Registreringsafgiftsloven - storkundeordningen - annullering af afbrudte leasingkontrakter i Det digitale motorregister (DMR)

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato31 Aug 2017
Dato for udgivelse12 Sep 2017 14:17
SKM-nummerSKM2017.546.BR
MyndighedByret
SagsnummerBS 10D-969/2016
Dokument typeDom
EmneordLeasingselskab, storkundeaftale, elektronisk, afbrudte, tilbagebetaling, betalt, afgift, månedsangivelser, efteropkrævet, restance, afgiftsregnskab
Resumé

Sagen angik et leasingselskab, som havde en såkaldt storkundeaftale med SKAT. Selskabet havde ikke overholdt kravet ifølge bilaget til aftalen om, at der skulle ske elektronisk annullering af afbrudte leasingkontrakter i DMR, når selskabet anmodede om tilbagebetaling af for meget betalt afgift af det pågældende leasingkøretøj i henhold til registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 6. Annullering af afbrudte leasingkontrakter kunne fra og med etableringen af DMR pr. 7. juni 2012 alene ske i DMR og ikke længere via de ”manuelle” månedsangivelser af afgiften. Leasingselskabet havde ubestridt ikke foretaget elektronisk annullering af leasingkontrakterne, men havde fortsat efter indførelsen af DMR givet SKAT meddelelse om annulleringen ved manuelle rettelser på sine månedsangivelser. SKAT havde efteropkrævet et beløb på ca. 3 mio. kr., som var opstået i en periode på ca. 1 år som restance på leasingselskabets afgiftsregnskab med SKAT som følge af den manglende systemmæssige annullering af igangværende leasingkontrakter i DMR.

Leasingselskabet påstod det efteropkrævede beløb tilbagebetalt. Til støtte herfor gjorde selskabet i første række gældende, at selskabet havde givet SKAT meddelelse om afbrydelserne af kontrakterne via månedsangivelserne, og at selskabet derfor materielt havde krav på ved sine månedlige angivelser af afgift at kunne modregne for meget betalt afgift af afbrudte leasingkontrakter i henhold til registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 6. Selskabet gjorde gældende, at SKATs krav om annullering i DMR ikke havde hjemmel. I anden række påberåbte selskabet sig, at SKAT konkret over for selskabet havde accepteret, at selskabet kunne fortsætte med at give meddelelse om afbrudte leasingkontrakter ved manuelle rettelser på månedsangivelserne, og at SKAT i øvrigt også havde givet andre leasingselskaber lov til at foretage manuelle rettelser af månedsregnskaberne ved afbrydelse af leasingkontrakter.

Retten gav Skatteministeriet medhold i, at SKATs krav om, at der skulle ske annullering af afbrudte leasingkontrakter i DMR, havde hjemmel i registreringsafgiftslovens § 3 b. Videre bemærkede retten, at leasingselskabet som udgangspunkt var bundet til at følge kravet om elektronisk annullering, der klart fremgik af bilaget til storkundeaftalen. Retten lagde dog efter bevisførelsen til grund, at stort set samtlige leasingselskaber i perioden efter indførelsen af DMR, bl.a. som følge af systemfejl, havde vanskeligheder med de nye procedurer. Retten lagde videre vægt på det konkrete forløb i sagen, herunder at selskabets dialog med SKAT i en længere periode fra indførelsen af DMR, havde ført til, at kravet var akkumuleret. Retten lagde endelig efter bevisførelsen navnlig efter forklaringen fra en medarbejder i SKAT Motor, som særligt havde varetaget storkundeordningen og storkundernes overholdelse af procedurerne i det nye DMR – til grund, at SKAT i andre tilfælde i overgangsperioden efter indførelsen af det nye system tillod rettelse på baggrund af månedsangivelser ved afbrydelse af leasingkontrakter. Under de foreliggende omstændigheder burde SKAT efter rettens opfattelse også have tilladt sådanne rettelser for så vidt angik det omhandlede leasingselskab. Retten gav derfor selskabet medhold i tilbagebetalingskravet.

Reference(r)

Registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 6

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-1, E.A.8.1.7.2


Parter

H1

(v/Adv. Anne-Marie Sannemand Kjøller)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/ Adv. David Auken)

Afsagt af byretsdommer

Julie Skat Rørdam

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører, hvorvidt sagsøger, H1, er berettiget til tilbagebetaling af forholdsmæssig registreringsafgift ved afbrydelse af leasingkontrakter før tid i perioden 1. juni 2012 til 1. juli 2013 i forbindelse med anvendelse af Skats storkundeordning.

Sagsøger, H1 har principalt påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at betale 2.791.354,76 kr. til sagsøger med tillæg af rente med den enhver tid gældende procesrente fra den 24. januar 2014, subsidiært fra sagens anlæg, alt til betaling sker.

H1 har subsidiært påstået, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger er berettiget til tilbagebetaling af for meget betalt registreringsafgift for perioden fra den 1. juni 2012 til 1. juli 2013 i henhold til registreringsafgiftslovens § 3b, stk. 6.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Tvisten, der er opstået i forbindelse med indførelsen den 6. juni 2012 af et nyt system til behandling i Motorregisteret (DMR), vedrører tilbagebetaling af forholdsmæssig registreringsafgift i perioden 1. juni 2012 til 1. juli 2013.

Forklaringer

Der er under hovedforhandlingen afgivet vidneforklaring af PT, IM, VF, LH og VK.

PT har blandt andet forklaret, at han er ansat i G1. Han er nu administrerende direktør for H1. Han har været i G1 i 7½ år. På det tidspunkt, som sagen angår, var han administrations- og risk manager. Han arbejdede blandt andet med håndtering af leasingbiler, herunder indgåelse og afgang af leasingbiler og forholdmæssig afgift. Han har også tidligere i sin karriere arbejdet med leasingaftaler.

Han er bekendt med procedurerne i storkundeaftalen. De omhandlede procedurer var relevante, når en leasingkunde ikke havde behov for at lease aktivet længere og derfor opsagde aftalen før tid. Efter afbrydelse af en leasingkontrakt blev bilen solgt videre i Danmark eller Europa. Man afmeldte nummerpladerne på motorkontoret og lavede en månedsangivelse, som skulle afleveres til SKAT senest den 15. i den følgende måned. Man anvendte en blanket, hvor man blandt andet skulle bruge en kode for, hvad der var sket med bilen. På det fremlagte eksempel på månedsangivelse (bilag H) er ”ID” det nummer, som den specifikke leasingkontrakt havde fået ved anmeldelse til SKAT – en slags cpr.nr. for kontrakten. Herefter fremgår detaljer om bil og registreringsafgift, herunder eventuel afleveringsdato, f.eks. ved afbrydelse af kontrakten. Under ”bemærkninger” anførte man den kode, som man havde fået af SKAT, f.eks. AFB for afbrydelse før tid. Der var ingen problemer med den procedure før indførelsen af DMR. Man havde en løbende dialog med SKAT. Man vedhæftede med månedsangivelsen et antal pdf-filer med specifikationer på alle sagerne. Nogle gange kontaktede SKAT dem med spørgsmål hertil. Der var altså ingen problemer, men i ny og næ en dialog for at få styr på konkrete sager. Da digitaliseringen var på vej, fik H1 fra SKAT tilsendt tilslutningsaftalen (bilag E), som man skulle underskrive for at blive nummerpladeoperatør. H1 håndterer ikke nummerplader, men det gør G1. Han var ikke selv med til vejledningsmødet hos SKAT vedrørende det nye system den 24. maj 2012. Han forstod, at der ikke havde været tale om en særlig grundig instruktion.

Der kom en ny tilslutningsaftale (bilag F) i forbindelse med det nye system, for at man kunne komme i gang med at benytte det nye system på leasingaftaler også. Ca. en uge op til igangsættelsen af det nye system kom der en instruks om ikke at tilgå systemet, idet SKAT overførte alle de data, der lå i det gamle system, til det nye DMR. Det var en rodebutik; systemet gav H1 problemer, og han ved, at det også var tilfældet for mange andre leasingselskaber. Leasingmodulet blev aktiveret lidt hurtigere, end også SKAT havde ønsket. Der var tekniske udfordringer, hvilket SKAT også har medgivet. Der var faktisk fejl i alle sager. Løbetider og afgifter var forkerte, og der var problemer med renteberegningen. Alle beregninger i forbindelse med førtidsindfrielse gav forkerte beløb, fordi regnemekanismen bagved ikke var der. De blev derfor ved med at lave månedsangivelserne som før, så man stadig havde alle de korrekte transaktioner osv., så SKAT kunne putte de rigtige tal ind i systemet. Man kunne ikke rette i brugerfladen i DMR-systemet – man kunne finde bilen, men ikke rette de forkerte oplysninger. Det kan man nu, men det kunne man ikke på det tidspunkt, og de kunne derfor ikke komme med de rigtige værdier på anden måde end ved månedsangivelserne.

VK var deres sagsbehandler/kontaktperson hos SKAT gennem mange år. Det var han for alle sjællandske kunder. I en e-mail fra september 2012 (bilag 2) bad VK om at få månedsangivelserne til den leasingmail, som de havde benyttet før indførelsen af DMR. De sendte bagudrettet til leasingmailen og fremadrettet til begge mailadresser. De hørte ikke noget tilbage om, at der skulle være noget galt. I december 2012 fik G1 at vide, at der var et udestående i forhold til H1. Han tog fat i SKAT og fik et møde i stand i januar 2013. På mødet drøftede man de indsendte månedsangivelser. Layoutet drillede i SKATs SAP-system. Man drøftede, hvad der kunne gøres ved det. Man aftalte, at H1 kunne få et excel ark, som et andet lesingselskab brugte, og som ikke gav de samme problemer. Et andet punkt var, at SKAT gerne ville have at man tog udgangspunkt i de tal, der fremgik af DMR og i de manuelle angivelser holdt op imod det, der fremgik af DMR. Man drøftede også, hvordan ordlyden skulle være, når H1 indberettede annullering af leasingkontrakter. Man kom frem til en model, som man skulle prøve i den næstkommende fil for januar, og så skulle SKAT vende tilbage med feedback, så resten kunne laves ligesådan, også bagudrettet fra indførelsen af DMR. H1 vedhæftede jo ikke længere filer, som man havde gjort før, fordi det lå i SKATs system, så det, man drøftede, var, hvordan det skulle formuleres i stedet for koderne. VK sagde intet om, at H1 samtidig skulle annullere elektronisk. Det skete, at H1 efter salg af en bil fik en henvendelse fra sælgeren om, at der var registreret en leasingaftale på bilen. Man gik så ind i DMR og annullerede aftalen, og så kom den med på månedsangivelsen. H1 bad derfor om at få en liste over aktive leasingaftaler i SKATs system, så man kunne sammenholde med sit eget system og få minimeret dette problem. Det var fra starten teknisk muligt at annullere leasingkontrakterne i DMR, men H1’s processer var bygget op omkring månedsangivelserne, så de fik ikke noget ud af det. Det var også det, man drøftede på mødet, og derfor talte man om den liste over aktive kontrakter i SKATs system. Det er faktisk stadig et problem, at man ikke kan se dette i systemet. H1 fortsatte med at gøre på samme måde som altid med månedsangivelser, men med den ændrede ordlyd. H1 regnede derfor med, at SKAT ville kunne håndtere sagerne i henhold til de tilrettede månedsangivelser.

VK sendte ikke listen over aktive leasingkontrakter, men en anden, som de ikke kunne bruge, hvilket de også sagde til ham. De fik heller ingen feedback og rykkede derfor, kort inden de skulle lave den næste månedsopgørelse umiddelbart inden den 15. marts. De fik så en mail, om at VK ikke kunne forstå december opgørelsen, men de afventede jo netop SKATs feedback på januar opgørelsen, før de ville gå i gang med december osv. På mødet den 12. juni vendte SKAT pludselig på en tallerken og modsagde alt, hvad man tidligere havde aftalt. VK beklagede, at SKAT ikke havde svaret og sagde, at de måtte have misforstået hinanden. Han var meget overrasket over, at SKAT mente, at H1 havde misforstået noget. Efter mødet skrev han en e-mail til SKAT (bilag 9). Han var uforstående over for SKATs holdningsændring, da H1 jo havde fortsat med den procedure, som var blevet aftalt på mødet i januar. Herefter, altså i juni 2013, kom så listen over de aktive leasingaftaler fra SKAT, men der havde de jo i den mellemliggende tid selvsagt fortsat med den procedure, der var blevet aftalt i januar.

Han ved, som også nævnt i hans mail den 19. juni 2013 til SKAT (bilag 11), at andre leasingselskaber også havde lavet lignende "begynderfejl", som VK kaldte det. Han kontaktede omkring dette tidspunkt nogle tidligere kollegaer for at høre, hvordan det var blevet håndteret af SKAT. Han forstod, at andre leasingselskaber havde fået aftaler med SKAT om, at de kørte sager igennem med månedsangivelserne for det bagudrettede og rettede proceduren fremadrettet. Han har prøvet at få nogen fra de andre leasingselskaber til at komme og afgive forklaring, men det har de ikke ønsket af frygt for at SKAT også hos dem ville gå helt tilbage til indførelsen af DMR.

På grund af mailkorrespondancen og deres uenighed om forløb mv. afholdtes endnu et møde den 25. juni 2013. Her skruede SKAT igen op for retorikken ved at true med at ophæve storkundeaftalen. Storkundeaftalen er leasingselskabets eksistensgrundlag, så de ville meget gerne finde en løsning. H1 blev sendt hjem med, at der skulle rettes bagudrettet, og nu var der jo så tale om et helt års sager. H1 skulle gennemgå alle sager og komme med en tidsplan for, hvordan man ville gøre det. H1 kontaktede herefter revisor på grund af den skærpede retorik fra SKAT. Der blev afholdt endnu et møde den 26. september 2013, hvor man skulle have trådene redet ud. G1's tilgang var at man skulle betale det rigtige beløb hverken mere eller mindre. Her truede VK med en kontrolaktion af G1, hvilket de blev noget fortørnede over og valgte at afbryde mødet. De aftalte, at de skulle gå hjem og forelægge udviklingen for ledelsen. De fandt det meget grænseoverskridende, så de bad revisor om at lave udkast til en klage. Efterfølgende blev man enige om ikke at indgive en formel klage. Efter modtagelsen af SKATs afgørelse rådede revisor dem til at betale på grund af renteberegningen og søge pengene retur.

Han husker ikke, hvor mange leasingaftaler H1 havde på det pågældende tidspunkt. Det var muligvis flere end de ca. 750, man har i dag. Der er tre store leasingselskaber, som sidder på ca. 80 % af markedet og en masse mindre. H1 er en af de små spillere. De havde seks mand til at håndtere området. Han havde ikke selv med de daglige transaktioner at gøre. Ekspeditioner i DMR blev foretaget af to medarbejdere ved navn SE og NB. IM, som også skal afgive vidneforklaring, var også inde over. I foråret 2012 var de opmærksomme på, at et nyt system var på vej. Først blev det digitale motorregister meldt ud, og der var først møder herom. H1 var til møde i april/maj, vist nok vedrørende bilpriser o.lign., men da var detaljer vedrørende DMR-systemet ikke kommet frem. H1’s processer var bygget op omkring det gamle system. Da det nye system var fejlbehæftet, var der ingen anden mulighed end at gøre, som de hele tiden havde gjort. De omstillede deres processer efter mødet i juni 2013, hvor SKAT var vendt på en tallerken. ”Knappen” var der måske nok, men de vandt ikke noget ved at trykke på den knap. De stillede deres processer om i forbindelse med mødet i juni 2013. Han er klar over, at systemet ikke kun var af hensyn til leasingselskaberne, men også af hensyn til SKAT. Han vil tro, at det i 2012 så ud som vist på bilag G, når man gik ind i systemet. Man kunne altså godt trykke på ”Annuller leasingaftale”. H1 ville gerne lave beregningerne så korrekt som muligt og fortsatte derfor med at lave månedsangivelser. Den beregning, som systemet lavede, var forkert, og derfor brugte de det ikke, men holdt sig til det gamle, som jo fungerede. De blev jo så også bedt om at sende månedsangivelserne fra september og tilbage til indførelsen af DMR direkte til VK, fordi der var sager, der skulle tjekkes. Når man går ind i DMR på den enkelte bil, vil man typisk afhængig af tidspunktet på måneden kunne åbne angivelserne for to måneder.

Det var ikke ham, der underskrev tilslutningsaftalen (bilag F), men han læste den. Han hæftede sig også ved det nye i bilag 2. Aftalen og "drejebogen" kom på et tidspunkt, hvor DMR endnu ikke eksisterede. Han hæftede sig også ved pkt. 5, i bilag 1, hvorefter der både skulle ske afmelding og annullering af leasingaftalen, men det gjorde de jo også ved de månedsangivelser, som de stadig indsendte. Det sagde SKAT jo så ikke noget til, hverken før eller på mødet i januar 2013, hvor man aftalte layout, formuleringer mv., som H1 skulle bruge på månedsangivelsen. Han opfattede det sådan, at man på den måde lavede den registrering, der skulle ske hos SKAT. Man aftalte, at H1 skulle lave januar angivelsen efter de aftalte retningslinjer, og efter en tilbagemelding fra SKAT inden for 14 dage skulle H1 så lave de restrende angivelser fra december 2012 tilbage til juni 2012.

På orienteringsmødet den 24. maj 2012 deltog IM og vist også NB. Han forstod efterfølgende, at det havde været svært for SKAT at undervise i noget, der endnu ikke eksisterede. Han ved, at der var e-mailkorrespondance frem og tilbage med SKAT i juli, august, september 2012. Han husker ikke at have hørt om, at der skulle have været et møde mellem VK og IM den 12. september 2012.

IM har blandt andet forklaret, at han arbejder i G1 i afdelingen interne biler med blandt andet medarbejderleasing mv. og afregning af registreringsafgift, både for G1 og H1, og både fuld og forholdsmæssig afgift. Han har været ansat siden 2006.

Før indførelsen af DMR havde man fået en ”regnemaskine” i form af et excel ark fra SKAT, som man brugte til at beregne, hvad der skulle betales, og hvad man skulle have tilbage. Den og andre bilag, herunder den manuelle månedsangivelse, blev scannet ind og sendt til SKAT som fil. Hvis en leasingkunde ikke længere skulle bruge bilen, blev leasingkontrakten afbrudt før tid. Herefter blev bilen solgt videre til en forhandler med eller uden afgift afhængig af den videre "liv". Der var før indførelsen af DMR ingen problemer med de manuelle månedsangivelser. Han var, i forbindelse med at G1 er nummerpladeoperatør, i foråret 2012 til et møde med SKAT vedrørende indregistrering af biler mv. Han fandt ud af, at der havde været nogle møder om leasing, som H1 ikke havde været inviteret til. Derfor fik han invitationen til mødet den 24. maj 2012, som han deltog i. Der var tale om et system, som heller ikke SKAT kendte, og som ikke kørte optimalt endnu. Der var derfor en del forvirring. Der var også nogle systemnedbrud, så mødet var ikke meget afklarende. SKAT virkede også selv forvirrede. Der var, så vidt han husker, ingen særlig instruktion i, hvordan man registrerede afbrydelse af kontrakter før tid. Det var det eneste informationsmøde. Da systemet trådte i kraft samlede de forskellige afdelinger i IT for at finde ud af, hvordan de skulle gribe det an. De prøvede sig frem, med vidste ikke rigtig, hvilke tal de skulle putte ind. Systemet kørte meget langsomt, der var nedbrud, og man kunne ikke få tallene til at passe, da der lå forkerte tal i DMR og forkerte løbetider på nogle biler. Der var en masse blandede fejl. Derfor sendte de stadig manuelle månedsangivelser til SKAT pr. mail. De havde fået en mailadresse, som de sendte alt til. Man skulle sende oplysningerne en gang om måneden. De havde af SKAT fået at vide, at de stadig skulle sende månedsangivelser ind, hvis der var rettelser til DMR. Efter at de fik e-mailen fra VK den 26. september 2012, sendte de direkte til hans mail. De hørte ingen bemærkninger fra ham. På et tidspunkt var regnskabschefen til et møde, hvor han fik at vide, at der var et udestående med H1.

Vidnet var med til mødet i januar 2013. Her blev det aftalt at lave månedsangivelserne i et nyt layout, hvor man blandt andet præciserede, hvad der var sket med bilerne. Tidligere havde det været godt nok med koderne, men nu skulle man skrive, hvis f.eks. en kontrakt blev afbrudt i utide. VK sagde på mødet ikke noget om, at de også skulle gøre det elektronisk i DMR. Han sendte som aftalt den 14. februar 2013 en månedsangivelse for januar 2013 (bilag 3) i det nye layout til VK og bad om at få feedback, så de kunne være sikre på, at der var enighed om at gøre det på denne måde. Han hørte ikke fra VK. Han rykkede den 13. marts 2013 (bilag 4), da han nu skulle til at lave månedsangivelse for februar og ville vide, at han gjorde det rigtigt. Han blev forundret, da VK ved mail den 13. marts 2013 (bilag 5) skrev tilbage om opgørelsen for december, da de på intet tidspunkt havde talt om, at han skulle lave december opgørelsen. Den 14. maj 2013 havde han stadig ikke fået feedback på den fremsendte opgørelse, så han lavede herefter december opgørelsen i det aftalte layout og sendte den (bilag 6).

Han var med til mødet den 12. juni 2013. Her sagde VK så pludselig, at de skulle ændre fremgangsmåde igen. VK sagde, at de ikke kunne præcisere afgang på månedsangivelserne, hvilket han var meget overrasket over, da de jo havde aftalt noget andet på mødet i januar og ikke hørt noget siden, når de sendte noget ind. De havde jo sendt de ting, de skulle ifølge aftalen i januar, men da SKAT nu ændrede mening, lod H1 PT overtage den videre korrespondance med SKAT. Han og PT deltog i mødet med SKAT den 25. juni 2013. Udover VK var også MC, VK’s chef, med til mødet. Her prøvede de igen at få misforståelserne ud af verden. De fik at vide, at de skulle gøre som SKAT sagde, ellers ville SKAT opsige storkundeaftalen. Herefter deltog han ikke i det videre forløb.

PT var hans chef. Han lavede månedsangivelserne sammen med PT. Han har ikke selv læst storkundeaftalen, men har fået at vide, hvordan man skal gøre. Afdelingen fik den nye aftale pr. juni 2012, men han har ikke læst den. Han har læst bilag 1, pkt. 5, vedrørende afbrydelse af leasingkontrakt vist i forbindelse med sagen. Han mener ikke at have læst den tidligere. Han lavede ekspeditionerne sammen med PT og sendte mails med opgørelse osv. Efter juni 2012 fik han at vide, at han skulle gøre, som han hele tiden havde gjort. De talte om det og så ingen grund til at ændre procedurer. Han har heller ikke læst den gamle pkt. 5, men havde af sin forgænger fået forklaret, hvordan man skulle gøre. Han husker ikke, om der blev nævnt noget om annullering af leasingaftaler på informationsmødet den 24. maj 2012. Han husker ikke at have haft kontakt med VK vedrørende registrering osv. i juli, august, september 2012. Han havde ikke et møde med VK den 12. september 2012. Den aftale, der blev lavet på mødet i januar 2013 handlede om månedsangivelserne. Man skulle finde ud af, hvorfor H1 havde de konstaterede differencer. Mødet handlede også om de bagudrettede angivelser, men man aftalte at starte med januar 2013. H1 havde valgt at fortsætte med månedsangivelserne på grund af de tekniske udfordringer ved systemet, da tallene i systemet ikke passede. Han husker ikke, hvordan skærmbilledet på det tidspunkt så ud, eller om det var teknisk muligt at annullere en leasingkontrakt i systemet.

VF har blandt andet forklaret, at han er Financial Controller og har været i G2 Gruppen i 25 år. Han var på det pågældende tidspunkt økonomichef i G1 og dermed chef for PT. De havde generelt et godt samarbejde og en god dialog med SKAT. Han blev involveret i sagen, da der opstod en diskussion i forbindelse med afregning af grøn ejerafgift. De fik at vide, at der var et udestående på grund af registreringsafgift. Han gik til PT. Han var klar over, at der var blevet indført et nyt system i juni 2012, og at der var udfordringer med det. PT forklarede, at man var i dialog med SKAT, herunder VK. Han deltog ikke i møderne med SKAT, da det var en helt almindelig driftsuoverensstemmelse, som skulle løses. Det var ikke ukendt i branchen, at der var problemer ved overgangen til en digital motor. De anså det som tekniske problemer. De valgte at få en ekstern rådgiver fra R1 på, da PT kom tilbage på et tidspunkt og sagde, at SKAT havde ændret retorik og ikke var så samarbejdsvillige. Samtidig begyndte SKAT at sige noget om at opsige storkundeaftalen, og det ville ikke være godt. Han sagde til PT, at de måtte finde ud af, om de havde gjort noget galt.

Han var med til mødet den 26. september 2013. De havde bedt om et møde, så man kunne få problemerne løst. Han vidste, at andre havde haft problemer og fået det løst. Han, PT og LH deltog. På et tidspunkt blev det ubehageligt. Pludselig sagde SKAT, at hvis de ikke betalte, kunne man jo lave en kontrolaktion mod G2 Gruppen. Det er ok for ham, når SKAT laver en kontrolaktion – det kræver en del arbejde, men det skulle i hvert fald ikke være sådan, at man skulle blive presset og betale sig ud af det. De var af den opfattelse, at de havde fulgt SKATs råd og vejledning. De var meget chokerede. De afbrød mødet og gik. De var rystede og havde aldrig oplevet noget lignende. SKAT havde også truet med at opsige storkundeaftalen. De orienterede ledelsen. De overvejede at indgive en klage, men valgte at lade være, da man gerne ville bevare en god dialog med SKAT.

Han har ikke selv læst bilag 1 til Storkundeaftalen. Han kender kun overordnet aftalegrundlaget med SKAT. Inden mødet fik han en orientering om det, men han har ikke selv læst det. Han havde ikke noget med de praktiske procedurer at gøre. Han fik at vide af PT, at de fulgte SKATs råd og vejledning og var i dialog med SKAT, så de gjorde, som de skulle. Han hørte i hele huset, at der var problemer med det nye system.

LH har blandt andet forklaret, at hun er rådgiver og partner hos revisionsfirmaet R1. Hun er oprindelig uddannet hos SKAT og har arbejdet med området i 25 år. I juli/august 2013 blev hun bedt om at bistå H1. De havde fået et brev fra SKAT vedrørende sagsforløbet, og SKAT truede med at opsige storkundeaftalen. Hvis det skete, ville det ikke være muligt for H1 at køre deres forretning. Hun så på de aftaler, der var, og kiggede på, hvad det var, SKAT forlangte. Hendes vurdering var, at H1 havde overholdt de krav, der stilles i registreringsafgiftsloven, vejledninger mv. Hun husker mødet den 26. september 2013. Hun redegjorde for, hvorfor H1 ikke var enige i, at man ikke havde overholdt reglerne med henvisning til sagsforløbet mv. Der var uenighed om nogle punkter, som drøftedes. På et tidspunkt sagde en af SKATs medarbejdere noget om, at man vel ikke var interesseret i, at SKAT lavede en bagudrettet kontrol. SKATs MC skyndte sig at sige, at det ikke skulle opfattes som en trussel, men det gjorde de og afbrød mødet.

H1 modtog afgørelsen af 13. november 2013 fra SKAT, hvorefter H1 skulle indbetale det beløb, der var uenighed om. Der fremgik intet tal i afgørelsen. Der var vedlagt nogle bilag, men hun var usikker på, hvad de egentlig dækkede. Hun kontaktede VK for at få det specificeret. Hun blev henvist til at kontakte bogholderiet, men de vidste heller ikke noget om det. Der var efter hendes opfattelse ingen kommunikation om, hvad kravet dækkede. Senere kom der så en opkrævning på de ca. 2,7 mio. kr., som så blev indbetalt. Hun lavede et forslag til klage for H1, men de endte med ikke at indgive klagen, da de var bange for, at storkundeaftalen skulle blive opsagt.

Indtil hun kom ind i sagen, havde der været tale om et typisk sagsforløb vedrørende tekniske problemer i forbindelse med digitalisering. H1 havde forsøgt at gøre, som man skulle, og SKAT havde forsøgt at forklare. Efter hendes opfattelse er der tale om misforståelser. H1 har ikke fået den rette vejledning, og derfor er saldoen blevet så stor. Hvis SKAT havde været lidt hurtigere, var den ikke blevet så stor. Hun har ikke tidligere været ude for noget lignende, som det der foregik på mødet den 26. september 2013.

VK har blandt andet forklaret, at han er seniorkonsulent i SKAT og var det også i 2012. Han var i Motor i Y1. Hans arbejde kunne vel sammenlignes med en account managers. Han skulle vejlede i processer mv. Storkundeordningen kom til kort efter de nye leasingregler, som kom i 2008. De viste sig mere populære end antaget, så SKAT havde problemer med at få ekspederet alle sagerne. Derfor lavede man i 2009 storkundeordningen, hvorved de nærmere definerede storkunder delvist kunne betjene sig selv. Storkundeordningen blev til i samarbejde mellem SKAT Y2 og Y1. Han var nok hovedarkitekten på aftalen og på bilag 1. I foråret 2012 kom der nyt motorregister, kaldet DMR. DMR havde været undervejs i nogle år. Det betød, at en stor del af kunderne kunne selvbetjene, herunder importører, forhandlere, forsikringsselskaber, politi osv. Man kan godt sige, at der kom et leasingmodul i systemet. Leasingmodulet var en integreret del af systemet. Når en leasingkontrakt ophører, registrerer man afbrydelsen i systemet. Da systemet blev taget i brug den 6. juni 2012 kunne det håndtere afbrydelse af leasingaftaler, der var registreret i DMR. Der var en fejl i systemet vedrørende renteberegning – systemet anvendte den aktuelle rentesats og ikke den, der gjaldt i henhold til den konkrete aftale. Man kunne annullere aftaler meget enkelt, hvis aftalen var oprettet i det nye system. Eksisterende aftaler, der var oprettet i det gamle centralregister, blev overført til DMR. De nyeste (af de gamle), der var oprettet med start- og slutdato kunne håndteres i DMR. De ældre, der ikke var oprettet med start- og slutdato, kunne ikke.

Den regulering, der er sket i den foreliggende sag, omfatter udelukkende aftaler, som kunne annulleres i systemet. H1’s leasingaftaler var typisk korte. På det pågældende tidspunkt var de fleste leasingkontrakter treårige, men H1’s var typisk ikke over et år. Det var altså ikke meget gamle kontrakter. I denne sag er der altså udelukkende tale om kontrakter, der teknisk kunne annulleres i systemet.

Han sendte mail ud med invitation til informationsmøde (bilag 19). SKAT havde en liste over alle storkunder i Y3 med kontaktpersoner osv. Mailen blev udsendt til dem. Der var vist 30-40 storkunder i Y3 på det tidspunkt. Med mailen udsendte han bilag 1, som indeholdt de procedurer, der ville blive gennemgået på mødet. Selve aftalen blev siden sendt ud i udkast sammen med bilaget. Det skete centralt fra Motorcenter Y2. Den fik H1, så vidt han ved, også. Han var med til at lave det nye bilag. SKAT holdt først møde med de største leasingselskaber, hvor man fik testet procedurer osv. og fik rettet til undervejs. Man fik på den måde et indtryk af, hvad der var sværest at forstå. Nogle af de emner var afregning af restafgift, afbrydelse af kontrakter og en ting til. Dette skete under konciperingen af aftalen og bilag 1 og altså inden informationsmødet den 24. maj. Grunden, til at man nu krævede både afmelding og annullering, var, at man betalte forholdsmæssig afgift for en periode f.eks. 1 år, og inden for denne periode havde man ret til, men ikke pligt til, at have bilen indregistreret. Man kunne altså godt afmelde bilen undervejs i perioden, f.eks. for at spare ejerafgift og forsikring, og så fik man ikke registreringsafgift retur. SKAT kan ikke se, hvorfor et køretøj afmeldes og derfor kræves også annullering af leasingaftalen. Han husker ikke i dag, om H1’s folk var med på mødet den 24. maj 2012. På mødet blev der lagt meget vægt på de tre områder, som man vidste havde givet udfordringer. Man hørte fra H1 som fra stort set alle andre storkunder, enten fordi der var begået fejl, eller fordi de spurgte ind til procedurerne. Han er ret sikker på, at H1 ikke har sagt, at man ikke havde teknisk mulighed for at annullere i systemet. Han sendte den 26. september 2012 en mail ud til alle storkunder (bilag 2), fordi de fik mange henvendelser, og det gav besvær, at de blev sendt centralt.

De manuelle rettelser, der kunne være til bilag 1, pkt. 5, om afbrydelse af leasingkontrakter, var vedrørende de meget gamle kontrakter, der ikke lå i systemet, og så var der rettelserne til renteberegningen. Der var ikke tale om, at man skulle lave afbrydelser manuelt. Han havde i august og september mailkorrespondance med H1 om procedurerne, og han havde den 12. september 2012 et møde med IM. Han husker ikke, om PT også deltog. Han vil tro, at møde blev afholdt hos SKAT. Han og JH deltog fra SKAT. Man aftalte ikke, at H1 skulle vedblive med at sende månedsangivelser og ikke bruge det nye system.

Mellem september 2012 og januar 2013 var der også mails frem og tilbage, og han hjalp med nogle sager. På et tidspunkt havde han et møde med regnskabssektionen. H1 havde fået nogle store restancer, på grund af den måde man havde brugt systemet. Han undersøgte spørgsmålet, men var ikke på dette tidspunkt så dybt nede, at han konstaterede, at problemet var den manglende elektroniske annullering. På mødet i januar 2013 gennemgik han processerne med H1’s medarbejdere og prøvede at forklare, at de manuelle rettelser var til de få tilfælde, hvor der f.eks. skulle ske rentekorrektion. Efter SKATs opfattelse var der ikke fejl i værdierne i systemet. Hvis værdierne var forkerte, var de sat forkert ind af virksomheden, som jo selv satte dem ind. SKAT havde ingen meldinger om, at der skulle være fejl i beregningen af afgiften, det var blot en forkert rentesats.

Den saldo, der blev opkrævet med afgørelsen i november 2013, er tal, der er trukket fra systemet. Opgørelsen baserer sig på den elektroniske saldo, og det der var at tilføje. Dermed beregnede man det samlede krav. På møderne den 12. juni og 26. september 2013 var SKATs holdning, at man havde en klar aftale i storkundeaftalen, som var grundlaget for, hvordan det skulle gøres.

SKAT mente ikke, at man havde mandat til at se bort fra det aftalte i pkt. 5 eller andet. Systemet regnede kun forkert på renterefusion. Der var også nogle vanskeligheder med de aftaler, der var konverteret, idet selskaberne skulle sætte de beløb ind, der manglede. Det er rigtigt, at der også var problemer med de meget gamle aftaler. Det hele var blevet lagt over i det nye system.

Invitationen til informationsmødet den 24. maj 2012 blev desværre sendt ud med meget kort varsel. Hele processen var meget presset op til, at der skulle sættes i gang. Det gjaldt for hele DMR systemet. Der havde været mange problemer undervejs – man havde blandt været nødt til at udskifte en leverandør, der ikke kunne levere, og til sidst var der politisk pres for at få det til at fungere. Man kunne spare en masse ressourcer, og det havde store fordele for virksomhederne. Derfor var der meget pres på. I den første tid fik SKAT rigtig mange henvendelser om alt muligt – det var nyt for alle. Der var også andre leasingselskaber, som ikke syntes, at det var klart beskrevet. Der var ikke et eneste leasingselskab, som ikke havde korrektioner med i den indledende periode. Man accepterede også i nogle tilfælde at rette på baggrund af månedsangivelser ved afbrydelse.

Da han var inde i H1’s månedsangivelser, kunne han se, at noget ikke stemte, men han gik ikke dybere ned i det. I stedet for at sende en opkrævning, indkaldte han til møde og prøvede at få det afklaret. Fra juni 2012 kunne og skulle man foretage annulleringer i systemet, bortset fra ved de allerældste kontrakter, som ikke fandtes hos H1. SKAT gav derfor også besked om, at månedsangivelserne var som en selvangivelse og altså ikke kunne betragtes som en meddelelse til SKAT. Nogle af de henvendelser SKAT fik, var på grund af fejl ved konverteringen.

Parternes synspunkter

H1 har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 11. januar 2017, hvoraf blandt andet fremgår:

"Registreringsafgiftslovens § 3b, stk. 6 har følgende ordlyd:

Hvis leasingkontrakten ændres eller afbrydes eller det leasede køretøj ændrer afgiftsmæssig identitet, skal nummerpladerne afleveres og køretøjet afmeldes fra Køretøjsregisteret. Dette gælder dog ikke, hvis leasingtager udtræder af leasingaftalen og en anden samtidig indtræder som leasingtager i leasingaftalen på uændrede vilkår og leasingvirksomheden har meddelt identiteten af denne nye leasingtager og tidspunktet for skift af leasingtager til Told- og skatteforvaltningen, inden skiftet sker. Told- og skatteforvaltningen kan i øvrigt tillade, når en portefølje af leasingkontrakter overdrages som led i en omstrukturering eller salg af leasingvirksomheden, og leasingkontrakterne i øvrigt forbliver uændrede, at overdragelsen ikke tillægges virkning efter 1. pkt. Afbrydes en leasingkontrakt som nævnt i 1.pkt., tilbagebetaler told- og skatteforvaltningen den afgift med rente, der eventuelt er betalt for meget for leasingperioden.” (Min understregning)

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 3b, stk. 6, at der kan ske tilbagebetaling af registreringsafgift, når 1) leasingkontrakten er afbrudt, 2) nummerpladerne er afleveret, og 3) køretøjet er afmeldt fra Køretøjsregistret (det der i dag kaldes for Motorregistret).

Det er ubestridt at, der juridisk set er sket en rettidig afbrydelse af leasingaftalen over for den enkelte leasingtager.

Det er endvidere ubestridt, at H1 har destrueret nummerpladerne og foretaget korrekt afmelding af køretøjerne i Motorregisteret.

Det er dermed ubestridt, at H1 opfylder alle betingelserne i registreringsafgiftslovens § 3b, stk. 6 for tilbagebetaling af registreringsafgift i den pågældende periode.

Det gøres herefter overordnet gældende, at H1 i perioden fra den 1. juni 2012 til den 1. juli 2013 opfyldte betingelserne for tilbagebetaling af registreringsafgift i henhold til registreringsafgiftslovens § 3b, stk. 6, og at H1 derfor har krav på tilbagebetaling.

Læser man afgørelserne fra SKAT og Skatteankestyrelsen, forholder de sig udelukkende til måden, hvorpå H1 har ansøgt om tilbagebetaling, men derimod ikke til, hvorvidt H1 opfylder betingelserne i registreringsafgiftslovens § 3b, stk. 6.

Sagen vedrører således udelukkende måden, hvorpå H1 har ansøgt om tilbagebetaling.

Det gøres gældende, at registreringsafgiftslovens § 3b, stk. 6 ikke indeholder nogen formkrav til ansøgningen om tilbagebetaling, ligesom bestemmelsen ikke indeholder krav om, at der skal ske elektronisk registrering af, at der er sket en afbrydelse af leasingaftalen.

Den eneste registrering, der skal foretages i henhold til registreringsafgiftslovens § 3b, stk. 6, er afmelding af bilen i Motorregistret.

Det gøres gældende, at SKAT ikke har lovhjemmel til at kræve, at der skal ske elektronisk registrering af afbrydelsen af leasingaftalen, førend der kan ske tilbagebetaling af registreringsafgiften.

Det gøres herudover gældende, at SKATs vejledning E,A.8.1.7.2 vedrørende leasingkøretøjer heller ikke indeholder krav om, at der skal ske elektronisk registrering af afbrydelsen af leasingaftalen, førend der kan ske tilbagebetaling af registreringsafgiften.

Det bestrides, at H1’s manuelle månedsangivelser ikke kan anses som en ansøgning om tilbagebetaling af registreringsafgift som beskrevet i den juridiske vejledning, afsnit E,A.8.1.7.2.

SKATs vejledning indeholder tværtimod ikke nogen formkrav til ansøgningen om tilbagebetaling eller krav om, at ansøgningen skal ske i form af en elektronisk registrering af afbrydelsen af leasingaftalen.

Det fremgår af de generelle procedurer, der er vedlagt som bilag til storkundeaftalen mellem H1 og SKAT, at afbrydelse af leasingaftalen uden omregistrering kræver, at der både sker afmelding og annullering af leasingaftalen, og at den dag, hvor begge betingelser er opfyldt, systemmæssigt anses for afbrydelsesdatoen, jf. bilag 19 og bilag 1.

Det gøres gældende, at H1 også opfyldte disse betingelser i perioden fra den 1. juni 2012 til den 1. juli 2013. H1 havde således afmeldt bilerne fra Motorregistret, og der var sket annullering af leasingaftalerne, og SKAT har derfor heller ikke med henvisning til samarbejdsaftalen ret til at afvise tilbagebetaling.

Det bestrides, at H1 ikke har annulleret leasingaftalerne i overensstemmelse med den i storkundeaftalen foreskrevne fremgangsmåde.

Det gøres i den forbindelse gældende, at enhver fortolkningstvivl vedrørende storkundeaftalen må komme SKAT til skade, da det er SKAT, der har konciperet aftalen og bilagene hertil.

Måtte retten mod forventning finde, at H1 ikke opfylder betingelserne i samarbejdsaftalen, gøres det gældende, at dette ingensinde kan føre til, at H1 ikke er berettiget til tilbagebetaling.

Det gøres således gældende, at SKAT ikke med hjemmel i samarbejdsaftalen kan fremsætte yderligere betingelser for tilbagebetaling end dem, der fremgår af registreringsafgiftslovens § 3b, stk. 6 samt SKATs egen vejledning.

Hvis retten mod forventning måtte finde, at H1 ikke opfylder betingelserne for tilbagebetaling som følge af den manglende elektroniske registrering af afbrydelsen af leasingaftalen, da gøres det gældende, at SKAT under alle omstændigheder har accepteret H1’s ansøgninger om tilbagebetaling i perioden fra den 1. juni 2012 til den 1. juli 2013.

Det bemærkes i den forbindelse, at SKAT på intet tidspunkt på mødet den 30. januar 2013 gav udtryk for, at der kun kunne ske tilbagebetaling, hvis H1 foretog elektronisk registrering af afbrydelsen af leasingaftalen. Tværtimod blev parterne enige om udformningen af de manuelle månedsangivelser, hvor H1 oplyste om afbrydelsen af leasingaftalerne.

Det var først på mødet den 25. juni 2013, at H1 blev vejledt om, at SKAT ikke ville foretage tilbagebetaling, medmindre der skete elektronisk registrering af afbrydelsen af leasingaftalen.

Det bemærkes i den forbindelse, at Skatteministeriet i skriftudvekslingen på ingen måde har forholdt sig til den af H1 fremlagte dokumentation, ligesom Skatteministeriet ikke selv har fremlagt nogen form for dokumentation, der underbygger det af Skatteministeriet anførte.

Det gøres derfor gældende, at Skatteministeriets opfattelse af forløbet må afvises som udokumenteret.

Det bestrides, at H1 på vejledningsmødet den 24. maj 2012 blev grundigt instrueret i anvendelsen af DMR-systemet i de forskellige leasingsituationer, herunder afbrydelse af leasingaftalerne, ligesom det bestrides, at H1 blev instrueret af SKAT om, at der skulle foretages elektronisk annullering af leasingaftalen, førend der kunne ske tilbagebetaling af registreringsafgiften.

Det bestrides endvidere, at SKAT på vejledningsmødet den 24. maj 2012 præciserede, at de manuelle månedsangivelser ville blive sidestillet med øvrige selvangivelser, og at det derfor ikke kunne forventes, at en annullering af en leasingaftale via den manuelle månedsangivelse var tilstrækkelig.

Det gøres herefter gældende, at SKAT på vejledningsmødet den 24. maj 2012 ikke foretog korrekt og fyldestgørende vejledning overfor H1, og at SKAT i perioden fra den 1. juni 2012 og indtil den 25. juni 2013 i det hele taget ikke har foretaget korrekt og fyldestgørende vejledning overfor H1 vedrørende SKATs opfattelse af kravene for tilbagebetaling af registreringsafgift.

SKAT har ikke på noget tidspunkt før den 12. juni 2013 givet udtryk for overfor H1, at der alene kunne ske tilbagebetaling af registreringsafgift, såfremt der skete elektronisk registrering af afbrydelsen af leasingaftalen.

Tværtimod blev H1 instrueret af SKATs medarbejder VK om at sende de manuelle månedsangivelser direkte til ham, ligesom det på de efterfølgende møder mellem SKAT og H1 blev drøftet, hvordan de manuelle månedsangivelser kunne udfyldes.

Det gøres endvidere gældende, at det af SKAT opkrævede beløb er fuldstændig udokumenteret, og at SKAT også af den grund ikke har været berettiget til at kræve det betalt af H1.

Det gøres sammenfattende gældende, at SKATs afgørelse af 13. november 2013 og Skatteankestyrelsens afgørelse af 15. januar 2016 ikke er korrekte, og at H1 har et berettiget krav på tilbagebetaling af registreringsafgift i perioden fra den 1. juni 2012 til den 1. juli 2013, og at SKAT uberettiget har krævet betaling af 2.791.354,76 kr. fra H1.

Det gøres gældende, at H1 kan kræve rentetilskrivning af beløbet fra indbetalingsdagen og indtil, der sker tilbagebetaling af beløbet, jf. den juridiske vejledning, afsnit A,A.12.3."

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 11. januar 2017, hvoraf blandt andet fremgår:

"Det gøres overordnet gældende, at det er med rette, at SKAT har efteropkrævet registreringsafgift af H1 som sket, idet selskabet ikke opfyldte betingelserne for at kunne få tilbagebetalt registreringsafgift af leasingkøretøjer omfattet af leasingkontrakter afbrudt før det aftalte ophørstidspunkt.

Følgende fremgår af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1, 1. pkt., om mulighed for betaling af forholdsmæssig registreringsafgift af leasingkøretøjer:

”§ 3 b. Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning meddele tilladelse til, at afgiften af registreringspligtige leasingkøretøjer, der registreres med henblik på tidsbegrænset anvendelse her i landet, betales efter stk. 2 og 3, når motorkøretøjet tilhører en virksomhed eller et fast driftssted, der er beliggende her i landet eller i udlandet, og når køretøjet i en tidsbegrænset periode i henhold til en skriftlig aftale leases til en fysisk eller juridisk person, der er bosiddende her i landet.”

Det fremgår således, at der er tale om en særlig tilladelsesordning, som kræver en ansøgning til SKAT fra den pågældende leasingvirksomhed. Når en leasingvirksomhed har fået tilladelse fra SKAT, kan den lade det pågældende køretøj afgiftsberigtige med forholdsmæssig afgift efter de nærmere regler i § 3 b, stk. 2 og 3, i stedet for at betale fuld afgift af køretøjet efter lovens almindelige regler (lovens § 4).

Videre fremgår af § 3 b, stk. 6, 1. pkt.:

”Stk. 6. Hvis leasingkontrakten ændres eller afbrydes eller det leasede køretøj ændrer afgiftsmæssig identitet, skal nummerpladerne afleveres og køretøjet afmeldes fra Køretøjsregisteret.”

Af stk. 6, sidste pkt., fremgår:

Afbrydes en leasingkontrakt som nævnt i 1. pkt., tilbagebetaler told- og skatteforvaltningen den afgift med rente, der eventuelt er betalt for meget for leasingperioden.”

Af § 3 b, stk. 6, fremgår således, at en leasingvirksomhed, hvis en godkendt leasingkontrakt afbrydes, skal aflevere nummerpladerne til køretøjet og afmelde køretøjet fra registrering i Køretøjsregistreret. Disse krav gælder også, hvis leasingvirksomheden ønsker tilbagebetaling af eventuelt for meget betalt afgift (for den periode, som leasingkontrakten ikke længere var gældende).

Det er ikke i bestemmelsen eller i forarbejderne angivet, om leasingvirksomheden skal foretage sig yderligere for at få tilbagebetalt registreringsafgiften, når en leasingkontrakt afbrydes før det aftalte ophørstidspunkt.

Fremgangsmåden var derimod nærmere beskrevet i det dagældende afsnit E,A.8.1.7.2 i Den juridiske vejledning (2012-2 og 2013-1), hvor følgende fremgik (mine understregninger):

”Hvis en leasingkontrakt afbrydes, skal nummerpladerne afleveres til SKAT eller en nummerpladeoperatør og køretøjet skal afmeldes fra Motorregistret. Efter ansøgning fra leasingvirksomheden tilbagebetaler SKAT den forholdsmæssige registreringsafgift og rente, der eventuelt er betalt for meget for leasingperioden.”

Det fremgår således, at leasingvirksomheden for det første skal aflevere nummerpladerne og afmelde køretøjet fra Motorregistret, hvilket også fremgår direkte af loven. For det andet skal leasingvirksomheden ansøge om tilbagebetaling af den forholdsmæssige registreringsafgift, der er betalt for meget. Dette krav hænger sammen med, at der som nævnt er tale om en særlig tilladelsesordning i loven, ligesom det hænger sammen med SKATs mulighed for at føre kontrol med leasingvirksomhedens oplysning om et førtidigt ophør af en tidligere godkendt leasingkontrakt.

Fremgangsmåden ved afbrydelse er for leasingvirksomheder omfattet af storkundeordningen yderligere reguleret i pkt. 5 i bilag 1 til storkundeaftalen. Heraf fremgår, at leasingvirksomheden ved afbrydelse skal afmelde køretøjet og annullere leasingaftalen i Motorregistreret.

Det fremgår af storkundeaftalens bilag 1, pkt. 5 (bilag 1, side 14 og bilag 19, side 7), at:

”Afbrydelse uden samtidig omregistrering kræver både afmelding og annullering af leasingaftalen. Den dag, hvor begge betingelser er opfyldt, anses systemmæssigt for afbrydelsesdatoen. Leasingaftalen kan ikke annulleres i Motorregistreret før afmelding er gennemført.”

Der er således tale om en todelt proces, hvorefter leasingvirksomheden først skal afmelde køretøjet og derefter annullere leasingkontrakten i Motorregistret (DMR). Først den dag, hvor begge betingelser er opfyldt, anses afbrydelse for at være sket. Det fremgår videre, at leasingkontrakten først kan annulleres i Motorregistret (DMR), når køretøjet er afmeldt.

Af samme vilkår fremgår, hvordan leasingvirksomheden teknisk skal annullere en leasingkontrakt. I henhold til pkt. 5 skal leasingvirksomheden først trykke på ”Leasing – Annuller leasingaftale” i DMR. Dernæst skal leasingvirksomheden fremsøge det køretøj, som leasingkontrakten skal annulleres for. Herefter skal leasingvirksomheden vælge den relevante leasingkontrakt, som skal annulleres og efterfølgende trykke ”godkend”.

Den tekniske fremgangsmåde er således præcist beskrevet i storkundeaftalens bilag 1.

Det bestrides, at skattemyndighederne har fastsat vilkår, som ikke har hjemmel. Fremgangsmåden er klart beskrevet i Den juridiske vejledning, hvorefter registreringsafgiften tilbagebetales efter ansøgning. For blandt andet at lette processen og sagsbehandlingen for H1 og øvrige storkunder, er det som nævnt i stedet aftalt mellem leasingvirksomhederne og SKAT, at annullering i DMR træder i stedet for ansøgningsprocessen. H1 skal således som storkunde ikke indgive nogen formel ansøgning om tilbagebetaling fra SKAT og afvente en sagsbehandling fra SKAT, men kan annullere sine leasingkontrakter ved indtastning i DMR. Et sådant vilkår er til gunst for H1, og vilkåret er sagligt og ikke byrdefuldt for virksomheden tværtimod. Storkundeaftalen og vilkårene heri ligger således inden for registreringsafgiftslovens rammer. H1 har ved indgåelsen af den frivillige storkundeaftale forpligtet sig til at følge de procedurer, der er foreskrevet i storkundeaftalen, herunder vilkårene i storkundeaftalens bilag 1. Storkundeaftalen giver H1 rettigheder, som netop forudsætter overholdelsen af procedurerne. H1 har dermed tiltrådt og accepteret de retningslinjer, som gælder ved førtidig afbrydelse af leasingkontrakter. Vilkårene er dermed bindende for H1, ligesom skattemyndighederne er forpligtet til at indrømme H1 de rettigheder, som storkundeaftalen giver.

H1 kan med andre ord ikke blot gøre brug af rettighederne, som storkundeaftalen giver H1, uden samtidig at overholde de forpligtelser, der følger af storkundeaftalen.

H1 har ubestridt ikke annulleret leasingkontrakterne i overensstemmelse med den i storkundeaftalen foreskrevne fremgangsmåde, som H1 i øvrigt blev instrueret i på vejledningsmødet den 24. maj 2012. Betingelserne for tilbagebetaling af registreringsafgiften har dermed ikke været opfyldt.

H1 har i replikken, side 6, 5. afsnit, gjort gældende, at enhver fortolkningstvivl må komme SKAT til skade, idet SKAT har konciperet storkundeaftalen med tilhørende bilag.

Storkundeaftalen er imidlertid ikke uklar. Tværtimod er fremgangsmåden som nævnt præcist beskrevet. Koncipistreglen finder allerede derfor ikke anvendelse i sagen.

H1 har endvidere anført i replikken, side 6, sidste afsnit, at SKAT indtil den 12. juni 2013 accepterede, at H1 kunne ansøge om tilbagebetaling af registreringsafgiften via de manuelle månedsangivelser. H1 er under forberedelsen blevet opfordret til at dokumentere dette, hvilket ikke er sket.

H1 har ikke godtgjort, at SKAT skulle have accepteret, at H1 kunne få tilbagebetalt registreringsafgift ved alene at anføre på de manuelle månedlige angivelser, at leasingkontrakterne var afbrudt før tid. En sådan opfattelse har ingen støtte i de fremlagte dokumenter eller i det af H1 anførte. Tværtimod fremgår det af mail af 12. juni 2013 (bilag 8), at SKAT var uforstående over for, at H1 havde fået det indtryk, at det var tilstrækkeligt at korrigere leasingperioden via de manuelle månedlige angivelser.

H1 har dermed ikke opfyldt betingelserne for at få tilbagebetalt registreringsafgift, der eventuelt måtte være betalt for meget. SKAT var derfor berettiget til at efteropkræve registreringsafgift, som H1 har modregnet i H1’s løbende betaling af registreringsafgift til SKAT ved angivelser efter registreringsafgiftslovens § 16. For det tilfælde, at retten måtte finde, at SKAT ikke i storkundeaftalen, som H1 har indgået med SKAT, kan opstille en betingelse om annullering af leasingkontrakterne i Motorregistret, før der kan ske tilbagebetaling af registreringsafgift, gøres det subsidiært gældende, at H1’s manuelle månedlige angivelser ikke kan anses som en ansøgning om tilbagebetaling af afgift som beskrevet i Den juridiske vejledning, afsnit A,E.8.1.7.2 hvilket også Skatteankestyrelsen har lagt til grund i sin afgørelse. Også af den grund var H1 ikke berettiget til tilbagebetaling, og H1 kunne derfor ikke foretage modregning af registreringsafgift i sine afgiftsangivelser som sket.

Det bestrides, at opgørelsen af det af SKAT opkrævede beløb er udokumenteret. Beløbet er opstået som en difference på H1’s konto hos SKAT, idet H1 uberettiget modregnede de beløb, som H1 forventede at få tilbagebetalt, i H1’s afgiftstilsvar. H1 har da heller ikke anført noget om, hvad beløbet rettelig skal fastsættes til.

Af H1’s konto i SKAT fremgik en difference på kr. 3.133.747,- (bilag 16, side 14). Det er således dette beløb, H1 manglede at betale i forholdsmæssig registreringsafgift. Det forhold, at H1 i stedet er blevet opkrævet et lavere beløb på kr. 2.791.354,76, skyldes ifølge det af SKAT oplyste, at tidligere eller senere differencer er fratrukket beløbet på kr. 3.133.747,-, jf. SKATs mail af 22. januar 2014 (bilag 16). Det er dokumenteret, at der var en difference på kr. 3.133.747,-, og det er dermed dokumenteret, at H1 i hvert fald skyldte mindst kr. 2.791.354,76, som blev efteropkrævet af SKAT. "

Rettens begrundelse og afgørelse

I henhold til registreringslovens § 3 b, stk. 1, kan told- og skatteforvaltningen efter ansøgning meddele tilladelse til, at der betales forholdsmæssig registreringsafgift af leasingkøretøjer efter bestemmelsens stk. 2 og 3. Af § 3b, stk. 6, fremgår, at et leasingselskab, hvis en godkendt leasingkontrakt afbrydes, skal aflevere nummerpladerne og afmelde køretøjet fra Køretøjsregisteret. Afbrydes en leasingkontrakt tilbagebetaler told- og skatteforvaltningen den afgift med rente, der eventuelt er betalt for meget i perioden.

Af det dagældende afsnit E,A.8.1.7.2 i SKATs juridiske vejledning fremgik, at leasingvirksomheden, når en leasingkontrakt blev afbrudt før tid, skulle aflevere nummerpladerne til SKAT eller til en nummerpladeoperatør og afmelde køretøjet fra Motorregisteret, samt at SKAT efter ansøgning tilbagebetalte den forholdsmæssige registreringsafgift og rente, der eventuelt var betalt for meget for leasingperioden.

SKAT havde etableret en storkundeordning, hvorved leasingselskaber efter indgåelse af en storkundeaftale med SKAT kunne angive afgiften af køretøjer i henhold til registreringsafgiftslovens § 3b og på denne baggrund anmelde leasingkøretøjer til registrering uden forudgående ansøgning og sagsbehandling af hver enkelt leasingkontrakt hos SKAT mv. Fremgangsmåden fremgik af bilag 1 til storkundeaftalen. Der blev i forbindelse med indførelsen af DMR udarbejdet et nyt bilag 1, version 2012.06.12. H1 har ikke bestridt at have modtaget dette bilag.

Der findes ikke at være noget til hinder for, at SKAT inden for det, der kan anses for hjemlet i lovbestemmelsen, her registreringsafgiftslovens § 3b, fastsætter retningslinjer for, hvordan ansøgning skal indgives, og hvad den skal indeholde. Der kan heller ikke antages at være noget til hinder for, at SKAT indgår nærmere aftaler, hvorved en aftalepart opnår nogle fordele mod at følge nærmere angivne procedurer.

H1 var herefter også i forbindelse med indførelsen af det nye DMR system som udgangspunkt bundet til at anvende den i storkundeaftalen og dens bilag 1 beskrevne fremgangsmåde, når man skulle ansøge om at få registreringsafgift tilbagebetalt, herunder fremgangsmåden for annullering af leasingaftaler, der var klart beskrevet i bilag 1, pkt. 5. Det lægges dog efter bevisførelsen til grund, at stort set samtlige leasingselskaber i perioden efter indførelsen af DMR, blandt andet som følge af systemfejl, havde vanskeligheder med de nye procedurer.

Efter bevisførelsen lægges det endvidere til grund, at H1 indtil mødet hos SKAT den 12. juni 2013 ikke fulgte den i bilag 1 beskrevne fremgangsmåde, idet man ikke ved afbrydelse af en leasingkontrakt annullerede kontrakten i DMR, men vedblev at fremsende oplysningen herom i de månedsangivelser, der i henhold til det tidligere bilag 1 blev anvendt hertil, og som efter indførelsen af DMR blev brugt til korrektioner blandt andet som følge af den forkerte renteberegning i systemet.

Efter de afgivne forklaringer lægges det til grund at H1 først efter mødet den 12. juni 2013 forstod, hvori problemet bestod, hvilket understøttes af, at der i følge SKATs opgørelse, der fremsendtes som bilag til afgørelsen af 13. november 2013, ikke er uoverensstemmelse mellem det angivne og det betalte beløb fra og med maj 2013, som efter det oplyste må antages at være den periode, som H1 teknisk havde mulighed for at rette på det pågældende tidspunkt.

Af bevisførelsen fremgår, at H1 i perioden mellem møderne med SKAT den 30. januar 2013 og den 12. juni 2013 adskillige gange rettede henvendelse om de konkrete beregninger, der ikke blev besvaret af SKAT, hvorved saldoen som følge af H1’s misforståelse voksede frem til mødet i juni 2013. Efter forklaringerne, herunder navnlig VK’s forklaring, lægges det til grund, at SKAT i andre tilfælde i overgangsperioden efter indførelsen af det nye system tillod rettelse på baggrund af månedsangivelse ved afbrydelse af leasingkontrakter. Under de foreliggende omstændigheder burde SKAT også have tilladt sådan rettelse, for så vidt angik de angivelser om annullering af leasingkontrakter, som H1 havde indgivet.

Herefter, og henset til at der er enighed om, at det påstævnte beløb udgør det beløb, som H1 var berettiget til at få refunderet, hvis H1 havde anvendt den i bilag 1 foreskrevne fremgangsmåde, tages H1’s påstand til følge.

Efter sagens udfald skal Skatteministeriet betale sagsomkostninger til H1 med 227.300 kr. Beløbet omfatter 67.300 kr. til retsafgift og 160.000 kr. ekskl. moms til udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der udover sagens værdi taget hensyn til sagens varighed og omfang, herunder at sagen har været hovedforhandlet over 1½ dag.

T h i  k e n d e s  f o r r e t:

Skatteministeriet skal inden 14 dage til H1 betale 2.791.354,76 kr. med tillæg af procesrente fra den 24. januar 2014, samt 227.300 kr. i sagsomkostninger.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.