Menu

Spørgsmål om, hvorvidt klageren har realiseret et tab på en fordring, og herved kan få godkendt fradrag for denne fordring

Dokumentets dato
01 feb 2016
Dato for udgivelse
01 mar 2016 13:39
SKM-nummer
SKM2016.101.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
15-1975412
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Emneord
Fordring, fradrag, svindel, tab
Resumé

Et tab, der var lidt i forbindelse med internethandel, var ikke fradragsberettiget, idet det som følge af ukendskab til debitors identitet ikke fandtes godtgjort, at der forelå en fordring, som kunne gøres gældende ved domstolene.

Reference(r)

Kursgevinstloven § 1, stk. 1 nr. 1, § 14, stk. 1, § 17, § 25, stk. 1 og § 26

Henvisning

-


Sagen drejer sig om, hvorvidt klageren har realiseret et tab på en fordring.

SKAT har forhøjet indkomsten med 252.865 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for tab på en fordring.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
Klageren var i 2013 ansat hos G1. Klagerens lønindkomst udgjorde 2.244.805 kr.

Klageren selvangav i 2013 resultat efter renter af virksomhed i Land Y1 på -242.058 kr. Underskuddet hidrører fra drift af virksomheden H1. Ifølge regnskabet for H1 for 2013 havde virksomheden indtægter ved udlejning på 9.700 [udenlandsk valuta] og driftsudgifter inkl. afskrivninger på 90.744 [udenlandsk valuta]. Udgifterne består af udgifter til pasning af skov, forsikring, redningstjeneste, drift af maskiner, småanskaffelser og afskrivning på maskiner og udgifter til hegn. Resultat før renter er opgjort til -90.744 kr.  Der er fratrukket renteudgifter vedrørende ejendommen på 197.184 [udenlandsk valuta]. Det er i regnskabet oplyst, at ejendommen er anskaffet i 2009. I 2012 har klageren selvangivet et resultat af virksomhed i Land Y1 på -142.075 kr. Klageren har ikke i 2011 og tidligere år selvangivet resultat af virksomhed i udlandet.

Klageren har valgt beskatning efter virksomhedsordningen.

Virksomheden H1 ændrede på et ikke nærmere oplyst tidspunkt navn til "H2". Af virksomhedens hjemmeside (juli 2015) www.[...] fremgår, at virksomheden driver virksomhed med import og salg af maskiner.

Klageren indberettede via TastSelv i 2014, at han i 2013 havde et fradrag på 252.865 kr. I notefeltet har klageren oplyst, at tabet er opstået ved bedrageri, som er anmeldt til politiet, og at fradraget kan dokumenteres.

Til beskrivelse af tabet har klageren på SKATs opfordring fremlagt en ikke underskrevet kontrakt ("Sale Contract") mellem klageren som køber (A, Adresse Y2) og G2 som sælger. Kontrakten er dateret den 17. august 2012. I kontraktens hoved er angivet et selskabsnummer ([...]), en adresse, telefonnummer, faxnummer og e-mail adresse samt en hjemmesideadresse.

Selskabsnummeret er identisk med et indregistreret engelsk selskab ved navn G3. Adressen, telefon- og faxnummeret samt hjemmesideadressen, som G2 har angivet i kontrakten af 17. august 2012, er en anden end den adresse, telefon- og faxnummer samt hjemmesideadresse, som G3 har.

Af kontrakten af 17. august 2012 fremgår bl.a., at klageren køber en X for 33.833 euro inkl. levering og forsikring.

Det er aftalt, at 50 % af salgsprisen, dvs. 16.917 euro, skal betales 2 dage efter dateringen af kontrakten og, at 50 % skal betales ved levering af traktoren.

Videre fremgår om betalingen bl.a. følgende:

"We reserve the right to accept payment only by bank transfer to the company's branch account associated with the good's country of origin".

I kontrakten er der ingen oplysninger om bankkontonummer, ligesom der ingen oplysninger er, om hvilken adresse traktoren skal leveres til og, hvornår traktoren skal leveres. Om leveringsrisikoen fremgår følgende:

"6.1

Every effort will be made that the goods will be delivered at the time requested, although no guarantee is given to do so. The buyer shall make all arrangements necessary to take delivery of the goods whenever they are tendered for delivery. The goods shall be at the buyers risk from delivery or when collected by the buyer personally.

6.1

Delivery process will start after the payment is confirmed by the seller. The shipping will be made at our own expenses inside EU."

Samme dato, dvs. den 17. august udstedte G2 en faktura til klageren, Adresse Y2 vedrørende salg af X for 33.833 euro. Det fremgår, at leveringsstedet er By Y3, Denmark, og at varen ikke vil blive overleveret til køberen, forinden købesummen er betalt. Det er bestemt, at der skal betales 16.917 euro til F1-Bank. Det er videre angivet, at leveringsdatoen er 26. juni 2010. I fakturaen er angivet registreringsnummeret på klagerens virksomhed i Land Y1.

Til beskrivelse af forløbet forud for indgåelse af kontrakten den 17. august 2012 har klageren bl.a. fremlagt en e-mail af 15. august 2012 (fra Mailadresse-1) til Mailadresse-2. Af e-mailen fremgår følgende:

"Is the tractor free of faults? Ive seen it announced in Denmark - is it delivered and registered for the advertised price?"

Den 16. august 2012 modtog klageren følgende e-mail fra HA (Mailadresse-3):

"The X is still available. The overall condition is very good. No damages or faults and no repairs needed. It's sale price is: 40,600 EUR (VAT and transport to Denmark included). If you are a company with a valid VAT number the price will be: 33,833 EUR. If you require more information please ask."

Den 17. august 2015 sendte klageren en e-mail til Mailadresse-2, hvori han udbad sig yderligere oplysninger om den omhandlede X, herunder traktorens registreringsnummer. Klageren spurgte endvidere om, hvor traktoren befandt sig og om, hvorvidt G2 var villig til at købe en flybillet til klageren, så han personligt kunne besigtige traktoren. Klageren spurgte samtidigt om betalingsmåden. Klageren understregede, at han ikke var villig til at betale forud for levering, men at han var villig til at betale et depositum.

Samme dag modtog klageren et svar fra HA (Mailadresse-3), som oplyste, at hans overoverordnede ikke var villig til at acceptere et depositum, men at han muligvis var villig til at acceptere en forudbetaling på 50 % og betaling af 50 % ved leveringen.

Den 17. august 2012 sendte klageren endnu en e-mail til Mailadresse-2, hvori han betonede, at han var en seriøs køber, men han behøvede yderligere oplysninger om traktorens certificering. Klageren foreslog et depositum på 10 % og betaling af resten ved levering. Klageren tilbød en bankgaranti for betalingen. Klageren oplyste supplerende:

"For your information I may be a customer for several more tractors given that I am embarking on resale in Scandinavia. Once relationship is established tractors would of cource be paid in full order.

As alternative to me visiting - do you have any more high res photos you can email.?"

Den 20. august 2012 meddelte klageren Mailadresse-3, at der skulle fortages nogle ændringer i de modtagne dokumenter. Klageren oplyste, at køberen skulle være: "A, H2, Adresse Y4, Land Y1". Han oplyste, at han var usikker på, hvornår han kunne modtage levering. Endelig oplyste han, at hans bankforbindelse ville have pengene klar om onsdagen.

Den 21. august 2012 meddelte HA, at det ikke var noget problem.

Den 24. august 2012 meddelte klageren Mailadresse-3, at han havde betalt 16.917 euro, og at pengene ville gå igennem den følgende uge. Klageren forslog, at traktoren ikke blev afskibet, indtil han havde overblik over, hvornår han ville være i Land Y1. Han oplyste, at han forventede, at han ville være i Land Y1 medio september.

Den 29. august 2012 meddelte HA klageren, at virksomheden ikke havde modtaget pengene. Problemet var, at de var sendt til en konto i [anden udenlandsk valuta]. Han bad om, at klageren annullerede betalingen og sende betalingen til virksomhedens internationale konto. Klageren oplyste samme dato, at pengene ikke var trukket på hans konto. Det blev aftalt, at klageren sendte pengene til F1-Bank.

Klageren har fremlagt et bankbilag fra netbank på klagerens konto nr. [...] vedrørende overførsel af 16.917 euro til F1-Bank den 4. september 2009. Modtagerens navn er angivet som G2.

Klageren har fremlagt et bankbilag fra netbank på konto nr. [...] vedrørende overførsel af 16.917 euro den 7. september 2011 (betalingsdag), bogføringsdag den 11. september 2012, til F1-Bank. Den omhandlede konto er ikke en konto i en dansk bank, men i en Land Y1 bank. Beløbet på 16.917 euro udgør 144.256,33 [udenlandsk valuta]. Klagerens adresse er angivet som: Adresse Y5.  Der er henvist til invoice [...].

Den 11. september 2012 sendte klageren (fra Mailadresse-1) en e-mail til Mailadresse-3. Af e-mailen fremgår følgende:

"Hi HA
Have you been succesful in getting the X shipped so I can receive it on Friday?
BR
A"

Samme dag sendte HA - Sales Representative klageren følgende mail:

"Hello
The delivery will start tomorrow as stated in one of my previous e-mail. The tractor will be there on Friday as promised. Tomorrow I also must receive your documents from DVLA."

Den 12. september 2012 sendte HA følgende e-mail til klageren (Mailadresse-1):

"Hello
It seems that a little problem arrived. The documents on your name arrived from DVLA at the bank of the owner but the bank doesn't want to forward them to us because the full amount of money must be paid prior to take the tractor from the owner's yard. The don't want to approve the transaction if the full amount is not paid. As we have insufficient funds to credit the rest of payment for you, you will have to provide the rest of the payment to the owner so his bank unlock the transaction. Im am sorry for this inconvenience, the owner initially agreed to receive 50 % before and 50 % after delivery, but his bank doesn't want to approve the transaction.

As I have no power to solve this problem by myself, I will need to know your answer abount this, so I can inform his bank if you still want to continue the transaction or not. I you want to cancel the transaction I understand very well, and I will ask his bank for a refund. It should take about 10 working days to complete the refund to your account as we have to wait to our account first. It's embarrasing for us what is happening but at this moment we have insufficient funds to pay the rest of the payment in your place. We only get a bonus after each sale and our late expenses left us with low funds in the bank. We also prepared everything for the transport so it's a disturbing situation for us as well. Please receive our excuses again for this inconveience but this is the first time we accept a 50 % deposit and we didnt's know that the owner's bank doesn't agree this option."

Den 13. september 2012 bad HA klageren om at annullere den anden betaling og sende betalingen direkte til ejeren af traktoren, TA, Adresse Y6, F1-Bank.

Klageren meddelte samme dato, at det var for sent, idet han havde betalt 2 dage tidligere.

Den 17. september 2012 sendte klageren (fra Mailadresse-1) følgende e-mail til Mailadresse-3:

"Let me know what happened with the funds. Which route would you send the tractor - would it go via Denmark or directly to Land Y1?"

Ifølge klagerens forklaring bad HA den 18. september 2012 klageren om, at låse betalingen på G2's konto, så selskabet enten kunne betale pengene tilbage til klageren eller betale ejeren af traktoren pengene.

Den 18. september 2012 sendte klageren (fra Mailadresse-1) følgende e-mail til Mailadresse-2:

"I will check tomorrow what the status is. Which way would you ship?. The reason I ask is that I may have a customer in Denmark that would want to look at the tractor on the way to Land Y1."

Den 18. september 2012 sendte HA (fra Mailadresse-3) følgende mail til klageren (Mailadresse-1):

"This might be ok, because we deliver using our own truck and trailer. Waiting news regarding the bank problem."

Den 27. september 2012 sendte klageren (fra Mailadresse-1) følgende e-mail til Mailadresse-2:

"HA, please let me know today how we move forward. I have now waited a long time and would like the situation clarified - I have a lot money out."

Den 27. september 2012 sendte HA (Mailadresse-3) følgende e-mail til klageren (Mailadresse-1):

"There is a misunderstanding between our account and another and it's possible that the second transfer will be returned to you.
Please let me know when the money will be back in your account."

Den 2. oktober 2012 sendte klageren (Mailadresse-1) følgende e-mail til Mailadresse-3:

"Hi HA, any progress on delivery of the tractor?"

Den 3. oktober 2012 sendte HA (Mailadresse-3) følgende e-mail til klageren (Mailadresse-1):

"Hello, please initiate a fund request from your bank because the money are still locked and the unlocking procedures will take more than 2 weeks. I will wait for your email as soon you receive your money back."

Den 4. oktober 2012 sendte klageren (Mailadresse-1) følgende e-mail til G2 (Mailadresse-2):

"HA, I am confused about your plan. Is the reason for requesting a refund that the money cannot get unlocked at your end?. Also, I assume the tractor will still get shipped unless all funds are received?."

Den 8. oktober 2012 sendte HA (Mailadresse-3) følgende e-mail til klageren (Mailadresse-1):

"What news do you have from your bank? We have already initiated the refund from ours."

Den 10. oktober 2012 indgav klageren anmeldelse til Adresse Y7s Politi.

Af anmeldelsen fremgår følgende:

"Jeg skriver hermed for at anmelde internetsvindel, som jeg er blevet udsat for af en person foregivende at repræsentere et maskinfirma i Land Y8. Sagen starter omkring d. 20/8 2012 med kommunikation mellem mig og "sælgeren" HA. Jeg har vedhæftet et større antal emails udgørende den kommunikation der har været mellem mig selv og sælgeren "HA - Sales Representative" - herefter kaldet HA. Endvidere har jeg vedhæftet kvitteringer samt dokumentation for den omtalte traktor.

"Sælgers" info er:

HA

G2
Adresse Y9

Sagen drejer sig om, at jeg har forsøgt at købe en traktor i Land Y8 via nettet (http://www.[G2]). Jeg har overført i alt ca. 240.000 kr. i to overførsler (se vedhæftede bankkvitteringer). Inden disse overførsler har jeg tjekket både med "sælgers" bank (F1-Bank) samt et bureau, at sælger var det de foregav at være. G3 er et respekteret maskinhandels firma i Land Y8, men min "HA" har misbrugt deres firmanavn, bankinfo osv.

HA har i de seneste dage påstået at den seneste pengeoverførsel har været blokeret samt at jeg skulle bede om at få pengene tilbageført til min konto i Land Y1 (jeg forstår endnu ikke hvorfor han beder om dette da der ikke er nogen gevinst for ham). Da jeg i dag mister tålmodigheden i forbindelse med overførslen af penge og forsøger at få fat i kundeservice i G2 får jeg fat i en dame i det rigtige G3 (http://www.[G3]). Hun fortæller mig at en eller flere personer kører en scam under dække af deres firmanavn. Tilsyneladende er flere personer blevet snydt af denne eller disse personer. Jeg ringer så til det lokale politi i By Y10, som fortæller at jeg skal anmelde til mit lokale politi i DK.

Den lokale politikommissær i Land Y8 var HR på nummer [...]

Adresse Y7s Politi sendte den 17. oktober 2012 følgende kvitterings brev til klageren:

"Politiet har den 10/10-2012 modtaget en anmeldelse om et strafbart forhold, der er journaliseret som bedrageri, frarøvet 13/09/2012-00.00 fra Adresse Y2. Det fremgår af anmeldelsen, at De er forudrettet i sagen.

Sagen vil nu blive undersøgt af politiet.

Hvis politiets efterforskning fører til, at en gerningsmand bliver dømt eller frifundet, vil De blive underrettet, når der er truffet en afgørelse i sagen. De vil dog ikke blive underrettet om afgørelsen, hvis De tidligere overfor politiet har givet afkald på underretning.

Hvis De har fremsat erstatningskrav i sagen, vil De tillige blive indkaldt til retsmødet.

Er det ikke muligt at finde gerningsmanden, hører De ikke mere fra politiet.

Har De behov for hjælp, vejledning eller støtte efter at være udsat for en forbrydelse, kan De kontakte offerrådgivningen. Oplysningen om nærmeste offerrådgivning fås hos politiet eller på www.politi.dk.

Kvitteringen gælder kun for sagens anmeldelse til politiet. Hus indsendelse af endelig opgørelse, herunder erstatningskrav til politiet og evt. Deres forsikringsselskab. Ved tyveri anføres antal, art, mærke, nr. og særlige kendetegn. Ved tyveri fra hjemmet....(udeladt)."

Klageren har i sin klage til Skatteankestyrelsen fremsendt et link til:

"[...]"

Heraf fremgår en advarsel til byggebranchen, om internetsvindel og bedrageri begået af G2. Advarslen indeholder eksempler på personer, der er blevet bedraget af det pågældende firma. Ydermere beskrives det, hvor sofistikeret og professionelt bedrageriet bliver udført.

På et kontormøde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler oplyste klagerens repræsentant, at tabet er fratrukket i kapitalindkomsten, idet tabet ikke vedrører erhvervsvirksomheden.

SKATs afgørelse
SKAT har lagt til grund, at klageren har forudbetalt et beløb på 33.833 euro for en traktor af mrk. X, som han aldrig modtog. Efter det oplyste troede klageren, at han købte traktoren af G3. En person havde misbrugt G3s hjemmeside, og klageren købte traktoren af denne ukendte person. Klageren modtog ikke traktoren og selvangav betalingen på i alt 33.833 euro som et tab.

Klageren har politianmeldt forholdet, hvorefter der ikke er sket yderligere. Der er således ikke opgjort et reelt tab omfattet af kursgevinstloven. Efter praksis skal der være tale om et retligt krav mod en skyldner, hvor betalingskravet er anerkendt og efterfølgende være konstateret uerholdeligt ved forgæves udlæg.

SKAT har derfor ikke godkendt fradrag efter kursgevinstlovens § 14. SKAT har anset det indbetalte beløb, som et ikke fradragsberettiget formuetab.

Klagerens synspunkter
Klageren har nedlagt påstand om, at forhøjelsen af indkomsten med 252.865 kr. vedrørende ikke godkendt tab nedsættes til 0 kr.

Handlen blev gennemført via hjemmesiden www.[G2]. Klageren skulle i henhold til købsaftalen foretage betaling af i alt 33.833,00 euro.

Betaling skete gennem 2 bankoverførsler, der fandt sted den 4. og 11. september 2012, jf. sagens bilag 3 og 4.

Der skete aldrig levering af den købte traktor. Sælgeren hævdede initialt, at betalingerne ikke var modtaget. Klageren havde herefter en længere e-maildialog med sælgeren.

Klageren mistede i oktober 2012 tålmodigheden med sælgeren og rettede telefonisk henvendelse til maskinhandelsfirmaet G3. Han erfarede i den forbindelse, at han har været udsat for svindel, idet han fik oplyst, at maskinhandelsfirmaet ikke har kenskab til handlen, og at det har fået henvendelse fra adskillige andre, der har været udsat for det samme som klageren.

At det forholder sig således har støtte i advarslen, der findes på internettet.

Klageren kontaktede herefter det lokale politi i By Y10, hvor han talte med HR, som oplyste at anmeldelse skulle ske gennem politiet her i landet. Klageren anmeldte den 10. oktober 2012 forholdet til dansk politi.

Klageren fik i september 2013 af dansk politi oplyst, at det ikke var muligt at opklare forbrydelsen, herunder fremskaffe identiteten på kontohaveren.

Hovedspørgsmålet i sagen er, hvorvidt klageren i indkomståret 2013 har lidt et tab på en fordring omfattet af kursgevinstloven.

Klageren har et erstatningskrav mod den eller de personer, der har franarret ham betalingen af købesummen for traktoren på 33.833,00 euro.

Det står ikke klageren helt klart, hvad der er SKATs opfattelse i sagen. Klageren er ikke enig med SKAT i, at kravet nødvendigvis skal være anerkendt, eller der forgæves skal være forsøgt foretaget udlæg.

Klagerens erstatningskrav er et pengekrav og udgør således en fordring omfattet af kursgevinstloven. Et tab på denne fordring kan foretages i det indkomstår, hvor det konstateres og kan gøres endeligt op.

Det følger af SKATs Juridiske Vejledning C.B.1.7.5, at tab på debitorer skal fradrages i det indkomstår, hvor tabet er konstateret og kan gøres endeligt op. Kun under særlige omstændigheder kan det - f.eks. ved hjælp af en erklæring fra en bobestyrer - anses for sandsynliggjort, at en fordring eller en væsentlig del af fordringen er tabt.

Særlige omstændigheder kan være debitors indtrådte konkurs, betalingsstandsning, akkord, likvidation på grund af insolvens, debitors forsvinden eller lignende. Således kan tabsfradrag foretages, selv om uerholdeligheden ikke er konstateret ved forgæves udlæg eller andre retsskridt.

Klageren har lidt et tab på sin fordring (erstatningskravet) i 2013, selv om uerholdeligheden ikke er konstateret ved forgæves udlæg eller andre retsskridt, idet der foreligger særlige omstændigheder.

Klageren har udøvet ganske mange bestræbelser på at få sine penge tilbage, ligesom han har forsøgt at få oplyst identiteten på den eller dem, der har bedraget ham. Han har rettet henvendelse til såvel dansk som Land Y8 politi. De har imidlertid ikke kunne hjælpe ham med nogen af delene, idet kontoen var tømt henholdsvis virksomheden ikke eksisterede, hvorfor det ikke var muligt at identificere ejeren. Han har ligeledes rettet henvendelse til den bank, hvortil der er sket overførsel.

Klageren står i en situation, hvor han utvivlsomt har erstatningskrav, men ikke kender identiteten på den eller de personer, som han skal rette det mod.

Han befinder sig således i en situation, der er vanskeligere end den, hvor skyldneren er kendt, men forsvundet. Når denne situation kan udgøre særlige omstændigheder med den virkning, at et tab anses for konstateret, selv om uerholdeligheden ikke er sket ved forgæves udlæg eller andre retsskridt, så bør det samme gælde for klageren.

I september 2013 stod det klart, at klageren ikke ville få sine penge tilbage, idet det ikke var muligt at fremskaffe identiteten på den eller dem, der har bedraget ham. Det gøres gældende, at tabet er konstateret og kunne gøres endeligt op i 2013.

Klageren har efterfølgende bl.a. med henvisning til SKM2011.847.LSR udtalt, at en pengefordring er et retligt krav på betaling af et pengebeløb, hvilket kræver, at kreditor skal kunne gøre betalingskravet gældende mod debitor ved domstolene. Hvis kreditor i en aftale har betalt forud, stiftes der en pengefordring mod debitor, når det står klart, at der ikke vil ske opfyldelse af aftalen.

Fordringens anskaffelsessum er det nominelle beløb, som klageren har betalt. Der skal ikke ske kursansættelse. Det understøttes af SKM2014.795.LSR, SKM2011.847.LSR og af skatteministerens svar på spørgsmål 45, gengivet i betænkning til L 231 1991/1992.

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse
Af kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 1 fremgår, at loven omfatter gevinst og tab ved afståelse eller indfrielse af pengefordringer.

Af kursgevinstlovens § 14, stk. 1 fremgår, at gevinst og tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog stk. 2 og §§ 15, 17 og 18. 1. pkt. finder dog alene anvendelse, hvis årets nettogevinst eller nettotab sammenlagt med nettogevinster og nettotab omfattet af § 23 og gevinst og tab på investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 22, overstiger 2.000 kr.

Af kursgevinstlovens § 17 fremgår, at for tab på fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring og for tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, finder reglerne i statsskattelovens § 6 a anvendelse, jf. dog § 18.

Af kursgevinstlovens § 25, stk. 1 fremgår, at tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det år, hvori tabet er realiseret.

Af kursgevinstlovens § 26 fremgår, at tab på fordringer opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Som anskaffelsessum anvendes kursværdien på erhvervelsestidspunktet, med mindre den skattepligtige godtgør at have erhvervet fordringen for et højere beløb.

Det lægges til grund som ubestridt, at klageren ikke købte traktoren til brug for sin skovvirksomhed i Land Y1, men til privat brug. Det er understøttet af, at tabet er fratrukket i kapitalindkomsten.

I overensstemmelse med klagerens forklaring, der understøttes af sagens oplysninger og de fremlagte dokumenter, lægger Landsskatteretten til grund, at klageren helt frem til indgivelsen af politianmeldelsen fastholdt kravet på levering af traktoren i henhold til kontrakten. Da klageren indgav politianmeldelse stod det klart, at han havde været udsat for internetsvindel, og at han reelt ikke vidste, hvem han havde kontraheret med. Landsskatteretten lægger derfor til grund, at klageren ikke er bekendt med, hvem han skal rette kravet på tilbagebetaling af købesummen overfor. Det er derfor ikke godtgjort, at klageren i 2013 har en fordring, som han kan gøre gældende ved domstolene, og Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.

Vis printvenlig udgaveVis som PDF