Menu

Elektricitet - Afgiftsfrihed for små private VE-anlæg

Dato for udgivelse
16 jun 2010 11:25
Gyldig til
1. januar 2012
Sagsnummer
10-007955
Resumé
Solcelleordningen bliver udvidet, så den også omfatter andre små private VE-anlæg med en installeret effekt på højst 6 kW pr. husstand.

Solcelleordningen bliver udvidet
Mindre anlæg, der producerer vedvarende energi (VE-anlæg), bliver nu fritaget for elafgift på visse betingelser. Ved VE-anlæg forstås her blandt andet vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi samt bølge- og tidevandsenergi.  

Anlægget skal være tilsluttet elinstallationen i boliger eller anden ikke-erhvervsmæssigt benyttet bebyggelse. Boligforeningers fællesarealer anses ikke for at være erhvervsmæssigt benyttet bebyggelse.

Ikke-erhvervsmæssigt benyttet bebyggelse betyder her børneinstitutioner, skoler og lignende. For deres vedkommende sidestilles 100 m2 bebygget institutionsareal med 1 husstand. I tvivlstilfælde er det Energinet.dk, der afgør, om der er tale om ikke-erhvervsmæssig benyttelse efter bestemmelserne i nettoafregningsbekendtgørelsen.

Bygninger med flere husstande kan blive fritaget for elafgift, selv om anlæggets samlede effekt er større end 6 kW, når blot effekten per bolig ikke overstiger 6 kW. Der skal installeres en afregningsmåler, der måler bygningens nettoforbrug eller nettoproduktion. Desuden skal der installeres fordelingsmålere i hver boligenhed.

I bygninger med flere husstande kan beboerne tilslutte et eller flere VE-anlæg med en samlet effekt på 6 kW eller derunder til egen elinstallation i den enkelte bolig. I så fald skal der installeres en afregningsmåler i boligenheden.

Ejendomme med blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse og en fælles afregningsmåler kan blive fri for at betale elafgift på betingelse af, at der sker en fordeling af elforbruget på årsbasis. Der er nemlig ikke er afgiftsfrihed for den del af nettoelforbruget, der anvendes i erhvervsdelen af ejendommen efter bestemmelsen om afgiftsfrihed for små private VE-anlæg. 

I ejendomme med blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse med en fælles måling af det samlede nettoelforbrug (NF) fastlægges VE-anlæggets produktion (VE) enten på grundlag af en særskilt måling eller efter en beregning med følgende årlige produktion pr. kW installeret effekt:

Solcelleanlæg: 800 kWh, vindmøller: 1.500 kWh og øvrige anlæg 4.000 kWh.

Det samlede elforbrug, bruttoforbruget (BF), er summen af nettoforbruget og VE-anlæggets produktion (BF=NF+VE).

Det private elforbrug (PF) fastsættes som summen af elforbruget til varmt vand (3.000 - 3.600 kWh) for varmt vand til 1 - 4 personer, rumopvarming (80 kWh/m2 boligareal) samt lys og husholdningsforbrug (2.000 kWh/lejlighed og 4.000 kWh/parcel- og stuehuse).

Det erhvervsmæssige elforbrug (EF), som ikke er afgiftsfritaget, opgøres forholdsmæssigt på grundlag af nettoforbrug og bruttoforbrug således:

 

EF=

(BF-PF) * NF

BF

 

 Et eksempel:

 

Vindmølle 6 kW:

   

  • Nettokøb, målt

6.000 kWh/år

 

  • VE-produktion, beregnet

9.000 kWh/år

(6 * 1.500)

  • Bruttoforbrug, beregnet

15.000 kWh/år

(6.000+9.000)

  • Husholdning, beregnet

4.000 kWh/år

(husholdning, parcelhus)

  • Erhverv, bruttoforbrug

11.000 kWh/år

(15.000 - 4.000)

  • Nettoforbrug, erhverv

4.400 kWh/år

11.000*6.000

     15.000

 

Det beregnede nettoforbrug i erhvervsdelen er grundlag for afgiftsberegningen.

En bolig kan have tilsluttet flere VE-anlæg, når blot den samlede effekt af anlæggene ikke overstiger 6 kW. 

Afgiftsfriheden omfatter ikke anlæg som den fysiske person alene ejer en andel i som for eksempel vindmøllelaug og lignende.

Betingelser for afgiftsfritagelsen
Elektricitet fremstillet på et VE-anlæg er under visse betingelser fritaget for elafgift af hele den producerede mængde elektricitet.

Når produktionen er mindre end forbruget leveres den manglende elektricitet fra det kollektive net, og når produktionen er større end forbruget, sendes overskudsproduktionen ud på nettet. Ejere af et eller flere VE-anlæg med en samlet installeret effekt på højst 6 kW får mulighed for populært sagt at "lagre" elektricitet på elnettet i lighed med ordningen for små solcelleanlæg.

Det opgøres en gang om året eller ved skift af elleverandør, hvor meget der netto er leveret fra eller til nettet svarende til den normale forbrugsaflæsningsperiode. Den årlige opgørelse sker enten ved at bruge en elmåler, der kan "løbe baglæns", når der er overskudsproduktion, eller ved separat at måle af den elektricitet, som leveres fra nettet og tilsvarende separat at måle den elektricitet, som leveres til nettet. Nettoforbruget er da forskellen mellem de to målte værdier. Når boligens elforbrug er større end elproduktionen, betales der kun afgift af nettoforbruget. Hvis elforbruget er mindre end elproduktionen afregnes den leverede elektricitet af Energinet.dk efter VE-lovens afregningsregler for miljøvenlig elproduktion.

Betingelserne er i hovedtræk, at anlægget eller anlæggene

  • er tilsluttet det kollektive elforsyningsnet i egen forbrugsinstallation
  • er 100 pct. ejet af forbrugeren
  • ligger på forbrugsstedet
  • alene anvender vedvarende energikilder i et eller flere elproduktionsanlæg, som har en samlet nominel effekt på eller under 6 kW pr. husstand
  • forsyner boliger eller anden ikke-erhvervsmæssigt benyttet bebyggelse med elektricitet eller varme og elektricitet. For ikke-erhvervsmæssigt benyttet bebyggelse svarer 100 m2 bebygget areal til en husstand
  • er registreret i stamdataregisteret.

De nærmere betingelser for at nettoafregne på årsbasis vil fremgå af bekendtgørelse om nettoafregning for egenproducenter af elektricitet, nettoafregningsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 1366 af 15. december 2004 med senere ændringer. For at få afgiftsfritagelsen, skal der afregnes efter reglerne i nettoafregningsbekendtgørelsen. Der udsendes en revideret nettoafregningsbekendtgørelse inden 1. juli 2010, som beskriver reglerne for at kunne nettoafregne på årsbasis. Oplysninger om det fås hos Energistyrelsen.

Registrering hos Energinet.dk
Det er en betingelse for at slippe for afgift, at anlægget er registreret i stamdataregisteret hos Energinet.dk.

Ikrafttræden
Bestemmelserne om afgiftsfrihed for små private VE-anlæg træder i kraft den 1. juli 2010.

Overgangsbestemmelser
Netvirksomhederne vil inden 30. september 2010 indberette de solcelleanlæg, som de kender til, til stamdataregisteret og samtidig oplyse anlægsejeren om, at denne skal anmode Energinet.dk om nettoafregning.

Når nye VE-anlæg skal installeres skal anlægsejeren henvende sig til netvirksomheden og bede om at blive registreret i stamdataregisteret samt anmode Energinet.dk om nettoafregning. 

Mere information
Bestemmelsen om afgiftsfrihed for små private VE-anlæg står i elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra e. Information om vilkårene og retningslinjer for nettoafregning, opgørelse og afregning ved salg af elektricitet, udførelse af målinger, ansøgningsskemaer til registrering i stamdataregisteret med videre findes hos Energinet.dk på www.energinet.dk.


Henvendelse rettes til
72 22 18 18
Vis printvenlig udgaveVis som PDF