Menu

 
119 paller kildevand og iste beslaglagt for snyd med afgifter
Resumé

SKAT kom på et højst uvelkomment besøg hos en importør af kildevand.


SKAT har beslaglagt 200.000 flasker kildevand fra en virksomhed i København.

- Virksomheden har i længere tid solgt kildevand og iste i Storkøbenhavn, men det har knebet med at betale afgift og pant, fortæller projektleder Jan K. Olsen fra SKAT København.

Varerne blev købt i Tyrkiet og blev lagt på lager i Frihavnen i København, hvorfra virksomheden har hentet varerne i takt med, at de skulle sælges. Der er tale om et netværk af selskaber, der alle handler med hinanden for at sløre de reelle transaktioner.

Virksomhederne har endvidere benyttet en stråmand som frontfigur. Stråmanden skulle blandt andet sørge for mærke varerne om, inden de kom på markedet i Danmark.

SKAT fandt over 200.000 flasker kildevand og iste ved en samtidig aktion på to forskellige adresser. Selskabet kunne ikke vise noget regnskab, der kunne bevise, at afgifterne var betalt, og alle varerne blev derfor beslaglagt.

- Vognmanden måtte køre et par gange for at få fjernet de 119 paller, det hele fyldte, siger Jan K. Olsen.

Selskabet var i øvrigt under tvangsopløsning, og selv om direktøren var fratrådt for over en måned siden, var han til stede, og han mente, at han stadig repræsenterede selskabet. Han kunne dog ikke forklare, hvordan det hang sammen.

SKAT har fortsat fokus på modspillerne, som er de virksomheder, der med vilje lader være med at overholde reglerne. Det er en vigtig del af SKATs Fair Play initiativ, som skal sikre lige konkurrence mellem virksomhederne.

Yderligere oplysninger:
Journalister: Projektleder Jan K. Olsen tlf. 25 44 07 15 eller SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00
Borgere og virksomheder: SKATs hovednummer tlf. 72 22 18 18


Dato for offentliggørelse
13. oktober 2011
Vis printvenlig udgaveVis som PDF