Landsdel
Vestegnen
Resumé

Iværksættermiljøet stortrives på Vestegnen. Det er her, at der er den største tilgang af nystartede enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber i 2017. For at hjælpe de mange nystartede virksomheder godt fra start lancerer SKAT en ny hjemmeside, der er målrettet de såkaldte start-ups.

 


Vestegnen topper listen, når det gælder om at starte ny virksomhed. De mange nystartede virksomheder – såkaldte start-ups – står over for mange udfordringer for at få den nye virksomhed godt fra start. SKAT er derfor klar med en hjælpende hånd til at få styr på det praktiske som bogføring, moms og skat.

- Vi har spurgt en række nystartede virksomheder, hvordan vi bedst hjælper dem godt fra start med det praktiske. Det er der kommet en ny hjemmeside ud af - skat.dk/startup - der samler den information, som en ny virksomhedsejer skal bruge i de første to år af virksomhedens liv, fortæller underdirektør Søren Buus.

skat.dk/startup kan nye virksomhedsejere bl.a. finde en udførlig tjekliste til at komme godt gennem opstartsfasen, få hjælp til forskudsregistreringen og lære, hvordan de tilmelder sig servicemails fra SKAT om vigtige frister, som fx når ens virksomhed skal indberette moms.

- Vi ved, at virksomhederne gerne vil gøre det rigtige, men også at der er mange andre ting, der fylder, når man starter ny virksomhed. Med skat.dk/startup forsøger vi at gøre det med bogføring, moms og selvangivelse mere overskueligt og så nemt som muligt at gå til, fortæller Søren Buus. 

Fakta om nystartede virksomheder
På landsplan er der i 2017 sket en tilgang på 7,4 procent i antallet af nye enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber. Følgende kommuner topper listen:

Kommune Nystartede virksomheder i pct.
Ishøj 13,27%
Brøndby 12,92%
København 11,41%
Glostrup 11,40%
Fredericia 11,05%
Albertslund 10,90%
Vallensbæk 10,23%
Århus 9,88%
Herlev 9,84%
Hvidovre 9,82%
Høje-Taastrup 9,42%

 

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Virksomheder, tlf.: 7222 1818