Momsfritagelse af vaccinationer udført af underleverandør

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato26 Sep 2017
Dato for udgivelse01 Nov 2017 14:16
SKM-nummerSKM2017.621.SR
MyndighedSkatterådet
Sagsnummer17-0731533
Dokument typeBindende svar
EmneordMomsfritagelse - vaccinationer - underleverandør
Resumé

Skatterådet kan bekræfte, at Spørgers salg af rejsevaccinationer og influenzavaccinationer til kunderne er momsfri ydelser, ligesom Spørgers underleverandørs leverancer i form af udførelse af vaccinationerne er momsfri ydelser. 

Hjemmel

Skatteforvaltningsloven § 21, stk. 4, nr. 1

Reference(r)

Momsloven § 13, stk. 1, nr. 1.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-2, afsnit D.A.5.1.


Spørgsmål:

  1. Kan SKAT bekræfte, at Spørgers salg af rejsevaccinationer i overensstemmelse med det beskrevne udgør momsfri ydelser?
  2. Kan SKAT bekræfte, at Spørgers salg af influenzavaccinationer i overensstemmelse med det beskrevne udgør momsfri ydelser?
  3. Hvis SKAT svarer "ja" til spørgsmål 1 og 2, kan SKAT da bekræfte, at underleverandørernes levering af rejsevaccinationerne og influenzavaccinationerne, som beskrevet udgør momsfri sundhedsydelser?

Svar:

  1. Ja
  2. Ja
  3. Ja

Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er et selskab, der har til formål at drive lægevirksomhed direkte eller indirekte gennem lægelige samarbejdspartnere samt at udøve lægelig rådgivningsvirksomhed.

Spørger har ansat en autoriseret sundhedsperson (læge), der i henhold til autorisationslovens §§ 17-18 og bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed) § 1, stk. 1, kan delegere sundhedsfaglig virksomhed til en medhjælp.

Lægen har ikke et ydernummer. Havde Lægen haft et ydernummer, kunne lægen fakturere den lokale region for sundhedsfaglige ydelser udført af lægen eller af lægens medhjælp i det omfang ydelserne var omfattet af Overenskomst om almen praksis, OK14, idet lægen ikke har noget ydernummer, fakturerer lægen egne ydelser eller ydelser udført af lægens medhjælp direkte til patienten, medmindre, der er hjemmel andetsteds til at fakturere den lokale region.

Spørger har ikke rådighed over egen klinik, men har i stedet indgået aftaler med en lang række underleverandører rundt omkring i landet, hvorigennem Spørger påtænker at udføre sundhedsfaglig virksomhed, herunder at udbyde vaccinationer til patienter.

Det er ikke hensigten, at lægen selv skal udføre vaccinationerne, men derimod at han i stedet skal uddelegere opgaven til underleverandørernes personale, som i henhold til reglerne om delegation af sundhedsfaglig virksomhed skal udføre vaccinationerne i lægens navn. Spørger har i denne forbindelse udviklet en hotline, hvor underleverandørernes personale kan ringe og få assistance fra lægen i forbindelse med udførelse af vaccinationerne.

Som led i Spørgers virksomhed udbyder Spørger en uddannelse som vaccinatør til underleverandørernes personale. Uddannelsen har til formål at ruste personalet til at udføre vaccinationer på patienter.

Spørger har endvidere udviklet en hjemmeside, hvor patienter kan bestille tid til vaccinationerne og opnå generel information om vaccinationerne, herunder om vaccinationernes effekt, bivirkninger m.m.

Endelig har Spørger udviklet en softwareapplikation, der anvendes som journalsystem og kvalitetssikring til brug for lægens opfyldelse af sin forpligtelse til behørig journalføring i henhold til autorisationslovens §§ 21-25.

Spørger ønsker at sælge rejsevaccinationer som led i en forebyggende behandling mod sygdomme, som patienten er i risiko for at kunne pådrage sig under udlandsrejser. Rejsevaccinationerne foretages af personalet hos en af de underleverandører, som Spørger har en aftale med.

Udførelsen af en vaccination er lægeforbeholdt virksomhed. Det betyder, at de pågældende underleverandørers personale udfører vaccinationerne i henhold til en delegation fra lægen, jf. lov om delegation af lægeydelser.

Udførelsen af rejsevaccinationen ligger udenfor overenskomsten, hvilket betyder, at rejsevaccinationen altid skal faktureres direkte til patienten (dette gælder i øvrigt, uanset om den autoriserede læge har et ydernummer eller ej). Spørger fakturerer således patienten for rejsevaccinationen, og underleverandørerne fakturerer Spørger for forbrug af vaccinen (lægemidlet) samt for underleverandørens tidsforbrug til gennemførelse af vaccinationskonsultationen.

Spørger ønsker at sælge influenzavaccinationer som led i en behandling mod influenza. Influenzavaccinationerne foretages af personalet hos en af de underleverandører, som Spørger har en aftale med.

Udførelsen af en vaccination er lægeforbeholdt virksomhed. Det betyder, at de pågældende underleverandørers personale udfører vaccinationerne i henhold til en delegation fra lægen, jf. lov om delegation af lægeydelser.

Udførelsen af influenzavaccinationen ligger udenfor overenskomsten, hvilket betyder, at influenzavaccinationen som udgangspunkt skal faktureres direkte hos patienten, uanset om den autoriserede læge i øvrigt har et ydernummer eller ej.

Spørger fakturerer således patienten for influenzavaccinationen. Influenzavaccinationen er dog uden brugerbetaling for patienter, der er omfattet af personkredsen i § 1, nr. 1-7 i bekendtgørelse om gratis influenzavaccination til visse persongrupper, BEK nr. 1180 af 22/09/2016, som finder anvendelse, uanset om den autoriserede læge har et ydernummer eller ej. For vaccinationer ydet til denne personkreds fakturerer Spørger den lokale region.

Underleverandørerne fakturerer Spørger for forbrug af vaccinen (lægemidlet) samt for underleverandørernes tidsforbrug til gennemførelse af vaccinationskonsultationen.

Spørger har endvidere fremlagt en udtalelse til Spørger fra Sundhedsstyrelsen, hvoraf det fremgår, at en læge kan delegere til en medhjælp at udføre for eksempel en vaccination. Lægen skal dog sikre sig, at medhjælpen er uddannet til- og instrueret i at udføre opgaven korrekt og lægen skal føre tilsyn med medhjælpens varetagelse af opgaven.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det følger af den juridiske vejledning version 2.7 af 31. januar 2017 afsnit D.A.5.1.2, at en ydelse kun er omfattet af momsfritagelsen vedrørende lægevirksomhed i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, hvis ydelsen udføres af en privatpraktiserende læge, som aflønnes i henhold til overenskomsten med den offentlige sygesikring, dvs. offentligt anerkendte medicinalpersoner.

Lægen har som beskrevet ikke et ydernummer, og aflønnes derfor ikke i henhold til overenskomsten, og ydelser udført af lægen eller i henhold til en delegation fra lægen er derfor ikke omfattet af momsfritagelsen for lægevirksomhed i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Spørgers salg af en rejsevaccination besår af to elementer:

1) et salg af et lægemiddel (vaccinen), og

2) en levering af en lægefaglig ydelse (injektionen).

Idet Spørger ikke har et ydernummer, kan Spørgers salg af en rejsevaccination alene være momsfritaget som anden egentlig sundhedspleje i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af Den juridiske Vejledning, afsnit D.A.5.1.5, at følgende to betingelser skal værg opfyldt, før en ydelse er omfattet af momsfritagelsen vedrørende anden egentlig sundhedspleje:

1) ydelsen kan karakteriseres som en behandling, og

2) ydelsen udføres som led i udøvelsen ar en lægegerning eller dertil knyttede erhverv.

Om den første betingelse fremgår det af Den juridiske vejledning, at momsfritagelsen kun omfatter behandling af personer med henblik på at forebygge, diagnosticere, behandle og så vidt muligt helbrede sygdomme eller sundhedsmæssige uregelmæssigheder.

Begrebet "behandling" omfatter således ydelser, som efter en lægefaglig vurdering har et terapeutisk formål. Betingelsen vil som udgangspunkt være opfyldt, hvis behandlingen udføres af en læge, eller hvis behandlingen udføres med baggrund i en skriftlig henvisning fra en læge. Ydelser, som er dækket af den offentlige sygesikring, vil desuden i de fleste tilfælde opfylde behandlingskravet.

Den anden betingelse er ifølge Den juridiske Vejledning som udgangspunkt opfyldt, hvis behandleren har tilstrækkelige faglige kvalifikationer enten i form af en autorisation, en godkendt uddannelse eller en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, hvoraf fremgår, at behandleren har tilstrækkelige faglige kvalifikationer til at udføre den pågældende behandling.

Salg af et lægemiddel (herunder en vaccine) er som udgangspunkt momspligtigt.

En undtagelse hertil gøres dog, når medicinen indgår som en integreret del af en momsfri lægelig ydelse. Dette følger af Skatterådets afgørelse i SKM2009.572.SR, hvor en læges salg af rejsevaccinationer bestående af henholdsvis en vaccine, samt injektion heraf var momsfritaget som en samlet lægelig ydelse i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 1. Sælges en vaccine således sammen med selve injektionsydelsen, vil salget af vaccinen være momsfri.

Injektion af en rejsevaccine har til formål at forebygge sygdomme hos patienten.

Betingelsen om, at ydelsen skal kunne karakteriseres som en behandling er således opfyldt.

Rejsevaccinerne injiceres af personale hos underleverandørerne i henhold til en delegation fra Lægen. Betingelsen om, at ydelsen udføres som led i udøvelsen af en lægegerning eller dertil knyttede erhverv vil være opfyldt, hvis lægen lovligt kan delegere injektionsydelsen til en medhjælp.

Det fremgår af autorisationslovens §§ 17-18 og bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009, om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed) § 1, stk. 1, at autoriseret sundhedspersonale som udgangspunkt kan delegere sundhedsfaglig virksomhed til en medhjælp.

Videre fremgår det af vejledning nr. 115 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersonales benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed) under punkt 2.2.2, at rammedelegation til behandling af en defineret patientgruppe kan være relevant i forbindelse med vaccination af en bestemt gruppe patienter. Dette bekræftes ligeledes i e-mail fra Sundhedsstyrelsen til Spørger.

I TfS2000.367.LSR fandt Landsskatteretten, at behandlinger udført af en læges medhjælp var momsfritagne. Landsskatteretten opstillede i den forbindelse to betingelser for momsfritagelsen:

1) at der er tale om behandlinger m.v., som efter autorisationsloven alene må foretages af læger og

2) at Sundhedsstyrelsens angivne betingelser for lægens tilsyn er opfyldt.

For så vidt angår kravet om, at behandlingen alene må foretages af læger bemærkes, at en injektion karakteriseres som et operativt indgreb, idet der er tale om gennembrud af huden med et terapeutisk formål. Foretagelse af injektioner er derfor forbeholdt autoriserede læger, jf. autorisationslovens § 74, stk. 2.

For så vidt angår lægens tilsyn med medhjælpens injektion af vaccinen henvises til vejledningen om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp, vejl. nr. 115 af 11. december 2009, der beskriver omfanget af en læges delegation og dennes tilsyn af medhjælpen. I henhold til vejledningen kan en autoriseret sundhedsperson give en rammedelegation til en medhjælp, hvor sundhedspersonen har taget stilling til behandling af den enkelte patient (eller gruppen af patienter) og medhjælpen herefter sørger for gennemførelsen af behandlingen på baggrund af sundhedspersonens delegation uden sundhedspersonens nærmere indblanding eller supervision.

Lægen har taget stilling til behandling af en gruppe af patienter - i nærværende tilfælde patienter, der skal opholde sig i udlandet, og i den forbindelse skal vaccineres mod bestemte sygdomme - hvorefter Lægen har givet en rammedelegation til personalet hos underleverandørerne vedrørende netop disse patienttyper, jf. lov om delegation af lægeydelser. Yderligere indblanding eller tilsyn fra lægen er ikke nødvendig, jf. vejl. nr. 115 af 11. december 2009.

De to betingelser opstilles i TfS2000.367.LSR er således opfyldt for så vidt angår Lægens delegation af vaccinationsydelsen til personale hos underleverandørerne. Dette kan tillige lægges til grund, da der er tale om en lægeretlig vurdering, der hører under Sundhedsministeriets kompetence.

Det er på den baggrund Spørgers opfattelse, at salget af en rejsevaccination udgør en samlet momsfri ydelse, idet rejsevaccinationen udgør en forebyggende behandling som led i udøvelsen af lægegerning i henhold til en delegation fra Lægen.

Når det lægges til grund, at salget af vaccinationer er momsfritagne ydelser, er det Spørgers opfattelse, at underleverandørerne levering af vaccinationerne er en integreret del af sundhedsydelsen, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, og på den baggrund tillige er omfattet af momsfritagelsen, idet der består en direkte og umiddelbar forbindelse mellem underleverandørernes levering af vaccinationerne til patienter og det vederlag, som underleverandørerne oppebærer fra Spørger.

Dette bekræftes i SKM2015.478.SR, der vedrørte en autoriseret læge med et tildelt ydernummer, hvis offentlige tilskud gik ubeskåret til driften af et lægeselskab, som drev lægeklinik på vegne af lægen. Lægeselskabet havde ansvaret for at levere lægeydelser til klinikkernes patienter, og lægeselskabet havde således ansvaret for alle de fritagne ydelsers specifikke og væsentlige elementer. Skatterådet konkluderede, at lægeselskabets honorar (bestående i offentligt tilskud modtaget af den autoriserede læge) for udført sundhedsfagligt arbejde til patienter var omfattet af momsfritagelsen, idet honoraret reelt bestod i vederlag for udførelse af momsfritagne sundhedsydelser, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Underleverandørernes vederlag for vaccineforbruget, samt honoraret for tidsforbruget anvendt af underleverandørernes personale til vaccinationskonsultationerne er vederlag for levering af momsfritagne sundhedsfaglige ydelser, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, uanset, at vederlaget faktureres til Spørger og ikke direkte til patienterne.

Afslutningsvis har Spørger henvist til SKM.2016.345 SR, der vedrører en virksomhed, der havde udviklet en online platform (en hjemmeside), hvorigennem patienterne kunne stille spørgsmål, beskrive symptomer m.m. Inden for et kort tidsrum (mellem 3-6 timer) ville patienterne kunne forvente et svar fra en af de læger, der var tilknyttet virksomheden på konsulentbasis. Under henvisning til, at virksomheden optrådte som den direkte kontraktpart med patienterne, at patienternes spørgsmål blev stillet gennem virksomhedens hjemmeside, at vederlaget blev opkrævet i virksomhedens navn, samt det forhold, at utilfredshed med lægeydelserne skulle gøres gældende over for virksomheden, konkluderede Skatterådet, at vederlaget for virksomhedens elektroniske lægekonsultationer var omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

SKM.2016.345 SR understøtter Spørgers opfattelse af, at momsfritagelsen for salg af lægeydelser ikke forudsætter, at den autoriserede læge (eller dennes medhjælp), der udfører de lægefaglige ydelser er ansat af Spørger, men at den lægefaglige ydelse godt kan ydes af en lægefaglig tredjepart, der har en aftale med Spørger om udførelse af de pågældende lægefaglige ydelser. Det forhold, at den i Spørger ansatte læge har delegeret injektionen af vaccinerne til personale hos underleverandørerne bør således i henhold til SKM.2016.345 SR ikke ændre på, at Spørgers vederlag for salg af vaccinerne (injektionen + lægemidlet) udgør en samlet momsfri lægelig ydelse, jf.  § 13, stk. 1, nr. 1.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørgers salg af rejsevaccinationer i overensstemmelse med det beskrevne udgør momsfri ydelser.

Begrundelse

Spørger sælger rejsevaccinationer mod vederlag. Spørger udfører ikke selv vaccinationerne, men har indgået aftaler med en række underleverandører om, at disse udfører vaccinationerne på Spørgers vegne.

Underleverandørerne opkræver på Spørgers vegne det fulde vederlag for vaccinationerne af kunderne. Herefter fakturerer underleverandørerne Spørger et vederlag for udførelsen af vaccinationerne.

Momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, implementerer momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra b)-e) i dansk ret, og momslovens bestemmelse skal derfor fortolkes i overensstemmelse hermed.

I henhold til EU-domstolens faste praksis kan alene ydelser med et terapeutisk formål omfattes af momsfritagelsen, jf. eksempelvis EU-domstolens dom i sagen C-384/98, D mod W.

Det følger heraf, at alene behandling af personer, der foregår uden for et hospital som led i udøvelse af lægegerning eller dertil knyttede erhverv med henblik på at forebygge, diagnosticere eller behandle, kan være omfattet af momsfritagelsen, jf. C-141/00, Ambulanter Pflegedienst Kügler.

Udførelse af rejsevaccinationer har til formål at forebygge sygdomme, og ydelserne har derfor et terapeutisk formål og er dermed momsfritagne, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

SKAT skal endvidere henvise til Skatterådets besvarelse af spørgsmål 2 i SKM2009.572.SR.

SKAT bemærker, at Spørger ikke selv udfører vaccinationsydelserne, men indkøber disse ydelser hos forskellige underleverandører, og videresælger dem til kunderne.

Det bemærkes ligeledes, at de indkøbte ydelser hos underleverandørerne i sig selv må anses for momsfritagne vaccinationsydelser, jf. besvarelsen af spørgsmål 3.

Det er SKATs opfattelse, at det ikke har betydning for vurderingen, at Spørger ikke selv udfører de pågældende rejsevaccinationer, men derimod indkøber dem hos forskellige underleverandører, jf. eksempelvis SKM2017.311.SR.

Når Spørger derfor videresælger rejsevaccinationsydelserne til kunderne, må disse ydelser anses for momsfritagne sundhedsydelser, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med ”Ja”.

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at Spørgers salg af influenzavaccinationer i overensstemmelse med det beskrevne udgør momsfri ydelser.

Begrundelse

Spørger sælger influenzavaccinationer mod vederlag. Spørger udfører ikke selv vaccinationerne, men har indgået aftaler med en række underleverandører om, at disse udfører vaccinationerne på Spørgers vegne.

Underleverandørerne opkræver på Spørgers vegne det fulde vederlag for vaccinationerne af kunderne. Herefter fakturerer underleverandørerne Spørger et vederlag for udførelsen af vaccinationerne.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1, idet influenzavaccinationer på samme måde som rejsevaccinationer har til formål at forebygge sygdomme.

At influenzavaccinationerne i nogen tilfælde leveres uden brugerbetaling, idet Spørger i stedet modtager vederlag for ydelsen fra det offentlige i henhold til Overenskomst om almen praksis medfører ikke, at ydelserne falder uden for momslovens anvendelsesområde.

Der er herved henset til, at Spørger for udførelsen af influenzavaccinationerne vederlægges med et fast beløb pr. vaccination, og ydelserne anses derfor for leveret mod vederlag, jf. momslovens § 27.

Når Spørger videresælger influenzavaccinationsydelserne til kunderne, må disse ydelser anses for momsfritagne sundhedsydelser, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med ”Ja”.

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at underleverandørernes levering af rejsevaccinationerne og influenzavaccinationerne, som beskrevet udgør momsfri sundhedsydelser.

Begrundelse

Spørger sælger rejse- og influenzavaccinationer mod vederlag. Spørger udfører ikke selv vaccinationerne, men har indgået aftaler med en række underleverandører om, at disse udfører vaccinationerne på Spørgers vegne.

Underleverandørerne opkræver på Spørgers vegne det fulde vederlag for vaccinationerne af kunderne. Herefter fakturerer underleverandørerne Spørger et vederlag for udførelsen af vaccinationerne.

Underleverancer af sundhedsydelser kan, når visse betingelser er opfyldt, være omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Den afgørende betingelse for, at en underleverandørydelse kan anses for en sundhedsydelse i momsfritagelsens forstand, er, at underleverandørydelsen set under ét, udgør en særskilt helhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for sundhedsydelser som beskrevet i momsfritagelsen, jf. SKM2017.312.SR.

Ved vurderingen af, om underleverandørernes ydelser opfylder de specifikke og væsentlige funktioner ved ydelser i form af sundhedsydelser, er det afgørende, at underleverandørernes ansvar over for Spørger relaterer sig til netop de specifikke og væsentlige funktioner ved ydelser i form af sundhedsydelser – og ikke blot til eksempelvis udlejning af personale.

Det er på baggrund af en samlet vurdering af den fremlagte kontrakt SKATs opfattelse, at underleverandørerne i henhold til kontrakten er forpligtet til at levere en samlet ydelse i form af udførelse af vaccinationer, som opfylder de specifikke og væsentlige funktioner ved ydelser i form af sundhedsydelser. Ligeledes har underleverandørerne et ansvar for at udføre disse korrekt og i overensstemmelse med Spørgers lægelige instrukser.

Underleverandører ydelser til Spørger må herefter anses for momsfritagne, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

At underleverandørerne ikke har læger ansat til at udføre vaccinationerne kan ikke medføre et andet resultat, idet vaccinationerne udføres efter delegation fra Spørgers læge i overensstemmelse med retningslinjer afgivet af Sundhedsstyrelsen, og ydelserne må på den baggrund anses for at udvise et tilstrækkeligt kvalitetsniveau henset til leverandørens faglige uddannelse, jf. bl.a. EU-domstolens dom i sag C-443/04, Solleveld.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med ”Ja”.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, har følgende ordlyd:

"1) Hospitalsbehandling og lægevirksomhed, herunder kiropraktik, fysioterapi og anden egentlig sundhedspleje samt tandlæge- og anden dentalvirksomhed."

Bestemmelsen implementerer momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra b)-e) i dansk ret.

"1. Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

b) hospitalsbehandling og pleje samt transaktioner i nær tilknytning hertil udført af offentligretlige organer eller, under sociale betingelser svarende til dem, der gælder for sådanne organer, af hospitaler, centre for lægebehandling og diagnostik og andre lignende behørigt anerkendte institutioner

c) behandling af personer som et led i udøvelse af lægegerning og dertil knyttede erhverv som fastsat af den pågældende medlemsstat

d) levering af organer, blod og mælk fra mennesker

e) levering af ydelser præsteret af tandteknikere som et led i udøvelsen af deres erhverv samt tandlægers og tandteknikeres levering af tandproteser."

Praksis

C-384/98, D mod W

Lægelige ydelser, der ikke består i behandling af personer, i at diagnosticere og behandle en sygdom eller nogen anden sundhedsmæssig anomali (afvigelse fra hvad der er normalt), men som består i at fastslå individers genetiske beslægtethed ved hjælp af biologiske analyser, er ikke omfattet af momsfritagelsen. Den omstændighed, at den læge, der handler som sagkyndig, er blevet udpeget af en domstol, er uden betydning.

C-141/00, Ambulanter Pflegedienst Kügler

Det er kun behandling af personer, der foregår uden for et hospital som led i udøvelse af lægegerning eller dertil knyttede erhverv med henblik på at forebygge, diagnosticere eller behandle, der kan være omfattet af momsfritagelsen. Anden virksomhed med almindelig hjælp og hjælp i husholdningen er ikke omfattet.

C-443/04, Solleveld

Ikke enhver sundhedsydelse er momsfritaget, men kun såfremt den udviser et tilstrækkeligt kvalitetsniveau henset til behandlerens faglige uddannelse.

SKM2017.311.SR

Skatterådet kan bekræfte, at Spørgers levering af MR-scanninger til hospitaler, forsikringsselskaber mv. er fritaget for moms efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, idet MR-scanningerne anses for at udgøre en uundværlig, inkorporeret og uadskillelig del af konkrete behandlingsforløb. 

SKM2017.312.SR

Skatterådet kan bekræfte, at Spørgers levering af MR-scanninger til et søsterselskab, der leverer scanningerne til hospitaler, forsikringsselskaber mv., er fritaget for moms efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, idet MR-scanningerne anses for at udgøre en uundværlig, inkorporeret og uadskillelig del af konkrete behandlingsforløb.

SKM2009.572.SR

Lægers konsultationshonorar for injektion af vaccine, som patienten selv medbringer, er en lægelig ydelse, der er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 1. Skatterådet bekræftede, at lægers salg af rejsevaccinationer, der består af henholdsvis vaccine og injektion heraf, er momsfritaget som en samlet lægelig ydelse, der er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 1.