Dato for udgivelse
24 Jun 2011 11:26

Til
Importører, eksportører, mv.
Sagsnummer
11-136968
Resumé

Den 1. juli 2011 træder EU's handelsaftale med Korea i kraft. Bevis for oprindelse udgøres af såkaldte 'oprindelseserklæringer'. Eksportører, der eksporterer sendinger for over 6000 Euro (45.600 DKK), skal have tilladelse fra SKAT til at udstede oprindelseserklæringer.


Den 1. juli 2011 træder EU's handelsaftale med Korea i kraft. Dette betyder, at varer fra Korea kan opnå præferencetold i EU og varer fra EU kan opnå præferencetold i Korea, såfremt varerne opfylder betingelserne i oprindelsesprotokollen, som kan ses via dette link.

Der kan IKKE anvendes EUR.1 certifikater som bevis for oprindelse i henhold til denne aftale. SKAT udsteder derfor ikke EUR.1 certifikater for varer, der skal eksporteres til Korea, ligesom EUR.1 certifikater fra Korea ikke kan anvendes som dokumentation for oprindelse til opnåelse af præferencetold i EU.

Oprindelse bevises i samhandlen med Korea ved de såkaldte 'oprindelseserklæringer'. Disse ligner det, som vi i dag kender som fakturaerklæringer fra andre aftaler. Teksten, som skal anvendes i denne forbindelse, findes i oprindelsesprotokollens bilag III.

Oprindelseserklæringer skal udstedes for alle sendinger af varer for at opnå præferencetold. De kan udstedes af enhver eksportør, når sendingens samlede værdi ikke overstiger 6000 Euro (45.600 kroner). Overstiger sendingens samlede værdi dette beløb, skal eksportøren være autoriseret som 'godkendt eksportør' hos SKAT for at kunne udstede oprindelseserklæringer, jf. artikel 17 i oprindelsesprotokollen.

Autorisationerne udstedes af SKAT på baggrund af ansøgning fra eksportøren allerede nu, og udstedes på samme måde som for øvrige handelsaftaler.

Ansøgningsskemaet kan findes på dette link. Ansøgningsblanketten skal indsendes til toldekspedition Padborg, Toldbodvej 8, 6330 Padborg.

Det er dog vigtigt at gøre opmærksom på, at oprindelseserklæringer først kan anvendes fra 1. juli 2011 i Korea til opnåelse af præferencetold. Ligeså kan oprindelseserklæringer for varer fra Korea først anvendes fra 1. juli som dokumentation til opnåelse af præferencetold i EU.