We use cookies at skat.dk, for example to gather statistics and improve our information campaigns. By continuing to use our website or by closing this box, you are agreeing to our use of cookies. Click here to reject cookies. Read more about cookies at skat.dk..

På skat.dk bruger vi cookies til at samle statistik og til at forbedre vores informationskampagner. Vi begynder, når du klikker dig videre eller lukker denne boks. Du kan sige nej tak til cookies her. Læs mere om cookies på skat.dk.

 
Her står du: Juridisk information > Afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv. > 2002
Moms ved kunstneres salg af egne værker

 
Moms ved kunstneres salg af egne værker
Dokumentets dato18 mar 2002
Dato for offentliggørelse19 mar 2002 15:24
SKM-nummerSKM2002.167.TSS
MyndighedTold- og Skattestyrelsen
Sagsnummer99/02-301-00654
Dokument typeMeddelelse
Overordnede emnerMoms og lønsumsafgift
EmneordMoms, kunstner, førstegangssalg, egne kunstgenstande, galleri, faktura
Resumé

Moms af kunstneres og arvingers førstegangssalg af egne kunstgenstande beregnes på et reduceret grundlag. Gallerier kan udstede fakturaer i kunstnerens navn på kunstnerens fakturapapir, og salget anses for at være kunstneres førstegangssalg af egen kunstgenstand. Galleriets levering af bistand med salg, lokaler mv. til kunstneren er momspligtig. Hvis galleriet sælger kunstgenstanden som kommissionssalg, beregnes der moms af den fulde salgspris. Se SKM2002.263.TSS.

Reference(r)

Momslovens § 30, stk. 3 og § 49, stk. 2, nr. 3
Momsvejledningen 2001 G.5 og M.3.2.3


På baggrund af en konkret henvendelse fra et galleri, vil Told- og Skattestyrelsen hermed præcisere regler og praksis vedrørende moms ved kunstneres førstegangssalg af egne kunstgenstande og galleriers salg af kunstneres værker.

Momregistrering

Momslovens § 49, stk. 2, nr. 3 fastslår, at kunstneren først har pligt til at lade sig momsregistrere, når salget af egne kunstgenstande i det løbende eller i det foregående kalenderår overstiger 300.000 kr.

En kunstner kan dog altid vælge at lade sig momsregistrere, selv om salget er mindre end 300.000 kr., jf. momslovens § 50.

Kunstgenstande

Momslovens § 69, stk. 4 fastlægger, hvad der forstås som kunstgenstande i momslovens forstand. En nærmere beskrivelse findes i Momsvejledningen 2001 afsnit R.3.2. Ved kunstgenstande forstås således:

§ 69, stk. 4, nr. 1

Varer henhørende under KN-kode 97 01. Herunder falder malerier, kollager og lign., tegninger og pasteller, der af kunstneren udelukkende er udført i hånden. Undtaget herfra er bygnings- og maskintegninger samt egne tegninger til industrielle, kommercielle, topografiske eller lignende formål, hånddekorerede industriprodukter, malede teaterkulisser, atelierbagtæpper og lign.

§69, stk. 4, nr. 1

Varer henhørende under KN-kode 97 02. Herunder falder originale stik, tryk og litografier. Herved forstås et begrænset antal direkte aftryk i sort og hvid eller i farve af én eller flere plader, der af kunstneren udelukkende er udført i hånden. Det er uden betydning, hvilken teknik og hvilket materiale, kunstneren har anvendt, dog må der ikke være benyttet nogen mekanisk eller fotomekanisk proces.

§69, stk. 4, nr. 2

Skulpturer henhørende under KN-kode 97 03, udført af kunstneren selv, herunder afstøbninger af skulpturer i et antal på højst otte eksemplarer, kontrolleret af kunstneren eller dennes arvinger. Antallet på otte afstøbninger kan dog overskrides, såfremt afstøbningerne er foretaget før den 1. januar 1989, og skulpturen ikke har karakter af en handelsvare.

§69, stk. 4, nr. 3

Tapisserier og vægtekstiler, henhørende under KN-kode 58 05 og 63 04, udført i hånden på grundlag af kunstnerens originale tegninger, såfremt der ikke findes mere end otte eksemplarer af hver.

§69, stk. 4, nr. 4

Keramiske unika, udført i hånden af kunstneren og signeret af denne. Det forhold at kunstneren arbejder ud fra et tema og fremstiller forskellige varianter, fratager ikke nødvendigvis genstandene deres karakter af unika, jf. TfS 2000, 156.

§69, stk. 4, nr. 5

Emaljearbejder på kobber, udelukkende udført i hånden i et antal på højst otte eksemplarer, som nummereres og signeres af kunstneren eller af kunstnerens atelier, bortset fra bijouterivarer og guld- og sølvsmedearbejder.

En uddybende forklaring af de nævnte positioner findes i øvrigt i Toldtariffen.

Førstegangssalg - reduceret grundlag

Momslovens § 30, stk. 3 bestemmer, at kunstnere eller deres arvinger ved førstegangssalg af kunstnerens egne kunstgenstande, jf. momslovens § 69, stk. 4, kan afregne moms på et reduceret grundlag svarende til 20 pct. af afgiftsgrundlaget.

Afgiftsgrundlaget er kunstgenstandens pris uden moms, jf. § 27, stk. 1.

Hvis en kunstgenstand koster 10.000 kr. uden moms bliver momsen derfor:

10.000 kr. x 20% x 25% = 2000 kr. x 25% = 500 kr.,

Der skal udstedes sædvanlig faktura jf. bestemmelserne i momsbekendtgørelsens kap. 11. Momsbeløbets størrelse skal være angivet på fakturaen.

Hvis en kunstner leverer andre varer og ydelser ud over salg af egne værker, skal disse leverancer afgiftsberigtiges efter momslovens almindelige bestemmelser og kan således ikke sælges med den særlige kunstnermoms (moms, der er afregnet på det reducerede grundlag).

Førstegangssalg når et galleri medvirker

Kunstnere kan sælge egne værker momsfrit eller med kunstnermoms på kunstudstillinger, når salget foregår i kunstnerens eget navn.

Kunstneren kan også foretage førstegangssalg af egne kunstgenstande når et galleri medvirker ved salget, når salget foregår i kunstnerens navn og kunstneren har ejendomsret til kunstgenstanden, indtil salget sker. Det er således en forudsætning, at galleriet kun medvirker som formidler i forbindelse med salget, og at galleriet har en aftale med kunstneren om salg. Det er karakteristisk for et sådant salg, at en køber kan rette eventuelle krav i anledning af handlen direkte mod kunstneren. Fakturaen i forbindelse med salget skal udstedes af kunstneren. Kunstneren kan også lade galleriet udstede fakturaen i kunstnerens navn, jf. momslovens § 52, stk.1. Det skal fremgå af fakturaen, at salget sker i kunstnerens navn og for kunstnerens regning. Fakturaen skal således udstedes på kunstnerens fakturapapir, hvor kunstnerens navn, adresse og CVR nr. fremgår. Hvis kunstneren udstiller flere steder på samme tid og overlader det til gallerierne at udstede faktura på kunstnerens fakturapapir, kan der lægges en serie af fakturablanketter med fortløbende nummerering i hvert galleri. Fakturering sker altid på kunstnerens ansvar.

Galleriets leverance til kunstneren

Galleriet skal betale moms efter lovens almindelige regler af formidlingshonoraret (provisionen). Galleriet anses nemlig for at have leveret en ydelse til kunstneren i form af lokaler, bistand med salg m.v. Dette er en momspligtig ydelse, jf. momslovens § 4, for hvilken galleriet skal udstede en faktura med moms til kunstneren.

Fradragsret hos kunstneren

Hvis kunstneren er momsregistreret, kan kunstneren fratrække udgiften til betaling af momsen til galleriet ligesom momsen af sine andre erhvervsmæssige indkøb efter bestemmelserne i momslovens §§ 37-38 og § 42.

Kommissionssalg

Hvis et galleri eller en kunsthandler sælger en kunstgenstand ved et kommissionssalg, skal der beregnes moms af den fulde salgspris, jf. momslovens § 4, stk. 3, nr.1. Ved kommissionssalg indgår galleriet handlen i eget navn og for kunstnerens regning efter bemyndigelse fra kunstneren. Det er, jf. kommissionslovens § 56, karakteristisk for et kommissionssalg, at køberen af kunstgenstanden skal rette eventuelle krav i anledning af handlen mod galleriet og ikke mod kunstneren.

Fradragsret hos køber

Hvis køber af kunstgenstanden er en momsregistreret virksomhed, og kunstværkerne anvendes til udsmykning af lokaler i virksomheden, har virksomheden som udgangspunkt fradragsret for momsen, jf. Momsvejledningen 2001, afsnit J.1.1.1, TfS 1995, 687, og TfS 1989,449