Ændring af registreringsafgiftsloven samt ny release til Motorregistret.

Vis printvenlig udgave
Dato for udgivelse19 Dec 2014 13:45

Tilvirksomheder beskæftiget med registreringsafgiftsloven og Motorregistret
Sagsnummer14-3920408
Resumé

Folketinget har vedtaget lovforslag om ændring af registreringsafgiftsloven for taxi, limousiner og køretøjer til sygetransport. Samtidig sker der tilretning af Motorregistret med release 2.9 og 2.10


Lovændringer

L43B

Folketinget har vedtaget lovforslag L43B om ændring af registreringsafgiftsloven, vægtafgiftsloven og lov om brændstofforbrugsafgift. Lovændringerne har virkning fra og med den 1. januar 2015.

Forslaget indebærer,

  • at personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport fritages for registreringsafgift (ny klausul 117).
  • at registreringsafgiften afskaffes for taxier, limousiner og sygetransportbiler, da alle personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport herefter er fritaget for registreringsafgift.
  • at reglerne om frikørsel af taxier og limousiner bortfalder, så der fremover skal betales registreringsafgift ved videresalg af taxier og limousiner.
  • at de løbende afgifter for biler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport (herunder biler med OST-tilladelse) omlægges, så alle kørselstyper omfattet af tilladelsen er fritaget for vægt- og brændstofforbrugsafgift, men der betales dobbelt udligningsafgift for dieselbiler.
  • at muligheden for godtgørelse af registreringsafgift ved eksport af taxi, limousiner og sygetransportkøretøjer (afgiftsberigtiget med 70% eller 20% afgift) bortfalder.
  • at busser til sygetransport (klausul 135) samt såkaldte "kørestolstaxier" (klausul 126) også omfattes af den nye fritagelsesbestemmelse. Klausulerne for disse køretøjer ændres dog ikke.

Vær opmærksom på, at ændringen for biler med OST-tilladelse betyder, at der fremover også for disse biler skal betales dobbelt udligningsafgift for dieseldrevne biler. Den nye afgift opkræves fra og med den første afgiftsperiode, der begynder i 2015 eller senere.
Der udsendes samtidig ny registreringsattest påført den nye tilladelse til erhvervsmæssig persontransport (klausul 117).

Lovændringerne betyder også, at taxier og limousiner indregistreret senest 31.12.2014 (med klausul 217 eller 218) fortsat kan frikøres efter de hidtil gældende regler, dvs. uden betaling af yderligere afgift ved omregistrering.

L 64A

Folketinget har også vedtaget lovforslag L64A om ændring af bl.a. lov om vejbenyttelsesafgift for lastbiler med tilladt totalvægt over 12 tons. Der er primært tale om genetablering af sanktionsmulighederne for kørsel uden betaling af vejafgift. Herudover sker der enkelte mindre redaktionelle ændringer i registreringsafgiftsloven, vægtafgiftsloven og lov om brændstofforbrugsafgift. Ændringerne har virkning fra og med den 1. januar 2015.

Release 2.9 og 2.10 til Motorregistret

Release 2.9 og 2.10 sættes i drift med virkning fra og med den 5. januar 2015.

Indholdet af Release 2.9 fremgår at det tidligere udsendte nyhedsbrev af 15. oktober 2014.

Release 2.10 omfatter følgende:

  • Ændringer der følger af lovændringerne ved L43B, som  omtalt ovenfor. Bl.a., at der
    • oprettes en ny klausul 117, der omfatter den nye bestemmelse om fritagelse for registreringsafgift for "personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, og som udelukkende anvendes hertil". Klausulen omfatter taxi, limousiner og sygetransportbiler, herunder biler med OST-tilladelse
    • opkræves dobbelt udligningsafgift for dieseldrevne biler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport (herunder biler med OST-tilladelse)
    • udsendes nye registreringsattester til biler med OST-tilladelse.
  • Der sættes en spærring i systemet, således at en synsvirksomhed ikke kan erklære et køretøj egnet til registrering ved brug af IRK-koden (importørregistrerings koden).
  • Der opsættes en information i menupunktet "Afmeld plader", hvis pladeoperatøren har mere end 300 afmeldte plader, som ikke er destrueret.
  • SKAT får mulighed for at godkende månedsangivelser for ophørte virksomhederne.

Ændringerne til Motorregistret sættes i drift den 4. januar 2015 om aftenen.

Næste release 2.11 til Motorregistret forventes sat i drift ultimo marts 2015.

 

Ny registreringsbekendtgørelse

Skatteministeren har udstedt en ny registreringsbekendtgørelse nr. 1315 af 9. december. Ud over redaktionelle ændringer, bliver det i bekendtgørelsens § 37, stk. 5, præciseret, at en nummerpladeoperatør skal opbevare registreringsattester i 12 måneder. Der er tale om de registreringsattester, der bruges ved indregistrering eller omregistrering af et køretøj, herunder afmelding i forbindelse med skrotning. Efter udløbet af de 12 måneder skal nummerpladeoperatøren destruere registreringsattesten.