Menu

Domstolsprøvelse - afvisning - fristoverskridelse - kontortids ophør

Dokumentets dato
22 Feb 2016
Dato for udgivelse
15 Mar 2016 09:56
SKM-nummer
SKM2016.124.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 111-1222/2015
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Emneord
Domstolsprøvelse, afvisning, fristoverskridelse, kontortids, ophør, stævning
Resumé

Sagsøgeren havde ved stævning af 20. august 2015 indbragt Motorankenævnet afgørelse af 20. maj 2015. Stævningen blev fremsendt til retten ved e-mail af 20. august 2015, kl. 21.34, og således efter kontortids ophør den pågældende dag.

Skatteministeriet påstod afvisning med henvisning til, at retssagen var anlagt efter udløbet af søgsmålsfristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. Sagsøgeren gjorde heroverfor blandt andet gældende, at det ikke af vejledningen fra Motorankenævnet fremgik, at søgsmålsfristen på tre måneder udløb ved ophør af rettens kontortid, og at hans stævning derfor var indleveret rettidigt.

Retten udtalte, at stævningen ikke blev modtaget inden normal kontortids ophør den 20. august 2015; og at retten derfor først havde registreret modtagelsen af stævningen som ny sag den 21. august 2015. På den baggrund måtte retten anse stævningen for at være indleveret senere end 3 måneder efter Motorankenævnets afgørelse, og søgsmålsfristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, var derfor ikke overholdt. Sagen blev som følge heraf afvist.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-1 A.A.10.3.5.1


Parter

A
(selvmøder)

Mod

Skatteministeriets
(v/ Kammeradvokaten v/ Camilla Bjerg Nielsen)

Afsagt af byretsdommer

Tove Schelle

Parternes påstande

Sagsøgeren, A, har ved e-mail af 20. august 2015, kl. 21.34, vedhæftet stævning og bilag 1-11, indbragt en afgørelse af 20. maj 2015, der er truffet af Motorankenævn og meddelt ved Skatteankestyrelsens skrivelse af 20. maj 2015.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om afvisning af sagen, da søgsmålsfristen er overskredet.

Sagsøgeren har heroverfor påstået, at sagen ikke skal afvises.

Sagens oplysninger

Retten har efter retsplejelovens § 406, stk. 1, jf. § 351, stk. 4, jf. § 253, besluttet, at afvisningsspørgsmålet behandles særskilt. Begge parter har samtykket i, at spørgsmålet behandles særskilt og på skriftligt grundlag.

Dommen skrives i medfør af retsplejelovens § 218 a, stk. 2, uden fuldstændig sagsfremstilling.

Sagen er behandlet efter reglerne i retsplejeloven om småsager.

Parternes synspunkter

Sagsøgte har til støtte for sin afvisningspåstand anført, at fristen for at indbringe afgørelsen er 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt. Derfor udløb fristen for sagsøgerens indbringelse af motorankenævnets afgørelse den 20. august 2015. Det er fastslået i retspraksis, at søgsmålsfristen udløber den pågældende dag ved kontortids ophør og ikke ved midnatstid, jf. SKM2006.496.HR, der omhandlede et tilfælde, hvor stævningen var indleveret 12 minutter for sent.

Da stævningen ubestridt først er modtaget af retten den 20. august 2015, kl. 21.34, er stævningen ikke indleveret rettidigt, og retsvirkningen af, at sagen er anlagt efter udløbet af søgsmålsfristen er efter fast praksis, at sagen afvises, jf. den nævnte højesteretsdom i SKM2006.496.HR og f.eks. UfR 1999.722H samt SKM2003.145.ØLR.

Sagsøgeren har anført, at han har efterlevet den vejledning, som Skatteankestyrelsen har fremsendt i forbindelse med afgørelsen. Ifølge denne vejledning skulle han blot indsende stævningen senest 3 måneder efter afgørelsens dato. Han indsendte stævningen om aftenen på den dag, hvor fristen udløb.

Rettens begrundelse og afgørelse

Skatteankestyrelsens skrivelse af 20. maj 2015 til sagsøgeren lyder således:

"...

Afgørelse

Der er klaget over SKATs afgørelse af 19. maj 2014. Motorankenævn har nu truffet afgørelse i sagen. Afgørelsen vedlægges.

Vejledning om sagsanlæg

Afgørelsen kan indbringes for domstolene senest 3 måneder efter afgørelsens dato. Reglerne om domstolsprøvelse fremgår af skatteforvaltningslovens §§ 48-49.

Sagen skal indbringes for byretten som 1. instans. Stævningen skal sendes til den byret, hvor den skattepligtige har hjemting, når sagen anlægges. Byrettens adresse fremgår af domstolenes hjemmeside: www. domstol.dk. Stævningen skal udtages mod Skatteministeriet,

..."

Efter skatteforvalningslovens § 48, stk. 3, 1.pkt., kan en endelig administrativ afgørelse ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

Den e-mail, hvormed sagsøgeren med en vedhæftet stævning og bilag har indbragt motorankenævnets afgørelse af 20. maj 2015, er ifølge dens indhold sendt den 20. august 2015, kl. 21.34. Retten har ikke modtaget stævningen på anden måde, derunder med almindelig post eller ved overbringelse af stævningen. Retten har ikke modtaget stævningen inden for normal kontortids ophør den 20. august 2015; og retten har først registreret modtagelsen af stævningen som ny sag den 21. august 2015.

På denne baggrund må retten anse stævningen for at være indleveret senere end 3 måneder efter motorankenævnets afgørelse, og søgsmålsfristen i skattekontrollovens § 48, stk. 3, 1. pkt., er ikke overholdt. Som følge af dette skal sagen afvises.

Retten finder efter omstændighederne ikke grundlag for at pålægge sagsøgeren at betale sagsomkostninger. Sagsomkostningerne ophæves derfor således, at hver part bærer egne sagsomkostninger, og ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Denne sag afvises.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

Vis printvenlig udgaveVis som PDF