Menu

Momsfritagelse - selvstændig gruppe - taxibestillingskontor

Dokumentets dato
15 dec 2015
Dato for udgivelse
26 jan 2016 08:14
SKM-nummer
SKM2016.36.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
15-1507470
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Emneord
Momsgruppe, taxibestillingskontor, momsfritagelse
Resumé

Skatterådet bekræfter:

  • at en momsgruppes leverancer i form af bestillingskontorydelser til taxivognmænd (medlemmer) kan anses for at være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19,
  • at momsfritagelsen kan bibeholdes for de medlemsvendte aktiviteter, selv om momsgruppen påtænker at udføre visse opgaver på kommerciel basis for tredjemand, og
  • at momsfritagelsen kan bibeholdes for de medlemsvendte aktiviteter, selv om momsgruppen også påtænker at udføre visse opgaver for medlemmerne på kommerciel basis eller rettet mod medlemmernes eventuelle momspligtige aktiviteter.
Hjemmel

Lovbekendtgørelse nr. 106 af 23. januar 2013 (momsloven)

Reference(r)

Momsloven § 13, stk. 1, nr. 19

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit D.A.5.19.2.


Spørgsmål

  1. Kan leverancer i form af bestillingskontorydelser, som leveres af Spørger med det formål at levere disse ydelser til de enkelte medlemmer (taxivognmænd), anses for at være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19?

  2. Såfremt spørgsmål 1 besvares med et "nej", kan leverancer i form af bestillingskontorydelser, som leveres i regi af Foreningen med det formål at levere disse ydelser til de enkelte medlemmer (taxivognmænd), anses for at være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, når Foreningens aktiviteter er en videreførelse af aktiviteter, der hidtil har været varetaget af en fællesregistrering med Spørger som afregnende enhed?

  3. Såfremt spørgsmål 2 besvares med et "nej", kan det da bekræftes, at Foreningens leverancer alligevel vil kunne anses for at være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, hvis Spørger vælger ikke at deltage i en fællesregistrering med Foreningen som afregnende enhed, hvorved Spørger vil opkræve moms ved udlejning af telefon- og radioanlæg og lign. til Foreningen?

  4. Såfremt spørgsmål 1 besvares med et "nej", kan det da bekræftes, at det ikke har betydning for udfaldet, at Spørger ikke stiller krav om, at taxivognmændene skal eje aktier i Spørger for at blive anset som medlem?

  5. Såfremt Spørgsmål 2 besvares med et "nej", kan det da bekræftes, at det ikke har betydning for udfaldet, at Foreningen ikke stiller krav om, at taxivognmændene skal være formelt medlem af denne for at blive anset som medlem?

  6. Såfremt spørgsmål 1 og 2 besvares med et "ja", kan det da bekræftes, at den selvstændige gruppes momsfritagelse kan bibeholdes for de medlemsvendte aktiviteter, selv om den selvstændige gruppe påtænker at udføre visse opgaver på kommerciel basis for tredjemand.

  7. Såfremt spørgsmål 1 eller 2 besvares med et "ja", kan det da bekræftes, at den selvstændige gruppes momsfritagelse vil kunne bibeholdes for de medlemsvendte aktiviteter, selv om den selvstændige gruppe også påtænker at udføre visse opgaver for medlemmerne på kommerciel basis eller rettet mod medlemmernes eventuelle momspligtige aktiviteter?

Svar

  1. Ja

  2. Bortfalder

  3. Bortfalder

  4. Bortfalder

  5. Bortfalder

  6. Ja

  7. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Uddybning af de påtænkte dispositioner

Disposition 1: Etablering af Spørger som selvstændig gruppe

Spørger er i dag via Fællesregistreringen leverandør af bestillingskontorydelser til taxivognmænd, der lovpligtigt er tilsluttet de af Spørger drevne bestillingskontorer.

Spørger blev etableret af Foreningen med henblik på at stå for den praktiske gennemførelse af Foreningens formål, nemlig levering af bestillingskontorydelser til taxivognmænd for på den måde at minimere ressourceforbruget for den enkelte taxivognmand.  

Spørgers aktiviteter vil som hidtil være

  • at drive et bestillingskontor i overensstemmelse med lov om hyrekørsel,
  • at erhverve og udleje de nødvendige faciliteter til brug herfor, 
  • at administrere og finansiere kontokørsel,
  • at administrere x kørsel for medlemmer,
  • at tage initiativ til ethvert forretningsmæssigt tiltag i medlemmernes interesse,
  • at bistå med råd og vejledning,
  • og i det hele at virke for ovenstående formål med lavest mulige omkostninger for medlemmerne.

Aftagerne af bestillingskontorydelser består pt af bevillingshavende taxivognmænd. 

Spørger ønsker at etablere en selvstændig gruppe, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, der skal levere bestillingskontorydelser. Betegnelsen "bestillingskontorydelser" omfatter i relation til denne disposition alle de ydelser, der er nævnt ovenfor.

Baggrunden for denne struktur er som hidtil begrundet i det oprindelige formål om at optimere driften via samarbejde mellem taxivognmændene for på den måde at dele omkostningerne til bestillingskontorydelser til brug for udøvelsen af medlemmernes/taxivognmændenes momsfritagne virksomhed med personbefordring.

Spørgers ydelser vil være de samme, som Spørger via Fællesregistreringen leverer i dag.

Spørger påtænker derfor i overensstemmelse med baggrunden for etablering af Spørger at levere bestillingskontorydelser til de vognmænd, der er tilsluttet.

De bestillingskontorydelser, som Spørger leverer, er direkte nødvendige for, at Spørgers taxivognmænd kan drive deres virksomhed inden for den aktuelle branche. Ja, det er faktisk et lovkrav, at taxivognmændene skal oprette eller tilslutte sig et bestillingskontor, jf. taxiloven §§ 10 og 11. De nærmere regler for bestillingskontorer er fastsat i bekendtgørelse om taxikørsel m.v., kapitel 4, §§ 17 - 23.

Det påtænkes, at den selvstændige gruppe fortsat skal benytte nuværende medarbejdere til at udføre de respektive ydelser.

Ydelserne skal hovedsageligt anvendes til medlemmernes momsfritagne ydelser med personbefordring, der er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 15.

Såfremt de ellers momspligtige ydelser til de enkelte medlemmer ikke er momsfritagne efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, vil momsen herpå således udgøre en endelig omkostning for det enkelte medlem.

Det påtænkes, at medlemmernes betaling af ydelserne fastsættes efter internt aftalte fordelingsnøgler. Fordelingsnøglerne tilsigter, at det enkelte medlems betaling for ydelserne nøjagtigt svarer til medlemmets andel i de fælles udgifter.

Spørger skal ikke tjene på at levere bestillingskontorydelser, men alene udvirke at medlemmerne kan få leveret bestillingskontorydelser til lavest mulige omkostninger. Udnyttelse af stordriftsfordele, forretningsmæssige tiltag i medlemmernes interesse, herunder i forbindelse med kontokørsel, ved reklamering, fælles indkøb, rabatordninger etc., er væsentlige elementer heri.

Ydelserne til medlemmerne leveres til kostpriser. Prisen på bestillingskontorydelser udgøres af Spørgers omkostning ved at frembringe ydelsen.

Disposition 2: Etablering af Foreningen som selvstændig gruppe

For det tilfælde at Spørger ikke kan omfattes af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, herunder som følge af det faktum, at den selvstændige gruppe i form af Spørger etableres som et selskab, der hovedsageligt er ejet af Foreningen, påtænker Spørger at ophøre med at levere bestillingskontorydelser til taxivognmændene og overføre aktiviteterne til Foreningen fra og med 1. juli 2015 eller snarest muligt derefter.

Det påtænkes, at Foreningen skal levere bestillingskontorydelser på samme vilkår og betingelser som anført vedrørende disposition 1. Dog med følgende ændrede forudsætninger/præciseringer:

  • Medarbejdere, der er beskæftiget med at levere bestillingskontorydelser, og som i dag er ansat i Spørger, vil blive ansat i Foreningen.
  • Spørgers eneste aktivitet i relation til Foreningen vil fremover være udlejning af lokaler og radio- og telefonanlæg og lign. Herudover vil Spørger lade sig momsregistrere for levering af momspligtige ydelser.   
  • Foreningens formål bliver som hidtil at samle bevillingshavere til hyrevognskørsel og at fremme samarbejdet imellem disse.

Spørger, påtænker at lade sig fællesregistrere efter momslovens § 47, stk. 4, og herved danne en ny fællesregistrering. Spørger påtænker herefter at fakturere Foreningen for leje af lokaler og radio- og telefonanlæg og lign. uden moms. Priser og vilkår ved interne transaktioner indenfor fællesregistreringen vil være i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. 

Fælles for disposition 1 og 2

Den selvstændige gruppe påtænker på sigt at udføre momspligtige opgaver på kommerciel basis for både tredjemand og medlemmer af den selvstændige gruppe.

Bemærkninger til de enkelte spørgsmål

Ad spørgsmål 1

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, der er en implementering af momssystemdirektivets artikel 132, stk.1, litra f opstiller fire betingelser for momsfritagelse:

    1. Den aktivitet, som hver af gruppens medlemmer udøver, skal enten være momsfritaget efter andre bestemmelser eller falde uden for momslovens anvendelsesområde.
    2. Ydelserne skal være direkte nødvendige for medlemmernes virksomhed
    3. Det enkelte medlems betaling skal svare nøjagtigt til medlemmets andel af de fælles udgifter.
    4. Momsfritagelsen må ikke fremkalde konkurrencefordrejning.

Det er på grundlag af bestemmelsens ordlyd samt den praksis, der fremgår af Den juridiske vejledning, afsnit D.A.5.19, samt tillige SKM2015.233.SR, Spørgers vurdering, at en selvstændig gruppe, som beskrevet ovenfor, kan anses for at være omfattet af fritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 19.

Det skal bemærkes, at det faktum, at den selvstændige gruppe etableres som et selskab, ikke i sig selv forhindrer, at de pågældende ydelser kan omfattes af fritagelsen i momslovens 13, stk.1, nr. 19, hvis Spørger (den selvstændige gruppe) i øvrigt opfylder de betingelser, som kræves i henhold til bestemmelsen, jf. SKM2015.233.SR. Det fremgår af nævnte bindende svar, at medlemmerne var aktionærer. Det har imidlertid ikke haft betydning for momsfritagelsen, og det bør det naturligvis heller ikke have i Spørgers tilfælde.  

Ad 1) Den aktivitet, som hver af gruppens medlemmer udøver, skal enten være momsfritaget efter andre bestemmelser eller falde uden for momslovens anvendelsesområde

Taxivognmændene er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 15, for deres basale aktiviteter med personbefordring.

Spørgers ydelser med levering af bestillingskontorydelser skal anvendes til de nævnte vognmænds momsfritagne personbefordringsydelser.  

Hvis Spørgers ydelser, dvs. andre ydelser end bestillingskontorydelser, anvendes til momspligtige aktiviteter, så vil de af Spørgers ydelser, der kan henføres hertil, være momspligtige, hvilket bekræftes af Skatterådets bindende svar i SKM2011.860.SR og SKM2012.600.SR.

Det er på den baggrund Spørgers opfattelse, at den første betingelse i momslovens § 13, stk.1, nr. 19, om at den aktivitet, som hver af gruppens medlemmer udøver, enten skal være momsfritaget efter andre bestemmelser eller falde udenfor momslovens anvendelsesområde, er opfyldt.

Ad 2) Ydelserne skal være direkte nødvendige for medlemmernes virksomhed 

Den selvstændige gruppes levering af bestillingskontorydelser er nødvendige for det enkelte medlem. Dette følger bl.a. af, at der i det hele er tale om ydelser, som taxivognmændene i dag indkøber fra Fællesregistreringen.

Den omhandlede betingelse er derfor opfyldt, hvilket bekræftes af Skatterådets bindende svar i SKM2010.644.SR, SKM2011.685.SR og SKM2011.860.SR samt Skatteministeriets styresignal i SKM2010.505.SKAT.

Ad 3) Det enkelte medlems betaling skal svare nøjagtigt til medlemmets andel af de fælles udgifter

Der henvises til det anførte under "Sagens faktiske forhold" omkring den enkelte vognmands betaling.

Det påtænkes, at medlemmernes betaling af ydelserne fastsættes efter internt aftalte fordelingsnøgler. Fordelingsnøglerne tilsigter, at det enkelte medlems betaling for ydelserne nøjagtigt svarer til medlemmets andel i de fælles udgifter.

Der sker ikke en omkostningsudligning mellem medlemmerne, og Spørger oparbejder hverken underskud eller overskud i forbindelse med levering af betalingskontorydelser. 

Den omhandlede betingelse er derfor opfyldt, hvilket bekræftes af Skatterådets bindende svar i SKM2010.644.SR, SKM2011.685.SR samt SKM2012.600.SR.

Ad 4) Momsfritagelsen må ikke fremkalde konkurrencefordrejning 

Momsfritagelsen efter § 13, stk. 1, nr. 19, har til formål at give mulighed for større konkurrencemæssig lighed mellem virksomheder, der foretager henholdsvis egenproduktion og eksterne indkøb, jf. herved Højesterets dom i SKM2009.501.HR.

Spørger leverer bestillingskontorydelser (formidling af taxakørsel), hvilket efter fast praksis, som den fremgår af SKM2006.395, ikke medfører konkurrencefordrejning. 

Følgende fremgår således af SKM2006.395: 

"Bestillingskontorers formidling af taxakørsel

27. For så vidt angår Momsnævnets afgørelse Mn. 711/80 som ændret ved Mn. 1031/88 er det SKATs umiddelbare opfattelse, at afgørelsen stadig må anses for gældende, idet hjemlen til afgørelsen dog retteligen må anses for at være momslovens § 13, stk. 1, nr. 20, og ikke nr. 15. Der er her lagt vægt på bestemmelserne om bestillingskontorers virksomhed i §§ 17-23 i bekendtgørelse nr. 220 af 31. marts 2000 om taxikørsel mv. SKAT har i den forbindelse fundet, at en fritagelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 20, ikke vil medføre konkurrencefordrejning.

SKAT vil derfor indtil videre fortsat indrømme momsfritagelse i overensstemmelse med Momsnævnets afgørelse Mn. 711/80 som ændret ved Mn. 1031/88, idet SKAT dog forbeholder sig ret til evt. at genoverveje momsfritagelsen, når der foreligger dom i den sag, som Taksatorringen har anlagt mod Skatteministeriet ved Østre Landsret, jf. Momsvejledning 2006-2, afsnit D.11.4 og D.11.20."

Som det fremgår ovenfor, finder SKAT helt generelt, at et bestillingskontor, der foretager formidling af taxakørsel, er fritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 20 (nu nr. 19), idet momsfritagelsen ikke vil medføre konkurrencefordrejning. Denne praksis er Spørger helt enig i.

Det kan i den forbindelse tilføjes, at Spørger blev etableret med henblik på levere bestillingskontorydelser ligesom de øvrige bestillingskontorer (selvstændige grupper) i taxibranchen, idet ønsket var at levere bestillingskontorydelser til lavest mulige omkostninger via stordrift.

Når der i øvrigt henses til, at Spørgers konkurrenter er andre bestillingskontorer (selvstændige grupper), der ligeledes er momsfritaget, så er der efter Spørgers opfattelse ikke tale om, at momsfritagelsen vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning. Hvis Spørger derimod pålægges momspligt, vil det skabe konkurrenceforvridning.

Det er samlet set Spørgers opfattelse, at spørgsmål 1 bør besvares med et ja.

Ad spørgsmål 2

Der kan - bortsat fra det anførte omkring den juridiske form - henvises til de samme argumenter som anført ovenfor vedrørende " Ad spørgsmål 1".

Ad spørgsmål 3

Det er kun ved intern omsætning mellem fællesregistrerede virksomheder, at der ikke skal betales moms. Intern omsætning skal heller ikke indgå i beregningen af hel eller delvis fradragsret.

De engelske myndigheder har i deres " Guidance on the Cost Sharing Exemption" fra 17. juli 2012, punkt 56, svaret ja til, at en selvstændig gruppe kan deltage i en fællesregistrering. Det fremgår endvidere af punkt 57, at alle leverancer fra andre deltagere af fællesregistreringen til en selvstændig gruppe, der er deltager i den samme fællesregistrering, hvad enten deltagerne er medlemmer af den selvstændige gruppe eller ej, ligger uden for momslovens anvendelsesområde.

Hvis udfaldet på spørgsmål 2 alene skyldes fællesregistreringen, så må det konstateres, at der er en forskellig fortolkning af EU-retten i Danmark og England. Hvis Spørger af den årsag betaler moms ved udlejning af telefon- og radioanlæg og lign. til Foreningen, idet Spørger og Foreningen vælger ikke at fællesregistrere sig, vil Foreningen herefter opfylde betingelserne for momsfritagelse.

Spørgsmål 3 bør efter Spørgers opfattelse besvares med et ja.

Ad spørgsmål 4 og 5

Det fremgår ikke af beskrivelsen af de faktiske forhold i SKM2015.233.SR, at fritagelsen stiller krav om, at medlemmerne af en selvstændig gruppe skal eje aktier eller være formelt medlem af den selvstændige gruppe. Ifølge Skatterådets bindende svar kan et medlem også blot være en momsfritaget kunde, der i samarbejde med andre momsfritagne kunder aftager de nødvendige ydelser fra et privatejet selskab, der agerer i egenskab af selvstændig gruppe for kunderne. Selvom medlemmerne, dvs. de momsfritagne kunder, der aftog de nødvendige ydelser fra selskabet, var aktionærer i det omhandlede selskab, så ses det ikke at have haft indflydelse på momsfritagelsen. 

Ovennævnte indebærer tilsvarende, at hvis en række lokale vognmænd, der er medlemmer af en lokal økonomisk forening, bliver enige om at overlade driften af det lokale lovpligtige bestillingskontor til Spørger respektive Foreningen, der agerer i egenskab af selvstændig gruppe, skal disse lokale vognmænd anses for at være medlemmer af Spørger respektive Foreningen i egenskab af selvstændig gruppe. For Spørgers vedkommende kan der således ikke stilles krav om, at medlemmerne er aktionærer i Spørger. For Foreningens vedkommende kan der ikke stilles krav om, at disse formelt er optaget som medlemmer.     

Spørgsmål 4 og 5 bør efter Spørgers opfattelse besvares med et ja.

Ad spørgsmål 6

Det antages, at der ikke er noget i vejen for, at en momsfritagelse kan bibeholdes for de medlemsvendte aktiviteter, selv om den selvstændige gruppe påtænker at udføre momspligtige ydelser på kommerciel basis for tredjemand, jf. Skatterådets svar på spørgsmål 2 i SKM2011.860.SR.

Spørgsmål 6 bør efter Spørgers opfattelse besvares med et ja.

Ad spørgsmål 7

Det antages, at der ikke er noget i vejen for, at den selvstændige gruppes momsfritagelse vil kunne bibeholdes for de medlemsvendte aktiviteter, selv om den selvstændige gruppe på sigt påtænker at udføre visse kommercielle opgaver for medlemmerne, jf. svaret til spørgsmål 2 i SKM2011.860.SR. Det følger nemlig af ordlyden af fritagelsen, at den ikke gælder ydelser, der leveres af den selvstændige gruppe, medmindre betalingen for ydelsen svarer nøjagtigt til medlemmets andel i de fælles udgifter.

Det må endvidere antages, at den del af den selvstændige gruppes ydelser, der på sigt påtænkes leveret og anvendt til et medlems momspligtige aktiviteter, vil være momspligtig, jf. det anførte til betingelse 1 i SKM2012.600.SR

Spørgsmålet bør efter Spørgers opfattelse besvares med et ja.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at leverancer i form af bestillingskontorydelser, som leveres af Spørger med det formål at levere disse ydelser til de enkelte medlemmer (taxivognmænd), kan anses for at være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19.

Lovgrundlag

Momslovens § 13, stk. 1:

(...)

19) Ydelser præsteret af selvstændige grupper af personer, som udøver en virksomhed, der er fritaget for afgift, eller for hvilken de ikke er afgiftspligtige, med henblik på at yde deres medlemmer de for udøvelsen af deres virksomhed direkte nødvendige tjenester. Det er en forudsætning, at det enkelte medlems betaling for disse ydelser nøjagtigt svarer til medlemmets andel i de fælles udgifter, og at afgiftsfritagelsen ikke vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning.

§ 13, stk. 1, nr. 19, implementerer momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra f i dansk ret.

Rådets Direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystems (Momssystemdirektivets) artikel 132, stk. 1

Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

(...)

f) levering af ydelser præsteret af selvstændige grupper af personer, der udøver en virksomhed, som er fritaget for afgift, eller for hvilken de ikke er afgiftspligtige, med henblik på at yde deres medlemmer de for udøvelsen af denne virksomhed direkte nødvendige tjenester, såfremt disse grupper kun afkræver deres medlemmer en godtgørelse, som nøjagtigt svarer til deres andel af de fælles udgifter, under forudsætning af at denne fritagelse ikke vil kunne skabe konkurrenceforvridning.

Praksis

EU-Domstolens sag C-8/01, Taksatorringen

EU-Domstolen afgør, at indrømmelse af momsfritagelse til en forening, der opfylder alle bestemmelsens øvrige betingelser - skal nægtes, hvis der består en reel risiko for, at fritagelsen i sig selv, aktuelt eller i fremtiden, kan fremkalde konkurrencefordrejning.

EU-Domstolens dom, sag 348/87, Stichting Uitvoering Financiële Acties (SUFA)

I sag 348/87 afgør EU-Domstolen ifølge præmis 14-15, at den nuværende artikel 132.stk. 1, litra f) i momssystemdirektivet, om selvstændige grupper [svarende til momslovens § 13, stk. 1, nr. 19], at artiklen udtrykkeligt kun omhandler ydelser præsteret af selvstændige grupper af personer for deres medlemmer. Bestemmelsen omfatter ikke en stiftelse, som udelukkende udfører ydelser for en anden stiftelse, uden at en af disse stiftelser er medlem af den anden.

SKM2009.501.HR

I forbindelse med EU-Domstolens sag C-8/01, Taksatorringen, har Højesteret i SKM2009.501.HR efter en nærmere undersøgelse af markedet for salg af autotaksationsydelser til forsikringsselskaber, afgjort, at der ikke bestod en reel risiko for, at en momsfritagelse af foreningen ville kunne fremkalde konkurrencefordrejning som nævnt i den nuværende momslovs § 13, stk. 1, nr. 19.

SKM2015.233.SR

Skatterådet bekræfter, at leverancer i form af forskellige særlige ydelser (som ikke er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11), leveret af spørger i form af et aktieselskab, med det formål at levere disse ydelser til de enkelte medlemmer, anses for at være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19 (selvstændige gruppers leverancer til medlemmer).

Videre bekræfter Skatterådet, at den fritagelse, som spørger vil kunne opnå efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, ikke vil omfatte de af spørgers ydelser, der allerede i dag er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.

SKM2011.860.SR

Skatterådet kan bekræfte, at en selvstændig gruppe, der etableres med det formål, at yde service til medlemmerne i form af administrativ bistand mv., kan anses for at være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, når gruppens aktiviteter er en videreførelse af aktiviteter, der hidtil har været varetaget af et momspligtigt anpartsselskab.

Momsfritagelsen for den selvstændige gruppe vil kunne bibeholdes for de medlemsvendte aktiviteter, hvis gruppen samtidig udfører opgaver på kommerciel basis for tredjemand, når en sådan levering følger de almindelige momsregler.

Skatterådet finder ikke, at der er noget til hinder for, at de enkelte medlemmer af gruppen, tillige har momspligtige aktiviteter, som er afledt af den basale aktivitet.

SKM2011.544.SR

Skatterådet anser tre efterskolers fordeling af udgifter til anskaffelse af it-faciliteter og fordeling af løn til it-undervisning mv. for at være en momspligtig levering i form af tilrådighedsstillelse af it-faciliteter og it-underviserer. Tilrådighedsstillelsen blev ikke anset som en levering af en ydelse i nær tilknytning til undervisning, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 3.

Videre bekræfter Skatterådet, at samarbejdet mellem de tre efterskoler kan omfattes af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, om selvstændige grupper. Det er en forudsætning, at det er den selvstændige gruppe, der leverer de pågældende it-ydelser.

SKM2010.644.SR

Skatterådet kan bekræfte at en selvstændig gruppe, der leverer forskellige sekretariatsydelser til sine medlemmer, kan være omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 20 [nuværende 19], når de i bestemmelsen nævnte betingelser er opfyldt.

Den juridiske vejledning 2015-2

Afsnit D.A.5.19, Selvstændige grupper af personer ML § 13, stk. 1, nr. 19

Afsnit D.A.5.19.2, Betingelser for momsfritagelse

Af Den juridiske vejledning 2015-1, afsnit D.A.5.19.2 Betingelser for momsfritagelse af selvstændige grupper af personer, fremgår:

"Gruppens ydelser er principielt momspligtige, men kan fritages på de betingelser, som er nævnt i bestemmelsen.

Der er fire betingelser, som alle skal være opfyldte for, at ydelser fra gruppen er omfattet af momsfritagelsen: 

  1. Den aktivitet, som hver af gruppens deltagere udøver, skal enten være momsfritaget efter andre bestemmelser eller falde helt uden for momslovens anvendelsesområde.

  2. Ydelserne skal være direkte nødvendige for deltagernes virksomhed.

  3. Medlemmernes betaling skal svare nøjagtigt til deres andel af udgifterne.

  4. Momsfritagelsen må ikke fremkalde konkurrencefordrejning.

Ad a. Den aktivitet, som hver af gruppens deltagere udøver, skal enten være momsfritaget efter andre bestemmelser eller falde helt uden for momslovens anvendelsesområde.

Medlemmernes momsfritagelse vil typisk følge af en af de øvrige bestemmelser i ML § 13, stk. 1. Efter ordlyden af bestemmelsen omfatter den dog tillige medlemmer, som udøver en virksomhed, som ikke er omfattet af momsloven. Det kan f.eks. være opgaver udført af statslige og kommunale mv. myndigheder.

Ad b. Ydelserne skal være direkte nødvendige for deltagernes virksomhed

Den omstændighed, at ydelserne skal være direkte nødvendige for medlemmernes virksomhed, forudsætter, at der skal være tale om ydelser, der - selv om de ikke kan betragtes som en integreret del af medlemmernes momsfritagne aktiviteter og fritages som sådan - ikke desto mindre må betragtes som en uundværlig og uadskillelig del af denne specielle aktivitet.

(...)

Ad c. Medlemmernes betaling skal svare nøjagtigt til deres andel af udgifterne

Medlemmernes betaling må ikke overstige egen omkostningsrefusion. Hvert enkelt medlem skal refundere netop dets andel af de fælles udgifter. Der må således ikke ske en omkostningsudligning mellem medlemmerne, og der må hverken oparbejdes underskud eller overskud i forbindelse med aktiviteterne.

Ad d. Momsfritagelsen må ikke fremkalde konkurrencefordrejning

Momsfritagelsen må ikke kunne fremkalde konkurrencefordrejning. Konkurrencefordrejning foreligger, når en momsfritagelse påvirker de gældende konkurrencevilkår på markedet til skade for andre virksomheder, der udøver tilsvarende aktiviteter.

Det er tilfældet, hvis det enkelte medlem i kraft af samarbejdet kan få leveret ydelser uden moms, som andre uafhængige virksomheder udbyder med moms.

Det er momsfritagelse i sig selv, der ikke må kunne fremkalde konkurrencefordrejning. Det er altså ikke relevant for spørgsmålet, om der foreligger konkurrencefordrejning, at konkurrencen under alle omstændigheder påvirkes af, at der findes en aktør, som leverer ydelser til sine medlemmer, og som ikke må søge at opnå overskud.

For at momsfritagelse skal kunne nægtes, er det således den omstændighed, at tjenesteydelser, der leveres af en sammenslutning, er fritaget for moms, og ikke den omstændighed, at sammenslutningen opfylder de øvrige betingelser i den pågældende bestemmelse.

Det er ikke alene aktuelle konkurrenceforhold, der skal tages i betragtning. En fritagelse må således ikke kunne være en hindring for etablering af konkurrerende virksomheder. Fritagelse skal dog kun nægtes, hvis der består en reel risiko for at fritagelsen i sig selv, aktuelt eller i fremtiden, kan fremkalde konkurrencefordrejning. Der skal herefter i hvert enkelt tilfælde ske en konkret vurdering af, om der er en reel risiko for konkurrencefordrejning.

Er der tvivl om, hvorvidt en momsfritagelse vil kunne skabe konkurrencefordrejning på et senere tidspunkt, kan en fritagelse efter bestemmelsen gøres tidsbegrænset."

Begrundelse

Momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, af ydelser leveret af selvstændige grupper af personer forudsætter, at følgende fem betingelser er opfyldt:

  1. Der anvendes en uafhængig enhed, der kan agere selvstændig gruppe, og som leverer ydelserne til sine medlemmer.

  2. Den aktivitet, som hver af gruppens deltagere udøver, skal enten være momsfritaget efter andre bestemmelser eller falde helt uden for momslovens anvendelsesområde.

  3. Ydelserne skal være direkte nødvendige for deltagernes virksomhed.

  4. Medlemmernes betaling skal svare nøjagtigt til deres andel af udgifterne.

  5. Momsfritagelsen må ikke fremkalde konkurrencefordrejning.

Ad 1 Der anvendes en uafhængig enhed, der kan agere selvstændig gruppe, og som leverer ydelserne til sine medlemmer

Momsfritagelsen stiller ingen umiddelbare krav til den juridiske status, som den selvstændige gruppe skal have. Der findes derfor som udgangspunkt ingen restriktioner i forhold til under hvilke former medlemmerne finder sammen i en selvstændig gruppe.

Uanset momsfritagelsen skal fortolkes indskrænkende, ses der ikke at være grundlag for at pålægge anvendelsen af momsfritagelsen restriktioner i forhold til valget af samarbejdsform, og det er på denne baggrund SKATs opfattelse, at den selvstændige gruppe kan etableres eksempelvis i form af et aktieselskab, jf. også SKM2015.233.SR.

Begrebet "medlemmer" skal ikke fortolkes indskrænkende, men begrebet "medlemmer" forudsætter en eller anden form for formaliseret ejerskab eller tilhørsforhold mellem gruppen og dens medlemmer - uden at dette nødvendigvis forudsætter direkte juridisk ejerskab.

SKAT anser betingelse 1 for at være opfyldt.

Ad 2 Den aktivitet, som hver af gruppens deltagere udøver, skal enten være momsfritaget efter andre bestemmelser eller falde helt uden for momslovens anvendelsesområde

Modtagerne af bestillingskontorydelserne er taxivognmænd, der leverer momsfri personbefordringsydelser, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 15.

SKAT anser betingelse 2 for at være opfyldt.

Ad 3 Ydelserne skal være direkte nødvendige for deltagernes virksomhed

Bestillingskontorydelserne er nødvendige for at taxivognmændene kan gennemføre deres momsfri personbefordringsydelser.

SKAT anser betingelse 3 for at være opfyldt.

Ad 4 Medlemmernes betaling skal svare nøjagtigt til deres andel af udgifterne

Det er oplyst, at medlemmernes betaling fastsættes efter internt aftalte fordelingsnøgler, der tilsigter, at det enkelte medlems betaling for ydelserne nøjagtig svarer til medlemmets andel af de fælles udgifter, og at Spørger hverken oparbejder et overskud eller et underskud i forbindelse med levering af bestillingskontorydelserne.

SKAT anser betingelse 4 for at være opfyldt.

Ad 5 Momsfritagelsen må ikke fremkalde konkurrencefordrejning

Det er oplyst, at det er et lovkrav, at taxivognmændene skal oprette eller tilslutte sig et taxibestillingskontor, jf. taxilovens §§ 10 og 11.

SKAT har i SKM2006.395.SKAT fundet, at en fritagelse af bestillingskontorydelser efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, ikke vil medføre konkurrencefordrejning.

SKAT anser betingelse 5 for at være opfyldt.

Det følger af SKM2015.233.SR, at den fritagelse, som spørger vil kunne opnå efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, ikke vil omfatte de af spørgers ydelser, der allerede i dag er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, f.eks. udlejning af fast ejendom, der allerede er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 8.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "JA".

Spørgsmål 2

Såfremt spørgsmål 1 besvares med et "nej", ønskes det bekræftet, at leverancer i form at bestillingskontorydelser, som leveres i regi af Foreningen med det formål at levere disse ydelser til de enkelte medlemmer (taxivognmænd), anses for at være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, når foreningens aktiviteter er en videreførelse af aktiviteter, der hidtil har været varetaget af en fællesregistrering med Spørger som afregnende enhed.

Begrundelse

Da spørgsmål 1 besvares med "JA" bortfalder spørgsmål 2.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 3

Såfremt spørgsmål 2 besvares med et "nej", ønskes det bekræftet, af Foreningens leverancer alligevel vil kunne anses for at være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, hvis Spørger vælger ikke at deltage i en fællesregistrering med foreningen, hvorved Spørger vil opkræve moms ved udlejning af telefon- og radioanlæg og lign. til foreningen.

Begrundelse

Da spørgsmål 2 besvares med "Bortfalder", bortfalder spørgsmål 3.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 4

Såfremt spørgsmål 1 besvares med "nej", ønskes det bekræftet, at det ikke har betydning for udfaldet, at Spørger ikke stiller krav om, at taxivognmændene skal eje aktier i Spørger for at blive anset som medlem.

Begrundelse

Da spørgsmål 1 besvares med "JA", bortfalder spørgsmål 4.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 5

Såfremt spørgsmål 2 besvares med et "nej", ønskes det bekræftet, at det ikke har nogen betydning for udfaldet, at Vognmandsforeningen xx ikke stiller krav om, at taxivognmændene formelt skal være medlem af denne for at blive anset som medlem.

Begrundelse

Da spørgsmål 2 besvares med "Bortfalder", bortfalder spørgsmål 5.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 6

Såfremt spørgsmål 1 eller 2 besvares med et "ja", ønskes det bekræftet, at den selvstændige gruppes momsfritagelse kan bibeholdes for de medlemsvendte aktiviteter, selv om den selvstændige gruppe påtænker at udføre visse opgaver på kommercielt basis for tredjemand.

Begrundelse

Det er SKATs opfattelse, at hverken momsfritagelsens ordlyd eller behovet for at fortolke fritagelsen indskrænkende medfører, at den selvstændige gruppe er udelukket fra at levere momspligtige ydelser til tredjemand.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 6 besvares med "JA".

Spørgsmål 7

Såfremt spørgsmål 1 eller 2 besvares med et "ja", ønskes det bekræftet, at den selvstændige gruppes momsfritagelse vil kunne bibeholdes for de medlemsvendte aktiviteter, selv om den selvstændige gruppe også påtænker at udføre visse opgaver for medlemmerne på kommercielt basis eller rettet mod medlemmernes eventuelle momspligtige aktiviteter.

Begrundelse

Det er SKATs opfattelse, at der ikke er hjemmel i formålet med momsfritagelsen til at kræve, at alle leverancerne til medlemmerne skal opfylde betingelserne for momsfritagelse. Der er således ikke noget til hinder for, at den selvstændige gruppe også leverer momspligtige ydelser til medlemmerne eller leverer momspligtige ydelser til medlemmerne, der retter sig mod medlemmernes momspligtige aktiviteter.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 7 besvares med "JA".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse. 

Vis printvenlig udgaveVis som PDF