| Fra 1. juli kan borgere også anvende NemID som adgang til TastSelv. NemID er en ny digital signatur, som du kan bruge til netbank, alle offentlige selvbetjeningsløsninger og på en række private virksomheders hjemmesider.
Dette samarbejde om en fælles adgangsløsning mellem det offentlige og bankerne er helt unikt og giver borgere i Danmark én kode til det hele. Til forskel fra den gamle signatur bliver NemID mere brugervenlig, fleksibel og mobil.
Det er bankerne, som driver udrulningen af NemID. Mellem 1. juli 2010 og 1. januar 2011 flytter de alle netbankkunder til NemID. Hvis du ønsker at få den før eller ikke er netbankkunde, kan du fra 1. juli bestille NemID på nemid.nu eller ved at henvende dig personligt i Borgerservice eller hos SKAT.
Husk at sætte kryds Når du som borger får udstedt en NemID via banken, er det vigtigt, at du accepterer også at benytte NemID til offentlige digitale services. Det gør du ved at sætte kryds i en samtykkeboks, når du første gang logger på netbanken med NemID. Hvis du ikke sætter dette kryds, kan du ikke logge på TastSelv med NemID, før du har været forbi nemid.nu og tilmelde dig.
SKAT udfaser TastSelv-koden for borgere, der er fyldt 15 år Fra marts 2011 stopper SKAT med at udstede TastSelv-koder til borgere, som er fyldt 15 år, og fra august 2011 er det ikke længere muligt for disse borgere at bruge TastSelv-koden. I stedet skal de bruge NemID til TastSelv. Du kan fortsat bruge den hidtidige digitale signatur til TastSelv og andre selvbetjeningsløsninger. Når din digitale signatur er to år gammel, udløber den, og du har derefter kun mulighed for at bestille og bruge NemID, hvis du er fyldt 15 år. |