Moms - Tab på fordringer over 3.000 kr. uden for konkurs og akkord m.v. - Styresignal

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato16 Sep 2014
Dato for udgivelse16 Sep 2014 14:01
SKM-nummerSKM2014.645.SKAT
MyndighedSKAT
Sagsnummer13-5789303
Dokument typeStyresignal
EmneordTab, debitorer, over 3.000 kr., indenretlige, inkassovirksomhed
Resumé

SKAT har omskrevet teksten i Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit D.A.8.1.1.6.4.8, således at det nu fremgår, at det ikke er en betingelse for at foretage regulering for tab på fordringer over 3.000 kr. uden for konkurs og akkord m.v. efter en konkret vurdering, at fordringen er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed.

Virksomheder, der har undladt at foretage regulering af tab på fordringer over 3.000 kr. uden for konkurs og akkord m.v., hvor fordringen efter en konkret vurdering skønnes at være tabt, selv om fordringen ikke er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.

Hjemmel

Lovbekendtgørelse nr. 106 af 23. januar 2013 (momsloven)

Reference(r)

Momsloven § 27, stk. 6

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit D.A.8.1.1.6.4.8.


Sammenfatning

SKAT har omskrevet teksten i Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit D.A.8.1.1.6.4.8, således at det nu fremgår, at det ikke er en betingelse for at foretage regulering for tab på fordringer over 3.000 kr. uden for konkurs og akkord m.v. efter en konkret vurdering, at fordringen er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed.

Virksomheder, der har undladt at foretage regulering af tab på fordringer over 3.000 kr. uden for konkurs og akkord m.v., hvor fordringen efter en konkret vurdering skønnes at være tabt, selv om fordringen ikke er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.

Baggrund og problemstilling

SKAT har vurderet, om praksis for regulering af tab på debitorer på fordringer over 3.000 kr. uden for konkurs og akkord m.v. er korrekt beskrevet i Den juridiske vejledning, afsnit D.A.8.1.1.6.4.8, i forhold til den praksisændring, som blev meldt ud i juni måned 2010 i henholdsvis SKM2010.380.SR og SKM2010.393.SKAT, hvorefter der sker en harmonisering af moms- og skattereglerne således, at der for fordringer uden for konkurs og akkord m.v. fremover gives mulighed for at foretage regulering af momsgrundlaget, når fordringen efter en konkret vurdering skønnes at være tabt.

Det er SKATs opfattelse, at teksten i Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit D.A.8.1.1.6.4.8, kan give anledning til misforståelser, idet det ser ud som om, at det er en betingelse for at foretage regulering af tabet efter en konkret vurdering, at fordringen er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed, hvilket ikke er tilfældet.

SKAT har derfor omskrevet teksten i Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit D.A.8.1.1.6.4.8, således at det nu fremgår, at det ikke er en betingelse for at foretage regulering af tabet efter en konkret vurdering, at fordringen er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed.

Det retlige grundlag

Momslovens § 27, stk. 6, har følgende ordlyd:

"I afgiftsgrundlaget kan fradrages 80 pct. af konstaterede tab på uerholdelige fordringer vedrørende leverede varer og ydelser. Såfremt fordringerne senere betales helt eller delvis, skal 80 pct. af modtagne beløb medregnes i afgiftsgrundlaget, medmindre betalingen opnås efter konkurslovens § 96."

Bestemmelsen implementerer momssystemdirektivets artikel 90, som har følgende ordlyd:

"Stk. 1. I tilfælde af annullation, afbestilling, ophævelse, ikke-betaling eller kun delvis betaling eller afslag i prisen efter det tidspunkt, hvor transaktionen har fundet sted, nedsættes afgiftsgrundlaget tilsvarende på betingelser, som fastsættes af medlemsstaterne.

Stk. 2.

For så vidt angår ikke-betaling eller kun delvis betaling kan medlemsstaterne dog fravige stk. 1."

Praksis

I Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit D.A.8.1.1.6.4.8, er praksis for regulering af tab på fordringer over 3.000 kr., beskrevet således:

"Fordringer over 3.000 kr., hvor forgæves inddrivelse via uafhængig inkassovirksomhed

Skatterådet har efter indstilling fra Skatteministeriet besluttet at ændre praksis. Derfor er der sket en harmonisering af moms- og skattereglerne sådan, at en virksomhed kan foretage fradrag i momsgrundlaget, uanset at virksomheden ikke har konstateret tabene ved indenretlige skridt i forbindelse med at de enkelte fordringer overføres til overvågningsbehandling hos inkassovirksomheden.

Fordringer over 3.000 kr. kan altså afskrives i forbindelse med forgæves inddrivelse via uafhængig inkassovirksomhed, når 

  • fordringerne har været gennem en rykkerprocedure i inkassoafdelingen hos kreditor selv, 
  • fordringerne er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed, der har foretaget de inddrivelsesskridt, som inkassovirksomheden i relation til fordringens størrelse har fundet mulige, og 
  • ved fortsat manglende betaling først efter en individuel vurdering af den enkelte debitor og fordring, har vurderet om fordringen skal anses for tabt og overføres til overvågningslisten. 

Se SKM2010.380.SR.

Skatteministeriet fastsætter i tilknytning hertil følgende betingelser: 

  • Der skal foretages en konkret vurdering af den enkelte debitors betalingsevne, idet en procentvis nedskrivning på den enkelte debitor ikke tillades. Det følger heraf, at en procentvis nedskrivning på den samlede debitormasse ligeledes er udelukket som grundlag for fradrag i momsgrundlaget. 
  • Det er endvidere en forudsætning, at fordringen er uomtvistet og endelig og at der er foretaget tilstrækkeligt til fordringens inddrivelse, idet der skal være et rimeligt forhold mellem fordringens størrelse og de omkostninger, der er forbundet med inddrivelse af fordringen. 

Endelig er det normalt en forudsætning, at handelsforbindelsen med den pågældende debitor er ophørt, før fradraget foretages, men dette er dog ikke nogen absolut betingelse.

Se SKM2010.393.SKAT ."

I Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit D.A.8.1.1.6.4.8, er praksis for regulering af tab på fordringer over 3.000 kr., beskrevet således:

Fordringer over 3.000 kr. uden for konkurs og akkord m.v., hvor tabet ikke er konstateret ved indenretlige skridt

Skatterådet har i SKM2010.380.SR ændret praksis, hvorefter der sker en harmonisering af moms- og skattereglerne således, at der for fordringer uden for konkurs og akkord m.v. fremover gives mulighed for at foretage regulering af momsgrundlaget, når fordringen efter en konkret vurdering skønnes at være tabt.

I den konkrete sag er der lagt vægt på, at

  • fordringerne har været gennem en rykkerprocedure i inkassoafdelingen hos kreditor selv, 
  • fordringerne er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed, der har foretaget de inddrivelsesskridt, som inkassovirksomheden i relation til fordringens størrelse har fundet mulige, og 
  • ved fortsat manglende betaling først efter en individuel vurdering af den enkelte debitor og fordring, har vurderet om fordringen skal anses for tabt og overføres til overvågningslisten. 

I SKM2010.393.SKAT fastsætter Skatteministeriet i tilknytning til praksisændringen i SKM2010.380.SR følgende betingelser:

  • Der skal foretages en konkret vurdering af den enkelte debitors betalingsevne, idet en procentvis nedskrivning på den enkelte debitor ikke tillades. Det følger heraf, at en procentvis nedskrivning på den samlede debitormasse ligeledes er udelukket som grundlag for fradrag i momsgrundlaget.
  • Det er endvidere en forudsætning, at fordringen er uomtvistet og endelig og at der er foretaget tilstrækkeligt til fordringens inddrivelse, idet der skal være et rimeligt forhold mellem fordringens størrelse og de omkostninger, der er forbundet med inddrivelse af fordringen.
  • Endelig er det normalt en forudsætning, at handelsforbindelsen med den pågældende debitor er ophørt, før fradraget foretages, men dette er dog ikke nogen absolut betingelse. 

I SKM2012.120.SR bekræfter Skatterådet, at spørger kan regulere for tab i størrelsesordenen maksimum 10.000 kr., uden at anvende et inkassofirma ved inddrivelsen af de skyldige beløb. Tabene har været igennem en intern rykkerprocedure hos spørger, som anses for at opfylde kravene til en rykkerprocedure, som sandsynliggør, at tabet er lidt. Det fremgår bl.a. af sagen, at det ikke er en betingelse for at foretage regulering for tabet efter en konkret vurdering, at fordringen er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed."

SKATs opfattelse

Det er SKATs opfattelse, at når teksten i Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit D.A.8.1.1.6.4.8, kan give anledning til misforståelser, idet det ser ud som om, at det er en betingelse for at foretage regulering af tabet efter en konkret vurdering, at fordringen er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed, og SKAT derfor har omskrevet teksten i Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit D.A.8.1.1.6.4.8, således at det nu fremgår, at det ikke er en betingelse for at foretage regulering af tabet efter en konkret vurdering, at fordringen er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed, så er det udtryk for en praksisændring.

Adgang til genoptagelse

Virksomheder, der har undladt at foretage regulering af tab på fordringer over 3.000 kr. uden for konkurs og akkord m.v., hvor fordringen efter en konkret vurdering skønnes at være tabt, selv om fordringen ikke er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret for de afgiftsperioder, hvor tabet er konstateret.

Frister for genoptagelse

I henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb. Hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, 2. led, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse til gunst for den afgiftspligtige af opgørelsen af afgiftstilsvaret fra og med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der er påbegyndt men ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis.

Skatterådet har i SKM2010.380.SR, offentliggjort på SKATs hjemmeside den 22. juni 2010, ændret praksis, hvorefter der sker en harmonisering af moms- og skattereglerne således, at der for fordringer over 3.000 kr. uden for konkurs og akkord m.v. fremover gives mulighed for at foretage regulering af momsgrundlaget, når fordringen efter en konkret vurdering skønnes at være tabt.

Der kan herefter ske genoptagelse af afgiftstilsvaret fra og med afgiftsperioder påbegyndt men endnu ikke udløbet i juni måned 2010.

Reaktionsfrist

Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2. Det vil sige, at anmodningen om genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder afvigelsen af den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2. Reaktionsfristen på 6 måneder regnes fra offentliggørelsen af dette styresignal på SKATs hjemmeside.

Anmodning om genoptagelse

Anmodningen om genoptagelse skal indgives til SKAT, og det vil lette behandlingen af anmodningen, hvis den sendes via www.skat.dk eller til adressen: Skattecenter Struer, Fabriksvej 13, 7600 Struer.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om navn, adresse og CVR-nr., samt en specificeret opgørelse af kravet på tilbagebetaling.

Dokumentation

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet relevant bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan bidrage til at dokumentere kravet.

Endvidere skal virksomheden kunne dokumentere, at tabene har været igennem en rykkerprocedure, som sandsynliggør, at tabet er lidt.

Forrentning

Forrentning sker fra indbetalingstidspunktet for den afgiftsperiode, hvor tabet er konstateret.
Der henvises til Den juridiske vejledning afsnit A.A.12.3 om forrentning af tilbagebetalingsbeløb fra SKAT.

Gyldighed

Styresignalet bortfalder 6 måneder efter offentliggørelsen på SKATs hjemmeside.