Menu

Fradrag for gaver til velgørende foreninger m.m.

Du får fradrag for gaver til velgørende foreninger, fonde, stiftelser, institutioner og religiøse samfund, der er godkendt af SKAT.

  • Du kan højst få fradrag for 15.200 kr. i 2016 (15.000 kr. i 2015).
  • Du får automatisk dit fradrag, hvis du har givet foreningen dit cpr-nr.
  • Der er ingen bagatelgrænse for fradraget.

Godkendte foreninger

Du kan kun få fradrag, hvis foreningen er godkendt.

Liste over godkendte foreninger

Særlige regler hvis du binder dig for ti år

Du kan binde dig for en 10-årig periode til at betale et årligt beløb til en godkendt forening. Du får et fradrag på højst 15 procent af din personlige indkomst med tillæg af din positive nettokapitalindkomst.

Du kan dog altid få et fradrag på op til 15.000 kr. uanset størrelsen af din indkomst. Foreninger, der er godkendt til at modtage løbende årlige ydelser, har som regel forpligtelseserklæringer eller gavebreve til formålet.

Krav der skal opfyldes

  • Foreningen skal være godkendt.
  • Aftalen skal være skriftlig.
  • Du må ikke have krav på en modydelse.
  • Aftalen skal løbe i mindst 10 år.
  • Dit navn og cpr-nr. skal stå på aftalen.

Du har betalt for lidt i løbende årlig ydelse i år

Hvis du, i forhold til hvad I har aftalt, har betalt for lidt i løbet af året, kan du først få fradrag for restbeløbet næste år.

Du har betalt for meget i løbende årlig ydelse i år

Du får kun fradrag for det beløb, I har aftalt.

Hvis du opdager det inden nytår:

  • Du kan aftale med foreningen, at det overskydende beløb anses som en gave uden binding i året. Foreningen indberetter så til SKAT, der fortrykker beløbet på din årsopgørelse.

Hvis du opdager det efter nytår:

  • Du kan aftale med foreningen, at du enten får det overskydende beløb tilbage eller I anser det overskydende beløb for acontobetaling for det nye år. I begge tilfælde skal foreningen indberette ændringen til SKAT. Du kan ikke selv ændre eller oplyse det rigtige beløb på årsopgørelsen.

Du vil ikke længere betale til foreningen

Da du har indgået en bindende aftale for mindst ti år, har du pligt til at betale det, I har aftalt. Foreningen kan retsforfølge dig for at få sin betaling.

Hvis foreningen ikke retsforfølger dig, kan SKAT kræve, at du betaler den skat, du har sparet ved at indgå aftalen.

SKAT vil ikke kræve, at du betaler den sparede skat, hvis der er tale om bristede forudsætninger. Bristede forudsætninger kan for eksempel være, at du har meldt dig ud af en religiøs forening.

Du kan ikke flytte din aftale til en anden forening.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se den juridiske vejledning.

Vis printvenlig udgaveVis som PDF
Feedback:
Meget glad
Meget sur
Meget gladMeget sur