Menu

 
Lovforslaget om BoligJobplan er nu fremsat i Folketinget
Resumé

Skatteminister Peter Christensen har netop fremsat lovforslaget om BoligJobplan. Regeringen har således allerede omsat aftalen mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne fra i går aftes til et egentlig lovforslag, som nu skal behandles af Folketinget.


Lovforslaget giver private fradrag i skatten for lønudgifter til hjælp og istandsættelse i hjemmet. Skattefradraget kan maksimalt udgøre 15. 000 kr., hvilket i gennemsnitskommune svarer til et tilskud på cirka 5.000 kr. efter skat. 

- Jeg er ret sikker på, at ordningen vil blive en succes for alle. Virksomhederne, arbejdsgiverne og familierne. Virksomhederne får gang i ordrebøgerne, arbejdsgiverne får medarbejdere, som kan arbejde flere timer, og de mange travle familier i Danmark bliver glade for en hjælpende hånd derhjemme til rengøring eller istandsættelse af boligen, siger skatteminister Peter Christensen.

Ordningen gælder fra 1. juni 2011 til og med 2013.

Lovforslaget forventes vedtaget hurtigst muligt og inden Folketinget går på sommerferie. Herefter vil SKAT informere om de nærmere betingelser for ordningen, herunder hvordan familierne får fradraget, via skat.dk.

- Vi tilstræber så kort en lovgivningsproces som muligt, så erhvervslivets aktivitetsniveau ikke bliver belastet af en stilstand i venteperioden, oplyser Peter Christensen.

Lovforslaget indeholder tillige en række mindre justeringer i den eksisterende hjemmeserviceordning.

Læs hele lovforslaget her.

Læs Finansministeriets pressemeddelelse om aftalen her.

 

Yderligere oplysninger om lovforslaget:

Journalister: SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00

Borgere: SKATs hovednummer 72 22 18 18

Oplysninger om Økonomi- og Erhvervsministeriets hjemmeserviceordning: Pressesekretær Erik Ljunggren, tlf. 33 92 31 15 og mobil 40 18 43 46

 


Dato for offentliggørelse
19. maj 2011
Vis printvenlig udgaveVis som PDF