Indbetalinger – lånearrangement – forkortet ligningsfrist – begrundelsesmangler

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato22 Aug 2017
Dato for udgivelse04 Sep 2017 10:26
SKM-nummerSKM2017.530.BR
MyndighedByret
SagsnummerBS 1-1014/2016
Dokument typeDom
EmneordUdbetalte, lånebeløb, sandsynliggøre, reelt, bevisbyrde, ansættelsesfristerne, skattelylande
Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt en række indbetalinger til skatteyderen i 2008, 2009 og 2010 var skattepligtig indkomst eller udbetalte lånebeløb.

Retten fandt under henvisning til en række omstændigheder, at det pågældende lånearrangement var så usædvanligt, at der påhvilede skatteyderen en skærpet pligt til at sandsynliggøre, at lånearrangementet var reelt. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ikke løftet, og indbetalingerne var dermed skattepligtige.

Retten fandt ikke, at SKAT havde overtrådt ansættelsesfristerne. I den forbindelse udtalte retten bl.a., at den forkortede ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 ikke fandt anvendelse, da skatteyderen havde handlet i alt fald groft uagtsomt. Derfor gjaldt fristen i skatteforvaltningslovens 26, stk. 1, og 6-månedersfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fandt derfor ikke anvendelse.

En begrundelsesmangel i SKATs afgørelse kunne ikke medføre afgørelsens ugyldighed, da Landsskatteretten udførligt havde redegjort for det relevante retsgrundlag

Reference(r)

Statsskattelovens § 4

Skatteforvaltningslovens § 26. stk. 1

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-2, C.A.2.2.1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-2, A.A.8.2.2.1.2.5

Redaktionelle noter

Sagen er anket til Vestre Landsret


Parter

A

(v/Adv. Henrik Rahbek)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv. David Staun)

Afsagt af byretsdommer

Ole Kaels

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen handler om, hvorvidt sagsøgeren er skattepligtig af nogle modtagne beløb i skatteårene 2008-2010.

Under sagen har sagsøgeren, A, over for sagsøgte, Skatteministeriet, nedlagt principal påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende at A’s skatteansættelser for indkomstårene 2008, 2009 og 2010 nedsættes med henholdsvis 389.740 kr., 359.090 kr. og 459.360 kr.

Subsidiært har sagsøgeren nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at hans skatteansættelser for de samme indkomstår hjemvises til fornyet behandling hos Skat.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Sagens oplysninger

Sagen er anlagt den 15. september 2016.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

A kom i juli 2001 ud for en ulykke, idet han faldt af en hest. Ulykkestilfældet resulterede i en række legemlige og psykiske problemer, og det endte med, at A af helbredsnævnet blev vurderet til at have en erhvervsevne på mindre end 1/3. A, der hidtil havde været ansat som tjenestemand, fratrådte sin stilling og blev 2007 tilkendt kvalificeret svagelighedspension.

Ifølge A’s forklaring kom han via en bekendt i kontakt med IB, som via IB’s selskab, G1 Ltd., indvilgede i at yde ham et lån. Ifølge en fremlagt rammeaftale om lån, underskrevet af A og på selskabets vegne af IB den 20. december 2007, indvilgede selskabet i at yde A et lån på op til 1.600.000 kr. Gælden skulle forrentes med en årlig rente på 2 %, der skulle tilskrives og forfalde ved lånets tilbagebetaling. Gælden var fra kreditors side uopsigelig indtil den 1. januar 2018, hvor den automatisk forfaldt til fuld indfrielse inklusive renter. Efter rammeaftalen blev lånet ydet i takt med A’s behov for likviditet over en periode på maksimalt 4 år, og kreditor kunne til enhver tid lade lånedokumentet tinglyse i A’s bopæl. Dette skete dog ikke, efter det oplyste fordi A’s og ægtefællens bolig var ejet af ægtefællen.

I 2008, 2009 og 2010 fandt der en række overførsler sted til A’s konto F1-bank. De fleste af overførslerne skete med en måneds mellemrum og var på ca. 30.000 kr. hver. De 7 første overførsler i 2008 kom fra G3 AG Liechtenstein og blev i udbetalingsbilaget betegnet "Commission". De resterende udbetalinger er betegnet "Loan" og kom bl.a. fra G2 Ltd med hjemsted på de Britiske Jomfruøer og G1 Ltd, Belize. A indberettede ikke indbetalingerne eller gælden til ligningsmyndighederne.

I forbindelse med projekt "Money Transfer" blev ligningsmyndighederne opmærksom på de pågældende overførsler til A. Efter at have modtaget nærmere oplysninger om overførslerne besluttede Skat at anse de pågældende beløb som skattepligtig indkomst, og A’s skattepligtige indkomst blev forhøjet i overensstemmelse hermed. Landsskatteretten traf afgørelsen i sagen den 17. juni 2016, hvor retten fandt, at de omtvistede indbetalinger var skattepligtig indkomst for A.

Landsskatterettens afgørelse er indbragt for retten. Sagen drejer sig i første række om, hvorvidt overførslerne har af karakter skattepligtig indkomst eller lån, og i anden række om gyldigheden af ligningsmyndighedernes afgørelse.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvori er anført: "..

Til støtte for de nedlagte påstande gøres overordnet gældende, at der ikke i henhold til statsskattelovens § 4 er grundlag for at beskatte sagsøger af henholdsvis kr. 389.740, kr. 359.090 og kr. 459.360 i indkomstårene 2008, 2009 og2010 som følge af en række indsætninger på sagsøgers bankkonto i F1-bank, idet overførslerne alle er lån relaterende til ”Rammeaftale om lån” underskrevet af sagsøger den 20. december 2007.

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det for så vidt angår indkomstårene 2008 og 2009 i anden række overordnet gældende, at SKAT ikke har overholdt ansættelsesfristen i henhold til § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. maj 2005, idet SKAT først har varslet de gennemførte forhøjelser ved forslag til afgørelse af den 2. april 2012, og at hverken sagsøger eller nogen på hans vegne har handlet groft uagtsomt eller forsætligt, samt at det er udokumenteret, at reaktionsfristen er overholdt, hvorfor der ikke er grundlag for en ansættelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 og stk. 2, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005.

Videre gøres det i forlængelse heraf gældende, at de af SKAT gennemførte forhøjelser af skatteansættelserne for indkomstårene 2008 og 2009 er ugyldige under hensyntagen til, at det i henhold til forvaltningslovens § 24 er et krav, at skattemyndighederne fremkommer med en begrundelse for, hvornår SKAT kom til kundskab om de forhold, som begrunder en fravigelse af den korte ligningsfrist.

1.1 Statsskattelovens § 4

Det følger helt overordnet af bestemmelsen i statsskattelovens § 4, at som skattepligtig indkomst skal henregnes – med undtagelse af særlige fastsatte begrænsninger – alt hvad den skattepligtige har af samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

Videre er det i forlængelse heraf væsentligt at fremhæve, at overførsler i form af udlån ikke er skattepligtige i henhold til i statsskattelovens § 4, idet skatteyder ikke erhverver endelig ret til de lånte beløb.

I den forbindelse skal der om statuering af låneforhold henvises til for det første retspraksis offentliggjort i henholdsvis UfR 1999.1197H og SKM2011.81.BR samt for det andet Landsskatterettens utrykte afgørelse af den 9. marts 2006 (LSR’s j.nr. 2-3-1926-1645).

I nærværende sag foreligger der en ”Rammeaftale om lån” underskrevet af sagsøger og IB den 20. december 2007, jf. bilag 2. Hertil kommer, at sagsøger i maj måned 2013 har tilbagebetalt kr. 59.233 til IB, som har formidlet lånet hos G1 Ltd, jf. bilag 11.

Da de i sagen omhandlede overførsler alle vedrører det lån hos G1 Ltd., som blev optaget i december 2007, gøres det med afsæt i ovennævnte praksis gældende, at der ikke i henhold til statsskattelovens § 4 er grundlag for at beskatte sagsøger af overførslerne i 2008, 2009 og 2010.

1.2 Nærmere om ansættelsesfristen i § 1 i bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005

Det følger helt overordnet af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at SKAT ikke kan afsende varsel om foretagelse af ændring af en skatteansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, skulle SKAT således varsle en ændring af skatteansættelserne for indkomstårene 2008 og 2009 senest 1. maj i årene 2012 og 2013.

Det fremgår imidlertid af bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005, at der gælder en forkortet ansættelsesfrist for personer med enkle økonomiske forhold.

Således følger det af § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005, at uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt. skal SKAT afsende varsel om foretagelse af ændring af en skatteansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for fysiske personer med enkle økonomiske forhold senest den 30. juni det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. For personer med enkle økonomiske forhold skulle SKAT således varsle en ændring af skatteansættelserne for indkomstårene 2008 og 2009 senest den 30. juni i 2010 og 2011.

Som det fremgår ovenfor, er det en betingelse for at være omfattet af den forkortede ansættelsesfrist, at den skattepligtige har enkle økonomiske forhold, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005. Både Landsskatteretten og Skatteankenævnet har lagt til grund, at sagsøger er omfattet af regelsættet om den korte ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005, jf. bilag 1 og 16.

Ved ændringen af sagsøgers skatteansættelser for indkomstårene 2008 og 2009 skulle SKAT således have iagttaget den forkortede ansættelsesfrist, således at ændringerne af sagsøgers skatteansættelser skulle have været varslet senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

SKAT varslede imidlertid ikke de gennemførte forhøjelser i nærværende sag for indkomstårene 2008 og 2009 inden den 30. juni i det andet kalenderår.

SKAT varslede først de gennemførte forhøjelser ved forslag til afgørelse af den 2. april 2012, jf. bilag 14.

Det gøres således gældende, at SKATs ansættelser for de to indkomstår er ugyldige, idet SKAT ikke har varslet ændringerne rettidigt i henhold til § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005, hvorfor SKATs forhøjelser på henholdsvis kr. 389.740 for indkomståret 2008 og kr. 359.090 for indkomståret 2009 skal bortfalde.

1.3 Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5

Ved Landsskatterettens afgørelse af den 17. juni 2016 er det anført, ”at SKAT har været berettiget til at genoptage skatteansættelsen i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Klageren har ved at undlade at oplyse SKAT om pengeoverførsler fra udlandet handlet mindst groft uagtsomt.”

Det følger af bestemmelsen i § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005, at fristerne i bekendtgørelsens § 1 ikke gælder, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldte.

Landsskatteretten har anført, at sagsøger har handlet mindst groft uagtsomt ved at undlade at oplyse SKAT om pengeoverførslerne fra udlandet.

I den forbindelse er det særdeles væsentligt at have for øje, at blot fordi der måtte være selvangivet forkert, eller det efterfølgende viser sig, at overførsler bliver skattepligtige, da er det ikke ensbetydende med, at der er handlet groft uagtsomt eller forsætligt, jf. eksempelvis LSR2015.130115046 og LSR2016.15-2263320.

Videre bemærkes, at sagsøger ikke har nogen pligt til at oplyse om overførsler fra udlandet, når der er tale om udlån.

I forlængelse heraf gøres det gældende, at sagsøger – i overensstemmelse med klagerne i ovennævnte afgørelser – på ingen måde har haft til hensigt at unddrage sig skat.

Såfremt retten i nærværende sag måtte nå frem til, at overførslerne ikke er lån i overensstemmelse med ”Rammeaftale om lån”, gøres det således gældende, at sagsøger desuagtet ikke ved grov uagtsomhed eller forsæt har bevirket, at hans skatteansættelser for indkomstårene 2008 og 2009 er foretaget på et urigtig eller ufuldstændigt grundlag.

Betingelserne for en ansættelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005, er derfor ikke opfyldte, hvorfor SKATs forhøjelser på henholdsvis kr. 389.740 for indkomståret 2008 og kr. 359.090 for indkomståret 2009 skal bortfalde.

1.4 Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2

Videre er det væsentligt at holde sig for øje, at en ekstraordinær ansættelse kun kan foretages i de i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af SKAT senest 6 måneder efter, at SKAT er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Den omtalte 6-måneders frist benævnes også ”reaktionsfristen” i forhold til ekstraordinær genoptagelse og er en absolut frist, der skal overholdes ved gennemførelse af ekstraordinær ansættelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, som er aktuel for afgørelsen af nærværende sag vedrørende sagsøger.

Det gøres i forlængelse heraf gældende, at det er fast antaget i praksis, at det er SKAT og derved sagsøgte, som har bevisbyrden for, at SKAT har overholdt reaktionsfristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., jf. eksempelvis LSR2011.06-03756 og LSR2016.135524421.

At reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. ligeledes er gældende i det tilfælde, at SKAT agter at foretage indkomstforhøjelser for indkomstår, der ligger uden for den korte ansættelsesfrist men inden for den ordinære ansættelsesfrist, ses blandt andet af retsanvendelsen i LSR2009.08-02448, SKM2009.810.LSR, LSR2011.1003119, LSR2011.10-03150, SKM2016.444.ØLR og LSR2016.14-0378276.

Endvidere skal der i forlængelse heraf henvises til Østre Landsrets dom af den 8. juni 2016 offentliggjort i SKM2016.444.ØLR.

Sagen omhandlede helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt SKAT i forbindelse med en forhøjelse af sagsøgerens indkomst for indkomstårene 2005-2007 havde overholdt ansættelsesfristerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der var i sagen enighed mellem parterne om, at SKATs materielle forhøjelser var korrekte, samt at betingelsen for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 var opfyldt.

For så vidt angik indkomståret 2005 omhandlede sagen alene videre spørgsmålet om, hvorvidt SKATs varsel var afsendt inden udløbet af reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Byretten, der var 1. instans i sagen, fandt i den forbindelse, at SKATs forslag til afgørelse konkret var varslet rettidigt, samt at afgørelsen opfyldte begrundelseskravet.

For så vidt angik indkomstårene 2006 og 2007 omhandlede sagen videre spørgsmålet om, hvorvidt skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. skulle iagttages i henhold til § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005, når forhøjelserne var indenfor den ordinære ansættelsesfrist efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Netop for så vidt angik indkomstårene 2006 og 2007 fandt Byretten, at ændringen kunne foretages i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, selvom sagsøgeren var omfattet af den forkortede ansættelsesfrist i bestemmelsen i § 1 i bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005, idet betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 var opfyldt, jf. SKM2015.496.BR.

Bestemmelsen i § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005 skulle således – ifølge Byretten – ikke forstås således, at også betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. skal være opfyldt, når den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 ikke er udløbet.

Sagen blev herefter anket til Østre Landsret, der afsagde dommen offentliggjort i SKM2016.444.ØLR. Østre Landsret har i sin begrundelse i dommen anført følgende:

”Det er ubestridt, at betingelserne for ekstraordinær ansættelse for skatteårene 2005, 2006 og 2007 af A i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er opfyldt. […]

SKATs varsling af 12. april 2010 om ændring af A’s skatteansættelser for 2005, 2006 og 2007 overholder derfor 6-månedersfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.”

I dommen forholdte Østre Landsret sig således – modsat Byretten – konkret til, hvorvidt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. var opfyldt for så vidt angår alle indkomstårene – dvs. indkomstårene 2005, 2006 og 2007.

I forlængelse heraf må det fremhæves, at det for sagens videre behandling alene var nødvendigt for Østre Landsret at forholde sig til, hvorvidt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. for indkomståret 2005 var opfyldt, såfremt Østre Landsret var enig i Byrettens dom.

På trods heraf tog Østre Landsret alligevel positivt stilling til, hvorvidt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. også var opfyldt for indkomstårene 2006 og 2007.

Hermed fastslog Østre Landsret således, at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27 – i sin helhed – skal anvendes i kombination med bestemmelsen i § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, herunder skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

Østre Landsrets dom bekræfter hermed, at det er i strid med ordlyden i bestemmelsen i § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005 at anvende ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Derimod anvendes bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27 – herunder bestemmelsens stk. 2 – ved en ansættelse i henhold til bestemmelsen i § 3 i den dagældende bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005.

I nærværende sag var SKAT således forpligtet til at overholde reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. på trods af, at den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 ikke var udløbet, jf. SKM2016.444.ØLR.

Sammenfattende gøres det gældende, at det ikke er dokumenteret, at SKAT ved fremsendelse af sit forslag til afgørelse af den 2. april 2012 har overholdt reaktionsfristen på 6 måneder, hvorfor SKATs forhøjelser på henholdsvis kr. 389.740 for indkomståret 2008 og kr. 359.090 for indkomståret 2009 skal bortfalde.

1.5 Manglende begrundelse for overholdelsen af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2

Det følger helt overordnet af forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke, afgørelsen er truffet.

Herudover er det væsentligt at have for øje, at det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 2, at begrundelsen endvidere om fornødent skal indeholde en kort redegørelse om de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Ovennævnte bestemmelse i forvaltningslovens § 24 udgør en garantiforskrift, som har til hensigt at sikre, at der træffes en materielt korrekt afgørelse, og at adressaten til denne har mulighed for at varetage sine interesser.

Det er således også hovedreglen, at manglende overholdelse af begrundelseskravet medfører ugyldighed, idet der ved manglende overholdelse ikke er fornøden sikkerhed for afgørelsens rigtighed, jf. eksempelvis TfS 2003,496 (SKM2003.248.ØLR) og LSR2014.13-0131957.

I nærværende sag har SKAT ikke ved den oprindelige afgørelse af den maj 2012 omtalt bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, jf. bilag 15. Dette desuagtet at SKAT har gennemført en ekstraordinær ansættelse for så vidt angår to indkomstår, og at det er en forudsætning herfor, at reaktionsfristen er opfyldt.

Ved den seneste afgørelse truffet af Landsskatteretten den 17. juni 2016 fremgår der alene følgende:

”Landsskatteretten finder endvidere, at fristen i § 27, stk. 2 tidligst løber fra den 6. februar 2012, hvorfor 6 måneders fristen er iagttaget ved fremsendelse af agterskrivelse den 2. april 2012. Landsskatteretten finder ikke, at der foreligger sådanne begrundelsesmangler, at SKATs afgørelse kan anses for at være ugyldig.”.

Som det direkte fremgår af ordlyden i forvaltningslovens § 24, stk. 2, skal en begrundelse indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Hverken SKAT, Skatteankenævnet eller Landsskatteretten har imidlertid nærmere redegjort for, hvilke faktiske omstændigheder der ligger til grund for, at reaktionsfristen – ifølge skattemyndighederne – kan anses for opfyldt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 24, stk. 2 er herefter ikke iagttaget i relation til spørgsmålet om, hvorvidt reaktionsfristen kan anses for opfyldt.

Da SKAT ikke ved den oprindelige afgørelse af den 1. maj 2012 behørigt har opfyldt begrundelseskravet i henhold til forvaltningslovens § 24, og at begrundelsesmanglerne ikke er repareret ved hverken Skatteankenævnets afgørelse af den 31. oktober 2013 eller Landsskatterettens afgørelse af den 17. juni 2016, er de administrative afgørelser ugyldige, hvorfor SKATs forhøjelser på henholdsvis kr. 389.740 for indkomståret 2008 og kr. 359.090 for indkomståret 2009 skal bortfalde".

Sagsøgte har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvori er anført: "..

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at de omstridte indsættelser på A’s konto er skattepligtig indkomst for ham i indkomstårene 2008, 2009 og 2010.

Det påhviler A at godtgøre, at de modtagne beløb ikke udgør skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4, jf. eksempelvis UfR 2011.1599 H (SKM2011.208.HR), UfR 2009.163 H og UfR 2010.415/2 H (SKM2010.70.HR). Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Det gøres endvidere gældende, at SKAT rettidigt har forhøjet A’s indkomst for alle de omhandlede indkomstår, ligesom det bestrides, at Landsskatterettens afgørelse lider af begrundelsesmangler.

1.1 Det materielle spørgsmål om beskatning af indsætningerne

Efter statsskattelovens § 4 er A skattepligtig af sine samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold, jf. skattekontrollovens § 1, § 6 og § 6 B.

Det er ubestridt, at A i perioden 2008-2010 på sin konto løbende har modtaget de omtvistede indbetalinger fra tre udenlandske selskaber, G3 AG, G2 Ltd, G1 Ltd., som efter det oplyste er hjemmehørende i henholdsvis Lichtenstein, De Britiske Jomfruøer og Belize.

Under disse omstændigheder påhviler det A at løfte bevisbyrden for, at de modtagne beløb, som er af betydelig størrelse, ikke skal indgå ved opgørelsen af hans skattepligtige indkomst, jf. eksempelvis SKM2002.70.H, SKM2004.87.HR, UfR 2009.163 HR, SKM2009.348.BR, UfR 2010.415.HR (SKM2010.70.HR), UfR 2012.443.HR (SKM2011.775.HR), SKM2013.613.ØLR og SKM2013.389.ØLR.

A har til støtte for sin påstand henvist til, at de indsatte beløb rettelig er udbetalingen af et lån fra selskabet G1 Ltd. For at en sådan forklaring skal kunne lægges til grund, skal den efter retspraksis være tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger, jf. eksempelvis UfR 2009.476/2 H, UfR 2011.1599 H (SKM2011.208.HR), UfR 2006.103 H, UfR 2007.1049 H (SKM2007.90.HR), og UfR 2009.2325 H (SKM2009.487.HR).

A ikke har godtgjort, at de modtagne beløb udgør udbetalinger af et lån, som han har optaget hos G1 Ltd.

Den fremlagte rammeaftale om lån (bilag 2) er således indgået under sådanne omstændigheder og på sådanne vilkår, at rammeaftalen ikke godtgør gældsforholdets beståen.

For det første er rammeaftalen om lån (bilag 2) indgået på usædvanligt gunstige vilkår for A. Gælden forrentes alene med 2 % p.a., hvilket må anses for meget usædvanligt, ikke mindst henset til at lånet på op til kr. 1.600.000, er ydet uden nogen form for sikkerhed for kreditor. Til sammenligning var renten for en 10-årig statsobligation på daværende tidspunkt mere end dobbelt så høj, jf. bilag A.

Endvidere tilskrives og forfalder renterne først på tidspunktet for lånets tilbagebetaling, ligesom låneforholdet er uopsigeligt for kreditor i en periode på ca. 10 år. Lånet er således samlet set ydet på sådanne usædvanlige vilkår, at gældsbrevet ikke i sig selv godtgør tilstedeværelsen af en låneaftale mellem parterne.

Hertil kommer for det andet, at de omstændigheder, hvorunder det påståede lån er udbetalt, underbygger, at der ikke er tale om udbetalinger af lånebeløb. For langt hovedparten af de omtvistede indsætningers vedkommende er det end ikke godtgjort, at de vedrører den påståede låneaftale.

Af de fremlagte betalingskvitteringer fremgår, at 38 af de i alt 41 indsætninger er modtaget fra to andre selskaber end den påståede långiver, G1 Ltd. (hjemmehørende i Belize). Disse 38 indsætninger er således modtaget fra G3 AG (Lichtenstein) og fra G2 Ltd (De Britiske Jomfruøer).

Det må således have formodningen imod sig, at et lånebeløb ikke udbetales fra den påståede långiver, men fra to andre selskaber beliggende i andre lande end den påståede långiver.

Det er ikke godtgjort, at der mellem den påståede långiver og de to øvrige selskaber er en sammenhæng, som kan begrunde, at det påståede lånebeløb er overført fra de to selskaber i henholdsvis Lichtenstein og De Britiske Jomfruøer. Allerede af denne grund er det ikke godtgjort, at disse indsætninger har nogen sammenhæng med rammeaftalen, som er indgået mellem A og G1 Ltd (Belize), jf. også SKM2017.280.BR (anket).

Kun 3 af de i alt 41 omtvistede indsætninger – nemlig den 3. juni 2009, den 30. juni 2009 og 30. marts 2010 – er således modtaget fra selskabet G1 Ltd, som er opført som långiver på bilag 2. Det er dog heller ikke for disse tre indsætninger godtgjort, at de har karakter af udbetaling af lån.

Endvidere indikerer størrelsen og frekvensen af samtlige de modtagne indsætninger, at der snarere er tale om lønudbetalinger end om udbetaling af lån.

A har gjort gældende, at han har afdraget i alt ca. kr. 60.000, på lånet i maj 2013, jf. stævningens side 4. Det er dog ikke godtgjort, at de pågældende betalinger udgør tilbagebetaling af lånet fra G1 Ltd.

Betalingerne er således sket til IB personligt, og det må allerede på denne baggrund have formodningen imod sig, at der er tale om tilbagebetaling af lånet fra G1 Ltd.

Hertil kommer, at A ikke i 2013 har fratrukket renteudgifter i 2013, jf. bilag J. Det fremgår ellers af rammeaftalen (bilag 2), at forrentningen af det påståede lån tilskrives ved lånets tilbagebetaling. Det fremgår da også af mødereferatet fremlagt som bilag E, at A over for Skatteankestyrelsen oplyste, at det tilbagebetalte beløb var inklusiv renter. En del af det påståede afdrag skulle således angiveligt være afskrevet på renter.

Det kan endvidere undre, at A først i 2014 over for Landsskatteretten gjorde gældende at have foretaget tilbagebetalinger på lånet, når nu han kort forinden modtagelsen af Skatteankenævnets forslag til afgørelse den 20. juni 2013 havde modtaget bekræftelse fra forsikringsselskabet i Lichtenstein på, at der var sket overførsler til IB, jf. bilag 12.

A har endvidere oplyst (replikken, side 3, øverst), at der ikke er tilbagebetalt kr. 100.000, til långiver i 2015, hvilket han ellers over for skattemyndighederne oplyste, at han skulle, jf. bilag E.

Det gøres således sammenfattende gældende, at det under de foreliggende omstændigheder påhviler A at løfte bevisbyrden for, at de modtagne beløb har karakter af låneudbetalinger. Dette er ikke godtgjort. Den fremlagte rammeaftale om lån er indgået på sådanne vilkår og under sådanne omstændigheder, at den ikke godtgør låneforholdets beståen, og der er ikke herudover objektive kendsgerninger, som i tilstrækkelig grad underbygger A’s synspunkt.

Skattemyndighedernes afgørelser i sagen er derfor materielt korrekte.

1.2 Formalitetsindsigelser

1.2.1 Ansættelsesfristen

A har gjort gældende, at SKAT ikke rettidig har varslet forhøjelserne af indkomstårene 2008 og 2009. Dette bestrides.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at SKAT ikke kan afsende varsel om ændring af en skatteansættelse senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. SKAT varslede forhøjelsen ved fremsendelse af forslag til afgørelse den 2. april 2012 (bilag 14), altså før udløbet af den ordinære ligningsfrist for samtlige de omhandlede indkomstår.

A tilhører imidlertid personkredsen med enkle økonomiske forhold, og han er derfor som udgangspunkt omfattet af den forkortede ansættelsesfrist § 1 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005. Denne frist er en undtagelse til udgangspunktet i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt.

Det følger af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt., at varsel om ændring mv. af en ansættelse af indkomstskat for fysiske personer skal ske inden den 1. juli i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

SKATs varsling vedrørende forhøjelse af A’s skatteansættelse for 2008 og 2009, skulle dermed som udgangspunkt være sket senest den 1. juli henholdsvis 2010 og 2011.

Det fremgår dog af bekendtgørelsens § 3, at den forkortede ansættelsesfrist § 1 ikke gælder, når betingelserne før ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

SKAT var i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, berettiget til at ekstraordinært at genoptage ansættelsen af indkomståret 2008, idet A forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Som anført ovenfor modtog A således i 2008 og 2009 i alt hhv. kr. 389.740, og kr. 359.090, på sin konto fra udenlandske selskaber uden at selvangive beløbet. Det er ikke godtgjort, at beløbet som påstået rettelig var udbetalinger af lånebeløb, hvorfor det må lægges til grund, at det modtagne beløb var udbetaling af skattepligtig indtægt.

A har dermed handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive indtægten, hvorved han har bevirket, at SKAT har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. eksempelvis SKM2015.633.ØLR. SKAT var derfor berettiget til ekstraordinært at genoptage hans skatteansættelse for indkomstårene 2008 og 2009, jf. skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. A var derfor ikke omfattet af den forkortede ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

A har videre gjort gældende, at SKAT for så vidt angår indkomstårene 2008 og 2009 har tilsidesat reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Dette bestrides.

Det er en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., overholdes. Af bestemmelsen fremgår, at en ekstraordinær ansættelse efter bestemmelsens stk. 1 alene kan foretages, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26.

Det fremgår således direkte af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at bestemmelsen (kun) finder anvendelse, hvor ansættelsesfristerne i § 26 er fraveget – altså hvor SKAT foretager en ansættelse efter udløbet af fristerne i § 26. I denne sag var den ordinære ansættelsesfrist i § 26, stk. 1, imidlertid ikke udløbet, og SKAT var derfor ikke forpligtet til at overholde reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Konsekvensen af, at A ikke var omfattet af den forkortede ligningsfrist, er således, at man falder tilbage på den sædvanlige systematik i skatteforvaltningslovens §§ 26-27. Med andre ord skal SKAT kun iagttage reaktionsfristen i § 27, stk. 2, i det omfang den ordinære ansættelsesfrist i § 26, stk. 1, er udløbet, jf. Den Juridiske Vejledning, 2012-1, pkt. A,A.8.2.2., samt SKM2015.496.BR, som blev stadfæstet ved SKM2016.444.ØLR.

SKM2016.444.ØLR vedrørte bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt fristerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal iagttages, hvor den forkortede ansættelsesfrist bortfalder, hvis en ansættelse foretages inden for udløbet af den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Dommen angik en skatteyder, som var omfattet af den forkortede ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. Rigtigheden af SKATs materielle forhøjelser var ubestridt, og skatteyderen bestred heller ikke, at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Skatteyderen gjorde dog gældende, at SKAT ikke havde iagttaget reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Heroverfor gjorde Skatteministeriet gældende, at forhøjelsen kunne foretages i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, selvom skatteyderen var omfattet af den forkortede ligningsfrist, da betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Skatteministeriet gjorde yderligere gældende, at det ikke er et krav, at fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal være overholdt, når den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, ikke er udløbet.

Under henvisning til de faktiske omstændigheder fandt Landsretten, at allerede som følge af, at SKATs varsling overholdt fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var forhøjelserne gyldige.

Dommen kan således ikke tages til indtægt for, at landsretten – i modsætning til byretten - skulle have lagt til grund, at fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, finder anvendelse, hvor den forkortede ligningsfrist bortfalder, når ansættelsen i øvrigt er foretaget inden for udløbet af den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Som det også er anført i byrettens afgørelse i samme sag (gengivet i SKM2015.496.BR) fremgår det udtrykkeligt af den tidligere gældende bekendtgørelse nr. 270 af 11. april 2003 om en kort frist for kommunernes skatteansættelse af skatteydere med enkle økonomiske forhold, § 5, at den forkortede ligningsfrist ikke var gældende, såfremt betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skattestyrelseslovens § 35, stk. 1 – som i det væsentlige svarer til den nugældende skatteforvaltningslovs § 27, stk. 1 – var opfyldt:

”Uanset § 3 bemyndiges den kommunale skattemyndighed til af egen drift at foretage eller forhøje en skatteansættelse efter udløbet af ligningsfristen og indtil udløbet af den ordinære ansættelsesfrist efter § 34 i skattestyrelsesloven i det omfang, betingelserne for en ekstraordinær skatteansættelse er opfyldt, jf. § 35, stk. 1, i skattestyrelsesloven.” (min understregning)

Der henvistes således ikke til stk. 2, hvoraf reaktionsfristen på 6 måneder fremgik.

Af forarbejderne til skatteforvaltningsloven (Folketingstidende 2004/ 2005, tillæg A, side 4254) fremgår det, at:

“Der stilles forslag om, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte en kort frist for told- og skatteforvaltningens afslutning af ligningsarbejdet, jf. § 26, stk. 1, 5. pkt. Det er tanken at udnytte bemyndigelsen til at videreføre ordningen efter bekendtgørelse nr. 270 af 11. april 2003…”

Denne bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, § 3, ifølge hvilken:

”Fristerne i § 1 gælder ikke, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.”

Forarbejderne til skatteforvaltningsloven gengivet ovenfor understreger, at der ikke med den ændrede formulering af § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 var tiltænkt en ændring, hvorefter reaktionsfristen på 6 måneder skulle gælde i en situation som den foreliggende.

Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er således kun relevant i de situationer, hvor den forkortede ansættelsesfrist bortfalder, når den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, er udløbet. Reaktionsfristen gælder ikke, hvis fristen i § 26, stk. 1, ikke er udløbet.

Denne retsopfattelse er også lagt til grund i den senere afsagte dom fra Københavns Byret SKM2017.91.BR (anket).

Da den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, først udløb efter, at SKAT den 2. april 2012 afsendte varsel om forhøjelsen til A, er forhøjelsen allerede af denne grund foretaget rettidigt.

Hertil kommer, at SKAT i øvrigt har varslet forhøjelsen inden udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Reaktionsfristen i § 27, stk. 2, begynder således ikke at løbe, førend at SKAT – på baggrund af de oplysninger og den dokumentation, der er mulighed for at tilvejebringe – har erhvervet det fornødne grundlag for at varsle en korrekt skatteansættelse, jf. herved f.eks. SKM2012.168.ØLR, SKM2014.683.VLR, SKM2014.335.VLR, SKM2014.214.ØLR og SKM2016.444.ØLR.

I en situation, som den foreliggende, hvor SKAT bliver bekendt med nogle indsætninger fra udlandet på A’s konto, er det som et led i sagens oplysning helt naturligt at rette henvendelse til skatteyderen for at undersøge, om der er en god forklaring på, at beløbene ikke er selvangivet. I denne situation begynder fristen først at løbe fra det tidspunkt, hvor den pågældende har haft lejlighed til at forklare sig og eventuelt fremlægge den nødvendige dokumentation, jf. herved de førnævnte domme SKM2012.168.ØLR, SKM2014.683.VLR, SKM2014.214.ØLR og SKM2016.444.ØLR.

Det fremgår af de fremlagte oplysninger fra SKAT (bilag N), at oplysninger om de udenlandske transaktioner blev trukket ud af Money Transfer-databasen den 13. december 2011. Allerede samme dag skrev SKAT til A med anmodning om oplysninger til brug for skatteansættelsen, jf. bilag 13.

Det forhold, at SKAT eventuelt måtte have været i stand til at udsøge oplysninger om bankoverførslerne til A’s konto på et tidligere tidspunkt, medfører ikke, at 6-månedersfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal regnes fra et sådan tidligere tidspunkt.

Den 6. februar 2012 modtog SKAT bilag C, som indeholdt A’s redegørelse for, hvorfra indsætningerne stammede, samt dokumentation i form af udskrifter fra banken. Tidligst på dette tidspunkt var SKAT i besiddelse af det fornødne grundlag til at varsle en korrekt ændring af skatteansættelsen, jf. også eksempelvis SKM2014.335.VLR og specifikt om sager, som udspringer af Projekt Money Transfer SKM2014.464.BR, SKM2014.120.BR og SKM2013.910.BR. Det var derfor tidligst på dette tidspunkt, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, begyndte at løbe.

SKAT har således under alle omstændigheder varslet forhøjelsen inden for fristen i § 27, stk. 2, ved at afsende varsel om forhøjelsen den 2.april 2012.

Det bemærkes i øvrigt, at det først var ved modtagelsen af bilag C, at SKAT blev bekendt med, at der var foretaget yderligere indsætninger, end dem som fremgår af bilag B, hvorfor kundskabstidspunktet for så vidt angår indsætningerne i sidste halvår af 2009 (og i 2010) under alle omstændigheder tidligst kan regnes fra modtagelsen af bilag C.

Alligevel har A gjort gældende, at SKAT har tilsidesat reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, for så vidt angår samtlige indsætninger modtaget i 2009, jf. replikken, side 10, 3. pkt.

1.2.2 Begrundelsesmangler

A har gjort gældende, at skattemyndighedernes afgørelser i sagen lider af begrundelsesmangler, idet hverken SKAT, Skatteankenævnet eller Landsskatteretten nærmere har redegjort for, ”hvilke faktiske omstændigheder der ligger til grund for, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, […] kan anses for opfyldt,”, jf. stævningen side 18, sidste afsnit.

Dette bestrides.

Landsskatteretten har oplistet de faktuelle omstændigheder, som er af betydning for Landsskatterettens vurdering af formalitetsspørgsmålet, herunder navnlig, at SKAT den 6. februar 2012 modtog ”en redegørelse fra klageren om overførsler fra udlandet samt kopi af alle bankkvitteringer”, jf. bilag 1, side 1, sidste afsnit. Landsskatteretten har endvidere nøje redegjort for retsgrundlaget i relation til sagens formalitetsspørgsmål, jf. bilag 1, side 3-4.

Det er således på denne baggrund, at Landsskatteretten i sin begrundelse (bilag 1, side 5, 3. afsnit) henviste til, at ”fristen i § 27, stk. 2 tidligst løber fra den 6. februar 2012”. Der er herefter givet en fuldt tilstrækkelig begrundelse for, hvilke faktiske og retlige omstændigheder der er lagt til grund ved Landsskatterettens vurdering af, om SKAT har reageret inden for fristen i § 27, stk. 2, jf. også SKM2016.444.ØLR.

Eventuelle begrundelsesmangler, som de tidligere afgørelser måtte lide af i relation til dette spørgsmål, er derfor også afhjulpet ved Landsskatterettens afgørelse.

Selv hvis retten måtte finde, at skattemyndighedernes afgørelser lider af begrundelsesmangler, gøres det under alle omstændigheder gældende, at disse eventuelle formelle mangler på baggrund af en konkret væsentlighedsvurdering ikke kan føre til afgørelsens ugyldighed, navnlig idet disse ikke har betydning for det materielle resultat, jf. f.eks. SKM2004.470.HR, UfR2000.776H, UfR 1996.1462H og SKM2016.444.ØLR.

Det bemærkes herved også, at SKAT slet ikke var forpligtet til at overholde reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, jf. ovenfor, hvorfor en eventuel ufuldstændig begrundelse i relation til beregning af fristen ikke har konkret væsentlighed".

Rettens begrundelse og afgørelse

Sagen drejer sig om, hvorvidt en række indbetalinger til A i 2008, 2009 og 2010 er skattepligtig indkomst eller udbetalte lånebeløb.

Det følger af statsskattelovens § 4, at en skattepligtigs "samlede årsindtægter" er skattepligtig indkomst. Indtægter, der stammer fra optagelse af lån, medregnes dog ikke til den skattepligtige indkomst, jf. § 5. Det påhviler en skattepligtig at sandsynliggøre, at en indtægt stammer fra lånoptagelse og således ikke er skattepligtig indkomst.

A har blandt andet forklaret, at de omtvistede beløb er ydelser, der er modtaget i henhold til den fremlagte "rammeaftale om lån", dateret den 20. december 2007. Han havde en betydelig indtægtsnedgang som følge af sin stærkt reducerede erhvervsevne og manglede derfor penge til leveomkostninger. Via en bekendt kom han i kontakt med IB, som indvilget i at låne ham penge, og dette var baggrunden for den oprettede låneaftale.

Det fremgår af låneaftalen, at långiver var G1 Ltd., angivet med postadresser i Belize og Liechtenstein. Lånerammen var 1.600.000 kr., som skulle udbetales over en periode på højst 4 år i overensstemmelse med A’s likviditetsbehov. Lånet blev forrentet med en årlig rente på 2 %, der først skulle tilskrives og forfalde ved lånets indfrielse den 1. januar 2018, ca. 10 år efter låneaftalens oprettelse. Ifølge låneaftalen havde kreditor ret til at lade lånedokumentet tinglyse, men det kan lægges til grund, at A ikke ejede fast ejendom. Det er ubestridt, at der ikke er tinglyst pant til sikkerhed for lånebeløbet, og der foreligger ikke oplysninger om, at der er stillet anden sikkerhed for lånet.

Det kan ligeledes efter A’s forklaring lægges til grund, at han har udnyttet lånerammen fuldt ud. A har om den forventede indfrielse af lånebeløbet forklaret, at ægtefællens ejendom er godkendt til udstykning, og at han forventer, at ægteparret ville kunne sælge jorden for et betydeligt beløb.

Overførslerne i perioden 2008-2010 er overvejende på ca. 30.000 kr. om måneden. Kun tre af overførslerne kom fra det selskab, som er anført som kreditor i rammeaftalen, mens de øvrige indbetalinger kom fra andre selskaber med hjemsted enten i Liechtenstein eller på De Britiske Jomfruøer. Selskabernes hjemsted er lande, der betragtes som skattelylande. En række af de modtagne beløb er betegnet "Commission", og først senere blev beløbene benævnt "Loan". A har blandt andet forklaret, at han ved en enkelt lejlighed har indbetalt afdrag på gælden i form af, at nogle policer blev ophævet, og provenuet tilsendt långiver. Sagens bilag viser imidlertid, at provenuet er overført til IB personligt på en adresse i Tyskland.

Et sådant lånearrangement, ydet med et betydeligt beløb og med en 10-årig løbetid, uden sikkerhed, til en lav forrentning med renter, som først tilskrives og forfalder ved lånets indfrielse, ydet af A ubekendte juridiske personer fra skattelylande, hvor det for långiveren må fremstå som højst usikkert, om A har mulighed for at tilbagebetale lånebeløbet, må betragtet som så usædvanligt, at der påhviler A en skærpet pligt til at sandsynliggøre, at lånearrangementet er reelt.

A har ikke alene ved sin forklaring sandsynliggjort dette, og der er ikke objektive omstændigheder, der kan bestyrke, at der uanset de beskrevne omstændigheder er tale om et reelt lånearrangement. På denne baggrund lægger retten til grund, at de pågældende beløb i skatteårene 2008, 2009 og 2010 er skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4.

Det er herefter spørgsmålet, om Skat ved varslingen af 2. april 2012 rettidigt har varslet forhøjelsen af A’s skattepligtige indkomst.

Parterne er enige om, at A som udgangspunkt var omfattet af § 1 den daværende bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. Det følger af denne bestemmelse, at skattemyndighederne skal afsende varsel om foretagelse af ændring af en indkomstansættelse inden den 1. juli i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Denne frist er alene overholdt for så vidt angår indkomståret 2010.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, at de nævnte frister ikke gælder, hvis betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt. Det er Skats synspunkt, at den forkortede frist ikke gælder, fordi A har handlet i alt fald groft uagtsomt, jf. herved skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5.

A har efter det anførte undladt at oplyse ligningsmyndighederne om månedlige, skattepligtige indbetalinger af betydelig størrelse bl.a. i skatteårene 2008 og 2009. A har herved handlet i alt fald groft uagtsomt med den følge, at skattemyndighederne har foretaget ansættelsen på et urigtigt eller et ufuldstændigt grundlag, jf. § 27 stk. 1, nr. 5. Det følger heraf, at den forkortede frist i bekendtgørelsen ikke finder anvendelse for Skats varsling.

Herefter gælder for A fristen i skattestyrelseslovens § 26 stk. 1. Ifølge denne bestemmelse skal en ændring af en ansættelse foretages senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. Indkomstårene 2008, 2009 og 2010 er derfor alle omfattet af denne ordinære ansættelsesfrist. Der kan herefter ikke tillige stilles krav om, at varslingen skal være sket, senest 6 måneder efter skattemyndighederne er kommet til kundskab om det forhold, der kan begrunde fravigelsen af fristerne i § 26, jf. herved § 27 stk. 2.

Det bemærkes dog, at en 6-månedersfrist efter rettens opfattelse ikke ville kunne regnes fra noget tidligere tidspunkt end den 6.februar 2012, hvor skattemyndighederne modtog en nærmere redegørelse med tilhørende bilag fra A, således at 6-månedersfristen i givet fald må anses overholdt.

Det følger af forvaltningslovens § 24, at Skats afgørelse skulle indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilken afgørelsen var truffet, og om en fornødent en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Skats afgørelse burde have indeholdt en begrundelse for, hvorfor Skat fandt A omfattet af fristen i skattestyrelseslovens § 26 og ikke af bekendtgørelsen om skatteydere med særligt enkle økonomiske forhold. Retten finder midlertidigt, at hverken dette eller andre forhold i Skats afgørelse kan begrunde afgørelsens ugyldighed. Det bemærkes i den forbindelse, at Landsskatteretten udførligt har redegjort for det relevante lovgrundlag.

Herefter, og da der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Skat, tages dennes påstand om frifindelse til følge.

Sagsomkostninger

Sagsøgeren har opgjort sagsgenstanden til 603.960 kr. Til dækning af advokatomkostninger m.v. tilkendes Skatteministeriet på denne baggrund et beløb på 50.000 kr. inklusive moms.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A, betale sagens omkostninger til sagsøgte med 50.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a. 

http://afgoerelsesdatabasen.dk/SearchResult.aspx?q=14-0378276