Dato for udgivelse
18 May 2018 13:42
SKM-nummer
SKM2018.234.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
17-0638247
Dokument type
Afgørelse
Emneord
Aconto selskabsskat, angivelse, TastSelv Erhverv, systemfejl, skattekonto, efterangivelse
Resumé

Landsskatteretten fandt, at SKAT med rette havde givet afslag på et selskabs anmodning om at efterangive en indbetaling fra selskabet, der ved en fejl fra selskabets side ikke rettidigt var angivet til SKAT via TastSelv Erhverv, som en frivillig betaling af aconto selskabsskat.

 

Reference(r)

Selskabsskatteloven § 29 A, stk. 6
Opkrævningsloven § 16 c, stk. 6
Bekendtgørelse nr. 770 om indkomstbeskatning af aktieselskaber mv. § 3, stk. 2

Henvisning

-


Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet selskabets anmodning om at registrere en indbetaling fra selskabet som en frivillig betaling af aconto selskabsskat for indkomståret 2016.

Landsskatteretten stadfæster SKATS afgørelse.

Faktiske oplysninger
H1 A/S (herefter selskabet) indbetalte den 21. november 2016 14.000.000 kr. i frivillig acontoskat sammen med 2. ordinære selskabsskatterate for indkomståret 2016. Ved en fejl fra selskabets side blev betalingen ikke samtidig angivet til SKAT via TastSelv Erhverv.

Det indbetalte beløb henstod herefter på skattekontoen, og SKAT udbetalte ikke beløbet til selskabet. SKAT har under sagens behandling oplyst, at den manglende udbetaling skyldtes en systemfejl ved SKAT.

Selskabet anmodede den 17. februar 2017 SKAT om, at den foretagne indbetaling blev registreret som en frivillig indbetaling af aconto selskabsskat. Den 23. februar 2017 traf SKAT afgørelse om afslag på selskabets anmodning om oprettelse af en 3. frivillig acontorate, da fristen for at angive frivillig aconto selskabsskat for indkomståret 2016 var udløbet den 1. februar 2017.

Den 7. marts 2017 udbetalte SKAT det beløb, som selskabet havde indbetalt på skattekontoen.

På grund af den forsinkede udbetaling fik selskabet rentegodtgørelse efter rentelovens § 5. Ved brev af 9. marts 2017 oplyste SKAT, at der ville blive udbetalt 217.875,94 kr. i renter til selskabet som følge af, at SKAT ikke havde overholdt fristen for at udbetale indestående på skattekontoen.

SKATs afgørelse
SKAT har undladt at imødekomme selskabets anmodning om at registrere en indbetaling fra selskabet som en frivillig betaling af aconto selskabsskat for indkomståret 2016.

SKAT har herved blandt andet henvist til følgende:

”…

Vedrørende jeres henvendelse af den 17. februar 2017 om frivillig indbetaling af aconto selskabsskat pr. 01.02.2017.

3. frivillige acontorate kan desværre ikke oprettes jf. nedenstående lovgivning, da fristen er overskredet.

Jf. Bekendtgørelse om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. nr. 770 af 25. juni 2014. § 3, stk. 2 senest ændret ved Bekendtgørelse nr. 1452 af 29. november 2016 § 1 pkt. 3 skal frivillige acontorater være indberettet senest henholdsvis 20. marts, 20. november i opkrævningsåret og 01. februar i året efter opkrævningsåret.

I øvrigt fremgår fremgangsmåden også i SKAT's brev om Acontoskat for 2016, som er sendt til selskabet i januar 2016.

…”

Klagerens opfattelse
Selskabet har nedlagt påstand om at kunne efterangive og indbetale frivillig aconto selskabsskat for indkomståret 2016.

Selskabet har til støtte for påstanden blandt andet anført følgende:

”…

Sagen:
Den 21. november 2016 indbetaler H1 14 mio. kr. i frivillig acontoskat. Ved en fejl fra H1s side sker der ikke samtidig en indberetning af indbetalingen.

H1 har siden den 21. november 2016 løbende holdt øje med skattekontoen, men ikke modtaget penge retur. Vi er derfor i den tro, at alt er ok og i orden, fordi vi ved, at penge, der ikke kan identificeres ved en indberetning, skal returneres af SKAT inden 5 dage efter, · indbetalingen er foretaget, jfr. Opkrævningslovens § 16 c. stk. 6. Vi bliver først opmærksom på, at noget ikke er, som det skal være, da muligheden for efterindberetning er forpasset - og vi finder alene ud af det, fordi vi proaktivt tager kontakt til SKAT telefonisk i februar måned 2017.

Der må ikke herske tvivl om, at H1 ved indbetalingen den 21. november 2016 samtidig skulle have indberettet beløbet - men samtidig burde H1 - alt andet lige - have fået pengene retur fra SKAT 5 dage efter den ikke korrekt indberettede indbetaling. Såfremt SKAT havde foretaget en tilbagebetaling efter gældende retningslinjer, ville H1 have haft flere måneder til at foretage såvel indberetning som indbetaling korrekt og efter bogen, idet der er over 2 måneder fra den 21. november 2016 til fristen for efterindberetning udløber den 1. februar 2017. Da vi samtidig løbende har fulgt skattekontoen - uden at dette har kunnet give os anledning til at tro, at der var noget i vejen med indbetalingen, finder H1, at vi må anses for at have været i god tro.

Det skal endvidere bemærkes, at SKATs afgørelse alene er blevet os bekendt, fordi vi proaktivt selv tog kontakt til og korresponderede med SKAT - og at SKATs afgørelse alene er modtaget pr. mail - og først den 3. marts 2017, efter en mailkorrespondance, der blev indledt den 1. marts 2017, jfr. bilag 2. Afgørelsen er endnu ikke tilgået os pr. post, eller via de officielle medier, SKAT.dk, Virk.dk, eller E-boks. Såfremt H1 ikke selv havde kontaktet SKAT - og dermed modtaget afgørelsen pr. mail, ville vi først være blevet bekendt med denne ved modtagelsen af SKATs tilbagebetaling af beløbet, der indgik på H1s skattekonto den 7. marts 2017. Tilbagebetalingen sker således mere end tre måneder efter, at indbetalingen af frivillig acontoskat blev foretaget i november 2016.
SKAT har ved brev af 9. marts 2017, efter tilbagebetaling af de 14. mio. kr. erkendt, at SKAT ikke har overholdt fristen for tilbagebetaling, der henvises til bilag 4.

Sammenfatning
H1 erkender, at der burde være sket en indberetning samtidig med indbetalingen i november 2016, men H1 finder samtidig, at SKAT burde have sendt de indbetalte penge retur umiddelbart efter (5 dage), hvorved fejlen fra vores hånd umiddelbart ville være opdaget - og med rigtig god tid til, at der kunne rettes op på fejlen inden for de gældende indberetnings- og indbetalingsfrister. Denne mulighed er imidlertid frataget os og forpasset som følge af den sene tilbagebetaling, der oven i købet finder sted lang tid efter udløbet af efterindberetningsfristen og først efter at H1 selv har henledt SKATs opmærksomhed herpå. H1 finder, at det i en sådan situation, hvor "SKATs system" i lige så høj grad, som vi, har fejlet, er principielt forkert, at det da - pr. definition - er systemet, der står som "vinder".

I korrespondancen med SKAT jfr. bilag 3, har vi fået den opfattelse, at det vil være muligt efterfølgende at oprette frivillige rater, men at hjemlen til at gøre dette ikke er til stede - upåagtet at "systemet" har fejlet. Vi er dermed af den opfattelse, at "brugeren af systemet" - og i dette tilfælde, H1, svigtes og at retssikkerheden lider et knæk.

På den baggrund skal vi skal anmode Skatteankestyrelsen om at vurdere og ændre SKATs afgørelse. H1 ser frem til at få mulighed for at efterindberette og indbetale på ny - uden pålæg af renter.

…”

Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at SKAT har givet afslag på selskabets anmodning om at efterangive en indbetaling af frivillig aconto selskabsskat for indkomståret 2016 efter at fristen for angivelse af frivillig aconto selskabsskat er udløbet.

Af selskabsskatteloven (lovbekendtgørelse nr. 1164 af 6. september 2016) § 29 A, stk. 6, følger:

”Selskaber og foreninger mv. kan frivilligt indbetale yderligere acontoskat. Betaling af frivillig acontoskat skal ske senest henholdsvis den 20. marts og den 20. november i indkomståret samt den 1. februar i året efter indkomståret.”

Af bekendtgørelse nr. 770 af 25. juni 2014 om indkomstbeskatning af aktieselskaber mv., som ændret ved bekendtgørelse nr. 1452 af 29. november 2016 med ikrafttræden den 1. januar 2017, § 3, stk. 2, følger:

”Selskaber og foreninger m.v., der ønsker at betale frivillig acontoskat efter selskabsskattelovens § 29 A, stk. 6, skal angive den frivillige acontoskat i TastSelv Erhverv senest henholdsvis den 20. marts og den 20. november i opkrævningsåret for acontoskatten samt senest den 1. februar i året efter opkrævningsåret for acontoskatten.”

På indbetalingstidspunktet den 21. november 2016 havde § 3, stk. 2, følgende ordlyd:

”Selskaber og foreninger m.v., der ønsker at betale frivillig acontoskat efter selskabsskattelovens § 29 A, stk. 6, skal angive den frivillige acontoskat i TastSelv Erhverv senest henholdsvis den 20. marts og den 20. november i opkrævningsåret for acontoskatten.”

Af opkrævningsloven (lovbekendtgørelse nr. 1224 af 29. september 2016) § 16 c, stk. 6, fremgår bl.a.:

”Udbetaling af en kreditsaldo afventer forfaldne skatte- og afgiftskrav, hvis kravet har sidste rettidige betalingsfrist inden for 5 hverdage fra kreditsaldoens opståen (…).”

Selskabet indbetalte den 21. november 2016 14.000.000 kr. i frivillig acontoskat. Ved en fejl angav selskabet ikke det indbetalte beløb i TastSelv Erhverv senest den 1. februar 2017.

På grund af en fejl hos SKAT blev selskabets indestående på skattekontoen ikke udbetalt til selskabet.

I februar 2017 rettede selskabet henvendelse til SKAT. Selskabet anmodede SKAT om at registrere indbetalingen som en frivillig indbetaling af aconto selskabsskat.

Ved afgørelse af 23. februar 2017 gav SKAT afslag på selskabets anmodning om at oprette 3. frivillig aconto skatterate for indkomståret 2016, da fristen herfor var udløbet.

Under sagens behandling har selskabet anført, at selskabet ved korrespondance med SKAT har fået en opfattelse af, at det var muligt efterfølgende at oprette frivillige acontoskatterater, men at hjemlen herfor ikke er til stede. Det er selskabets opfattelse, at en manglende accept af en senere angivelse af indbetalingen af frivillig acontoskat i selskabets tilfælde fører til, at retssikkerheden lider et knæk, da det beror på en fejl fra SKAT, at selskabet ikke angav indbetalingen i TastSelv Erhverv, inden fristen herfor udløb.

Landsskatteretten bemærker indledningsvist, at det fremgår af SKATs brev til selskabet vedrørende opkrævning af acontoskat for 2016, at det er vigtigt, at man angiver den frivillige acontoskat inden betalingen. Ellers risikerer man at få beløbet udbetalt igen.

Af bekendtgørelse nr. 770 om indkomstbeskatning af aktieselskaber mv. § 3, stk. 2, følger, at angivelse af frivillig aconto selskabsskat skal ske senest den 1. februar i året efter indkomståret.

Landsskatteretten finder, at der efter ordlyden i bekendtgørelsen ikke er mulighed for at give dispensation til at fravige fristen for at angive den frivillige aconto selskabsskat i TastSelv Erhverv.

Landsskatteretten bemærker, at det efter bekendtgørelse nr. 770 om indkomstbeskatning af aktieselskaber mv. § 3, stk. 2, påhviler selskabet at angive indbetaling af frivillig aconto selskabsskat korrekt, herunder at fristen for angivelse overholdes. Selskabet havde mulighed for at kontrollere og opdage, at indbetalingen ikke var angivet i TastSelv Erhverv. Selskabet har efter Landsskatterettens opfattelse således ikke en berettiget forventning om at kunne angive efter 1. februar, uanset at SKAT ikke overholdt udbetalingsreglerne, samt at selskabet givet kunne have opdaget fejlen om manglende angivelse, hvis beløbet var blevet udbetalt forinden den 1. februar. Landsskatteretten fastholder således kravet om angivelsen, uanset at SKAT tillige har pågået fejl.

Det gælder selvom SKAT ikke har overholdt fristen i opkrævningslovens § 16 c, stk. 6, for at udbetale selskabets indestående på skattekontoen.

På denne baggrund stadfæster Landsskatteretten SKATs afgørelse.