Afvisning

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato31 Oct 2017
Dato for udgivelse07 Nov 2017 14:10
SKM-nummerSKM2017.630.BR
MyndighedByret
SagsnummerBS 157-1560/2016
Dokument typeDom
EmneordKlage, påstand, anerkende, fordringer, forældet, realitetsbehandling, særskilt, prøvelse
Resumé

Skatteankestyrelsen havde afvist en klage med henvisning til, at SKAT ikke havde truffet afgørelse.

Sagsøgeren indbragte Skatteankestyrelsens afvisning for domstolene med påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at en række fordringer var forældede. Sagsøgeren ønskede ikke at nedlægge påstand om hjemvisning til realitetsbehandling ved Skatteankestyrelsen. Spørgsmålet om afvisning blev udskilt til særskilt prøvelse i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1.

Retten fandt, at sagsøgerens påstand gik ud over, hvad der kunne prøves i henhold til skatteforvaltningslovens § 48, og sagen blev derfor afvist.

Reference(r)

Restplejelovens § 253, stk. 1.

Skatteforvaltningslovens § 48

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-2, A.A.10.3.3.


Parterne

A

(Selvmøder)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Advokat Tim Holmager v/Adv.fm. Søren Norlén)

Afsagt af byretsdommer

Ulrik Finn Jørgensen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 26. oktober 2016, vedrører, om nogle fordringer, som SKAT har til inddrivelse, er forældede. Ved denne delhovedforhandling skal der, jf. retsplejelovens § 253, alene tages stilling til, om sagen skal afvises, jf. skatteforvaltningslovens § 48.

Sagsøgerens påstand er, at sagen skal realitetsbehandles.

Sagsøgtes påstand er, at sagen skal afvises.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

A anmodede den 5. februar 2016 SKAT om en opgørelse af de offentlige fordringer, som SKAT havde til inddrivelse hos ham.

Den 14. marts 2016 meddelte SKAT, at beløbet udgjorde 274.318,44 kr. og vedlagde en specifikation.

Samme dag skrev A til SKAT, at han fandt, at størstedelen af fordringerne var forældede og bad SKAT "skrive fordringsattesten som en afgørelse".

Den 16. marts 2016 skrev SKAT blandt andet, at "de fordringer som er oplyst på fordringsattesten fra den 14-03-2016 er ikke forældet".

Samme dag skrev A til SKAT blandt andet:

"Jeg går ud fra at svaret betyder at du, den 16. ds., har truffet afgørelse om, at ingen af fordringerne på fordringsattesten af 14. marts anses for forældede eller betalt.

Dog vil jeg bede dig skrive afgørelsen i en lidt mere officiel form".

Samme dag indbragte A SKATs afgørelse for Skatteankestyrelsen.

Den 17. marts 2016 svarede SKAT:

"Jeg henholder mig til mine svar af 15. og 16. marts 2016, og da der ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen, ser jeg denne som afsluttet".

Den 23. maj 2016 skrev SKAT til Skatteankestyrelsen, at der ikke var "truffet afgørelse overfor kunden om restancens størrelse eller fordringens retskraftighed. Han har blot fået en restanceopgørelse".

Af Skatteankestyrelsens afgørelse af 26. juli 2016 fremgår blandt andet:

"SKAT har oplyst, at mailen af 16. marts 2016 ikke er en afgørelse.

.....

Som klageinstans kan Skatteankestyrelsen ikke behandle en klage, før SKAT har truffet afgørelse i sagen hvilket - SKAT har oplyst, nu vil ske.

Vi afviser derfor klagen."

SKAT har den 8. september 2016 truffet en afgørelse om hvorvidt de omstridte fordringer var forældede.

A påklagede denne afgørelse til Skatteankestyrelsen den 13. september 2016, men anmodede om, at behandlingen af klagen afventede nærværende sag.

A har i nærværende sag nedlagt påstand om, at:

"sagsøgte tilpligtes at anerkende, at fordringer mod sagsøger med forfaldstidspunkt før den 19. november 2012 skal bortfalde", subsidiært at dette gælder en del af fordringerne.

Forklaringer

A har forklaret, at han var blevet oplyst om, at SKAT mente, at han skyldte et større beløb på knap 300.000 kr. Han bad derfor SKAT om en redegørelse for beløbets størrelse. Da han modtog opgørelsen mente han, at nogle af fordringerne var forældede. Da han ønskede at påklage opgørelsen, bad han om en formel afgørelse.

Da SKAT skrev, at man betragtede sagen som afsluttet, fandt han ikke grundlag for at foretage sig andet end at indgive en formel klage.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf det fremgår:

"A retter allerede den 5. februar 2016 henvendelse til SKAT med indsigelse om at SKAT efter hans opfattelse har registreret en for stor gæld, jf. bilag 21, ca. halvanden måned efter besvarer SKAT indsigelsen ved at fremsende en opgørelse over de fordringer som SKAT gør gældende, i form af en fordringsattest, dateret 14. marts 2016, jf. bilag 22.

Fordringsattesten udgør en afgørelse i det at SKAT her opgør de fordringer som SKAT gør gældende og træffer afgørelse om at nedsætte den påståede restance med kr. 6.395,-

Samme dag retter A atter henvendelse til SKAT hvor han klager over opgørelsen og specificerer sin klage, jf. bilag 23 af dette bilag fremgår specifikt at han ønsker at modtage en forvaltningsretlig afgørelse.

Den 16. marts 2016 fremsender SKAT en afgørelse, jf. bilag 1, om at der ikke er forældede fordringer. At der er tale om en forvaltningsmæssig afgørelse ses af ordlyden i afgørelsen hvoraf blandt andet fremgår: ”..de fordringer som er oplyst på fordringsattesten fra den 14-03-2016 er ikke forældet..” samt at dette også begrundes i afgørelsen med at A har været udrejst af landet i en periode.

For god ordens skyld anmoder A, samme dag, SKAT om at skrive afgørelsen i en mere forvaltningsmæssig korrekt form, jf. bilag 25, da afgørelsen, selvom den er både klar, entydig og begrundet, alligevel fremtræder mangelfuld.

SKAT fastslår efterfølgende, ligeledes, jf. bilag 25, at der er tale om en afgørelse der er endelig både i udformning og stillingtagen, hvilket følger utvetydigt af at det meddeles at SKAT henholder sig til sine tidligere afgørelser og anser sagen for afsluttet.

På denne baggrund havde A således ikke andre muligheder end at indgive klage til Skatteankestyrelsen.

Samme dag, 16. marts 2016, indgiver han derfor klage til Skatteankestyrelsen, jf. bilag 2, med påstand om at de forældede fordringer skulle slettes.

Skatteankestyrelsen afviser den 26. juli 2016 sagen, jf. bilag 4, sagen med begrundelsen, at SKAT oplyser, at der ikke er truffet afgørelse i sagen.

Af Skatteankestyrelsens afgørelse fremgår også at afgørelsen kan forelægges domstolene ved at anlægge retssag indenfor 3 måneder.

På denne baggrund anlægger A derfor denne retssag, med samme påstand som den han har gjort gældende i sin klage til Skatteankestyrelsen den 16. marts 2016.

Denne retssag er således anlagt på korrekt grundlag.

SKAT træffer, jf. bilag B, atter en forvaltningsmæssig afgørelse, der i sit resultat svare stort set til den tidligere trufne afgørelse, om hvilke poster der er forældede, hvilket således også svare til hvad der tidligere var klaget over til Skatteankestyrelsen.

Det gøres derfor gældende at sagen er anlagt med rette og Retten kan og bør tage stilling til spørgsmålet om forældelse, selvom Skatteankestyrelsen alene har taget stilling til hvorvidt der forelå en afgørelse fra SKATS side eller ej, i det at spørgsmålet om forældelsen er sagens egentlige kerne.

Det anføres også at Retten, jf. Skatteforvaltningslovens § 48, kan tage stilling til spørgsmålet om forældelse da dette spørgsmål har en helt klar sammenhæng med det spørgsmål som Skatteankestyrelsen tog stilling til.

Spørgsmålet som Skatteankestyrelsen specifikt tog stilling til, om hvorvidt SKAT ved bilagene 1 og 22 har truffet en forvaltningsmæssig beslutning, indgår også implicit i sagen, i det at såfremt Retten kommer frem til at der er tale om en afgørelse, vil dette samtidig betyde at sagen kan prøves ved Retten, jf. Skatteforvaltningslovens § 48 stk. 2.

Det er i øvrigt ubestridt at A på nuværende tidspunkt vil kunne anlægge retssag om forældelsesspørgsmålet, hvilket Kammeradvokaten også har vejledt ham om.

Ud fra både procesøkonomiske og fornuftsmæssige hensyn samt almindelige rimelighedsbetragtninger bør retten således vælge at realitetsbehandle sagen".

Sagsøgte har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf det fremgår:

"Det gøres overordnet gældende, at sagsøgerens påstande skal afvises, fordi de angår spørgsmål, som Skatteankestyrelsen ikke har prøvet, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 1. pkt. Fra retspraksis om afvisning efter bestemmelsen kan eksempelvis henvises til UfR 1995.265 H, TfS 1997.307 V, TfS 1998.72 Ø, TfS 2011.605 V (SKM2011.389.VLR) (byrettens dom i TfS 2010.765 (SKM2010.427.BR)), SKM2015.84.VLR og TfS 2001.858V (SKM2001.581.VLR). Det er klart, at ingen af de kumulative betingelser i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt., for undtagelsesvis at tillade spørgsmål inddraget, selvom Skatteankestyrelsen ikke har taget stilling til dem, er opfyldt.

Ved den indbragte afgørelse af 26. juli 2016 (bilag 4) afviste Skatteankestyrelsen klagen, fordi der ikke var klaget over en afgørelse, og retssagen kan derfor kun angå spørgsmålet, om afvisningen er sket med rette, jf. også skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 2. pkt.

Retten kan ikke under denne retssag tage stilling til andet og mere end, hvad Skatteankestyrelsen har truffet afgørelse om i den indbragte afgørelse af 26. juli 2016. Retten kan dermed alene tage stilling til, hvorvidt Skatteankestyrelsen burde have realitetsbehandlet sagsøgerens klage over SKATs e-mail af 16. marts 2016. Dette har sagsøgeren imidlertid ikke nedlagt påstand om.

A’s påstande angår derimod spørgsmålet om, hvorvidt fordringerne mod ham er retskraftige eller bortfaldet som følge af forældelse.

Hovedparten af sagsøgerens anbringender angår samme spørgsmål.

Sagsøgerens principale påstand om, at ministeriet ”tilpligtes at anerkende at fordringer mod sagsøger med forfaldstidspunkt den 19. november 2012 skal bortfalde”, skal derfor afvises. Det samme gælder den subsidiære påstand, der også angår forældelse af fordringer.

Ministeriet har gentagne gange opfordret sagsøgeren til at ændre påstandene, men da dette ikke er sket, må sagsøgerens påstande afvises.

Skatteministeriet bemærker, at SKAT den 8. september 2016 traf afgørelse vedrørende fordringernes retskraft (bilag B). Sagsøgeren har påklaget denne afgørelse. Selvom dette søgsmål afvises, fordi sagsøgeren har nedlagt påstand om forhold, rekursinstansen ikke har prøvet, vil han således fortsat opnå prøvelse af spørgsmålet om forældelse. Denne sag kan kun angå spørgsmålet om afvisning, og sagsøgeren ville således under denne retssag højest kunne opnå den retsstilling, han allerede har, dvs. realitetsbehandling ved Skatteankestyrelsen".

Rettens begrundelse og afgørelse

SKAT meddelte den 16. marts 2016 A, at ingen af de fordringer, der var anført på en tidligere fremsendt fordringsliste, var forældede. Da A skrev til SKAT, at han gik ud fra, at der var truffet en afgørelse, men bad om at få den i en mere officiel form, var SKATs svar, at man betragtede sagen som afsluttet.

Retten finder derfor, at der var tale om en forvaltningsafgørelse, selv om den led af en række mangler.

A indbragte samme dag afgørelsen om forældelsesspørgsmålet for Skatteankestyrelsen.

Skatteankestyrelsen burde derfor have realitetsbehandlet klagen.

Skatteankestyrelsen afviste imidlertid at behandle sagen på baggrund af, at SKAT havde meddelt, at man ikke havde truffet nogen afgørelse, men at det nu ville ske.

Skatteankestyrelsen har således ikke prøvet SKATs afgørelse om forældelsesspørgsmålet.

A har trods opfordringer fra Skatteministeriet undladt at nedlægge en påstand om, at sagen skulle hjemvises til realitetsbehandling i Skatteankestyrelsen.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 1. punktum, at en afgørelse truffet af en skattemyndighed som udgangspunkt først kan indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af klageinstansen på området. Udgangspunktet er således, at SKATs afgørelse af forældelsesspørgsmålet først kan indbringes for domstolene, når Skatteankestyrelsen har foretaget en materiel prøvelse af den.

Det følger dog af bestemmelsens 2. punktum, at retten vil kunne behandle forældelsesspørgsmålet i 2 situationer.

Den ene mulighed er, hvis forældelsesspørgsmålet har en klar sammenhæng "med det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen". Det forudsættes altså, at der er indbragt et spørgsmål for retten, som retten i henhold til hovedreglen skal behandle, hvorefter et spørgsmål med klar sammenhæng hermed også vil kunne behandles. I denne sag, hvor A’s påstande alene vedrører forældelsesspørgsmålet, er der ikke noget "hovedspørgsmål", som forældelsesspørgsmålet vil kunne have en "klar sammenhæng" med.

Den anden mulighed er, hvis rettens undladelse af at behandle forældelsesspørgsmålet ville medføre et uforholdsmæssigt retstab for A. Dette er imidlertid ikke tilfældet, idet SKAT efterfølgende har truffet en ny afgørelse om forældelsesspørgsmålet, hvilken afgørelse er indbragt for Skatteankenævnet og efterfølgende vil kunne indbringes for domstolene.

Af disse grunde tages Skatteministeriets afvisningspåstand til følge.

A skal som den tabende part betale sagsomkostninger til Skatteministeriet fastsat som et passende beløb til dækning af advokatudgifter. Beløbet fastsættes i overensstemmelse med de vejledende satser med udgangspunkt i en sagsgenstand på knap 300.000 kr. Beløbet fastsættes i den nederste ende af intervallet til 27.500 kr. Ved fastsættelsen af beløbets størrelse er det tillagt betydning, at hovedforhandlingen alene har vedrørt afvisningsspørgsmålet og varede cirka én time.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagen afvises.

A skal inden 14 dage i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 27.500 kr.