Her står du: Borger > Information > Nyhedsbreve
|
Dato for offentliggørelse | 08 jul 2010 13:56 |
|
Ansvarlig institution | Skatteministeriet |
|
Henvendelse rettes til | 72 22 18 18 |
|
Resumé | Har du modtaget en opkrævning om afgift på partikelfilter? |
| | | Dokumenttype | Nyhedsbrev til borgere | | Tema(er) | Afgift for manglende partikelfilter, vægtafgift og grøn ejerafgift | | Overemner-emner | Motor - Indregistrering og vægtafgift |
|
SKAT udsender i øjeblikket opkrævninger på partikelfilterafgift (partikeludledningstillæg). Har din dieseldrevne bil ikke partikelfilter, skal der fra 1. april 2010 betales en årlig afgift på 1.000 kr. Afgiften opkræves sammen med opkrævningen af vægtafgift eller grøn ejerafgift.
Du kan have modtaget en opkrævning, selv om din bil allerede har et partikelfilter, der opfylder kravene.
Sådan sker opkrævningen
Afgiften betales for alle dieseldrevne personbiler og for nye dieseldrevne varebiler, der enten ikke overholder EU-normen om udledning af højst 5 mg partikler pr. kilometer, eller ikke har et eftermonteret godkendt partikelfilter.
Du skal være opmærksom på, at partikeludledningstillægget ikke fremgår særskilt af den opkrævning, du modtager for perioden fra 1. april og frem til det tidspunkt, hvornår du normalt skal betale din vægt- eller ejerafgift. Tillægget vil her gå ind under betegnelsen vægtafgift eller grøn ejerafgift. På dine opkrævninger fremover vil partikeludledningstillægget til gengæld fremgå som en selvstændig afgift.
Af tekniske årsager sker opkrævningen fra 1. april og til begyndelsen af din normale betalingsperiode via selvstændigt indbetalingskort og ikke via BetalingsService, selv om du normalt betaler din vægtafgift eller grønne ejerafgift via BetalingsService.
Hvis din bil allerede har et partikelfilter, skal du ikke betale afgift
SKAT har hidtil ikke registreret oplysninger om partikelfiltre. Derfor har SKAT indhentet oplysninger om fabriksmonterede partikelfiltre fra Trafikstyrelsen, bilimportørerne mfl. SKAT har imidlertid ikke oplysninger om alle biler. Derfor kan du have modtaget en opkrævning, selv om din bil allerede har et partikelfilter, der opfylder kravene.
Har din bil allerede et partikelfilter, skal der udfyldes en "Erklæring om partikelfilter". Du finder erklæringen på www.skat.dk. Erklæringen skal udfyldes/afgives af importør eller dennes repræsentant.
Hvis du indsender dokumentation, der bekræfter, at der er et godkendt partikelfilter monteret på din bil, regulerer SKAT din opkrævning. Har du allerede betalt afgiften, vil du få pengene retur.
Du skal sende erklæringen til
SKAT Centralregisteret for Motorkøretøjer Helgeshøj Alle 9 2630 Tåstrup
Hvis du ikke kan skaffe en erklæring, kan du få bilen synet hos en synsvirksomhed. Synsvirksomheden skal så bekræfte, at din bil allerede har et godkendt partikelfilter. Du skal selv betale evt. udgifter i forbindelse med synet.
Her kan du læse mere
Du kan læse mere om afgiften i SKATs nyhedsbrev Grøn omlægning af bilbeskatningen fra 18. december 2009. Nyhedsbrevet finder du på www.skat.dk under Nyhedsbreve til virksomheder.
|