Gå til indhold

Følg 2 konkrete råd til snakken med din revisor

De fleste landmænd tror, at deres revisor kigger alle deres udgiftsbilag igennem og vurderer, om der er fradrag. Det er dog ikke tilfældet.

Det er godt nok træls at misforstå en aftale, når det faktisk er helt dit eget ansvar at have styr på, hvornår en udgift er knyttet til dig som privatperson eller til din virksomhed.

Fokusér på de 4 fejlgrupper

Tag en snak med din revisor om, hvilke udgifter du kan trække fra i disse 4 fejlgrupper:

  1. Ejendomme
  2. Mobil og computer
  3. Køretøjer
  4. Sundhed

Det er i de 4 grupper, vi finder mange fejl. Derfor opfordrer vi dig til at tage en snak med din revisor, så du kan blive klædt på til bedre at vurdere, hvad du kan trække fra.

Du kan også hente hjælp i fradragsguide specielt udviklet til landmænd.

Markér de bilag, du er i tvivl om

Tal med din revisor om, hvordan du bedst kan hjælpe med at klargøre dine bilag til regnskabet - fx ved at du markerer de bilag, hvor du er i tvivl om, hvorvidt udgiften kan trækkes fra. På den måde kan din revisor nemt og hurtigt rådgive dig, så du får de rigtige fradrag.

Husk, at i sidste ende er ansvaret for regnskabet altid dit, også selvom du bruger revisor.