Menu

Information om EU's forsendelsesordning - Opstart af forsendelser

Dato for udgivelse
28 jan 2016 12:05

Til
Virksomheder, der forsender varer i henhold til EU's forsendelsesordning
Sagsnummer
16-0002038
Resumé

Nyhedsbrevet indeholder reviderede retningslinier for, hvor opstart af T 1-forsendelser (varer, der ikke er i fri omsætning) skal finde sted.


Erhvervslivet har anmodet om en ændring af de gældende retningslinier for, hvor opstart af T 1-forsendelser under standardproceduren skal finde sted, jf. nyhedsbrev af 20. december 2010.

Ifølge de gældende regler skal transport af T 1-varer under standardproceduren fra det sted, hvor varerne opbevares, ske til det nærmeste toldsted (ekspeditionssted), hvor forsendelsen opstartes. Erhvervslivet ønsker, at T 1-forsendelser kan opstartes på alle toldsteder på "ruten" i Danmark.

SKAT har derfor rettet henvendelse til Kommissionen med anmodning om at præcisere, hvilket toldsted, der er kompetent med hensyn til opstart af en T 1-forsendelsesprocedure.

Kommissionen har svaret, at i de fleste tilfælde opbevares de varer, der skal transporteres under T 1-forsendelsesproceduren, på et toldoplag. I bevillingen til at forvalte et toldoplag er det afslutningstoldstedet, der er bemyndiget til at antage T 1-angivelser, der opstartes under forsendelsesproceduren, jf. artikel 496, litra g) i gennemførelsesbestemmelserne til toldkodeksen. Det er toldmyndighederne, som afgør, hvilket toldsted, der er kompetent i denne henseende, idet toldstedet skal kunne kontrollere både angivelsen og varerne. Det er op til de danske toldmyndigheder at fastlægge, om toldstedet i den forbindelse skal være det nærmeste i forhold til oplaget.

SKAT fortolker Kommissionens svar således, at der i en bevilling til toldoplag vil kunne fastsættes flere afslutningstoldsteder.

Retningslinierne i ovennævnte nyhedsbrev ændres hermed for varer, der skal transporteres under T 1-forsendelsesproceduren fra et toldoplag samt efter afsluttet aktiv forædling (suspensionsordningen), til følgende:

T 1-forsendelser fra toldoplag samt efter afsluttet aktiv forædling (suspensionsordningen)

Transport af varer fra et toldoplag samt efter afsluttet aktiv forædling (suspensionsordningen) skal ske til det i bevillingen til toldoplag samt aktiv forædling (suspensionsordningen) anførte afslutningstoldsted, hvor forsendelsen opstartes. Såfremt det i den omhandlede bevilling anførte afslutningstoldsted ikke længere eksisterer, eller virksomheden har behov for yderligere afslutningstoldsteder, rettes henvendelse til bevillingsadministrationen i Århus med henblik på oplysning af korrekt afslutningstoldsted/tilføjelse af yderligere afslutningstoldsteder.

Opmærksomheden henledes på, at alternativt vil overførselsproceduren kunne anvendes, såfremt virksomhedens bevilling indeholder tilladelse hertil.

I forbindelse med iværksættelsen af den nye EU-toldkodeks pr 1. maj 2016 bortfalder overførselsproceduren og erstattes af en reeksportangivelse, der vil kunne anvendes uden særlig tilladelse fra SKAT. Det vil herefter som udgangspunkt ikke være et krav at anvende forsendelsesproceduren ved fraførsel af varer fra toldoplag samt efter afsluttet aktiv forædling.

T 1-forsendelser i andre tilfælde

Transport af varer fra andre steder end toldoplag samt efter afsluttet aktiv forædling (suspensionsordningen), skal indtil videre ske til det nærmeste toldsted, hvor forsendelsen opstartes.

SKAT vil inden iværksættelsen af den nye EU-toldkodeks pr. 1 maj 2016 udsende et nyhedsbrev omhandlende forsendelsesområdet, når behandlingen af overgangsbestemmelserne (TDA) er færdigbehandlet i Rådet og Europaparlamentet.


Henvendelse rettes til
Skattecentre med toldopgaver
Vis printvenlig udgaveVis som PDF