Menu

Udlæg - konkurs - forældelse

Dokumentets dato
07 dec 2015
Dato for udgivelse
25 feb 2016 11:04
SKM-nummer
SKM2016.100.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
B-0463-15
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Emneord
Udlæg, forældelse, konkurs
Resumé

Forældelse af konfiskationskrav, herunder spørgsmål om ejendomsret for staten og konkursens afbrydende virkning.

Vestre Landsret har i en kendelse af 7. december 2015 truffet afgørelse om, hvorvidt et konfiskationskrav fra 2001 var forældet efter den dagældende bestemmelse i straffelovens § 97a.

Baggrunden for sagen var en straffedom i en af de såkaldte selskabstømmersager, hvor Vestre Landsret den 28. november 2001 idømte A 5 års ubetinget fængsel og hos A konfiskerede kr. 20.417.563, herunder indestående på tre specifikke konti i Bank of Scotland, Isle of Man. Disse konti var tidligere beslaglagt af politiet i 1994.

A blev taget under konkursbehandling den 4. august 2011, bl.a. på baggrund af konfiskationskravet, hvilken konkursbehandling ophørte den 13. marts 2014 i medfør af konkurslovens § 143. På tidspunktet for sagens afgørelse var der endnu ikke sket udbetaling af noget beløb fra Isle of Man, og en retssag herom på Isle of Man var sat i bero på spøgsmålet om, hvorvidt konfiskationskravet var forældet i Danmark.

A gjorde særligt gældende, at SKAT ikke havde opnået et udlæg for konfiskationskravet inden udløbet af den dagældende 10 års-frist i straffelovens § 97a (bortfaldsregel), og således inden den 28. november 2011. Et forgæves udlæg gennemført af SKAT for kravet den 9. september 2014 måtte således være uden retsvirkning, idet konfiskationskravet var forældet og dermed bortfaldet, hvilket A fik medhold i ved fogedrettens afgørelse.

Det blev for landsretten af SKAT gjort gældende, at der for så vidt konfiskationen af de individuelt bestemte pengebeløb på konti på Isle of Man er tale om en genstandskonfiskation, og dermed ejendomsret for staten med virkning fra beslaglæggelsen (1994).  Dette er fast antaget i teorien, men der forelå indtil denne sag ingen kendt retspraksis herom. På denne baggrund kunne der ikke være tale om nogen forældelse af denne del af konfiskationen.

Endvidere blev det gjort gældende, at den mellemkommende konkurs havde en forældelsesmæssig afbrydende virkning, herunder også i forhold til værdikonfiskationskravet (en fordringsret) efter straffelovens regler, jf. hertil den tidligere gældende bestemmelse i konkurslovens § 241, nu forældelseslovens § 17. Dette er ligeledes fast antaget i teorien, men en særlig landsretspraksis i tilknytning til straffelovens § 97a kunne tale for en anden virkning på straffelovens område (bortfald efter 10 år).

Landsretten fandt, at der efter straffedommens ordlyd var tale om en værdikonfiskation for hele beløbet på kr. 20.417.563, Samtidig var den del af beløbet, der kunne dækkes af indeståenderne på de angivne bankkonti, tydeligt individualiseret som en bestemt fordring på indeståender på konkrete bankkonti. Ejendomsretten for den danske statskasse til indeståenderne blev således endeligt fastslået ved straffedommen og var dermed ikke forældet. Landsretten fandt endvidere, at værdikonfiskationskravet i sin helhed ikke var forældet, idet forældelsen var afbrudt ved indgivelse af en på fordringen støttet konkursbegæring i juni 2011, jf. hertil forældelseslovens § 17, stk. 1 og 2, tidligere konkurslovens § 241 . En lovændring af straffelovens § 97a i 2013 medførte, at konfiskationskrav, der ikke allerede var forældet, overgik til forældelseslovens 10-årige forældelse.

Da konkursen ophørte i marts 2014 havde SKAT foretaget et udlæg inden et år efter ophøret, jf. forældelseslovens § 20, stk. 4, hvorefter SKATs konfiskationskrav ikke var forældet på tidspunkt for den forgæves udlægsforretning den 9. september 2014.

 

Reference(r)

Forældelseslovens § 17, stk. 1 og 2
Forældelseslovens § 20, stk. 4
konkurslovens § 241 (daværende)
Straffelovens 97a, stk. 4

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2016-1 A.A.9.5.1.4

 


Parter

Skat
(Kammeradvokaten v/advokat Jesper Saugmandsgaard Øe, København)

 mod

A

Afsagt af landsdommerne

Elisabeth Mejnertz, Karen Foldager og Claus Rohde (kst.)) i kæresag

Fogedretten i Aarhus har den 6. februar 2015 afsagt kendelse i 1. instans (sags nr. FS 21- 10173/2014).

Påstande

For landsretten har kærende, SKAT, principalt gentaget sin påstand for fogedretten om, at SKAT's udlæg af 9. september 2014 for 31.239.990,11 kr. over for A opretholdes som et forgæves udlæg, subsidiært for et mindre beløb efter rettens skøn. Mest subsidiært har SKAT påstået kendelsen stadfæstet.

Indkærede, A har påstået kendelsen stadfæstet.

Sagen er forhandlet mundtligt.

Supplerende sagsfremstilling

Den 24. november 2008 foretog SKAT forgæves udlæg hos A herunder "vedrørende bøde kr. 24.050.207,43 kr.", og den 1. februar 2010 foretog SKAT ligeledes forgæves udlæg hos A herunder for "gæld til politiet" for samme beløb.

Under en ransagning hos A fandt politiet et dokument på As computer med følgende indhold:

"...

Dear OB

I have been thinking - on this morning run I had the morning thoughts.

IOM options:

Option 1. Fight.

If picking the fight it would be nice to feel secure, that we would at the end come out ahead.

a)

Timing and lack of actions on the other side is an advantage.

b)

Our own lack of action over time is negative.

c)

The fact that Dr.H. is not a part in the Danish case is an advantage.

A little history:

In the city court the verdict was based on that the Danish State was at risk to lose 173 mill DKK. Of those app. 12 mill. Was tracked through to IOM acc. In the higher court the verdict was bases on that the Danish State was at risk to lose 105 mill DKK. The 12 mill. Was no longer a part of the verdict. So app. 12 mill. tracked is as of the second trial no longer a part of the case. Today I can't remember if there is an error in the numbers made by the court in relation to the lower number in the higher court and not lowering the confiscated amount. There could be - and this should be investigated if I can get the papers. The tracking will show that some of the money made was mad legally - even in the eyes of the Danish court. This legal profit can't be part of the confiscating.

This could prove an opening in our IOM case.

The costs of legal case and the change of winning should be considered carefully.

A loss would most likely lead to total loss forever.

Option 2. Wait.

There has been some changes in the Danish system as to when a debt is cancelled because of time. Waiting could bring about a situation, where the debt - what I owe - goes away. And then there is no confiscating issue to fight. IT will he gone to,

I am right now provoking the systems in my effort to get back my lawyers license to be a member of a board in a Danish company. As well I will be pushing for a settlement of economic issues.

The wait would most likely have to be planned for 5 years. It might not take that long - but we should expect that.

Option 3. Wait and use

If we decide on option 2 - waiting - we could consider to make better use of the Company Dr.H.

Now we are finally in control of the company.

If we made the company more active - created books and financial balance sheet - even got it audited - we would be able to show strength in our other businesses. The backing and guarantee from Dr.H. could prove to be of good value.

Maybe create another account with B of Scotland and use the account for smaller stuff. Maybe even make some smaller investments directly with the BoS - and thereby creating a real asset sitting in the bank. Showing on our balance sheet etc.

This was for our discussions and to be considered.

..."

Den 7. juli 2011 indgav Kammeradvokaten på vegne af SKAT konkursbegæring mod A. Konkursfordringen udgjorde 30.726.603,93 kr., heraf to poster benævnt "gæld til politiet", henholdsvis "konfiskation 28. november 2001" på 20.417.563 kr. og "sagsomkostninger 28. november 2001" på 3.632.644,43 kr. Konkursbegæringen blev behandlet i skifteretten den 4. august 2011, hvor A blandt andet gjorde gældende, at den del af kravet, der lå mere end 3 år tilbage, var forældet. Skifteretten afsagde konkursdekret på baggrund af den del af kravet, som A kunne erkende at skylde.

I et brev af 25. november 2011 fra anklagemyndigheden på Isle of Man til dommeren i Court of Generel Gaol Delivery på Isle of Man anmodede man om, at straffedommen af 28. november 2001 blev tillagt eksegibilitet vedrørende de konfiskerede bankindeståender.

Den 19. september 2013 tilsagde SKAT A til en udlægsforretning den 13. januar 2014, men ifølge SKATs telefonnotat af 8. januar 2014 ringede A og oplyste om konkursen, hvorefter udlægsmødet blev aflyst. Det fremgår videre af notatet, at der efter konkursens afslutning skal foretages udlæg inden for et år.

De 21. februar 2014 udpegede Court of General Gaol Delivery en " enforcement receiver" hos anklagemyndigheden på Isle of Man vedrørende bankindeståenderne på Isle of Man.

Den 13. marts 2014 sluttede skifteretten konkursboet efter konkurslovens § 143, da der ikke var midler i boet ud over, hvad der medgår til dækning af omkostninger.

Den 20. maj 2014 afgav A et partsindlæg til Court of General Gaol Delivery, hvor han blandt andet gjorde gældende, at konfiskationskravet var forældet.

Ifølge SKATs telefonnotat af 4. september 2014 rettede A telefonisk henvendelse og oplyste, at konkursboet var sluttet, og det blev aftalt, at han skulle give møde til udlægsforretning den 9. september 2014. Det fremgår af SKATs fogedbog fra udlægsforretningen denne dato, at restancen udgjorde 31.239.990,11 kr., hvoraf konfiskationskravet udgjorde 20.417.563 kr., og at A gjorde gældende, at konfiskationskravet var forældet.

Det er oplyst, at retssagen om bankindeståenderne på Isle of Man er udsat på afgørelsen af denne sag.

Procedure

SKAT har for landsretten som nye anbringender til støtte for det overordnede anbringende om, at ingen del af konfiskationskravet er forældet, gjort gældende:

1.

at ejendomsretten til de indeståender på konti i Isle of Man, som indgår i konfiskationsafgørelsen i Vestre Landsrets dom af 28. november 2001, tilkommer den danske statskasse, idet der for den del af konfiskationskravet er tale om genstandskonfiskation, jf. straffelovens § 75, stk. 1.


2

at det samlede konfiskationskrav på 20.417.563 kr. ikke er forældet, idet forældelsen er afbrudt efter reglerne i den dagældende § 97 a i straffeloven, forældelseslovens § 17, stk. 1, nr. 1, og § 20, stk. 4, og den nugældende § 97 a, stk. 4, i straffeloven.

SKAT har subsidiært gentaget side anbringender for fogedretten om, at inddrivelseshandlingerne på Isle of Man har afbrudt forældelsen.

A har over for SKATs nye anbringender gjort følgende anbringender gældende:

- Ad 1. ejendomsretten til bankindeståenderne på Isle of Man tilkommer ikke den danske statskasse, idet der i det hele er tale om værdikonfiskation, og konfiskationsbeløbet således er generisk, og idet den del af beløbet, der dækkes af bankindeståender på Isle of Man, ikke er tilstrækkeligt individualiseret. Det pengeinstitut, der er nævnt i straffedommen, er sidenhen overtaget af et andet pengeinstitut, og beløbene henstår på konti med andre kontonumre.

Hvis det antages, at statskassen er ejer af midlerne på Isle of Man, er konsekvensen, at der ikke kan gøres udlæg for værdien heraf, og værdien skal således fragå i det beløb, der kan gøres udlæg i.

- Ad 2. konfiskationskravet er bortfaldet ved forældelse, jf. dagældende § 97 a, stk. 3, idet der ikke forinden forældelsesfristens udløb var foretaget udlæg, og idet konkursen ikke har afbrudt forældelsen. Kravet er ikke prøvet under konkursbehandlingen.

Over for de anbringender, SKAT gjorde gældende for fogedretten, har A henvist til sine anbringender for fogedretten og fogedrettens begrundelse.

Parterne har procederet i overensstemmelse med de anførte anbringender.

Landsrettens begrundelse og resultat

Vedrørende ejendomsretten til indeståenderne på bankkonti på Isle of Man:

Ved Vestre Landsrets dom af 28. november 2001 i straffesagen af blev det bestemt, at der hos A blev konfiskeret "i alt 20.417.563 kr., hvori indgår indeståender i Bank of Scotland, Isle of Man ...". Efter dommens ordlyd er der tale om værdikonfiskation for hele beløbet. Samtidig var den del af beløbet, der kunne dækkes af indeståenderne på de angivne bankkonti, tydeligt individualiseret som en bestemt fordring på indeståender på konkrete bankkonti. Ejendomsretten for den danske statskasse til indeståenderne blev således endeligt fastslået ved dommen, og den omstændighed, at forpligtelserne som debitor vedrørende fordringerne på indeståenderne på de omhandlede konti er overtaget af et andet pengeinstitut, og at kontiene er forsynet med andre kontonumre, ændrer intet heri. Det bemærkes i den forbindelse, at landsretten efter det oplyste lægger til grund, at der er identitet mellem midlerne på de daværende og de nuværende konti, hvilket i øvrigt støttes af den forståelse, A selv har givet indtryk for i det nævnte dokument på hans computer.

Den del af konfiskationskravet, der kan dækkes af de omhandlede indeståender, er således ikke forældet. Da det imidlertid endnu ikke er lykkedes for den danske stat at få midlerne frigivet, idet den verserende retssag herom på Isle of Man ikke er afsluttet, har SKAT været berettiget til at gøre udlæg for denne del af konfiskationskravet.

Vedrørende spørgsmålet om forældelse af den øvrige del af konfiskationskravet:

Ved Retten i Koldings kendelse af 13. november 2006 blev fristen for bortfald af konfiskationen i medfør af den dagældende bestemmelse i straffelovens § 97 a, stk. 3, 3. pkt., forlænget, således at fristen udløb den 28. november 2011.

Da fristen udløb, var A's bo under konkursbehandling. Spørgsmålet er derfor, om konkursen har afbrudt forældelsen med suspensiv virkning.

Efter den nugældende bestemmelse i straffelovens § 97 a, stk. 4, der blev indført ved lov nr. 634 af 12. juni 2013 og trådte i kraft den 1. juli 2013, er forældelsesfristen for konfiskationskrav 10 år. Det fremgår af overgangsreglen i ændringslovens § 13, stk. 2, at bestemmelsen finder anvendelse på konfiskationskrav idømt før lovens ikrafttræden, med mindre forældelse efter de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens ikrafttræden.

Det følger af § 30 i den nugældende forældelseslov, som trådte i kraft den 1. januar 2008, at loven finder anvendelse på tidligere stiftede fordringer, som ikke allerede var forældet efter de hidtil gældende regler. Af lovens § 28 fremgår, at når der i anden lov er fastsat særlige forældelsesfrister, finder forældelseslovens bestemmelser anvendelse, i den udstrækning andet ikke følger af den anden lov. Bestemmelsen i den dagældende § 97 a, stk. 3, i straffeloven, var derfor fortsat afgørende for bortfald ved forældelse af konfiskationskravet.

Det fremgår af forældelseslovens § 17, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, at forældelse afbrydes ved indgivelse af en på fordringen støttet konkursbegæring og ved anmeldelse af fordringen i et konkursbo. Ifølge konkurslovens § 129 anses en konkursbegæring som anmeldelse af den pågældende fordring. Forældelseslovens § 17 afløste den hidtil gældende bestemmelse i konkurslovens § 241, hvorefter indgivelse af en på fordringen støttet konkursbegæring og anmeldelse af en fordring i et konkursbo afbrød forældelse af fordringen. Det er fast antaget i den juridiske teori, at såvel den tidligere bestemmelse i konkurslovens § 241 som forældelseslovens § 17 omfattede, henholdsvis omfatter afbrydelse af forældelse af alle krav, også strafferetlig forældelse af krav på bøde og konfiskation, hvilket har sammenhæng med, at adgangen til individualforfølgning ophørte, henholdsvis ophører ved konkurs.

Landsretten finder herefter, at konkursen har afbrudt forældelse af konfiskationskravet med suspensiv virkning. Kravet var derfor ikke forældet, da den nugældende § 97 a, stk. 4, trådte i kraft. Da SKATs forgæves udlæg blev foretaget inden for 1 år efter konkursens afslutning, jf. forældelseslovens § 20, stk. 4, er konfiskationskravet ikke bortfaldet ved forældelse.

Landsretten tager herefter SKATs principale påstand til følge.

T h i   b e s t e m m e s

SKATs udlæg af 9. september 2014 for 31.239.990,11 kr. opretholdes som et forgæves udlæg.

A skal betale sagens omkostninger for begge retter til SKAT med 50.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

Kæreafgiften skal betales tilbage.

 

Vis printvenlig udgaveVis som PDF