Menu

Konkursloven - frist - domsindbringelse - erstatning

Dokumentets dato
11 jan 2016
Dato for udgivelse
17 mar 2016 11:43
SKM-nummer
SKM2016.131.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 160-1709/2014
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse
Emneord
Afvisning, erstatningskrav
Resumé

Sagsøgeren indbragte ved indlevering af stævning den 15. oktober 2014 Skatteankestyrelsens afgørelse af 5. september 2014.

Afgørelsen fra Skatteankestyrelsen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren havde krav på delvis eftergivelse af sin gæld til det offentlige, idet sagsøgeren ønskede at få eftergivet renter af sin gæld til det offentlige pr. 31. marts 2006, hvor han blev erklæret konkurs. Styrelsen fandt ikke grundlag for at eftergive renterne i medfør af gældsinddrivelsesloven.

Sagsøgeren gjorde i øvrigt en række anbringender gældende vedrørende fordringshavermora samt at SKAT havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med indgivelse af konkursbegæringen.

Under forberedelsen af sagen for retten frafaldt sagsøgeren prøvelsen af Skatteankestyrelsens afgørelse. Sagsøgeren gjorde i stedet alene gældende, at SKAT havde pådraget sig et erstatningsansvar i medfør af konkurslovens § 28, stk. 1, idet sagsøgeren støttede sit erstatningskrav på, at sagsøgeren er solvent, og at SKAT ikke burde havde indgivet konkursbegæring mod sagsøgeren, hvori SKAT i stedet skulle have benyttet andre retsmidler.

Skatteministeriet gjorde gældende, at sagen ikke var anlagt rettidigt, da erstatningskrav efter konkurslovens § 28 skal fremsættes over for skifteretten eller de almindelige domstole senest 3 måneder efter det tidspunkt, da skylderen blev i stand til at gøre krav gældende, jf. konkurslovens § 242a. Desuden gjorde Skatteministeriet gældende, at betingelserne i konkurslovens § 28, stk. 1, ikke var opfyldt.

Retten bemærkede, at kravet kunne være gjort gældende på det tidspunkt, hvor det lå fast, at A ikke var insolvent og ikke havde været det. Retten fandt, at sagsøgerens konkursbo blev solvent i 2012, da et værdipapirdepot blev hjemtaget fra Schweiz. Da A ikke havde fremsat kravet rettidigt, afviste retten sagen.

Reference(r)

Konkursloven § 28, stk. 1
Konkursloven § 242a

Henvisning

Afsnit G.A.3.4.1.3.5. og
Afsnit G.A.3.4.1.3.1.3.

-


Parter

A
(Advokat Anders Hvass)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved Gunvor Sundgaard Happe)

Afsagt af Byretsdommer

Ulrik Finn Jørgensen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 16. oktober 2014, vedrører et erstatningskrav mod en konkursrekvirent for at have begæret konkurs, uden at rekvisitus var insolvent.

Sagsøgerens påstand er:

Principalt: Sagsøgte dømmes til at anerkende at være uberettiget til at opkræve renter af sagsøgtes tilgodehavende pr. 31.3. 2006 i A under konkurs: kr. 20.184.813 og AM-bidrag kr. 212.716.

Subsidiært: Sagsøgte dømmes til alene at afstå fra krav om rentetilskrivning fra et - efter rettens skøn - fastlagt senere tidspunkt end 31.3. 2006.

Frifindelse for så vidt angår den af sagsøgte nedlagte afvisningspåstand.

Sagsøgtes påstand er principalt afvisning og subsidiært frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Skatteministeriet indgav den 22. februar 2006 konkursbegæring mod A. Grundlaget for begæringen var en afgørelse fra SKAT vedrørende manglende oplyst aktieindkomst for 2002 af et værdipapirdepot på Gibraltar. I henhold til afgørelsen var 4,2 mio. kr. forfaldent, medens yderligere 2 rater af samme størrelse forfaldt henholdsvis 1. marts 2006 og 1. april 2006. Det fremgår af konkursbegæringen, at der var yderligere ikke oplyste aktieindkomster, der ville medføre et skattetilsvar på ikke under 10 mio. kr.

Den 31. marts 2006 blev A erklæret konkurs.

A kærede konkursdekretet til Østre Landsret den 28. september 2006, men kæren blev afvist som for sent indgivet.

SKAT anmeldte krav i konkursboet for i alt godt 200 mio. kr. Efter en række afgørelser fra Landsskatteretten fra 2011 er der mellem parterne enighed om, at SKATs krav pr. maj 2013 udgjorde godt 33 mio. kr., hvoraf godt 20 mio. kr. var restskat og arbejdsmarkedsbidrag for årene 2000-2005 og godt 13 mio. kr. var påløbne renter.

I 2012 hentede kurator et værdipapirdepot hjem fra Schweiz, hvorefter det efter kurators opfattelse stod klart, at A ikke var insolvent.

Forklaringer

A vedstod sin forklaring som gengivet i sin redegørelse af 6. november 2015 (bilag 9).

Han blev gift med B i 1995. Det var ikke fra hans side ment som et proformaægteskab. Det viste sig kort tid efter ægteskabet blev indgået, at fra hendes side var det proforma. Hun opholdt sig ikke meget i Danmark, men opnåede alligevel dansk indfødsret i 2002. Straks efter anmodede hun om skilsmisse. Hun havde oprindeligt tilkendegivet, at hun ved en eventuel skilsmisse ikke ville kræve boslod. Da de blev skilt, krævede hun boslod. På tidspunktet for skilsmissen rådede han over andres midler, som han ikke ønskede, at B skulle have boslod af.

Han mener stadig ikke, at han er den rette ejermand af de omhandlede værdi-papirdepoter. Det er hans fars formue.

De faste ejendomme, der blev solgt til G1, var ejet af andre. SJ, der udarbejdede opgørelsen over hans aktiver, har ikke talt med ham, inden opgørelsen blev færdiggjort.

Aktierne i boet er blevet solgt til underkurs. Ejendommene er solgt under værdien blandt andet til kurators personlige bekendte.

Han begyndte at investere i aktier i 1998. Det var ikke for egen regning. Det var ikke spekulation, men en anlægsformue. I det omfang der er sket salg, har det været som følge af tvangsindløsning.

Sydbank har aldrig haft noget tilgodehavende i konkursboet.

Han har ikke under konkursen hævet udbytter fra et værdipapirdepot i Schweiz.

Han er ikke blevet inviteret til samarbejde med kurator, så han har ikke kunne være usamarbejdsvillig.

Ad hoc kuratoren IP og hendes medarbejder KJ ønskede ikke at samarbejde med ham. De afviste at holde møde med ham. Hun fik 21/2 mio. kr. i salær for at lave en notorisk forkert indstilling om godkendelse af SKATs krav.

Postspærringen kom i praksis også til at omfatte hans far, som blandt andet ikke modtog indkaldelser til sygehus og anden privat post.

Inden konkursdekretet blev afsagt, tilbød han at stille garantier på 12,3 mio. kr., men han fik oplyst, at SKAT ville rejse krav på flere hundrede mio. kr., hvorfor han opgav at stille garantier.

Hans daværende ægtefælles oplysninger om hans økonomi, som blev givet under deres ægtefælleskifte i 2006, blev der ikke spurgt nærmere ind til i forbindelse med behandlingen af konkursbegæringen i Sø- og Handelsretten.

Han har selv betalt retsafgiften i forbindelse med de tidligere sager mod SKAT. Han lånte pengene af sin søn.

Han flyttede ikke værdipapirer fra et værdipapirdepot til et andet, efter konkurs dekretet blev afsagt. Han havde anmodet banken om at flytte værdipapirerne inden konkursdekretet. Det var med henblik på at oprette en velgørende familiefond.

Han har ikke været ejer af nogen anpartsselskaber bortset fra H1, som han havde ejet på et tidspunkt inden konkursen.

UL har forklaret, at han som ansat hos Kammeradvokaten var involveret i indgivelsen af konkursbegæringen mod A. Han var sagsbehandler på sagen frem til han fratrådte stillingen i 2012.

Der blev, inden konkursdekretet blev afsagt, afholdt flere skifteretsmøder og udvekslet processkrifter.

Grundlaget for konkursbegæringen var et krav på et mindre tocifret millionbeløb til SKAT. Beløbet var opdelt i 3 rater. Én forfaldt inden begæringen blev indgivet og yderligere én inden dekretet blev afsagt.

Vidnet var bekendt med, at selv om A bestred at være insolvent, havde han umiddelbart inden afgivet insolvenserklæring i skifteretten.

Der var i boet nogle ejendomme, som A dog oplyste at have solgt, men han var af skifteretten frataget rådigheden over dem. Der var også et værdipapirdepot, som A dog bestred at være ejer af.

Boet blev først solvent i efteråret 2012, da værdipapirerne fra Schweiz blev overført til boet.

På tidspunktet for dekretets afsigelse havde A udover gæld til Skat gæld til sin tidligere ægtefælle og til en A-kasse samt nogle småkreditorer.

Efter dekretets afsigelse, hvor man ikke kunne komme i kontakt med A, afhentede vidnet nogle forretningspapirer på As adresse. Man kom ind med hjælp fra en låsesmed. Vidnet var på ejendommen sammen med sin kollega advokat NK.

As familie har på skiftende tidspunkter henholdsvis rejst simple krav i boet og gjort gældende, man var separatister. Han husker ikke nærmere, hvem der rejste hvilke krav, og hvad de vedrørte.

Kurator fandt hurtigt ud af, at der var et værdipapirdepot på Gibraltar, som dog formelt tilhørte et selskab. Jyske Bank udleverede kontoudtog og aktiver for 20-30 mio. kr. til kurator.

Hvis A havde fortalt sandheden om sine formueforhold i skifteretten, var han nok ikke blevet erklæret konkurs.

Vidnet har haft et møde på ejendommen Y1 om vurdering af løsøre. Han husker ikke noget om vurdering af ejendommen.

Han snakkede med Landsskatteretten nogle gange for at høre, hvornår rettens indstilling forelå. Efter Landsskatterettens indstilling forelå, men før afgørelsen var truffet, rettede han eller KB henvendelse til sekretariatet og tilkendegav, at de, i modsætning til hvad der fremgik af indstillingen, ikke mente, at byretten havde taget stilling til ejerskabet af værdipapirdepoterne. Han husker ikke, om han præciserede, at han repræsenterede SKAT og ikke boet.

Der var ikke etableret postspærring vedrørende C. Det er ikke usædvanligt, at der etableres postspærring på flere adresser vedrørende samme person.

Statsautoriseret revisor SJ blev af kurator anmodet om at opgøre transaktioner mellem de involverede selskaber og familiemedlemmer. Revisoren blev ikke bedt om at fastlægge ejerforholdene til aktiverne, men om at tage udgangspunkt i det registrerede ejerskab.

Kurator fandt ejerbøger hjemme hos A. På baggrund af disse lagde man til grund, at A ejede anparterne. Det fremgik direkte vedrørende nogle af anparterne. For så vidt andre anparter var der efter As ejerskab anført nye ejere, men de bestred ejerskabet.

A har opbygget sin formue ved ejendomshandler og investering i værdipapirer. Det var i første omgang for lånte penge.

Han husker ikke nærmere om Sydbanks anmeldelse i konkursboet.

KB har forklaret, at han var involveret i indgivelsen af konkursbegæringen, da UL skulle forelægge ham tvivlsspørgsmål.

Konkursbegæringen blev indgivet, da der ikke blev betalt rettidigt, og der var ikke kendelige aktiver, men der var mistanke om, at der fandtes aktiver. Man var også bekendt med, at A havde afgivet insolvenserklæring i forbindelse med et ægtefælleskifte.

Han husker ikke, om A tilbød sikkerhedsstillelse.

Der blev i november 2014 indleveret en afsluttende redegørelse til skifteretten. Han skønner, at boet i dag er solvent med et "overskud" på 150-200 mio. kr. Det er opgjort efter betaling af gæld til SKAT og den tidligere ægtefælle og nogle småkreditorer. Af gælden til SKAT er cirka 20 mio. kr. renter, der er løbet på efter konkursdekretet. Når boet ender med at være solvent, skyldes det, at det under bobehandlingen lykkedes at tilsidesætte en række proformaoverdragelser til selskaber og personer. Det skyldes også, at en række værdipapirdepoter, som A forsøgte at skjule, er tilgået boet.

As konkursbo blev først solvent i 2012, da værdipapirdepotet fra Schweiz kom hjem. Ifølge internationale aftaler kunne schweizerne have beholdt halvdelen af værdien af depotet.

Han husker, der har været drøftelser om beregning af SKATs krav på grundlag af Landsskatterettens afgørelse. Han husker ikke nogen aftale om, at rentetilskrivningen skulle stoppe på et tidspunkt.

Foreholdt mail af 18. november 2015 fra SKAT til A (bilag 6) husker vidnet ikke at have deltaget i drøftelserne om renter.

Undersøgelser i boets regi viste, at D og C havde tilført penge til A, men det var så små beløb, omkring 15. mio. kr., og skete så sent i forløbet, at det ikke kan forklare den formue, A rådede over. Formuen er opstået ved investering og spekulation. Den konklusion bygger blandt andet på en rapport, som R2 udarbejdede for boet. Det er hans opfattelse, at de beløb familien tilførte A i forvejen tilhørte A. Han havde ikke dialog med A i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten. Han tror heller ikke, at UL eller SJ havde kontakt med A, medens rapporten blev udarbejdet.

Der blev forsøgt foretaget arrest i et værdipapirdepot i Schweiz, som var registreret i navnet G2. Arresten blev ikke gennemført af de schweiziske domstole.

Han har ikke talt med Landsskatteretten om sagen. UL er blevet bedt om at høre Landsskatteretten om sagens stade. UL skulle ikke ved henvendelserne forholde sig til sagens afgørelse, da han som kurator repræsenterede boet og som "Kammeradvokat" var partsrepræsentant for modparten SKAT. Det ville derfor være upassende at drøfte sekretariatets indstilling med en sekretariatsmedarbejder, før der forelå en afgørelse.

Sydbank havde anmeldt et krav i boet, men tilbagekaldte det, da A under konkursbehandlingen indfriede det via et selskab.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf det fremgår:

"...

Hvornår regnes fristen for sagsanlæg i henhold til konkurslovens § 28, jf. konkurslovens § 242 a?

Der ses ikke at være domspraksis, der belyser det ovennævnte spørgsmål.

Det fremgår af lovteksten, at det ikke er fra det tidspunkt, hvor sagsøger blev bekendt med kravets eksistens, der danner udgangspunkt for, at 3 måneders fristen løber. Det der er tale om er, at den løber fra det tidspunkt, hvor sagsøger er i stand til at gøre kravet gældende. Det blev sagsøger tidligst på det tidspunkt, da han - efter at bostyret havde ændret indstilling til spørgsmålet om krav om udlæg af retsgebyrer m.v., og i denne forbindelse gav tilsagn om at ville betale for udlæg af retsgebyr i den konkrete sag hér er indbragt for byretten, er der heller ikke passeret nogen frist som anført i konkurslovens § 28.

Dertil kommer, at SKAT - løbende indtil konkursboets afslutning - har bebudet at ville beregne renter af restancen og da der således ikke er tale om et på indeværende tidspunkt fastlagt beløb, kan der ikke være sprunget nogen frist i relation til kravets fremsættelse. Det endelige beløb kendes først ved boets afslutning.

Det generelle udgangspunkt for, hvornår en fallent måtte være i stand til at gøre erstatningskrav gældende overfor konkursrekvirenten - bør det lægges til grund, at fristen - først regnes på det tidspunkt, hvor boet er afsluttet. Først på dette tidspunkt kan det lægges til grund, at fallenten har det konkrete kendskab til kravet, der herefter udløser påbegyndelsen af konkurslovens 3-måneders frist for sagsanlæg. Hér er der således tale om, at kravet i virkeligheden er rejst før frist-nedtællingen er begyndt.

Det er tillige afgørende for forståelsen af hvornår fristen påbegynder at løbe, er en vurdering af selve den af lovgiver anvendte formulering: "da skyldneren blev i stand til at gøre kravet gældende". Her er fallenten således berettiget til dels at afvente det endeligt opgjorte krav - endeligt boregnskab - og at konkursen er afsluttet ved Sø- og Handelsretten. Herefter anses han for at "være i stand til" at gøre kravet gældende.

Der ses således ikke at være belæg for den af sagsøgte nedlagte afvisningspåstand.

Med hensyn til erstatningsgrundlaget fastholdes det, at Skatteministeriet er erstatningsansvarlig overfor A, idet konkursen in confesso hviler på det urigtige grundlag, at man antog, at A var insolvent. Uanset alle de omstændighedsbeviser, der måtte blive fremført af sagsøgte, kan det konstateres, at man har anvendt en unødvendig skadende og hård fremgangsmåde overfor sagsøger i nærværende sag. Der forelå afgørelser fra SKAT om, hvilke krav man ønskede at gøre gældende overfor sagsøger. Disse krav blev alle indbragt for henholdsvis Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten, men da sagsøger ikke kunne stille sikkerhed for de foreløbig beregnede skattetilsvar, besluttede sagsøgte at indgive konkursbegæring mod sagsøger. Dette var ganske overflødigt. For det første forelå der ikke endelige afgørelser om, hvorvidt de postulerede beløb skyldtes eller ej og dernæst kunne andre retsmidler have været bragt i anvendelse, eksempelvis foretagelse af udlæg/arrest. Derved havde man fastholdt et retligt grundlag i henhold til hvilket SKAT - i den sidste ende - ville blive fyldestgjort for deres retmæssige krav, uden at skulle påføre sagsøger den tort det nu en gang er at blive erklæret konkurs, hvortil kommer omkostninger ved konkursboets behandling, der nu vel er i størrelsesordenen - i henhold til foreliggende opgørelser og estimater - over kr. 20 millioner.

...

Tidligere har det været oplyst, at yderligere rentetilskrivning er frafaldet af SKAT i henhold til oplysning fra kurator i relation til den opgjorte hovedstol, kr. 20.184.813,-. A har ved henvendelse til SKAT søgt at få fastslået, at SKAT - som tidligere oplyst - har standset yderligere rentetilskrivning til den af SKAT opgjorte fordring, og der henvises i denne forbindelse til vedlagte kopi af mail fra SKAT til A dateret 18. november 2015, hvoraf fremgår, at man bekræfter det afgivne tilsagn om rentestop, men har så tilføjet, at det var afgivet under forudsætning af, at boet ville blive afsluttet umiddelbart i tilknytning til tilsagnets afgivelse indenfor en periode af maksimalt 6 uger. Dette forbehold har ikke tidligere været fremført, og med henvisning til den subsidiære påstand gøres det derfor gældende, at sagsøgte dømmes til at anerkende ikke til hovedstolen kr. 20.430.779 at kunne tilskrive yderligere renter end af det allerede på  skæringsdatoen opgjorte beløb kr. 13.269.792.

Fra 1. juni 2012 (hvor depotet var kommet hjem fra Schweiz) ligger det fast, at konkursboet kunne have betalt hovedstol og renter - men da sagsøgte havde erklæret sagsøger konkurs, har boet valgt ikke at betale - selvom beløbet var til stede. Enhver senere rentetilskrivning - og manglende betaling heraf - skyldes således egen skyld/fordringshavermora. Sagsøgte kunne blot have undladt at erklære sagsøger konkurs. Det har hjemmel i kkl. § 28 som erstatningspådragende adfærd at have erklæret A konkurs og at tilskrevne morarenter og betalingen heraf er et erstatningsberettigende tab er dokumenteret.

Som seneste frist for ophør af rentetilskrivning gøres det gældende, at denne mest subsidiært skal ophøre pr. 20 juli 2014, hvilken dato er inden for den ultimative fristberegning i henhold til kkl § 28, jf. §242 a. Stævning blev udtaget den 15. oktober 2014.

Det bemærkes, at renterne på den kontant-indlåns-konto, som kurator har oprettet i Danske Bank, og hvorpå indestår det beløb, der medgår til betaling af morarenter, forrentes med 0 % eller en "ganske mikroskopisk" rentesats og renter af skattegælden overstiger forrentningen af boets kontant indestående med den fulde pålydende morarente, som SKAT opkræver i henhold til loven. Der er således tale om et nettotab.

Det er As indstilling - når endeligt boregnskab foreligger - at sagsøge sagsøgte for erstatning for uberettiget at have pådraget A udgiften til betaling af kuratorsalær, når endeligt boregnskab foreligger - jf. kkl. § 28 - men i så henseende vil rettens præmisser i forbindelse afgørelsen af nærværende sag - med hensyn til erstatningsgrundlaget, jf. kkl § 28 - naturligvis nøje blive vurderet forud for et (i så henseende: eventuelt!) erstatningssøgsmål.

A har i et særskilt indlæg til retten anmodet om syn og skøn, idet A gør gældende, at en forudsætning for, at han kan dømmes til at betale såvel hovedstol som renter i det foreliggende tilfælde forudsætter, at A er ejer af det i sagen omhandlede aktiedepot, hvortil skattekrav med tilhørende renter knytter sig. De anbringender der i denne forbindelse knytter sig dertil, vil blive fremført af A under sagens hovedforhandling, og herunder med henvisning til den af A udarbejdede konkursredegørelse.

Afslutningsvis kan det oplyses, at boregnskabet ligger til behandling i Østre Landsret. Det må i denne forbindelse have sandsynligheden for sig, at ad hoc-kurators (IP) honorar vil blive nægtet udbetalt af Landsretten, idet ad hoc-kurators "indsats" overfor konkursboet har vist sig at være aldeles erstatningspådragende i form af forkert rådgivning med hensyn til skattesagerne, som ad hoc-kurator indstillede til opgivelse, hvilket havde indebåret et tab for boet i størrelsesordenen pr. dato ca. kr. 250 millioner. Afgørelse herom bliver truffet af Østre Landsret i forbindelse med afgørelse om diverse indsigelser mod boregnskabet.

..."

Sagsøgte har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf det fremgår:

"...

Ad Skatteministeriets afvisningspåstand

Det gøres gældende, at det fremsatte erstatningskrav i medfør af konkurslovens § 28 ikke er fremsat rettidigt.

Et eventuelt erstatningskrav efter konkurslovens § 28 skal fremsættes over for skifteretten eller de almindelige domstole senest tre måneder efter det tidspunkt, da skyldneren blev i stand til at gøre kravet gældende, jf. konkurslovens § 242 a.

A støtter sit erstatningskrav på, at A er solvent, hvorfor SKAT ikke burde have indgivet konkursbegæring mod A, hvorimod SKAT i stedet skulle have benyttet andre retsmidler.

As bemærkninger om, på hvilket tidspunkt det kunne konstateres, at A var solvent - og derfor på hvilket tidpunkt A blev i stand til at gøre sit krav gældende - varierer lidt i skriftvekslingen.

I As processkrift II af 25. juli 2015, side 1, næstsidste afsnit, støtter A erstatningskravet på, at A er solvent, hvilket han også var på tidspunktet for konkursdekretets afsigelse. Hvis A støtter erstatningskravet på dette anbringende, da burde A havde anlagt sag senest tre måneder efter konkursdekretets afsigelse.

I stævningen, side 2, 3. afsnit, bemærker A anderledes, at Landsskatteretten ved afgørelse af 11. oktober 2011 nedsatte skatteansættelsen for A med et betydeligt beløb, hvorefter "det kunne konstateres, at sagsøger var solvent og hele tiden havde været det." Hvis solvens i stedet - som anført af A - kunne konstateres, da Landsskatteretten afsagde kendelse den 11. oktober 2011, da skulle fristen for at anlægge sag i medfør af konkurslovens § 28 - ifølge As egen argumentation - senest begynde at løbe fra dette tidspunkt.

Det bemærkes i den sammenhæng, at værdipapirdepotet medio 2012 blev udleveret til kurator i As personlige konkursbo. Først efter hjemtagelsen af værdipapirdepotet stod det klart, at A var solvent, forudsat at værdipapirdepotet kunne placeres hos A personligt. Tre-måneders fristen i konkurslovens § 242 a, må i hvert fald senest løbe fra 2012, hvor værdipapirdepotet blev udleveret til As personlige konkursbo.

Fristen for at fremsætte et erstatningskrav efter konkurslovens § 28 er derfor langt overskreddet ved indlevering af stævningen i nærværende sag, uanset om fristen må anses for at løbe fra (i) tidspunktet for afsigelsen af konkursdekretet, (ii) fra tidspunktet for landskatterettens kendelser den 11. oktober 2011 eller (iii) fra udlevering af værdipapirdepotet til hans personlige konkursbo i 2012, og A har ikke godtgjort, at fristen begyndte at løbe tidligst tre måneder før indlevering af stævningen af 15. oktober 2014.

Et eventuelt erstatningskrav efter konkurslovens § 28 er derfor fremsat for sent, hvorfor sagen skal afvises.

As anbringender om fordringshavermora og modregning medfører ikke, at der skal ses bort fra fristen i konkurslovens § 242 a, idet sagen reelt drejer som om, hvorvidt A har et erstatningskrav mod Skatteministeriet i medfør af konkurslovens § 28, hvilket bestrides.

Ad Skatteministeriets frifindelsespåstand

Skatteministeriet bestrider i det hele at være erstatningsansvarlig over for A.

Det bestrides i den sammenhæng, at A har et erstatningskrav mod Skatteministeriet i medfør af konkurslovens § 28, hvortil det i øvrigt gøres gældende, at det anlagte erstatningskrav i medfør af konkurslovens § 28 ikke er anlagt inden for fristen i konkurslovens § 242 a, hvorfor A ikke kan påberåbe sig konkurslovens § 28, jf. tillige mine bemærkninger herom ovenfor.

A har til støtte for det anlagte erstatningskrav gjort gældende, at betingelserne for at afsige konkursdekret ikke var opfyldt, fordi A ikke er eller var insolvent.

Det følger af konkurslovens § 28, stk. 1, at såfremt en fordringshaver har begæret en skyldner konkurs, uden at betingelserne for konkurs var opfyldt, og kunne dette være undgået ved fornøden agtpågivenhed, da skal han betale skyldneren erstatning for tab, jf. konkurslovens § 28, stk. 1.

Behandlingen af konkursbegæringen skete efter forudgående skriftveksling mellem parterne.

I denne sammenhæng bemærkes det, at A selv over for Byretten - i den samtidig med behandlingen af konkursbegæringen verserende skilsmissesag - erklærede at være insolvent (bilag L).

I forbindelse med at skifteretten afsagde konkursdekret den 31. marts 2006 (bilag K), oplyste A, at han ikke ejede aktiver, herunder selskaber eller værdipapirer, idet han dog var registret som adkomsthaver til en række ejendomme.

Ejerskabet til ejendommene og værdien af ejendommene var dog på tidspunktet for afsigelsen af konkursdekretet forbundet med usikkerhed, da ejendommene forud for konkursdekretets afsigelse var solgt til tredjemand, der dog ikke var blevet tinglyst som adkomsthaver, hvorefter tredjemand havde foretaget udlæg i ejendommene. I øvrigt bestred A også efterfølgende at være ejer af ejendommene, idet han under straffesagen mod ham forklarede, at ejendommene var købt for penge, der tilhørte hans far og bror, og at han ikke var ejer af de ejendomme, som han på papiret ejede, jf. Københavns Byrets dom af 9. april 2010 (bilag R, side 4) og Østre Landsrets dom af 8. september 2010 (bilag S, side 2).

Efter at A var taget under konkursbehandling, nægtede A desuden fortsat at være ejer af aktier eller anparter i selskaber eller i øvrigt at være ejer af værdipapirer, og det betydelige værdipapirdepot, som A i forbindelse med afsigelse af konkursdekretet bevidst unddrog fra kreditorernes fyldestgørelse, blev først udleveret til As personlige konkursbo i 2012, hvorefter det stod klart, at A antageligt var solvent.

Betingelserne for at afsige konkursdekret var opfyldt, jf. konkurslovens § 17, og konkursdekretet blev ikke kæret af A inden for kærefristen. Såfremt A ikke mente, at betingelserne for at afsige konkursdekret var opfyldt, burde han have kæret konkursdekretet.

Det forhold, at det efterfølgende - som følge af udleveringen af værdipapirdepotet til As personlige konkursbo efter at værdipapirdepotet ved skyldnersvig, jf. straffelovens § 283, havde været forstukket af A - viser sig, at A er solvent, medfører ikke, at der foreligger et ansvarsgrundlag i medfør af konkurslovens § 28.

I forhold til SKATs tilgodehavende hos A bemærkes i øvrigt, at konkursdekretet blev afsagt på baggrund af en konkursbegæring fra SKAT af 22. februar 2006 (bilag J). I henhold til konkursbegæringen bestod SKATs krav mod A bl.a. af et krav på kr. 12.756.573,00 vedrørende indkomståret 2002.

Desuden fremgår det af konkursbegæringen, at A i årene 2001 og 2002 havde oppebåret en ikke oplyst aktieindkomst på godt kr. 23 mio., for hvilken indkomst der endnu ikke var truffet endelige afgørelser af SKAT (bilag J). Afgørelse vedrørende indkomståret 2001 blev dog truffet før konkursdekretets afsigelse den 22. marts 2006, hvor indkomst for 2001 med avance ved salg af aktier blev fastsat til kr. 7.658.909,-.

Dette beløb blev efterfølgende ved afgørelse af 10. oktober 2011 fra Landsskatteretten fastsat til kr. 6.939.497,-.

Det bemærkes i den sammenhæng, at det opgjorte beløb i afgørelsen af 22. marts 2006 beroede på de oplysninger, som SKAT kunne skaffe sig adgang til, idet A ikke på begæring fra SKAT havde indsendt bankkontoudtog eller dokumentation for køb og salg af børsnoterede aktier fra hans værdipapirdepot. SKAT indhentede derfor materialet fra As bank og depotbestyrer, og på denne baggrund blev afgørelsen truffet (bilag C, side 4, 1. afsnit).

A henviser i sine processkrifter (stævningen, side 2, 3. afsnit, og processkrift II af 25. juni 2015, side 2, 3. afsnit) til, at SKATs krav mod A på et tidspunkt var opgjort til mere end kr. 200 mio., hvilket beløb blev nedsat ved Landsskatterettens kendelser af 11. oktober 2011, hvorefter det - som allerede anført - kunne konstateres, at A var solvent.

Det skal i den sammenhæng bemærkes, at forhøjelsen af As skatteansættelse med ca. kr. 200 mio. - som A henviser til - ikke vedrører de skyldige beløb for indkomstårene 2001 og 2002, som der henvises til i konkursbegæringen, men derimod vedrører skattekrav, der først opstod efter konkursdekretets afsigelse.

Da konkursdekretet var afsagt, fik SKAT via konkursboet adgang til yderligere oplysninger, som SKAT tidligere var blevet nægtet adgang til, og disse undersøgelser gav anledning til, at SKAT fremsatte en række skattekrav, der løbende blev korrigeret, herunder skattekrav for andre indkomstår end 2001 og 2002, som konkursbegæringen vedrørte.

A bestred over for skifteretten ved konkursdekretets afsigelse at være SKAT noget beløb skyldig (bilag K), hvilket han efterfølgende fastholdt, jf. bl.a. forklaring fra A afgivet under straffesagen mod ham, jf. Østre Landsrets dom af 8. september 2010 (bilag S, side 5), hvor A blev dømt for skyldnersvig samt for afgivelse af falsk forklaring.

Nogle af de af SKAT efter konkursdekretet opgjorte skattekrav er efterfølgende blevet nedsat. Årsagen hertil var bl.a., at Landsskatteretten på baggrund af de under straffesagen mod A (hvor landsretten afsagde dom den 8. september 2010 (bilag S)) fremkomne oplysninger lagde til grund, at en række af værdipapiroverdragelserne måtte anses for at være foretaget proforma, hvorfor der i disse tilfælde ikke skulle opgøres avance ved afståelse af aktierne.

A er dog fortsat - som ved konkursdekretet afsigelse - SKAT beløb skyldig for indkomstårene 2001 og 2002, ligesom SKAT også har krav mod A for indkomstårene 2000, 2003-2005, jf. opgørelse fra As egne revisorer hos R1 (bilag 3).

Af opgørelsen fra R1 fremgår netop, at gælden til SKAT - som opgjort af A og dennes rådgivere - består af restskatter, tillæg og AM-bidrag vedrørende indkomstårene 2000-2005 (begge inkl.) samt renter, i alt kr. 33.765.439,-. (bilag 3). Heraf udgør renter kr. 13.367.910,-, som denne sag omhandler.

Det bestrides i øvrigt, at A stillede den tilstrækkelig sikkerhed for SKATs krav, og A bestred netop det af SKAT opgjorte krav.

Forud for mødet i skifteretten den 31. marts 2006, hvor A blev taget under konkursbehandling, modtog Kammeradvokaten på vegne af SKAT et brev fra A af 16. marts 2006 med udkast til garanti på kr. 4.252.191,- fra Jyske Bank (bilag V).

Af udkastet til garanti fremgår (bilag V):

"...

Udbetalingen kan ske når der forligger endelig upåanket afgørelse vedrørende skat af aktieindkomst for år 2002. Garantien er betinget af at der ikke på foranledning af SKAT afsiges konkursdekret mod A, adresse Y1.

..."

[min fremhævning]

Advokat UL fra Kammeradvokaten besvarende ved brev af 17. marts 2006 på vegne af SKAT denne henvendelse (bilag W). Af brevet fremgår:

"...

Vedrørende muligheden for garantistillelse kan jeg henholde mig til SKATs afgørelse af 27. februar 2006 vedrørende "henstand ved betaling af skat - afslag". Det fremgår heraf, at der skal stilles sikkerhed på kr. 13.326.431,- vedrørende de aktuelt pålignede skatter for årene 2002 og 2003.

..."

Garantiudkastet var i øvrigt begrænset til at omfatte aktieindkomst for 2002, ligesom det af garantiteksten i udkastet fremgår, at garantien var betinget af, at der ikke på SKATs foranledning måtte blive afsagt konkursdekret. SKAT fandt ikke, at garantiudkastet kunne godkendes (bilag W).

A var insolvent på tidspunktet for konkursdekretets afsigelse, jf. konkurslovens § 17, og såfremt A havde stillet den tilstrækkelige sikkerhed, ville skifteretten ikke have afsagt konkursdekret.

Desuden gøres det gældende, at A ikke har godtgjort størrelsen af det påståede erstatningskrav, herunder at han har lidt et tab, der svarer til de renter, som er angivet i hans påstande, hvortil det bemærkes, at en del af rentebeløbet består af renter, der er påløbet forud for afsigelsen af konkursdekretet.

Endvidere foreligger der egen skyld fra As side, idet A selv afgav insolvenserklæring til Byretten samt bevidst unddrog aktiver fra kreditorernes fyldestgørelse samt afviste at være SKAT beløb skyldig (og i øvrigt nægtede at bidrage med relevante oplysninger til opgørelse af SKATs krav), hvilket tillige udelukker erstatning.

Det bestrides desuden - som anført af A - at der foreligger fordringshavermora. As manglende betaling af den skyldige restance til SKAT forud for afsigelse af konkursdekretet beroede ikke på SKATs forhold, men på As egne forhold. Restancen til SKAT består bl.a. af aktieindkomst, som blev fastslået ved SKATs afgørelser, idet A ikke selv oplyste SKAT herom, og A har på intet tidspunkt tilbudt at betale den skyldige restance. Tværtimod bestred A både før og efter konkursdekretets afsigelse at være SKAT beløb skyldig, idet han dog til sidst ved R1s bistand accepterede SKATs seneste opgørelse af restancen (bilag 3).

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

A blev ved dekret afsagt af Sø- og Handelsretten den 31. marts 2006 erklæret konkurs på baggrund af en begæring fra Skatteministeriet.

As påstand i denne sag støttes på, at han ikke var insolvent, da Skatteministeriet indgav konkursbegæring, og at Skatteministeriet ved at udvise fornøden agtpågivenhed burde have indset dette og undgået at indgive konkursbegæring, hvorfor Skatteministeriet, jf. konkurslovens § 28, stk. 1, skal erstatte ham det tab, som konkursen har medført.

Det tab, som den nedlagte påstand vedrører, er renter, der under konkursen er tilskrevet SKATs tilgodehavende. Da boet råder over midler, der angiveligt er anbragt på en bankkonto, der ikke giver rente, som kunne have indfriet Skats tilgodehavende, udgør de tilskrevne renter et tab.

Det fremgår af konkurslovens § 242, at krav efter konkurslovens § 28, stk. 1, skal fremsættes over for en domstol senest 3 måneder efter det tidspunkt, da skyldneren blev i stand til at gøre kravet gældende.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at kravet er fremsat i § 242s forstand ved stævningens indgivelse den 16. oktober 2014, selv om kravet først senere er ændret fra et krav om eftergivelse af renter efter gældsinddrivelsesloven til et erstatningskrav. Det afgørende er derfor, om A var i stand til at gøre kravet gældende før den 16. juli 2014.

Det er rettens opfattelse, at kravet kunne være gjort gældende fra det tidspunkt, hvor det lå fast, at A ikke var insolvent og ikke havde været det.

Det fremgår af den forklaring, der er afgivet af kurator KB, at der i november 2014 blev indleveret en afsluttende redegørelse til skifteretten, og at kurator skønner, at boet i dag er solvent med et "overskud" på 150-200 mio. kr. Det fremgår videre af forklaringen, at boet først blev solvent i 2012, da et værdipapirdepot fra Schweiz kom hjem.

Retten finder på denne baggrund, at kravet kunne være gjort gældende i 2012, men der er ikke i sagen oplysninger om, om A blev bekendt med, at værdipapirdepotet kom hjem fra Schweiz. Retten finder, at A i hvert fald har været bekendt med, at kravet kunne gøres gældende, da den afsluttende redegørelse blev indleveret til skifteretten i november 2014.

Kravet er derfor ikke fremsat over for retten senest 3 måneder efter det tidspunkt, da A blev i stand til at gøre det gældende, hvorfor sagen afvises.

Det bemærkes, at påstanden er formuleret som en anerkendelsespåstand, hvorfor det ikke er afgørende for, hvornår kravet kunne gøres gældende, om kravet af A har kunne gøres op som et konkret beløb.

A skal erstatte Skatteministeriet et passende beløb til dækning af advokatudgifter. Beløbet fastsættes ud fra et skøn over sagsgenstandens størrelse og sagens omfang til 200.000 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t 

Sagen afvises.

A skal inden 14 dage i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 200.000 kr.

 

Vis printvenlig udgaveVis som PDF