i virksomhedens produktionslokaler.

    Opvarmning af varmt vand i en svømmehal
    Energiforbrug til opvarmning af varmt vand i en svømmehal opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi og er derfor omfattet af rumvarmereglerne.

    Skatterådet har afslået, jf. SKM2008.494.SR, at en virksomhed kan få tilbagebetalt energiafgiften af energi brugt i et ventilationsanlæg med befugtersektion til fordampning af vand. Virksomheden har brug for en stor luftudskiftning i produktionslokalerne og har derfor installeret et ventilationsanlæg, hvor indsugningsluften bliver renset, forvarmet ved hjælp af varmen i udsugningsluften og endelig ved hjælp af fjernvarme eller lignende yderligere opvarmet til 22 grader Celsius. I forbindelse med indblæsningen tilsættes luften forstøvet vand, der omgående fordamper og derved øger luftfugtigheden til det ønskede niveau. Til fordampningen af vandet kræves en betydelig mængde energi, som ikke øger luftens temperatur, men kun luftfugtigheden. Skatterådet fandt, at energiforbruget er omfattet af bestemmelsen om rumvarme i gasafgiftslovens § 10, stk. 4.

    Ved lov nr. 464 af 17. juni 2008, lov nr. 528 af 17. juni 2008, lov nr. 461 af 12. juni 2009, lov nr. 527 af 12. juni 2009 og lov nr. 1384 af 21. december 2009 er der samlet sket en række ændringer, der har betydning for virksomhedernes adgang til tilbagebetaling af CO2-afgift af enegiforbrug, der anvendes til procesformål i virksomheden.

    Ændringerne er trådt i kraft den 1. januar 2010.

    Reglerne kan med udgangspunkt i de pågældende bestemmelser i CO2-afgiftsloven mv. overordnet set opdeles således:

    Ad § 9, stk. 1: Ifølge denne bestemmelse er der ikke adgang til tilbagebetaling af CO2-afgift, jf. dog § 9, stk. 2.

    Ad § 9, stk. 2: Bestemmelsen omfatter fra 1. januar 2010 alene regler for tilbagebetaling af CO2-afgift af forbrug af el omfattet af proceslisten/bilag 1 til CO2-afgiftsloven (tung proces). Reglerne for tilbagebetaling af CO2-afgift af forbrug af brændsel er fra 1. januar 2010 reguleret i medfør af § 9 a og § 9 c. Se F.6.5.2 vedr. § 9, stk. 2. 

    Ad § 9 a: Bestemmelsen omfatter CO2-afgiftsregler for kvoteomfattede virksomheder, dvs. virksomheder med tilladelse fra Energistyrelsen til udledning af CO2. Reglerne er beskrevet i afsnit F.6.5.10.

    Ad § 9 b: Bestemmelsen omfatter kvoteomfattet fjernvarme, der anvendes til procesformål. Se afsnit nedenfor.

    Ad § 9 c: Bestemmelsen omfatter bundfradrag i CO2-afgiften for ikke-kvoteomfattede virksomheder. Se afsnit nedenfor. § 9 c er senest ændret ved lov nr. 722 af 25. juni 2010.

    EU´s minimumsafgifter: Virksomhederne skal betale EU-minimumsafgifter. Se afsnit nedenfor.

    AD § 9 b - KVOTEOMFATTET FJERNVARME, DER ANVENDES TIL PROCESFORMÅL

    Ved lov nr. 528 af 17. juni 2008 (implementering af energiaftalen) og ved lov nr. 527 af 12. juni 2009, som er en del af Skattereformen (Forårspakke 2.0.), er der sket forskellige ændringer i energi- og CO2-afgiftslovene mv. Ændringerne vedrører bl.a. momsregistrerede virksomheders adgang til tilbagebetaling af CO2-afgift på kvoteomfattede fjernvarmeleverancer, der anvendes til procesformål.

    Forbrug af kvoteomfattet fjernvarme til procesformål er reguleret i CO2-afgiftslovens § 9 b.

    Forbrug af kvoteomfattet fjernvarme til procesformål

    Momsregistrerede virksomheder, der modtager/får leveret procesvarme fra en kvoteomfattet virksomhed (varmeproducent/-leverandør) er indirekte omfattet af kvotesystemet, idet prisen fra fjernvarmeselskabet inkluderer omkostningen ved kvotereguleringen. Samtidig er der CO2-afgift på de brændsler, der er medgået til varmeproduktion, og som overvæltes i prisen på varmen.

    Momsregistrerede virksomheder kan få tilbagebetalt den fulde CO2-afgift af kvoteomfattet fjernvarme, der anvendes til procesformål. Det vil sige tilbagebetaling af CO2-afgift på fjernvarme, der er produceret af en produktionsenhed (varmeproducent), som har tilladelse fra Energistyrelsen til udledning af CO2 (kvotereguleret varmeproducent) idet omfang fjernvarmen anvendes til formål, der er tilbagebetalingsberettiget efter

    • mineralolieafgiftslovens § 11
    • gasafgiftslovens § 10
    • kulafgiftslovens § 8.

    Der ydes derimod ikke tilbagebetaling af CO2-afgift af fjernvarme, der er produceret af en ikke-kvoteomfattet varmeproducent.

    Dette indebærer, at såfremt en leverance af varme både består af kvoteomfattet fjernvarme og ikke-kvoteomfattet fjernvarme til procesformål, kan virksomheden kun få tilbagebetalt den del af CO2-afgiften, som vedrører den kvoteomfattede leverance.

    Hvis virksomheden anvender en blanding af kvoteomfattet og ikke-kvoteomfattet fjernvarme til både procesformål (tilbagebetalingsberettigede formål) og til rumvarme (ikke-tilbagebetalingsberettigede formål), må den kvoteomfattede del af varmeleverancen ikke på forhånd allokeres til procesformål. Det vil sige, at der skal ske en fordeling af den kvoteomfattede varme efter samme forhold, som det tilbagebetalingsberettigede forbrug og ikke-tilbagebetalingsberettigede forbrug udgør af varmeleverancen.    

    Varmeregning - Andel af kvoteomfattet fjernvarme

    Andelen af fjernvarmeleverancen, som er produceret af en kvoteomfattet varmeproducent, skal fremgå af fakturaen for varmeleverancen (varmeregningen).

    Varmeregningen skal bl.a. oplyse følgende:

    • Varmeleverancens størrelse
    • Andelen af varmeleverancen, der er produceret af en kvoteomfattet varmeproducent
    • Den indirekte CO2-afgiftsbelastning på den kvoteomfattede varmeleverance
    • Den indirekte CO2-afgiftsbelastning på en evt. ikke-kvoteomfattet andel af varmeleverancen.

    Nyhedsbrev

    Der henvises i øvrigt til nyhedsbrev af 22. december 2009 med titlen CO2-afgift - bundfradrag for ikke-kvoteomfattede virksomheder, kvoteomfattet varmeproduktion, EU-minimumsafgift mv.

     

    Ad 9 c - BUNDFRADRAG I CO2-AFGIFTEN FOR IKKE-KVOTEOMFATTEDE VIRKSOMHEDER

    Ved lov nr. 528 af 17. juni 2008 (implementering af energiaftalen) og ved lov nr. 527 af 12. juni 2009, som er en del af Skattereformen (Forårspakke 2.0.), er der sket forskellige ændringer i energi- og CO2-afgiftslovene mv. Ændringerne vedrører bl.a. momsregistrerede virksomheders adgang til tilbagebetaling af energiafgift og CO2-afgift for energiforbrug til procesformål.

    Fra 1. januar 2010 Der indføres et bundfradrag i CO2-afgiften for virksomheder med tung proces, der ikke har tilladelse fra Energistyrelsen til udledning af CO2 (ikke-kvoteomfattede virksomheder)

    Kort om baggrunden for bundfradraget

    Omlægningen af energi- og CO2-afgiften fra en delvis tilbagebetaling af CO2-afgift af brændselsforbrug til tung proces er med til at sikre, at betalingen for udledninger af CO2 uden for og inden for kvotesystemet bliver sammenlignelig.

    Inden for kvotesektoren bliver der uddelt gratiskvoter til virksomheder. Det gør der ikke uden for kvotesystemet. Derfor indføres et bundfradrag for virksomheder med tung proces uden for kvotesystemet. Dermed sker en vis ligestilling af virksomheder inden for og uden for kvotesystemet.

    Det overordnede sigte er, at virksomheder med tung proces uden for kvotesystemet, som ikke ændrer adfærd, vil få den samme afgiftsbetaling som efter de gældende regler ved samme brændselsforbrug.

    De ikke-kvoteomfattede virksomheder med tung proces er typisk mindre og mellemstore energiintensive virksomheder indenfor gartnerierhvervet og fremstillingsindustrien.

    Med ændringen får tung proces virksomheder uden for kvotesystemet dermed vilkår, som stort set svarer til de kvoteomfattede virksomheders vilkår.

    Bemærk: Ifølge de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 207 (udmøntet i lov nr. 527 af 12. juni 2009, som er en del af Skattereformen (Forårspakke 2.0.)), er det sigtet at aftrappe bundfradraget i takt med, at gratiskvoterne inden for CO2-kvoteordningen, reduceres.

    Regler vedr. bundfradraget

    Bundfradraget er et fast beløb, der kan fratrækkes virksomhedens udgift til CO2-afgift af energiforbrug til procesformål.

    Bundfradraget er baseret på et historisk energiforbrug af afgiftspligtige brændsler (mineralolieprodukter, naturgas og kulprodukter) til tung proces i en basisperiode. Basisperioden er enten 2003-2007 eller 2007.

    Virksomheder, der er berettiget til at benytte et bundfradrag, og som ønsker at benytte denne ret, skal anmelde dette overfor SKAT, inden bundfradraget må udnyttes.

    Bundfradraget ydes til virksomhedens driftsleder. Det vil sige, at der anvendes samme begreb som indenfor CO2-kvoteordningen.

    Ved en driftsleder forstås i denne sammenhæng den juridiske eller fysiske person, der ejer en produktionsenhed eller driver produktionsenheden for egen regning til formål omfattet af proceslisten vedr. tung proces.

    Det er en generel betingelse for at få et bundfradrag, at brændselsforbruget til tung proces i den periode, der ligger til grund for opgørelse af bundfradraget (basisperioden), udgjorde mere end 10 pct. af det samlede brændselsrelaterede energiforbrug til procesformål.

    Forbrug af fjernvarme

    Leverancer af fjernvarme, der er anvendt til tung proces, er ikke omfattet af bundfradraget og må derfor heller ikke regnes med ved opgørelse af bundfradraget. Reglerne om CO2-afgift på den indirekte afgiftsbelastning på fjernvarme er reguleret i CO2-afgiftslovens § 9 b. 

    Bemærk: Virksomhederne får derimod adgang til fuld tilbagebetaling af CO2-afgift på leverancer af fjernvarme, der er produceret i et kvoteomfattet varmeproduktionsanlæg (kraftvarmeværk eller fjernvarmeværk), se afsnittet Kvoteomfattet fjernvarme, der anvendes til procesfornål.

    Forbrug af el

    CO2-afgift af el må ikke medregnes ved opgørelse af bundfradraget.

    Virksomheden skal underrette SKAT om et bundfradrag

    Virksomheder, der ønsker at benytte et bundfradrag, skal anmelde dette overfor SKAT.

    Bundfradraget anmeldes på en særskilt blanket (blanket nr. 23.037). Blanketten vil fremgå på SKATs hjemmeside www.skat.dk under Virksomheder / Blanketter.

    Bundfradraget skal anmeldes overfor SKAT, inden der må ske udnyttelse af bundfradraget.

    Det vil sige, at hvis virksomheden ønsker at gøre brug af et bundfradrag for fx januar 2010, skal anmeldelsen sendes til SKAT senest på tidspunktet for fradrag på momsangivelsen eller ved anmodning om fremskyndet tilbagebetaling for januar 2010. For forbrugsregistrerede virksomheder skal anmeldelse ske senest ved indsendelse af afgiftsangivelsen for januar 2010.

    Anmeldelse skal sendes til SKAT på en af følgende adresser:

    • SKAT Nordjylland, Punktafgifter Skive, Sdr. Boulevard 14, 7800 Skive
    • SKAT Midtjylland, Punktafgifter Grenaa, Bredstrupvej 40, 8500 Grenaa
    • SKAT Syddanmark, Punktafgifter Billund, Kløvermarken 16, 7190 Billund
    • SKAT København, Punktafgifter København, Sluseholmen 8B, 2450 København SV
    • SKAT Midt- og Sydsjælland, Punktafgifter Køge, Gymnasievej 21, 4600 Køge
    • SKAT Nordsjælland, Punktafgifter Fredensborg, Kratbjerg 236, 3480 Fredensborg. 

    Virksomheden får tilsendt et nyt registreringsbevis, hvoraf det fremgår, at virksomheden er registreret for CO2-afgiftsbundfradrag.

    SKAT skal også underrettes, hvis en produktion senere ophører, hvorved bundfradraget falder bort.

    Opgørelse af bundfradraget i en basisperiode

    Der kan være stor forskel på virksomhedernes brændselsforbrug til tung proces i de forskellige år.

    Bundfradraget kan derfor fastsættes ud fra et gennemsnit af brændselsforbruget for 2003-2007 eller for 2007. Basisperioden er enten perioden 2003 - 2007 eller 2007. Dette svarer i princippet til den ordning for tildeling af gratiskvoter, som de kvoteomfattede virksomheder fik i den nationale allokeringsplan.

    Hvis en produktionsenhed ikke har været i drift i hele basisperioden, men dog har været i drift en del af perioden, anvendes driftsperioden som basisperiode.

    Det er valgfrit for virksomheden at benytte enten den ene eller anden af de 2 nævnte basisperioder.

    Nedenfor er beskrevet reglerne om opgørelse af bundfradrag.

    Beregning af bundfradrag for basisperioden 2003 - 2007 (CO2-afgiftslovens § 9 c, stk. 5) 

    Bundfradraget beregnes som en afgift beregnet som virksomhedens gennemsnitlige forbrug af afgiftspligtige brændsler til tung proces (bortset fra fjernvarme) i basisårene 2003-2007 - ganget med de CO2-afgiftssatser, der gælder for 2010 - fratrukket virksomhedens gennemsnitlige nettoudgift til CO2-afgift i basisårene vedrørende forbrug af afgiftspligtige brændsler til tung proces, dvs. den CO2-afgift, der resterer efter godtgørelse for tung proces. For virksomheder, der har indgået aftale med Energistyrelsen om energieffektivisering, endvidere efter fradrag af CO2-tilskud.

    Beregning af bundfradrag for basisperioden 2007 (CO2-afgiftslovens § 9 c, stk. 5)

    Bundfradraget beregnes som en afgift beregnet som virksomhedens forbrug af afgiftspligtige brændsler til tung proces (bortset fra fjernvarme) i 2007 - ganget med de CO2-afgiftssatser, der gælder for 2010 - fratrukket virksomhedens gennemsnitlige nettoudgift til CO2-afgift i 2007 vedrørende forbrug af afgiftspligtige brændsler til tung proces, dvs. den CO2-afgift, der resterer efter godtgørelse for tung proces. For virksomheder, der har indgået aftale med Energistyrelsen om energieffektivisering, endvidere efter fradrag af CO2-tilskud.

    Minimumsgrænsen på 20.000 kr. vedr. tilskud til CO2-afgift

    For virksomheder, der har indgået en individuel aftale med Energistyrelsen gælder der en minimumgrænse for tilskud på 20.000 kr., jf. Energiaftalebekendtgørelsens § 28 (bekendtgørelse nr. 631 af 24. juni 2005). Det vil sige, at der først kan opnås/udbetales tilskud, når det beregnede tilskudsbeløb overstiger 20.000 kr. Minimumsbeløbet skal medregnes som en del af den betalte CO2-afgift. Beløbet indgår dermed som en del af den såkaldte nettoudgift.

    Hvis energiaftalen både omfatter brændselsforbrug og elforbrug til tung proces, tillades det af administrative hensyn efter omstændighederne, at der sker en ligedeling af minimumsgrænsen. Det vil sige, at der kun skal indgå 10.000 kr. af minimumsgrænsen i den betalte CO2-afgift.

    Alternativt har virksomheden ret til at foretage en beregning af elforbrugets forholdsmæssige andel af det samlede CO2-tilskud.

    For virksomheder, der er omfattet af en såkaldt brancheaftale, er der ingen minimumsgrænse. Dette indebærer, at minimumsgrænsen ikke er relevant ved beregning af bundfradraget for virksomheder omfattet af en brancheaftale

    Indeksering/forhøjelse af bundfradraget

    Det beløb, som fremkommer ved beregningen indekseres/opskrives fra 2011 - 2015 med 1,8 pct. pr. år. Det vil sige, at virksomheden - under forudsætning af uændrede forhold - kan forhøje det beregnede bundfradrag med 1,8 pct. for hvert år i perioden 2011 - 2015. Bundfradraget kan opskrives første gang for 2011.

    Efter 2015 reguleres bundfradraget efter nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.  

    Opbevaring af regnskabsmateriale (dokumentation for bundfradrag)

    Virksomheden skal opbevare dokumentation (regnskabsmateriale herunder beregning af bundfradrag) for basisårene (2003-2007) eller basisåret (2007), der ligger til grund for bundfradraget, så længe bundfradraget benyttes, jf. CO2-afgiftslovens § 12, stk. 3.

    Virksomhederne skal således gemme dokumentation for basisperioden og beregning af bundfradraget, så længe virksomhedens driftsleder får bundfradraget.

    Hvordan anvendes bundfradraget?

    Bundfradraget gælder for et kalenderår ad gangen.

    Der kan frit disponeres over bundfradraget indenfor kalenderåret. Virksomheden kan således vælge at benytte bundfradraget først på året og først "betale" CO2-afgift, når bundfradraget er "brugt op", eller benytte bundfradraget sidst på året. Virksomheden kan også vælge at fordele bundfradraget ud over årets 12 måneder.

    Bundfradraget kan modregnes i CO2-afgiften af brændselsforbrug til procesformål, dvs. forbrug af brændsler, der er tilbagebetalingsberettiget efter

    • mineralolieafgiftslovens § 11
    • gasafgiftslovens § 10
    • kulafgiftslovens § 8.

    Bundfradraget kan endvidere modregnes i CO2-afgiften af brændselsforbrug medgået til produktion af kulde til procesformål, jf. CO2-afgiftslovens § 9 c, stk. 9.

    Endelig kan bundfradraget modregnes i CO2-afgiften (energispareafgiften) af el, der er forbrugt til procesformål, jf. elafgiftslovens § 11.

    Bundfradraget kan ikke overstige CO2-afgiften af virksomhedens samlede energiforbrug til procesformål i det pågældende kalenderår. Det vil sige, at den ikke-kvoteomfattede virksomhed aldrig kan få tilbagebetalt mere i CO2-afgift af energiforbrug til procesformål end det beløb, som bundfradraget udgør. Hvis bundfradraget fx udgør 100.000 kr., kan der højst modregnes et beløb på 100.000 kr. i den samlede CO2-afgift af virksomhedens energiforbrug til procesformål.

    Hvis CO2-afgiften af førnævnte virksomheds energiforbrug til procesformål er mindre end 100.000 kr., kan det uudnyttede bundfradrag ikke udbetales. Det vil sige, hvis CO2-afgiften af det samlede energiforbrug fx er 80.000 kr. i et kalenderår og bundfradraget er 100.000 kr., kan det overskydende bundfradragsbeløb på 20.000 kr. (100.000 - 80.000 kr.) ikke udbetales.

    Endvidere kan et uudnyttet bundfradrag ikke overføres til et andet kalenderår.

    Metanafgift på naturgas og biogas
    Ikke-kvoteomfattede virksomheder, som har et bundfradrag vedrørende CO2-afgift, kan ikke anvende dette bundfradrag for metanafgift på naturgas, der anvendes som motorbrændstof i stationære stempelmotoranlæg.

    Virksomheder med et bundfradrag for CO2-afgift kan heller ikke anvende bundfradraget for metanafgift på biogas.

    Det vil sige, at ikke-kvoteomfattede bundfradragsvirksomheder skal betale metanafgift af naturgas og biogas, der anvendes i stationære stempelmotoranlæg.

    Årlig opgørelse

    Ved udløbet af hvert kalenderår skal virksomheden foretage en opgørelse af den samlede afgiftsbetaling for hvert brændsel og det samlede forbrug af hvert brændsel.

    Hvis den årlige opgørelse viser, at der fx fejlagtigt i løbet af kalenderåret er modregnet mere bundfradrag i CO2-afgiften end virksomhedens bundfradrag, skal der ske en regulering/tilbageføring af den for meget tilbagebetalte CO2-afgift.

    Andet vedr. bundfradragsordningen

    Kan bundfradraget forhøjes som følge af en udvidet produktion?

    Bundfradraget er låst på et fast niveau ud fra et historisk energiforbrug.

    Der gives derfor ikke et ekstra bundfradrag i forbindelse med fx produktionsudvidelser.

    Kan bundfradraget overdrages til en anden driftsleder (virksomhed)?

    Tilbagebetalingerne af CO2-afgift er knyttet til bestemte energiintensive processer i virksomheden i basisperioden 2003 - 2007 eller 2007. Bundfradraget er knyttet til den enkelte virksomhed og kan overdrages i forbindelse med forskellige begivenheder, fx generationsskifte, salg, flytning til anden matrikel m.v.

    Bundfradraget kan imidlertid ikke overdrages alene men kun sammen med de energitunge processer (produktionsprocesser), som bundfradraget oprindeligt var knyttet til.

    Sker overdragelsen i et løbende kalenderår, skal den hidtidige driftsleder også oplyse størrelsen af et restbundfradrag.

    Meddelelsen til SKAT om overdragelse af produktionsenheden og bundfradraget skal underskrives af både den hidtidige driftsleder og den nye driftsleder.

    Udlejning af en produktionsenhed

    En lejeaftale vil også betyde, at bundfradraget kan udnyttes af lejer. Ejerskabet er således ikke afgørende for at anvende et bundfradrag.

    Hvis fx en væksthusgartner udlejer/bortforpagter sine drivhuse, kan bundfradraget følge med til lejeren/forpagteren. Det er en betingelse, at der fortsat drives gartnerivirksomhed i væksthusene, og at de drives for lejers egen regning og risiko (at lejer er driftsleder).

    Overdragelsen skal kunne dokumenteres ved en leje-/forpagtningskontrakt el. lign., hvoraf de nærmere aftaler om drift af produktionsenheden (at lejer er driftsleder), lejeperiode og bundfradrag fremgår.

    Udlejes produktionsenheden i et løbende kalenderår, skal størrelsen af bundfradraget ligeledes fremgå.

    Meddelelsen til SKAT om udleje af produktionsenheden og om overdragelse af bundfradraget skal underskrives af både den hidtidige driftsleder og af lejer (den nye driftsleder).

    Ved ophør af en lejekontrakt i et løbende kalenderår, skal lejer oplyse størrelsen af et evt. restbundfradrag overfor udlejer.

    SKAT skal underrettes, hvis lejekontrakten ændres, fx hvis lejeperioden ændres.

    Udlejning af en del af en produktionsenhed

    Hvis der er tale om udlejning af en del af produktionsenheden, der har ligget til grund for beregning af bundfradraget, er det kun en forholdsmæssig andel af bundfradraget, der kan overdrages.

    Ved udlejning af væksthuse kan bundfradraget opgøres på baggrund af en forholdsmæssig andel af det samlede væksthusareal, der har ligget til grund for beregning af bundfradraget.

    Der gælder i øvrigt de samme betingelser mv. som nævnt ovenfor under Udlejning af en produktionsenhed.

    Ved udlejning af en del af produktionsenheden i en kortere periode end et helt kalenderår, er det udlejers (driftleders) ansvar, at der ikke opnås større bundfradrag end oprindeligt beregnet.

    Bortfalder bundfradraget ved et midlertidigt produktionsstop?

    Bundfradraget bortfalder ikke ved, at driftsleder har et midlertidigt produktionsstop. Ved et midlertidigt produktionsstop forstås, at produktionen er ophørt i en kortere periode, fx som følge af urentabel produktion og renovering/reparation af produktionsenheden.

    Kan bundfradraget anvendes til andet procesformål i virksomheden?

    Bundfradraget kan også anvendes til procesformål i andre dele af virksomheden. Køber en gartnerivirksomhed en anden virksomhed fx en marmeladefabrik, kan uudnyttet bundfradrag fra gartnerivirksomheden bruges i marmeladefabrikken, såfremt gartnerivirksomheden fortsat opretholdes, og der er tale om samme driftsleder (samme juridiske person).

    Det er dog under alle omstændigheder en betingelse for fortsat bundfradrag, at den proces, som der oprindeligt er givet tung proceslempelse for, og som ligger til grund for bundfradraget, fortsat foregår i virksomheden.

    Hvis fx en væksthusgartner ophører med at drive væksthusgartneri ophører adgangen til at bruge bundfradraget også.

    Bundfradraget kan således ikke omsættes/afsættes for sig selv men alene som et element i den samlede virksomhed.

    Nyhedsbrev

    Der henvises i øvrigt til nyhedsbrev af 22. december 2009 med titlen CO2-afgift - bundfradrag for ikke-kvoteomfattede virksomheder, kvoteomfattet varmeproduktion, EU-minimumsafgift mv.

     

    Ændring af ordningen om bundfradrag i CO2-afgiften ved lov nr. 722 af 25. juni 2010

    Ved lov nr. 722 af 25. juni 2010 (Ændringer i elpatronordningen, udvidelse af solcelleordningen i elafgiftsloven og afgift på andre klimagasser end CO2 m.v.) er der sket en ændring af ordningen om bundfradrag i CO2-afgiften.

    Bundfradragsordningen er ændret som følger:

    1. Virksomheder, som er berettiget til et bundfradrag i CO2-afgiften, kan i visse situationer opgøre bundfradraget skønsmæssigt
    2. Virksomheder med bundfradrag kan modregne bundfradraget i CO2-afgiften for forbrug af brændsler, som anvendes til at fremstille el.

    Ændringerne har virkning fra den 1. januar 2010.

    Der er nedenfor redegjort nærmere for de nævnte ændringer.

    Bestemmelse om skøn ved opgørelse af bundfradrag

    For at imødekomme visse situationer, hvor virksomhederne ikke kan fremskaffe den fornødne dokumentation for opgørelse af et bundfradrag, er der indsat bestemmelser i CO2-afgiftslovens § 9 c, stk. 1, 4. - 7. punktum, hvorefter det på visse betingelser er muligt at opgøre bundfradraget ved et skøn.  

    De pågældende bestemmelser herom, som er indsat i § 9 c, stk. 1, 4. - 7. punktum lyder som følger: "Virksomheder, som opfylder betingelserne for at få bundfradraget, men uden at have den fornødne dokumentation for bundfradraget for nogen af basisårene, jf. stk. 3 og 4, kan foretage skønsmæssig opgørelse af bundfradraget. Virksomheden skal i givet fald anmelde dette til told- og skatteforvaltningen sammen med oplysning om den skønsmæssige opgørelse af bundfradraget. Told- og skatteforvaltningen skal godkende den skønsmæssige opgørelse, inden der kan ske udnyttelse af bundfradraget. Told- og skatteforvaltningen godkender den skønsmæssige opgørelse, når der er rimelig sikkerhed for, at virksomheden derved ikke får et bundfradrag, der er større end det bundfradrag, som virksomheden ville have fået, hvis den havde haft den fornødne dokumentation for bundfradraget."

    En af betingelserne for at få lov til at opgøre bundfradraget efter et skøn er, at der er rimelig sikkerhed for, at virksomheden derved ikke får et bundfradrag, der er større end det bundfradrag, som virksomheden ville have fået, hvis den havde haft den fornødne dokumentation for bundfradraget. SKAT skal godkende, at denne betingelse er opfyldt, før virksomheden kan udnytte bundfradraget. 

    I en skønsmæssig opgørelse af bundfradraget kan der eksempelvis indgå eventuelle opgørelser over energiforbruget til Energistyrelsen efter aftale-/CO2-tilskudsordningen, lejekontrakter vedrørende udlejede arealer i væksthuse, oplysninger om energiforbrug fra energileverandører, energiforbrug efter en basisperiode for samme væksthus med videre eller oplysninger om energiforbrug i sammenlignelige virksomheder.

    Det bemærkes endvidere, at bundfradragsvirksomheder, som mangler dokumentation for en basisperiode, men ikke for begge basisperioder, ikke kan opgøre bundfradraget skønsmæssigt, men skal anvende den periode, som de har dokumentation for, når de gør bundfradraget op. Det vil sige, at hvis en virksomhed for eksempel har dokumentation for 2007 men ikke for 2003-2007, så skal virksomheden anvende 2007 som basisperiode.

    Anmeldelse af bundfradrag baseret på en skønsmæssig opgørelse
    Et skønsmæssigt opgjort bundfradrag anmeldes på en særskilt blanket (blanket 23.037), det vil sige den samme blanket som generelt anvendes til anmeldelse af et bundfradrag. At bundfradraget er opgjort på baggrund af et skøn oplyses under "Supplerende oplysninger". CVR.-nr. for den virksomhed (tidligere driftsleder), som det anmeldte skønnede bundfradrag delvist er baseret på, skal også oplyses. 

    Virksomheden skal desuden i bilag til anmeldelsen redegøre for baggrunden og grundlaget for den skønsmæssige opgørelse, herunder det talmæssige grundlag for virksomhedens beregning af bundfradraget.

    Anmeldelse med videre af skønsmæssig opgørelse af bundfradraget skal sendes til SKAT. 

    Bestemmelse om at modregne bundfradraget i CO2-afgiften af brændsel til elfremstilling
    Efter de hidtil gældende regler kan bundfradraget modregnes i afgifterne efter CO2-afgiftsloven for forbrug af brændsler og el, som anvendes til procesformål, og som berettiger virksomheden til at få tilbagebetalt energiafgifter efter energiafgiftslovene.

    Derimod kan bundfradraget ikke modregnes i CO2-afgifterne for forbrug af brændsler, som ikke-kvoteomfattede virksomheder anvender til elfremstilling, og som berettiger virksomheden til tilbagebetaling af eller fritagelse for energiafgifter efter energiafgiftslovene.

    Dette er ændret ved følgende bestemmelse, som er indsat i § 9 c, stk. 1, som et nyt 2. punktum: "Hvis bundfradraget overstiger betalingen af afgifter opgjort efter reglerne nævnt i 1. pkt., kan virksomheden opnå det resterende bundfradrag i virksomhedens betaling af afgifter for brændsler nævnt i 1. pkt., der anvendes til fremstilling af elektricitet, og som er tilbagebetalingsberettigede eller afgiftsfrie efter § 9, stk. 2 og 3, i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., § 8, stk. 2 og 3, i lov om afgift af naturgas og bygas eller § 7, stk. 1 og 2, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v."

    Dette indebærer, at en virksomhed med bundfradrag med virkning fra 1. januar 2010 kan modregne bundfradraget i CO2-afgiften for forbrug af brændsler, som anvendes til elfremstilling, og som berettiger virksomheden til tilbagebetaling af eller fritagelse for energiafgifter efter energiafgiftslovene. De pågældende virksomheder får dermed forbedret muligheden for at anvende bundfradraget. 

    Der er ikke sket ændring af grundlaget for opgørelse af bundfradraget. Adgangen til at modregne bundfradraget i CO2-afgiften af brændsel til elfremstilling får således ingen indflydelse på størrelsen af det beregnede bundfradrag for en basisperiode.

    Nyhedsbrev

    Der er den 6. juli 2010 offentliggjort et nyhedsbrev med titlen CO2-afgift - ændring af ordningen om bundfradrag i CO2-afgiften. Nyhedsbrevet beskriver begge ændringer af bundfradragsordningen.

     

    EU´s MINIMUMSAFGIFTER

    Generelt om betaling af EU´s minimumsafgifter

    Virksomhederne skal betale EU´s minimumsafgift af energiforbrug.

    Dette er opfyldt ved ændringerne i lov nr. 527 af 12. juni 2009, som udgør en del af Skattereformen (Forårspakke 2.0.), og som indebærer, at adgangen til tilbagebetalingen af energiafgifter af energiforbrug til procesformål nedsættes.

    Der skal dog ikke betales minimumsafgift af energi, der anvendes til mineralogiske processer, metallurgiske processer, kemisk reaktion og elektrolyse. Der offentliggøres et særskilt nyhedsbrev om disse processer.

    Der gælder endvidere særlige regler for energiforbrug til opvarmning af væksthuse, se nedenfor.

    Særlige regler for væksthusgartnerier

    Fra den 1. januar 2010 nedsættes tilbagebetalingen af energiafgiften af procesforbrug i landbrug og lignende erhverv med 1,8 pct. Der er tale om procesforbrug, som udelukkende vedrører momspligtig virksomhed med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl. Der er fx tale om opvarmning af staldbygninger og korntørring af egne produkter i landbruget.

    Energiafgift på afgiftspligtige brændsler og fjernvarme, der anvendes til opvarmning af væksthuse med et overdækket areal på mindst 200 m2 i gartnerier, bortset fra væksthuse, hvor der foregår detailsalg, er imidlertid ikke omfattet af ovennævnte nedsættelse af tilbagebetalingen med 1,8 pct. af energiafgiften.

    Væksthusgartneriet skal i stedet anvende reglerne om EU´s minimumsafgifter ved tilbagebetaling af energiafgifter. Det sker ved, at tilbagebetalingen af energiafgifter nedsættes med EU´s minimumsafgifter.

    Dette gælder både for varme, som væksthusgartneriet selv producerer, og for fjernvarme leveret til virksomheden. 

    EU´s minimumsafgifter skal løbende modregnes i de tilbagebetalingsberettigede energiafgifter af varme, der anvendes til opvarmning af væksthuse.

    Varmeregning til væksthusgartnerier

    Varmeproducenten/-leverandøren af fjernvarme skal oplyse hvilken brændselstype, der er brugt til at fremstille fjernvarmen.

    Det præciseres, at regninger på fjernvarme, også skal indeholde oplysninger om den indirekte afgiftsbelastning på energiafgifter i varmeleverancen.

    Dette er nødvendigt for at beregne EU´s minimumsafgift.

    Hvis der er anvendt flere slags afgiftspligtige brændsler, skal varmeregningen oplyse om den indirekte afgiftsbelastning for hvert brændsel, der er anvendt til varmeproduktionen.

    Dette indebærer endvidere, at EU´s minimumsafgift skal betales for hvert afgiftspligtigt brændsel.

    EU´s minimumsafgifter (satser)

    EU's minimumsafgift af gas

    Naturgas og bygas med en nedre brændværdi på 39,6 megajoule (MJ)/normal m3 (Nm3)

    øre/Nm3

    4,9

    EU's minimumsafgift af kulprodukter:

    1) stenkul (inkl. stenkulsbriketter), koks, cinders og koksgrus

    kr./GJ

    1,2

    2) jordoliekoks

    kr./GJ

    1,2

    3) brunkulsbriketter og brunkul

    kr./GJ

    1,2

    Kul efter vægt

     

     

    For varer nævnt under nr. 1

    kr./t

    32

    For varer nævnt under nr. 3

    kr./t

    22

    EU's minimumsafgift af olieprodukter:

    1) gas- og dieselolie til motorbrug

    øre/l

    15,8

    2) anden gas- og dieselolie

    øre/l

    15,8

    3) fuelolie

    øre/kg

    12,5

    4) fyringstjære

    øre/kg

    11,3

    5) petroleum til motorbrug

    øre/l

    15,8

    6) anden petroleum

    øre/l

    15,8

    7) autogas (LPG)

    øre/l

    16,5

    8) anden flaskegas (LPG)

    øre/kg

    16,5

    Satser ved 15° C

     

     

    for varer nævnt under nr. 1 og 5

    øre/l

    15,7

    Nyhedsbrev

    Der henvises i øvrigt til nyhedsbrev af 22. december 2009 med titlen CO2-afgift - bundfradrag for ikke-kvoteomfattede virksomheder, kvoteomfattet varmeproduktion, EU-minimumsafgift mv.

     

     

     

    Regel indtil 1. januar 2005
    Ifølge § 9, stk. 1, jf. stk. 4, kan momsregistrerede virksomheder få godtgjort 10 pct. af CO2-afgiften af det energiforbrug, der er fuldt godtgørelsesberettiget efter energiafgiftslovene, dvs. energi, der er godtgørelsesberettiget efter mineralolieafgiftslovens § 11, kulafgiftslovens § 8, elafgiftslovens 11 og naturgasafgiftslovens § 10.

    Godtgørelse af CO2-afgift af energiforbrug til let proces er blevet aftrappet fra 50 pct. til 10 pct. i perioden 1. januar 1996 og frem til år 2000. Godtgørelsen har herefter udgjort 10 pct. indtil 1. januar 2005, se F.6.1.2.

    Regel fra 1. januar 2005 til 31. december 2009
     Ifølge § 9, stk. 1, ydes der ikke godtgørelse for CO2-afgift, jf. dog stk. 2 (Energiforbrug omfattet af bilaget/ proceslisten til CO2-afgiftsloven - tung proces).

    Ophævelsen af godtgørelsen for CO2-afgift af energiforbrug til let proces er sket ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, som trådte i kraft den 1. januar 2005. Der er tale om en forenklet administration for momsregistrerede virksomheder, der bruger energi til lette procesformål.

    Forenklingen er sket ved, at CO2-afgiften på energiprodukter er nedsat - svarende til godtgørelsen på 10 pct. af CO2-afgift af energi til let proces. Samtidig med afgiftsnedsættelsen er godtgørelsen på 10 pct. af CO2-afgiften til let proces ophævet. Til gengæld er energiafgiftssatserne på de samme energiprodukter forhøjet med et beløb, som svarer til det, som CO2-afgiften er nedsat med. Da der fortsat - med undtagelsen af eldistribututionsbidraget - er adgang til fuld godtgørelse af energiafgifter til procesformål, er der tale om en udgiftsneutral omlægning for virksomhederne. Omlægningen er også neutral for øvrige forbrugere af energi.   

    Regler fra 1. januar 2010

    Ifølge § 9, stk. 2 kan momsregistrerede virksomheder opnå godtgørelse på 57,3 pct af CO2-afgiften af forbrug af el, der anvendes til de processer, der er beskrevet i bilag 1 til CO2-afgiftsloven.

    Betingelser:
    Lovens § 9, stk. 2, indeholder en række betingelser mv. for at opnå godtgørelse af CO2-afgiften:

    Direkte anvendelse
    Den forhøjede godtgørelse omfatter kun elforbrug , der anvendes direkte i forbindelse med de nævnte processer i listen. Der ydes således ikke godtgørelse af andet energiforbrug i virksomheden.

    Forbrug af elektricitet
    Der ydes som hovedregel ikke godtgørelse for forbrug af elektricitet ved anvendelser nævnt under punkterne 1-14 i bilaget. Undtagelser fra hovedreglen fremgår direkte af det enkelte punkt i bilaget.

    Ventilation
    Ventilation i forbindelse med punkterne 1-14 anses som hovedregel for let proces. Undtagelser fra hovedreglen fremgår direkte af det enkelte punkt i bilaget

    Derimod er ventilation i forbindelse med punkterne 15-37 omfattet af godtgørelseN af CO2-afgift.

    Krav til produktionens størrelse
    For punkterne 2-37 i bilag 1 er godtgørelse som tung proces betinget af en årlig produktion af varer omfattet af proceslisten på mindst 10 tons.

    Regler før 1. januar 2010

    Ifølge § 9, stk. 2 kan momsregistrerede virksomheder opnå forhøjet godtgørelse (13/18) af CO2-afgiften af det energiforbrug, undtaget elforbrug, der anvendes til de processer, der er beskrevet i bilag 1 til CO2-afgiftsloven.

    Der gives ikke godtgørelse for tung proces af CO2-afgiften af benzin.

    For el er godtgørelsen 61/86 af afgiften. Se lov nr. 1417 af 21. december 2005 § 7, nr. 8, der trådte i kraft den 1. januar 2008 ved bekendtgørelse nr. 1327 af 30. november 2007.

    Godtgørelse af CO2-afgift af energiforbrug til tung proces er blevet aftrappet fra 95 pct. til 75 pct. i perioden 1. januar 1996 og frem til år 2000. Godtgørelsen har herefter udgjort 75 pct. indtil 1. januar 2005, se F.6.1.2.

    Nedsættelsen af godtgørelsen fra 75 pct. til 13/18, svarende til 72,22 pct., er en følge af omlægningen/forenklingen for momsregistrerede virksomheder, der er sket ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, se F.6.1.3. hvor ændringerne er beskrevet i en lidt større sammenhæng.

    Betingelser:
    Lovens § 9, stk. 2, indeholder en række betingelser mv. for at opnå forhøjet godtgørelse af CO2-afgiften:

    Direkte anvendelse
    Den forhøjede godtgørelse omfatter kun energiforbrug , der anvendes direkte i forbindelse med de nævnte processer i listen. Der ydes således ikke forhøjet godtgørelse af andet energiforbrug i virksomheden.

    Forbrug af elektricitet
    Der ydes som hovedregel ikke forhøjet godtgørelse for forbrug af elektricitet ved anvendelser nævnt under punkterne 1-14 i bilaget. Undtagelser fra hovedreglen fremgår direkte af det enkelte punkt i bilaget.

    Forbrug af elektricitet til varmefremstilling
     Ved lov nr. 520 af 7. juni 2006 er der sket en ændring af godtgørelsesreglerne i § 9, stk. 2 vedrørende forbrug af el til tung proces. Lovændringen indebærer, at virksomheder omfattet af proceslistens punkt 1-14 kan få godtgjort 61/86 af CO2-afgiften af el, som bruges direkte i en elpatron, eldreven varmepumpe mv. - til at fremstille varme, der bruges til formål omfattet af tung proces. Ændringen er trådt i kraft den 1. januar 2008.

    Ventilation
    Ventilation i forbindelse med punkterne 1-14 anses som hovedregel for let proces. Undtagelser fra hovedreglen fremgår direkte af det enkelte punkt i bilaget

    Derimod er ventilation i forbindelse med punkterne 15-37 omfattet af den forhøjede godtgørelse af CO2-afgift.

    Krav til produktionens størrelse
    For punkterne 2-37 i bilag 1 er godtgørelse som tung proces betinget af en årlig produktion af varer omfattet af proceslisten på mindst 10 tons.

    Fradrag i godtgørelsen - Minimumsafgift
    Godtgørelse for tung proces ydes efter fradrag af EU's minimumsafgift på fuelolie og gas- og dieselolie, der anvendes til varmefremstilling, herunder dampproduktion, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2, 4., 5. og 6. punktum.

    Virksomheder med aktiviteter omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. punktum, fx væksthusgartnerier, er ikke omfattet af reglerne om fradrag i godtgørelsen i relation minimumsafgiften. Det betyder bl.a., at der ikke skal betales minimumsafgift af olie, der bruges til opvarmning af væksthuse. Det samme gælder for væksthusgartnerier, som får leveret fjernvarme, der er fremstillet på basis af fuelolie.

    Fuelolie
    Fradraget i godtgørelsen udgør 3 øre pr. kg fuelolie. Som følge af energibeskatningsdirektivet 2003/96/EF af 27. oktober 2003 blev minimumssatsen for fuelolie opjusteret pr. 1. juli 2004. For virksomheder, der ikke har indgået aftale med Energistyrelsen om at gennemføre energieffektiviseringer, er fradraget i tilbagebetalingen af kuldioxidafgiften herefter 3,175 øre pr. kg fuelolie.

    Hvis en varmeleverandør har brugt fuelolie, skal varmeleverandøren oplyse om størrelsen af minimumsafgiften på den forbrugte olie.

    Fradraget for minimumsafgift har i perioden 1. januar 1996 og frem til år 2000 udgjort følgende for fuelolie, jf. § 3, stk. 6 i lov nr. 417 af 14. juni 1995:

    19969,4 øre pr. kg94 kr. pr. ton
    19977,8 øre pr. kg78 kr. pr. ton
    19986,2 øre pr. kg62 kr. pr. ton
    19994,6 øre pr. kg46 kr. pr. ton

    2000 

    3,0 øre pr. kg30 kr. pr. ton

    I perioden 1. januar 1996 og frem til 30. september 1997 kunne betalt svovlafgift modregnes i forhold til minimumsafgiften. Denne adgang bortfaldt ved lov nr. 1220 af 27. december 1996, hvor der i stedet blev indført et forhøjet bundfradrag for svovlafgift på fuelolie, se G.11.4.8.

    Gas- og dieselolie
    For gas- og dieselolie har i perioden 1996, 1997 og 1998 skullet ske et fradrag i godtgørelsen af CO2-afgift.

    Fra 1. januar 1999 har den ikke-godtgørelsesberettigede CO2-afgift (virksomhedernes betaling af CO2-afgift) været større end minimumsafgiften. Der har således ikke fra denne dato skullet ske fradrag for gas- og dieselolie, selv om olien anvendes i forbindelse med tung proces.

    Fradraget for minimumsafgift har i perioden 1. januar 1996 og frem til 31. december 1998 udgjort følgende for gas- og dieselolie, jf. § 3, stk. 6, i lov nr. 417 af 14. juni 1995:

    19963,7 øre pr. liter37 kr. pr. 1.000 liter
    19972,3 øre pr. liter23 kr. pr. 1.000 liter
    19981,0 øre pr. liter10 kr. pr. 1.000 liter

    Som følge af energibeskatningsdirektivet 2003/96/EF af 27. oktober 2003 blev minimussatsen for gas- og dieselolier opjusteret pr. 1. juli 2004. For virksomheder, der ikke har indgået aftale med Energistyrelsen om at gennemføre energieffektiviseringer er fradraget i tilbagebetalingen af kuldioxidafgiften herefter 0,7 øre pr. liter gas- og dieselolie.

    Nedennævnte indeholder en præcis gengivelse af ordlyden i proceslisten for det enkelte punkt. Der er derudover knyttet enkelte bemærkninger til visse af punkterne:

    Punkt 1.
    "Der anvendes til opvarmning af væksthuse med et overdækket areal på mindst 200 m2 i gartneriet og vækstlys i disse, dog bortset fra væksthuse, hvorfra der foregår detailsalg."

    Punkt 2.
    "Der anvendes direkte ved inddampning og tørring af vandopløst natriumklorid."

    Punkt 3.
    "Der anvendes direkte ved fremstilling af mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. Den særlige tilbagebetaling omfatter både elektricitet og brændsler. Forbruget af varme, varmt vand og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstillingen af varme eller varmt vand, og som anvendes i lokaler, hvori ovennævnte produkter fremstilles, er endvidere omfattet af den forhøjede tilbagebetaling. Tilbagebetalingen ydes dog højst for 0,1 kWh elektricitet og 2 MJ brændsel pr. kg ostepulver med et tørstofindhold på mindst 90 pct., højst 0,7 kWh elektricitet og 14 MJ brændsel pr. kg vallebaserede mælkeprodukter samt kaseiner og kaseinater med et tørstofindhold på mindst 90 pct. og højst 0,35 kWh elektricitet og 7 MJ brændsel pr. kg af andre fremstillede mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct." Bestemmelsen, der har haft virkning fra 1. januar 2000, blev indsat  ved lov nr. 963 af 20. december 1999 som erstatning for følgende bestemmelse:

    "Der anvendes direkte ved pasteurisering, sterilisering, inddampning, homogenisering, koncentrering og tørring af mælk og mælkebaserede produkter med henblik på fremstilling af mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. Elektricitet anvendt direkte til opvarmning og tørring samt til drift af særlige anlæg, hvorved der som led i forarbejdningsprocessen sker en koncentration i form af f.eks. ultrafiltrering, er dog også omfattet. Koncentrering med henblik på fremstilling af de nævnte mælkebaserede produkter er omfattet, uanset om de foregår i virksomheden, som fremstiller disse produkter, eller i andre virksomheder."

    Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov nr. 963:

    Der blev ved lovændringen tilstræbt en simplere og billigere administration samt enklere måling for virksomhederne.

    Efter de dagældende regler kunne virksomheder, som fremstiller mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. (tørmælk, ostepulver mv.), opnå godtgørelse efter reglerne for tung proces af forbruget af brændsler. Derimod var kun en mindre del af forbruget af elektricitet omfattet af reglerne for tung proces.

    Med lovændringene kan der ydes forhøjet godtgørelse (tung proces) for både brændsler og elektricitet, der er anvendt direkte til fremstillingen af produkterne.

    Derudover kan der ydes forhøjet godtgørelse af rumvarme og varmt vand, som anvendes i de lokaler, hvor selve fremstillingen finder sted. Forbrug af brændsler og elektricitet til øvrige formål i virksomheden er derimod ikke omfattet af den tunge proces.

    Den forhøjede godtgørelse er begrænset til et maksimalt forbrug af elektricitet og brændsler pr. kilo af de fremstillede mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. Den resterende del af det omfattede energiforbrug kan godtgøres efter reglerne for let proces.

    Energiforbrug omfattet af den tunge proces fremgår af nedenstående skema:

     Maksimal tung proces pr. kilo færdigvareMaksimal tung proces pr. kilo færdigvare
    Færdigt produkt tørstofindhold mindst 90 pct.ElektricitetBrændsler
    Ostepulver0,1 kWh2 MJ
    Kaseiner og kaseinater0,7 kWh14 MJ
    Vallebaserede mælkeprodukter0,7 kWh14 MJ
    Andre mælkebaserede produkter0,35 kWh7 MJ

    Det bemærkes endvidere, at den ny bestemmelse ikke - som den hidtidige - giver adgang til, at virksomheder, der koncentrerer mælk med henblik på fremstilling af tørmælk, men ikke i sig selv fremstiller den færdige tørmælk, kan opnå forhøjet godtgørelse af CO2-afgift. Sådanne virksomheder kan med den nye bestemmelse kun opnå afgiftsgodtgørelse efter reglerne for let proces.

    De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

    Punkt 4.
    "Der anvendes direkte ved fremstilling af foderstoffer, fodertilsætning, herunder foderfosfat, og foderblandinger samt tørring og inddampning af vinasse, mask, roepiller o.l. varer bestemt til dyrefoder. Dette gælder dog ikke forbrug til tørring af korn og frø. Til fremstillingen af varmebehandlet og pilleteret foderstof ydes dog særlig tilbagebetaling for et forbrug af elektricitet på op til 15 kWh pr. t færdigt foderstof."

    Sidste punktum i bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, § 1, nr. 4.

    Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov nr. 963:

    Efter de dagældende regler ydedes der ikke godtgørelse efter reglerne for tung proces af CO2-afgift af elektricitet anvendt til fremstilling af foderstoffer.

    Med lovændringen kan der ydes forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet, der anvendes til fremstilling af varmebehandlet og pilleteret foderstof. Baggrunden for ændringen er bl.a., at der som et led i salmonellabekæmpelsen sker varmebehandling af foderstofferne.

    Det er en forudsætning for at opnå forhøjet godtgørelse for afgiften af elektricitet, at foderstofferne både varmebehandles og pilleteres.

    Det er dog ikke et krav, at elektriciteten anvendes til selve varmebehandlingen eller pilleteringen, men den forhøjede godtgørelse kan kun opnås af den virksomhed, som foretager den afsluttende pilletering af varmebehandlet foderstof.

    Der kan ikke ydes forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til fremstilling af andre varer end varmebehandlet og pilleteret foderstof, uanset at proceslistens pkt. 4 også omfatter anvendelsen af brændsler til fremstilling af andre varer.

    Til den tunge proces kan højst henregnes op til 15 kWh pr. ton færdigt foderstof. Hvis det faktiske forbrug er mindre end 15 kWh, kan der alene ydes forhøjet godtgørelse for det faktiske forbrug.

    De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

    Punkt 5.
    "Der anvendes direkte ved fremstilling af mel, pulver og pellets af kød eller slagteaffald, uegnet til menneskeføde, henhørende under position 2301.10 i EU''s kombinerede nomenklatur bortset fra fedtegrever egnet til menneskeføde."

    Punkt 6.
    "Der anvendes direkte ved fremstilling af grøntmel, grøntpiller og andet kunsttørret grønt. Til fremstillingen af pilleteret grøntfoder ydes dog særlig tilbagebetaling for et forbrug af elektricitet på op til 15 kWh pr. t færdigt foderstof."

    Sidste punktum i bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, § 1, nr. 5.

    Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov nr. 963:

    Efter de dagældende regler ydedes der ikke godtgørelse efter reglerne for tung proces af CO2-afgift af elektricitet anvendt til fremstilling af grøntmel, grøntpiller og andet kunsttørret grønt.

    Med lovændringen kan der ydes forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet, som anvendes til fremstilling af pilleteret grøntfoder. Der kan ikke ydes forhøjet godtgørelse af afgiften af elektricitet, som anvendes til fremstillingen af andre varer omfattet af proceslistens pkt. 6.

    Det er dog ikke et krav, at elektriciteten anvendes til pilleteringen, men den forhøjede godtgørelse kan kun opnås af den virksomhed, som foretager den afsluttende pilletering.

    Til den tunge proces kan henregnes op til 15 kWh pr. ton færdigt foderstof. Hvis det faktiske forbrug er mindre end 15 kWh, kan der alene ydes tung proces for det faktiske forbrug.

    De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

    Punkt 7.
    "Der anvendes direkte til fremstilling af pectinstoffer, pectinater og pectater samt planteslimer og gelateringsmidler, også modificerede, udvundet af vegetabilske stoffer henhørende under position 1302. 20 til og med position 1302.39 i EU's kombinerede nomenklatur og modificeret stivelse henhørende under position 3505 i EU's kombinerede nomenklatur samt direkte ved fremstilling af emulgatorer bestemt til fødevarefremstilling eller til teknisk brug på basis af vegetabilske eller animalske fedt- og oliestoffer."

    Punkt 8.
    "Der anvendes direkte ved destillering af alkohol og i kombination hermed fremstilling af gær, herunder efterfølgende tørring af gær."

    Punkt 9.
    "Der anvendes direkte ved tørring eller inddampning af papir- eller papmasse eller andre stoffer eller produkter opløst i eller iblandet vand med et tørstofindhold på højst 40 pct. før tørring og et tørstofindhold på mindst 90 pct. efter tørring."

    Punkt 10.
    "Der anvendes direkte ved fremstilling af glas."

    Punkt 11.
    "Der anvendes direkte ved fremstilling af

    1. slaggeuld, stenuld o.l. mineralsk uld, ekspanderet vermiculit, ekspanderet ler, skumslagger o.l. ekspanderede mineralske stoffer, blandinger og varer af varmeisolerende, lydisolerende eller lydabsorberende mineralske stoffer henhørende under position 6806 i EU's kombinerede nomenklatur,
    2. glasfibre, herunder glasuld, henhørende under position 7019 i EU's kombinerede nomenklatur,
    3. spånplader, træfiberplader og krydsfiner mv. henhørende under position 4410, 4411 og 4412 i EU's kombinerede nomenklatur og preskorkplader eller
    4. plader eller blokke af ekspanderet polystyren.

    Elektricitet anvendt ved fremstilling af de under litra a, b, c og d nævnte varer er dog også omfattet, i det omfang elektriciteten udelukkende anvendes til opvarmning og varmholdelse af disse produkter samt mellemprodukter hertil i fremstillingsprocessen eller anvendes til ventilation af lokaler, hvori disse processer foregår."

    Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002, § 4, nr. 3, er efter sidste pkt. (2.pkt.) indsat følgende ny bestemmelse: "Ud over de i 2. pkt. nævnte anvendelser ydes der endvidere tilbagebetaling for elektricitet anvendt direkte til fremstilling af slaggeuld, stenuld o.l. mineralsk uld samt de under litra b nævnte varer for et forbrug på op til 150 kWh pr. t isoleringsmateriale."

    Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov 393:

    Efter de hidtidige regler ydes der forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet anvendt ved fremstilling af de under litra a, b, c og d nævnte varer i det omfang elektriciteten udelukkende anvendes til opvarmning og varmholdelse af disse produkter samt mellemprodukter hertil i fremstillingsprocessen eller anvendes til ventilation af lokaler, hvori disse processer foregår.

    Med lovændringen ydes der - udover de i 2. pkt. nævnte anvendelser - endvidere forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet anvendt direkte til fremstilling af slaggeuld, stenuld o.l. mineralsk uld, samt til de under litra b nævnte varer (glasfibre, herunder glasuld, henhørende under position 7019 i EU´s kombinerede nomenklatur) - for et forbrug på op til 150 kWh elektricitet pr. ton isoleringsmateriale.

    De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

    Punkt 12.
    "Der anvendes direkte til keramisk brænding samt forudgående tørring af varer bestemt hertil."

    Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002, § 4, nr. 4, er bestemmelsen udvidet til også at omfatte fremstilling af porebton. Bestemmelsen har herefter fået følgende ordlyd: "Der anvendes direkte til keramisk brænding samt forudgående tørring af varer bestemt hertil samt til fremstilling af porebeton."

    Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov 393:

    Efter de hidtidige regler ydes der forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af brændsler anvendt direkte til keramisk brænding samt forudgående tørring af varer bestemt hertil, hvilket indbefatter brændsler anvendt til fremstilling af teglsten.

    Med lovændringen sker en udvidelse af vareområdet i punkt 12 med porebeton, hvorefter fremstilling af porebeton bliver omfattet af adgangen til forhøjet godtgørelse af CO2-afgift på samme måde som teglsten.

    De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

    Punkt 13.
    "Der anvendes direkte til opvarmning, inddampning, tørring eller brænding af kalk, kridt, kridtsten, marmor og andre calciumcarbonatprodukter, flint, gips, moler, bentonit og andre lerarter, ferrosulfat, kobbersulfat og calciumoxid samt gødningsstoffer med et tørstofindhold på mindst 90 pct., heraf mindst 5 pct. fosfat efter tørring. Elektricitet anvendt direkte til fremstilling af calciumcarbonatprodukter dog alene i form af opvarmning og tørring samt til drift af særlige anlæg, hvorved der som led i forarbejdningsprocessen sker en koncentration af calciumcarbonatprodukterne samt afgiftspligtige varer bortset fra elektricitet til opvarmning af gipspladehærdelokaler, er dog også omfattet."

    Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002, § 4, nr. 5, er efter sidste pkt. (2.pkt.) indsat følgende ny bestemmelse: "Desuden omfattes elektricitet anvendt direkte ved produktion af moler og bentonit for den del af forbruget, der ikke overstiger 60 kWh pr. t færdigt materiale."

    Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov nr. 393:

    Efter de hidtidige regler ydes der forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af varer, undtaget elektricitet, der anvendes direkte til opvarmning, tørring mv. af blandt andet moler og betonitprodukter.

    Med lovændringen ydes der endvidere forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet anvendt direkte ved produktion af moler og betonit for den del af forbruget, der ikke overstiger 60 kWh elektricitet pr. ton færdigmateriale.

    De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

    Punkt 14.
    "Der anvendes direkte ved fremstilling af vegetabilske olier, sukkerstoffer og proteiner på baggrund af olieholdige frø, nødder og frugter. Videreforarbejdning af vegetabilsk olie til teknisk eller kemisk brug er også omfattet. Forbrug af elektricitet ved ekstraktion eller presning af olie fra frugter og nødder mv. samt ved ekstraktion eller presning af proteinstoffer fra den oliefrie kage er omfattet."

    Punkt 15.
    "Der anvendes direkte til fremstilling af K-sorbat."

    Punkt 16.
    Der anvendes direkte ved fremstilling af fiskeolie samt fiskemel henhørende under position 2301.20 i EU's kombinerede nomenklatur på baggrund af fisk og krebsdyr, bløddyr eller andre hvirvelløse vanddyr samt affald heraf. Dette gælder dog ikke forbrug af elektricitet til fremstilling af fiskemel, efter at fiskeolien og limvand er blevet udskilt fra pressekagen, og efter at fiskeolien er blevet separeret fra solubles i produktionsprocessen. Det gælder heller ikke forbrug af elektricitet til videreforædling af fiskeolien, efter at denne er blevet separeret fra solubles."

    Punkt 17.
    "Der anvendes direkte ved fremstilling af rør- og roesukker henhørende under position 1701 i EU's kombinerede nomenklatur på baggrund af sukkerroer og sukkerrør."

    Punkt 18.
    "Der anvendes direkte ved fremstilling af stivelse henhørende under position 1108 i EU''s kombinerede nomenklatur, hvis tørstofindholdet er på mindst 80 pct."

    Punkt 19.
    "Der anvendes direkte til tørring og brænding af malt."

    Punkt 20.
    "Der anvendes direkte til frysning af vand til is henhørende under position 2201 i EU's kombinerede nomenklatur. Det er en forudsætning, at mindst 75 pct. af den fremstillede is afsættes til uafhængige aftagere. Uafhængige aftagere er andre virksomheder end dem, som er forbundet med den pågældende virksomhed, ved at samme ejere direkte eller indirekte ejer 90 pct. eller mere af kapitalen i hver virksomhed eller direkte eller indirekte råder over 90 pct. eller mere af en eventuel stemmeværdi i hver virksomhed. Ejere som nævnt i personskattelovens § 19 a, stk. 3, anses for én og samme person."

    Punkt 21.
    "Der anvendes direkte til fremstilling af papir og pap på basis af retur- og affaldspapir og pap eller pulp heraf eller cellulose samt anvendes til formaling af calciumcarbonatprodukter til pulver med en diameter på højst 3 my, i det omfang pulveret er bestemt til at anvendes til fremstilling af papir. Dette gælder dog ikke afgiftspligtige varer, der anvendes til efterbehandling af papir eller pap, herunder efterfølgende fremstilling af papir og pap eller andre papir- og papprodukter på basis af færdigfremstillet papir, bortset fra coatning eller glitning. Elektricitet anvendt til fremstilling af papir og pap i andre former end ruller eller ark er dog ikke omfattet, når papiret eller pappet har andre former end æggebakker. Afgiftspligtige varer anvendt direkte til fremstilling af æggebakker af andre materialer er også omfattet."

    Punkt 22.
    "Der anvendes direkte til fremstilling af cellulose eller pulp af retur- og affaldspapir og pap."

    Punkt 23.
    "Der anvendes direkte ved fremstilling af hydrogen, argon, inaktive gasser, nitrogen, dinitrogenmonoxyd, ozon og oxygen, herunder påfyldning af disse gasser i trykbeholdere, i det omfang gasserne anvendes i virksomhedens produktion i stedet for indkøbte gasser eller gasserne afsættes."

    Punkt 24.
    "Der anvendes direkte ved fremstilling af mineralske eller kemiske gødningsstoffer henhørende under kapitel 31 i EU's nomenklatur samt anvendes direkte ved fremstilling af kaliumnitrat og magnesiumsulfat henhørende under henholdsvis position 2834.21 og position 2833.21 i EU's kombinerede nomenklatur samt direkte ved fremstilling af salpetersyre, svovlsyre og fosforsyre, uanset om disse finder anvendelse ved gødningsfremstilling."

    Punkt 25.
    "Der anvendes direkte ved fremstilling af vitaminer henhørende under position 2936 i EU's kombinerede nomenklatur."

    Punkt 26.
    "Der anvendes direkte ved fremstilling af enzymer henhørende under position 3507 i EU's kombinerede nomenklatur."

    Punkt 27.
    "Der anvendes direkte ved fremstilling af hormoner og andre steroider, der hovedsageligt anvendes som hormoner, henhørende under position 2937 i EU's kombinerede nomenklatur."

    Punkt 28.
    "Der anvendes direkte ved raffinering og destillering af mineralolieprodukter samt stenkulstjære og andre mineraltjærer samt produkter udvundet heraf."

    Punkt 29.
    "Der anvendes direkte til fremstilling af cement."

    Punkt 30.
    "Der anvendes direkte til smeltning af metaller og glas og varmholdelse af smeltede metaller og glas samt direkte til fremstilling af valsede eller kontinuert støbte slabs og knipler samt til videreforarbejdning af slabs og knipler ved varmvalsning til plader, tråd, stænger o.l. varer af jern og stål, ikke yderligere forarbejdet ved f.eks. sandblæsning mv., til metalvarmebehandlingsanlæg og til ventilation af lokaler, hvor smeltet metal og glas forarbejdes. Alene opvarmning af glas til over 300 grader samt varmholdelse af glas, der har været opvarmet herover i fremstillingsprocessen, betragtes som smeltning af glas samt varmholdelse af smeltet glas."

    Punkt 31.
    Der anvendes direkte ved fremstilling af kemiske stoffer og produkter, når mindst 75 pct. finder anvendelse ved fremstilling af varer henhørende under position 3808 i EU's kombinerede nomenklatur."

    Punkt 32.
    "Der anvendes direkte ved fremstilling af regenereret plastic i form af pellets, pulver eller granulat på baggrund af plastikaffald mv. eller direkte ved fremstilling af gummipulver på baggrund af brugte dæk (gummiaffald)."

    Punkt 33.
    "Elektricitet anvendt ved fremstilling af de under punkt 1-16 nævnte varer, i det omfang elektriciteten anvendes i inddampningsanlæg, hvor mindst 40 pct. af væsken fordampes ved en temperatur på under 90 pct. af væskens kogepunkt under normalt tryk, dog højst 4 kWh pr. tons bortdampet væske."

    Punkt 34.
    "Der anvendes direkte til blanding mv. af forskellige gummiarter med henblik på fremstilling af ubearbejdede plader, bånd eller batch af ikke vulkaniserede gummiblandinger, samt fremstilling af kalandrerede transportgummibånd på basis heraf ikke yderligere forarbejdet end vulkaniseret."

    Ved lov nr. 963 af 20. december 1999, § 1, nr. 6, er "blanding" ændret til "blanding mv.

    Punkt 35.
    "Der anvendes direkte til fremstilling af syntetiske organiske pigmenter og fremstilling af præparater i forbindelse hermed."

    Punkt 36.
    Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, § 1, nr. 21, er som et helt nyt punkt 36 indsat følgende bestemmelse: "Der anvendes direkte til fremstilling af katalysatorer under position 38.15 i EU´s kombinerede nomenklatur. For elektricitet ydes dog højst tilbagebetaling i følgende omfang: Op til 4.000 kWh pr. ton produceret ammoniakkatalysator, op til 2.000 kWh pr. ton produceret røgrensningskatalysator, op til 2.500 kWh pr. ton produceret olie- og gasrensningskatalysator og op til 1.500 kWh pr. ton produceret øvrig katalysator.

    Tilbagebetaling af afgift af afgiftspligtige varer efter dette nummer udelukker tilbagebetaling efter andre numre i dette bilag.

    Energiforbrug til at fremstille katalysatorer har hidtil været omfattet af op til 6 forskellige punkter i proceslisten.

    Nærmere om bestemmelsens ikrafttræden fremgår af F.6.5.6.

    Punk 37.
    Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, § 1, nr. 21, er som et helt nyt punkt 37 indsat følgende bestemmelse: "Der anvendes direkte til fremstilling af aminosyrer ved en aerob fermenteringsproces, dog højst 2 kWh elektricitet pr. kg aminosyrer."

    Følgende afsnit er et uddrag af lovbemærkningerne (ændringsforslag) til bestemmelsen: "Der er en ny virksomhed, der vil få fordel af ændringen. Virksomheden planlægger at producere lysin, der er en aminosyre. Produktionen foregår ved en aerob fermenteringsproces, hvorved fremkommer især aminosyren lysin, men også i en vis udstrækning andre aminosyrer. Produktionen af aminosyren lysin opgøres som  målestandard, der benævnes lysin 98,5 pct. HCL, men også de andre aminosyrer, der fremkommer i kombination med lysin, er omfattet af fradraget på 2 kWh el pr. kg aminosyre." 

    Nærmere om bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6

    Retningslinier for optagelse på proceslisten
    Udgangspunktet for, at en produktionsproces kan komme i betragtning til at blive optaget på proceslisten er, at produktionsprocessen er energiintensiv. Energiintensiteten vurderes ved at betragte den økonomiske belastning af en virksomhed og/eller branche som følge af CO2-afgiften. Denne vurdering foretages på baggrund af virkningen af en CO2-afgift på 50 kr. pr. ton. Den samlede belastning af en CO2-afgift på 50 kr. pr. ton skal således udgøre mindst 3 pct. af værditilvæksten i en relevant produktionsenhed og mindst 1 pct. af omsætningen.
    Ved afgrænsningen mellem tung proces og let proces skal der tages udgangspunkt i beskrivelsen af det enkelte punkt i proceslisten.

    Fremstilling af andre produkter end dem, der er omfattet af proceslisten, er ikke omfattet af reglerne for tung proces.

    I nogle punkter i proceslisten er det stort set hele energiforbruget i produktionsforløbet fra råvare til færdigvare, der er omfattet af den tunge proces - medens det i andre punkter kun er en delproces, der er omfattet af den tunge proces.

    Afgrænsningen af en tung proces kan illustreres ved fremstilling af cement (punkt 29 i proceslisten). Dette punkt er kendetegnet ved, at en stor del af energiforbruget ved cementfremstillingen er omfattet af den tunge proces:

    Cementfremstillingen baserer sig på kridt. Kridtet føres med elektrisk drevne transportbånd til et slæmmeri. Det opslæmmede kridt føres videre efter blanding med blandt andet opslæmmet sand til lagertanke, hvorfra det indføres i cementovne. I cementovnene sker der tørring af blandingen, derefter en kalcinering, og til sidst en brænding/sintring.

    De fremstillede cementklinker køles med luft og tilføres et lager, hvorefter der kan ske en formaling af klinkerne. Cementpulveret blæses herefter til udleveringssiloer.

    Energiforbruget fra kridtgrav til udleveringssilo er omfattet af procesbeskrivelsen, altså inklusive de forskellige hjælpeprocesser under cementfremstillingen, intern transport, forarbejdning af cement og råvarer hertil. Derimod kan udleveringen herunder pakning fra silo indeholdende cement ikke anses for tung proces. Den tunge fremstilling slutter, når produktet tilføres lager, altså før emballering og udlevering.

    Evt. forbrug af motorbrændstof i forbindelse med tung proces er omfattet af de almindelige regler for motorbrændstof. Forbrug af motorbrændstof er derfor ikke godtgørelsesberettiget efter reglerne for tung proces.

    Indirekte energiforbrug
    Energiforbrug, der anvendes indirekte i fremstillingen, anses for en let proces. Som eksempler på indirekte processer kan nævnes energiforbruget i tilknyttede værksteder, garager, salgslokaler, lagerlokaler, administrationsbygninger, udviklings- og forskningslokaler samt energiforbrug ved vedligeholdelse og opførelse af anlæg mv.

    Rensningsanlæg
    Energiforbrug i et rensningsanlæg, der fungerer i direkte tilknytning til det anlæg, hvor den egentlige fremstilling af varer sker, kan anses for en del af den tunge proces. Dette gælder rensning af røg fra ovne eller kedler, som normalt er integreret i produktionsprocessen.

    Hvis rensningen er adskilt geografisk eller tidsmæssigt fra produktionsprocessen, er der ikke tale om en integreret del af processen. Dette gælder fx. rensning af spildevand, herunder forskellige processer i forbindelse med spildevandsrensning.

    Bagatelgrænse ved tung proces
    Nedennævnte indeholder et uddrag af skatteministerens svar af 19. maj 1995 til Skatteudvalget på en henvendelse fra Cheminova af 2. maj 1995, L 209 - bilag 20:

    "I de lokaler eller områder, hvor de tunge processer foregår, vil der ofte være et mindre energiforbrug, der ikke direkte har med produktionen at gøre. Det kan være almindeligt orienteringslys, brug af elektricitet til værktøj ved reparation, radio til underholdning af medarbejderne, kaffemaskiner mv. Dette energiforbrug er strengt taget ikke "direkte" og burde strengt taget med under let proces. Jeg går imidlertid ud fra, at der overfor et sådant forbrug i den praktiske administration udvises almindelig konduite, så der ikke gøres særskilte forsøg på at udskille et sådant forbrug. Det er dog en forudsætning herfor, at der klart er tale om ubetydeligt forbrug, hvor der i givet fald ville være uforholdsmæssigt store omkostninger til måling og adskillelse. Jeg har ikke fundet det hensigtsmæssigt direkte at lovgive om, hvornår der er tale om ubetydeligt forbrug, da man da skulle foretage måling, hvorefter der ikke var vundet noget administrativt. Det er også klart, at hvis dette "frynse" forbrug i forvejen bliver målt, f.eks. fordi det er tilsluttet et andet elektrisk kredsløb end det kredsløb, der forsyner den tunge proces, skal der ikke gøres forsøg på at udskille forbruget fra det lette energiforbrug. Selvsagt vil bevidste omgåelser heller ikke blive accepteret. Jeg vil finde det rimeligt, at man tillader sådant "frynse" forbrug med under tung proces, hvis virksomheden umiddelbart kan sandsynliggøre, at der er tale om under 1-2 pct. af det samlede energiforbrug i de pågældende energiforsyningsnet. Givet usikkerheden ved sådanne summariske kalkulationer vil alene energiforbrug godt under 1 pct. i praksis kunne komme med i "slipstrømmen". Hvis virksomheden selv er i tvivl om, hvorvidt omfanget er under 1-2 pct. på grund af usikkerhed mv., er det et godt tegn på, at der måske ikke alene er tale om et "frynse" forbrug, men om et forbrug af et sådant omfang, at der bør ske udskillelse til let sats."

    Som anført gælder der på de nævnte betingelser en bagatelgrænse for energiforbrug i relation til adskillelsen mellem tung og let procesforbrug. Forbrug af elektricitet i relation til lokaler, hvori der ikke foregår nogen tung proces, fx administrationslokaler og lagerlokaler er ikke omfattet af bagatelgrænsen.

    Væksthusgartnerier er omfattet af punkt 1 i proceslisten, og som tung proces betragtes opvarmning af væksthuse med et overdækket areal på mindst 200 m2 i gartnerier og vækstlys i disse, dog bortset fra væksthuse, hvorfra der foregår detailsalg.

    Som tung proces betragtes også sekundær opvarmning ved hjælp af flaskegas eller naturgas, hvorfra gartneren udnytter CO2-indholdet i røggassen i forbindelse med planteproduktionen. Det er en forudsætning for godtgørelse efter reglerne for tung proces, at den fremstillede varme samtidig bidrager aktivt til opvarmning af væksthuse og dermed erstatter varme fra den primære opvarmningsform, som fx kan være fjernvarme eller olie- eller kulbaseret varme.

    Lovgrundlag mv.
    El til vækstlys blev omfattet af adgangen til forhøjet godtgørelse af CO2-afgift (75 pct.) den 1. oktober 1997 - med virkning fra 1. oktober 1996, jf. lov nr. 1220 af 27. december 1996. I opgørelsen indgår bl.a. de enkelte planters behov for lys og den faktiske daglige indstråling. 

    Med virkning fra 1. januar 2008 er godtgørelsen ændret fra "75 pct." til "61/86". Se lov nr. 1417 af 21. december 2005 § 7, nr. 9, der trådte i kraft den 1. januar 2008 ved bekendtgørelse nr. 1327 af 30. november 2007.

    Ved lov nr. 528 af 17. juni 2008 blev godtgørelsessatsen ændret til 57,3 pct. - med virkning fra 1. januar 2010, jf. bekendtgørelse nr. 1125 af 1. december 2009.

    Ved lov nr. 963 af 20. december 1999 blev der indsat en mere forenklet metode til at opgøre el til vækstlys. Lov nr. 963 er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002 - med virkning fra 1. januar 2000.

    Der er herefter 2 motoder til at opgøre el til vækstlys.

    Metode 1: Metoden er baseret på en opgørelse på baggrund af de enkelte planters behov for lys og den faktiske daglige indstråling.

    Metode 2: Metoden er baseret på en opgørelse på baggrund af det faktiske elforbrug i væksthusgartneriet.

    Reglerne herom fremgår af CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4-11.

    Med hjemmel i § 9, stk. 14 (nu § 9, stk. 9), er der udstedt en bekendtgørelse om opgørelse af elektricitet til vækstlys (bekendtgørelse nr. 688 af 19. august 2002, der erstatter bekendtgørelse nr. 754 af 24. september 1997).

    Metode 1 kan være mest fordelagtig for nogle væksthusgartnere, mens metode 2 kan være mest fordelagtig for andre.

    Valg af metode

    Det er op til den enkelte væksthusgartner at vælge, hvilken metode man ønsker at bruge. Når der er valgt metode, gælder den imidlertid for et kalenderår ad gangen.

    Gartnere, der indtil ikrafttrædelsen af lov nr. 963 i 2002 har brugt den gamle metode, kan dog skifte til den ny metode, sådan at skiftet kommer til at gælde for hele 2002.

    Gartnere, der driver flere væksthusgartnerier, som ligger på forskellige adresser, kan vælge mellem opgørelsesmetoderne for hvert enkelt væksthusgartneri.

    Afgiftsperioden
    Afgiftsperioden er den samme periode, for hvilken der foretages opgørelse af godtgørelsesberettigede energiafgifter og CO2-afgift. Hvis gartneriet har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter eller har måneden som momsperiode, er afgiftsperioden dermed måneden. For øvrige gartnerier er afgiftsperioden - afhængig af momsperioden - enten kvartalet eller halvåret.

    METODE 1

    Klassificering af planter
    Væksthuskulturer kan opdeles i lysplanter, skyggeplanter og mellemgruppen fakultative planter. Derudover kan planter opdeles i kortdagsplanter, som blomstrer ved en daglig belysning på under 14 timer, og langdagsplanter/dagneutrale planter.

    Bekendtgørelsen indeholder et bilag, hvor samtlige væksthuskulturer er fordelt på disse grupper.

    Endvidere indeholder § 1, stk. 4, i bekendtgørelsen en bestemmelse om, at planter, som ikke er nævnt i listen, kan placeres i en af grupperne efter plantetype og lysbehov med dokumentation fra Danmarks Jordbrugs-Forskning, Forskningscenter Ârslev, Kirstinebjergvej 10, 5792 Ârslev, og efter aftale med SKAT.

    Naturlig indstråling
    Den anden faktor, der skal tages hensyn til ved opgørelsen af den godtgørelsesberettigede CO2-afgift, er antallet af timer, hvor effekten af det faktiske daglige sollys udgør mindst et antal Watt pr. kvadratmeter (W/m2).

    Den faktiske naturlige indstråling opgøres på baggrund af Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) timemålinger af den globale stråling, jf. bekendtgørelsens § 3.

    For de forskellige egne af landet gælder følgende målinger:

    Amter/kommunerMålestation
    Købenshavns Kommune

    Ledreborg 

    (Målestation Ledreborg blev nedlagt i begyndelsen af 2003 - og erstattet af Målestation Køge/Herfølge)

    Frederiksberg Kommune 
    Københavns Amt 
    Roskilde Amt 
    Vestsjællands Amt 
    Storstrøms Amt 
    Bornholms Kommune  
      
    Fyns AmtÅrslev
    Sønderjyllands Amt 
    Ribe Amt 
    Vejle Amt 
      
    Ringkøbing AmtØdum
    Århus Amt 
    Viborg Amt 
    Nordjyllands Amt 

    Det bemærkes dog, at oversigten i bekendtgørelsens § 4, stk. 1 ikke er blevet ændret som følge af kommunalreformen/strukturreformen, der trådte i kraft den 1. januar 2007. Det er derfor fortsat de tidligere amter, der er anført i bekendtgørelsen.

    Hvis en af de nævnte målestationer har været helt eller delvis ude af drift i en afgiftsperiode, fastsættes den globale indstråling som et simpelt gennemsnit af data for indstråling for de to øvrige målestationer.

    Dansk Erhvervsgartnerforening (DEG) optrykker i erhvervsgartnernes ugeblad Gartner Tidende en vækstlyskvote for hver plantekategori for hver af de nævnte målestationer i den pågældende opgørelsesperiode. Vækstlyskvoten udtrykker det antal kWh pr. m2 for de forskellige plantekategorier, som der kan opnås forhøjet godtgørelse (tung proces) for i en måned.

    Vækstlyskvoten er udtryk for det maksimale godtgørelsesberettigede forbrug af el til tung proces pr. m2 med fradrag for den naturlige indstråling. Der kan blive tale om at anvende delkvoter i tilfælde af kulturskifte eller perioder med udyrkede arealer. Oplysninger om delkvoter fås hos DEG.

    Dokumentation for naturlig indstråling
    Dokumentation for beregningen af den naturlige indstråling skal på forlangende forevises SKAT. Dokumentationen kan evt. bestå i den beregning af vækstlyskvoten, som DEG offentliggør, så den enkelte gartner ikke selv skal abonnere på oplysningerne fra DMI.

    Gartnere kan imidlertid også selvstændigt indhente oplysningerne fra DMI.

    Den forhøjede godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til vækstlys kan således opgøres enten ud fra oplysninger om naturlig indstråling fra DMI eller ud fra oplysninger om vækstlyskvote fra DEG.

    Skematisk beskrivelse
    Ordningen kan beskrives i skemaform som følger:

    § 9PlantetypeKortdagsplanter

    Maksimal godtgørelsesberettiget elforbrug omfattet af tung proces:
    Andre planter

    Maksimal godtgørelsesberettiget elforbrug omfattet af tung proces:
    Fradrag for naturlig indstråling, når den udgør:
    stk. 10Lysplanter650 Wh/m2 pr. døgn900 Wh/m2 pr. døgn*)Mindst 75 W/m2: Antal timer x 50 W/m2*)
    stk. 11Skyggeplanter260 Wh/m2 pr. døgn360 Wh/m2 pr. døgnMindst 30 W/m2: Antal timer x 20 W/m2
    stk. 12Andre planter390 Wh/m2 pr. døgn540 Wh/m2 pr. døgnMindst 45 W/m2: Antal timer x 30 W/m2

    For det antal kWh, der efter ovenstående skema betragtes som tung proces, ydes der godtgørelse med "61/86" af CO2-afgiften. Godtgørelsen udgjorde 75 pct. fra lovens ikrafttræden til og med den 31. december 2007. Med virkning fra 1. januar 2008 er satsen 61/86.

    For det resterende forbrug af elektricitet i væksthuset ydes der godtgørelse efter reglerne for let proces, medmindre der er tale om rumvarme/varmt vand.

    Hvis det faktisk målte elforbrug til vækstlys er mindre end det maksimale godtgørelsesberettigede forbrug, er det kun det målte elforbrug, der betragtes som tung proces. Der kan ikke ske overførsel til efterfølgende perioder.

    Virksomheder, der har tilsagn fra Energistyrelsen om tilskud til CO2-afgift (aftalevirksomheder), se F.8, kan få tilskud til CO2-afgift af el til vækstlys efter de almindelige regler for tilskud til CO2-afgift.

    Måling af elforbrug og opgørelse af vækstlysareal
    Den samlede mængde elektricitet til vækstlys skal opgøres for hver opgørelsesperiode ved hjælp af målere. Hvis der er flere væksthuse beliggende inden for samme geografiske område, kan der ske en samlet opgørelse af den målte elektricitet til vækstlys.

    Der kan ske måling af enten den samlede mængde elektricitet til vækstlys eller den samlede mængde el til andet forbrug end til vækstlys.

    Måling kan ske ved elmåler eller driftstimetæller.

    Driftstimetællere skal indbygges i elanlægget for hver selvstændig afbrydelig vækstlysgruppe. Elforbrug opgøres som antal driftstimer gange med gruppens installerede effekt.

    Der skal endvidere ske opgørelse af vækstlysarealet, dvs. det dyrkede areal med vækstlys (nettoareal). Det tillades, at gartnere opgør det dyrkede areal ved hjælp af ugentlige optællinger, som herefter danner grundlag for beregning af en gennemsnitlig arealanvendelse i afgiftsperioden. Den ugentlige optælling skal foretages på samme ugedag. Gartnerens valg af ugedag til den ugentlige optælling gælder for mindst 1 år.

    Dokumentationen for opgørelsen af el til vækstlys og vækstlysareal skal fremvises på forlangende overfor SKAT.

    Regnskab mv.
    Der skal løbende føres regnskab over de væksthusarealer med vækstlys, der anvendes. Enhver udvidelse eller begrænsning af arealer i opgørelsesperioden skal straks registreres med anførsel af tidspunkt for ændringen. Regnskabet opdeles for hver planteart og opdelt efter godtgørelseskategori.

    Der skal føres regnskab over den samlede mængde forbrugte el i gartneriet. Det skal kunne dokumenteres overfor SKAT, hvorledes den forbrugte mængde el til vækstlys er opgjort.

    Måling af el til vækstlys skal foretages og registreres for hver opgørelsesperiode.

    Oplysninger om vækstlyskvoter mv. indhentet hos DEG og oplysninger om naturlig indstråling indhentet fra DMI indgår som en del af virksomhedens regnskabsmateriale.

    Der skal på fakturaer mv. være oplysning om plantearter med betegnelse som nævnt i bilaget til bekendtgørelsen.

    Regnskabet kan føres i det almindelige forretningsregnskab. Kan dette ikke indpasses i forretningsregnskabet, skal der føres et specielt regnskab, der skal afstemmes med forretningsregnskabet.

    I øvrigt gælder de almindelige regler for regnskab mv., jf. F.6.16.

    METODE 2 
    Gartnerier med vækstlys kan medregne 85 pct. af elforbruget til vækstlys, - dog skal der altid mindst medregnes 20 kWh pr. m2 væksthusareal for hvert kalenderår til andre formål i gartneriet, svarende til et forbrug på 1,67 kWh pr. m2 væksthusareal pr. måned. Bestemmelserne indebærer, at der kan foretages en acontoopgørelse for hver afgiftsperiode - og på det grundlag få den forhøjede godtgørelse af CO2-afgift til vækstlys udbetalt a conto. Ved udgangen af kalenderåret skal der foretages en årsopgørelse. Viser det sig ved årsopgørelsen, at der er brugt mere eller mindre end beregnet ved acontoopgørelserne, skal dette rettes ved at korrigere på den førstkommende opgørelse afCO2-afgift af el til vækstlys.

    Elforbrug i gartneriet 

    Eksempler på elforbrug, der kan medregnes som elforbrug i gartneriet:

    El til drift af pumper, drift af et kraftvarmeanlæg, ventilation, almindelig lys, køling o.l.

    For at medregne el til drift af varmecentral og drift af kraftvarmeanlæg skal den producerede varme bruges i gartneriet. Dvs., at der skal være en naturlig sammenhæng mellem elforbruget ved varmefremstillingen og forbruget af varme i gartneriet. Der kan herved ses bort fra, at en mindre del af den producerede varme bruges til at opvarme en privatbolig.

    Hvis der leveres varme til andre end gartneriet, fx til et andet gartneri eller et lokalt varmeforsyningsselskab, skal elforbruget i varmecentralen/kraftvarmeanlægget nedsættes forholdsmæssigt svarende til forholdet mellem den totale varmeproduktion og varme leveret til anden anvendelse end i gartneriet. Den beregnede andel af elforbruget trækkes fra gartneriets samlede elforbrug.

    Ikke-elforbrug i gartneriet 

    Eksempler på elforbrug, der ikke kan medregnes:

    • Elforbrug i en privatbolig
       
    • Elforbrug i fx elradiatorer og varmepumper til varmefremstilling og elforbrug i elvandvarmere til fremstilling af varmt vand
       
    • Elforbrug til andre former for erhverv mv. og aktiviteter, der ikke knytter sig direkte til gartneriet. Det gælder fx elforbrug i en landbrugsvirksomhed - der drives sammen med gartneriet
       
    • Elforbrug i en varmecentral eller i et kraftvarmeanlæg organiseret i en anden juridisk enhed end gartneriet. Det gælder fx også, hvis to eller flere gartnere sammen har etableret et kraftvarmeanlæg i fx et aktie- eller et anpartsselskab. Det er uden betydning, at hele varmeproduktionen leveres til de pågældende gartnere.

    Væksthusarealet 
     

    Væksthusarealet er det glasoverdækkede areal (bruttoarealet), dvs. det samlede areal i gartneriet, der er overdækket med glas. Til arealet medregnes fx også glasoverdækkede mellemgange mellem væksthuse samt væksthuse, der helt eller delvis bruges som pakkerum, lagerrum mv.

    Hele væksthusarealet skal medregnes - også selv om kun en del af arealet bliver brugt. Væksthusarealet efter denne metode er dermed ikke det samme areal som vækstlysarealet efter metode 1.

    Væksthusarealet efter den ny metode vil dermed som hovedregel kun ændre sig, hvis der bygges, købes eller lejes nye væksthuse - eller modsat, hvis der nedrives, sælges eller udlejes væksthuse.

    Ved opgørelse af væksthusarealet er det brugsretten til væksthusarealet, der afgør, om det er ejeren eller brugeren, der skal medregne arealet. Brugsretten skal dokumenteres ved lejekontrakt e.l. Det forudsættes desuden, at der er sammenhæng mellem brugsret og elforbrug hos lejeren - og dermed muligheden for at få godtgjort afgift af elforbruget.

    Opgørelse af vækstlys
    Opgørelsen skal baseres på mængden af det tilfakturerede elforbrug i opgørelsesperioden.

    Hvis gartneriet fx får faktureret el en gang om måneden (månedsafregning) og bruger måneden som opgørelsesperiode, er det elforbruget i opgørelsesperioden ifølge fakturaen, der skal bruges ved opgørelsen. Tilsvarende princip om sammenhæng mellem elforbrug og opgørelsesperioder gælder også i øvrige tilfælde.

    Elforbrug, der ikke kan medregnes som elforbrug i gartneriet, fx elforbrug i privatbolig, trækkes fra den tilfakturerede mængde el.

    Resultatet af beregningen bruges herefter ved opgørelse af elforbrug til vækstlys.

    Regnskab 
    Gartneriet skal føre regnskab over elforbruget og væksthusarealet. Enhver ændring af væksthusarealet skal fremgå af regnskabet.

    Opgørelsen af elforbrug mv. og arealer skal kunne dokumenteres overfor SKAT.

    Regnskabet kan føres i det almindelige forretningsregnskab. Kan dette ikke indpasse i forretningsregnskabet, skal Der føres et specielt regnskab, der skal afstemmes med forretningsregnskabet.I øvrigt gælder de almindelige regler for regnskab mv., jf. F.6.16.

    Lov nr. 963
    Ved lov nr. 963 af 20. december 1999 er der sket visse ændringer af proceslisten. Loven er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002. Ændringerne har virkning fra 1. januar 2000. Ændringerne i proceslisten er nærmere beskrevet i F.6.5.3.

    Rent praktisk betyder det, at virksomheden kan opnå afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2000.

    Lov nr. 393
    Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 er der sket en udvidelse af adgangen til at opnå forhøjet godtgørelse af CO2-afgift for punkterne 11, 12 og 13 i proceslisten. Loven er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 36 af 22. januar 2003. Ændringerne har virkning fra 1. juli 2002. Ændringerne i proceslisten er nævnt under de pågældende punkter i F.6.5.3.

    Rent praktisk betyder det, at virksomheden kan opnå afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft fra 1. juli 2002.

    Lov nr. 462
    Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der sket en udvidelse af proceslisten med punkterne 36 og 37. Ændringerne er nærmere beskrevet i F.6.5.3.

    Udvidelsen med punkt 36 er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. § 1, nr. 2 i bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

    Udvidelsen med punkt 37 er trådt i kraft den 1. juni 2005, jf. bekendtgørelse nr. 372 af 25. maj 2005. Ændringen har virkning fra den 1. juli 2004, jf. bekendtgørelse nr. 709 af 5. juli 2005

    Lov nr. 520

    Afgiftslempelsen/den forhøjede godtgørelse af CO2-afgift vedrører alene forbrug af el direkte til varmefremstilling ved en elpatron, eldrevet varmepumpe mv., og ikke el anvendt indirekte til varmefremstilling i form af f.eks. el til drift af cirkulationspumper, ventilation, blæsere mv.

    Afgiftslempelsen er godkendt af Europa-Kommissionen. Skatteministeren har ved bekendtgørelse nr. 1326 af 30. november 2007 sat ændringen i kraft. Afgiftslempelsen vil gælde 4 år fra ikrafttrædelsestidspunktet.

    Nedenfor er omtalt visse domme og kendelser i relation til afgrænsningen mellem tung proces og let proces:

    Proceslistens punkt 4 - Fældning af kartoffelprotein, der anvendes som dyrefoder
    Skatteministeriet har den 7. november 2002 indgået forlig i en sag om fældning af kartoffelprotein. Af forliget fremgår det, at det anerkendes, at energiforbruget - bortset fra elektricitet - ved fældning af kartoffelprotein, som er anvendt som dyrefoderstof/dyrfodertilsætning, er omfattet af pkt. 4 i bilaget til kuldioxidafgiftsloven og dermed af tilbagebetalingsreglen i kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2, se SKM2003.202.TSS.

    Proceslistens punkt 11 - Glasuldsfremstilling
    Vestre Landsret har den 17. december 2001 afsagt dom i en sag om tilbagebetaling af CO2-afgift for elforbrug ved visse produktionsprocesser i forbindelse med fremstilling af glasuld. Retten lagde til grund, at elektriciteten alene anvendtes til drift af ventilatorer eller kompressorer, der er indgået som et led i eller et hjælpemiddel til opvarmningsprocessen, og fandt, at den omstridte elektricitet ikke er omfattet af proceslistens nr. 11, stk. 2, idet den ikke udgør selve varmekilden i nogen af de omhandlede produktionsprocesser, se SKM2002.66.VLR

    - Fremstilling af letklinker
    Landsskatteretten har den 12. april 2000 afsagt kendelse i en sag om elforbrug ved fremstilling af letklinker (ekspanderet ler).

    Sager drejede sig om elforbrug i relation til primærblæsere, sekundærblæsere, røggasblæsere, elektrostatisk filter og i kulanlæg.

    Virksomheden har bl.a. gjort gældende, at den har indgået en aftale med Energistyrelsen, hvor ovennævnte elforbrug er anset for tung proces i energisynsrapporten, der ligger til grund for aftalen.

    Retten har lagt til grund, at virksomhedens fremstilling af letklinker er tung proces, jf. kuldioxidaf-giftslovens § 9, stk. 2, samt bilagets punkt 11, litra a. Det er videre lagt til grund, at det nævnte elforbrug udelukkende er medgået til processen ved fremstilling af letklinker.

    Kendelse: Retten fandt, at elforbruget ikke kan anses for omfattet af bilagets punkt 11, idet ingen del heraf kan anses for udelukkende anvendt til opvarmning eller varmholdelse af de fremstillede produkter. Retten har herved henset til, at det ud fra en ordlydsfortolkning af bestemmelsen ikke kan anses for tilstrækkeligt, at elektricitet er medgået som en nødvendig del af selve opvarmningsprocessen samt forudgående eller efterfølgende processer i tilknytning hertil, når selve varmefremstillingen ikke er elbaseret.

    Retten har endvidere bemærket, at den mellem virksomheden og Energistyrelsen indgåede aftale ikke kan tillægges vægt i relation til den afgiftsmæssige behandling.

    Proceslistens punkt 13 - Drift af kedelcentral
    Landsskatteretten har den 5. maj 2000 afsagt kendelse i en sag om elforbrug i en kedelcentral, der forsyner den tunge proces i virksomheden med varme.

    Retten har lagt til grund, at virksomhedens produktion er tung proces, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2 og bilagets nr. 13, 1. punktum, samt at denne produktion ikke er omfattet af bilagets nr. 13. 2. punktum.

    Kendelse: Retten fandt, at elforbruget i kedelcentralen ikke kan anses for omfattet af adgangen til forhøjet godtgørelse af CO2-afgift efter lovens § 9, stk. 2.

    Proceslistens Punkt 20 - Isfremstilling
    Landsskatteretten har den 28. april 2000 afsagt kendelse i en sag om en virksomhed, der fremstiller stang- og skælis til brug for fiskerieerhvervet.

    Det er oplyst, at isen fremstilles i isgeneratorer ved, at vand pumpes op i et såkaldt istårn, hvorefter det løber ned af afkølende stænger. Lidt af vandet fryser fast til stængerne, og det tilbageværende vand pumpes på ny op i istårnet. Isen transporteres via transportsnegle herefter til islageret, hvor temperaturen er ca. minus 5 grader. Uden for islageret er placeret kompressorer, hvori der dannes kold væske, der via fordampere sikrer temperaturen i islageret. Fordamperne er placeret i islageret og sørger for udblæsningen af den kolde luft, der produceres i kompressorerne. I afløbet fra fordamperne er placeret frostsikringer, bestående af 300 W tråde, der sikrer, at smeltevand fra fordamperne ikke fryser fast.

    Det er endvidere oplyst, at isen på islageret gennemgår en proces, der er nødvendig, for at isen kan sælges til sit formål. For at få isen til at slippe rørene i isgeneratorerne er det nødvendigt at tilføre varme. Isen er derfor våd, når den forlader isgeneratoren og er på dette tidspunkt nær 0 grader. På islageret nedkøles isen til ca. minus 5 grader. På islageret opnår isen en særlig struktur, som gør isen modstandsdygtig overfor slag. Efterbehandlingen på islageret tager 1-3 dage.

    Kendelse: Landsskatteretten lægger i overensstemmelse med virksomhedens oplysninger til grund, at der på islageret sker en efterbehandling af isen, som ændrer dens karakter. Retten lægger endvidere til grund, at det primære formål med opbevaringen af isen på islageret er denne efterbehandling, og at isen derfor kun undtagelsesvis opbevares på islageret ud over den periode på 1-3 dage, som efterbehandlingen strækker sig over. Henset hertil har retten fundet, at energi medgået til opretholdelse af en temperatur på islageret på minus 5 grader må anses som medgået direkte til fremstilling af den type is, som virksomheden afsætter. Energi medgået til drift af de omhandlede kølekompressorer, fordampere og frostsikring, der hver især medvirker til opretholdelsen af denne temperatur, er endvidere af retten anset for omfattet af punkt 20.

    Retten har derimod ikke fundet grundlag for at anse de omhandlede transportsnegle, som anvendt direkte til frysning af vand til is.

    Endelig har Landsskatteretten ikke fundet grundlag for at udskille den del af isfrysningsprocessen, der består i, at vand i isgeneratorerne ved hjælp af pumper føres op i istårnet, fra den øvrige del af den tunge proces.

    Proceslistens punkt 21 - Papirfremstilling
    Landsskatteretten har den 20. september 1999 afsagt kendelse i en sag om efterbehandling af papir i forbindelse med papirfremstilling (TfS 1999, 900).

    Kendelse: Retten fandt, at efterbehandling, såsom skæring, klipning, rulning og emballering ikke kunne anses for en tung proces i henhold til bilaget til CO2-afgiftsloven, men måtte anses for omfattet af lovens § 9, stk. 1, (let proces).

    Proceslistens punkt 30 - Forarbejdning af aluminium
    Landsskatteretten har den 28. april 2000 afsagt kendelse i en sag om fremstilling af aluminiumsrør og andre profiler af råaluminium.

    Det er oplyst, at aluminiumsstængerne opvarmes til ca. 480 grader C, hvorved de opnår en højplastisk konsistens. Smeltepunktet for aluminium er 600-700 grader. Det opvarmede aluminium presses herefter igennem en form med huller svarende til de profiler, som metallet skal have (ekstrudering). Ved denne proces opvarmes metallet yderligere på grund af friktionen, og er på dette stade meget nær smeltepunktet.

    Kendelse: Retten fandt, at energiforbruget til opvarmningen ikke kan anses for anvendt direkte til smeltning af metaller, da den forarbejdede aluminium ikke på noget tidspunkt er opvarmet til smeltepunktet.

    Retten fandt endvidere, at den skete videreforarbejdning af aluminium i virksomheden heller ikke kan anses for omfattet af proceslisten, da videreforarbejdning i proceslisten kun omfatter jern og stål.

    Proceslistens punkt 35 - Fremstilling af syntetiske organiske pigmenter
    Landsskatteretten har den 30. maj 2002, jf. SKM2002.495.LSR, afsagt kendelse i en sag om en virksomheds forbrug af elektricitet i forbindelse med tilførsel af farvepigment fra et mellemlager til en blandingssilo. Aktiviteten blev anset for tung proces omfattet af CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2, jf. proceslistens punkt 35.

    Proceslistens punkt 1 - (Væksthusgartnerier)
    I forlængelse af ét af i alt fem væksthuse havde en virksomhed en mellembygning med et oliefyr og et pakkerum, hvor der også var indrettet et frokostlokale og toiletfaciliteter. Der var tale om en helt anden bygningstype end et væksthus, og pakkerummet mv. var ikke en integreret del af væksthuset.

    Afgørelse: Energiforbruget til opvarmning af mellembygningen og pakkerummet er ikke omfattet af den tunge proces.

    Som tung proces betragtes også sekundær opvarmning ved hjælp af flaskegas eller naturgas, hvorfra gartneren udnytter CO2-indholdet i røggassen i forbindelse med planteproduktionen. Det er en forudsætning for godtgørelse efter reglerne for tung proces, at den fremstillede varme samtidig bidrager aktivt til opvarmning af væksthuse og dermed erstatter varme fra den primære opvarmningsform, som fx kan være fjernvarme eller olie- eller kulbaseret varme.

    Proceslistens punkt 16 - (Fremstilling af fiskeolie og fiskemel)
    En fiskeindustrivirksomhed producerer primært makrelkonserves, og som et biprodukt i produktionen fremkommer der fiskeolie, som er omfattet af proceslistens punkt 16. Virksomheden gjorde gældende, at hele produktionen af makrelkonserves derfor også er omfattet af den tunge proces.

    Afgørelse: Selskabets energiforbrug til forarbejdning og forædling af makrel til makrelkonserves er ikke omfattet af proceslistens punkt 16 som en del af produktionen af fiskeolie.

    Proceslistens punkt 25 (fremstilling af vitaminer)
    Et medicinalfirma fremstiller vitaminpiller som en blanding af vitaminer henhørende under toldtariffens position 2936. Som råvarer anvendes vitaminpræparater, der er indkøbt hos vitaminproducenter, og som også er omfattet af position 2936.

    Afgørelse: Medicinalfirmaets energiforbrug til fremstilling af vitaminpillerne er ikke omfattet af den tunge proces, da blanding/videreforarbejdning af et vitaminprodukt til vitamintabletter ikke kan karakteriseres som direkte anvendt til fremstilling af vitaminer omfattet af proceslistens punkt 25.

    Vitaminproducentens direkte fremstilling af vitaminpræparaterne er derimod omfattet af tung proces.

    Proceslistens punkt 30 (Jernstøberier mv.)
    Nedenstående er et uddrag af et svar i 1996 fra Skatteministeriets Departement på en konkret henvendelse om fortolkningen af punkt 30:

    "Punkt 30 omfatter følgende:

    El og brændsel brugt til:

    1. Smeltning og varmholdelse af metaller.
    2. Smeltning og varmholdelse af glas.
    3. Fremstilling af valsede eller kontinuert støbte slabs og knibler.
    4. Videreforarbejdning af slabs og knibler ved varmvalsning til plader, tråd, stænger o.l. varer.
    5. Metalvarmebehandlingsanlæg.
    6. Ventilation af lokaler, hvor smeltet metal og glas forarbejdes. (El til ventilation i de lokaler, hvor aktiviteterne nævnt i 1-4 finder sted, er automatisk med under "tung proces").

    For det første rejses spørgsmålet om smeltning og varmholdelse af zink i forbindelse med varmforsinkning.

    Denne proces er omfattet af 1.

    Valsning af jern ved en temperatur på 1.250 grader C er varmvalsning. Som det fremgår at punkt 4, vil denne proces være omfattet, hvis der valses slabs og knibler, og hvis det færdige produkt har form af plader, tråd, stænger eller andre simple former.

    De øvrige spørgsmål vedrører fortolkningen af metalvarmebehandlingsanlæg. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår: Det er foreslået, at også metalvarmebehandlingsanlæg omfattes af procesbeskrivelsen. Drift af metalvarmebehandlingsanlæg (hærdningsanlæg) ........ Som det fremgår af bemærkningerne er begrebet metalvarmebehandlingsanlæg således knyttet til hærdning af metal.

    Metalvarmebehandlingsanlæg må således afgrænses til de anlæg, der indgår i hærdning af metaller. Metalvarmebehandlingsanlæg må på den baggrund opfattes som hærdningsanlæg med tilknyttede for- og efterbehandlingsanlæg, herunder tilknyttede anløbnings- og udglødningsanlæg.

    Sintring af pulvermetal er efter det oplyste en proces, hvor sammenpresset pulvermetal varmebehandles, for at emnet skal ændre egenskaber. Selv om hærdning også har til formål, at metallet ændrer egenskaber, er sintring af pulvermetal efter det oplyste en anden type proces end hærdning. På den baggrund kan sintring af pulvermetal ikke henregnes under drift af metalvarmebehandlingsanlæg.

    Lodde-, svejse- og smedeanlæg samt selvstændige udglødnings- og anløbningsanlæg er således eksempler på anlæg, der ikke vil være omfattet af begrebet metalvarmebehandlingsanlæg, selv om metallet i et eller andet omfang opvarmes i anlægget."

    Udover godtgørelse af CO2-afgift kan visse virksomheder opnå tilskud til CO2-afgift, jf. lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug.

    Det er en betingelse for at opnå tilskud, at virksomheden indgår aftale med Energistyrelsen om energieffektiviseringer.

    Aftale-/tilskudsordningen består af to ordninger, - en ordning om procesaftaler og en ordning om promsaftaler.

    Derudover kan en aftalevirksomhed indgå aftale med Energistyrelsen om rumvarme i tillæg til en procesaftale eller promsaftale.

    Reglerne om udbetaling af tilskud til CO2-afgift er nærmere beskrevet i F.8.

    Indledning - CO2-afgiftsregler pr. 1. januar 2010

    Ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 skete der en tilpasning af CO2-afgiftsloven til CO2-kvoteordningen og det kvoteomfattede brændselsforbrug. Ifølge lov nr. 464 fik kvoteomfattede industrivirksomheder (virksomheder med tilladelse fra Energistyrelsen til at udlede CO2) som udgangspunkt adgang til fuld tilbagebetaling af CO2-afgift af kvotereguleret brændselsforbrug, der anvendes til procesformål.

    Bestemmelserne om afgiftsfrihed for kvotereguleret brændselsforbrug har været behandlet af EU-Kommissionen efter statsstøttereglerne. Kommissionen afviste den 17. juni 2009 at godkende afgiftsfriheden som forudsat i lov nr. 464. Kommissionen accepterede dog, at der gives afgiftsfrihed på betingelse af, at virksomhederne betaler EU´s minimumsafgifter. Denne betingelse opfyldes ved nedsættelsen af tilbagebetalingen af energiafgifter til procesformål, som er gennemført ved lov nr. 527 af 12. juni 2009, der er en del af Skattereformen (Forårspakke 2.0.).

    Den 18. november 2009 blev der fremsat et lovforslag (L 63 - Ændringer som følge af afgørelse i statsstøttesag m.m.) om bl.a. regler om tilbagebetaling af CO2-afgift på brændsler for CO2-kvoteomfattede industrivirksomheder fra 1. januar 2010, om tilbageregulering af CO2-afgift ned til EU´s minimumsafgifter for perioden 2005-2009 og om fritagelse for CO2-afgift af kvoteomfattet brændselsforbrug, som er anvendt til mineralogiske processer mv. i perioden 2005-2009.

    Et ændringsforslag til L 63 indeholdt en nyaffatning af svovlafgiftslovens § 33, stk. 1 og 7 vedr. særligt bundfradrag i svovlafgiften, og et forslag om, at momsregistrerede virksomheder med mineralogiske processer mv. får adgang til tilbagebetaling af svovlafgift af kul og fuelolie for perioden 2005-2009.

    Lovforslaget er udmøntet i lov nr. 1384 af 21. december 2009, der er trådt i kraft den 1. januar 2010.

    CO2-afgiftslovens § 9 a

    Reglerne om tilbagebetaling af CO2-afgift for kvoteomfattede virksomheders brændselsforbrug er reguleret i CO2-afgiftslovens § 9 a. Nedenfor gengives § 9 a, stk. 1 og 2:

    "§ 9 a. Der ydes fuld tilbagebetaling for afgift af varme og af afgiftspligtige varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-7, 9-13 og 16, der anvendes i momsregistrerede virksomheders produktionsenheder med en tilladelse til udledning af CO2, jf. § 9 i lov om CO2-kvoter, til aktiviteter omfattet af §§ 5-8 i lov om CO2-kvoter, bortset fra produktionsenheder omfattet af § 17, stk. 1, i lov om CO2-kvoter, jf. dog stk. 2. På de samme betingelser ydes der fuld tilbagebetaling af afgift af varme fra ikke bionedbrydeligt affald anvendt som brændsel, jf. § 2, stk. 1, nr. 15. Endvidere kan momsregistrerede virksomheder, som har en tæt driftsmæssig og fysisk sammenhæng inden for samme lokalitet med en produktionsenhed med tilladelse til udledning af CO2, jf. 1. pkt., opnå fuld tilbagebetaling af afgift af varme, der leveres direkte fra produktionsenheden med tilladelse til udledning af CO2 til den forbundne virksomhed, jf. dog stk. 2. Der ydes dog ikke tilbagebetaling for afgift af varme fra en produktionsenhed uden tilladelse til udledning af CO2, jf. § 9 i lov om CO2-kvoter.

    Stk. 2. Der ydes ikke tilbagebetaling af afgift af varme og afgiftspligtige varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, eller rumvarme eller varmt vand i virksomheden. Opgørelse af ikke tilbagebetalingsberettiget afgift af energiforbrug nævnt i 1. pkt., sker efter reglerne i § 11 i lov om energiafgift af visse mineralolieprodukter m.v., § 8 i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og § 10 i lov om afgift af naturgas og bygas."

    Hovedregel fra 1.1.2010

    Hovedreglen er, at kvoteomfattede virksomheder kan få fuld tilbagebetaling af CO2-afgift af kvoteomfattet varme og forbrug af afgiftspligtige brændsler (mineralolieprodukter, naturgas og kul mv.), der anvendes til produktionsprocesser. Det samme gælder for CO2-afgift af ikke-bionedbrydeligt affald.

    Ved produktionsprocesser forstås i praksis energiforbrug til procesformål (tung og let proces), for hvilket den kvoteomfattede virksomhed kan få tilbagebetalt energiafgiften efter reglerne i mineralolieafgiftslovens § 11, gasafgiftslovens § 10 og kulafgiftslovens § 8.

    Endvidere kan kvoteomfattede virksomheder få tilbagebetalt CO2-afgift af kvoteomfattet varme og afgiftspligtige brændsler, der er anvendt til at fremstille kulde, når kulden anvendes til procesformål i kvoteomfattede virksomheder, fx nedkøling af varer.  

    Sammenhænge mellem tilladelse til at udlede CO2 og tilbagebetaling af CO2-afgift

    Der er en direkte sammenhæng mellem den tilladelse, som den kvoteomfattede virksomhed har fået fra Energistyrelsen til at udlede CO2, og omfanget af adgangen til tilbagebetaling af CO2-afgift.

    Tilladelsen fra Energistyrelsen indeholder en identifikation af produktionsenheden bl.a. med oplysning om produktionsenhedens CVR-nr. og lokalitet (adresse) samt en beskrivelse af de anlæg, der er omfattet af tilladelsen.  

    Det er den pågældende produktionsenhed (lokalitet) og det kvoteomfattede brændselsforbrug i de anlæg, som fremgår af tilladelsen, der er omfattet af reglerne om fuld tilbagebetaling af CO2-afgift.

    For virksomheder med produktionsenheder på flere forskellige lokaliteter er det alene den produktionsenhed, der fremgår af tilladelsen til at udlede CO2, som er omfattet af CO2-afgiftslovens § 9 a og dermed af adgangen til fuld tilbagebetaling af CO2-afgift.

    Fjernvarme, der anvendes til procesformål

    Kvoteomfattede virksomheder og andre momsregistrerede virksomheder kan få tilbagebetalt CO2-afgift af varme, der anvendes til procesformål, når varmen er produceret af en kvotereguleret produktionsenhed (varmeproducent).

    Der ydes derimod ikke tilbagebetaling af CO2-afgift af varme, der er produceret af en ikke-kvotereguleret produktionsenhed (varmeproducent).

    Andelen af en fjernvarmeleverance, som er produceret af en kvotereguleret varmeproducent, skal fremgå af fakturaen for varmeleverancen (varmeregningen).

    Varmeregningen skal bl.a. oplyse følgende:

    • Varmeleverancens størrelse
    • Andelen af varmeleverancen, der er produceret af en kvotereguleret varmeproducent
    • Den indirekte CO2-afgiftsbelastning på den kvoteomfattede varmeleverance
    • Den indirekte CO2-afgiftsbelastning på en evt. ikke-kvoteomfattet andel af varmeleverancen

    CO2-afgiftslovens § 9 a indeholder endvidere en bestemmelse om, at momsregistrerede virksomheder, som har en tæt driftsmæssig og fysisk sammenhæng indenfor samme lokalitet med en produktionsenhed, der har tilladelse til at udlede CO2, kan få tilbagebetalt CO2-afgift af procesdamp/-varme, der leveres direkte fra en kvoteomfattet virksomhed/produktionsenhed til den forbundne momsregistrerede virksomhed.

    Kvoteomfattede virksomheder med eget kraftvarmeanlæg

    Kvoteomfattede virksomheders forbrug af brændsel til at fremstille elektricitet er fritaget for CO2-afgift efter reglerne i CO2-afgiftslovens § 7, stk. 1, nr. 2 og 3.

    Forbrug af afgiftspligtig brændsel til elfremstilling er ikke omfattet af reglerne i CO2-afgiftslovens § 9 a. Det samme gælder kvoteomfattede virksomheders forbrug af el til procesformål.

    Fremstilling af varme, der leveres fra en kvoteomfattet virksomhed

    Kvoteomfattede virksomheder kan ikke få tilbagebetalt CO2-afgift af brændsel, som anvendes til at fremstille varme, der leveres fra virksomheden.

    Kvoteomfattede virksomheder skal dermed som hidtil betale energi- og CO2-afgift af afgiftspligtige brændsler, der anvendes til at fremstille varme, som leveres fra virksomheden.

    Rumvarme og varmt vand

    Kvoteomfattde virksomheder skal - som alle øvrige momsregistrerede virksomheder - betale energiafgift og CO2-afgift af energiforbrug til rumvarme/varmt vand.

    Hvis de samme anlæg/ledningsnet både forsyner virksomheden med rumvarme/varmt vand og procesenergi, anvendes reglerne for fordeling af energiforbruget mellem tilbagebetalingsberettigede formål og ikke-tilbagebetalingsberettigede formål.

    Overskudsvarme

    Bestemmelserne i CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, om betaling af CO2-afgift af nyttiggjort overskudsvarme fra tung proces er ophævet med virkning fra 1. januar 2010. Det betyder, at der ikke længere skal betales CO2-afgift af overskudsvarme, som en kvoteomfattet virksomhed nyttiggør fra en kvoteomfattet produktionsproces. Dette gælder uanset om overskudsvarmen anvendes af den kvoteomfattede virksomhed som rumvarme/varmt vand eller om overskudsvarmen afsættes.

    Motorbrændstof

    Motorbrændstof til drift af biler, motorredskaber, traktorer mv. er ikke kvotereguleret og er dermed heller ikke omfattet af CO2-afgiftslovens § 9 a. Fx kan kvoteomfattede gartnerivirksomheder, der anvender motorbrændstof til drift af motorredskaber og traktorer i gartnerivirksomheden, ikke få tilbagebetalt CO2-afgiften af brændstofforbruget.

    Energispareafgift (CO2-afgift) af el til tung proces og vækstlys mv.

    Kvoteomfattede virksomheders forbrug af el er ikke reguleret i CO2-afgiftslovens § 9 a.

    Reglerne for tilbagebetaling af energispareafgift af forbrug af el er uændrede.

    Kvoteomfattede virksomheder kan dermed som hidtil få delvis tilbagebetaling af energispareafgift af forbrug af el til tung proces. Dette gælder også kvoteomfattede virksomheders (væksthusgartneriers) forbrug af el til vækstlys.

    Derimod er satsen for tilbagebetaling ændret til 57,3 pct. af afgiften. Denne ændring træder i kraft for el, der forbruges fra og med den 1. januar 2010.

    Endelig er der ved lov nr. 461 af 12. juni 2009 sket en præcisering af reglerne i CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2, om tilbagebetaling af CO2-afgift af el, der anvendes ved tung proces.

    EU´s minimumsafgift

    Som tidligere nævnt er tilbagebetaling af CO2-afgift af kvotereguleret brændselsforbrug betinget af, at der betales EU´s minimumsafgift af det kvoteregulerede brændselsforbrug.

    Denne betingelse er opfyldt ved ændringerne i lov nr. 527 af 12. juni 2009, som er en del af Skattereformen (Forårspakke 2.0.), og som indebærer, at adgangen til tilbagebetaling af energiafgifter af varme og afgiftspligtige brændsler til procesformål nedsættes. Den energiafgift, som en kvoteomfattet virksomhed herved kommer til at betale, dækker betaling af EU´s minimumsafgift.

    Der skal dog ikke betales minimumsafgift af energi, der anvendes direkte til mineralogiske processer mv. (mineralogiske processer, metallurgiske processer, kemisk reduktion og elektrolyse)., jf. afsnit F.6.1.5

    Der gælder særlige regler for energiforbrug, der anvendes til opvarmning af væksthuse, idet væksthusgartnerier skal betale EU´s minimumsafgift af afgiftspligtige brændsler og fjernvarme, der anvendes til opvarmning af væksthuse med et overdækket areal på mindst 200 m2. Dette gælder både for kvoteomfattede og ikke-kvoteomfattede væksthusgartnerier.

    Metanafgift på naturgas og biogas

    Metanafgift på CO2-kvoteomfattede virksomheders forbrug af naturgas som motorbrændstof i stationære stempelmotoranlæg, er ikke omfattet af den afgiftsfritagelse, der gælder for CO2-afgiften af de kvoteomfattede virksomheders brændselsforbrug til procesformål.

    Kvoteomfattede virksomheder er heller ikke fritaget for metanafgift på biogas.

    Det vil sige, at kvoteomfattede virksomheder skal betale metanafgift af naturgas og biogas, der anvendes i stationære stempelmotoranlæg.

    KVOTEOMFATTEDE VIRKSOMHEDER - TILBAGEBETALING AF CO2-AFGIFT FOR PERIODEN 2005-2009

    Kvoteomfattede virksomheder er i medfør af CO2-afgiftslovens § 8 a på visse betingelser berettiget til at få tilbagebetalt yderligere CO2-afgift af brændselsforbrug, som har været kvotereguleret i perioden 2005-2009.

    § 8 a har følgende ordlyd:

    "Der ydes tilbagebetaling for afgift af varme og af afgiftspligtige varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-7 og 9-13, der anvendes i momsregistrerede virksomheders produktionsenheder med en tilladelse til udledning af CO2, jf. § 9 i lov om CO2-kvoter, til aktiviteter omfattet af §§ 5-8 i lov om CO2-kvoter, bortset fra produktionsenheder omfattet af § 17, stk. 1, i lov om CO2-kvoter. Endvidere kan momsregistrerede virksomheder, som har en tæt driftsmæssig og fysisk sammenhæng inden for samme lokalitet med en produktionsenhed med tilladelse til udledning af CO2, jf. 1. pkt., få tilbagebetalt afgiften af varme, der leveres direkte fra produktionsenheden med tilladelse til udledning af CO2 til den forbundne virksomhed. Der ydes dog ikke tilbagebetaling for afgift af varme fra en produktionsenhed uden tilladelse til udledning af CO2, jf. § 9 i lov om CO2-kvoter. Tilbagebetalingen opgøres efter reglerne i stk. 2 og 3.

    Stk. 2. Der ydes tilbagebetaling af afgift, i det omfang afgiften ikke tilbagebetales via godtgørelse af afgift efter andre regler eller statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug. Virksomhederne skal dog i alle tilfælde betale EU's minimumsafgifter af det energiforbrug, som berettiger til tilbagebetaling, jf. bilag 5. 2. pkt. finder ikke anvendelse, i det omfang virksomheden har betalt afgift efter lov om afgift af svovl svarende til EU's minimumsafgifter, jf. bilag 5, af det energiforbrug, som berettiger til tilbagebetaling. Der ydes dog ikke tilbagebetaling af afgift vedrørende energiforbrug, som ikke berettiger til tilbagebetaling efter reglerne i § 11 i lov om energiafgift af visse mineralolieprodukter m.v., § 8 i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og § 10 i lov om afgift af naturgas og bygas.

    Stk. 3. En forholdsmæssig del af energiforbruget kan henregnes under det energiforbrug, som berettiger til tilbagebetaling, i de tilfælde hvor samme anlæg har såvel energiforbrug, som berettiger til tilbagebetaling, som andet energiforbrug, når en sådan fordeling kan opgøres. Reglerne for fordeling i § 9, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Opgørelsen af tilbagebetalingen skal, så vidt som det er muligt, være baseret på energimålinger. I det omfang der ikke foreligger de fornødne målerregistreringer, skal virksomheden kunne fremlægge anden dokumentation for opgørelsen, herunder dokumentation, som forefindes i virksomheden, og som told- og skatteforvaltningen måtte ønske. Opgørelse af tilbagebetalingen, herunder opgørelse af EU's minimumsafgifter, foretages for hver type brændsel, jf. § 2, stk. 1, nr. 1-7 og 9-13, og for hvert kalenderår.

    Stk. 4. For at opnå tilbagebetaling efter stk. 1-3 skal virksomheden have ansøgt told- og skatteforvaltningen herom senest den 1. september 2010.

    Stk. 5. Tilbagebetaling efter stk. 1-3 ydes for perioden 2005-2009."

    Kvoteomfattede virksomheder med mineralogiske processer mv.

    Tilbagebetaling af CO2-afgift for perioden 2005-2009 til kvoteomfattede virksomheder med mineralogiske processer er reguleret i CO2-afgiftslovens § 8 b, der har følgende ordlyd:

    "Der ydes tilbagebetaling for afgift af varme og af afgiftspligtige varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-7 og 9-13, der anvendes af momsregistrerede virksomheder, i det omfang afgiften ikke tilbagebetales via godtgørelse af afgift efter andre regler, herunder § 8 a, eller statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug. Der ydes alene tilbagebetaling for energiforbrug, som tillige er berettiget til delvis tilbagebetaling af afgift efter § 8 a. Tilbagebetalingen opgøres efter reglerne i stk. 2-7.

    Stk. 2. Der ydes tilbagebetaling for varer, der anvendes til kemisk reduktion.

    Stk. 3. Der ydes tilbagebetaling for varme og varer, der anvendes i elektrolyse.

    Stk. 4. Der ydes tilbagebetaling for varme og varer, der anvendes direkte til opvarmning i metallurgiske processer. Opvarmningen skal foregå i anlæg, og de anvendte materialer skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur.

    Stk. 5. Der ydes tilbagebetaling for varme og varer, der anvendes direkte til opvarmning i mineralogiske processer. Opvarmningen skal foregå i anlæg, og de anvendte materialer skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur.

    Stk. 6. Det er en betingelse for tilbagebetaling, at varmen og varerne anvendes direkte til processer, som er nævnt i bilag 1 til denne lov.

    Stk. 7. En forholdsmæssig del af afgiften kan henregnes under stk. 2-6, i de tilfælde hvor samme anlæg forsyner såvel anvendelser omfattet af stk. 2-6 som andre anvendelser i virksomheden, når en sådan fordeling kan opgøres. Reglerne for fordeling i § 9, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Opgørelsen af tilbagebetalingen skal, så vidt som det er muligt, være baseret på energimålinger. I det omfang der ikke foreligger de fornødne målerregistreringer, skal virksomheden kunne fremlægge anden dokumentation, for opgørelsen, herunder dokumentation, som forefindes i virksomheden, og som told- og skatteforvaltningen måtte ønske. Opgørelsen af tilbagebetalingen foretages for hver type brændsel, jf. § 2, stk. 1, nr. 1-7 og 9-13, og for hvert kalenderår.

    Stk. 8. For at opnå tilbagebetaling efter stk. 1-7 skal virksomheden have ansøgt told- og skatteforvaltningen herom senest den 1. september 2010.

    Stk. 9. Tilbagebetaling efter stk. 1-7 ydes for perioden 2005-2009."

    Nyhedsbrev af 28. januar 2010

    Der henvises i øvrigt til nyhedsbrev med titlen CO2-afgiftsregler for kvoteomfattede virksomheder, regler om særligt bundfradrag i svovlafgiften, tilbagebetaling af CO2-afgift mv. for 2005-2009. Nyhedsbrevet er offentliggjort den 28. januar 2010.

    Følgende virksomheder (liberale erhverv mfl.), som fremgår af bilag 1 til elafgiftsloven, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2, kan ikke få godtgørelse af elafgift og CO2-afgift af elektricitet, selv om elforbruget vedrører omsætningen af momspligtige ydelser:

    • Advokater.
    • Arkitekter.
    • Bureauer, fx. reklamebureauer, adresseringsbureauer, oplysningsbureauer, analyseinstitutter. Edb-bureauer kan dog få godtgørelse af elafgiften af elektricitet, der anvendes ved drift af edb-materiel. Det er herved forudsat, at der er tale om virksomheder, der udfører periodiske edb-mæssige produktionsopgaver for andre. Derimod kan fx en bureauvirksomheds anvendelse af edb - som en integreret del af udførelsen af virksomhedens funktion/ydelse ikke anses for et edb-bureau. Rejsebureauer, turistkontorer og ejendomsadministration er ikke omfattet af bilaget.
    • Forlystelser, fx. biograf- og teaterforestillinger, revyer, cirkusforestillinger, koncerter, varietéforestillinger, forlystelsesparker og vandlande. Bowlingbaner anses ikke for omfattet af begrebet forlystelser, når bowlingfaciliteterne opfylder såvel de nationale som internationale krav til størrelse og indretning således, at der kan afvikles egentlige sportskonkurrencer på anlægget. I så fald anses bowlingaktiviteten for at være en sportsaktivitet.
    • Landinspektører.
    • Mæglere, fx. ejendomsmæglere og ejendomshandlere samt virksomheder, der formidler udlejning af fast ejendom.
    • Revisorer.
    • Rådgivende ingeniører.
    • Virksomheder, der formidler udlejning af plads til lysreklamer. Det samme gælder, hvis en virksomhed i forbindelse med leje af reklameplads selv afholder udgiften. Elafgift af virksomhedens egne reklamer kan godtgøres, hvis reklamerne er anbragt på bygninger mv., som ejes eller er lejet af virksomheden. Det gælder fx lysreklamer på detailforretninger og servicestationer.

    Der gælder samme begrænsning i adgangen til godtgørelse af elafgift som gjaldt for godtgørelse af vandafgift. Bemærk, at bilaget til vandafgiftsloven blev ophævet ved lov nr. 1391 af 20. december 2004, se G.5.6 og nyhedsbrev af december 2004 (vandafgift - godtgørelse af afgift - liberale erhverv m.fl.). Ophævelsen af bilaget til vandafgiftsloven trådte i kraft ved bekendtgørelse nr. 941 af 12. oktober 2005 - med virkning fra 1. januar 2005.

    Elektricitet til produktion af rumvarme. varmt brugsvand og komfortkøling - delvis godtgørelse af elafgift 
    Ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 er der sket en nedsættelse af elafgiften for momsregistrerede bilagsvirksomheder, der anvender elektricitet til rumvarme mv., herunder komfortkøling.

    Afgiftsnedsættelsen er udmøntet som en delvis godtgørelse af elafgiften på det pågældende elforbrug.

    Lempelsen er trådt i kraft den 1. januar 2012.

    Der gælder følgende satser for delvis godtgørelse af elafgift af elektricitet til rumvarme mv. i perioden 2012-2015:

    2012: 11,8 øre/kWh

    2013: 12,0 øre/kWh

    2014: 12,2 øre/kWh

    2015: 12,5 øre/kWh

    Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.

    Der henvises i øvrigt til afsnit F.6.3.2. Se endvidere afsnit F.6.4.1 og F.6.8.2.

     Der er den 25. november 2011 offentliggjort et nyhedsbrev om ændringerne på SKATs hjemmeside med titlen Energiafgifter - ændrede regler for godtgørelse af energiafgifter fra 2012. 

     Bemærk: Punkt 6.3. i nyhedsbrevet indeholder et eksempel på beregning af delvis godtgørelse af elafgift for en periode i 2012. 

    Blandede aktiviteter
    Virksomheder, der både udøver aktiviteter, som der ydes godtgørelse for, og aktiviteter, som der ikke ydes godtgørelse for, kan opnå delvis godtgørelse af afgiften. Dette gælder fx en virksomhed, der har et kombineret reklamebureau og trykkeri, som dermed kan opnå godtgørelse af afgiften af elforbruget i trykkeriet.

    Hvis forbruget måles ved hjælp af én måler, beregnes godtgørelsen som hovedregel efter en omsætningsfordeling. Hvis forbruget til de enkelte aktiviteter måles, anvendes dette som grundlag for fordelingen af elforbruget.

    Bureauvirksomhed - markedsanalyse

    Højesteret har den 8. august 2001 stadfæstet Østre Landsrets dom, TfS 2000, 289, i en sag vedrørende elforbrug i et markedsanalyseinstitut, jf. SKM2001.488.HR.

    Dom: Højesteret fandt, at virksomheden ikke har adgang til godtgørelse af elafgift og CO2-afgift, idet virksomhedens aktiviteter må anses for omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

    Landsretten afgav følgende udtalelse, der er tiltrådt af Højesteret: "Efter sagens oplysninger lægges til grund, at sagsøgerens virksomhed består i indsamling og bearbejdning af erhvervsmæssige oplysninger med henblik på afsætning af blandt andet analyser heraf. At viderebringelsen til aftagerne af sagsøgerens ydelser foregår ved levering af rapporter, disketter og cd-rom, der fremstilles på egne maskiner, findes ikke at gøre virksomhedens vareproducerende.

    Sagsøgerens virksomhed findes herefter at bestå i afsætning af service- og tjenesteydelser og må anses for omfattet af lovbekendtgørelse nr. 734 af 4/11 1991, § 11, stk. 2, jf. det i bilaget anførte begreb "bureauer", jf. tillige § 9, stk. 3, nr. 3 i lov nr. 888 af 21. december 1991.

    Virksomheden må efter det oplyste bedømmes som en helhed, og der er ikke grundlag for i afgiftsmæssig henseende at foretage en opdeling af denne. Herefter tages Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge."

    Landboforening
    Vestre Landsret har den 13. marts 2003 afsagt dom i relation til aktiviteter, der udføres af en landboforening, jf. SKM2003.160.VLR. Se endvidere F.6.6.2. vedrørende afgørelsen.

    Højesteret har den 6. oktober 2004 stadfæstet Vestre Landsrets dom af 13. marts 2003, jf. SKM2004.386.HR.

    Højesteret har som begrundelse og resultat anført følgende:

    "Det fremgår af Højesterets dom gengivet i SKM2001.488.HR, at det afgørende for, om der kan ske tilbagebetaling af el- og CO2-afgift, er, om den udøvede virksomhed består i produktion eller afsætning af varer eller i afsætning af service- og tjenesteydelser. Efter oplysningerne om aktiviteterne i landboforeningens virksomhed, herunder de ydelser, som leveres under "Regnskab" og "Ejendomskontor", lægger Højesteret til grund, at disse i alt væsentlighed består i rådgivning samt andre service- og tjenesteydelser og ikke i produktion eller afsætning af varer. For de dele af dens virksomhed, som er omhandlet af denne sag, har landboforeningen herefter ikke krav på tilbagebetaling af el-afgift og C02-afgift i medfør af henholdsvis elafgiftslovens § 11, stk. 1, og lov om kuldioxidafgift § 9, stk. 4, jf. stk. 1.

    Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at Skatteministeriet ikke er afskåret fra at nægte godtgørelse for landboforeningens fradrag for så vidt angår perioden fra den 1. januar 1995 til den 31. juli 1999."

    Badeland
    Vestre Landsret har den 12. maj 2004 SKM2004.226.VLR afsagt dom i en sag om godtgørelse af elafgift ved drift af et badeland. Badelandet var bygningsmæssigt integreret i et hotel og udgjorde en integreret del af de tilbud, som hotellet ydede sine gæster. Badelandet var imidlertid ikke en forudsætning for hotellets drift og var samtidig et tilbud, der i vidt omfang blev benyttet af andre end hotellets gæster. På denne baggrund og sammenholdt med karakteren af badelandet fandt landsretten, at badelandet måtte anses som en forlystelse og således omfattet af listen over virksomhed, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af afgift, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2, med tilhørende bilag. Dommen blev anket til Højesteret. Appellanten har efterfølgende hævet sagen ved Højesteret.

    Telemarketing-virksomhed
    Vestre Landsret har den 21. december 2004 afsagt dom i relation til aktiviteter vedrørende telemarketing og Voice Responce der udføres af en telemarketing-virksomhed, jf. SKM.2005.38.VLR. Se endvidere F.6.6.2 vedrørende afgørelsen.

    Landsretten har den 6. august 2007, jf. SKM2007.562.VLR, afsagt dom i en sag om elforbrug og vandforbrug i et vandland på en campingplads. Campingpladsen var afgiftspligtig af elforbrug og vandforbrug i vandland på campingpladsen, idet landsretten fandt, at vandlandet var omfattet af begrebet "forlystelser" i bilagene til elafgiftslovens § 11, stk. 2, og den dagældende vandafgiftslov § 11, stk. 2. Uanset at vandlandet var etableret med henblik på at indgå som en integreret del af campingpladsen, skal vandlandet vurderes isoleret i forhold til de relevante bestemmelser i elafgiftsloven og vandafgiftsloven, idet vandlandet ikke udgør en nødvendig og uadskillelig del af driften af en campingplads.

    Nedenfor er omtalt visse af Landsskatterettens kendelser og domme i relation til bilaget til elafgiftsloven:

    Opstiller af læskærme og reklamesøjler
    Landsskatteretten har den 11. marts 2002 truffet afgørelse om, at en virksomhed, der opstillede læskærme ved busholdepladser, reklamesøjler o.l., og som afholdt alle omkostninger til opsætning og drift mod at få retten til at udleje reklamepladsen på det opstillede udstyr, blev anset for at drive udlejningsvirksomhed og ikke reklame eller bureauvirksomhed. Selskabet var derfor ikke omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten lagde vægt på, at selskabet alene udlejer og vedligeholder pladserne til ophængning af materialet, men i øvrigt ikke ellers er involveret i idéudvikling, layout eller fremstilling/produktion af materialet. Se SKM2002.171.LSR. Se endvidere F.6.2.3. vedrørende afgørelsen.

    Geoteknisk specialfirma
    Landsskatteretten har den 21. december 2000 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et geoteknisk specialfirma, som udarbejder geotekniske rapporter til kunder på baggrund af foretagne jordbundsundersøgelser.

    Kendelse: Retten fandt, at firmaet er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten har henset til, at en integreret del af virksomhedens aktiviteter, herunder beskrivelsen af funderingsforhold i enkelte af rapporterne, kan sidestilles med rådgivende ingeniørers virksomhed.

    Revisionsfirma
    Landsskatteretten har den 21. juli 2000 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et revisionsfirma. Kendelsen er gengivet i TfS 2000.681. I Told - og Skatteregion København 3 og styrelsens afgørelser i sagen blev samtlige revisionsfirmaets aktiviteter vurderet som værende omfattet af bilaget til elafgiftsloven, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2 og dermed ikke anset for godtgørelsesberettiget.

    Ved Landsskatterettens kendelse - som blev afsagt med dissens - blev der truffet afgørelse om, at revisionsfirmaet efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 kan få delvis tilbagebetaling for afgiften vedrørende aktiviteter, som ikke kan anses at være en integreret del af revisorydelser, såsom rådgivning om handel med virksomheder, miljøforhold, informationsteknologi, effektivisering, økonomisk styring, lederudvælgelse, organisations- og lederudvikling, miljøstyring, logistik og produktion. Landsskatteretten henså til, at revisorydelsen og disse øvrige nævnte aktiviteter kan udøves særskilt og uafhængigt af hinanden, og at disse aktiviteter ikke kan anses at være selvstændigt omfattet af bilaget under bureau eller rådgivende ingeniører. Virksomhedens rådgivning med skat, moms, told, mv. ansås at være en integreret del af den basale aktivitet for revisorer og er således omfattet af bilaget.

    Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens kendelse for domstolene.

    Østre Landsret har den 8. oktober 2003, jf. SKM2003.462.ØLR, truffet afgørelse i sagen. Landsretten gav Skatteministeriet medhold i, at revisionsfirmaet ikke var berettiget til hel eller delvis tilbagebetaling af elektricitetsafgiften. Landsretten lagde til grund, at "bureauvirksomheder" i den forstand, hvori udtrykket "bureauer" benyttes i bilaget til elektricitetsloven, må forstås som "virksomheder, der udøver selvstændige servicefunktioner", herunder også rådgivning i form af managementkonsulentydelser. Landsretten fandt heller ikke, at det var godtgjort, at der efter fast administrativ praksis gives tilbagebetaling af elafgiften for så vidt angår rådgivningsydelser vedrørende edb.

    Landboforening
    Landsskatteretten har den 5. september 2001, jf SKM2001.611.LSR, afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i en landboforening.

    Kendelse: Retten fandt bl.a., at foreningens rådgivningsydelser "Planteavl", "Kvægavl", "Kvægproduktion", "Svineproduktion" og "Forsikring" ikke typisk leveres af de i bilaget opregnede erhverv, der beskæftiger sig med rådgivning, og at de heller ikke kan karakteriseres som bureauvirksomhed.

    Skatteministeriet indbragte kendelsen for domstolene, se SKM2001.634.TSS.

    Vestre Landsret afsagde dom i sagen den 13. marts 2003, jf. SKM2003.160.VLR

    Af dommen fremgår bl.a. følgende:

    "Landboforeningens aktiviteter i form af udarbejdelse af regnskaber blev anset for omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, idet aktiviteten måtte anses for en typisk revisorydelse.

    Ydelser leveret af landboforeningens ejendomsskontor måtte anses for udøvet som led i eller i nær tilknytning til den advokatvirksomhed, som en advokat i henhold til aftale med foreningen udførte for dens medlemmer. Aktiviteten fandtes herefter ligeledes omfattet af bilaget til elafgiftsloven, idet der var tale om aktiviteter udøvet af "advokater".

    Vedrørende en række øvrige aktiviteter, der bestod i faglig rådgivning og hertil relaterede aktiviteter i relation til bl.a. "Planteavl", "Kvægavl", "Svineproduktion" og "Forsikring" fandt landsrettens flertal, at der var tale om aktiviteter, der måtte bestå i afsætning af service og tjenesteydelser. Efter forarbejderne til elafgiftslovens § 11 sammenholdt med forarbejderne til vandafgiftslovens § 9 lagde Landsrettens flertal til grund, at hovedformålet bag bestemmelsen i § 11, stk. 1, jf. stk. 2, og bilaget til stk. 2, måtte anses for at være at friholde de vareproducerende virksomheder for afgift, men i almindelighed ikke de virksomheder, der afsætter service og tjenesteydelser, hovedsageligt de såkaldte liberale erhverv.

    Efter karakteren af ydelserne fandt landsrettens flertal, at landboforeningens virksomhed med rådgivningsydelser måtte anses for bureauvirksomhed, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af afgift."

    Højesteret har den 6. oktober 2004 stadfæstet Vestre Landsrets dom af 13. marts 2003, jf. SKM2004.386.HR., se F.6.6.1

    Markedsanalyseinstitut
    Landsskatteretten har den 4. december 1998 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et markedsanalyseinstitut.

    Kendelse: Retten fandt, at instituttet er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten har henset til, at selskabet ikke er vareproducerende, men leverer serviceydelser, hvilket ikke adskiller sig fra sædvanlig bureauvirksomhed.

    Retten har endvidere fundet, at anvendelsen af edb indgår som en integreret del af udarbejdelsen af markedsanalyser, således at selskabet ikke afsætter egentlige edb-ydelser.

    Badeland
    Landsskatteretten har den 27. august 1999 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et feriecenter med momspligtig udlejning af feriehuse og i tilknytning hertil et badeland. Badelandet anvendes både af feriecentrets gæster og særskilt betalende gæster (TfS 1999/782).

    Kendelse: Retten fandt, at badelandet ikke kunne anses for en integreret del af den basale aktivitet med udlejning af ferielejligheder. Retten har herved lagt vægt på, at de to aktiviteter kan udøves særskilt og uafhængigt af hinanden. Der blev ikke fundet grundlag for i godtgørelsesmæssig henseende at foretage en sondring mellem den benyttelse, der blev foretaget af henholdsvis ferielejlighedernes gæster og særskilt betalende gæster. Badelandsaktiviteten i sin helhed blev derfor anset for omfattet af bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 2.

    Landskatteretten har samme dag afsagt tilsvarende kendelser i 2 andre sager om badelande, der drives i tilknytning til feriecentre.

    Østre Landsret har den 30. april 2003, jf. SKM2003.218.ØLR afsagt dom i sagen. Landsretten fandt på baggrund af forarbejderne til bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 2, og vandafgiftslovens § 9, stk. 2, at driften af badelandene måtte anses for omfattet af begrebet "forlystelser", uanset at badelandene var etableret med henblik på at udgøre en integreret del af en hotel-/feriecentervirksomhed. Højesteret har den 20. oktober 2006 stadfæstet Østre Landsrets dom, jf. SKM2006.654.HR.

    Mailcenter
    Landsskatteretten har den 8. september 1999 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget (og vandforbruget) i en virksomhed, der leverer totalløsninger i form af kuvertering, pakning og adressering af kunders materiale (TfS 1999, 904).

    Kendelse: Retten fandt, at virksomheden ikke kan anses for omfattet af bilaget til el- og vandafgiftsloven, og derfor er berettiget til godtgørelse af el- og vandafgift.

    Der er henset til, at virksomheden - efter en helhedsvurdering af den udbudte flerhed af ydelser, disses karakter, og hvad der må anses for det overordnede virksomhedskoncept, samt under hensyntagen til, at den omfattende maskinpark må anses at udgøre et væsentligt element og en væsentlig forudsætning i forhold til virksomhedskonceptet - ikke kan anses for eller sidestilles med bureauvirksomhed, således som dette begreb efter dets kontekst og efter forarbejderne til el- og vandafgiftsloven må skulle forstås.

    Oversættelses-virksomhed
    Landsskatteretten har den 13. marts 2002 afsagt en kendelse om en oversættelsesvirksomheds adgang til godtgørelse af energiafgifter. Kendelsen er offentliggjort i SKM2002.374.LSR.

    Oversættelsesvirksomheden blev anset for en bureauvirksomhed omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, således at den ikke var berettiget til godtgørelse af el- og CO2-afgift. Landsskatteretten lagde vægt på, at oversættelsesvirksomhed ikke kan betragtes som salg af en vare, men må anses som levering af en service/tjenesteydelse jf. herved Højesterets dom af 8. august 2001 (TfS 2001, 703). Da sådanne service/tjenesteydelser endvidere ikke har karakter af rådgivning, jf. herved at visse ikke-vareproducerende rådgivere er medtaget i bilaget, findes klagerens oversættelsesvirksomhed at måtte anses som bureauvirksomhed, der ikke er berettiget til godtgørelse af el- og CO2-afgift.

    Landsskatteretten kom til samme resultat i en kendelse afsagt den 24. juli 2003, jf. SKM2003.428.LSR.

    Fællesarealer - Spilleland
    Landsskatteretten har den 10. december 2002, jf. SKM2003.44.LSRafsagt kendelse om fradrag af energiafgift. En virksomhed med spille- og underholdningsmaskiner i lejede lokaler i et butikscenter kunne ikke fradrage den energi- og CO2-afgift af elektricitet, der vedrørte spillelandets arealmæssige andel af udlejerens udgifter vedrørende fællesarealer, som var særskilt viderefaktureret fra udlejeren til virksomheden. Landsskatteretten har i øvrigt for så vidt angår eventuelle alternative dispensationsmuligheder bemærket, at udlejer ikke har fradragsret for godtgørelse for el forbrugt af lejere, hvorfor energiafgiften, uanset om lejeaftalen var ændret, ikke kunne godtgøres.

    Telemarketing-virksomhed
    Landsskatteretten har den 2. juni 2003, jf. SKM2003.243.LSR afsagt kendelse om, at en telemarketingsvirksomhed ikke kunne opnå godtgørelse af el- og CO2-afgift for aktiviteter vedrørende telemarketing og Voice Responce. Landsskatteretten fandt, at begge aktiviteter måtte anses som bureauydelser omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Der blev herved lagt vægt på, at disse aktiviteter måtte anses som afsætning af service- og tjenesteydelser og ikke produktion eller afsætning af varer. Det forhold, at der i større omfang blev anvendt edb til udførelsen af opgaverne, kunne ikke føre til et andet resultat, jf. SKM2001.488.HR, ligesom Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at karaktisere ydelserne som levering af edb-mæssige produktionsopgaver for andre.

    Vestre Landsret har den 21. december 2004 afsagt dom i sagen jf. SKM.2005.38.VLR. Landsretten var af den opfattelse, at aktiviteterne vedrørende telemarketing og Voice Responce - og herunder den maskinelle del af voice responce-aktiviteten - må anses for at bestå i afsætning af service- og tjenesteydelser og ikke i produktion eller afsætning af varer.

    Af dommen fremgår det bl.a. endvidere følgende:
    "Edb anvendes som et naturligt hjælpemiddel til udførelsen af de ydelser, virksomheden udbyder. Selvom edb anvendes i vidt omfang, er der derfor ikke grundlag for at karakterisere ydelserne helt eller delvist som edb-mæssige produktionsopgaver, eller for at anse virksomheden som et edb-bureau."

    Campingplads - fritstående elradiatorer - pumper ved Put & Take fiskeri
    Landsskatteretten har den 5. november 2003, jf. SKM2003.569.LSR afsagt kendelse i en sag vedr. elforbrug på en campingplads. Kendelsen omfatter anvendelse af elektricitet i fritstående elradiatorer opstillet i udlejningshytter på en campingplads samt anvendelse af elektricitet til drift af pumper i forbindelse med Put & Take fiskeri. Landsskatteretten fandt ikke, at el medgået til opvarmning af hytterne ved hjælp af fritstående el-radiatorer kunne anses for omfattet af den direkte ordlyd af elafgiftslovens § 11, stk. 3. Landsskatteretten fandt endvidere, at der ikke af bemærkningerne til loven eller andetsteds fandtes grundlag for en udvidet fortolkning af udtrykket "fast installerede elektriske radiatorer", og Landsskatteretten gav herefter selskabet medhold i, at afgift af elforbruget anvendt hertil var godtgørelsesberettiget efter elafgiftslovens § 11, stk. 1.

    For så vidt angår anvendelse af elektricitet til drift af pumper i forbindelse med Put & Take fiskeri, fandt Landsskatteretten, at selskabets anvendelse af el i pumperne ved fiskesøerne måtte anses for at være en del af selskabets aktiviteter vedrørende Put & Take fiskeriet. Put & Take fiskeriet måtte karaktiseres som en forlystelse som angivet i bilaget til elafgiftsloven med den virkning, at selskabet ikke kunne opnå godtgørelse herfor. Landsskatteretten lagde vægt på, at angivelsen i bilaget til elafgiftsloven af eksempler på forlystelser ikke er udtømmende, at lystfiskeri i sådanne søer ikke kunne karaktisereres som sport, og at søerne måtte antages at blive benyttet af de ferierende for fornøjelsens skyld og ikke med henblik på opnåelse af kosttilskud.

    Kendelsen vedrørte endvidere spørgsmål om anvendelse af de forskellige principper i elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 7, for opgørelse af den mængde elektricitet, der var omfattet af lovens § 11, stk. 3.

    Teknik og miljø - forskningsbaseret viden
    Landsskatteretten har den 15. september 2003, jf SKM2003.580.LSR afsagt kendelse om godtgørelse af elafgift for en virksomhed med aktivitetsområdet teknik og miljø samt forskningsbaseret viden til erhvervslivet og det offentlige.  Landsskatteretten lagde til grund, at de forskellige aktiviteter kunne udøves selvstænding og uafhængigt af hinanden, ligesom aktiviteterne hver især blev anset som momspligtige. Ved afgørelse af om aktiviteterne var omfattet af bilaget, måtte hver aktivitet derfor vurderes hver for sig. Landsskatteretten fandt, at aktiviteterne "Serviceeftersyn og kontrol af kedler i overensstemmelse med indgåede aftaler" måtte anses for at være omfattet af bilaget som rådgivende ingeniører. "Lovpligtige energieftersyn på fast ejendom (Energimærkeordningen)" samt "Sekretariat for Miljøstyrelsen i forbindelse med certificering af produktionsvirksomheder var omfattet af bilaget som bureauer, idet disse måtte karakteriseres som service-/tjenesteydelser, hvorfor virksomheden ikke var berettiget til tilbagebetaling af energiafgift vedr. disse. Derimod fandt Landsskatteretten, at aktiviteten "Forskningvirksomhed" kunne sidestilles med produktion af varer og derfor ikke var omfattet af bilaget. Endelig havde Told- og skatteregionen anerkendt, at virksomheden var berettiget til tilbagebetaling vedr. aktiviteten "Undersøgelser i forbindelse med miljøfarlige stoffer mv."

    Nyhedsbureau
    Landsskatteretten har den 14. januar 2004, jf. SKM2004.289.LSR afsagt en kendelse om et nyhedsbureaus adgang til godtgørelse af el- og CO2-afgift. Interessentskabets virksomhed består hovedsageligt i levering af nyhedsindslag (såkaldte telegrammer) til de tilknyttede abonnenter (den generelle nyhedstjeneste). Nyhedsindslagene produceres dels ved egen journalistisk research og bearbejdning, dels i mindre omfang ved videreformidling af modtagne nyheder. Derudover udbyder virksomheden i tilknytning hertil nogle særtjenester i henhold til særskilte abonnementer. Retten fandt ikke, at virksomhedens aktiviteter kan anses som bureauvirksomhed omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten lagde vægt på, at interessentskabets virksomhed hovedsagelig består i selvstændig journalistisk produktion. Den samlede virksomhed er herved helt på linje med den virksomhed, der udøves på en avisredaktion, en virksomhed, der efter det for retten oplyste, ikke er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Interessentskabet leverer sine produkter til interessenterne efter fastlagte aftaler, og disse leverancer findes ikke at kunne karakteriseres som levering af service- og tjenesteydelser, cfr. herved Østre Landsrets dom af 8. oktober 2003, offentliggjort i SKM2003.462.ØLR.

    Udendørs badeanlæg/vandland på campingplads
     Landsskatteretten har den 18. oktober 2005, jf. SKM2005.544.LSR, afsagt kendelse i en sag om bl.a. den godtgørelsesmæssige stilling for elforbrug (og vandforbrug) i et udendørs badeanlæg ved en campingplads. Retten fandt, at badeanlægget har karakter af en forlystelse omfattet af bilaget til elafgiftsloven, og at campingpladsen ikke er berettiget til godtgørelse af afgift af elforbruget til drift af badeanlægget. Vestre Landsret har den 6. august 2007, jf. SKM2007.562.VLR, afsagt dom i sagen, se F.6.6.1

    Landsskatteretten har den 22. juni 2005, jf. SKM2006.174.LSR truffet afgørelse om, at et bladhus var berettiget til godtgørelse af energiudgifter vedrørende forbrug af elektricitet til egne lysreklamer, der var opstillet på lejede pladser på andres ejendomme. Bilaget til elektricitetsafgiftsloven kan ikke udstrækkes til at omfatte virksomheder, der afsætter varer, og som selv står for markedsføringen af sine varer ved hjælp af lysreklamer opstillet på lejede arealer.

    Landsskatteretten har den 3. oktober 2007, jf. SKM2008.670.LSR truffet afgørelse i en sag om godtgørelse af el- og CO2-afgift af el anvendt ved drift af edb-materiel, samt el anvendt ved drift af andet materiel med direkte betydning for edb-driften (nedkøling, aircondition mv.).

    Det fremgår af punktafgiftsvejledningen, at edb-bureauer kan få godtgjort elafgiften af elektricitet, der anvendes ved drift af edb-materiel. Det er herved forudsat, at der er tale om virksomheder, der udfører ugentlige edb-mæssige produktionsopgaver for andre. Derfor skal sondringen mellem et egentligt edb-bureau og en virksomhed, der i større eller mindre grad anvender edb i forbindelse med driften, ifølge Landsskatteretten drages således, at edb-bureauer er virksomheder, der afsætter egentlige edb-serviceydelser, hvorimod andre bureauvirksomheder er virksomheder, der alene anvender edb som et naturligt hjælpemiddel ved udførelsen af de ydelser, som virksomheden i øvrigt afsætter. Landsskatteretten fandt det ikke afgørende, om de edb-mæssige produktionsopgaver er ugentlige eller daglige.

    Landsskatteretten fandt herefter, at selskabet A A/S godtgørelsesmæssigt skulle behandles på samme måde som andre edb-bureauer, idet selskabet afsatte edb-ydelser som selvstændige ydelser, og idet selskabets kunder leverede alle de nødvendige grunddata til brug for den videre behandling. A A/S var derfor berettiget til godtgørelse af el- og CO2-afgift af el anvendt til drift af edb-materiel og andet materiel med direkte betydning for edb-driften.

    Edb-bureauvirksomhed
    Ifølge Landsskatteretten er der tale om edb-bureauvirksomhed. De udøvede aktiviteter består hovedsagelig i drift af edb-systemer for flyselskaber. Der er tale om afsætning af egentlige edb-ydelser. Kendelsen er offentliggjort i SKM2011.178.LSR.

    Salg af licensrettigheder til at anvende ERP-system med tilknyttede serviceydelser, undervisning m.v.
    Ifølge Landsskatteretten er der tale om bureauvirksomhed. Ifølge praksis skal der anvendes en bred fortolkning af begrebet. De udøvede aktiviteter kan ikke sidestilles med edb-bureau, da der ikke er tale om afsætning af egentlige edb-serviceydelser. Selskabets aktiviteter består i salg af licensrettigehder til at anvende dets ERP-system og dertil knyttede ydelser i form af service og support, konsulentbistand, undervisning m.m. Anvendelsen af edb er et hjælpemiddel ved udførelsen af ydelserne. Kendelsen er offentliggjort i SKM2011.179.LSR.

     



     

     

     

    Forlystelse - Musikhus
    Momsnævnet har den 6. februar 1995 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et musikhus, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom.

    Afgørelse: Der er fradragsret for elafgift i det omfang, hvor forbruget til belysning kan henføres til restaurationsvirksomheden, herunder også når større dele af foyeren inddrages under restaurationsvirksomheden i forbindelse med større arrangementer. Desuden kan afgiften fradrages i det omfang, elforbruget kan henføres til publikums brug af foyeren i pauser i forbindelse med udlejningsarrangementer i salene.

    Der ydes ikke godtgørelse af den del af elforbruget, der vedrører belysning af foyeren i det omfang, der gøres brug af foyeren til gratis kulturelle arrangementer, udstillingsvirksomhed, billetbureauvirksomhed samt almindelig færden til og fra momspligtige arrangementer. Begrundelse: Aktiviteterne må betragtes som dels forlystelsesvirksomhed dels - for så vidt angår informations/billetsalgsvirksomhed ved skranken - for bureauvirksomhed.

    Der kan dog ydes godtgørelse af en forholdsmæssig del af afgiften af elforbruget i salene i perioder, hvor disse ikke er udlejede og ikke anvendes til egne arrangementer. Forbruget i disse perioder, hvor der ikke kan ske viderefakturering til lejere, kan betragtes som en integreret del i udlejningsvirksomheden og i egne arrangementer, hvor sidstnævnte må betragtes som forlystelsesvirksomhed, og dermed omfattet af bilaget.

    Der ydes ikke godtgørelse af elafgift af elektricitet til belysning i en park i tilknytning til musikhuset.

    Badeland
    Momsnævnet har den 27. september 1995 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et kombineret badeland og svømmehal, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom (TfS 1995/670).

    Afgørelse: Det pågældende anlæg blev ud fra en helhedsvurdering ikke anset for omfattet af bilaget til elafgiftsloven, idet badet efter nævnets opfattelse i overvejende grad har karakter af en almindelig svømmehal og ikke af vandland, dvs. forlystelse.

    Det fremgår videre af afgørelsen, at nævnet lagde vægt på, at anlægget er bygget op om 50 m-bassinet, der anvendes til motionssvømning, undervisning og sport, at badet ifølge det oplyste ligger nær bymæssig bebyggelse og kasernen, at der sker udlejning til sportsklubber og skoler mv., således at badet må anses for primært af betjene lokalområdet, samt at der ikke er opholdsarealer af betydning eller mulighed for egentlig fortæring i forbindelse med badet.

    Bureauvirksomhed - markedsanalyse
    Momsnævnet har den 26. marts 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et markedsanalysefirma.

    Afgørelse: Markedsanalysefirmaets aktiviteter er ud fra en helhedsvurdering anset for bureauvirksomhed og dermed omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

    Sagen har været indbragt for Landsretten, som afsagde dom i sagen den 10. februar 2000, (TfS 289, 2000). Se endvidere F.6.6.1.

    Bureauvirksomhed - konsulentydelser
    Momsnævnet har den 25. august 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i en virksomhed, der afsætter konsulentydelser.

    Afgørelse: Virksomhedens aktiviteter i form af at skabe, udvikle og markedsføre egne værktøjer til brug for udvælgelse og udvikling af mennesker og deres organisationer og på det grundlag tilbyde konsulentydelser til private og offentlige virksomheder anses efter en helhedsvurdering for bureauvirksomhed, som er omfattet af bilaget til elafgiftsloven (og vandafgiftsloven).

    Bureauvirksomhed - virksomhedsrådgivning mv.
    Momsnævnet har den 7. oktober 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i en virksomhed, der afsætter ydelser i form af virksomhedsrådgivning mv.

    Afgørelse: Virksomhedens aktiviteter i form af virksomhedsrådgivning/konsulentydelser inden for statistik og operationsanalyse mv. er anset for bureauvirksomhed, og dermed omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

    SKAT har, jf. SKM2008.462.SKAT præciseret, i hvilket omfang aktiviteterne på et teater forud for selve forestillingen for publikum på scenen skal anses for at være en integreret del af forestillingen og dermed ikke godtgørelsesberettiget.

    Præciseringen skal ses i lyset af, at bestemmelsen om forlystelser til forskel fra de øvrige former for virksomhed omfattet af bilaget ikke nævner virksomheden "teatre" som sådan, men alene nævner den del af aktiviteterne på teatret, der udgøres af "teaterforestillinger". Herved forstår SKAT fremførelsen eller forevisningen af skuespil, operaer m.v. på en scene og de opgaver, der relaterer sig hertil.

    SKAT er af den opfattelse, at der kan ydes godtgørelse for afgiften af energi brugt i forbindelse med momspligtig produktion af scenografi, kostumer og rekvisitter på et teater, inkl. prøvesalsprøver, idet denne produktion er adskilt fra teaterforestillingen i tid og/eller sted og desuden som regel vil kunne bruges i anden sammenhæng, dvs. produkterne kan udlejes til eksterne parter, sælges til andre teatre m.v. på linje med anden vareproduktion.

    SKAT finder derimod, at der ikke kan ydes afgiftsgodtgørelse for energi anvendt til aktiviteterne i forbindelse med produktionen af forestillingen, dvs. prøveforløbet på scenen med kunstnere og sceneteknisk personale m.v., som går forud for den endelige forestilling, og hvorved forestillingen får sin form. Dette forløb må således betragtes som en integreret del af den endelige forestilling foran publikum.

    Såfremt selve teatrets lokaler anvendes til både godtgørelsesberettigede aktiviteter og ikke-godtgørelsesberettigede aktiviteter, kan SKAT give tilladelse til, at der fx årligt fastsættes en fast procentsats for andelen af de godtgørelsesberettigede aktiviteter på teatret i forbindelse med, at der foretages en omsætningsfordeling. Teatret skal i givet fald kunne godtgøre, at den fastsatte procentsats svarer til de faktiske forhold set over den pågældende periode.

    Præciseringen af praksis indvirker ikke på reglerne om afgiftsbetaling af rumvarme i elafgiftslovens § 11, stk. 3, ff.

    Der gælder de almindelige regler i skatteforvaltningslovens § 31 om ordinær genoptagelse af afgiftstilsvar og krav om godtgørelse af afgift, jf. den juridiske vejledning Processuelle regler på SKATs område, afsnit G.1.2.3.

    Elektricitet har siden 1. juli 1999 været pålagt et eldistributionsbidrag, jf. lov nr. 389 af 2. juni 1999.

    Eldistributionsbidraget er 4 øre pr. kWh (kilowatt-time). Bidraget er et tillæg til den gældende elafgift.

    Almindelig godtgørelse af eldistributionsbidrag
    Der ydes en godtgørelse på 3 af de 4 øre pr. kWh, dvs. 75 pct. af bidraget kan godtgøres virksomheden i samme omfang, som virksomheden kan få godtgjort elafgiften.

    Godtgørelsen følger i øvrigt reglerne for godtgørelse af elafgift til momsregistrerede virksomheder. Dette indebærer bl.a., at der ikke er adgang til afgiftsgodtgørelse for elektricitet anvendt til rumvarme eller i de erhverv, der er nævnt i bilaget til elafgiftsloven, jf. F.6.6.

    Godtgørelsen af eldistributionsbidraget skal ske sammen med godtgørelsen af elafgift i momsangivelsens rubrik for Elafgift.

    Hvis virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter er det den tilsvarende rubrik i denne blanket for Elafgift, der skal anvendes.

    Forhøjet godtgørelse af eldistributionsbidrag
    Virksomheder, som er berettigede til godtgørelse af elafgift, og som har et samlet årligt forbrug over 15 mio. kWh, kan også få godtgjort den sidste øre af eldistributionsbidraget for den del af forbruget, som ligger ud over 15 mio. kWh, jf. elafgiftslovens § 11. stk. 15.

    En virksomhed skal i denne sammenhæng forstås som en juridisk enhed.

    Der kan således ikke ske samlet beregning af det årlige forbrug for flere virksomheder, som angiver og afregner moms mv. på ét CVR/SE-nummer (fællesafregning).

    For en juridisk enhed (virksomhed), som anvender flere SE-numre (delregistreringer), kan virksomheden anvende det samlede forbrug for delregistreringerne ved opgørelsen af virksomhedens samlede elforbrug.

    Hele elforbruget, herunder også elektricitet anvendt til rumvarme, kan medregnes både ved opgørelsen af det årlige forbrug og ved opgørelse af det forbrug, for hvilket virksomheden kan opnå godtgørelse af en-øren.

    Ved opgørelsen af det samlede forbrug kan der ikke medregnes el til produktion af el. Virksomheder, der producerer elektricitet, og som er berettigede til at få tilbagebetaling efter elafgiftsloven, får tilbagebetalt den fulde el-afgift af den del af virksomhedens elektricitet, der anvendes direkte til produktion af elektriciet.

    Elforbrug i forbindelse med aktiviteter omfattet af bilaget til elafgiftsloven eller ikke momspligtige aktiviteter er derimod ikke omfattet.

    Virksomheder, som i det foregående kalenderår havde et samlet forbrug på over 15 mio. kWh, kan få en løbende godtgørelse af en-øren. Den løbende godtgørelse ydes for den del af virksomhedens samlede forbrug, som ligger udover 1,25 mio. kWh pr. måned.

    Der skal ved kalenderårets udløb ske en samlet opgørelse af virksomhedens forbrug af elektricitet. Der skal herefter ske en regulering af godtgørelsen af en-øren af eldistributionsbidraget, hvis virksomheden har haft løbende godtgørelse i en del af årets måneder.

    Virksomheder, som ikke har haft løbende godtgørelse, men som har brugt over 15 mio. kWh inden for et kalenderår, skal beregne godtgørelsen af en-øren ved kalenderårets udløb.

    Ikrafttræden af forhøjet godtgørelse
    Fra den 1. december 2000 kan virksomhederne opnå afgiftsgodtgørelse for den sidste øre af eldistributionsbidraget. Godtgørelsen gives med tilbagevirkende kraft fra den 1. juli 1999.

    Baggrunden for dette er, at den forhøjede godtgørelse har virkning fra 1. juli 1999, jf. § 4, stk. 2 i lov nr. 389 af 2. juni 1999 om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om ændring af forskellige energiafgiftslove og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, men at godtgørelsen først er trådt i kraft den 1. december 2000, jf. bekendtgørelse nr. 1000 af 15. november 2000.

    Hovedreglen er som tidligere nævnt i F.6.3 og F.6.4, at hvis det samme brændsel/energi bruges til såvel rumvarme/varmt vand som proces, vil energiforbruget blive betragtet som brugt til rumvarme/varmt vand, medmindre der sker en konkret måling/fordeling af energiforbruget til proces.

    På samme måde gælder det, at hvis det samme brændsel anvendes til såvel let proces som tung proces, så vil energiforbruget blive betragtet som brugt til let proces, medmindre der sker en konkret måling/fordeling af energiforbruget til tung proces.

    Reglerne for fordeling af energiforbrug er nærmere beskrevet henholdsvis for Andet energiforbrug end elektricitet, se F.6.8.1 og for Elektricitet, se F.6.8.2.

    Energiafgift
    For at opnå godtgørelse af energiafgiften af olie, kul, LPG-gas, naturgas og bygas, der anvendes til produktion af varme (energi) til såvel godtgørelsesberettigede formål (procesformål) som til ikke-godtgørelsesberettigede formål (rumvarme/varmt vand), skal der ske en fordeling af energiforbruget.

    Fordelingen af energiforbruget skal ske på basis af måling af den samlede fremstillede mængde varme (energi) og den forbrugte mængde energi til procesformål.

    Fordelingen af energiforbruget til rumvarme/varmt vand og procesformål kan dermed ikke ske på basis af en fast fordelingsnøgle, et skøn eller ved anden fordeling.

    Anvendes samme anlæg til forsyning af både procesenergi og almindelig rumvarme/varmt vand opgøres den godtgørelsesberettigede andel som forholdet mellem på den ene side den mængde energi, som forbruges til procesformål, og på den anden side den samlede mængde fremstillede energi på anlægget, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 4, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 4, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 4.

    Målingen af energiforbruget til procesformål skal ske på det sted, hvor energien overgår til procesformål.

    Virksomheder, der er omfattet fritagelsesbestemmelserne for eget forbrug af energiprodukter, der er produceret på virksomhedens område, jf. mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 12, og gasafgiftslovens § 8, stk. 8, skal fordele dette energiforbrug efter reglerne i hhv. mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 13 og gasafgiftslovens § 8, stk. 9. Fordelingen skal ske efter reglerne i hhv. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5. nr. 4 og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 4.       

    CO2-afgift
    Ligeledes er det for at opnå godtgørelse af CO2-afgift en betingelse, at der sker en måling af den fremstillede mængde varme (energi) og forbruget af energi ved den tunge proces.

    Fordelingen af energiforbruget mellem tung og let proces kan dermed ikke ske på basis af en produktionsrelateret fordelingsnøgle, et skøn eller ved anden fordeling.

    Den del af energiforbruget, for hvilken der kan opnås godtgørelse af CO2-afgift, opgøres som forholdet mellem på den ene side den mængde energi, der anvendes til formål nævnt i proceslisten for tung proces, og på den anden side den samlede mængde fremstillede energi i anlægget, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 3, 2. punktum.

    Anvendes samme anlæg til forsyning af både tung proces, let proces og rumvarme/varmt vand, anvendes først reglerne om fordeling mellem rumvarme/varmt vand og proces, derefter opdeles procesdelen mellem tung og let proces efter den beskrevne metode.

    Målingen af energiforbruget til tung proces skal ske på det sted, hvor energien overgår til den tunge proces.

    Eksempel
    Måling af energi til procesformål og placering af bimålere/fordelingsmålere i virksomheden kan illustreres ved denne skitse:

    Forbrug af elektricitet kan almindeligvis anses for procesenergi, medmindre der er tale om forbrug af elektricitet i vandvarmere og varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.

     Måling af elforbrug 
     Momsregistrerede producenter af varme, varmt vand og kulde, der leveres fra virksomheden, skal måle forbruget af elektricitet til nævnte formål.

    For øvrige momsregistrerede virksomheder er hovedreglen, at elforbrug, omfattet af retten til delvis afgiftsgodtgørelse (produktion af rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling), skal opgøres ved måling.

    Opgørelsen kan enten baseres på en måling af elforbrug omfattet af den delvise elafgiftsgodtgørelse, eller en måling af elforbrug til andre formål i virksomheden. 

    Opgørelse af elforbrug efter andre metoder end måling 
    Virksomheder, der ikke måler, kan i stedet vælge at opgøre forbruget omfattet af retten til delvis afgiftsgodtgørelse, ved at anvende en af følgende metoder:

    1. Den fremstillede mængde varme opgjort efter varmemåler, ganget med 1,1, og omregnet til kWh.
    2. Den installerede effekt ganget med 350 timer pr. måned.
    3. Den installerede effekt ganget med den faktisk målte driftstid.

    Det er dog en betingelse, at virksomheden kan godtgøre overfor SKAT, at den herved ikke får en større godtgørelse af elafgift end ved direkte måling af elforbruget.

    Denne betingelse indebærer bl.a., at virksomheder omfattet af elafgiftslovens bilag 1 (advokater, revisorer, forlystelsesvirksomheder mv.) som udgangspunkt skal opgøre den delvise afgiftsgodtgørelse på basis af en måling af elforbruget.

    Se i øvrigt F.6.3.2F.6.4.1 og F.6.6.

    Der er den 25. november 2011 offentliggjort et nyhedsbrev om ændringerne på SKATs hjemmeside med titlen Energiafgifter - ændrede regler for godtgørelse af energiafgifter fra 2012. 

    Eksempel
    Anvendelse af metode 2 kan illustreres ved følgende eksempel:

    For en radiator med en effekt på fx 800 Watt beregnes forbruget ved at gange effekten med 350 timer således: 800 W x 350 timer = 280.000 Watt-timer = 280 kWh pr. måned.

    Afgiften af 280 kWh skal opgøres for hver måned i året og herefter fradrages den elafgift, som virksomheden kan opnå godtgørelse for.

    Virksomheden kan i stedet for at anvende en af ovennævnte metoder til opgørelse af elforbrug i vandvarmere, elradiatorer mv. vælge at måle forbruget af elektricitet til andre formål i virksomheden.

    Fordeling af elforbrug mellem let proces og tung proces skal ligeledes baseres på en måling.

    Reversible varmepumper
    Reglerne for måling og fordeling af elforbrug i såkaldte reversible varmepumper er beskrevet nedenfor.

    Reversible varmepumper er udformet således, at de kan køle om sommeren (let proces) og varme om vinteren (rumvarme). Det er de samme enheder, der bruges i begge tilfælde, man foretager blot en omkobling af rørforbindelserne, således at energistrømmen vendes. Fordelingsmæssigt opstår der et problem ved, at den energi, der anvendes til køling skal betragtes som anvendt til proces, hvorimod den energi, der tilføres en varmepumpe skal henregnes til rumvarme. Hvis varme/kølefladen tilmed sidder i et ventilationsanlæg, der tager friskluft ind vil der i mange tilfælde findes en supplerende varmekilde, der kan være en elpatron, eller en vandbaseret varmeflade.

    Et anlæg kan typisk se ud som vist på vedhæftede skitse:

     

    Visning af billede: test 1 laha

     

    Fordeling af energiforbruget mellem rumvarme og proces kan foretages således:

    Ventilatoren er proces.

    Den supplerende varmeflade er rumvarme, og skal måles særskilt. Hvis det er en elpatron kan målingen foretages med en timetæller gange varmefladens kapacitet/effekt.

    Kompressorens energiforbrug, som både er anvendt til køling og til opvarmning fordeles ved direkte måling af energiforbruget i de to driftsformer.

    Fordelingen kan foretages ved at anvende en flertarifmåler med mindst to forskellige tariftællere. Ved hjælp af et styresignal kan man styre de to tariftællere, således at den ene tæller, når varmepumpen kører som køl, og den anden tæller, når varmepumpen kører som varme.

    Der findes målere med op til fire uafhængige tælleværker. Det er det samme forbrug, der måles hele tiden, men forbruget bliver registreret på forskellige tællere afhængig af hvilken kombination, der er på indgangssignalerne.

    Målerne anvendes hos alle forbrugere, der har flertarif afregning, og er derfor ikke en speciel enhed, men en normal lagervare hos forhandlerne. Når metoden anvendes skal man imidlertid sikre, at en simpel fejl (ledning der falder af) ikke medfører, at et forbrug der skulle registreres som rumvarme nu bliver registreret som proces. Dette kan sikres ved, at vælge fordelingen efter det der kaldes failing safe. Det vil sige, at en fejl bliver registreret enten som en fejl, eller ved at energiforbruget bliver registreret til den høje afgiftssats.

    Eksempel
    Eksempel på tilslutning af 4-tarif måler :

    Aktiv tarifIndgang 1Indgang 2Anvendelse
    Tarif 100Fejlmelding
    Tarif 210Varme incl. varmepatron
    Tarif 301Varme
    Tarif 411Køl

    Eksempel
    Eksempel på tilslutning af 2-tarif måler:

     

    Aktiv tarifIndgangAnvendelse
    Tarif 10Varme
    Tarif 21Køl

    Der må kun anvendes målere, hvor tælleværkerne ikke kan nulstilles. Styringen af omkoblingen skal monteres/indbygges på en sådan måde, at den ikke uden særlige tekniske indgreb kan ændres eller gøres uvirksom.

    Campingpladser og lystbådehavne
    Elektricitet, der videresælges til anvendelse i campingvogne og lystbåde mv., der ikke ejes af campingpladsen eller lystbådehavnen, er ikke godtgørelsesberettiget, se F.6.2.3.

    Videresalget af elektricitet skal som udgangspunkt dokumenteres ved direkte måling. I mange tilfælde vil måling af den samlede videresolgte mængde elektricitet kunne ske ved opsætning af bimåler på den eller de relevante grupper på campingpladsen eller lystbådehavnens eltavle. I nogle tilfælde vil disse eltavle-grupper dog også omfatte andre mindre forbrug på pladsen eller i havnen, eksempelvis belysning. Såfremt elnettets opbygning umuliggør en direkte måling af den videresolgte elektricitet, kan et sådant mindre godtgørelsesberettiget forbrug ansættes skønsmæssigt. Det forudsættes dog, at virksomheden kan sandsynliggøre størrelsen af det godtgørelsesberettigede elforbrug.

    Landsskatteretten har i 2 kendelser (SKM2005.91.LSR) og (SKM2005.544.LSR) taget stilling til rækkevidden af, hvornår et elforbrug kan fastsættes skønsmæssigt.

    Se SKM2007.562.VLR, om afgiftspligt af elforbrug i velfærdsbygninger og af pladsbelysning på campingplads, når det ikke godtgøres, hvilken del af det samlede elforbrug, der er forbrugt til godtgørelsesberettigede formål.

    Lovgivningen indeholder visse undtagelser fra hovedreglen for fordeling af energiforbruget. Undtagelserne omfatter

    • Kvadratmeterafgift ved virksomhedernes betaling af rumvarmeafgift, se F.6.8.4.
    • Opgørelse af forbrug af mindre end 50 GJ varmt vand, der kan ske ved andet end måling, se F.6.8.5.
    • Særregel for fordeling/måling af energi med en fremløbstemperatur på over 90 grader C (hedtvand og damp) og fordeling/måling, hvor det ikke-godtgørelsesberettigede forbrug udgør mindre end 10 pct. af den fremstillede mængde energi, se F.6.8.6.

    Måling - tilbagevirkende kraft
    Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 - med ikrafttræden den 1. juli 2004 - er energiafgifslovene forsynet med en bestemmelse, så virksomhederne på visse betingelser kan få afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft. Bemærk, at der ikke er ændret ved de grundliggende krav om måling for at få afgiftsgodtgørelse. Der er heller ikke ændret ved reglerne om standadsatser mv., f.eks. kvadratmeterafgift. 

    Bestemmelsen sigter på de tilfælde, hvor der i en periode ikke har været installeret målere i tilstrækkeligt omfang, eller hvor de installerede målere ikke har været monteret korrekt eller ikke har virket.

    Der kan også være tale om, at en virksomhed har installeret elvarmepaneler - som måske kun benyttes i kortere perioder af året - uden af virksomheden har målt elforbrug eller målt driftstiden i perioden.  

    • Lempelsen retter sig mod virksomheder, der har bestræbt sig på at følge reglerne, og
    • virksomheder, der hidtil har benyttet standardsatser, f.eks. kvadratmeterafgift, ved opgørelse af den andel af energiforbruget, som er medgået til opvarmning - og som i stedet beslutter sig for at opsætte målere eller virksomheder, der hidtil ikke har fratrukket energiafgifterne pga. manglende måling.

    Der gælder følgende betingelser for at foretage regulering af afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft:

    1) Regulering kan kun ske efter tilladelse fra SKAT.

    2) Regulering kan maksimalt ske for afgiftsperioder op til 3 år før den afgiftsperiode, hvori der først foretages korrekt måling.

    3) Regulering skal være baseret på en korrekt måling af mindst 12 måneders varighed. Virksomheden skal fremlægge månedsvise registreringer af målervisninger i den pågældende 12 måneders periode.

    4) Virksomhedens produktions- og afgiftsmæssige forhold skal som udgangspunkt være uændrede.

    5) Reguleringsbeløb under 10.000 kr. udbetales ikke, og ved udbetaling af reguleringsbeløb over 10.000 kr. fratrækkes 10.000 kr.

    6) Anmoder virksomheden om reguleringsbeløb på mere end 200.000 kr., skal anmodningen være attesteret af en revisor.

    Reglerne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 8, gasafgiftslovens § 10, stk. 8, elafgiftslovens § 11, stk. 8, kulafgiftslovens § 8, stk. 7 og kuldioxidafgiftslovens § 10, stk. 6.

    Med reglerne er det muligt at regulere beløbet 3 år tilbage fra det tidspunkt virksomheden anmoder om regulering med tilbagevirkende kraft. Reguleringen sker efter at virksomheden efter aftale med SKAT har målt energiforbruget i et år. Fx anmoder virksomheden om regulering den 1. januar 2005. Virksomheden måler energiforbruget i perioden 1. januar 2005 til 1. januar 2006. På grundlag af målingerne reguleres der 3 år tilbage fra 1. januar 2005 dvs. tilbage til 1. januar 2002. Hvis virksomheden har foretaget målingen, og først herefter fremsætter en anmodning om tilbagebetaling for tidligere perioder, er det ifølge L 81 vedtaget den 16. december 2005 stadig anmodningstidspunktet, der er afgørende for, hvor langt tilbage, der kan reguleres. Der kan også i den situation reguleres 3 år tilbage fra anmodningstidspunket.

    Et selskab fik, jf. SKM2008.872.LSR, mulighed for at anvende bestemmelsen i elektricitetslovens § 11, stk. 8, til at regulere elektricitets- og kuldioxidafgifterne for tidligere afgiftsperioder. Baggrunden for sagen var, at Skattecentret ved et kontrolbesøg havde konstateret, at der ikke var installeret målere i tilstrækkeligt omfang. Selskabet besluttede herefter at installere målere, således at det for fremtiden ville være muligt at opgøre skyldig elektricitetsafgift baseret på det faktiske forbrug, samt anvende disse månedsvist registrerede data for tidligere afgiftsperioder. Landsskatteretten tilsluttede sig selskabets formodning om, at bestemmelsen i elektricitetslovens § 11, stk. 8, kunne anvendes i et tilfælde som det foreliggende.

    Virksomheder kan - i stedet for at basere fordelingen af energiforbruget mellem rumvarme og procesformål ved måling - vælge at betale en rumvarmeafgift opgjort på basis af en standardafgift pr. m2 pr. måned.

    Afgiften udgør 10 kr. pr. m2 pr. måned. I perioden 1. januar 1999 til 31. december 2001 udgjorde afgiften 9 kr. pr. m2. Før 1. januar 1999 udgjorde afgiften 8 kr. pr. m2.

    For at anvende kvadratmeterafgiften er det en betingelse, at der benyttes samme forsyningsnet til både rumvarme og procesformål. Kravet om samme forsyningsnet gælder dog ikke for elbaseret varme.

    Virksomheders adgang til at benytte bestemmelsen om kvadratmeterafgift omfattede fra 1. januar 1996 opvarmning af et areal under 100 m2.

    Ved lov nr. 444 af 10. juni 1997 blev adgangen til at benytte kvadratmeterafgift udvidet til også at gælde for rumareal over 100 m2. For rumareal over 100 m2 er det dog en betingelse, at virksomheden kan sandsynliggøre, at en direkte måling ville medføre en større godtgørelse, dvs. at der skal mindst betales det samme i kvadratmeterafgift, som hvis afgiften af energi til rumopvarmning blev opgjort på grundlag af en egentlig måling. Især skal virksomheder, der bruger elektricitet til rumopvarmning, og virksomheder med et særligt stort forbrug af rumvarme, fx som følge af ventilation, være opmærksom på denne forudsætning.

    Hvis der til opvarmningen er anvendt andre varer, hvor virksomheden ikke har fået godtgjort afgiften, kan den betalte afgift modregnes i kvadratmeterafgiften.

    Virksomhedens betaling af afgift skal ske ved, at den beregnede samlede kvadratmeterafgift fradrages godtgørelsesberettigede energiafgifter.

    Beregningen og fradraget af kvadratmeterafgift skal vises i virksomhedens regnskab.

    Hvis virksomheden fx bruger fyringsgasolie ved fremstilling af varme, fradrages kvadratmeterafgiften forlods i den godtgørelsesberettigede olieafgift. Evt. overskydende kvadratmeterafgift fradrages i anden godtgørelsesberettiget energifgift.

    Kvadratmeterafgiften omfatter ikke forbrug af varmt vand i en virksomhed.

    Reglerne for virksomheders betaling af kvadratmeterafgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 6 og 7, kulafgiftslovens § 8, stk. 5 og 6, elafgiftslovens § 11, stk. 6 og 7 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 6 og 7. jf. stk. 11.

    Byretten fastslog i dom af 10. september 2010, at der i en sag, hvor der ikke var opsat en måler på arealet, ikke var hjemmel til at opgøre afgiften på grundlag af en beregning af det faktiske forbrug. Det var i den forbindelse uden betydning, om et eller flere rum ikke aktuelt havde været opvarmet med den eller de installerede radiatorer på noget tidspunkt i perioden, eller om radiatorerne kun havde været benyttet i en del af perioden. Endelig blev det fastslået, at Bygnings- og Boligregistrets (BBR) arealoplysninger skal lægges til grund ved opgørelsen i henhold til elektricitetsafgiftsloven. Dommen kan ses på SKM2010.656.BR.

    Naturgas og bygas
    For varme, der er fremstillet på anlæg, hvor der i perioder af mindst én måneds varighed udelukkende er brugt naturgas, udgør afgiften pr. m2 følgende pr. måned:
    1. januar år200020012002 og fremover
    Kvadratmeterafgift pr. måned i kr.160x9
    202
    196x9
    202
    10

    For bygas - omfattet af de særlige regler som nævnt ovenfor for naturgas - udgør afgiften pr. m2 følgende pr. måned:

    1. januar år2000200120022003200420052006
    Kvadratmeter-
    afgift pr. måned i kr.
    38x9
    202
    68x9
    202
    99x10
    202
    125x10
    202
    150x10
    202
    177,2x10
    202
    10

    Reglerne fremgår af naturgasafgiftslovens § 10, stk. 11.

    Forsyner samme ledningsnet virksomheden med varmt brugsvand og varmt vand til procesformål kan forbruget af varmt vand fastsættes ved andet end en måling, når det faktiske forbrug er mindre end 50 GJ årligt jf. mineralolieafgiftslovens § 11. stk. 7, kulafgiftslovens § 8, stk. 6, elafgiftslovens § 11, stk. 7 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 7.

    Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 444. af 10. juni 1997.

    Det er en betingelse for at anvende metoden, at virksomheden kan sandsynliggøre, at en direkte måling ville medføre en større godtgørelse, dvs. at der skal mindst betales det samme i afgift som ved direkte måling.

    Som en tommelfingerregel kan der regnes med et forbrug på 0,2 GJ varmt vand pr. måned pr. ansat. Hvis det varme vand også bruges til badning, skal der regnes med et større forbrug pr. ansat.

    Bagatelgrænse
    Der kan ved opgørelse af forbrug af varmt vand til andet end procesformål ses bort fra en enkelt varmt-vandshane på et procesnet, hvis der kun lejlighedsvis bruges varmt vand.

    Baggrunden for bagatelgrænsen fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 218; § 1, nr. 14: "almindelig konduite vil dog stadig foreskrive, at en enkelt varmtvandshane på et procesnet, der kun helt lejlighedsvis benyttes, henregnes til procesformål, uanset om forbruget strengt taget burde beskattes som rumvarme."

    Hovedreglen er, at der skal ske måling af det energiforbrug, hvor virksomheden kan opnå den højeste godtgørelse, se F.6.8.1.

    Ved fordeling mellem rumvarme/varmt vand og procesformål kan der ses bort fra hovedreglen i følgende tilfælde:

    1. Anlæg, hvor fremløbstemperaturen er over 90 grader C (hedtvandsanlæg og dampanlæg).
    2. Andre anlæg, hvor det ikke-godtgørelsesberettigede energiforbrug (rumvarme/varmt vand) udgør under 10 pct. af den samlede fremstillede mængde energi.
    3. Andre anlæg, hvor det ikke-godtgørelsesberettigede energiforbrug udgør mindre end 200 GJ årligt. Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 - med ikrafttræden den 1. juli 2004.

    Reglerne herom fremgår af mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 5, nr. 4, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 4.

    Virksomheden kan - i henhold til afgiftslovgivningen - vælge mellem at opgøre brændselsandelen, der anvendes til ikke-godtgørelsesberettigede formål, enten

    a) som forholdet mellem på den ene side den målte mængde energi, som forbruges til rumvarmeformål, og på den anden side den samlede mængde fremstillede energi på anlægget, eller

    b) at opgøre brændselsforbruget til ikke godtgørelses-berettigede formål direkte. Den direkte opgjorte mængde sker ved måling af forbruget omfattet af rumvarmereglerne, divideret med energiindholdet i de indfyrede brændsler, jf. oversigten nedenfor. Den herved beregnede mængde divideres derefter med anlæggets virkningsgrad.

    Oversigt over brændsler energiindhold:

    Spildolie40,4 MJ/kg
    Fyringstjære6,4 MJ/kg
    Gas- og dieselolie35,9 MJ/l
    Petroleum34,8 MJ/l
    Fuelolie40,4 MJ/kg
    LPG46,0 MJ/kg
    Raffinaderigas52,0 MJ/kg
    Stenkul25,2 GJ/t
    Koks28,9 GJ/t
    Jordoliekoks31,4 GJ/t
    Brunkulsbriketter og brunkul18,3 GJ/t
    Benzin32,9 MJ/l
    Halm14,5 MJ/kg
    Træaffald14,7 MJ/kg
    Andet affald9,4 MJ/kg
    Naturgas39,6 MJ/Nm3
    Biogas19,7 MJ/Nm3
    Forgasningsgas4,0 MJ/Nm3

    MJ = megajoule

    GJ = gigajoule

    NM3 = normal kubikmeter

    Virkningsgraden er for gasfyrede anlæg 0,90, for oliefyrede anlæg 0,85 og for andre anlæg 0,80. De nævnte virkningsgrader skal anvendes, dvs. at der ikke er mulighed for at bruge beregnede virkningsgrader (fx kedelproducentens oplysning om virkningsgrad).

    Den resterende mængde brændsel henregnes til den godtgørelsesberettigede del (proces).

    Det tillades, at opgørelsen beregningsteknisk i stedet kan ske ved, at der foretages en beregning af kedlens samlede produktion. Kedlens samlede produktion skal beregnes på baggrund af det indfyrede brændsels energiindhold og kedlens virkningsgrad. Der kan herefter ske en opgørelse på samme måde som nævnt under metode a.

    Tillæg til rumvarmeforbrug på 10 pct.
    Hvis målingen af energiforbruget til rumvarme/ varmt vand ikke sker i umiddelbar nærhed af anlægget, der fremstiller varmen, skal rumvarme/varmt vand ved begge metoder tillægges yderligere 10 pct. (ledningstab), eller hvis ledningstabet fra kedlen til radiatoren registreres ved måling, det faktisk målte ledningstab.

    CO2-afgift - særregel
    Ved fordeling af energiforbrug mellem tung og let proces i relation til CO2-afgiften anvendes de samme principper/metoder, som nævnt ovenfor, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 3. Dvs., måle energiforbruget til let proces og derefter enten beregne brændselsforbruget for let proces indirekte eller direkte.

    For virksomheder med andre anlæg end hedtvandsanlæg eller dampanlæg er anvendelse af særreglen betinget af, at mindst 90 pct. af det godtgørelsesberettigede forbrug er til tung proces.

    Hvis målingen ikke sker i umiddelbar nærhed af anlægget, der fremstiller varmen, skal det målte forbrug til let proces tillægges 10 pct. - jf. ovenfor om 10 pct. tillæg til rumvarmeforbrug.

    Den resterende mængde brændsel henregnes til tung proces.

    Eksempler
    Principskitse over måling af energi til rumvarme fremstillet på basis af damp:

    Skitse over måling af energi til rumvarme (almindeligt varmtvandsanlæg), hvor der bruges mindre end 10 pct. af den fremstillede energi til rumvarme:

    Hvis der i en virksomhed udelukkende skal ske fordeling af energiforbrug til privat og erhvervsmæssig anvendelse, kan fordelingen ske skønsmæssigt, dvs. uden konkret måling.

    Der er derfor ikke krav om, at der skal ske måling af energi i relation til privatforbrug, hvis der udelukkende skal skelnes mellem energi til privatforbrug og til erhverv.

    Den skønsmæssige fordeling kan tage udgangspunkt i de standardsatser, som anvendes ved skatteansættelsen af privatforbrug.

    Hvis der er fastsat et større forbrug som privatforbrug end nedenstående standardsatser for 1-familiehuse, er det i stedet dette forbrug, der skal lægges til grund.

    Den private andel af elektricitet og varme beregnes på grundlag af følgende årlige forbrug: 

    Elforbrug
    80 kWh pr. m2 til opvarmning
    3.000 - 3.600 kWh til varmt vand for 1-4 personer
    2.000 kWh til lys og husholdning for lejligheder
    4.000 kWh til lys og husholdning for parcelhuse

    Olieforbrug
    For et 1-familiehus på 120-130 m2 fastsættes olieforbruget til 2.500 liter.

    Gasforbrug
    For et 1-familiehus på 120-130 m2 fastsættes gasforbruget til 2.200 m3.

     

    Ved fordeling af energiforbrug mellem procesformål og rumvarme/varmt/vand eller mellem tung proces og let proces anvendes almindelige gængse målere. Krav til målere er nærmere omtalt i F.6.13.

    Det er virksomhedens ansvar, at installerede bimålere/fordelingsmålere virker rigtigt. Virksomheden skal straks sørge for, at defekte målere repareres eller udskiftes.

    Virksomheden skal ved byggetekniske tegninger eller på anden måde kunne vise, at målerne er placeret korrekt.

    Nedenfor er omtalt domme og kendelser i relation til måling af energiforbrug:

    Kendelse - energiforbrug - slagteri 
     Landsskatteretten har den 15. juni 2000 afsagt kendelse i en sag, hvor et slagteri havde opsat målere fra den 1. februar 1996, men hvor målingerne var behæftet med konkrete mangler p.g.a. en fejlagtig fortolkning af gasafgiftsloven.

    Kendelse: Retten fandt, at der på nævnte baggrund kunne godkendes en forholdsmæssig tilbagebetaling af afgifter for en skønsmæssig fastsat del af det godtgørelsesberettigede forbrug. Se TfS 2000,643.

    Kendelse - engroshandel
    Landsskatteretten har den 22. december 2000 afsagt kendelse i en sag, hvor en engroshandel for perioden 1996 - 1999 havde foretaget måling af det samlede elforbrug til både tilbagebetalingsberettiget (let proces) og ikke-tilbagebetalingsberettiget (rumvarme/varmt vand) formål.

    Kendelse: Retten fandt, at der alene kunne godkendes tilbagebetaling af elafgift efter bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 6. Retten fandt ikke, at der var hjemmel til at foretage en opgørelse på grundlag af de af repræsentanten i sagen foretagne beregninger.

    Kendelse - industrivirksomhed
    Landsskatteretten har den 13. september 1999 afsagt kendelse i en sag om manglende måling af energiforbrug i en industrivirksomhed i perioden fra 1. januar 1996 og indtil opsætning af målere den 1. juli 1998.

    Virksomheden havde i nævnte periode ikke efterlevet reglerne for opsætning af målere, herunder ikke ansøgt ToldSkat om tilladelse/dispensation til at basere forholdsmæssige fordelinger indtil 1. juli 1996, jf. § 11 i lov nr . 1102 af 20. december 1995.

    Kendelse: Retten fandt, at der ikke er grundlag for at yde godtgørelse for nogen del af energiafgiften og CO2-afgiften som procesformål, idet der først blev installeret målere i virksomheden den 1. juli 1998.

    Kendelse - elforbrug - produktions-/salgsvirsomhed
    Landsskatteretten har den 9. august 1999 afsagt kendelse i en sag, hvor en produktions- og salgsvirksomhed ikke for peroden fra 1. januar 1996 til 30. april 1999 havde opsat målere til måling af det elforbrug, der var medgået til rumvarme i virksomheden.

    Kendelse: Retten fandt henset til, at virksomheden ikke havde opsat målere, at tilbagebetaling alene kunne godkendes efter elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 6. Retten fandt ikke, at der efter 1. juli 1996 er hjemmel til at godkende en skønsmæssig foretaget fordeling af energiforbruget. Den omstændighed, at der senere er opsat målere, hvis udvisende kan dokumenteres, fandt retten ikke kunne ændre herved.

    Kendelse - elforbrug - kro
    Landsskatteretten har den 31. august 2001 afsagt kendelse i en sag, hvor en kro ikke havde foretaget særskilt måling af el i relation til forbruget af el til rumvarme, jf. SKM2002.76.LSR.

    Sagen drejede sig om hvorvidt elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 (installeret effekt multipliceret med 350 timer pr. måned) indebærer, at opgørelsen af elforbrug til rumvarme skal ske på årsbasis, eller om opgørelsen kun skal ske for de måneder, hvor opvarmningen fandt sted. Kroen har fremført, at værelserne har været udlejet i en periode på i alt 3 måneder om året, og at elforbruget medgået til rumvarme alene skal beregnes for den periode, hvor værelserne har været udlejet.

    Kendelse: Retten fandt, at bestemmelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 er en absolut beregningsregel, der ikke åbner mulighed for anvendelsen af skøn. Retten fandt således, at der ved beregningen af el medgået til rumopvarmning efter elafgiftslopvens § 11, stk. 5, nr. 3, skal ganges med det antal måneder, som virksomheden generelt er omfattet af reglerne om godtgørelse af elafgift, jf. elafgiftslovens § 11.

    Dom - elforbrug - grillforretninger
     Østre Landsret har den 18. februar 2004 afsagt dom i en sag, hvor to grillforretninger ikke havde opsat særskilte målere til måling af elforbrug til varme/varmt vand og til procesformål jf. SKM2004.166.ØLR.

    Sagen vedrørte godtgørelse af elafgift og CO2-afgift for to grillforretninger, der alene havde åbent i sommerhalvåret. Den afgiftspligtige gjorde gældende, at der efter elafgiftslovens § 11, stk. 5, var hjemmel til at foretage en skønsmæssig fordeling af elforbruget i et afgiftspligtigt forbrug til henholdsvis vandvarmere/rumopvarming og et fradragsberettiget forbrug til procesvarme samt at beregningen kunne foretages ud fra virksomhedernes konkrete åbningstid, og beregningerne skulle derfor ikke ske ud fra den periode, hvor den afgiftspligtige generelt var omfattet af reglerne.

    Landsretten bemærkede, at det påhviler den afgiftspligtige, der kræver tilbagebetaling af elafgiften, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldte. Elafgiftslovens § 11, stk. 5, opregner udtømmede de tre metoder, som kan anvendes ved opgørelsen af den elafgift, der ikke kan tilbagebetales efter lovens § 11, stk. 3.

    Landsretten fastslog, at der ikke er hjemmel til at foretage fordelingen af elforbruget og dermed elafgiften skønsmæssigt. Landsretten fastslog videre, at når afgifter efter elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, for så vidt angår bl.a. vandvarmere og anlæg beregnet til rumvarme kan opgøres på grundlag af den målte drifttid, kan denne driftstid ikke efter en almindelig fortolkning af bestemmelsernes ordlyd kunne forstås som forretningernes åbningtid. Det må derimod forstås som den målte tid, anlæggene har været i drift.

    Dom - elforbrug - udstillingshuse
     Vestre Landsret har den 8. marts 2004 afsagt dom i en sag om elforbrug i udstillingshuse. Dommen er offentliggjort i SKM2004.167.VLR. Virksomheden anvendte el til bl.a. opvarmning af seks udstillingshuse af forskellige typer, hvoraf tre var beliggende på Sjælland og tre i Jylland. Virksomheden havde ikke opsat måler, som kunne måle elforbruget til husene i Jylland. Sagen vedrørte, om elforbruget i udstillingshusene i Jylland, hvilket forbrug ikke berettigede til godtgørelse, kunne opgøres skønsmæssigt på baggrund af en syns- og skønserklæring, evt. om måling af elforbruget i husene på Sjælland kunne betragtes som en måling af forbruget i Jylland

    Landsretten fastslog, at virksomheden ikke havde aflæst elforbruget i udstillingshusene i Jylland for de relevante år, og virksomheden havde således ikke fulgt den opgørelsesmetode, der var fastlagt i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1. Da virksomheden ikke ønskede elforbruget opgjort efter lovens § 11, stk. 5, nr. 2, eller 3, og da der ikke var hjemmel til at opgøre elforbruget på andre måder, tiltrådte landsretten, at elforbruget blev opgjort efter elafgiftslovens § 11, stk. 6, dvs. beregning af afgiften pr. m2.

    Dommen er i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse.

    Kendelse - energiforbrug - befugtningsanlæg
    Landsskatteretten har den 9. november 2004 afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af naturgasafgift, olieafgift og CO2-afgift. Hvis der fra samme anlæg fremstilles såvel tilbagebetalingsberettiget som ikke-tilbagebetalingsberettiget rumvarme og varmt vand, kan der ske tilbagebetaling af en forholdsmæssig del af afgiften, såfremt en sådan kan opgøres. Den i sagen anvendte metode til beregning af energiforbruget til fordampning i et befugtningsanlæg opfyldte ikke energiafgiftslovgivningens krav om måling af det energiforbrug, der måtte være tilbagebetalingsberettiget. Som følge heraf var der ikke mulighed for tilbagebetaling. Landsskatteretten bemærkede herudover, at der ikke var taget stilling til spørgsmålet om det omhandlede forbrug rent faktisk var tilbagebetalingsberettiget. Kendelsen er offentliggjort i SKM2004.488.LSR.  

    Kendelse - elforbrug - havne
    Landsskatteretten har den 15. september 2004 afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af elafgift og CO2-afgift i to kommunale havne, jf. SKM2005.91.LSR. Opgørelsen af havnenes godtgørelsesberettigede elektricitetsforbrug kunne ske således, at der fra havnenes samlede elektricitetsforbrug efter måler fratrækkes det forbrug, der vedrører videresalg samt det forbrug, der er anvendt til rumvarme/varmt vand. Vedrørende den elektricitet, der har været videresolgt til fiskekuttere, skal opgørelsen ske efter de målinger, som havnene har foretaget, og vedrørende salget af elektricitet til lystbåde, der ikke har været målt, må opgørelsen af dette ske skønsmæssigt. Da der ikke var sket måling af den elektricitet, som var medgået til rumvarme/varmt vand må opgørelsen ske efter effektreglen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3.   

    Kendelse og dom - elforbrug - campingplads
    Landsskatteretten har den 18. oktober 2005 afsagt kendelse i en sag om den godtgørelsesmæssige stilling for elforbrug og vandforbrug på en campingplads, jf. SKM2005.544.LSR. Der kunne ikke ske godtgørelse af elektricitet- og vandafgift vedrørende energiforbrug i et udendørs badeanlæg ved en campingplads. Godtgørelse af godtgørelsesberettiget forbrug i velfærdsbygninger og til pladsbelysning mv. måtte forudsætte, at der var foretaget konkrete målinger af godtgørelsesberettiget og ikke godtgørelsesberettiget forbrug på campingpladsen. Sådanne målinger forelå ikke, og der var derfor ikke grundlag for at ændre myndighedernes afgørelse.

    Vestre Landsret har den 6. august 2007, jf. SKM2007.562.VLR, afsagt dom i sagen, der er omtalt under F.6.6.1

    Landsskatteretten har den 24. marts 2006 afsagt kendelse i en sag om afgift af naturgas anvendt til stilstandsvarme i hjælpedampkedel i forbindelse med produktion af elektricitet. Kendelsen er offentliggjort i SKM2006.298.LSR. Landsskatteretten fastslog, at kraftvarmeværket var berettiget til godtgørelse af energiafgifterne vedrørende energiforbruget anvendt til stilstandsvarme i forbindelse med produktion af elektricitet. Ved beregningen af den andel af det samlede forbrug af afgiftspligtig gas i hjælpedampkedlen, som er medgået til fremstilling af elektricitet, skal selskabet anvende en pro rata fordeling, jfr. gasafgiftslovens § 8, stk. 2 og kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 1, nr. 2.

    Reglerne vedrørende overskudsvarmeafgift fremgår af

    • mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9-13 og 15, § 11 b, stk. 3 og 4, § 11 c, stk. 3 og 4, § 11 d, stk. 7 og 8 samt § 7, stk. 13-16 
    • kulafgiftslovens § 8, stk. 8-12 og 14, § 8 b, stk. 3 og 4, § 8 c, stk. 3 og 4, § 8 d, stk. 7 og 8.  
    • elafgiftslovens § 11, stk. 9-14, § 11 d, stk. 3, § 11 e, stk. 5  
    • gasafgiftslovens § 10, stk. 9-12, § 10 b, stk. 3 og 4, § 10 c, stk. 3 og 4 og § 10 d, stk. 7 og 8 samt § 8, stk. 10 og 11.

    Virksomheder skal ikke betale afgift af varme fra procesformål, fx produktionsprocessen, motorer eller køleanlæg, der umiddelbart bidrager til opvarmning af det samme rum, som varmen dannes i.

    Udnyttelse af overskudsvarme fra procesformål
    Hvis varme eller varmt vand fra procesformål derimod udnyttes ved særlige installationer, skal der som hovedregel betales afgift af den nyttiggjorte overskudsvarme, der anvendes til rumvarme eller varmt vand. Det gælder fx varme og varmt vand fra procesformål, der nyttiggøres i rør- og radiatorsystemer til rumopvarmning eller varmt vand.

    Der skal endvidere betales afgift af varm luft fra procesformål, der direkte eller gennem direkte opvarmning af anden luft nyttiggøres ved særlige installationer til opvarmning af andre rum, end hvor den varme luft er nyttiggjort fra. Der skal derimod ikke betales afgift af nyttiggjort varm luft, der anvendes til opvarmning af det samme rum, som varmen kommer fra. Reglerne for betaling af afgift af overskudsvarme for varm luft er beskrevet i F.6.9.3.

    Hvis nyttiggørelsen har medført et øget forbrug af brændsel i de anlæg, hvor varmen nyttiggøres, ydes der ikke godtgørelse af afgift, medmindre det øgede forbrug skyldes en varmekilde indsat i overskudsanlægget, og at dette energiforbrug nøje kan opgøres.

    Energiafgifter
    Godtgørelsen af energiafgifter skal nedsættes med et beløb i kr. pr. gigajoule (GJ) overskudsvarme, der anvendes i virksomheden til rumopvarmning eller varmt vand. For varme, der afsættes fx til et varmeforsyningsselskab, nedsættes godtgørelsen dog højst med en procentdel af det samlede vederlag forvarmeleverancen. Ved det samlede vederlag forstås såvel det vederlag, som afregnes i forhold til den leverede mængde varme, som faste bidrag.

    Den daværende Told- og Skattestyrelse har i 1999 udarbejdet et notat om overskudsvarme, der afsættes, seF.6.9.5.

    Lov nr. 1564 af 21. december 2010
    Ved lov nr. 1564 af 21. december 2010 skete der en ændring af brændselsfordelingsreglerne på kraftvarmeområdet. V-formel 1,25 blev ændret til 1,20 og E-formel 0,65 blev ændret til 0,67.

    Dette indebærer, at en større mængde brændsel henføres til produktion af varme, som produceres på kraftvarmeværker.

    For at opretholde balancen i forhold til afgiften på kraftvarme er reguleringssatserne for overskudsvarme fra varme produceret på virksomhedens eget kraftvarmeanlæg forhøjet tilsvarende som virkningen af de nye brændselsfordelingsnøgler har i form af en højere afgift på varme fra kraftvarmeværker. 

    Ovennævnte ændringer ved lov nr. 1564 trådte i kraft den 1. juli 2011. De nye reguleringssatser skal dermed anvendes fra og med den 1. juli 2011.

    De nye reguleringssatser er indarbejdet i nedenstående to oversigter under overskriften Sats for overskudsvarme fra eget kraftvarmevarmeanlæg.  

    Lov nr. 625 af 14. juni 2011
    Ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 er der samlet set sket en lempelse af godtgørelsen af energiafgifter på erhverv i forhold til ændringerne ved lov nr. 527 af 12. juni 2009 (Forårspakke 2.0).

    Afgiftslempelsen i lov nr. 625 er trådt i kraft den 1. januar 2012.

    Da procesafgiften (den nedsatte afgiftsgodtgørelse) ved Forårspakke 2.0 blev indført den 1. januar 2010, skete der samtidig en nedsættelse af overskudsvarmeafgiften. Der gennemførtes således både en ny afgift (procesafgift) og lavere overskudsvarmeafgift.

    Lov nr. 625 af 14. juni 2011 indeholder, som tidligere nævnt, samlet set en lempelse af godtgørelsen af energiafgifter for momsregistrerede virksomheder.

    For at opretholde en uændret afgiftsmæssig stilling for overskudvarme efter lov nr. 625 er overskudsvarmesatsen blevet hævet. Forhøjelsen svarer til den skete lempelse af virksomhedernes betaling af procesafgift.

    Dette gælder både for den generelle sats for overskudsvarme fra procesformål og for satsen for overskudsvarme fra procesformål, der hidrører fra varme produceret på virksomhedens eget kraftvarmeanlæg.

    Der er derimod ikke sket ændringer af satserne for overskudsvarme fra landbrug, gartneri og lignende, fra virksomhed med mineralogiske processer mv. og fra raffinaderier.

    Det samme gælder for overskudsvarme, der afsættes, hvor overskudsvarmesatsen uændret er 32,5 pct. af det samlede vederlag for varmeleverancen.

    Der er den 25. november 2011 offentliggjort et nyhedsbrev om ændringerne på SKATs hjemmeside med titlen Energiafgifter - ændrede regler for godtgørelse af energiafgifter fra 2012.

    Overskudsvarme fra procesformål med almindelig procesgodtgørelse

    Generel sats
    For nyttiggjort overskudsvarme fra varme og varer omfattet af den almindelige ret til afgiftsgodtgørelse for energiforbrug til procesformål, udgør overskudsvarmeafgiften (nedsættelsen af afgiftsgodtgørelsen) følgende:

     

    01.01.1996 - 31.12.199842,50 kr./GJ
    01.01.1999 - 31.12.199947,50 kr./GJ
    01.01.2000 - 31.12.200150,00 kr./GJ
    01.01.2002 - 31.12.200752,50 kr./GJ
    01.01.2008 - 31.12.200853,45 kr./GJ
    01.01.2009 - 31.12.200954,41 kr./GJ
    01.01.2010 - 31.12.201052,80 kr./GJ
    01.01.2011 - 31.12.201153,90 kr./GJ
    01.01.2012 - 31.12.201251,60 kr./GJ
    01.01.2013 - 31.12.201351,50 kr./GJ 
    01.01.2014 - 31.12.201452,50 kr./GJ
    01.01.2015 - 31.12.201553,40 kr./GJ

    Reguleringsatsen er den samme for energiafgiften af olie, gas, kul og el.

    Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.

    Sats for overskudsvarme fra eget kraftvarmeanlæg
    For nyttiggjort overskudsvarme, der hidrører fra varme produceret på virksomhedens eget kraftvarmeanlæg, udgør overskudsvarmesatsen (nedsættelsen af afgiftsgodtgørelsen) følgende: 

    Bemærk: Anvendelse af satsen for overskudsvarme fra eget kraftvarmeanlæg er betinget af, at der er tale om overskudsvarme fra en produktionsproces, hvor varmen kommer fra en virksomheds eget "industrielle" kraftvarmeværk.

    Nedsættelsen af godtgørelsen (reguleringssatsen) udgør følgende:

     

    01.07.2002 - 31.12.200742,00 kr./GJ
    01.01.2008 - 31.12.200842,76 kr./GJ
    01.01.2009 - 31.12.200943,53 kr./GJ
    01.01.2010 - 31.12.201042,30 kr./GJ
    01.01.2011 - 30.06.201143,10 kr./GJ
    01.07.2011 - 31.12.201144,90 kr./GJ
    01.01.2012 - 31.12.201243,00 kr./GJ
    01.01.2013 - 31.12.201342,90 kr./GJ
    01.01.2014 - 31.12.201443,70 kr./GJ
    01.01.2015 - 31.12.201544,50 kr./GJ

    Satsen gælder for overskudsvarme baseret på olie, gas og kul.

    Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.

    Overskudsvarme fra landbrug, gartneri og lign., mineralogiske processer mv. samt fra raffinaderier

    Generel sats
    For nyttiggjort overskudsvarme fra varme og varer, fra virksomhed med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug, og pelsdyravl og fra virksomhed med mineralogiske processer mv. og overskudsvarme fra raffinaderier udgør nedsættelsen af godtgørelsen (reguleringssatsen) følgende:

     

    01.01.2010 - 31.12.201057,30 kr./GJ
    01.01.2011 - 31.12.201158,40 kr./GJ
    01.01.2012 - 31.12.201259,40 kr./GJ
    01.01.2013 - 31.12.201360,50 kr./GJ
    01.01.2014 - 31.12.201461,60 kr/GJ
    01.01.2015 - 31.12.201562,70 kr./GJ

    Nedsættelsen er den samme for energiafgiften af olie, gas, kul og el.

    Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.

    Sats for overskudsvarme fra eget kraftvarmeanlæg
    Nedsættelsen af godtgørelsen (reguleringssatsen) udgør følgende: 

     

    01.01.2010 - 31.12.201045,80 kr./GJ
    01.01.2011 - 30.06.201146,70 kr./GJ
    01.07.2011 - 31.12.201148,60 kr./GJ
    01.01.2012 - 31.12.201249,50 kr./GJ
    01.01.2013 - 31.12.201350,40 kr./GJ
    01.01.2014 - 31.12.201451,30 kr./GJ
    01.01.2015 - 31.12.201552,20 kr./GJ

    Satsen gælder for overskudsvarme baseret på olie, gas og kul.

    Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.

    Overskudsvarme, der afsættes
    For varme, der afsættes, udgør nedsættelsen dog højst 32,5 pct. af det samlede vederlag for varmeleverancen. Se endvidereF.6.9.5.

    Oversigt over pct.-satsen for overskudsvarme, der afsættes:

    01.01.1996 - 31.12.199842,5 pct. af vederlaget
    01.01.1999 - 31.12.200145,0 pct. af vederlaget
    01.01.2002 - 31.01.200747,5 pct. af vederlaget
    01.02.2007 og fremover32,5 pct. af vederlaget *)


    *) Nedsættelsen af pct.-satsen for overskudsvarme, der afsættes, skete ved lov nr. 1416 af 21. december 2005, der trådte i kraft den 1. februar 2007, jf. bekendtgørelse nr. 33 af 15. januar 2007.

    Nedsættelsen er den samme for energiafgiften af olie, gas, kul og el.

    Måling af overskudsvarme
    Der skal ske måling af den mængde overskudsvarme, som der skal svares afgift af efter ovennævnte regler.

    CO2-afgift (Ophævet pr. 31.12.2010)

    Bestemmelserne i CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4 om nedsættelse af godtgørelsen af CO2-afgift ved nyttiggørelse af overskudsvarme fratung proces er ophævet med virkning fra 1. januar 2010. Dette indebærer, at der fra 1. januar 2010 ikke længere skal "betales CO2-afgift" af overskudsvarme, der nyttiggøres af kvoteomfattede og ikke-kvoteomfattede virksomheder. 

    Regler før 1. januar 2010

    Efter samme regler som for energiafgiften nedsættes godtgørelsen af CO2-afgift af procesenergi, når der er tale om nyttiggjort overskudsvarme fra tung proces, jf.CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4.

    Oversigt over satsen for overskudsvarme udtrykt i kr. pr. GJ:

    01.01.1996 - 31.12.20077,50 kr./GJ
    01.01.2008 - 31.12.20087,64 kr./GJ
    01.01.2009 - 31.12.20097,77 kr./GJ

    Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 skete der med virkning fra 1. juli 2002 en nedsættelse af satsen for procesoverskudsvarme fra industriel kraftvarmeproduktion, hvormed godtgørelsen skalreduceres. Nedsættelsen var fra 7,50 kr. pr. GJ varme til 6,00 kr. pr. GJ varme. Bemærk: Nedsættelsen er betinget af, at der er tale om overskudsvarme fra en produktionsproces, hvorvarmen kommer fra en virksomheds eget "industrielle" kraftvarmeværk.

    Oversigt over satsen for overskudsvarme udtrykt i kr. pr. GJ:

    01.07.2002 - 31.12.20076,00 kr./GJ
    01.01.2008 - 31.12.20086,11 kr./GJ
    01.01.2009 - 31.12.20096,22 kr./GJ

    For varme, der afsættes, udgør nedsættelsen dog højst 7,5 pct. af det samlede vederlag for varmeleverancen. Se endvidereF.6.9.5.

    Virksomheden skal beregne den nedsatte godtgørelse. Beløbet skal modregnes i den afgift, som virksomheden ellers kan få godtgjort til procesformål i den samme periode.

    Der skal alene beregnes/betales afgift af overskudsvarme, der anvendes i virksomheden som rumvarme/varmt vand. Der skal således ikke betales afgift af overskudsvarme, hvis overskudsvarmen anvendes til procesformål, som der ydes godtgørelse af energiafgiften for.

    Virksomheden skal kun betale afgift af nyttiggjort overskudsvarme til eget forbrug af rumvarme i virksomheden i perioden 1. oktober - 31. marts, dvs. oktober, november, december, januar, februar og marts. Det samme gælder for internt forbrug af varmt vand, der er fremstillet af overskudsvarme. Denne bestemmelse blev indsat i afgiftslovene ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

    For varme, der afsættes, skal der betales afgift af overskudsvarmen hele året.

    Kvadrameterafgift- eget forbrug af overskudsvarme
    I stedet for at betale afgift af overskudsvarme baseret på en måling kan virksomheden vælge i stedet at betale overskudsvarmeafgift af eget forbrug på basis af en standardsats pr. m2 pr. måned efter areal (kvadratmeterafgift), seF.6.8.4. Ovennævnte lempelse for betaling af overskudsvarmeafgift gælder også her. Kvadratmeterafgiften skal dermed kun betales i vinterhalvåret.

    Standardsatsen udgør 10 kr. pr. m2 pr. måned. I perioden 1. januar 1999 - 31. december 2001 udgjorde satsen 9 kr. pr. m2. Før 1. januar 1999 udgjorde satsen 8 kr. pr. m2.

    Kvadratmeterafgiften omfatter ikke internt forbrug af varmt vand, der er fremstillet af overskudsvarme.

    Eldrevne varmepumper
    Hvis nyttiggørelsen sker ved eldrevne varmepumper, hvortil virksomheden ikke kan få godtgørelse af elafgiften af elforbruget, nedsættes godtgørelsen kun for den del af den nyttiggjorte varme, der overstiger 3 gange elforbruget i varmepumpen, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, kulafgiftslovens § 8, stk. 8, elafgiftslovens § 11, stk. 9, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 9 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4.

    Eksempel

    Dette kan illustreres ved følgende eksempel:

    Elforbrug i varmepumpe:1.000 kWh
    3 * 1.000 kWh =3.000 kWh
      
    Omregnet til energiindhold (1 MWh = 3,6 GJ): 
      
    3.000 kWh : 1.000 = 3 MWh * 3,6 GJ =10,8 GJ
      
    Nyttiggjort varme målt ved udgang fra varmepumpe:15,0 GJ
    - Elforbrug * 3 =10,8 GJ
    Reduktion i godtgørelsen for:4,2 GJ

    Overskudsvarme baseret på flere brændsler
    I det omfang den nyttiggjorte varme eller varmt vand delvis er fremstillet ved andet end afgiftspligtige brændsler eller afgiftspligtig el, nedsættes godtgørelsen for en forholdsvis mængde varme.

    Den forholdsvise nedsættelse opgøres som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i de brændsler, som der ydes godtgørelse for, og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede brændsler mv.

    Reglerne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 10, kulafgiftslovens § 8, stk. 9, elafgiftslovens § 11, stk. 10 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 10.

    Er der fx indfyret 2.000 GJ træ og 2.000 GJ olie i en proces, som der ydes godtgørelse for, og der efterfølgende nyttiggøres 1.000 GJ varme, nedsættes godtgørelsen af energiafgiften med 2.000 GJ/4.000 GJ * 1.000 GJ * 51,60 kr./GJ (sats for 2012) = 25.800 kr.

    Hvis overskudsvarmen nyttiggøres fra en tung proces, skal der ske en tilsvarende fordeling ved opgørelse af, hvad der skal betales i CO2-afgift af overskudsvarmen.

    Særlig for naturgas og bygas (ophævet pr. 31.12.2007)
    Indtil 1. januar 2008 var der særlige beregningsregler for overskudsvarme af naturgas og bygas, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 11.

    Bestemmelsen er bortfaldet ved § 3, nr. 9 i lov nr. 1536 af 19. december 2007 (indeksering af energiafgifterne), der trådte i kraft den 1. januar 2008.

    Reglerne i gasafgiftslovens § 10, stk. 11 indtil 1. januar 2008 er beskrevet nedenfor. 

    For nyttiggjort overskudsvarme, der stammer fra anlæg, hvor der i perioder af mindst én måneds varighed udelukkende er brugt naturgas, udgjorde nedsættelsen af godtgørelsen af energiafgiften følgende, jf. naturgasafgiftslovens § 10, stk. 11:

    Periode

    1.1.20001.1.20011.1.2002 1.2.2007 til 31.12.2007 
    Overskudsvarme-
    afgift pr. Gj i kr.
    160x50,00
    202
    196x50,00
    202
     52,5052,50
    Overskudsvarme-
    afgift max i pct. af
    vederlag (overskudsvarme, der afsættes
    160x45%
    202
    196x45%
    202
     47,5%32,5%

     

    For bygas, omfattet af de særlige regler, beregnes overskudsvarmeafgiften efter dette skema:

    Periode

    1.1.20001.1.20011.1.20021.1.20031.1.20041.1.20051.1.2006 1.2.2007 til 31.12.2007
    Overskuds-
    varme-afgift
    pr. Gj i kr.
    38x50,00
    202
    68x50,00
    202
    99x52,50
    202
    125x52,50
    202
    150x52,50
    202
    177,2x52,50
    202
    52,50 52,50
    Overskuds-
    varmeafgift max i pct. af
    vederlag (overskudsvarme, der afsættes) 
    38x45%
    202
    68x45%
    202
    99x47,5%
    202
    125x47,5%
    202
    150x47,5%
    202
    177,2x47,5%
    202
     47,5%32,5%

     

    Vælger virksomheden at betale afgift af overskudsvarme på basis af kvadratmeterafgiften udgør afgiften pr. m2 følgende pr. måned for naturgas:

    1. januar år200020012002 og fremover
    Kvadratmeterafgift pr. måned i kr.160x9
    202
    196x9
    202
    10

    For bygas udgør den tilsvarende afgift pr. m2 følgende pr. måned:

    1. januar år2000200120022003200420052006 og fremover
    Kvadratmeter-
    afgift pr. måned i kr.
    38x9
    202
    68x9
    202
    99x10
    202
    125x10
    202
    150x10
    202
    177,2x10
    202
    10

     

    I perioder, hvor der er anvendt flere eller andre brændsler end naturgas i ét anlæg, skal der betales afgift af overskudsvarme efter de almindelige overskudsvarmeregler.

    For virksomheder, hvis overskudsvarme hidrører fra såvel anlæg, der er baseret på naturgas, som anlæg baseret på andre brændsler end naturgas, gælder den reducerede nedsættelse kun for den overskudsvarme, der hidrører fra det eller de naturgasbaserede anlæg.

     

    Overskudsvarmereglerne for udnyttelse af varm procesluft fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 11 og 12, kulafgiftslovens § 8, stk. 10 og 11, elafgiftslovens § 11, stk. 11 og 12 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 11 og 12.

    Opvarmning af samme rum
    Der skal ikke betales afgift af nyttiggjort varm luft, der anvendes til opvarmning af det samme rum, som varmen kommer fra.

    Dette gælder uanset, om nyttiggørelse er sket ved almindelig ventilation (udsugning ved anlæg monteret i loft eller væg) fra et rum, hvor der foregår en proces, eller om der er tale om et udsugningsanlæg, der er centreret omkring selve processen, men hvor der også foregår udsugning af anden varme (emhættemodellen). Det er endvidere uden betydning, om den nyttiggjorte varme føres tilbage til det samme rum ved opvarmning af anden luft i et ventilationssystem, eller om varmen føres tilbage til rummet i væskeform, fx som radiatorvarme.

    Hvis der er tale om varm luft udelukkende fra procesformål, fx varm luft ved udsugning fra selve produktionsprocessen, hvor der ikke samtidig sker udsugning af anden luft, skal der betales afgift af overskudsvarmen, hvis den i forbindelse med nyttiggørelsen gøres væskebaseret.

    Opvarmning af andre rum
    Er der gjort en aktiv indsats for at udnytte den varme procesluft i andre rum, fx i form af en rørføring, skal der betales afgift af overskudsvarme af den luftbaserede overskudsvarme.

    Da det kan være vanskeligt at opgøre energiindholdet i luft ved måling, kan beregningen ske på grundlag af energiforbruget (dvs. elektriciteten) i de anlæg, som transporterer luften til andre rum. Anvendes fx en ventilator til at puste varm luft ind i et ventilationssystem, som opvarmer virksomhedens øvrige lokaler, kan mængden af overskudsvarme opgøres som 2 gange ventilatorens elforbrug.

    Dette kan illustreres ved følgende eksempel:

    Elforbrug i ventilator: 
    Overskudsvarme: 2 * 3.000 kWh =6.000 kWh
    Omregnet til GJ (1 kWh = 0,0036 GJ): 
    6.000 kWh * 0,0036 GJ/kWh =21,6 GJ
    Afgift af overskudsvarme: 
    21,6 GJ * 51,60 kr./GJ (sats for 2012) =1.114,56 kr.

    Energiindholdet kan dog også opgøres ved konkret måling af den varme luft.

    Udnyttes procesluften ved en varmeveksler, så der er én ventilator, som puster/suger procesluften ud, og en anden, som transporterer den friske luft ind, er det alene elforbruget til den ventilator, som transporterer den friske luft ind, der skal anvendes som beregningsgrundlag.

    Når beregningen sker ved at anvende metoden for 2 gange energiforbruget, og en del af den varme luft efterfølgende anvendes til opvarmning af væsker, medregnes denne opvarmning af væsker i rør- og radiatorsystemer som nyttiggjort varme efter de almindelige regler for nyttiggørelse af overskudsvarme. Samtidig modregnes denne opvarmning i det beregnede energiindhold i den varme luft.

    Transporterer de pågældende anlæg også luft, der ikke er omfattet af reglerne om nyttiggjort overskudsvarme, kan beregningen baseres på en forholdsmæssig andel. Andelen opgøres som den andel af det samlede energiforbrug i de pågældende anlæg, som svarer til forholdet mellem på den ene side mængden af luft omfattet af overskudsvarmereglerne, og på den anden side den totale mængde transporteret luft.

    Forbrug af leveret overskudsvarme
    Virksomheder, der får leveret overskudsvarme fra en anden virksomhed, kan opnå godtgørelse af afgiften på overskudsvarmen efter samme regler som for den indirekte afgiftsbelastning for almindelig fjernvarme, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 15, kulafgiftslovens § 8, stk. 14, elafgiftslovens § 11, stk. 14 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 15.

    Genindvinding af rumvarme er som hovedregel ikke omfattet af overskudsvarmereglerne, idet det typisk må antages, at der er betalt rumvarmeafgift af selve opvarmningen. I de tilfælde hvor der indvindes varme fra rum, som opvarmes ved, at processen direkte afgiver varme, skal der dog betales afgift af den overskudsvarme, som indvindes og forbruges andre steder.

    Er rummet også opvarmet med fx varme fra et oliefyr, kan denne mængde varme modregnes i den afgift af overskudsvarme, der beregnes af den genindvundne varme. Varmen pålægges dermed ikke rumvarmeafgift to gange.

    Princippet for den nævnte behandling af indvunden rumvarme kan illustreres ved følgende eksempel:

    I et støberi er der i forbindelse med udluftningen monteret et anlæg til genindvinding af varme i form af en varmeveksler, hvor den varme procesluft opvarmer frisk luft. Varmen forbruges i administrationsbygningen.


    Til at sende luften gennem anlægget og over til administrationsbygningen bruger ventilatoren 250 GJ årligt. Virksomheden har valgt ikke at måle opvarmningen af luften direkte og fastsætter derfor den udnyttede varme til 500 GJ (2 x ventilatorens elforbrug).


    Støbelokalet opvarmes også med et oliefyr. Varmeforbruget i radiatorerne er årligt 100 GJ. Denne mængde varme kan modregnes i den energimængde, som ligger til grund for beregningen af nedsættelsen af afgiftsgodtgørelsen. Grundlaget for nedsættelsen bliver i det aktuelle tilfælde dermed 400 GJ. Havde varmeforbruget i radiatorerne været over 500 GJ, var grundlaget blevet 0.

    Den daværende Told- og Skattestyrelse har i 1999 udarbejdet et notat om bl.a. grundlaget for beregning af afgift af overskudsvarme, der afsættes. Notatet har følgende indhold:

    "1. Overskudsvarme skal i denne sammenhæng forstås som varme, som udnyttes fra en produktionsproces. Det er således en ubetinget forudsætning for anvendelsen af de særlige regler, at udnyttelsen af overskudsvarmen ikke medfører et forøget brændselsforbrug.

    2. Overskudsvarmereglerne er sammenfaldende for de forskellige brændsler. Den særlige ordning for olie, kul og elektricitet for anlæg, hvor etableringen er påbegyndt før 6. april 1995, og hvortil der er søgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse af varmeleverancen inden samme dato, finder dog ikke anvendelse for naturgas.

    De udstedte tilladelser gælder kun så længe, der ikke er sket væsentlige ændringer i de faktiske forhold, som forelå ved udstedelsen af tilladelse til afgiftsgodtgørelse af varmeleverancen.

    Det er derudover ikke fundet relevant at beskrive disse regler nærmere i dette notat.

    3. Afgiften af overskudsvarmen beregnes ud fra den målte varmemængde. Denne mængde skal måles i forbindelse med nyttiggørelsen, dog senest når varmen forlader virksomhedens bygninger.

    4. Afgiften af overskudsvarme betales ved, at virksomhedens adgang til afgiftsgodtgørelse nedsættes. Afgiften udgør (i 1999) 47,50 kr. pr. Gigajoule (GJ). For varme, der afsættes til eksempelvis et fjernvarmenet, udgør nedsættelsen dog højest 45 pct. (1999-sats) af vederlaget for varmen.

    For naturgas reduceres afgiften og procentsatsen dog ud fra forholdet mellem afgiftssatsen i øre pr. Nm³ og 202, jf. naturgasafgiftslovens § 10, stk. 10. Brøken fremgår af Nyhedsbrev til alle momsregistrerede virksomheder, udsendt august 1999.

    Hvis varmen udnyttes fra en proces omfattet af bilaget til CO2-afgiftsloven (proceslisten), udgør afgiften af overskudsvarme 7,50 kr. pr. GJ. For varme, der afsættes, udgør nedsættelsen dog højst 7,5 pct. af vederlaget.

    Af forarbejderne til reglerne fremgår det, at der ved det samlede vederlag forstås såvel vederlag, som afregnes i forhold til den leverede mængde varme, som faste bidrag.

    Dette skal efter styrelsens opfattelse forstås således, at vederlaget omfatter alle omkostninger for varmeværket forbundet med leveringen af overskudsvarme fra virksomheden.

    Udgangspunktet for beregningen af vederlaget er den situation, hvor virksomheden har opsat et anlæg til nyttiggørelse af overskudsvarmen og derefter afsætter varmen til et varmeselskab. Der sker herefter betaling for varmen i forhold til leverancen. Ved overvæltning af overskudsvarmeafgiften bliver afgiften en del af vederlaget. Afgiftens maksimale andel af vederlaget skal dermed beregnes af vederlaget inkl. afgift.

    I nogle tilfælde betales der et fast bidrag, fx til administration eller til vedligeholdelse af anlægget. Dette bidrag skal fordeles på den årlige varmemængde, sådan at vederlaget kommer til at omfatte alle udgifter for varmeværket, ved at få varmen leveret til det sted, hvor leverancen anses for at ske. Dette følger af bemærkningerne til L 210 af 6. april 1995, vedtaget som lov nr. 418 af 14. juni 1995.

    5. Hvis investeringen i (og evt. driften af) anlægget til udnyttelsen af overskudsvarmen betales af varmeværket, og altså ikke af virksomheden, vil det vil typisk modsvares af, at der vil kunne aftales en lavere pris for varmen. De samlede omkostninger forbundet med, at der sker nyttiggørelse, er imidlertid de samme.

    Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmeværket afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeværket på et sted uden for virksomhedens produktionsbygninger, vil skulle indregnes i vederlaget. Begrundelsen for dette er, at i modsat fald ville fastlæggelsen af vederlaget for varmen blive afhængig af den kontraktmæssige fordeling mellem virksomheden og varmeværket af udgiften til nyttiggørelsen af varmen og ikke, som forudsat i lovgivningen, af den reelle pris, som varmeværket betaler for varmen i leveret stand."

    Skatterådet har truffet afgørelse i en sag om overskudsvarme, der foræres bort uden modydelse. Skatterådet bekræfter, at spørger kan forære 25 grader vand til en anden virksomhed, uden at det har afgiftsmæssige konsekvenser for spørger. Se SKM2010.737.SR.

     

    For virksomheder, der inden den 6. april 1995 har ansøgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse for varmeleverancer efter reglerne i den daværende lovgivning (mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, eller elafgiftslovens § 11, stk. 5), skal der ikke ske nogen nedsættelse af tilbagebetalingen/betaling af afgift af overskudsvarme, når varmen i henhold til tilladelsen afsættes af virksomheden fra et overskudsvarmeanlæg, som er påbegyndt etableret inden den 6. april 1995.

    Dette fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 13, kulafgiftslovens § 8, stk. 12 og elafgiftslovens § 11, stk. 13.

    Der er ingen lignende bestemmelse i naturgasafgiftsloven, idet der ikke var afgift på naturgas før den 1. januar 1996. Virksomheder, der afsætter overskudsvarme på basis af naturgas, skal derfor under alle omstændigheder betale afgift af overskudsvarmen.

    Det bemærkes dog, at hvis der er sket ændringer i de forhold, der forelå før den 6. april 1995 og dermed lå til grund for behandlingen af dispensationsansøgningen, så bortfalder tilladelsen, og dermed også virksomhedens adgang til at levere overskudsvarme uden afgift. Dette kan blive aktuelt, hvis der fx sker ændringer af overskudsvarmeanlæggets tekniske installationer mv., eller sker væsentlige produktionsomlægninger/-udvidelser mv. Almindelig nødvendig reparation af anlæg mv. kan dog udføres uden konsekvenser.

    Endvidere kan ændringer af kontraktmæssige forhold mellem leverandøren af overskudsvarme og varmeaftageren bevirke, at en tilladelse til afgiftsgodtgørelse bortfalder. Det gælder fx, hvis en virksomhed forpligter sig til at levere en vis mængde varme enten generelt eller i bestemte perioder uden hensyn til virksomhedens vareproduktion. Et konstateret merforbrug af energi, der ikke kan begrundes i vareproduktionen, har også betydning for muligheden for at opretholde en tilladelse til afgiftsgodtgørelse.

    Virksomheder, der ikke har den nævnte tilladelse, er omfattet af reglerne for betaling af overskudsvarmeafgift. Det bemærkes i øvrigt, at der skal betales afgift af et internt forbrug af overskudsvarme i virksomheden, selv om den har tilladelse til afgiftsgodtgørelse i forbindelse med leverancer af overskudsvarme.

    I de følgende afsnit omtales reglerne for godtgørelse af motorbrændstof generelt.

    Der ydes som hovedregel ikke godtgørelse af energiafgiften og CO2-afgift af olie, LPG-gas og naturgas, der bruges som motorbrændstof, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 2. punktum.

    Der ydes dog afgiftsgodtgørelse for varer, der bruges ved mark- og skovarbejde o.l., se F.6.10.2.

    Ved motorbrændstof forstås almindeligvis olie, autogas, flaskegas og naturgas, der anvendes som brændstof til drift af fx vare- og lastbiler, busser, traktorer, mejetærskere, entreprenørmaskiner og stationære motorer.

    Det samme gælder for olie, autogas, flaskegas og naturgas, der anvendes til drift af særlige aggregater, der er monteret på lastbiler, andre motordrevne køretøjer, trailere mv., - fx pumper, kraner, kompressorer og køleanlæg (kølemotorer).

    Eksempler på forbrug af motorbrændstof, hvor der ikke ydes afgiftsgodtgørelse:

    1. Drift af registrerede motorkøretøjer, fx person-, vare- og lastbiler.
    2. Drift af fx stationære motorer, kølemaskiner mv.
    3. Drift af entreprenørmateriel, herunder drift af materiel, der bruges ved dræning, grusgravning, udgravning til gylletank mv.
    4. Drift af traktorer mv., som bruges til andet arbejde end egentligt landbrugsarbejde mv., fx ved landbrugsvirksomheders snerydning for kommuner og drift af grusgrav.
    5. Transport af varer mellem landbrugsvirksomheder og korn- og foderstofforretninger, sukkerfabrikker mv. udført af andre end landbrugsvirksomheden selv, herunder transport af afgrøder, som en maskinstation høster for en landbrugsvirksomhed

    Vestre Landsret har, jf. SKM2009.263.VLR, truffet afgørelse i en sag om godtgørelse af mineralolieafgift anvendt som motorbrændstof. Virksomheden har anmodet om godtgørelse af mineralolieafgift og CO2-afgift for diesel forbrugt i en gyllepumpe monteret på en indregistreret lastbil med tank.

    Retten fandt, at der efter ordlyden i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 3.pkt., ikke kan ydes godtgørelse af mineralolieafgift eller CO2-afgift, når motorbrændstoffet anvendes i registreringspligtige motorkøretøjer. Der er ikke tilstrækkelige holdepunkter i forarbejderne, herunder i formålsbestemmelserne, for at fortolke bestemmelsen indskrænkende i forhold til dens ordlyd og placering i reglerne for tilbagebetaling af afgift af motorbrændstof, der udelukkende anvendes til jordbrug m.v. Forarbejderne anvender ikke specifikt en sondring mellem, om motorbrændstoffet anvendes til fremdrift af de registreringspligtige motorkøretøj, eller om det anvendes til et andet formål. Retstilstanden strider heller ikke imod det bagvedliggende EU-direktiv.

     

    Der ydes afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof, der anvendes ved momspligtige aktiviteter indenfor landbrug mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. 1. og 2. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, 1. og 2. punktum. Landbrugsdiesel er afgiftsmærket. Se nærmere under F.1 Bilag 2.

    Ved landbrug mv. forstås virksomheder indenfor jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl.

    Landbrugsvirksomheder mv. kan dog heller ikke opnå afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof, der anvendes i registrerede motorkøretøjer, fx person- og varebiler, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, sidste punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, sidste punktum.

    Eksempler på forbrug af motorbrændstof, hvor der ydes afgiftsgodtgørelse:

    1. Drift af fx traktorer, mejetærskere, arbejds- og motorredskaber ved mark- og skovarbejde, uanset om arbejdet udføres af en landbrugsvirksomhed eller af en maskinstation mv. Det bemærkes, at en traktor ikke er et motorkøretøj efter færdselsloven. Det er derfor uden betydning for adgangen til afgiftsgodtgørelse, om traktoren er registreret (forsynet med almindelige hvide nummerplader).
    2. Transport af afgrøder fra marken til driftsbygningerne, uanset om transporten udføres af en landbrugsvirksomhed eller en maskinstation mv.
    3. Landbrugsvirksomheders transport af egne varer, der er produceret i landbruget, bort fra ejendommen ved hjælp af virksomhedens traktorer. Der kan fx være tale om transport af grise, mælk eller roer med traktor til henholdsvis slagteri, mejeri og sukkerfabrik. Hvis andre end landmanden selv udfører transporten, skal der betales motorbrændstofafgift.

    Det bemærkes, at for forbrug omfattet af punkterne 1 og 2 er det aktiviteten, der er afgørende for, hvorvidt en virksomhed er berettiget til afgiftsgodtgørelse. Der skelnes dermed mellem primæraktiviteter (punkt 1 og 2) og transportopgaver (punkt 3).

    Der skal ikke betales energiafgift af det energiforbrug, der medgår til køling af kabiner i traktorer, mejetærskere m.m.

    Landsskatteretten har den 15. maj 2003, jf. SKM2003.244.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af mineralolieafgift. En landmand var ikke berettiget til godtgørelse af mineralolieafgift af olie forbrugt som motorbrændstof ved transport af indkøbt halm.

    Primæraktivitet ctr. transport 
    I 2000 blev det præciseret, at hvis der i forbindelse med transporten bort fra ejendommen skete rensning i forbindelse med læsningen, skulle rensningen anses for en del af transporten. Der kunne derfor alene ydes godtgørelse af motorbrændstof, som anvendtes til rensning og læsning, hvis aktiviteten blev foretaget af landmanden selv. Hvis rensningen skete uafhængigt af læsningen kunne aktiviteten anses for omfattet af de godtgørelsesberettigede aktiviteter i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, uanset hvem der foretog rensningen.

    Landsskatteretten har den 6. december 2002, jf. SKM2003.45.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof ved anvendelse af særskilt materiel i forbindelse med rensning og læsning af roer forinden transport til sukkerfabrikken. Landsskatteretten fandt, at det er den udøvende aktivitet, der er afgørende for, om der foreligger et godtgørelsesberettiget motorbrændstofforbrug. Der foreligger således ikke hjemmel til at foretage en sondring afhængig af, hvem der udfører en given aktivitet, der i øvrigt kan henregnes til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. pkt. Told- og Skattestyrelsen udstedte TSS-cirkulære 2003-10 om ændring af praksis og genoptagelse af sager om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof i forbindelse med rensning af roer mv. Told- og Skattestyrelsen udtstedte efterfølgende en rettelse til TSS-cirkulære 2003-10, jf. TSS-cirkulære 2003-37 - der var foranlediget af de ændrede fristregler på afgiftsområdet.

    Landsskatteretten har den 18. april 2005, jf. SKM2005.192.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof i særskilt læsse/rensemateriel i forbindelse med transport af kartofler. Efter en konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at det omhandlede forbrug er medgået til en aktivitet, hvorved der både foregår rensning og læsning. Henset til at læsseskovlen ryster jorden af, kan det ikke lægges til grund, at rensningen er sekundær i forhold til læsningen, idet der herved foregår en yderligere nødvendig rensning af kartoflerne. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klageren i overensstemmelse med SKM2003.45.LSR er berettiget til godtgørelse vedrørende det omhandlede forbrug, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. pkt.

    Indfangning og pakning af kyllinger, der sker i forbindelse med læsningen af kyllingerne m.h.p. transport til slagteriet, blev tidligere anset som en del af transporten, hvorfor der alene kunne ydes godtgørelse for motorbrændstof, som anvendtes til indfangning og pakning af kyllinger, hvis aktiviteten blev foretaget af fjerkræavleren selv. Landsskatteretten har med kendelse SKM2005.193.LSR gjort op med denne opfattelse. 

    Landsskatteretten har den 15. april 2005, jf. SKM2005.193.LSR, afsagt kendelse i en sag om indfangning, pakning, læsning og borttransport af kyllinger. Landsskatteretten fandt, at indsamling og pakning af kyllinger med særskilt materiel i form af en indfangningsmaskine skal anses som en primæraktivitet, der er et naturligt led i driften af et husdyrbrug. Den omstændighed, at det ikke er kyllingeproducenten, der står for aktiviteten kan ikke tillægges betydning i godtgørelsesmæssig sammenhæng. Energiforbruget, der er anvendt til at løfte tomme transportkasser af lastbilen og køre disse hen på indfangningsmaskinen, hvor de fyldes med kyllinger, hvorefter de fyldte kasser med kyllinger løftes op fra indfangningsmaskinen og hen på ladet af lastbilen, er læsning, der anses som en del af transportopgaven med at af-/og pålæsse den lastbil, der skal køre kyllingerne bort fra husdyrbruget og hen til slagteriet. Dette energiforbrug, der anvendes i en truck, er ikke godtgørelsesberettiget. Kendelsen medførte, at der blev udstedt et genoptagelsescirkulære, TSS-cirkulære 2005-14: Ændring af praksis og genoptagelse af sager om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof i forbindelse med indfangning og pakning af kyllinger mv. 

    Landsskatteretten har den 29. april 2003, jf. SKM2003.304.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof af et selskab, der drev virksomhed med losning af fisk og andre serviceaktiviteter for fiskere. Aktiviteten blev ikke anset for fiskerivirksomhed, ligesom transporten af fisk ikke var omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. Selskabet var derfor ikke berettiget til godtgørelse for olie- og CO2-afgift.

    En vognmandsvirksomhed, der udøver aktiviteter med blandt andet håndtering og transport af kartofler fra landmænd til kartoffelmelsfabrikker har jfr. SKM2007.614.LSR fået afslag på godtgørelse af olie- og CO2-afgift for olieforbrug, der vedrører transport af særskilt materiel beregnet til rensning og læsning af kartofler fra vognmandsvirksomheden ud til den landbrugsejendom, hvor rensningen og læsningen skal foregå

     

    Maskinstationer
    Der gælder særlige regler for maskinstationer, der både udfører almindeligt maskinstationsarbejde i form af markarbejde for landbrugsvirksomheder mv. og fx entreprenøropgaver, se F.6.12.

    Afgiftsgodtgørelse ved afprøvning af gasmotorer
    Der ydes afgiftsfritagelse for naturgas og bygas, der anvendes ved afprøvning af gasmotorer i forbindelse med produktionen af disse, jf. naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 3. punktum.

    Der kan dog stadig ikke opnås fradrag for afgift af naturgas, der anvendes ved afprøvning i forbindelse med vedligeholdelse af gasmotorer.

    Ved spørgsmål om hvornår der er tale om produktion, og hvornår der er tale om vedligeholdelse, vil blandt andet følgende momenter kunne pege i retning af, at der er tale om produktion:

    1. der er tale om en prototype,
    2. maskinen består fortrinsvis af nye dele, eller
    3. motoren tilvirkes hos producenten.

    Bestemmelsen, der trådte i kraft den 1. januar 2001, er indført ved lov nr. 1289 af 20. december 2000.

    Godtgørelse af CO2-afgift
    Hvis der efter ovennævnte regler kan gives godtgørelse af energiafgiften af motorbrændstof, kan der også gives godtgørelse af CO2-afgiften efter CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, jf. stk. 1, dvs. godtgørelse efter reglerne for let proces.

    Fra 1. januar 2005 er adgangen til godtgørelse af CO2-afgift for let proces bortfaldet, jf. lov nr. 462 af 9. juni 2004.

    Se F.1 Bilag 2 og SKM2008.520.LSR om ikke godkendt fradrag for afgift af farvet fyringsolie anvendt til rustbeskyttelse af værktøj.

    Der gælder særlige regnskabsregler for visse virksomheder, der benytter olie og gas som motorbrændstof.

    Omfattet er virksomheder, der både anvender farvede olieprodukter som motorbrændstof i køretøjer med videre til formål, der berettiger til godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, og til formål, der ikke giver adgang til godtgørelse (bortset fra forbrug i registrerede køretøjer).

    Reglerne fremgår af bekendtgørelse nr. 1406 af 4. december 2010, der er udstedt i medfør af mineralolieafgiftsloven.

    I det nugældende regelsæt for motorbrændstof er der tale om følgende typer af regnskaber:

    • Omsætningsfordeling, jf. bekendtgørelsens § 2
    • Forbrugsregnskab, jf. bekendtgørelsens § 2
    • Beholdningsregnskab, som kun er aktuelt for virksomheder med egen beholdning, jf. bekendtgørelsens § 3.

    Omsætningsfordeling
    Virksomhederne skal kunne dokumentere forbruget af farvede olieprodukter, der er anvendt til formål, der berettiger til godtgørelse efter mineralolieafgiftsloven. Dokumentationen skal ske ved at opgøre forbruget forholdsmæssigt på grundlag af en omsætningsfordeling.

    Virksomhederne skal opdele forbruget af farvede olieprodukter, der anvendes som motorbrændstof forholdsmæssigt.

    Opdelingen skal ske enten ved at opgøre

    • den del, der ikke kan tilbagebetales eller
    • ved at opgøre den del, der kan tilbagebetales.

    Virksomhederne skal måle forbruget af farvede olieprodukter til opvarmning. Olieforbruget til opvarmning indgår ikke i det forbrug, der skal fordeles.

    Forbruget af farvede olieprodukter, der anvendes som motorbrændstof, hvoraf der ikke kan ydes tilbagebetaling, kan opgøres forholdsmæssigt på grundlag af den del af omsætningen, hvortil der ikke kan ydes tilbagebetaling, og den samlede omsætning vedrørende aktiviteter, hvortil der anvendes farvede olieprodukter.

    Hvis der anvendes omsætningsfordeling til opgørelse af det godtgørelsesberettigede brændstofforbrug, skal der føres et regnskab over omsætningen, sådan at det er muligt at foretage en fordeling af omsætningen i aktiviteter, der kan gives godtgørelse for, og andre aktiviteter.

    Ved samlet fakturering af en arbejdsopgave, der både omfatter aktiviteter, der ydes godtgørelse for, og aktiviteter, der ikke ydes godtgørelse for, skal de enkelte aktiviteter specificeres i fakturaen.

    Virksomheder, der bruger omsætningsfordelingen som grundlag for opgørelsen af det fradragsberettigede brændstofforbrug, fritages for at føre et forbrugsregnskab for hvert enkelt driftsmiddel og aktivitet.

    Forbrugsregnskab - opgørelse for hvert køretøj
    Virksomhederne skal kunne dokumentere forbruget af farvede olieprodukter, der er anvendt til formål, der berettiger til godtgørelse efter mineralolieafgiftsloven. Dokumentationen skal ske ved at opgøre forbruget på grundlag af en konkret registrering og opgørelse af forbruget for hvert enkelt driftsmiddel.

    Virksomhederne skal tilrettelægge regnskabet over forbruget af farvede olieprodukter således, at det enten viser den mængde, der i virksomhedens afgiftsperiode efter momsloven kan

    • ske tilbagebetaling for eller
    • den del, der ikke kan ske tilbagebetaling for.

    Forbrugsregnskabet skal føres for hvert enkelt køretøj/driftsmiddel og skal indeholde oplysninger om

    • køretøjernes/driftsmidlernes aktiviteter
    • kilometertællerens eller driftstimetællerens udvisende ved begyndelsen af hver afgiftsperiode efter momsloven og ved hver påfyldning af motorbrændstof med angivelse af dato og mængde og
    • forbruget af motorbrændstof og arbejdsydelsens art for hver enkelt aktivitet.

    Anskaffes eller afhændes et køretøj i løbet af en momsperiode, oplyses i regnskabet anskaffelses- henholdsvis afhændelsesdatoen og køretøjets kilometertællerens udvisende på denne dato.

     

     

     

    Virksomheder, som har egen beholdning af olieprodukter, skal føre regnskab over tilgang, beholdning, udlevering og forbrug. Regnskabet over forbruget skal være tilrettelagt på en sådan måde, at der kan redegøres for mængden og anvendelse for hver udlevering.

    Virksomheder, som både har egen beholdning af svovlfri eller -fattig dieselolie eller gas og anden afgiftspligtig olie, skal holde produkterne adskilt.

    Produkter til motorbrændstof skal opbevares adskilt fra anden olie og gas, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2.

    Reglerne for, hvornår der kan opnås godtgørelse af afgiften af motorbrændstof, fremgår af bekendtgørelsens § 4.

    For motorbrændstof, der indkøbes udelukkende til brug for arbejde inden for landbrug mv., følger tidspunktet for godtgørelse af energiafgiften momsfradraget, dvs. at godtgørelse kan ske på købstidspunktet. Hvis virksomheden herefter anvender motorbrændstof til fyringsformål, som der ikke ydes godtgørelse for, skal afgiften indbetales/reguleres over momsangivelsen eller - hvis virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter - (anmodningsblanket 23.001) i takt med, at motorbrændstoffet anvendes til andre formål.

    Øvrige virksomheder kan ikke få godtgørelse af afgiften af motorbrændstof på købstidspunktet. For motorbrændstof, der bruges til formål, hvortil der ydes godtgørelse, fås godtgørelsen i takt med forbruget hertil, dvs. at forbrugstidspunktet er afgørende for tidspunktet for afgiftsgodtgørelsen, se F.6.11.

    Se nærmere i F.1. Bilag 2 om hvilke aktiviteter, der kan anvendes farvede olieprodukter til. 

    Motorbrændstof - grødeskæring
    Landsskatteretten har den 21. september 1998 afsagt kendelse i en sag om en virksomhed, der udførte arbejde med oprensning af åer og vandløb mv. for amter og kommuner (TfS 1998/794).

    Kendelse: Retten fandt, at virksomhedens aktiviteter med oprensning af grøfter og vandløb for det offentlige ikke er omfattet af bestemmelsen i momslovens § 66, stk. 1 (nu mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. punktum), eller kan anses for mark- og skovarbejde for en landbrugsvirksomhed.

    Motorbrændstof - skoventreprenør- virksomhed
    Landsskatteretten har den 28. april 2000 afsagt kendelse i en sag om en virksomhed, der udfører forskellige aktiviteter for skovejere - i form af afretning af vandløbskanter og profilering, dvs. gendannelse af oprindelige vandløbssider. Derudover forestår virksomheden oprensning, rensning af vandløb for tilløbet sand og mudder, opsamling af grene, blade og træ samt fjernelse af selvgroede vækster fra vandløbsbunden.

    Kendelse: Retten fandt, at det af virksomheden udførte arbejde med vedligeholdelse må anses for skovarbejde, der er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3.

    Skatteministeriets bemærkninger:
    Det præciseres, at arbejdesopgaver som fx nyetablering af vandløb, veje mv. i skove er entreprenørvirksomhed, der ikke kan henføres under mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3.

    Motorbrændstof - vognmandsforretning - herunder spørgsmål om berettiget forventning
    Landsskatteretten har den 23. november 1999 afsagt kendelse i en sag om forbrug af olie i en vognmandsforretning - til drift af en varebil.

    Kendelse: Retten fandt, at der ikke kan ske afgiftsgodtgørelse for forbruget af olie, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, nr. 1.

    Retten har derudover bemærket, at alene en positiv tilkendegivelse fra myndighederne kan bibringe en retsbeskyttet forventning. Den omstændighed, at regionen ikke har taget forholdet op til bedømmelse bl.a. i forbindelse med modtagelsen af momsangivelserne kan ikke skabe en berettiget forventning hos klager om, at der kan ske godtgørelse af olieafgift og CO2-afgift, heller ikke ved udbetaling til virksomheden i forbindelse med en negativ momsangivelse, som skyldes godtgørelse af olie- og CO2-afgift.

    Motorbrændstof - maskinstation - vedligeholdelse af dræningsarbejder for landmænd
    Landsskatteretten har den 13. juni 2003, jf. SKM2003.427.LSR, afsagt kendelse i en sag om en maskinstation, der udfører vedligeholdelse af dræningsarbejder for landmænd, herunder udskiftning af drænrør. Landsskatteretten fandt ikke, at maskinstationen var berettiget til godtgørelse af energiafgifterne for forbrug af olie forbrugt som motorbrændstof, idet de nævnte aktiviteter ikke kan karakteriseres som egentligt landbrugsarbejde.

    Der ydes ikke afgiftsgodtgørelse for benzin, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1.

    Dette gælder i alle tilfælde - også hvor benzinen anvendes ved aktiviteter omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. punktum.

    Der ydes dog afgiftsgodtgørelse for benzin, der anvendes efter reglerne i mineralolieafgiftslovens § 9, fx godtgørelse af benzin, der anvendes ved erhvervsmæssig sejlads, jf. lovens § 9, stk. 4, nr. 1 og 2, (fiskeri mv.), se F.1.5.3.

    Se bekendtgørelse nr. 1406 af 4. december 2010, §§ 5 og 6 om dokumentation for afgiftsgodtgørelse vedrørende benzin anvendt til sejlads og F.1.6.3.

    Der ydes ikke godtgørelse af afgift af karburatorvæske, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, sidste punktum.

     

    Lov nr. 524 af 17. juni 2008
    Ved lov nr. 524 af 17. juni 2008 er bestemmelserne om godtgørelse af afgiften af motorbrændstof til rutekørsel i mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 5 (bliver stk. 7), CO2-afgiftslovens § 7, stk. 5, nr. 3 og gasafgiftslovens § 9, stk. 1, ophævet. Ifølge bekendtgørelse nr. 836 af 18. august 2008 om ikrafttræden af dele af lov nr. 524 af 17. juni 2008 om ændring af momsloven og forskellige andre love er bestemmelsen trådt i kraft den 1. september 2008.

    Se flere oplysninger om ophævelsen af afgiftsgodtgørelsen i nyhedsbrevet "Ophævelse af afgiftsgodtgørelsen for brændstof til rutekørsel af 20. august 2008".

    Tidligere bestemmelser vedr. rutekørsel
     Efter mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 5, blev der indtil 1. september 2008 ydet afgiftsgodtgørelse for svovlfri- og fattig dieselolie, dvs. diesel med et svovlindhold på henholdsvis højst 0,001 pct. og 0,005 pct. og LPG-gas, der blev anvendt i personmotorkøretøjer, der med tilladelse efter lov om buskørsel eller efter Rådets forordning nr. 684/92 af 16. marts 1992 om fælles regler for international personbefordring med bus blev anvendt til rutekørsel.

    Tilsvarende blev der efter naturgasafgiftslovens § 9, stk. 1 ydet afgiftsgodtgørelse for naturgas til rutekørsel.

    Endvidere blev der der efter CO2-afgiftslovens § 7, stk. 5, nr. 3 ydet afgiftsgodtgørelse for CO2-afgift for ovennævnte energiprodukter til rutekørsel med rutebiler/busser.

    Derudover blev der ydet godtgørelse af momsen af den godtgørelsesberettigede energiafgift og CO2-afgift af de pågældende produkter.

    Lov nr. 524 af 17. juni 2008 ændrede derimod ikke på adgangen til afgiftsgodtgørelse efter elafgiftslovens § 11 b, stk. 2, for kørestrøm, der anvendes af rutebiler og eltog til personbefordring.

    Indirekte forbrug af svovlfri- og fattig diesel, LPG-gas, naturgas eller elektricitet, fx olie til opvarmning af garageanlæg mv. og elektricitet til belysning mv. var ikke omfattet af adgangen til afgiftsgodtgørelse.

    Den daværende Told- og Skattestyrelse udsendte den 11. februar 2003 en meddelelse, jf. SKM2003.59.TSS, der præciserede reglerne om godtgørelse af energiafgifterne i forbindelse med rutekørsel.

    Godtgørelsesordningen
    Virksomheder, der ønskede at få godtgørelse af afgift af svovlfri og -fattig diesel, LPG-gas, naturgas og el til rutebiler, og som ikke allerede var momsregistrerede, måtte lade sig registrere efter momsloven for at blive omfattet af godtgørelsesordningen. Der var tale om en administrativ, teknisk registrering efter momsloven.

    Ved godtgørelse anvendtes den periodiske momsangivelse. Hvis virksomheden havde bevilling til fremskyndet tilbagebetaling - anvendtes anmodningsblanket 23.001.

    Forbrugstidspunktet
    Virksomheden kunne opnå afgiftsgodtgørelse på forbrugstidspunktet, der var det tidspunkt, hvor motorbrændstoffet var påfyldt den enkelte bus. Forbrugsprincippet var gældende, uanset om der var tale om blandet kørsel eller udelukkende godtgørelsesberettiget rutekørsel.

    At virksomheden havde bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter ændrede ikke ved forbrugsprincippet. Lov om fremskyndet tilbagebetaling ændrede ikke opgørelsesprincipperne, men fremrykker alene tidspunktet for angivelse af godtgørelsen i forhold til fradrag over momsangivelsen.

    Regnskabsregler og regler for opgørelse af godtgørelsesberettiget afgift fremgik af kapitel 1 i bekendtgørelse nr. 985 af 18. oktober 2005.

    Reglerne om godtgørelse af afgiften til motorbrændstof anvendt til rutekørsel er ophævet ved lov nr. 524 af 17. juni 2008. Se F.6.11.

    Et rutebusselskab har rejst spørgsmål om, hvorvidt der kan ydes afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der anvendes til forvarmning af bussers motorsystem ved eldrevne varmepumper, som tilsluttes bussen ved hjælp af el-stik.

    Virksomheden gjorde gældende, at forvarmningen er en integreret del af køreprocessen, at den sker som et miljøvenligt alternativ til en nu forbudt opvarmning af motorerne ved tomgang.

    Ifølge elafgiftslovens § 11 b, stk. 2 ydes der afgiftsgodtgørelse for kørestrøm, der anvendes af rutebiler og eltog til personbefordring.

    Afgørelse: Told- og Skattestyrelsen fandt, at elafgiftslovens § 11b, stk. 2, alene efter dens ordlyd omfatter den strøm, som direkte anvendes i forbindelse med driften af det pågældende trafikmiddel. Der kan derfor ikke ydes afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der anvendes til forvarmning af busser.

    Opgørelse på grundlag af omsætningsfordeling
    Landsskatteretten har den 11. november 2004 truffet afgørelse i sag om regulering af moms, olie- og CO2-afgift vedrørende rute- og turiskørsel. Det fremgår af dokumentationsbekendtgørelsen, bekg. nr. 1263 af 23. december 1996, at virksomheder, der anvender ultralet dieselolie til rutekørsel, skal kunne dokumentere forbruget af ultralet dieselolie, der er anvendt til rutekørsel.

    Regnskabet skal føres for hvert enkelt køretøj, og skal indeholde oplysninger om kilometertællerens udvisende ved begyndelsen af hver afgiftsperiode og ved hver påfyldning af motorbrændstof med angivelse af dato og mængde. For køretøjer, der anvendes til både rutekørsel og til anden kørsel, skal regnskabet indeholde oplysninger om kilometertællerens udvisende ved hver begyndelse og slutning af rutekørsel. For hver afgiftsperiode skal der foretages en samlet opgørelse og afstemning af forbruget. Forbruget kan opgøres forholdsmæssigt på grundlag af kørte kilometer eller efter omsætningen til rutekørsel og anden kørsel.

    Da der ikke forelå kørselsregnskab i overensstemmelse med dokumentationsbekendtgørelsens regler, fandt Landsskatteretten, at opgørelsen af den godtgørelsesberettigede olie- og CO2-afgift skulle ske ud fra en omsætningsfordeling. Kendelsen er offentliggjort i SKM2004.487.LSR.

    Som anført under F.6.10.2 ydes der afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof, der anvendes ved momspligtige aktiviteter indenfor landbrug mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. 1. og 2. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, 1. og 2. punktum.

    Se nærmere om reglerne under F.6.10.3, F.6.10.4., F.6.10.5., F.6.10.6, F.6.10.7. Der henvises endvidere til afsnittet om maskinstationer under F.1 Bilag 2.

    Se nærmere under F.6.10.3, F.6.10.4, F.6.10.5.

    Se nærmere under F.6.10.3, F.6.10.4 og F.6.10.5.

    Med hjemmel i mineralolieafgiftslovens § 14, stk. 11, kulafgiftslovens § 11, stk. 4, elafgiftslovens § 17 og naturgasafgiftslovens § 14, stk. 4 er der fastsat regler for indretning af teknisk måleudstyr og montering af dette i virksomhederne.

    Udgangspunktet herfor er, at virksomhederne anvender målere, herunder clamp-on målere, der har en kvalitet og nøjagtighed og upåvirkelighed, som gælder for godkendte målere.

    Nedenfor er der en nærmere beskrivelse af målere og måling af forskellige energityper.

    Det er derudover virksomhedens ansvar, at installerede bimålere og målere til fordeling af energiforbrug i virksomheden virker og måler rigtigt, at defekte målere straks repareres eller udskiftes. Virksomheden skal ved byggetekniske tegninger eller på anden måde kunne vise, at målerne er placeret korrekt.

    Hovedreglen for måling er at man skal foretage en sand energimåling.

    Energi kan tilføres et anlæg på to principielt forskellige måder, den ene er i form af direkte energikilder, den anden er i form af energibærende medier.

    Energikilderne er elektricitet og de forskellige typer brændsler. Som energibærende medier vil vi her kun omtale vand og damp.

    El måles med en elektricitetsmåler, der direkte angiver energien i kWh (MWh).

    Energiindholdet i brændsler findes ved at måle den tilførte mængde i liter, m3, kg, ton og derefter gange med brændslets brændværdi.

    Energiindholdet i et varmebærende medie bestemmes ved, at måle energiindholdet i mediet, når det tilføres anlægget og derfra trække energiindholdet i mediet når det forlader anlægget.

    I særlige tilfælde kan det tillades, at energimængden bestemmes ved en indirekte måling og beregning.

    I de enkelte afsnit er omtalt nogle typer af indirekte måling som fx anvendelse af timetællere til registrering af forbrugt elektricitet til varmepaneler.

    Krav til og normer for varmeenergimålere, der anvendes ved afregning, reguleres af Erhvervs- og Byggestyrelsen under Økonomi- og Erhvervsministeriet (Erhvervsfremmestyrelsen blev med sammenlægningen med Boligministeriet i 2001 til Erhvervs- og Boligstyrelsen og i 2004 til Erhvervs- og Byggestyrelsen).

    Afregningsmålere til fjernvarme skal typegodkendes. Selve typegodkendelsen har hjemmel i lov om erhvervsfremme og bekendtgørelse om udstedelse og gennemførelse af måletekniske bestemmelser. Erhvervs- og Byggestyrelsen har i Målerteknisk Direktiv fastsat krav om typegodkendelse, herunder nøjagtighed, udformning og fremstilling.

    En ny typegodkendt måler til afregning ved en almindelig fjernvarmeinstallation har en unøjagtighed på mindre end 4 pct.

    Ønsker en virksomhed at montere ikke-typegodkendte målere, skal måleren have en nøjagtighed svarende til, hvad en typegodkendt afregningsmåler vil have for den pågældende installation. Virksomheden har i sådanne tilfælde mulighed for at få gennemført en måleteknisk kontrol af måleren hos et godkendt laboratorium. Erhvervs- og Byggestyrelsen bemyndiger laboratorier til at udføre måletekniske kontroller.

    Varmeenergimåleren består af en volumenmåler (antal m3 vand), en beregningsenhed og temperaturfølerpar (måling af afkøling mellem fremløb og returløb). Med denne kombination er det muligt forholdsvis præcist at beregne produceret eller forbrugt varmeenergi. Ved brug af en volumenmåler, der alene måler den passerede vandmængde, måles der ikke varmeenergi. Volumenmålere vil derfor ikke kunne anvendes til fordeling af varme.

    Nedenstående skitse viser et eksempel på placering af måler og temperaturfølere i et varmeforsyningsnet. Pilene markerer vandets cirkulation i systemet. De punkterede linier markerer forbindelsen mellem temperaturfølere og beregningsenheden.



    Det fremgår af skitsen, at måleren er indbygget i varmeinstallationens returløb. Indbygning i frem- eller returløb har, når der er tale om et lukket kredsløb, dvs. at der er samme vandmængde i fremløb og returløb, ingen betydning for måling af volumen.

    Mange varmekredse har en såkaldt shuntforbindelse mellem fremløb og returløb til regulering af fremløbstemperaturen. Man skal i disse situationer sikre sig, at måleren og temperaturfølerne sidder på samme side af shuntforbindelsen.

    Måleren ved energiforsyningsstedet monteres så tæt derved som muligt for at måle den samlede fremstillede energi. Måleren ved processen monteres så tæt derved som muligt for at måle det reelle energiforbrug. Er et energiforsyningsanlægs konstruktion til hindring for montering af målere, fx på grund af skjulte rørføringer, monteres måleren, hvor rørføringen bliver synlig, eller hvor det praktisk bliver muligt.

    Man skal tilstræbe, at der ikke er monteret en varmeveksler mellem måleren og den energi, man ønsker at måle, da der er et energitab i en varmeveksler.

    Erhvervs- og Byggestyrelsen har i Måleteknisk Direktiv opstillet krav om, at der skal foretages periodisk kalibrering af fjernvarmemålere. Skatteministeriet stiller ikke krav om kalibrering af målere. Vedligeholdelsespligten er pålagt virksomheden. Virksomheden må ud fra en målers alder, slid mv., evt. i samråd med sagkyndige vurdere, om en måler skal kalibreres eller udskiftes.

    Fjernvarmemålere
    Hvis varmeforsyningsselskabet anvender varmeenergimålere som afregningsmåler, kan virksomheder, der forbruger varme til både proces og rumvarme, anvende denne måler til opgørelse af den samlede mængde energi.

    Enkelte forsyningsselskaber anvender volumenmålere som afregningsmålere. Denne målertype måler som nævnt ikke energiforbrug. Uanset om der indlægges en konstant for afkøling, fx 38 grader C, og der beregnes energiforbrug på basis heraf, vil en sådan måling ikke kunne danne grundlag for en tilstrækkelig nøjagtig opgørelse af den samlede mængde energi.

    Hovedregel
    Måling af energi til forbrugsvandvarmere skal som hovedregel ske efter samme princip som ved rumopvarmning. Der skal ikke ske særskilt måling af energi til opvarmning af ikke-godtgørelsesberettiget forbrugsvand, når energiforbrug til rumvarme/varmt vand beregnes som forskellen mellem den målte samlede mængde produceret varmeenergi og den målte energi til proces.

    Hvis der anvendes varmt vand til godtgørelsesberettigede formål, skal dette energiforbrug måles med en varmeenergimåler. Anvendes varmt vand fra samme beholder/veksler til både proces og rumvarme, skal der yderligere ske volumenmåling af den samlede mængde vand, der er varmet op, og den mængde vand, der er anvendt til proces. Se nedenstående skitse.

    Særregel, se F.6.8.7.
    Anvendes særreglen, dvs. at der sker måling af rumvarme i stedet for procesenergi, gælder særreglen også for varmt vand. Der skal derfor ske måling af varmeenergi, der tilføres en varmtvandsbeholder/veksler. Er beholderen monteret i varmeinstallationens rumvarmedel, der i forvejen er målt, skal der dog ikke ske yderligere måling. Er beholderen derimod monteret i varmeinstallationens ikke målte procesdel, indbygges en varmeenergimåler som vist i nedenstående skitse.

    Anvendes varmt vand fra en beholder/veksler til både proces og varmt forbrugsvand, skal energiforbruget fordeles ved volumenmåling af den samlede mængde vand, der er varmet op og den mængde vand, der er anvendt til ikke-godtgørelsesberettigede formål. Energiforbrug til opvarmning af vandet måles med varmeenergimåler. Se nedenstående skitse.

    Krav til volumenmålere er opstillet i et EF-direktiv. Erhvervs- og Boligstyrelsen opstiller krav til typegodkendelse ud fra dette direktiv, hvorefter volumenmålere har en unøjagtighed på mindre end 3 pct. Målere, der opfylder disse nøjagtighedskrav, vil kunne anvendes.

    Der er udstedt en bekendtgørelse fra Sikkerhedsstyrelsen, bekendtgørelse nr. 1035 af 17. oktober 2006, om kontrol af elmålere, der anvendes til måling af elforbrug.

    Af denne bekendtgørelse følger det, at målere, som anvendes til afregning mellem elselskab og forbruger, skal opfylde følgende krav:
    Enten

    1. EØF-typegodkendelse og førstegangsverifikation i overensstemmelse med EØF-kravene

      eller
    2. Dansk typegodkendelse og førstegangsverifikation på et DANAK akkrediteret laboratorium i henhold til Sikkerhedsstyrelsens regler.

    Elmålere, som opsættes til brug for virksomhedens godtgørelse af el- og CO2-afgift, skal herefter opfylde disse krav.

    En eventuel målerfaktor skal være angivet ved mærkning på eller ved måleren.

    Målerens godkendelse og førstegangsverifikation vil normalt fremgå af en lille mærkat påsat måleren.

    Driftstimetællere
    Virksomheder kan i visse situationer montere en driftstimetæller i stedet for en elmåler til fordeling af energi. En driftstimetæller måler den samlede tid, som en elinstallation, fx forbrugsvandvarmer, har været i drift. Installationens maksimale effekt lægges til grund for beregning af det samlede elforbrug.

    Denne målemetode er anvendelig, hvor der er tale om en enkelt installation. Ved flere uafhængige installationer, fx et antal fastmonterede termostatstyrede varmepaneler, der uafhængigt af hinanden afbrydes/ tilsluttes, vil måling med timetæller ikke være anvendelig, medmindre der installeres en driftstimetæller for hver radiator (varmepanel). Måling i sådanne tilfælde kan i stedet ske ved elmåling.

    Der må kun anvendes driftstimetællere, der ikke kan 0-stilles. Timetælleren skal monteres/indbygges på en sådan måde, at den ikke uden særlige tekniske indgreb kan udtages eller gøres uvirksom.

    Nøjagtig måling af energi i dampbaserede varmeforsyningsanlæg er mere kompliceret end måling af energiforbrug i vandbaserede anlæg. Der henvises til F.6.8.6 hvorefter den samlede producerede dampenergi kan beregnes på basis af de indfyrede brændsler.

    I de tilfælde, hvor der leveres varme (damp) fra et dampbaseret varmeforsyningsanlæg til både proces og rumvarme, uden at dampen til rumvarme går igennem en vandveksler, er det nødvendigt at installere dampmålere.

    Måling af damp skal som udgangspunkt ske ved hjælp af egentlige dampmålere. Under visse betingelser kan måling af damp dog ske ved hjælp af kondensatmåling. Endvidere kan det i forbindelse med brug af dampkaloriferer til opvarmning på visse betingelser tillades, at opgørelsen af varmen baseres på kaloriferens effekt og måling af kaloriferens driftstid. Nedenfor er der gjort nærmere rede for de tre målemetoder.

    Egentlige dampmålere
    Ved dampmåling skelnes mellem måling på mættet damp og overhedet damp.

    Ved overhedet damp kræves der ud over måling af dampmængden også en måling af tryk og temperatur, samt en flowcomputer, der er i stand til at udregne det nøjagtige energiindhold i dampen under hensyntagen til både tryk og temperatur.

    Ved mættet damp er det tilstrækkeligt at supplere mængdemåleren med enten tryk eller temperaturmåling og hvis målingen foretages i umiddelbar nærhed af kedlen, kan man nøjes med mængdemåling, blot flowcomputeren er indstillet til kedlens nominelle tryk.

    Erhvervs- og Byggestyrelsen har ikke fastsat forskrifter og krav til dampmålere.

    Installerede dampmålere skal have samme nøjagtighed og upåvirkelighed som varmeenergimålere.

    Kondensatmåling
    Det kan tillades, at kondensatmåling i stedet kan benyttes ved måling af dampenergi til rumvarme under forudsætning af, at der anvendes mættet damp.

    I produktionsanlæg anvendes damp som oftest direkte i processen, fx ved dampning og sterilisering, og der opstår ikke målbare mængder kondensat.

    Anderledes forholder det sig, når der anvendes damp til rumopvarmning. Dampen ledes ind i en varmtluftsblæser (kalorifer), der under varmeafgivelse kondenserer dampen til kondensat (vand). Denne kondensat pumpes tilbage til kedlen som fødevand, hvorved det er muligt at måle denne mængde.

    Systemet kan opbygges på flere måder alt afhængig af tryk- og temperaturforhold. Et kondensatmåleanlæg kan fx bestå af en beholder, der opsamler kondensat. Når beholderen er fyldt til et vis niveau, aktiveres en ventil/pumpe, og beholderen tømmes til et lavere niveau. Volumenmåleren, der er indbygget i rørføring fra beholderen, måler mængden ved tømningen af kondensatet.

    En forudsætning for måling af energi ved kondensatmåling er, at alt kondensat, der vedrører rumvarme, opsamles.

    Energimålingen gennemføres ved at finde forskellen mellem energiindholdet i dampen, der tilføres fx en eller flere kaloriferer (indgangstilstanden), og energiindholdet i kondensatet (udgangstilstanden). Kondensatet, der oftest har en temperatur på ca. 100 grader C, pumpes tilbage til kedlen, og energien i kondensatet er derfor ikke forbrugt.

    Indgangstilstanden fastlægges ved måling af damptryk. Ud fra særlige damptabeller kan energiindholdet i dampen beregnes. Udgangstilstanden (kondensat) findes ved en temperaturmåling, og den gennemstrømmede mængde findes ved en volumenmåling af kondensat.

    Energiindholdet i kondensatet kan også beregnes via energitabeller.

    Opgørelse af energiforbrug ved kondensatmåling svarer til princippet for opgørelse af energi med varmeenergimåler (måling af afkøling mellem fremløb og returløb samt volumenmåling).

    Hvis der er et konstant damptryk og kondensattemperatur, kan der anvendes en fast faktor for energi pr. liter kondensat. Er der derimod varierende kondensattemperaturer, skal der gennemføres en energimåling af kondensatet.

    Eksempel
    I eksemplet er energiindholdet i damp og kondensat (tabelværdier) anført i runde tal og kan derfor ikke direkte lægges til grund ved en konkret beregning.

    En virksomhed har et varmeforsyningsanlæg, der leverer damp til både proces og rumvarme. Virksomheden anvender særreglen for fordeling af energi til rumvarme/proces og opgør forbruget til rumvarme ved kondensatmåling. Virksomheden har i et år ved volumenmåling af kondensat fra samtlige kaloriferer målt, at der ved nyttiggørelse af energi i dampen er fremkommet i alt 260.416 liter kondensat.

    I eksemplet er der benyttet følgende energiindhold og vægtfylde:

    • 1 kg damp ved 3 atmosfære tryk har et energiindhold på 1,0 kWh.
    • 1 kg kondensat ved 1 atmosfære tryk og ved en temperatur på 95 grader C har et energiindhold på 0,2 kWh.
    • Vægtfylden for kondensat ved 1 atmosfære tryk er 0,96.

    Kondensatmængden i liter omregnes til kg:

    (260.416 liter x 0,96) =250.000 kg.

    Ved beregning af forbrugt energi til rumvarme trækkes energiindholdet i kondensatet fra energiindholdet i dampen (1,0 kWh - 0,2 kWh). Forbrugt energi til rumvarme pr. kg kondensat udgør således 0,8 kWh. Forbrugt energi i 1 kg damp omregnet til MJ (1 kWh = 3,6 MJ)

    (0,8 x 3,6) =2,8 MJ/kg.

    Forbrugt energi til rumvarme findes ved at gange mængden af kondensat (kg) med energiindhold pr. kg kondensat:

    Kaloriferens effekt og driftstid
    Det kan endvidere på visse betingelser tillades, at varmemåling i relation til dampkaloriferer kan baseres på kaloriferens effekt og driftstid.

    En del virksomheder anvender dampkaloriferer som varmekilde. Dampkaloriferer anvendes ofte også som suppleringsvarme i produktionslokaler, hvor processen normalt afgiver tilstrækkelig med varme til at dække behovet. Det gælder fx i vaskerier, hvor der efter ferier og week-ends i vinterperioden kan være behov for opvarmning af produktionslokaler i kortere perioder.

    En dampkalorifer er normalt installeret med en fast dampforsyning, hvor dampmængden styres af en vandudlader, monteret i kondensatledningen. Det betyder, at det udelukkende er kondensationsvarmen, der anvendes, og der er derfor en konstant temperatur på overfladen. Til overførsel af varmen fra kondensatoren er der monteret en blæser, der kører med konstant hastighed og dermed konstant lufthastighed. Med konstant rumtemperatur vil den afgivne effekt være konstant. Effekten varierer ca. 1 pct. pr. grad ændring i rumtemperaturen.

    Varmemåling i relation til dampkaloriferer kan baseres på kaloriferens effekt og driftstid på følgende betingelser for de driftsmæssige forhold:

    1. Dampen skal være mættet damp med et konstant tryk. Der må dermed ikke være tale om overhedet damp.
    2. Kaloriferen må ikke være tilsluttet et aggregat, der i større eller mindre omfang indtager udeluft.

      Dette indebærer bl.a., at kaloriferen ikke må være en integreret del af et ventilationsanlæg, hvor lufttilførslen påvirkes af andet end kaloriferens påmonterede blæser.
    3. Der skal monteres en timetæller for hver kalorifer, som virksomheden ønsker at anvende opgørelsesmetoden for. Hvis blæseren på kaloriferen har flere hastighedstrin, skal der monteres en timetæller for hvert trin.
    4. Der skal monteres en ventil, der effektivt stopper dampflowet, når kaloriferen er stoppet.

      Timetællerens registrering, jf. ovenfor, skal følge ventilens åbningstid.
    5. Kaloriferens effekt skal være den maximale ydelse ved nominelt damptryk og en rumtemperatur på 15 grader C. Effekten skal kunne dokumenteres, fx ved fremlæggelse af materiale udarbejdet af producenten.

    Eksempel
    Nedenstående viser et eksempel på opgørelse af rumvarmeforbrug og anvendt brændsel hertil - baseret på kaloriferens effekt og måling af kaloriferens driftstid. Opgørelsen er baseret på følgende forudsætninger:

    Kaloriferens effekt: 40 kW
    Driftstid:100 timer
    Brændsel:Fuelolie (Brændværdi 40,4 MJ/kg)
    Kedlens virkningsgrad:0,85
    Afstand mellem kedel og kalorifer:30 meter, dvs. ikke i umiddelbar nærhed af kedlen

    Beregning, jf. reglerne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 4:

    Beregnet forbrug i MJ: 100 timer x 40 kW = 4.000 kWh x 3,6 = 14.400 MJ

    Forbrug af fuelolie i kg: 14.400/40,4/0,85 + 10 pct. (ledningstab) = 461 kg fuelolie

    Virksomheder, der anvender naturgas til både proces og rumvarme, skal foretage en fordeling af energien ved måling.
     
    Afregningsmålere til naturgas skal være typegodkendte. Erhvervs- og Byggestyrelsen har i målerteknisk direktiv fastsat krav om typegodkendelse, herunder nøjagtighed, udformning og fremstilling. En typegodkendt måler har en unøjagtighed på mindre end 3 pct. afhængig af gennemstrømningen.
     
    Ikke-typegodkendte målere, der anvendes som bimålere, skal have en nøjagtighed og upåvirkelighed svarende til, hvad en typegodkendt afregningsmåler vil have for den pågældende installation.
     
    Naturgasselskaberne har oplyst, at der i langt de fleste tilfælde vil kunne anvendes bælggasmålere. Gasselskaberne kan rådgive nærmere om valg/montage af målere.
     
    Gasforsyningsselskabets afregningsmåler anvendes til opgørelse af den samlede mængde energi.
     
    Virksomheder med flere gaskedler, der fremstiller varme enten udelukkende til procesformål eller til rumvarme, skal montere bimåler, hvor rørnettet forsyner gas til proceskedlen/erne. Hvis det af økonomiske eller tekniske årsager er mest praktisk at måle gasforbruget til rumvarme, kan måleren i stedet indbygges i gasforsyningsnettet til rumvarmekedlen/erne.
     

    Driftstimetællere
    Naturgasselskaberne har oplyst, at der ved driftstimetælling på en modulerende (trinløs) gasbrænder er en unøjagtighed på op til 8 pct. inkl. unøjagtigheden på dyserne. Driftstimetælling kan derfor ikke anvendes i relation til modulerende gasbrændere.
     
    Der er rejst spørgsmål om, hvorvidt dette også gælder for naturgasbrændere/-kedler med 1- eller 2-trins-brændere, dvs. brændere med et konstant forbrug ved drift modsat modulerende (trinløse) gasbrændere, hvor forbruget ved drift er variabelt.
     
    Driftstimetælling kan bruges som grundlag for opgørelse af forbrug af naturgas, hvis følgende betingelser er opfyldt:
     
    Indstillingsniveauer
    De(n) monterede gasbrænder(e) må kun have 1 eller 2 indstillingsniveauer, dvs. at der er tale om 1 eller 2-trinsbrændere. Ved 2-trinsbrændere er det endvidere en forudsætning, at der påmonteres en driftstimetæller for hver af de 2 indstillingsmuligheder.
     
    Driftstimetællere skal monteres på en sådan måde, at de ikke uden særlige tekniske indgreb kan udtages eller gøres aktive, uden at brænderen er i drift.
     
    Erklæring
    Virksomheden skal kunne fremlægge en erklæring fra producenten af gasbrænderen eller en autoriseret gasinstallatør om, at der er tale om en brænder(e), der alene har 1 eller 2 indstillingsniveauer (1- eller 2-trinsbrænder). Erklæringen skal også oplyse om størrelsen af forbruget pr. time. For brændere med 2 trin skal forbruget for hvert trin være oplyst.
     
    Ved udskiftning af brændere eller andre ændringer, der har indflydelse på størrelsen af forbruget, skal virksomheden kunne fremlægges en ny erklæring. 
     
    Driftstimetælling
    Driftstimetælling er omfattet af den almindelige hovedregel om måling ved fordeling af energiforbrug.
     
    Driftstimetællere kan derimod ikke anvendes som fordelingsgrundlag i forbindelse med modulerende (trinløse) gasbrændere. Endvidere kan driftstimetælling ikke anvendes i forbindelse med brændere/kedler, der både fremstiller energi til rumvarme/varmt vand og til procesformål.
     
    Naturgasselskaberne har oplyst, at langt det overvejende antal gasbrændere er modulerende. Endvidere skønner naturgasselskaberne, at den omkostningsmæssige fordel ved anvendelse af driftstimetællere kun er til stede i de tilfælde, hvor der er tale om forholdsvis mange målesteder.

    Anvendes der fra samme olietank olie til to oliefyr, der producerer varme til henholdsvis proces og rumvarme, skal fordeling af olieforbruget opgøres på grundlag af en oliemåler (volumenmåler). Målingen kan foretages enten på mængden af olie til procesfyret eller til rumvarmefyret. 
     
    Hvis der er en olietank for hvert oliefyr, skal der ikke installeres målere.
     
    Oliemålere er omfattet af Erhvervs- og Byggestyrelsens bestemmelser om typegodkendelse. Der er fastsat krav om, at oliemålere med flow på mere end 1 liter/time skal have en unøjagtighed på mindre end 0,5 pct., og målere med flow på mindre end 1 liter/time skal have en unøjagtighed på mindre end 1 pct. Det er oplyst, at der for tiden kun er typegodkendt oliemålere med stort flow i Danmark.
     
    Dette gælder for oliemålere bestemt til afregning af køb af olie/benzin på fx tankstationer og tankbiler til fyringsolie, hvor der naturligt kræves en meget høj nøjagtighed.
     
    For oliemålere til opdeling af energiforbrug i rumvarme og proces eller tung og let proces er det tilladt at anvende en flowmåler med en nøjagtighed på +/- 2 pct.
     

    Driftstimetællere
    Erhvervs- og Byggestyrelsen har oplyst, at der ved driftstimetælling på en oliebrænder er tale om en unøjagtighed på op til 10 pct. inkl. unøjagtigheden på dysestørrelsen. Driftstimetælling kan derfor ikke anvendes i relation til oliebrændere.

    Ved § 11 i lov nr. 1102 af 20. december 1995 var der hjemlet adgang til en udsættelse af kravet om opsætning af målere for fordeling af energiforbrug.
     
    De statslige told- og skattemyndigheder blev herved bemyndiget til - efter ansøgning fra virksomhederne - at tillade, at virksomhederne kunne basere forholdsmæssige fordelinger og mængden af nyttiggjort procesvarme på andet end direkte måling. En betingelse herfor var, at virksomheden kunne godtgøre, at tekniske forhold forhindrede måling straks fra den 1. januar 1996, eller at andre ganske særlige omstændigheder gjorde sig gældende, samt at installeringen af de nødvendige målere blev foretaget umiddelbart efter, at de tekniske forhold eller andre ganske særlige omstændigheder ikke længere stillede sig hindrende i vejen herfor og senest den 1. juli 1996.
     
    Opgørelser, der ikke er baseret på direkte måling, skulle foretages, så der uden for almindelig tvivl og usikkerhed ikke blev ydet godtgørelse ud over, hvad en direkte måling ville berettige til. Virksomheden skulle kunne sandsynliggøre på baggrund af fx målerregistreringer for en del af året, tidspunktet for måleropsætningen, karakteren af de pågældende lokaler, produktionens omfang o.l., at der ikke blev ydet større godtgørelse end, hvad en måling for hele året ville berettige til.
     
    Opgørelse af energiforbrug til rumvarme, som ikke var baseret på direkte måling, kunne fx beregnes på grundlag af forholdet mellem antallet af graddage i perioden uden måling og det samlede gennemsnitlige antal graddage om året.

    Virksomheden skal aflæse målere, der ligger til grund for opgørelse af godtgørelsesberettiget energiafgift og CO2-afgift.
     
    Disse aflæsninger er virksomhedens dokumentation for fordeling af energiforbrug og dermed godtgørelse af energiafgift og CO2-afgift.
     
    Det er derfor nødvendigt, at virksomheden jævnligt foretager måleraflæsning. Dette skal ske mindst 1 gang i kvartalet. Aflæsningsdatoen skal anføres i regnskabet.
     
    Virksomheder, der kun i en del af året skal fordele energi, fx ved sæsonafhængig produktion, kan i stedet foretage aflæsningen ved produktionens start, under produktionen og ved produktionens afslutning. Der skal ske mindst 4 målinger i produktionsperioden.
     

    Målerregnskab
    Der skal endvidere føres et regnskab for hver måler over det aflæste energiforbrug. Regnskabet kan føres i særskilt logbog eller indgå i virksomhedens almindelige regnskabsførelse. Regnskabet skal uden videre kunne henføres til den enkelte måler.
     
    Aflæsning af målere kan ske via elektronisk dataoverførsel til PC e.l. datamat. Det er en forudsætning, at aflæsningerne til enhver tid kan udskrives i klarskrift.

    Reglerne for opgørelse af godtgørelsesberettiget energiafgift og CO2-afgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 12, kulafgiftslovens § 9, elafgiftslovens § 11 a, naturgasafgiftslovens § 12 og CO2-afgiftslovens § 10.

    Virksomheden skal som hovedregel opgøre størrelsen af godtgørelsesberettigede energiafgifter og CO2-afgift for hver afgiftsperiode efter momsloven.

    For virksomheder med bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter er opgørelsesperioden måneden, se F.7.

    Grundlaget for opgørelse af godtgørelsen er de tilfakturerede afgifter i samme periode. For leverancer af olie og kul er det dog en betingelse, at energiprodukterne er leveret til virksomhedens normale oplagringsanlæg, jf. mineralolieafgiftslovens § 7, stk. 8, og kulafgiftslovens § 5, stk. 7. Er dette ikke tilfældet, kan SKAT bestemme, at virksomheden først kan opnå godtgørelse af energiafgift og CO2-afgift på tidspunktet for modtagelsen af energiprodukterne i de normale oplagringsanlæg.

    Det er de pågældende godtgørelsesprocenter, der er gældende i godtgørelsesperioden, der skal anvendes ved beregningen af godtgørelsen.

    Tidspunkt for afgiftsgodtgørelse
    Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er det præciseret, at virksomheder med et årligt energiforbrug pr. afregningsmåler under 75.000 m3 gas, 100.000 kWh el eller 4.000 GJ varme kan få afgiftsgodtgørelse på baggrund af a conto faktureringer af el, gas eller varme, før leverancerne har fundet sted. 

    Andre virksomheder, der har et energiforbrug, som overstiger ovennævnte mængder, kan først få afgiftsgodtgørelse, når energileverancen har fundet sted og dermed fysisk er modtaget af virksomheden.

    Præciseringen sker samtidig med, at der er sket en ændring af registreringsbestemmelserne, som gør det muligt for større energiforbrugere - på visse betingelser - at blive forbrugsregistreret for naturgas, el eller varme. Sådanne virksomheder får herved mulighed for at købe energien uden afgift og for at afregne den ikke-godtgørelsesberettigede afgift (nettoafregning af afgift) til SKAT. Se F.4.2. om forbrugsregistrering for gas og varme og F.3.4. om forbrugsregistrering for el og varme, F.1.2.1. om forbrugsregistrering for varme og F.2.3.1. om forbrugsregistrering for varme.

    Der er sammenfald i størrelsen af energimængderne mellem adgangen til at blive forbrugsregistreret og ovennævnte præcisering.    

    Lovændringen er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

    Forudfakturering - ikke-registrerede virksomheder
    Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der indsat en hjemmel i energiafgiftslovene, der bemyndiger SKAT til at bestemme, at der ved opgørelse af den godtgørelsesberettigede afgift for leverancer af energi fra ikke-afgiftsregistrerede virksomheder kun kan medtages fakturaer og lignende, hvor afgiften er forfaldet. For varme gælder det, at afgiften skal være forfaldet for afgiftspligtige brændsler, der er anvendt til at fremstille varme.

    Der er tale om en situationsbestemt indskrænkning i adgangen til afgiftsgodtgørelse som et værn i de tilfælde, hvor der sker en systematisk forudfakturering før forbruget - og dermed før leveringen har fundet sted. Baggrunden for bestemmelsen er, at der har været tilfælde, hvor mellemhandlere systematisk har foretaget forudfakturering, hvorved der er opnået en likviditetsmæssig gevinst på statens regning, dvs. at der er sket afgiftsgodtgørelse, nogen tid før energileverancen har fundet sted.

    Lovændringen er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

    Anvendelse til ét formål
    For energi, fx olie, der indkøbes udelukkende til ét formål, fx til procesformål (let proces) kan virksomheden opnå fuld (100 pct.) godtgørelse for energiafgiften - men ingen godtgørelse af CO2-afgiften af olien, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1. Bruges olien i stedet udelukkende til tung proces kan virksomheden få godtgjort 13/18 (svarende til 72,22 pct.) af CO2-afgiften, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2.  

    Blandet anvendelse
    For energi, der indkøbes til blandet anvendelse (rumvarme/varmt vand og proces eller både let og tung proces), hvor der gælder forskellige godtgørelsesprocenter, kan der ikke umiddelbart foretages en beregning af den godtgørelsesberettigede energiafgift og CO2-afgift.

    Der skal i dette tilfælde ske en fordeling af den indkøbte energi og afgiften heraf. Grundlaget for fordelingen er det faktiske energiforbrug til de pågældende formål opgjort efter reglerne herfor.

    Reglerne for opgørelse af godtgørelsesberettigede afgifter ved blandet anvendelse er beskrevet i nedenstående afsnit om acontogodtgørelse, se F.6.15.1.

    For virksomheder, der anvender løbende leverancer, fx el eller naturgas, til blandet anvendelse, og hvor der sker månedsvis eller kvartalsvis slutafregning mellem leverandøren og virksomheden, stilles der ikke krav om, at den skal anvende reglerne om acontogodtgørelse, hvis den på grundlag af foretagne målinger/ opgørelser er i stand til at fordele afgiften ifølge den enkelte slutafregning og dermed opgøre godtgørelsesberettigede afgifter.

    Virksomheden kan få en foreløbig godtgørelse (aconto-godtgørelse) i den enkelte momsperiode (måned/kvartal/ halvår) for afgift af energi, der købes til forbrug til både rumvarme/varmt vand og procesformål eller både til let og tung proces.

    Virksomheder med bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter kan opnå acontogodtgørelsen månedsvis. De almindelige regler for fremskyndet tilbagebetaling gælder også for acontogodtgørelse, se F.7.

    Acontogodtgørelsen omfatter udover olie- og kulprodukter løbende leverancer af fx el og naturgas. Acontoordningen kan også anvendes i de tilfælde, hvor der sker månedsvis eller kvartalsvis slutafregning af fx naturgas mellem leverandøren og virksomheden.

    Virksomheden skal foretage en endelig opgørelse af godtgørelsen ved kalenderårets udløb. Hvis den ikke anvender kalenderåret som opgørelsesperiode, er perioden en 12 måneders periode.

    Acontogodtgørelsen beregnes på grundlag af den faktiske fordeling det foregående år. Hvis der det foregående år er brugt fx 80 pct. af energiforbruget til procesformål, kan der a conto henregnes 80 pct. af energiforbruget til procesformål det efterfølgende år.

    Ved opgørelsesperiodens udløb foretages en endelig opgørelse og fordeling af årets indkøbte energi (årsregulering). Opgørelsen/fordelingen sker på baggrund af den målte fordeling af energiforbruget.

    Acontogodtgørelsen reguleres på grundlag af resultatet af den endelige opgørelse. Eventuelle differencer trækkes fra henholdsvis lægges til godtgørelsen for energiafgiften og CO2-afgiften/energispareafgiften

    I en virksomheds første år anvendes et sandsynligt skøn for acontogodtgørelsen. Det samme gælder, hvis der er sket væsentlige ændringer i virksomhedens fordeling af energiforbrug til rumvarme/varmt vand og procesformål i forhold til det foregående år.

    Overgangsregler for løbende leverancer -
    CO2-afgift
    For løbende leverancer, der er anvendt til procesformål, og for hvilken afregningsperioden fx er påbegyndt i 1999 og først afsluttet i 2000, beregnes den godtgørelsesberettigede CO2-afgift i 2000 af så stor en del af leverancen, som tidsrummet fra 1. januar 2000 til afregningsperiodens slutning udgør i forhold til den samlede afregningsperiode.

    Godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift opnås i praksis ved et fradrag på virksomhedens momsangivelse eller for virksomheder med bevilling hertil - ordningen om fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter og CO2-afgift, se F.7.

    Afgifterne angives i hele kroner i de pågældende rubrikker på momsangivelsen.

    Opgørelsen af afgift, som virksomheden kan opnå godtgørelse for, skal ske for hver afgiftsperiode efter momsloven (momsperiode), dvs. halvårlig, kvartalsvis eller månedsvis. Godtgørelse af afgiftsbeløb for el, varme og vand kan dog omfatte flere perioder under ét.

    Opgørelsen skal ske for hver momsregistrering. Virksomheder, der er delregistreret efter momsloven, skal dermed opgøre afgifterne særskilt for hver delregistreret enhed.

    Der må ikke angives afgifter for én momsregistreret virksomhed/delregistreret enhed på en anden virksomheds/enheds momsangivelse. Undtaget herfra er dog virksomheder, der er omfattet af en fællesregistrering efter momsloven (flere momsregistrerede virksomheder med ét fælles registreringsnummer, der bruges til fælles afregning af moms).

    Fremskyndet tilbagebetaling
    Momsregistrerede virksomheder, som har et vist energiforbrug, kan efter ansøgning opnå tilladelse til månedsvis tilbagebetaling af energiafgifter og CO2-afgift. De nærmere regler herfor fremgår af F.7.

    Reglerne om dokumentation for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 16, kulafgiftslovens § 8, stk. 2, 2. punkt, elafgiftslovens § 11, stk. 16, 2. punkt, naturgasafgiftslovens § 11 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 18.

    Fakturaer mv.
    Det er en betingelse for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift (og vandafgift), at virksomheden kan fremlægge fakturaer, regninger, afregningsbilag, notaer eller acontoopkrævninger, der opfylder kravene til fakturaer, jf. A.10. Disse krav gælder for virksomheder, der er registreret efter de pågældende afgiftslove, fx olieselskaber, der er registreret efter mineraloliafgiftsloven, og naturgasselskaber, der er registreret efter naturgasafgiftsloven.

    Andre virksomheder, der sælger afgiftspligtig olie, kul, gas, elektricitet og naturgas, skal efter anmodning fra en momsregistreret køber udstede en faktura med de krævede oplysninger.

    Hvis afgiftsbeløbet for leverancen ikke direkte fremgår af fakturaen, må virksomheden selv beregne afgiftsbeløbet. Det gøres ved at gange den leverede mængde med afgiftssatsen. Afgiftssatsen skal derfor fremgå af fakturaen. Det er køberen selv, der må sikre sig, at fakturaen indeholder de nødvendige oplysninger, herunder oplysninger om afgiftens størrelse.

    Det samme gælder oplysninger for beregning af EU-minimumsafgiften.

    Elektricitet
    Virksomheder, der leverer elektricitet, skal mindst en gang årligt oplyse momsregistrerede virksomheder om størrelsen af elafgift, eldistributionsbidrag og CO2-afgift på den leverede elektricitet, jf. elafgiftslovens § 11a, stk. 8 og CO2-afgiftslovens § 10, stk. 5.

    Naturgas og bygas
    Virksomheder, der leverer naturgas og bygas, skal mindst en gang årligt oplyse momsregistrerede virksomheder om størrelsen af naturgasafgift og CO2-afgift på den leverede gas, jf. naturgasafgiftslovens § 12, stk. 8 og CO2-afgiftslovens § 10, stk. 5.

    Ledningsført varme

    Varmeleverancer - generelt
    Det er en betingelse for at opnå godtgørelse, at varmen er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller en anden momsregistreret varmeproducent. Varmen kan dog også være leveret via en ejendomsudlejer, som så kan være frivilligt registreret efter momsloven for levering af varme.

    Virksomhedens forbrug af varme skal mindst én gang årligt opgøres af den pågældende varmeleverandør.

    Varmeproducenter (fjernvarmeværker og andre momsregistrerede varmeproducenter) og varmeleverandører skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse af afgiften af den energi, der er forbrugt til produktion af varme eller fjernvarme. Afgiftsbelastningen på den leverede varme skal fremgå særskilt af regnskabet og faktura.

    Endvidere skal varmeleverandøren mindst én gang årligt oplyse momsregistrerede virksomheder om størrelsen af energiafgiften og CO2-afgiften på den olie, el, gas, kul eller affaldsvarme, der er brugt ved fremstilling af den varme, som er leveret til virksomheden, jf. mineralolieafgiftslovens § 12, stk. 10, kulafgiftslovens § 9, stk. 9, elafgiftslovens § 11a, stk. 8, naturgasafgiftslovens § 12, stk. 8 og CO2-afgiftslovens § 10, stk. 5. 

    Afgiften kan være angivet med oplysning om afgiftsbelastningen pr. enhed (fx afgift pr. GJ eller MWh. Afgiftsbeløbet beregnes herefter ved at gange afgiftsbelastningen pr. enhed med den samlede varmeleverance i perioden.

    Hvis der er brugt flere slags afgiftspligtige brændsler til fremstilling af den leverede mængde varme, fx både olie og kul, skal opgørelsen indeholde særskilt oplysning om olie-, kul- og CO2-afgift.

    I SKAT-meddelelse, jf. SKM2006.211.SKAT præciseres, at energiafgiftslovene ikke hjemler adgang til at foretage en aftalebaseret allokering af varme. Dette indebærer f.eks., at det ikke er muligt ved aftale at allokere varme med høj afgiftsbelastning til kunder, der kan opnå godtgørelse af afgiften, og varme med lavere eller ingen afgiftsbelastning til kunder, der ikke kan opnå afgiftsgodtgørelse, når de to former for varme fysisk er sammenblandet.

    Fakturering af leverancer af affaldsbaseret varme
    Registrerede affaldsforbrændingsvirksomheder og virksomheder, som leverer varme, må ikke påføre fakturaen/varmeregningen oplysning om tillægsafgiften for så vidt, at afgiften ikke kan indregnes i priser for indenlandsk varmelevering efter lov om varmeforsyning. Dette fremgår af kulafgiftslovens § 11, stk. 2, 3. pkt. Det samme gælder også for CO2-afgiften på affaldsvarme, se CO2-afgiftslovens 12, stk. 2.

    De nærmere regler for at indregne afgifter i priser for varmeleverancer fremgår af varmeforsyningslovens § 20.

    Varmeforsyningslovens § 20
    Ved den tidligere forbrændingsafgift på affald (affaldsafgift efter affaldsafgiftsloven) var det leverandørerne af affaldet, der blev pålagt afgiftsbyrden, igennem de gebyrer, som de betalte for at komme af med affaldet.

    Hovedreglen er, at den indirekte afgiftsbelastning på varmeleverancer i form af energiafgifter og CO2-afgift kan overvæltes i varmeprisen.

    Det var imidlertid ikke intentionen med afgiftsomlægningen, at varmekunderne skal belastes med tillægsafgiften og CO2-afgiften. For at sikre dette blev der som nyt stk. 12 i varmeforsyningslovens § 20 indsat en bestemmelse, hvorefter tillægsafgiften og CO2-afgiften ikke må indregnes i varmeprisen.

    I varmeforsyningslovens § 20, stk. 13, blev der dog givet mulighed for, at tillægsafgiften og CO2-afgiften kan overvæltes i varmeprisen. Men det kræver, at der er en aftale herom mellem varmeleverandøren, det vil sige affaldsforbrændingsvirksomheden, og varmekunderne.

    Det fremgår endvidere af varmeforsyningslovens § 20, stk. 13, at det er en betingelse, at en aftale om at indregne tillægsafgift og CO2-afgift i varmeprisen afspejler en rimelig balance mellem parterne. Nedenfor er gengivet et uddrag fra lovforslagets bemærkninger herom:  

    "Der gives dog mulighed for, at de nye afgifter kan overvæltes i varmeprisen, men det kræver, at der indgås en aftale herom mellem varmeleverandøren, dvs. affaldsforbrændingsanlægget, og varmekunderne. Hermed tilgodeses tilfælde, hvor affaldsvarme forbruges i en virksomhed, som er berettiget til godtgørelse af energiafgifter, hvis de er pålagt prisen for varmeleverancen, og uden at det skal komme andre varmekunder til skade. Muligheden for at indgå aftaler er en undtagelse fra det i øvrigt anvendte princip i lov om varmeforsyning om, at varmeprisen skal fastsættes kostægte, da dette princip i disse tilfælde vil kunne stille aftagerne (virksomheder) ringere i forhold til anden energiforsyning. Muligheden er kombineret med et krav om, at den samlede aftale afspejler en rimelig balance ved fordeling af omkostninger, inklusive afgifter, som skal dækkes af henholdsvis varmesiden og affaldssiden. Energitilsynet vil som led i sin almindelige virksomhed, f.eks. i forbindelse med klagesager, kunne påse dette forhold."

    Af varmeforsyningslovens § 20, stk. 14, fremgår, at en aftale om overvæltning af tillægsafgiften mv. i varmeprisen ikke kan resultere i en pris, der overstiger prisloftet for affaldsbaseret varme. Det er Energitilsynet, som beregner og udmelder prislofter i henholdt til § 6 i bekendtgørelse nr. 234 af 23. marts 2006 om fastsættelse af prislofter og maksimalpriser for fjernvarme fra affaldsforbrændingsanlæg. Bekendtgørelsen er udstedt af Energistyrelsen i medfør af varmeforsyningslovens  20, stk. 4.

    Bemærk: I de tilfælde, hvor der indgås aftale om overvæltning af tillægsafgift og CO2-afgift, må der ikke ske allokering af affaldsvarme til for eksempel momsregistrerede varmekunder. Det vil sige, at der gælder de samme regler for tillægsafgift og CO2-afgift af affaldsvarme som for anden varme baseret på afgiftspligtige brændsler, for eksempel gas.

    Tilkendegivelse fra Energitilsynet vedr. varmeleverancer til procesformål
    Energitilsynet har på et møde den 23. juni 2010 behandlet forholdet om anvendelse af varmeforsyningslovens prisbestemmelse på procesvarmeleverancer. Energitilsynet har samme dag offentliggjort en tilkendegivelse herom. Tilkendegivelsen findes på Energitilsynets hjemmeside, www.Energitilsynet.dk - under Varme - Afgørelser - Tilsynsafgørelser-varme. 

    Momsregistrerede virksomheder skal føre et regnskab, som kan danne grundlag for opgørelse af afgifterne af olie, LPG-gas, kul, elektricitet, naturgas, bygas og CO2-afgift.

    Der skal oprettes en konto for hver af de afgifter, der er aktuelle for virksomheden.

    I regnskabet skal indgå beregninger for opgørelse af godtgørelsen for de enkelte afgifter, herunder årsregulering.

    Hvis regnskabet ikke kan indpasses i forretningsregnskabet på særskilte konti, skal der for hver afgiftsperiode efter momsloven føres en specifikation over afgiften af den købte olie, LPG-gas, kul, elektricitet og naturgas. Specifikationen vedlægges momsregnskabet.

    Der gælder særlige regnskabsregler i relation til motorbrændstof, se F.6.10.

    Med hensyn til regnskabsførelse i øvrigt og opbevaring af regnskaber, henvises til de generelle regnskabsregler for virksomheder (bogføringsbekendtgørelsen mv.).

    Betaling
    Hvis beløbet for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift overstiger det beløb, som virksomheden skal betale i moms, udbetales forskellen til virksomheden. Reglerne herfor fremgår af reglerne i § 12 i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv., som der henvises til i de enkelte energiafgiftslove.

    For angivelser, der er modtaget i rette tid, sker udbetalingen senest 3 uger efter, at SKAT har modtaget angivelsen for den pågældende periode, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 2. Afgiftsbeløb på under 50 kr. udbetales ikke, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 1, 3. pkt.

    Hvis SKAT ikke kan foretage kontrol af angivelsen på grund af virksomhedens forhold (fx ferielukning, bortrejse eller ikke ajourført regnskab), kan denne 3-ugers frist overskrides, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 3.

    Det er en betingelse for udbetalingen, at SKAT har modtaget momsangivelser for tidligere afgiftsperioder efter momsloven. Hvis virksomheden skylder moms og eventuelle renter m.m. fra tidligere momsperioder, vil denne gæld blive modregnet ved udbetalingen.

    Hvis virksomheden efter opkrævningsloven skylder andre beløb til statskassen i form af skatter og punktafgifter mv., kan en sådan gæld også modregnes i godtgørelsen, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 4.

    Uberettiget anvendelse af olie og gas
    Afgiftspligtige olieprodukter må ikke uden SKATs tilladelse blandes, sælges eller anvendes til andet formål, end det, som produkterne er afgiftsberigtiget som, jf. mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 8.

    Hvis olieprodukter overdrages, erhverves eller anvendes på en sådan måde, at der ikke er betalt den afgift, der skulle have været betalt efter mineralolieafgiftsloven, fx hvis fyringsgasolie anvendes som motorbrændstof, afkræves det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav, jf. mineraloliefgiftslovens § 29, stk. 1.

    Det samme gælder for naturgas og bygas, jf. naturgasafgiftslovens § 28, stk. 1. Endvidere gælder det for CO2-afgift af energiprodukter, jf. CO2-afgiftslovens § 19, stk. 3, der er indsat ved lov nr. 1391 af 20. december 2004.    

    For meget udbetalt godtgørelse
    Hvis en virksomhed har fået udbetalt for meget i godtgørelse, afkræves den for meget udbetalte godtgørelse til betaling senest 14 dage efter påkrav.

    Bestemmelserne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 29, stk. 1, kulafgiftslovens § 24, stk. 2, elafgiftslovens § 14, stk. 1 og 2, naturgasafgiftslovens § 28, stk. 1 og CO2-afgiftslovens § 19, stk. 2.

    Skønsmæssig ansættelse
    Kan størrelse af den for meget udbetalte godtgørelse ikke opgøres på grundlag virksomhedens regnskaber, kan SKAT  foretage en skønsmæssig ansættelse af beløbet.

    Bestemmelserne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 29, stk. 1, elafgiftslovens § 14, stk. 2, naturgasafgiftslovens § 28, stk. 2 og CO2-afgiftslovens § 19, stk. 2.

    Kontrol mv.
    Reglerne for kontrol, efterbetalinger og straffebestemmelser og klagevejledning gælder også for virksomheder der har fået udbetalt godtgørelse af energiafgift og CO2-afgift.

    Reglerne fremgår af kapitlerne om de enkelte energiafgifter og CO2-afgift og af Den juridiske vejledning afsnit A.C.2, A.C.3 og A.A.10.

    skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter