Menu

Værdipapirfond, selvstændigt skattesubjekt

Dokumentets dato
15 dec 2015
Dato for udgivelse
07 jan 2016 10:37
SKM-nummer
SKM2016.6.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
14-4012245
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Emneord
Værdipapirfond, selvstændigt skattesubjekt
Resumé

Skatterådet fandt, at en svensk værdipapirfond skulle anses for et selvstændigt skattesubjekt, der svarer til en dansk enhed omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Da værdipapirfonden herefter skulle anses for et selvstændigt skattesubjekt, skulle gevinst og tab beskattes hos de danske investorer efter aktieavancebeskatningslovens § 19.

Hjemmel

Selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 2, og
Aktieavancebeskatningsloven § 19.

Reference(r)

Selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 2, og
Aktieavancebeskatningsloven § 19.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit C.D.1.1.10.2.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit C.D.1.1.10.12.


Spørgsmål

  1. Kan SKAT bekræfte, at gevinster og tab ved investering i Værdipapirfonden beskattes hos danske investorer efter aktieavancebeskatningslovens § 19?

Svar

  1. J

Beskrivelse af de faktiske forhold

Værdipapirfonden er en aktieindeksfond med fokus på det danske marked. Værdipapirfonden forvaltes af et svensk forvaltningsselskab (herefter forvaltningsselskabet), og er en UCITS i form af en 'värdepappersfond' omfattet af den svenske “Lagen om Värdepappersfonder", der implementerer Rådets direktiv 2009/65/EF (UCITS-direktivet).

Målsætningen i værdipapirfonden er at efterligne sammensætningen i et aktieindeks og dermed også afspejle det afkast, som indekset genererer.

Værdipapirfonden investerer hovedsageligt i aktier og andre omsættelige, aktierelaterede værdipapirer. Fonden anvender derivater som et led i investeringspolitikken.

Det er værdipapirfondens strategi at følge sit sammenligningsindeks. Transaktioner udføres, når der er behov for at tilpasse fondens beholdning til sammenligningsindekset. Dette betyder, at forandringer i porteføljebeholdningen primært sker, når indeks ændres.

Værdipapirfonden udbetaler normalt ikke udbytte. Køb og salg af fondsandele kan normalt ske på alle bankdage. Ved et køb af fondsandele indskyder investoren penge i fonden og får fondsandele svarende til det betalte beløb. Ved salg af fondsandele handler investoren med fondsselskabet, som indløser fondsandele og udbetaler penge i henhold til en daglig fastsat kurs.

Af værdipapirfondens vedtægter fremgår nærmere bl.a., at fondsformuen ejes i lige sameje af andelshaverne, at værdipapirfonden ikke kan erhverve rettigheder eller påtages sig gældsforpligtelser, at der ikke kan ske udlæg i fondens ejendom, og at andelshaverne ikke hæfter for værdipapirfondens forpligtelser. Forvaltningsselskabet repræsenterer andelshaveren i alle spørgsmål, der angår værdipapirfonden og træffer beslutning om fondes ejendom. Fonden kan højst placere 10 pct. af fondens værdi i fondsandele.

Derudover fremgår det bl.a., at andelene skal være lige store og medføre samme rettigheder til fondens aktiver. Fondens værdi udgøres af forskellen mellem aktiver og passiver. Værdien af en fondsandel består af fondens værdi delt med antallet af udstedte fondsandele. Forvaltningsselskabet beregner værdien hver bankdag.

Videre fremgår det bl.a., at fonden ikke udlodder. Fonden er ikke erstatningsansvarlig for tab som følge af lovændringer, strejke, blokade mv. Hvis tabet skyldes, at forvaltningsselskabet har overtrådt "lagen om värdepappersfonder" eller vedtægterne, er forvaltningsselskabet dog erstatningsansvarlig.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger anmoder om, at SKAT bekræfter, at gevinster og tab ved investering i Værdipapirfonden beskattes hos danske investorer efter aktieavancebeskatningslovens § 19.

Der er henvist til aktieavancebeskatningslovens § 19 samt til Den juridiske vejledning afsnit C.D.1.1.10.2.

Det er bemærket, at Værdipapirfonden er godkendt i Sverige som et svensk UCITS- investeringsinstitut i henhold til den svenske lov Lag (2004:46) om värdepappersfonder (LVP). Loven er i sig selv den svenske implementering af UCITS-direktivet, og kriterierne for godkendelse af et investeringsinstitut efter loven indebærer, at alle svenske UCITS-fonde har samme juridiske form og struktur og kun kan have denne ene form og struktur.

Det er også baggrunden for, at Værdipapirfonden har præcist samme juridiske form og struktur som de investeringsinstitutter, Skatterådet allerede har taget stilling til den skattemæssige kvalifikation i afgørelsen SKM2010.316.SR. Andele i Værdipapirfonden bør derfor i sagens natur tilsvarende være omfattet af ABL § 19.

Hvis SKAT ikke anser Værdipapirfonden som omfattet af ABL § 19, så vil ingen svenske UCITS-investeringsinstitutter være omfattet af ABL§19, uanset at bestemmelsen tager udgangspunkt i, at andele i UCITS-investeringsinstitutter i EU beskattes i henhold til denne bestemmelse.

Værdipapirfondens juridiske struktur er identisk med de to svenske fonde, som Skatterådet har taget stilling til i SKM 2010.316.SR. Værdipapirfonden må derfor antages at være et skattesubjekt og omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19. I modsætning til de fonde, der var genstand for vurdering i SKM 2010.316.SR, er værdipapirfonden ikke noteret på et reguleret marked, og Værdipapirfonden gearer ikke investeringerne, hvilket dog burde være uden betydning i denne sammenhæng. Værdipapirfonden er herudover en UCITS fond.

Når det gælder vurderingen af, om fonden er en selvstændig juridisk enhed, opfylder fonden bl.a. følgende kriterier:

  • Investorer i fonden hæfter ikke personligt for fondens forpligtelser, jf. vedtægternes (fondsbestemmelsernes) § 1.
  • Fordeling af overskuddet sker i forhold til indskudt kapital, jf. vedtægternes § 1. Andelene i fondens skal i henhold til 4 kap. 10 § i LVP være af samme størrelse, og give samme ret til fondens aktiver. En fondsandels værdi skal i henhold til loven svare til fondens værdi, delt med antallet af fondsandele. En fondsandel må kun udstedes, når det er sikret, at indbetaling sker til fonden (4 kap. 10a § LVP).
  • Fonden har selvstændige vedtægter (fondsbestemmelser). Fondsbestemmelserne er i anmodningen om bindende svar "oversat" til begrebet vedtægter". Fondsbestemmelserne skal foreligge, for at fonden kan få UCITS-godkendelse, jf. 4 kap. 8 § LVP.
  • Fonden har et management selskab, som agerer på vegne af alle investorer, jf. vedtægternes § 1. Det følger af 4 kap. 2 § i LVP, at kun Fondbolaget, og ikke andre organer (så som en bestyrelse eller en direktion), agerer på vegne af alle investorer i fonden og forvalter fondens midler i henhold til fondsbestemmelserne og lovens placeringsregler i øvrigt. Det er en lovreguleret pligt for fondbolaget at handle i investorernes fælles interesse.
  • Det er muligt at udvide antallet af investorer, og der er ingen begrænsning på antallet af investorer, jf. vedtægternes § 9 og § 17. Superfonden henvender sig ifølge § 17 til offentligheden. En svensk värdepappersfond skal i henhold til LVP bestå af aktiver som er blevet indskudt af offentligheden, jf. definitionen af "värdepappersfond" i LVP. Värdepappersfonden skal være åben for indskud fra offentligheden og kan kun undtagelsesvist og i bestemte situationer lukke/udskyde salg af fondsandele, jf. vedtægternes § 10 og i øvrigt 4 kap 13 a i LVP.
  • Fonden udsteder andele, og alle andele har enslydende værdi og samme ret i forhold til fondens formue, jf. vedtægternes §§ 1 og 8. Det er et lovkrav, at andelene i fondens har samme størrelse, og give samme ret til fondens aktiver, jf. 4 kap. 10 § LVP. En fondsandels værdi skal i henhold til loven, svare til fondens værdi delt med antallet af fondsandele. En fondsandel må kun udstedes, når der er sikret, at indbetaling vil ske til fonden, jf. 4 kap. 10a § LVP.
  • Det er bestemt, hvad der sker med formuen ved den enkelte investors udtræden/ opløsning. Ved salg af fondsandele handler investoren med fondbolaget, som indløser fondsandele og udbetaler penge i henhold til en daglig fastsat kurs. Andele kan dagligt sælges/købes via fondbolaget og der er en lovreguleret pligt til at indløse andele når en investor ønsker det, jf. vedtægternes § 9. Det er i øvrigt en lovreguleret pligt for fondbolaget at sørge for umiddelbar indløsning af fondsandele og udbetaling til ejeren, når en investor ønsker det, jf. 4 kap. § 13 i LVP.
  • Fonden aflægger halv- og helårsregnskaber, jf. vedtægternes § 14. Det er endvidere et lovkrav, jf. 4 kap. 18 § i LVP.

Ad kontoførende investeringsforening - aktieavancebeskatningslovens § 1:

Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 4, 2. pkt. omfatter aktieavancebeskatningslovens § 19 ikke andele i kontoførende investeringsforening. En kontoførende investeringsforening er kendetegnet ved, at den ikke udsteder omsættelige andele, men at andele i en kontoførende investeringsforening alene kan afstås til/indløses af foreningen.

Én andel i fonden vil efter § 1 i vedtægterne give en ret til en andel af fondens formue. Andelene i Værdipapirfonden er omsættelige andele, der vil blive handlet via spørgeren.

I vedtægterne fremgår det flere steder, at fonden udsteder “andele" og at disse andele kan “sælges og indløses". En investor har adgang til daglig handel i andele via fondsselskabet, som administrerer handelen med andele. Hvis der på en given dag er en nettoforskel mellem antallet af købte/solgte andele, har fondsselskabet en lovreguleret pligt at indløse andele henholdsvis investere indskudt kapital og udstede flere andele.

Derudover kan andele pantsættes til tredjemand efter bestemmelserne i vedtægternes § 15.

Andelene i Værdipapirfonden opfylder derfor de to kriterier i SKM2001.11. ØLR, og når dette sammenholdes med, at fonden er et selvstændigt skattesubjekt, så er andele i fonden omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 1.

Ad aktieavancebeskatningslovens § 19:

Værdipapirfonden vil hovedsageligt investere i aktier og andre omsættelige, aktierelaterede værdipapirer. Derudover skal andele i fonden på forlangende af ihændehaverne tilbagekøbes for midler af fondens formue til en kursværdi, der ikke i væsentlig grad er mindre end den indre værdi, jf. vedtægternes §§ 8-9.

Dette opfylder efter vores vurdering betingelserne i aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, nr. 2, 1. til 3. pkt.

Det stillede spørgsmål skal derfor besvares med "ja."

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål  1

Det ønskes bekræftet, at gevinster og tab ved investering i Værdipapirfonden beskattes hos danske investorer efter aktieavancebeskatningslovens § 19.

Lovgrundlag

Aktieavancebeskatningsloven § 19

Stk. 1. Gevinst og tab på aktier og investeringsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 2. Ved et investeringsselskab forstås:

1) Et investeringsinstitut i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/65/EF, jf. bilag 1. (...)

Selskabsskatteloven

§ 1. Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger m.v., der er hjemmehørende her i landet: (...)

Stk. 1, nr. 2) andre selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital, selskaber omfattet af § 2 C og registrerede selskaber med begrænset ansvar, (...)

§ 3. Undtaget fra skattepligten er: (...)

Stk.1, nr. 19) Investeringsselskaber, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, bortset fra kontoførende investeringsforeninger, jf. § 2 i lov om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger, og bortset fra investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, jf. ligningslovens § 16 C. (...)

Lov om investeringsforeninger

§ 8.Værdipapirfonde skal bestå af en eller flere afdelinger, der er særskilte økonomiske enheder. Værdipapirfonde og disses afdelinger er ikke selvstændige juridiske personer. Værdipapirfonde kan alene etableres og administreres af investeringsforvaltningsselskaber, jf. § 10 i lov om finansiel virksomhed, eller administrationsselskaber. Enhver, der ejer en andel i en afdeling i en værdipapirfond, er investor i værdipapirfonden. (...)

Forarbejder

Almindelige bemærkninger til L 137, FT 2011/2012 (Indførelse af værdipapirfonde og selskaber for investering med kapital, der er variabel, (SIKAV'er) og regler om indberetning af afkast fra værdipapirfonde m.v.).

Værdipapirfonde er UCITS ligesom investeringsforeninger og SIKAV'er. De skal opdeles i afdelinger. I UCITS-direktivets forstand er de »investeringsfonde«, som ikke er selvstændige juridiske personer, hvorfor de ikke har en bestyrelse. Værdipapirfonde etableres af det investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, der administrerer dem. Det er således selskabets bestyrelse, der fastsætter fondsbestemmelser og selskaberne og eventuelt deres bestyrelse og direktion, der træffer beslutning om værdipapirfondene. De skal ligesom investeringsforeninger og SIKAV'er investere efter et princip om risikospredning. Værdipapirfondes andele er også »investeringsprodukter«, som investorer kan erhverve, ligesom de kan købe værdipapirer. Værdipapirfonde har en formue, der er variabel, idet de kan udstede andele og indløse dem, når investorerne ønsker at afhænde deres andele. Det er investeringsforvaltningsselskabet, der træffer beslutning om delegation af opgaver, og som skal følge op på delegationen. (...)

3.1.4.2. Indførelse af regler om værdipapirfonde

Der er ikke i dag nationale regler, der regulerer investeringsfonde som defineret i UCITS-direktivet. Det foreslås derfor med lovforslaget, at der, på tilsvarende måde som med SIKAV'erne, indføres regler for værdipapirfonde. Det foreslås at indføre værdipapirfonde, som er særskilte økonomiske, men ikke juridiske, enheder. Værdipapirfonde kan alene etableres og administreres af investeringsforvaltningsselskaber eller administrationsselskaber. Beslutninger vedrørende en værdipapirfond træffes derfor af det investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, der administrerer værdipapirfonden. Værdipapirfonde skal organiseres med en eller flere afdelinger, hver baseret på en bestemt del af aktiverne efter fondsbestemmelserne herom. Værdipapirfondes afdelinger kan påtage sig forpligtelser svarende til afdelinger i investeringsforeninger. Det er dog investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet, der på vegne af en værdipapirfond påtager sig forpligtelser, da værdipapirfonde ikke har en ledelse eller ansatte. I det omfang loven eller regler udstedt i medfør af loven pålægger værdipapirfonde eller deres afdelinger pligter, påhviler det således investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet, som administrerer fonden, at leve op til pligten på værdipapirfondens vegne. Formuen i værdipapirfonde ejes af investorerne kollektivt. Investorerne hæfter alene med den eller de andele, som investoren ejer af en afdelings formue."

Praksis

C.D.1.1.10.2

Det er en forudsætning for, at investering i en enhed kan blive omfattet af reglerne i aktieavancebeskatningsloven, at enheden er et selvstændigt retssubjekt. Det gælder også for ABL § 19, stk. 2, litra 1). Er enheden en transparent enhed, kan reglerne i ABL § 19 og SEL § 3, stk. 1, nr. 19, ikke finde anvendelse, hvilket bevirker, at investorerne vil blive beskattet efter de regler, som gælder for transparente enheder.

C.D.1.1.10.12

Værdipapirfonde er særskilte økonomiske, men ikke juridiske, enheder.

Værdipapirfonde etableres og administreres af investeringsforvaltningsselskaber eller administrationsselskaber. Beslutninger vedrørende en værdipapirfond træffes af det investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, der administrer værdipapirfonden.

Værdipapirfonde organiseres med en eller flere afdelinger, hver baseret på en bestemt del af aktiverne.

Skattemæssigt er værdipapirfonde transparente.

At værdipapirfonde er transparente betyder, at deltagerne hver især beskattes af deres andel af værdipapirfondens gevinster, tab, udbytter, renter m.v.

Ved lov nr. 557 af 18. juni 2012 blev der, som følge af at værdipapirfonde er transparente enheder, foretaget ændringer i skattekontrolloven, så administrator af værdipapirfonde skal indberette om de enkelte deltageres andele af fondens aktiver og afkast heraf. Indberetning skal ske efter de samme regler, som pengeinstitutter og andre foretager indberetning af aktiver og afkast efter.

SKM2001.11 ØLR

Landsretten udtalte om en forening, at efter dennes karakter, herunder at medlemmerne ikke har kunnet eje omsættelige andele i foreningen, og at udtrådte medlemmer ikke havde andel i foreningens formue, kunne sagsøgernes medlemskab af foreningen ikke anses for en formuegenstand, som en skattepligtig ejer, og således omfattet af statsskattelovens § 5 eller aktieavancebeskatningsloven.

SKM2010.316.SR

Skatterådet fandt, at to ETF fonde (exchange trade fundes) kunne anses for selvstændige skattesubjekter, der var omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 1 og 19. En tredje ETF fond var en UCITS-fond omfattet af aktiebeskatningslovens § 19. Med hensyn til sidstnævnte tiltrådte Skatterådet SKATs indstilling, hvoraf bl.a. fremgår, at fonden ansås for omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk.1, allerede fordi der var tale om en UCITS-fond omfattet af UCITS-direktivet, Rådets direktiv 85/611/EØF (dagældende).

(SKAT bemærker, at denne afgørelse er afsagt, før det blev muligt at etablere værdipapirfonde i Danmark).

Begrundelse

Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, at gevinst og tab på aktier og investeringsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Ved et investeringsselskab forstås bl.a. et investeringsinstitut i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/65/EF (herefter UCITS-direktivet), jf. stk. 2, nr. 1.

Det følger af den civilretlige lovgivning, at UCITS etableret som værdipapirfonde ikke kan anses for selvstændige juridiske personer, se investeringsforeningslovens § 8, stk.1, 2. pkt. SKAT har som følge af den civilretlige kvalifikation af værdipapirfonde hidtil antaget, at værdipapirfonde tillige er skattemæssigt transparente enheder, se C.D.1.1.10.12.

Af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19, fremgår, at investeringsselskaber, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, er undtaget fra selskabsskattepligt.

Det må herefter lægges til grund, at det forudsættes i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19, at enheder omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19 er omfattet af selskabsskattelovens § 1, der omhandler selskaber, der er selvstændige skattesubjekter. 

Det er derfor SKATs opfattelse, at der er en formodning for, at en værdipapirfond er et selvstændigt skattesubjekt, men at den nærmere afgørelse heraf må bero på en konkret vurdering af selskabsskattelovens § 1 samt praksis i tilknytning hertil.

I henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, er andre selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes indskudte kapital, skattepligtige.

SKAT finder på baggrund heraf, at værdipapirfonde kan være omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, såfremt de anses for selvstændige skattesubjekter. Den skattemæssige kvalifikation af en enhed i henhold til dansk ret, skal afgøres efter dansk ret.

I det foreliggende tilfælde er SKAT enig med repræsentanten i, at den omhandlede værdipapirfond må anses for et selvstændigt skattesubjekt.

Der er ved indstillingen særligt lagt vægt på, at ingen af investorerne hæfter personligt, at fordeling af overskud sker i forhold til den af investorerne indskudte kapital, at værdipapirfonden har selvstændige vedtægter (fondsbestemmelser), at der foreligger særskilte regnskaber, at der er mulighed for udvidelse af kredsen af investorer, at det er bestemt, hvad der sker med formuen ved den enkelte investors udtræden/opløsning, at værdipapirfonden har et managementselskab, der agerer på vegne af alle investorer, og at der foreligger indskudskapital, idet investorernes indskud svarer til den pågældendes andel af formuen.

På denne baggrund må det antages, at den pågældende værdipapirfond er et selvstændigt skattesubjekt, der svarer til en dansk enhed omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Da værdipapirfonden herefter skal anses for et selvstændigt skattesubjekt, skal gevinst og tab beskattes hos de danske investorer efter aktieavancebeskatningslovens § 19.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs begrundelse og indstilling.

Vis printvenlig udgaveVis som PDF