Selv om beholdninger af egen avl, der er nødvendige til driften af ejendommen, ikke skal medregnes ved indkomstopgørelsen, så følger det af SL § 4, stk. 1, litra a, at den indtægt landmanden erhverver ved salg af sådanne beholdninger er skattepligtig indkomst. Hermed overgår foderbeholdninger skattemæssigt til salgsbeholdninger, se E.E.2.2.1.

Efter praksis kan landmanden - der ikke fører beholdningsregnskab - det år, hvori ejendommen sælges, fradrage værdien af foderbeholdninger ved indkomstårets begyndelse, uanset på hvilket tidspunkt ejendommen sælges, og uanset hvor stor indtægten i øvrigt er. Princippet om fradrag for værdien af primobeholdning finder også anvendelse i tilfælde, hvor der ved salg af bedriften afstås en beholdning, som er mindre end beholdningen ved regnskabsårets begyndelse. Nedgangen fradrages ved indkomstopgørelsen i salgsåret, jf. UfR 1970, 834 V.

Kun ved salg
og ved endeligt
ophør af land-
brugsvirksom-
hed
Praksis om fradrag for indfortolket primobeholdning gælder kun ved salg og ved endeligt ophør af landbrugsvirksomhed, hvorimod driftsomlægning ikke betragtes som ophør. Bortforpagtning sidestilles dog med ophør, hvis det må anses for overvejende sandsynligt, at landbrugeren ikke igen vil overtage landbrugsdriften.

I TfS 1994, 885 anså Landsskatteretten således en bortforpagtning af en landbrugsejendom til en søn for at være et endeligt ophør af landbrugsvirksomhed, og som følge heraf anerkendtes fradrag for indfortolket primobeholdning af foderkorn. Landskatteretten lagde i sin afgørelse vægt på, at forpagtningskontrakten var uopsigelig i 5 år, at skatteyderen var fyldt 63 år og var efterlønsmodtager, samt at besætning og maskiner var solgt.

I TfS 1996, 380 LSR fik et dødsbo godkendt et fradrag for indfortolket primobeholdning, idet dødsboets overdragelse af landbrugsejendommen uden succession skattemæssigt skulle behandles som et salg. Dødsboet indtrådte i afdødes skattemæssige stilling, jf. (den dagældende regel i) KSL § 30, og var derfor berettiget til ved indkomstårets begyndelse af indfortolke en værdi af foderbeholdning.

Primobeholdningens værdi kan opgøres på grundlag af handelspriser. Den primoværdi, der herved kan fratrækkes i salgsåret, kan ikke efterbeskattes; f.eks. kan værdien af primobeholdningen ikke fordeles til beskatning over de forudgående år.

Praksis om fradrag for primoværdi af beholdninger gælder, som nævnt, kun ved salg og ved endeligt ophør af landbrugsvirksomhed, se modsætningsvis LSRM 1945, 107 og 1953, 16.

Delvist ophør
Delvist ophør af landbrugsvirksomhed ved salg af en ideel anpart af en landbrugsejendom berettiger også til fradrag for primoværdi af foderbeholdningerne. En gårdejer, der solgte den ene af sine to landbrugsejendomme, som havde været drevet sammen, blev anset for berettiget til at fradrage værdien af beholdningen ved regnskabsårets begyndelse på den solgte ejendom, LSRM 1983, 49.

Se også SKM2009.453.LSR. Klager drev to landbrugsejendomme i samdrift. Han afstod den ene ejendom, og ønskede fradrag for indfortolket primobeholdning af grovfoder. Da alene den ene af de to ejendomme var solgt, var der ikke fuldt fradrag herfor. Da den solgte malkebesætning alene havde været på den solgte ejendom, kunne den fradragsberettigede andel af den indfortolkede primobehandling opgøres til selve andelen af areal med grovfoderproduktion på den solgte ejendom i forhold til det samlede areal med grovfoderproduktion.

Sælges der beholdninger, f.eks. i forbindelse med bortforpagtning af ejendom, gives der som regel ikke fradrag for værdien af beholdningen ved indkomstårets begyndelse, LSRM 1979, 70. Imidlertid beror det på en konkret vurdering, hvorvidt der i det enkelte tilfælde er tale om endeligt ophør af landbrugsvirksomheden.

I LSRM 1986, 51 accepterede Landsskatteretten fradrag for primobeholdningen under hensyn til, at bortforpagtningen var ensbetydende med endeligt ophør af landbrugsvirksomheden. Disse principper har Landsskatteretten udstrakt til også at gælde en forpagter, som ved ophør fik anerkendt fradragsret for indfortolket værdi af primobeholdning af foder, se TfS 1996, 178. 

ØLD af 1. maj 1964 gav skattemyndighederne medhold i, at høstudbyttet for 1958 var solgt til forpagteren for et vederlag af 500 tdr. afhøstet korn til levering ved forpagtningens ophør, og at det stedfundne salg ikke kunne sidestilles med salg af jordbeholdninger som en bestanddel af den faste ejendom ved salg af denne. Sælgeren blev herefter anset indkomst- og formueskattepligtig (formueskattepligten er ophørt fra og med 1997) af værdien af fordringen på 500 tdr. korn til levering ved forpagtningens ophør. Dommen er gengivet i Meddelelser fra Statens Ligningsdirektorat og Ligningsrådet 1965, s. 112. Ejeren blev i henhold til de dagældende regler formuebeskattet af fordringens værdi i hele forpagtningsperioden, mens forpagteren kunne fratrække værdien som købesum ved indkomstopgørelsen for det første forpagtningsår og optage beløbet som gæld ved formueopgørelsen. 

Det bemærkes i øvrigt, at hidtidige foderbeholdninger kan ændres til salgsbeholdninger i forbindelse med afhændelse af kvæg- og svinebesætning, se LSRM 1973, 24, og i så fald kan der ikke fradrages nogen værdi af anslået beholdning ved årets begyndelse, LSRM 1975, 121 og 1979, 70.