Omkostningsgodtgørelse – transport, afslag og manglende hæftelse

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato14 Aug 2017
Dato for udgivelse04 Sep 2017 09:39
SKM-nummerSKM2017.528.BR
MyndighedByret
SagsnummerBS 3E-1438/2016
Dokument typeDom
EmneordRådgiver, selskabet, klage, kronisk, syge, kravet, godtgørelse, hæftede, honorar, godtgørelsesberettiget, rådighedsbistand
Resumé

Sagen handlede om, hvorvidt en rådgiver var berettiget til omkostningsgodtgørelse for sagkyndig bistand i en skattesag, som selskabet havde haft for en klient.

Rådgiveren bistod klienten i forbindelse med en klage til Landsskatteretten vedrørende bindende svar på et spørgsmål om, hvorvidt klienten kunne opnå fradrag efter ligningsloven for kronisk syge.

Landsskatteretten ændrede SKATs bindende svar, hvorefter klienten fik medhold. Som følge af dette arbejde anmodede rådgiveren SKAT om omkostningsgodtgørelse, da klienten havde transporteret kravet på godtgørelse til rådgiveren.

Spørgsmålet i sagen var, om klienten i henhold til skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, hæftede for rådgiverens honorar.

Rådgiveren gjorde bl.a. gældende, at klienten opfyldte betingelsen ”har betalt” i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, idet kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til rådgiveren.

Skatteministeriet gjorde bl.a. gældende, at rådgiverens honorar skal påhvile klienten, uanset om klienten overdrager kravet eller ej.

Betingelsen er ifølge skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at klienten ifølge regning ”skal betale eller har betalt” rådgiverens honorar.

Retten udtalte, at Højesteret ved dom af 30. juni 2015 (U.2015.3383) (SKM2015.479.HR) har fastslået, at det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk.1, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Da klienten ifølge aftalen mellem klienten og rådgiveren i intet tilfælde selv skulle betale for den ydede rådgivning, tog retten Skatteministeriets principale påstand til følge.

Skatteministeriet blevet herefter frifundet.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-2, A.A.13


Parter

H1

(v/Adv. Hans Christian Spies)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv.fm. Okan Olgun)

Afsagt af byretsdommer

Mikael Friis Rasmussen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagsøger, H1, har ydet sagkyndig bistand i en skattesag, som selskabet har ført og vundet for klienten, IK. Sagen angår, om IK i den forbindelse er berettiget til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, og om H1 følgelig har krav på omkostningsgodtgørelsen i henhold til aftalen mellem disse parter.

Det er sagens hovedspørgsmål, om IK ifølge regning skal betale eller har betalt for H1’s sagkyndige bistand.

H1 har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at H1’s klient, IK, Y1-adresse, er berettiget til omkostningsgodtgørelse som ansøgt i brev 3. oktober 2015 til SKAT.

Skatteministeriet har påstået frifindelse, subsidiært at ansættelsen af H1’s krav på omkostningsgodtgørelse hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

SKAT meddelte ved afgørelse af 10. februar 2016 afslag på IK’s ansøgning om omkostningsgodtgørelse af udgifter (41.250 kr.) til H1’ sagkyndige bistand i den omhandlede skattesag.

Det fremgår af sagen, at IK indbragte SKATs afgørelse for Skatteankestyrelsen, og hun har efterfølgende indbragt sagen for domstolene i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2

Ved Østre Landsrets kendelse af 10. juli 2017 blev det besluttet, at sagens (videre) behandling skal ske uden anvendelse af reglerne i retsplejelovens kapitel 39 om behandling af sager om mindre krav.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling.

Parternes synspunkter

H1 har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 14. juni 2017, hvori det hedder bl.a.:

”Anbringender

Til støtte for den nedlagte påstand gør sagsøgeren gældende:

    1. At det om honoraret for sagsøgerens bistand er aftalt, at klienten overdrager sit krav på omkostningsgodtgørelse til sagsøgeren. Aftalen om overdragelse af kravet er en del af rådgivningsaftalen. Klienten opfylder således betingelsen ”har betalt” i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1…
    2. Efter i rådgivningsaftalen at have overdraget sit krav på omkostningsgodtgørelse til sagsøgeren, hæfter klienten ikke længere for betalingen af honoraret, idet sagsøgeren er blevet fyldestgjort. Klienten ”har betalt” det skyldige. Klientens hæftelse ville dog kunne vågne op igen, såfremt Folketinget f.eks. ophævede muligheden for, at fysiske personer kan få omkostningsgodtgørelse, jf. herved gældsbrevslovens § 9.
    3. At der er indgået en rådgivningsaftale mellem sagsøgeren og klienten. I sagen SKM2015.479.HR (UfR 2015.3383 H) var der derimod ikke indgået nogen rådgivningsaftale mellem advokatfirmaet og den skattepligtige.”

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 18. juli 2017, hvori det hedder bl.a.:

Anbringender

1. Hæftelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1

Til støtte for frifindelsespåstanden gør Skatteministeriet gældende, at IK ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, idet hun - ubestridt - ikke hæfter for udgifterne til rådgiverbistand ifølge fakturaen af 26. september 2015 (fremlagt med bilag 2) på 41.250 kr. H1, der har transport i hendes krav på omkostningsgodtgørelse, har derfor heller ikke noget krav.

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad." (min understregning)

I UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR) udtalte Højesteret:

"[…]

Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret. Forarbejderne understøtter klart bestemmelsens ordlyd. Dette gælder også for så vidt angår mandatarsager, hvorom det fremgår, at det er en betingelse, at udgifterne til rådgiverbestand påhviler den skattepligtige og ikke mandataren, jf. betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen, s. 204-207, og Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, lovforslag nr. L 267, s. 7485. Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

[…]". (min understregning)

Af H1’s ”Tilbud om juridisk bistand”, der er fremlagt som bilag 1, fremgår det, at IK ikke hæfter for honoraret, idet selskabet meddeler hende, at klagesagen ikke vil komme til at koste hende noget, end ikke et klagegebyr, da rådgiveren afholder dette gebyr. I tilbuddet (bilag 1) understreger selskabet:

[…] Som en del af denne aftale overdrager klienten sit krav på omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 til rådgiveren, og klienten skal derfor ikke selv betale for den ydede bistand

    • Såfremt klienten får fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, men ikke kan få omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang, nedsættes honoraret, således at der kan opnås omkostningsgodtgørelse svarende til 100% af honoraret.
    • Såfremt klienten ikke får fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, og derfor kun kan opnå en omkostningsgodtgørelse på 50% af honoraret, afholdes de resterende 50% af honoraret af H1. Kan klienten ikke få omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang, nedsættes honoraret, således at der kan opnås omkostningsgodtgørelse svarende til 50% af honoraret.

Et eventuelt klageafgift til Landsskatteretten afholdes af rådgiveren.

[…]”

Da IK således ikke hæfter for udgifterne til rådgiverbistand, består der ikke et krav om omkostningsgodtgørelse, jf. UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR).

H1’s udlægning af forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 i stævningen bestrides.

I stævningen, side 2, nederst og side 3, øverst gør H1 gældende, at IK opfylder betingelsen ”har betalt”, idet kravet, ifølge selskabet, er opfyldt, hvis den skattepligtige overdrager sit krav på omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige, jf. note 1 på side 3 i stævningen. Det er forkert. Efter lovændringen i 2002 var det ikke længere en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at udgifterne til rådgiverbistand er betalt. Ændringen blev foretaget, så det er muligt at overdrage kravet på omkostningsgodtgørelse til rådgiveren, og for ikke at lægge økonomiske hindringer i vejen for skatteyderens ønske om at antage en rådgiver til at føre sagen for sig. Udgifterne skal efter lovændringen imidlertid stadig fremgå af rådgiverens regning, hvilket betyder, at udgifterne til rådgiveren skal påhvile skatteyderen, jf. lov nr. 388/2002 med forarbejder i MS, side 35 og 49.

Ifølge UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR) er det også i mandatarsager et krav, at udgifterne til rådgiverbistand påhviler den skattepligtige og ikke mandataren.

Det er ikke rigtigt, at der i UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR) ikke var indgået nogen rådgivningsaftale mellem advokatfirmaet og den skattepligtige, sådan som det er anført i stævningen, side 3, 1. hele afsnit., jf. f.eks. skatteyderens anbringender:

"S har forklaret, at han blev ringet op af Rafn & Søn og telefonisk accepterede, at sagen blev overgivet til Adduco. Dette bekræftede han senere ved transporterklæringen af 2. juli 2008 og fuldmagten af 2. august 2008. S’ oprindelige aftale med Rafn & Søn er ikke blevet fraveget, men er blevet suppleret af den senere aftale med Adduco."

H1’s hypotetiske synspunkter vedrørende gældsbrevslovens § 9 i replikken, side 1, 4. afsnit, er ikke relevante for behandlingen af spørgsmålet i denne sag. Den omstændighed, at IK overdrager sit krav på omkostningsgodtgørelse til selskabet medfører ikke, at hun ”har betalt”. Udgifterne skal påhvile hende, uanset om hun overdrager kravet eller ej. Selv hvis Folketinget med tilbagevirkende kraft ophævede muligheden for, at fysiske personer kan få omkostningsgodtgørelse, vil IK ikke hæfte, fordi det følger af aftalegrundlaget mellem hende og selskabet, at hun ikke hæfter for rådgiverudgifterne, jf. bilag 1.

2. Skatteministeriets subsidiære påstand

Skatteministeriets subsidiære påstand om hjemvisning er nedlagt for det tilfælde, at H1 er berettiget til omkostningsgodtgørelse. I så fald gøres det gældende, at SKAT er berettiget til at udøve et skøn over rimeligheden af det ansøgte beløb, jf. skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3.”

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, ydes godtgørelse (på 50 pct. eller 100 pct.) af de udgifter, som en person omfattet af lovens § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55.

Det er ubestridt, at IK er omfattet af § 53.

§ 54 opregner en række udgifter, herunder udgifter til sagkyndig bistand, der når de ifølge regning skal betales eller er betalt er godtgørelsesberettigede.

Ved dom af 30. juni 2015 (U.2015.3383) (SKM2015.479.HR) har Højesteret fastslået, at det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Aftalen mellem IK og H1 angiver vedrørende honorar til H1, at IK i intet tilfælde selv skal betale for den ydede juridiske bistand. Følgelig kan IK ikke anses for i noget omfang at hæfte for udgifterne til rådgiverbistand. Det, som H1 har anført, kan ikke føre til en anden bedømmelse.

På den anførte baggrund er IK ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse som ansøgt, og retten tager herefter Skatteministeriets principale påstand til følge.

Efter sagens udfald skal H1 betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 13.000 kr. (inkl. moms). Beløbet, der er til dækning af udgifter til advokatbistand, er fastsat under hensyn til sagens værdi, karakter og omfang.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Skatteministeriet frifindes.

H1 skal inden 14 dage betale 13.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

http://afgoerelsesdatabasen.dk/SearchResult.aspx?q=14-0300400