Ændring af lov om registrering af køretøjer samt registreringsafgiftsloven

Vis printvenlig udgave
Dato for udgivelse20 Dec 2012 11:03

Tilvirksomheder beskæftiget med registreringsafgift samt registrering af køretøjer, synsvirksomheder mfl.
Sagsnummer12-0268749
Resumé

Folketinget har den 19. december 2012 vedtaget lovforslag L83 af 16. november 2012 om, at der fremover ikke bliver registreret køretøjer gratis, hverken hos SKAT eller hos synsvirksomheder, samt at politiet, forsikringsselskaber og autoophuggere nu får mulighed for at blive autoriseret til at afmelde køretøjer


Folketinget har den 19. december 2012 vedtaget lovforslag L83 af 16. november 2012 om, 

  • at der fremover ikke bliver registreret køretøjer gratis hos SKAT ved personlig henvendelse, 
  • at synsvirksomheder kan opkræve betaling for registrering i  Motorregisteret,
  • at politiet, forsikringsselskaber og autoophuggere nu får mulighed for at blive autoriseret til at afmelde køretøjer,
  • en justering af fradragene ved udbetaling af godtgørelse af registreringsafgift ved eksport.

Lovændringen træder i kraft med virkning fra den 1. januar 2013. 

Lov om registrering af køretøjer

Registrering hos SKAT

For registrering af køretøjer hos SKAT ved personlig henvendelse betales:

  • 200 kr. for indregistrering af et køretøj med nyt registreringsnummer.
  • 100 kr. for omregistrering af et køretøj uden tildeling af nyt registreringsnummer.
  • 60 kr. for afmelding af et registreret køretøj. Der betales dog ikke for en afmelding, der sker, som følge af at et køretøjs nummerplader afleveres af politiet.

Registrering hos andre end SKAT

Autoriserede virksomheder, herunder synshaller, må kræve betaling for registrering i Motorregisteret, bortset fra registrering vedrørende køretøjer, der handles, repareres eller leases som led i den autoriseredes øvrige virksomhed.

I områder af landet, hvor der i særlig grad mangler et ekspeditionssted, der har alle typer af nummerplader på lager, kan SKAT autorisere en virksomhed eller en offentlig myndighed til at registrere i Motorregisteret.

Synsvirksomheder, der indvilliger i at foretage alle typer af registreringer, kan få alle typer af nummerplader stillet gratis til rådighed af SKAT.

Synsvirksomheder der ikke længere ønsker alle typer af nummerplader på lager, skal således fremover betale for nummerpladerne ved leveringen på samme måde, som alle andre pladeoperatører.

Godtgørelsesordningen til synsvirksomheder bortfalder

Lovændringen betyder at godtgørelsesordningen til synsvirksomheder ophører med virkning fra 1. januar 2013.

Synsvirksomheder, der er autoriseret som nummepladeoperatører efter lov om registrering af køretøjer § 15, stk. 1, skal senest den 1. marts 2013 tilkendegive over for SKAT, om de fortsat vil være autoriseret, og om de i givet fald fortsat vil foretage alle typer af registreringer.

Meddeler en synsvirksomhed, at den ikke ønsker at være autoriseret, bortfalder autorisationen, og virksomhedens lager af nummerplader skal retur til SKAT.

Meddeler en synsvirksomhed, at den fortsat ønsker at være autoriseret, men kun at foretage visse typer af registreringer, skal virksomhedens overskydende lager af nummerplader retur til SKAT.

Undlader en synsvirksomhed at give SKAT besked, bortfalder autorisationen efter et forudgående skriftligt varsel på 14 dage, og virksomhedens lager af nummerplader inddrages, medmindre virksomheden inden udløbet af de 14 dage meddeler SKAT, at den fortsat ønsker af være autoriseret.

Autorisering af politiet, forsikringsselskaber og skrothandlere

SKAT kan fremover autorisere følgende myndigheder og virksomheder til at registrere i Motorregisteret i det angivne omfang:

1) Politiet til at registrere egne køretøjer i Motorregisteret.

2) Politiet, forsikringsselskaber og virksomheder, der er godkendt til at foretage miljørigtig skrotning af køretøjer, til at afmelde køretøjer, der er registreret i Motorregisteret.

SKATs bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler omkring ansøgning og godkendelse vil først blive udnyttet i løbet af 1. kvartal af 2013, efter at der er sket den nødvendige tilpasning af Motorregisteret, og i takt med at SKAT modtager anmodninger om autorisation efter denne bestemmelse.

Bemærk i øvrigt, at den pris, SKAT kræver for at registrere fra 1. januar 2013, er uden moms, mens der skal betales moms af den pris, nummerpladeoperatører kræver.

Lov om registreringsafgift af motorkøretøjer

I registreringsafgiftsloven ændres de beløb der fratrækkes før udbetaling af godtgørelse ved eksport. For personbiler ændres mindstefradraget fra 7.500 kr. til 8.500 kr., og for motorcykler og varebiler ændres fradraget fra 4.000 kr. til 4.500 kr.

Lovændringen har virkning for anmodninger om godtgørelse af registreringsafgift efter reglerne i registreringsafgiftslovens § 7 b, der for det enkelte køretøj indgives den 1. januar 2013 eller senere. For registrerede virksomheder, der angiver afgiftsgodtgørelse samlet månedsvis, finder de hidtidige regler anvendelse for angivelsen for december måned 2012.